Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents

Anmeldelse: Mother's Day.

2012-03-05T20:10:00.001+01:00

Årgang: 2010.
Tagline: "Don't misbehave."
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Runtime: 112 minutter.
Udgiver: StudioCanal.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Secuestrados' (2010), 'The Strangers' (2008), 'Funny Games' (1997).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Tre brødre søger tilflugt i deres gamle barndomshjem efter et katastrofalt bankrøveri. Hvad de ikke ved er, at deres mor (De Mornay) for nylig har mistet huset efter en tvangsauktion. I stedet for at snuble over deres mor, snubler de nu over huset nye ejere, et ungt par og deres gæster, som er midt i en fødselsdagsfest. Omtumlede og pressede, ser brødrene ingen anden udvej end at tage de nye beboere til fange og kontakte den eneste de kan stole på, mor. Villig til at gøre alt for at beskytte sine børn, ankommer moderen med hendes eneste datter, og tager straks kontrol over situationen og begynder at brygge på en plan der kan få hendes afkom sikkert over grænsen til Canada, og dermed ud af politiets søgelys. En sådan plan koster mange midler, og mor afskyr ingen midler for at redde sin psykotiske og dybt kriminelle familie.

Hvis man kender lidt til independent-selskabet, Troma, er man måske løbet ind i deres vanvittige 'Mother's Day' engang i løbet af 80'erne. Dette er remaket af selv samme film, men de to film har faktisk ikke mange ting tilfælles, og her er ikke mange af Troma's velkendte vederstyggeligheder tilstede. Her er tilgengæld skruet gevaldigt op for budgettet, talentet og kvaliteten. Så det er altså ingen fordel eller et krav at have et nostalgisk forhold til de notoriske Troma-film, for at få et kick ud af den nye 'Mothers Day'. Instruktøren Darren Lynn Bousman er manden bag opdateringen og han er mest kendt for sine instruktør (u)gerninger i den populærere Saw-franchise. Den foreløbig sidste Saw-film kom sidste år, og Darren Lynn Bousman's sidste film i tortur-serien kom helt tilbage i 2007 ('Saw IV'). Efter den store succes med at være en del af en af de største kommercielle horror-hits nogensinde ville Bousman prøve noget andet, noget HELT andet! Hans næste film indeholdte nemlig meget mere sang og dans (se DET er ægte tortur) end tortur og lemlæstelse! Den stod på horror-komedie-musical i 'Repo! The Genetic Opera' fra 2008 og 2 år senere kom så 'Mothers Day'.

Gatecrasher af den slemme og tungt bevæbnede slags.

Men instruktørens forkærlighed for middelalderlige afstraffelse-metoder in mente, kunne man frygte at hans home-invasion film fra sidste år hurtigt ville gå samme vej, men heldigvis undlader Bousman at gå den vej. Vi kommer selvfølgelig ikke uden om et par rigtig ubehagelige episoder der koster brækkede knogler og udpenslet ultravold, men da mor først melder sin ankomst er det endnu mere den psykologiske del af gidslernes velbefindende der står på spil, end den fysiske. Rebecca De Mornay ('The Hand That Rocks the Cradle') er det mest velkendte ansigt i 'Mothers Day' og hun er perfekt i rollen som den koldblodige mor der styrer sit psykopatiske afkom med en stålsat jernhånd. Den aldrene dame fremstår i starten venlig og høflig, men viser sig hurtig at være en kynisk, udspekuleret og ja, komplet vanvittig - der er en god grund til at der bliver holdt igen med "your momma" vittighederne i 'Mothers Day'...

Er du morsyg eller er mor bare syg (i hovedet)?

Resten af castet er forholdsvis ukendt og de fleste skuespillere er da også hentet fra TV-seriernes verden. De leverer heldigvis alle sammen hvad der skal til, i deres roller som ofre-lam, for den dysfunktionelle familie. Især Jaime King ('The Spirit') er rigtig stærk i rollen som Beth Sohapi, den ene del af parret der har købt familiens tidligere hjem. Det samme kan siges om Warren Kole der ses i rollen som en af brødrerne, Addley Koffin. Kole spiller rollen som ustyrlig og fuldstændig utilregnelig loose cannon, med tilstrækkelig galskab i øjnene til at det er troværdigt. Læg lige mærke til de to fiktive efternavne Sohapi (so happy) og Koffin (coffin) - jeg ved ikke om det er sjovt eller om det bare er plat, faktisk lidt som de rigtige Troma film. Og nu vi er tilbage ved Troma, så er der et par steder i den nye 'Mothers Day' hvor der bliver sendt et par venlige hilsner til originalen - men der skal holdes godt øje!

Hvad fatter gør er altid det rigtige - hvad mor gør er til gengæld helt fucked up.

Lige så brutal som filmen er, lige så brutalt kom overraskelsen over at 'Mothers Day' rent faktisk er en ganske vellykket horror-film. Jeg gik ikke ind til filmen med store forventninger eller håb om, at her var meget at komme efter men jeg tog heldigvis fejl. Det er ærgerligt at filmen har lidt en temmelig overset skæbne og allerede virker glemt på horror-scenen. Man kunne forestille sig at mange simpelthen ikke har gidet at give den chancen, med udsigt til at skulle se endnu et tamt og udvasket remake. Det kan også tænkes at den oprindelige film er så ukendt for det gængse publikum, at ingen har bidt mærke i at det er en gammel Troma film her er snak om. Jeg er fristet til at tro at det er en kombination af de to. Med sine næsten to timers spilletid er 'Mothers Day' noget af en mastodont inden for denne genre, men instruktøren formår alligevel at holde spændingen på et højt niveau næsten hele vejen igennem. Hele filmen udspiller sig ikke udelukkende i huset, og det hjælper meget på underholdningsværdien, at vi også kommer udenfor. Her er nogle plotpoints og sidespring i historien, som man måske kunne havde været foruden, men alt i alt er 'Mothers Day' et oplagt valg hvis man er på udkig efter en solid amerikansk horror-film tilsat lidt Troma'nsk kant og galskab. Vi lander på fire store Pinhead's til 'Mothers Day' og filmen kan med god samvittighed melde sig ind i en lille og meget eksklusiv klub kaldet; Horror-remakes der er bedre end originalen.

Score:

Tilbud: Afdansningsbal til foræringspris.

2012-03-04T12:35:00.000+01:00

TP Musik Marked rykker igen med et rigtig godt tilbud. Nu kan du nemlig erhverve dig de fire første 'Prom Night'-film i en fin boks til kun 50 kroner. Der er tale om den svenske udgivelse fra Atlantic Film og boksen indeholder selvfølgelig danske undertekster. Den første film i serien så dagens lys i 1980 og har den helt store "scream queen" Jamie Lee Curtis i hovedrollen, flankeret af funny-man Leslie Nielsen. Instruktør Paul Lynch havde meget svært ved at få finansieret sin slasher-film, altså lige indtil han fik Jamie Lee Curtis om bord. Filmen fik stor nok succes hos det slasher-sultne 80'er publikum til at der kom i alt tre efterfølgere i form af 'Hello Mary Lou: Prom Night II' (1987), 'Prom Night III: The Last Kiss' (1990) og 'Prom Night IV: Deliver Us from Evil' (1992). I 2008 kom der (selvfølgelig) også et remake af den gamle slasher-film. Jamie Lee Curtis medvirkede ikke i nogle af efterfølgerne og filmene blev da også bare ringere og ringere. Dermed ikke sagt at de ikke kan være underholdende, set med de rette briller.

Anmeldelse: Intruder.

2012-03-02T11:00:00.002+01:00

Årgang: 1989.
Tagline: "If this one does not scare you, you're already dead!"
Instruktør: Scott Spiegel.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 88 min.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Evil Dead' (1981), 'Evil Dead II' (1987).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Det er sen aften og ekspedienten Jennifer er ved at køre de sidste varer over rullebåndet, inden Walnut Lake Market lukker. Hvad hun ikke ved er, at hendes ekskæreste Craig står bagerst i køen. Han er netop blevet prøveløsladt fra en morddom, og er nu kommet for at tale med Jennifer. Hun afviser ham blankt, og da hans opførsel bliver grov, må hun tilkalde sine kolleger fra supermarkedet. Ved fælles hjælp får de låst Craig ude af butikken, så de kan fortsætte deres arbejde; alle varer skal nemlig sættes ned med 50%, da cheferne for Walnut Lake Market er tvunget til at dreje nøglen om på grund af dårlig omsætning. Men i løbet af natten må de ansatte sande, at det ikke kun er priserne der bliver halveret, da de én efter én bliver myrdet på grusomste vis. Er den morddømte Craig trængt ind igen, eller er morderen måske en, som i forvejen befinder sig i supermarkedet?!

Manden bag 'Intruder', Scott Spiegel, er vokset op side om side med Sam Raimi og Bruce Campbell. Sammen skabte de deres egen "filmskole", hvor de skiftedes til at udfylde rollerne foran og bag kameraet i hinandens kortfilm. Efter succesen med 'Evil Dead 2' (1987), som Scott Spiegel skrev i samarbejde med instruktøren Sam Raimi, og som Bruce Campbell spillede den altoverskyggende hovedrolle i, var dørene pludselig åbne for flere og større projekter. Scott Spiegel genoptog en idé, han havde brugt tidligere i kortfilmen 'Night Crew', og som var inspireret af hans egen ansættelse i Walnut Lake Market. Ud af det kom 'Intruder', som genremæssigt ligger meget tæt på den splatstick, 'Evil Dead 2' mestrede så imponerende - men som dog til tider er lige så ufrivilligt komisk, som den er sjov.

Set med en drejeskivetelefons øjne!

På rollelisten finder vi, udover Elizabeth Cox og David Byrnes, som spiller filmens egentlige hovedpersoner, naturligvis både Sam Raimi og Bruce Campbell. Raimi har en birolle som supermarkedets slagter (hvad ellers?), mens Campbell spiller politibetjent i verdens mindste cameo. Det tangerer falsk markedsføring, når de to er påført plakaten som filmens hovednavne, men det giver selvfølgelig mening i forhold til at sælge en produktion, der minder så forholdsvist meget om 'Evil Dead 2'. Det er sådan set fornuftigt ikke at give Campbell en større rolle, da han sandsynligvis ville stjæle billedet efter sin pragtpræstation to år tidligere. Sam Raimis lillebror Ted medvirker som en asociale lageransvarlig med alt for stærke briller og en konstant tændt walkman. Dan Hicks, som fik sin debut i 'Evil Dead 2' og som siden har haft små roller i blandt andet flere af Sam Raimis film, spiller her en af sin karrieres største roller som markedets souschef, og det gør han virkelig, virkelig godt! Scott Spiegel selv samt produceren Lawrence Bender har også hver deres lille cameo.

Man må gribe ud efter de våben, der lige er ved hånden!

Ligesom 'Evil Dead 2' er 'Intruder' en idérig film, som sprudler af energi og kreativitet. Det er tydeligt, at Scott Spiegel og hans gode venner udforsker filmmediet til det yderste. Især, selvfølgelig, på det tekniske plan, som horror-genren er så eminent til. Kameraet påtager sig flere gange en point of view-position fra døde objekter, som eksempelvis et dørgreb, der bliver drejet rundt i nervepirrende lavt tempo. Kameraet drejer med og tilter dermed langsomt billedet, i hvilket vi ser souschefen Bill, som stirrer direkte ind i linsen - eller på dørgrebet, om man vil. En drejeskivetelefon, en affaldskurv, et gulv der bliver fejet og indtil flere mordvåben får også deres eget POV-øjeblik i løbet af filmen. Hver eneste indstilling er tydeligvis gennemtænkt og velovervejet, og det bevidner om, at projektet har været lystbaseret frem for alt andet. Handlingen med Craig og Jennifer i front fungerer, men er naturligvis bare en undskyldning for at lave en film med masser af effekter. 'Intruder' respekterer dog sin handling og glemmer aldrig, at den rent faktisk er til stede, hvilket andre film i slasher-genren kan have en tendens til.

Hvis man kan skrige som en kylling, kan man også blive parteret som én!

Effektarbejdet er overraskende flot, det beskedne budget taget i betragtning - og meget, meget underholdende! Da det første knivmord udføres på parkeringspladsen, klippes der i det øjeblik kniven svinges til et lagerrum, hvor en vandmelon hakkes i to. Det skal dog hurtigt vise sig, at filmen er mere eksplicit i sin vold end som så, og for hvert mord intensiveres brugen af blod og kunstige kropsdele, som bliver oversavet eller fladmast. Det bedste ved disse produktioner af ældre dato er den totale mangel på computereffekter og penge, som tvinger filmskaberne til at bruge deres kreativitet. Hvis man sammenholder 'Evil Dead 2' eller 'Intruder' med Sam Raimis seneste film 'Drag Me to Hell' (2009) vil man kunne se forskellen. Det er i øvrigt værd at nævne effekttrioen Howard Berger, Robert Kurtzman og Gregory Nicotero i 1989 netop havde startet deres karriere som effektfolk i filmbranchen. Det blanke CV er efterhånden blevet fyldt op med hundredevis af Hollywood-titler indenfor både film og tv. Senest 'The Amazing Spider-Man' (2012) og 'The Walking Dead' (2011-?).

Score:

Nyhed: Gæt vores 40 film-billeder på thehorrorquiz.com

2012-03-01T06:00:00.007+01:00

Jeg er stolt af at kunne fortælle at Sørensen Exploitation Cinema leverer materialet til denne måneds billed-quiz på TheHorrorQuiz.com - det betyder desværre samtidig at jeg (brugernavn: Allan_SørensenCinema) ikke selv må deltage i denne omgang. Men er du klar til at teste din indre film-nørd og gætte på 40 screenshots, fra nye som gamle horror-film, så er det bare med at komme i gang. Det er gratis at deltage, det eneste der kræves er at du opretter et login og er i besiddelse af en masse gåpåmod - for nemt bliver det ikke! Quizzen er online hele marts, så der er masser af tid at gruble i. Det skal siges at quizzen er meget sensitiv overfor om du skriver titlen på filmen HELT korrekt, så dobbelttjek evt på IMDB, inden du skyder dit svar af sted (man svarer ved at trykke på Enter/Return-knappen). Man kan dog heldigvis svarer på det samme billede, lige så mange gange man har lyst. Du finder Danmark's bedste film-quiz på TheHorrorQuiz.com

En månedlig quiz, startende den første dag i hver måned.
Består af omkring 40 billeder fra kendte og mere eller mindre ukendte horror-film.
Disse billeder vil være en blanding af screenshots fra film og filmplakater.
Afhængigt af hvor mange film, hver brugere har gættet, får brugeren tildelt en rang.
Quizzen vil løbe indtil den første dag i den kommende måneden, det er - når den nye quiz starter, den gamle slutter.

Nyhed: Nyt facebook design.

2012-02-29T15:32:00.001+01:00

Hvis du allerede er med om bord på vores yderst informative facebook-side og har været inde og trykke "Synes godt om" (hvis du ikke har, hvad venter du så på?), så har du måske allerede lagt mærke til at vi er kommet over på det nye facebook-design. Der kom besked fra udviklerne om at det meget snart ville ske helt automatisk - så vi kunne lige så godt få det overstået. Vi håber at i kan finde rundt på siden alligevel. På vores facebook-side bliver du altid holdt opdateret når der kommer nye indlæg på bloggen, du kan møde andre genre-fans og kommenterer alt det du vil på opslag og billeder. Der kommer også indlæg som kun er at finde på facebook-siden. Du finder siden her og husk nu at trykke "Synes godt om".

Tilbud: ...på spaghetti.

2012-02-29T08:43:00.000+01:00

Og her er altså ikke tale om de fleste ungkarles favoritspise! Det drejer sig til gengæld om at TP Musik Marked i øjeblikket har tre rigtig spændende spaghetti-western's i deres "Lokkemads-tilbud". Lige nu får man nemlig de barske og grovkornede 'Keoma', 'Mannaja' og 'Today we Kill, Tomorrow we Die!' til bare 25 rigsdaler. Det er de danske udgivelser fra Another World Entertainment der er tale om, og som altid er der kælet for detaljerne. Ikke nok med nogle fantastisk flotte covers, filmene kommer også alle tre med nogle svedige, informative og meget interessante booklets. I 'Keoma' (som også er den bedste af de tre film) er dette på hele 8 sidder, mens man får 4 sider med de to andre DVD'er. Det er kræs for kendere! Har du stadig til gode at stifte bekendtskab med de beskidte western's, der kom som modspil til de mere moralske og heltedyrkende amerikanske westerns, er dette et fint og ikke mindst billigt sted at starte! Så op på jernhesten og fyld saddeltaskerne med støvet DVD-guld fra det beskidte vesten.

Nyhed: Rum-nazisterne indvaderer alligevel de danske biografer!

2012-02-28T12:03:00.007+01:00

Den 13/02-2011 omtalte vi her på bloggen Timo Vuorensola's over-the-top invasion-film 'Iron Sky' (læs nyheden her). Vi skrev i samme ombæring også lidt om filmens chancer for at komme på det store lærred i de danske biografer og opfordrede samtidig jer, kære læsere, til at deltage i facebook-begivenheden Iron Sky til Danmark? Og nu lader det, højst overaskende, til at filmen rent faktisk kommer til Danmark! 'Iron Sky' var en af de film der vakte størst opsigt ved dette års filmfestival i Berlin og det har fået den nordjyske filmimportør Mis.label til at opkøbe filmen, og via United International Pictures distribuerer og lancerer filmen i lille DK. 'Iron Sky' får derfor premiere i de danske biografer den 19. april (ifølge den officielle pressemeddelelse) og husk nu at gå ind og se den!

Tag i biografen den 19. april- ellers...

'Iron Sky' er delvist finansieret af sine fans og er blevet diskuteret af millioner af mennesker på internettet, hvor traileren er blevet set mere end seks millioner gange på to uger! Med et budget på 7,5 millioner euro er 'Iron Sky' Finlands dyreste filmproduktion, hvor fansene har bidraget med over 1 mill. euro. Det ligner et episk b-films brag når nazi-babes, hagekors-beklædte UFO'er og steampunk-Zeppelins fra det ydre rum tørner sammen med vores allesammens Moder jord!

Anmeldelse: House on the Edge of the Park.

2012-02-28T09:45:00.002+01:00

Årgang: 1980.
Tagline: "Delivers Shocks To The Maximum... Pushes The Limits Of Acceptability."
Instruktør: Ruggero Deodato.
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 91 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Clockwork Orange' (1971), 'The Last House on the Left' (1972), 'Funny Games' (1997).

House on the Edge of the Park er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Filmen indledes med, at Alex (David Hess) sammen med Ricky (Giovanni Lombardo Radice), hjælper det rige par Tom og Lisa med at reparere deres bil, da den bryder sammen på vej mod en fest hos deres venner. Alex inviterer sig selv og Ricky med til festen, og da de ankommer, varer det ikke længe, før et sadistisk spil bryder ud, hvor de forskræmte gæster pludseligt står ansigt til ansigt med, hvad der viser sig at være to perverterede psykopater... Men måske er alting ikke, som det først ser ud?

Instruktør Ruggero Deodato havde i 1980 endnu ikke fået nok af at chokere. Det til trods for, at instruktørens vel nok mest kontroversielle film 'Cannibal Holocaust' også blev udgivet samme år og sendte instruktøren en tur i retten efter der blev sået tvivl om, hvorvidt mordene i filmen var virkelige - hvilket naturligvis ikke var tilfældet. Filmen blev indspillet over 4 uger i 1979 og levede derefter et omtumlet liv; Særligt i det britiske, hvor filmen havde store problemer med at blive godkendt til en biografudgivelse og senere landede på listen over de såkaldte "video nasties". På AWEs udgivelse af 'House on the Edge of the Park' medfølger en folder, der giver en smule indblik i omstændighederne omkring filmen. Blandt andet fortælles der her, at Deodato ikke var særlig dedikeret omkring skabelsen af filmen og snarere var hyret for sin evne og vilje til at chokere end sine instruktørmæssige færdigheder. Hovedrollen som Alex gik til David Hess, som hovedsageligt gentog sin rolle fra Wes Cravens 'The Last House on the Left' (1972). En film som i høj grad også havde været inspirationskilde til 'House on the Edge of the Park' og mange andre film, der benyttede sig af ordet "house" i titlen. David Hess siges i øvrigt at have omskrevet megen af sin karakters dialog, hvilket bestemt ikke virker usandsynligt, når hans overbevisende præstation i filmen tages i betragtning. Så meget desto mere trist var det, da skuespilleren sidste år afgik ved døden 75 år gammel.

David Hess træner sin Sweeney Todd parodi.

Den nemmeste måde at beskrive 'House on the Edge of the Park' på er, at filmens fulde spilletid på sin vis føles som at se den første halvdel af Stanley Kubricks 'A Clockwork Orange' (1971) med mere voldtægt og tortur samt mindre dystopisk fremtid og indre monolog. Der er ikke voldsomt meget indholdsmæssigt at komme efter i filmen. Når man indleder sin film med at lade karakteren voldtage og dræbe en uskyldig pige indenfor det første minuts tid, er baren ligesom sat for, hvilken type film vi her har med at gøre. Det er beskidt exploitation sleaze, der giver seeren den forventede mængde nøgenhed og ubehageligheder. Hovedkarakteren tager det ikke mange øjeblikke at afkode som en særdeles usympatisk karakter, og der gås aldrig i dybden med, hvorfor han gør, som han gør. Med det etableret er det imidlertid ikke det store problem at lade sig underholde i filmens 91 minutter. Instruktør Ruggero Deodato kan utvivlsomt noget, når det kommer til at skabe suspense, og det bliver helt tydeligt i filmen. Det er også i den forbindelse, at David Hess kommer til at stråle i hovedrollen. Tilskueren har måske nok grejet, at han er en utiltalende fyr, men hans handlingsmønster er langt fra gennemskueligt, og det bliver aldrig nemt at forudse, hvad man kan forvente sig af karakteren. Det leder til en del effektive scener, der som oftest formår at holde sin seer fangen og sært afventende. Filmen er som nævnt skabt med henblik på at chokere, og selvom den måske nok har mistet en del af sin chokværdi over årene, må man give filmen, at de retninger, den drejer sig i, ofte er ret bizarre. Kun enkelte gange står fortællingen i stampe, og det til trods for, at det meste af handlingen tager sig ud det samme sted.

Aftenen endte på en og samme tid tæt på og langt fra, hvad Lisa havde forestillet sig.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor stemningsfuld filmen formår at være til trods for et budget, der formentlig har været ret begrænset. Nogen æstetisk perle er den ikke, men der er flere gange billeder, som emmer af stemning særligt på grund af belysningen. Medvirkende til filmens atmosfære er en anden genganger fra 'Cannibal Holocaust' i form af komponisten Riz Ortolani, som gentager succesen fra førnævnte kannibalfilm og skaber endnu et sært miks mellem det legesyge og forstyrrende med sit musikalske islæt. Selvom soundtracket i nogen grad nedspilles i 'House on the Edge of the Park' ligger det ofte i sin skævhed og ulmer under sekvenserne. Atter engang er Ortolani med til at hæve filmen og skabe en kontrast til de stedvist ubehagelige billeder. Med nutidens briller er det imidlertid svært at se, hvorledes filmen kan være landet på listen over "video nasties", da den viste vold er relativt begrænset i omfang. Hvad der for alvor må have afskræmt briterne er nøgenheden. Der holdes på ingen måde igen med at vise de kvindelige medvirkende uden påklædning, og som vi ved fra det amerikanske, har nøgenhed en tendens til i censursammenhæng at være mere afskrækkende end vold.

"Cindy, Cindy don't let me down."

Det er ikke just historien, der gør 'House on the Edge of the Park' underholdende. Leder man efter en form for pointe, er det nok ikke denne film, man skal gå i krig med. Kan man indlade sig på halvanden times vold og nøgenhed i forskellige kombinationer, skal man nok blive underholdt her. David Hess' præstation er mindeværdig, og nogle af de skæve replikker karakteren får smidt ind undervejs ligeså. Endvidere er det den stedvist vellykkede suspense og de sære retninger, filmen udvikler sig i det, der gør den seværdig. Kender man til genren, er man velsagtens også klar over, hvad man begiver sig ud i, og med den rette indgangsvinkel skal man nok blive underholdt.

Score:

Nyhed: Se 'The Innkeepers' i Husets Biograf.

2012-02-27T12:10:00.001+01:00

Danske Another World Entertainment præsentere meget snart Ti West's spritnye film 'The Innkeepers' i Husets Biograf. Filmen har premiere torsdag den 8. marts kl. 19 og kan ses hver dag til og med torsdag den 15. marts. På premiereaftenen vises også instruktørens gennembrudsfilm 'The House of the Devil' kl. 21 – en film som vi tidligere har anmeldt her på bloggen, og som jeg personligt er meget glad for. Du kan læse anmeldelsen her.

Den 32-årigeTi West har trods sin unge alder allerede instrueret fem spillefilm, udover den fede 80'er-homage 'The House of the Devil' stod han også bag fortsættelsen til Eli Roths succesfulde teen-gyser 'Cabin Fever', men forsøgte, efter uenighed med producenten, inden premieren at få fjernet sit navn fra filmens credits i skuffelse over det endelig resultatet. Ti West hører til den unge generation af amerikanske genrefilm-instruktører, som tilbragte en stor del af deres teenageår i horror-afdelingen hos den lokale videopusher. Ganske som Adam Green ('Hatchet 1+2', 'Frozen'), Jim Mickle ('Stake Land', 'Mulberry Street') og Lucky Mckee ('The Woman', 'May') udviser Ti West i sine film både forståelse og kærlighed for gyser-genren og dens konventioner – dog uden at forfalde til overdreven brug af filmreferencer, som det ellers ofte ses nu om dage. I The Innkeepers ses en tydelig inspiration fra 60’ernes gyser-klassikere som 'The Haunting' og 'The Innocents'.
Ti West blev inspireret til at skrive manuskriptet til 'The Innkeepers' under optagelserne til 'The House of the Devil'. Begge film er optaget på The Yankee Pedlar Inn i Torrington, Connecticut – et smukt hotel bygget i 1891, som nu angiveligt er hjemsøgt af spøgelser. I virkelighedens verden er hotellet både berømt og velbesøgt, men i 'The Innkeepers' er stedet bukket under for finanskrisen og er ved at lukke. I filmen beslutter hotellets to sidste medarbejdere Claire (Sara Paxton) og Luke (Pat Healy) sig for at undersøge hotellet lidt nærmere i krogene, da de begge er mere end almindeligt interesserede i overnaturlige fænomener. De får følgeskab af den excentriske Leanne Rease-Jones (Kelly McGillis), og langsomt begynder de tre at dykke dybere ned i det gamle hotels uhyggelige fortid…

Tilbud: For 50 kr.- ultravold tak.

2012-02-25T18:00:00.002+01:00

Så er der endnu engang guld at finde på BlockBuster's tilbudshylder med ex-leje-film. Lige nu kan man nemlig være så heldig at finde 'Hobo with a Shotgun' til kun 50 kr.- (selvfølgelig på HD-sprød blu-ray). Denne film er faktisk en af de få titler der har scoret alle 6 Pinhead's her på bloggen! Du kan læse, eller måske genlæse, anmeldelsen her.

Anmeldelse: Ms.45.

2012-02-24T11:46:00.002+01:00

Årgang: 1980.
Tagline: "It will never happen again."
Instruktør: Abel Ferrara.
Runtime: 80 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LED.
Udgiver: Aquarelle.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Thriller – a cruel picture' (1974), 'I spit on your Grave' (1978), 'Savage Streets' (1984).

Anmeldt af Claus Reinhold.

'Ms.45’s' protagonist er Thana (Zoë Tamerlis), en ung stum syerske der arbejder i Manhattans tøj centrum. En dag da hun er på vej hjem fra arbejde, bliver hun pludselig overfaldet, slæbt ind i en baggård og voldtaget af en maskeret mand. Efter denne forfærdelige oplevelse når hun endelig hjem i sin lejlighed, men her overraskes hun inden længe af en indbrudstyv. Han holder en pistol til hendes hoved alt imens han også voldtager hende. Det lykkes dog Thana at forsvare sig, blandt andet med et elektrisk strygejern, og til sidst slå gerningsmanden ihjel. Herefter parterer hun ham og gemmer kropsdelene i sit køleskab for derefter gradvist at skaffe sig af med dem. En dag da hun er ude for at skaffe sig af med en del af liget, bliver hun antastet af en ung rod, som hun hurtigt skyder med den døde tyvs 45mm pistol. Senere overtaler en påtrængende fotograf at få Thana til at posere for ham, med falske løfter om en karriere som model. Thana tager med ham op i hans fotoatelier, men knapt er de nået inden for døren, før hun skyder ham. Hun begynder at strejfe om i byens gader om natten, bevæbnet med sin 45mm pistol, og ingen mand kan føle sig sikker hvis han møder Thana på sit blodige feministiske korstog.

Amerikansk filmindustris bad boy og enfant terrible, Abel Ferrara, har altid formået at skabe grænseoverskridende og anderledes film, samtidig med han aldrig begår den samme type film to gange. Dette er i sig selv en kunst og det er tydeligt at se hans udvikling og spændevidde fra bloddryppende og punket low-budget horror i debuten 'The Driller Killer' (1979) over det overlegne gangsterdrama 'King of New York' (1990) til den selviscenesættende og udfordrende 'Snake Eyes' (1993) med blandt andre Madonna i en af hovedrollerne.

Thana voldtages første gang.

'Ms.45' er Ferraras anden spillefilm, lavet for blot $60.000 og med den unge, uprøvede Zoë Tamerlis i den altdominerende hovedrolle. Manuskriptet er skrevet af Ferraras gamle ven og faste manuskriptforfatter, Nicholas St. John, hvis virkelige navn er Nicodemo Olivierio, og som har skrevet i alt 12 film for Ferrara. Det er den klassiske dramatiske struktur man finder i 'Ms.45' men Abel Ferrara er ikke nær så eksperimenterende i billedsproget, som han var i sin debutfilm og den anarkistiske og punkede stil og tone, samt de store mængder blod, som var debutfilmens kendetegn, er stort set fraværende i 'Ms.45'. Filmen er lige ud af landevejen, men i en mere seriøs og voksen tone end 'The Driller Killer'. Men St. Johns og Ferraras udgangspunkt for 'Ms.45' er helt klart 'The Driller Killer'. Det er tydeligt at de stadig bevæger sig i samme univers idet de to films strukturelle og tematiske ligheder ikke er til at tage fejl af og begge film beskæftiger sig med hovedpersoner, der bliver drevet til sindssyge af uretfærdigheder og presset fra det hektiske moderne liv. Dette resulterer i at de begge dræber en række tilfældige fremmede i New Yorks mørke gader og baggårde. Men hvor Reno i 'The Driller Killer' dræber de uskyldige hjemløse udskud som han uvidende snart slutter sig til og bliver en del af, starter Thana derimod direkte ved kilden af sin undertrykkelse – manden. Her er det er som om filmen alvorligt overvejer tanken om, at alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere og kollektivt skyldige, og dermed skal straffes med døden. Den første voldtægtsmand, spillet af Abel Ferrara selv, dog under sit Jimmy Laine pseudonym som han også brugte i 'The Driller Killer', dukker blandt andet også op filmen igennem i mareridtsagtige glimt hos Thana. Han er som inkarnationen af det maskuline onde, personificeringen af mandens sande jeg, i hvert fald i Thanas øjne. Man kunne derfor frygte at Ferrara dermed har til hensigt at belære eller pådutte sit publikum en bestemt overbevisning, men dette er heldigvis ikke tilfældet som det kunne have været hvis filmen havde været i hænderne på visse andre instruktører. Her er ingen løftede pegefingre og filmen er på ingen måde didaktisk.

Fra genert og kuet pige til en forførende hævnens engel.

[Spoiler warning start]Som nævnt er Thana stum gennem hele filmen, dog på nær i den sidste sekvens hvor hun, med en kniv i ryggen, hvisker ordet "søster". Dette rejser så spørgsmålet om hun virkelig er stum, eller der er andre omstændigheder der gør at hun normalt er ude af stand til at tale? Derudover er det værd at bemærke hvordan Thanas kvindelige kollega som stikker hende i ryggen, holder på kniven i den afsluttende scene, det er meget fallisk, og en interessant vinkel idet Thana der allerede er blevet voldtaget to gange og med sin pistol prøver at udrydde y kromosomet, nu også ”voldtages” af en medsøster – en kvinde[Spoiler warning slut]. Samtidig er det også værd at betænke om manuskriptforfatter Nicholas St. John har valgt navnet Thana, fordi det er en forkortelse af det græske ord, Thanatos, som ifølge græsk mytologi er navnet på guden for den naturlige død, men som også er et udtryk for et døds ønske.

The final showdown! (Læg mærke til hvordan kniven i baggrunden holdes.)

Zoë Tamerlis som senere under navnet Zoë Lund, både skrev manuskriptet til, og spillede med i Ferraras 'Bad Lieutenant', viser et lysende talent i denne film. Hendes portræt af den unge, stumme syerske er fantastisk overbevisende og hendes præstation er en af hovedattraktionerne i denne film, og medvirker til at hæve den langt over standard. Uden at sige en enkelt stavelse, dominerer hun hver eneste scene og det dramatiske sortiment og følelsesmæssige udtryk hun disker op med er troværdige på en måde, man normalt ikke forventer fra en billig 80’er b-film. Og netop 80’er b-film er hvad dette værk fremstår som, hvis man skal tale form og visuelt indhold, men det er ment på den mest positive måde. Den indeholder nemlig alt det jeg personligt elsker ved amerikanske film fra 1980’erne; faldefærdige bygninger, slidte trappeopgange, slum, røg fra kloakdækslerne, og selvfølgelig datidens tøjmode med tilhørende soundtrack der både er super fedt, kikset og kitchet på samme tid. Filmens komplette fravær af nøgenhed, og den bemærkelsesværdige bløde vold, skiller 'Ms.45' ud fra dens samtids exploitation produktioner, der ellers lagde stor vægt på netop disse elementer, men det er prisværdigt at St. John og Ferrara her vælger at gå den stik modsatte vej. Alligevel må man som udgangspunkt kategorisere 'Ms.45' som en exploitation film men den er samtidig en alvorlig selvtægts film med stærke pro-feministiske undertoner og Zoe Tamerlis, Nicholas St. John og Abel Ferrara har sammen begået en kraftfuld, rå og foruroligende hævn film om en kvinde der bliver skubbet for langt ud. Den er ikke nær så blodig eller overdreven som f.eks. Meir Zarchis 'I Spit on your Grave', men den er i sidste ende en langt mere effektiv og helstøbt film, og samtidig blandt Abel Ferraras bedste værker.

Score:

Anmeldelse: Nothing But Trouble.

2012-02-21T12:00:00.000+01:00

Årgang: 1991.

Tagline: "All they wanted was a little getaway. All they got was nothing but trouble."

Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.

Runtime: 89 minutter.

Udgiver: Warner Bros.

Link til filmen på IMDB.

Se også: 'The Rocky Horror Picture Show' (1975), 'Ghostbusters' (1986), 'Beetlejuice' (1988).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Efter at have valgt en uheldig afkørsel på vej fra Manhatten til Atlantic City havner finansieringseksperten Chris Thorne (Chevy Chase) og advokaten Diane Lightson (Demi Moore) i det lille samfund Valkenvania. Da de overser et stopskilt og efterfølgende gør et mislykket forsøg på at ryste en lokal betjent (John Candy) af sig, bliver de slæbt for retten. I Valkenvania udgøres retten imidlertid af den over 100 år gamle dommer, jury og bøddel Alvin Valkenheiser (Dan Aykroyd), som fra sin kombinerede domstol, losseplads og kirkegård, uddeler hårde straffe for selv de mindste forseelser. De heldige slipper med døden, men er man uheldig at have forstand på økonomi, som Chris Thorne, kommer man i betratning som arving til Valkenheiser-slottet; Alvin Valkenheiser har nemlig et barnebarn i den giftemodne alder.

'Nothing But Trouble' er Dan Aykroyds første og hidtil eneste forsøg udi instruktørfaget. Den er produceret af Robert K. Weiss, som siden 80'erne har stået bag en række komedier af den platteste slags. En del af disse film er genreparodier, spoofs, oftest skabt af ZAZ-trioen; Jim Abrahams og Zucker-brødrene Jerry & David. Men langt det meste af Weiss' produktion er film, hvor rollelisten primært er besat af komikerne fra 'Saturday Night Live' - USAs svar på 'Live fra Bremen' - samt det canadiske sidestykke 'Second City Television'. Dan Aykroyd, Chevy Chase og John Candy hører til i denne kategori sammen med blandt andre Steve Martin, Rick Moranis, Bill Murray og hans bror Brian Doyle-Murray, John Belushi og hans bror Jim Belushi og såmænd også Dan Aykroyds bror, Peter, som faktisk har været med som forfatter på 'Nothing But Trouble'. Mange andre, mere eller mindre ukendte komikere medvirkede i ovennævnte sketchshows og faktisk kan flere af dem ses i biroller i 'Nothing But Trouble'.

Mænd i dametøj og tissemandsnæser - man skulle tro, det var Ørkenens Sønner.

Tilliden til Dan Aykroyd har tydeligvis været stor efter firserfænomenerne 'Blues Brothers' og 'Ghostbusters', samt de moderate kassesucceser 'Spies Like Us' og 'Dragnet' - plus det faktum at han var nomineret til en Academy Award for sin birolle i Oscar-slugeren 'Driving Miss Daisy' (1989). Så med 'Nothing But Trouble' skulle han ikke blot skrive manuskript og spille en fremtrædende rolle, som han havde for vane, han fik såmænd også lov at sidde i instruktørstolen. Med stolen fulgte et ganske betragteligt budget på 40 millioner dollars, hvoraf en stor del af beløbet må være gået til Demi Moore, som efter Jerry Zuckers 'Ghost' (1990) var en af Hollywoods bedst betalte skuespillerinder. 'Nothing But Trouble' indtjente dog hverken helt, halvt eller kvart sit budget. Til gengæld vandt Dan Aykroyd en pris for rollen som Alvin Valkenheiser; nemlig The Golden Raspberry Award for "værste mandlige birolle". 'Nothing But Trouble' var i øvrigt nomineret i samtlige Razzie-kategorier i 1991.

Alvin Valkenheiser ville gøre sig godt i et afsnit af 'Ekstreme samlere' på TV3.

'Nothing But Trouble' er en horrorkomedie, selvom de fleste nok vil påstå, den hverken er uhyggelig eller sjov. Den er ikke en decideret spoof, men lader sig alligevel tydeligt inspirere af klassikere som 'Psycho' (1960), 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974) og 'The Hills Have Eyes' (1977); film hvori civiliserede byboere konfronteres med landevejenes sære eksistenser. Bortset fra rådhusuret ligner Valkenheiser-slottet til forveksling Norman Bates' hus og idéen med John Candys dobbeltrolle som den i bund og grund godhjertede og retfærdige betjent, Dennis og hans sindssyge søster Eldona, er også meget 'Psycho'-tisk. Ligesom galningene i 'The Texas Chainsaw Massacre' og 'The Hills Have Eyes' bor den vansirede Alvin Valkenheiser og hans indavlede familie så langt fra lands lov og ret, at de praktisk talt kan gøre, som det passer dem - og Chris Thornes tvangsægteskab til Eldona kan måske ligefrem betragtes som en familievenlig udgave af mutantvoldtægterne i 'The Hills Have Eyes'. Sidst men ikke mindst er der Alvin Valkenheisers næse, som halvvejs i filmen viser sig at være en attrap - præcis som Leatherface har Valkenheiser skabt sig en maske af menneskehud… menneskeforhud, forståes.

Dan Aykroyd har aldrig været kønnere end i rollen som Alvin Valkenheiser.

Snak, snak, snak. Det her er jo en anmeldelse, så jeg må hellere fortælle, hvad jeg rent faktisk synes om 'Nothing But Trouble'. Spørgsmålet er, om jeg tør?! For uanset at denne, i næsten enhver tænkelig forstand, fiasko af en film er blevet kaldt én af filmhistoriens værste, må jeg indrømme, at jeg elsker den. Jovist, har den sine fejl og mangler, plothuller og så videre, men lige siden jeg så den første gang som syvårig på udlejnings-vhs i baglokalet af mine forældres landsbytankstation, har jeg ventet på en undskyldning for at købe den til samlingen. 'Nothing But Trouble' holder den dag i dag, på samme måde som 'Police Academy' og 'Walter og Carlo'. Jeg underholdes af Chevy Chases ultrasarkasme; kulisserne, som er fyldt med ekstreme samlinger af pivedyr, brødristere, ødelagte dukker og afpillede knogler; på trods af Razzie-prisen synes jeg, Dan Aykroyd leverer en herlig og uforglemmelig præstation som Alvin Valkenheiser; og så er filmen faktisk en lille smule skræmmende og nervepirrende… her og der. 'Nothing But Trouble' er nok den bedste definition, jeg kan give på en guilty pleasure.

Score:

Nyhed: Husk bloggens facebook-gruppe.

2012-02-20T21:00:00.000+01:00

Er du glad for 'Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents'? Hvorfor så ikke også vise det til omverdenen og samtidig følge os på facebook. Her bliver du holdt opdateret med hvad der sker inde på bloggen, du kan møde andre genre-fans, du kan poste og kommenterer alt det du vil på indlæg, billeder og sidens væg. Du kan give os et skulderklap ved at trykke "Synes godt om" herunder eller via linket her.

Tilbud: Billig dino-sjov til de hurtige!

2012-02-20T18:28:00.008+01:00

Så er der et rigtig godt tilbud til de hurtige! CDON.com har fri fragt (udløber i dag d.20/02 23:59) og sælger samtid den store Jurassic Park - Ultimate Triology Box. Boxen indeholder de 3 film, både på Blu-ray og DVD og koster kun 179 kroner. Find tilbudet her. Boxen har modtaget forrygende anmeldelser for både på lyd og billede.

Anmeldelse: The Woman in Black.

2012-02-17T09:00:00.004+01:00

Årgang: 2012.
Tagline: "Do you believe in ghosts?"
Medie:
Set i: Biograf.
Runtime: 95 minutter.
Udgiver: Hammer Film Productions.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'House on the Haunted Hill' (1959), 'Poltergeist' (1982), 'El orfanato' (2007)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den unge advokat Arthur Kipps (Daniel Radcliffe) bliver tvunget til at rejse til den fjerntliggende landsby Crythin Gifford, hvor han skal ordne nogle affærer for den netop afdøde ejer af et stort palæ. Han begynder snart at opdage mørke hemmeligheder i landsbybeboernes fortid. Stedet gør Arthur utilpas, og den ubehagelige fornemmelse bliver kraftigt forstærket, da han får et glimt af en mystisk kvinde klædt helt i sort.

'The Woman in Black' er baseret på en roman fra 1983, som ikke alene blevet adapteret til teatret i 1987, men også en gang tidligere har været filmatiseret i tv-filmen 'The Woman in Black' (1989). Når filmen nu atter tages op, er det ikke hvem som helst, der tager fat i den. Det legendariske filmstudie Hammer Horror Productions er velsagtens mest kendt for de genindspilninger, som de i slutningen af '50erne var involverede i. Med film som 'The Curse of Frankenstein' (1957) og 'Horror of Dracula' (1958), var studiet med til at genoplive og forny mange af 1930ernes mest velkendte monstre, og endvidere gjorde Peter Cushing og Christopher Lee til horror-legender. Genindspilningerne eller nyfortolkninger tog '30er horror-filmenes atmosfære og tilføjede den et lag af blod (og bryster) og øgede generelt det grafiske indhold. Det resulterede i nogle film, der hyldede de klassiske horror-fortællinger, hvilket mange fans såvel som kritikere tog pænt imod, omend visse kritiske ryster fandt filmene en smule melodramatiske. Således er mange af Hammers produktioner i dag genreklassikere i deres egen ret, og studiet har udover en uhørt mængde fortsættelser til førnævnte genindspilninger også produceret en enorm mængde af andre film. I '70erne gik det dog ned ad bakke for studiet, der ikke længere producerede film med samme succes som tidligere. Og efter en række fejlslagne projekter måtte selskabet se sig henvist til en smule arbejde på tv-fronten i '80erne, før de for en tid helt forsvandt ud i glemslen. I 2007 genopstod studiet, og i de seneste år har de medvirket i produktioner som 'Let Me In' (2010), 'Wake Wood' (2011) og 'The Resident' (2011). Det store spørgsmål for genrefans er i mellemtiden, om udgivelsen af denne film vil markere begyndelsen for en ny række Hammer Horror gysere eller blot vil være et mislykket forsøg på at genoplive, hvad der engang var.

Selvevaluering kan være nødvendig - særligt i en gyserfilm.

Film om hjemsøgte huse er ikke just nogen nyopfindelse indenfor gyser-film. Ikke desto mindre er det en disciplin, som, hvis den behandles på rette vis, fortsat kan være ganske effektiv. Det beviser instruktør James Watkins i denne blot sin anden film i instruktørsædet. Watkins har tidligere stået bag 'Eden Lake' (2008) og har desuden forfattet film som 'Gone' (2007) og 'The Descent: Part 2' (2009). Med 'The Woman in Black' leverer han en stemningsfyldt film, som af flere grunde er ret vellykket. Ligesom i de klassiske film fra Hammer, så får vi her også nogle imponerende sets fyldt med detaljer. Ikke alene er de med til at understrege den periode, filmen foregår i. Detaljerigdommen giver ligeledes utrolig meget til den atmosfære, som skaberne lader til at have prioriteret højt. Generelt synes filmen at tage en del af de klassiske gyser-films dyder op, hvilket i mine øjne er glædeligt. Stemningen er fyldig, og der gives rum til opbygning af suspense. Andre call backs til klassisk Hammer er særprægede elementer, som en kvinde, der efter at have mistet sin søn har anskaffet sig to hunde, som hun nu behandler, som var de hendes børn. Ikke alene er det tragisk; Det indeholder også en sort humor, som er både bizar samt medvirkende til at give filmen kant. Billederne er ofte smukke, og håndværket er stilsikkert, hvilket også gør, at special effekterne fremstår langt mere troværdige, end de kunne have gjort. Filmen tillader sig imidlertid også at gemme en del af effekterne i skyggerne, hvilket øger uhyggen; særligt når omgivelserne kommer i spil. Børnelegetøjet, der befinder sig i det hjemsøgte hus, og som flere gange bringes i centrum, tilføjer et ekstra lag af uhygge til den visuelle del af fortællingen. Filmens største fejl er at finde i dens indledende del. Undertegnede kan fint affinde sig med chokeffekter, når de er opbygget på effektiv vis og tilføjer til stemning eller historie. Der er desværre lidt for mange momenter i de første besøg i det hjemsøgte hus, som bliver for billige. Det er en skam, at lydsiden bruges så ekstensivt til at give chok på til tider meget simple (for ikke at sige platte) faconer. Der er intet galt i at ønske at skræmme sit publikum, men det kunne filmen fint have gjort med en smule færre pludseligt boostede lydelementer.

Uskyldighed møder besættelse i åbningssekvensens tre suicidale småpiger.

Hvad der redder filmen ovenpå de lidt søgte chokelementer er når sammenhængen i fortællingen begynder at stå klart. Den historie, som vi skimter allerede i filmens indledning, træder langsomt frem i lyset, og filmen leder ganske snedigt op til denne del af fortællingen på flere fronter. Det virker til filmens fordel, at den ikke er så forudsigelig, som man undervejs kan foranlediges til at tro. Flere gange tager filmen på såvel små som markante områder nogle drejninger, som denne anmelder ikke altid så komme. Måden, hvorpå filmen sammenblander klassiske elementer med de omtalte små drejninger er ret fin, og øger fortællingens styrke. Det gør også Daniel Radcliffe som i filmens hovedrolle lader os følge ham på endnu et skridt i hans konstante forbedring som skuespiller. Selvom han ofte er hensat til observatør, agerer han også tilpas logisk i langt de fleste situationer til, at man ikke når at skælde karakteren ud over diverse irrationelle beslutninger. Man køber med andre ord karakterens bevæggrunde, og det skyldes i høj grad Radcliffes gode arbejde. Den unge skuespiller er omgivet af en broget skare af skuespillere, af hvem det kun er de færreste, der er velkendte ansigter. Relativt kendte skuespillere som Ciarán Hinds og Janet McTeer giver nogle dygtige præstationer. Særligt er McTeers portrættering af en besat kvinde fornøjelig og endnu et element, som meget fint indeholder både noget velkendt og noget anderledes. Decideret imponerende er det at se, hvor godt filmens mange børneskuespillere gør sig. Man kan naturligvis mene, at deres præstationer står stærkere grundet filmens kun glimtvise brug af dem, men at hive velfungerende præstationer ud af børn kan være sin sag, og det formår James Watkins ikke desto mindre her.

Arthur Kipps fravælger at lytte til formaninger om ikke at jage skygger.

Filmen hæver sig nogle niveauer ved at lykkedes på et emotionelt plan, hvilket skuespillerne har en del af æren for. Ovenpå de skræmmende strabadser, filmen præsenterer sit publikum for, er forløsningen aldeles tilfredsstillende, hvilket ellers har en tendens til at være, hvor disse film falder fra hinanden. Den stærke æstetik og omfattende atmosfære resulterer i at den middelmådighed, de stedvist skabede chokeffekter higer efter, alligevel overgås. Det er muligt, at her er en del velkendte elementer, men personligt oplevede jeg mere filmen som hyldende de klassiske horror-dyder end en kliché. At det er uskyldighedens symboler, filmens uhygge kredser om hjælper også fortællingen og er atter med til at bevise, at besatte børn og klovnedukker kan være en yderst effektiv cocktail.

Score:

Nyhed: The Walking Dead vender tilbage på dansk TV.

2012-02-16T17:35:00.005+01:00

Anden del af sæson 2, af den meget populære TV-serie 'The Walking Dead' vender inden længe tilbage på DR HD. Serien har i sæson 2, efter min mening, taget et rigtig grimt sving over i et mere drama, dialog og person-drevet setup. Seriens handlingsforløb står alt for stille og den lader desværre til at forsvinde længere og længere væk fra dommedag, blodige headshots og vaklende zombier. Noget som første sæson og den oprindelige tegneserie ellers lagde rigtig fint op til. Hænger du alligevel stadig på semi-sæbeoperaen og nægter at lægge den i graven, så kommer de foreløbige datoer og sendetidspunkterne for resten af sæson 2 her:

The Walking Dead (afsnit 14) 04/03-2012 21:40
The Walking Dead (afsnit 14) 05/03-2012 23:30
The Walking Dead (afsnit 14) 09/03-2012 23:30
The Walking Dead (afsnit 15) 11/03-2012 21:40
The Walking Dead (afsnit 15) 12/03-2012 23:05
The Walking Dead (afsnit 15) 16/03-2012 23:35
The Walking Dead (afsnit 16) 18/03-2012 21:25
The Walking Dead (afsnit 16) 19/03-2012 23:20
The Walking Dead (afsnit 16) 23/03-2012 20:50

Forlad nu bare den gamle bondegård...

Anmeldelse: Revenge: A Love Story.

2012-02-14T12:00:00.459+01:00

Årgang: 2010.
Medie: DVD.
Set på: HD-Projektor.
Runtime: 90 minutter.

Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Sympathy for Mr. Vengeance' (2002), 'I Saw the Devil' (2010), 'Red White & Blue' (2010).

Revenge: A Love Story er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

En række brutale mord hærger Hong Kong. Gravide kvinder myrdes og fostrerne fjernes efterfølgende fra deres stadig varme kroppe. Da morderen efter en intens jagt fanges og afhøres på brutal vis, afslører han sit hævnmotiv. Den tragiske historie involverer den unge teenagepige, Wing, som er blevet udsat for voldtægt, efter at hun er blevet forvekslet med en prostitueret.

Takket være talentfulde filmskabere som Ji-Woon Kim ('I Saw the Devil', 'A Bittersweet Life') og Chan-wook Park ('Oldboy') er Sydkorea blevet førende inden for at levere skelsættende film der omhandler tilfredsstillendelsen i hævnen og de moralske skrupler der følger med. Nu vil Hong Kong også være med! Sidste gang jeg så en rigtig vellykket horror-film fra regionen i det sydlige Kina var 'The Eye' helt tilbage i 2002. I 2010 begyndte der pludselig at ske noget interessant igen - den yderst brutale slasher-film 'Dream Home' dukkede op ud af det blå, og vi forsætter i samme spor med Ching-Po Wong's 'Revenge: A Love Story', også fra 2010, og skabt under samme label. Som titlen antyder så står den på hævn, kærlighed og meget mere hævn. Den lægger sig altså i slipstrømmen på især mesterinstruktøren Chan-wook Park's helt unikke og eminente Vengeance-trilogi ('Sympathy for Mr. Vengeance' (2002) 'Oldboy' (2003) og 'Lady Vengeance' fra 2005).

Den simple Kit er hovedløst forelsket i den lidt tilbagestående og overbeskyttede skolepige, Wing.

'Revenge: A Love Story' er en kompliceret størrelse og det bliver svært at komme omkring den uden at spoile hele herligheden - jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste. Filmen har tydelige lighedspunkter med Ji-Woon Kim's 'I Saw the Devil' (filmene er fra samme år) og formår gang på gang at udfordre seerens sympatier og moralske standpunkter overfor filmens personager. Vi starter ud med et par virkelig afskyelige handlinger, nemlig mordene på to gravide kvinder, efterfulgt af fjernelsen af deres fostre. Man skulle tro at ingen forløbende gerninger kan forsvare en sådan handling, men som de resterende kapitler (filmen er struktureret i kapitler med henvisninger til forholdet mellem Gud og Satan) skrider frem får publikum mere og mere forståelse for morderens motiver og hvorfor kvinderne må lide så grum en skæbne. Som mange andre vellykkede hævn-film forsætter 'Revenge: A Love Story' stort set således hele vejen, lige indtil vi når tredje og sidste akt, som byder på det uundgåelige showdown imellem de to kamphaner.

Outmanned and outgunned.

Filmens udtryk i lyd og farver vidner om, at vi er så langt fra Hollywood's happy endings som vi overhovedet kan komme. 'Revenge: A Love Story' er som en ægte hævn-film bør være: grum og deprimerende, men samtidig forbandet smuk og poetisk og det hele er holdt i afblegede og kolde farver. På nær en scene hvor filmens hovedperson Kit erklærer sin kærlighed til hans udkårne, Wing. Her lyser billedet op i varme og indbydende farver. Lykken er dog kort, og vi er snart tilbage i den ubehagelige grå farvepalet der følger filmens tone, og øvrige virkemidler, helt perfekt. Instruktøren har helt tydeligt styr på sit kameraarbejde og lyssætninger. Han skaber gang på gang fascinerende billeder der suger seeren ind i filmens ubehagelige og klaustrofobiske atmosfære. Han formår at holde det høje niveau samtlige 90 minutter, uden at filmens historie bliver glemt. Soundtracket er dybt og bølgende og det lurer ondskabsfuldt lige under overfladen og understøtter den dystre cinematografi på smukkeste vis.

De ufrivillige aborter sker (heldigvis) offscreen og 'Revenge: A Love Story' bliver aldrig rigtig splattet, på trods af den noget makabre præmis.

Juno Mak (han medvirkede også i 'Dream House') er uden tvivl filmens, på papiret, største stjerne. Han er et stort pop-ikon i Hong Kong, men han kan heldigvis også spille skuespil, og man kan ikke sætte en finger på hans performance som den simple, forelskede og hævngerrige Kit. På trods af at Juno Mak er et stort pop-kulturalt fænomen i Hong Kong, så var det dog castingen af Sola Aoi i rollen som hovedpersonens forelskelse, Wing, der løb med alt opmærksomheden i medierne. Sola Aoi er nemlig stjerne i xxx-filmenes (og her snakker vi ikke om den dumme Vin Diesel-joint) verden, og det går ikke ubemærket hen, når man caster en sådan størrelse (slet ikke i de asiatiske lande). Heldigvis kan hun andet end at spille p.. hun kan også spille skuespil. Hun gør det fint i rollen som den overbeskyttede og sky skolepige der ikke rigtig begriber hvad der sker omkring hende. Læg også mærke til Tony Liu - han har medvirket i et utal af kampsportsfilm med legenden, Bruce Lee.

"Hævn er en ret der skal nydes kold", og det lever filmen i den grad op til.

I forhold til de helt tunge drenge i hævner-klassen, som f.eks den hårdtpumpede 'I Saw the Devil' eller den anime-inspirerede 'Oldboy' er 'Revenge: A Love Story' temmelig low-key. Her er ingen super koreograferede martialarts-balletter eller flyvende bullet-time shootouts. Instruktøren har bevidst gået efter en mere realistisk tilgang, og dette sker uden på nogen måde at blive langtrukkent, særlig afdæmpet eller kedeligt. Den nedslående historie skrider frem og udviklinger sig i et klædeligt tempo, uden på noget tidspunkt at tabe intensitet eller fokus. På trods af de eksotiske himmelstrøg, så har filmen et skandinavisk feel over sig og jeg kunne ikke lade være med at tænke lidt på Nicolas Winding Refns måde at lave film på, da jeg så denne. 'Revenge: A Love Story' har nemlig en del lighedspunkter med måden han opbygger sine film på. Instruktør, Ching-Po Wong, har et solidt greb om manuskriptet, skuespillerne og sin teknik, og det er nok en god ide at holde lidt ekstra øje med, hvad han giver sig i kast med fremover. Lidt ridser i lakken får 'Revenge: A Love Story' dog tilraget sig på vejen, der er et par ikke helt gennemførte CGI effekter der kunne være håndteret bedre, og nogle enkelte scener der ikke helt lever op til resten af filmens høje niveau. Når nu de danske biografer ikke rigtig tør at vise noget andet end de sikre hit, så er det altså prisværdigt at danske Another World Entertaintment endnu en gang er leveringsdygtig og giver os en spændende titel som 'Revenge: A Love Story', en film som ellers meget vel kunne være blevet overset og tabt på gulvet. Jeg kun kan anbefale at du kaster dig over denne grumme hævn-film, og det er med det samme, den står nemlig bedst til bidende vinterkulde og tungt gråvejr.

Score:

Nyhed: Actionpacked sci-fi-steampunk, flyvende tallerkner og Nazi-babes!

2012-02-13T11:48:00.002+01:00

Der er en hel del buzz på den danske, såvel som på den udenlandske, genre- og horror-films scene omkring Timo Vuorensola's over-the-top invasion-film 'Iron Sky'. Filmen udkommer her i 2012 og det ligner et episk b-films brag når hagekors-beklædte UFO'er og steampunk-Zeppelins fra det ydre rum tørner sammen med moder jord. Det eneste navn på rollelisten der springer i øjnene er den altid seværdige Udo Kier, her i rollen som über-nazien; Wolfgang Kortzfleisch (nyd lige det navn en gang til). 'Iron Sky' er Timo Vuorensola's kun anden film og det kan gå begge veje. Enten får vi hvad vi alle håber på eller også drukner det hele i elendige effekter og (for) ringe skuespilpræstationer. Men traileren har det rette look, så lad os håbe på at det første bliver tilfældet!

På kino.dk har der været en del henvendelser på filmen. Lige pt er 'Iron Sky' ikke planlagt til at få dansk biografpremiere. Men hvis der er tilpas mange, der efterspørger den, kan det jo være, at der er en distributør, der vælger at give den premiere i Danmark. Tilmeld dig denne facebook-gruppe, spred kendskabet til 'Iron Sky' og vær med til at hjælpe at med få filmen i biffen! Besøg eventuelt også filmens hjemmeside og sidst men ikke mindst, snyd ikke dig selv for at se traileren nederst i denne nyhed.

'Iron Sky' oser af rusten steampunk!

Nazi-pigs in space.

Nyhed: Blodrødt eller Grimy Grindhouse - That's the Question?

2012-02-12T01:07:00.000+01:00

Vi har ændret lidt på det grafiske herinde på bloggen, men hvad kan I bedst lide - for vi er selv lidt i tvivl...

Logoet har fået en lækker overhaling, men hvad med baggrunden? Foretrækker du det gamle look, med den røde baggrund, eller det nye look med den sorte og ødelagte baggrund? Smid os endelig en kommentar under denne nyhed.

Anmeldelse: Maniac.

2012-02-10T16:00:00.003+01:00

Årgang: 1980.
Tagline: "I warned you not to go out tonight"
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 87 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Nightmare' (1981), 'Pieces' (1982), 'Henry: Portrait of a Serial Killer' (1986).

Maniac er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den mentalt forstyrrede Frank Zito (Joe Spinell) er panisk angst for at miste. I et mislykket forsøg på at holde sig nær til de kvinder, han tiltrækkes af, har manden en tendens til at slå dem ihjel for derefter at skalpere dem. De blodige trofæer sætter han på nogle mannequindukker, som til tider også påklædes ofrenes tøj. En dag møder Frank den smukke modefotograf Anna D'Antoni (Caroline Munro); Et møde der fuldstændig eskalerer hans vanvid, indtil hans sind krakelerer.

Når Another World Entertainment lader den danske instruktør Nicolas Winding Refn introducere 'Maniac' på denne udgivelse, er det ingenlunde tilfældigt. Den ultravold og sært hypnotiserende stemning film, som 'Valhalla Rising' (2009) og mange andre af Refns film indeholder kan meget vel stamme fra nærværende film. Oprindeligt skabt ud fra en idé om at lave 'Jaws' (1975) på land og med monstret skjult inde i et menneske, udviklede ideen sig hurtigt til noget langt mere omfattende. En stor del af denne udvikling kommer interessant nok fra Joe Spinell, som havde adskillige roller i forbindelse med skabelsen af 'Maniac'. For ikke alene spiller han filmens bærende hovedrolle. Han fungerede også som en af filmens to manuskriptforfattere. Sammen med instruktør William Lustig skabte Spinell, og en række andre entusiastiske folk, filmen på et meget smalt budget - som sågar ikke var blevet fuldt etableret, da produktionen blev påbegyndt. Således er 'Maniac' på mange måder resultatet af en samling dedikerede filmskaberes umiskendelige lyst til at skræmme og fascinere et horror-publikum, som i 1980 formentlig ikke alle var klar til en film så uforbeholdent forstyrrende som 'Maniac' endte med at blive. Forholdene for skabelsen kan på mange måder sammenlignes med George A. Romeros to år ældre 'Dawn of the Dead' (1978), som også blev lavet under budgetmæssigt pres, men vendte det til sin fordel. Den legendariske effektmager Tom Savini er også en fællesnævner for de to produktioner og har på begge film skabt nogle af de effekter, der senere skulle gøre ham ganske efterspurgt i branchen. Filmen fik aldrig en fortsættelse, selvom Joe Spinell kæmpede voldsomt for det og just havde påbegyndt produktionen af en sådan, da han under uafklarede omstændigheder døde i sin lejlighed i New York i januar 1989. Der findes dog et 8 minutter langt klip, der blev skabt med henblik på at skabe opmærksomhed omkring fortsættelsen og indbringe penge til skabelsen. Det lille klip skulle have titlen 'Maniac 2: Mr. Robbie', hvilket også skulle have været forsættelsens titel. Plottet siges at skulle have taget udgangspunkt i en TV-klovn med et faderkompleks. Du kan se promoen til 2'eren her.

"I know how it is with their hairs and their looks and they... they drive a man crazy!"

Der er mange af de store slasher-ikoner, hvis morderiske tendenser er opstået som reaktion på et eller andet form for traume. Oftest er det dog noget, der kun overfladisk efterforskes, og tit forbliver dette aspekt af karaktererne i baggrunden. Med 'Maniac' er dette ikke tilfældet; snarere tværtimod. Spinell og Lustig tager i stedet fat på karakteren fra netop den vinkel og placerer alle karakterens traumer samt hans ustabile mentale stade i filmens absolutte front. Således beskrives hovedkarakteren gennem filmens bizarre og foruroligende billedunivers som en ensom gut, der er ved at gå til i kampen mod sine egne dæmoner. Hvor den senere 'Silent Night, Deadly Night' også beskæftiger sig med en lignende karakter, må den film i langt højere grad tages for grum underholdning og på sin vis også med en vis distance. Ingen af disse forbehold er for alvor nødvendige i forbindelse med 'Maniac'. For selvom filmen er kornet og har sine uperfektheder på den tekniske side, mener jeg ikke, at karakterportrættet er blegnet det mindste siden filmens udgivelse. Det faktum, at man overhovedet kan tale om et karakterportræt i forbindelse med en slasher-film, taler til filmens fordel. Instruktør William Lustig har sagt, at meget af hovedkarakteren er tilføjet Joe Spinell selv. Hvorvidt det har haft nogen indvirkning på den præstation, Spinell leverer, er tvivlsomt, men hvad der modsat er meget sikkert er, at skuespilleren har et utroligt fast greb om seeren. Han strækker sin præstation fra det ynkelige til det oprigtigt skræmmende, og selvom der er tvivlsomme præstationer på birollesiden, er der for denne anmelder ikke en finger at sætte på Spinells indlevelse. Alene det liv (og til tider bevidste mangel på samme), der er i skuespillerens øjne er nok til, at man i løbet af filmens 87 minutter aldrig bliver træt af at være til stede i fortællingen med denne omskiftelige karakter, som sågar også når at få fremvist sin gemytlige side.

Atter en kvinde udsættes for Tom Savinis forkærlighed for blod.

Filmens visuelle stil er ufravigeligt præget af det årti, den er skabt i. Optaget på et 10 mm kamera, hvilket instruktøren i lang tid kæmpede desperat for at skjule, da han frygtede, at filmen ikke ville blive taget seriøst, har filmen en tone, som kun '80er film er leveringsdygtige i. Bidragene til selvsamme tone er også det ofte særprægede men effektive valg af vinkler. Der er masser af tætte billeder, særligt af hovedkarakteren, og publikum manipuleres gennem både billeder og klipning ind i Franks sind. Hvad der yderligere tilføjer til den ubehagelige stemning, som filmen emmer af, er det karakteristisk '80er soundtrack som er skabt af Jay Chattaway, som også skabte soundtracket til senere Lustig film som 'Maniac Cop' (1988). Alle disse stilistiske elementer er med til at understrege, at filmen i høj grad tager sin historie alvorligt. William Lustigs selverklærede mål om at trække scenerne udover det punkt, hvor de fleste andre film ville have klippet fornemmes tydeligt og kan dermed siges at være opnået. Selvsamme målsætning resulterer i, at sekvenser, man indledningsvist mener at have gennemskuet, formår at overraske, hvilket blandt andet leder til den stemningsmættede åbningssekvens og en decideret mesterlig opbygning af suspense i en scene, der foregår på noget for genren, så klassisk som et toilet på en undergrundsstation.

Mængden af selvhadske projektioner, man må stå model til som mannequin i Frank Zitos hjem, er nærmest ubærligt.

Der er ingen årsag til at lægge skjul på, at 'Maniac' tog undertegnede med storm. Således fristes jeg til at betegne filmen som den bedste, jeg har set indenfor slasher-genren og en ny personlig favorit. Fortællingen om et menneskesind på kanten af afgrunden er så indtagende, at det selv nu mange år efter filmens oprindelige udgivelse er djævelsk svært ikke at engagere sig i 'Maniac', som særligt med det svimlende usikre udgangspunkt, den er skabt ud fra, er helt ekstremt vellykket. Ikke overraskende er den brede opfattelse af filmen ganske negativ, og der er af mange blevet lagt vægt på, hvor ubehagelig og grum filmen er, men med et emne så unægteligt mørkt er det svært at se, hvor man mener, Lustig er gået fejl. Selvfølgelig er filmen sleazy og udfordrer den brede idé om, hvad der er “god smag”, men er det ikke, hvad horror og exploitation kan og skal? Særligt når det kombineres med filmens ambitiøse karakterdrevne fortælling, som er den hidtil mest dybdeborende, denne anmelder har set indenfor genren. Dertil kommer at effekterne i sidste ende blot er med til at understrege filmens historie samt den bevidst ubehagelige stemning, filmen sigter efter. Hvis 'Maniac' er dårlig smag, så melder jeg mig gerne under dennes fane, når jeg her giver filmen topkarakter.

Score:

Tilbud: Frisk februar-kampagne fra play.com.

2012-02-07T11:02:00.000+01:00

Har du lidt lommepenge der bare skal brændes af eller har du lige været ned med flasker? Hvis ikke, så skaf nogle lommepenge eller gå ned med de flasker! Play.com har nemlig i øjeblikket et helt pænt udbud af high-def horror på tilbud til bare 50 kroner stykket. Tilbudet indeholder i alt 48 film og her er de 11 titler vi syntes er værd at fremhæve. Du finder tilbudet ved at klikke her.

Cliff and Cydney are an adventurous young couple celebrating their honeymoon by backpacking to one of the most beautiful and remote beaches in Hawaii. When the pair come across two other couples discussing the horrifying murder of a newlywed couple on the islands, they begin to question whether they should turn back. Far from civilisation, everyone begins to look like a threat and nobody knows who to trust.

New Years Eve, and two families are gathering together to celebrate the holiday. What begins as a relaxing vacation for Elaine and Jonah turns suddenly into a vicious fight for their lives when the children mysteriously begin to take ill and lash out. This terrifying new horror pits a family against itself as the kids turn on their parents with horrifying consequences.

Hell-bent on getting revenge for his brother's murder, Sheriff John Wydell (William Forsythe) takes the law into his own hands, tracking down the Firefly family. With the help of the bounty-hunting duo known as 'The Unholy Two', they set off to take part in one of the most depraved and terrifying showdowns in cinematic history.

When a motley crew of strangers find themselves trapped in an isolated tavern, they must band together in a battle for survival against a family of flesh-hungry creatures. Terrifying and full of surprises, Feast turns the screen blood red as the group is devoured one-by-one.

Death is coming and Alex Browning is blessed with the curse of knowing when, how and where the Grim Reaper will strike. Alex's bone-chilling gift reveals itself just as the teenager embarks on a trip to Paris with his high school French class. In the plane's cabin, buckled-in and ready for take off, Alex experiences a powerful premonition. He sees the plane explode in a fiery blaze moments after leaving the ground. Sensing imminent doom, Alex panics and insists that everyone get off the plane. In the melee that ensues, seven people including Alex are forced to disembark.

It's the battle everyone's been dying to see! Teenagers find themselves caught in the middle of a battle between two legendary boogeymen: Jason Voorhees and Freddy Krueger. Who will win in the bloodiest and goriest showdown in history?

After a sudden underwater tremor sets free scores of the prehistoric man-eating fish, an unlikely group of strangers must band together to stop themselves from becoming fish food for the area's new razor-toothed residents.

When a storm forces a couple to land their sailboat far ashore, they stumble upon a remote island inhabited by a demented father and his psychotic sons. Captured, beaten and sexually enslaved, the couple turns the tables in a bloody fight for survival. Featuring some of the most intensely brutal scenes imaginable, Storm Warning never lets up as it builds toward a shocking finish.

On August 20th 1973, police were dispatched to the remote farmhouse of Thomas Hewitt, a former head-skinner at a local slaughterhouse in Travis County, Texas. What they found within the confines of his cryptic residence was the butchered remains of 33 victims, a chilling discovery that shocked and horrified a nation in what many still call the most gruesome mass murder case of all time.

Vampires and lycans, an ancient form of werewolf, are at war. While the vampires inhabit a gigantic castle that houses their ancestor's tombs, the lycans live underground in a dilapidated sewer cave. Both teams are equipped with big guns, and they are constantly innovating deadlier bullets to gain advantage over each other. On the vampire side, the leather-clad death agent Selene delegates teams of vamps to attack the lycans. But when she discovers that the lycans have kidnapped a human medical student, Michael Corvin, she knows the worst is on its way.

Three friends on a road trip in the remote Australian Outback are plunged into danger when they accept help from a seemingly friendly local. Greg McLean's truly terrifying thriller is based, in part, on real events from the infamous 'Backpacker Murders' which plagued Australia's Hume Highway between 1989 and 1992.

Anmeldelse: The Human Centipede 2 [Full Sequence].

2012-02-03T12:00:00.001+01:00

Årgang: 2011.
Tagline: "100% Medical Inaccurate".
Medie: DVD.
Set på: Projektor.
Runtime: 87 minutter.
Udgiver: IFC Midnight.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Human Centipede [First Sequence]' (2009).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Martin Lomax er en midaldrende stakkel af en mand, som endnu bor hos sin mor. Hans incestuøse far sidder i fængsel, og det giver moderen tydeligt udtryk for, at hun bebrejder sin søn. Martins eneste trøst i livet er en skolopender, han holder i et terrarie i stuen, samt filmen 'The Human Centipede [First Sequence]'. Den fiktive dr. Josef Heiter og hans forsøg udi menneskelige skolopendre bliver en besættelse for Martin, som via sit job som nattevagt i et parkeringshus bortfører tolv personer til en snavset lagerhal. At Martin ikke ejer hverken tålmodighed, de rette redskaber eller den kirurgiske erfaring holder ham ikke tilbage for at skabe en menneskelig skolopender endnu mere ambitiøs end dr. Heiters.

Normalt når jeg skriver en anmeldelse, ser jeg filmen mindst to gange. Men ikke denne her! Syv vilde heste kunne ikke få mig til at gense Tom Sixs 'The Human Centipede 2 [Full Sequence]' - og desuden er filmen stadig ganske frisk i erindring. Med andre ord: jeg glemmer den aldrig! Hvor forgængeren overraskede ved at være meget lidt udpenslende er efterfølgeren en ulækker farvelade af blod, sved og tårer… lort, savl, fostervand og så videre. Kan man forlige sig med præmissen om, at mennesker sættes sammen mund-til-røv, kan man også se 'The Human Centipede [First Sequence] (2009)', for der sker ikke mere, end man selv havde forestillet sig. Forfatteren og instruktøren Tom Six har da også udtalt, at han brugte etteren til at få publikum til at acceptere præmissen, mens han hele tiden havde planer om en mere explicit toer. Dr. Josef Heiter var menneskelig i den forstand, at han bedøvede sine nøje udvalgte forsøgspersoner, inden han skar deres baller op og syede dem fast til hverandres kinder. Martin derimod bruger et koben til at slå sine tilfældige ofre bevidstløse, men alligevel vækkes de af smerte, da han begynder at file med sin rustne brødkniv og fastgøre med hæfteklammepistol. Alle der ser 'The Human Centipede 2 [Full Sequence]' vil (forhåbentligt) blive meget, meget frastødt af filmen.

Bed til, du aldrig får dette blik af en psykopat!

Ser man bort fra alt det klamme, er filmen særligt interessant på tre punkter. Først og fremmest; den metatekstualitet der ligger i Martins fascination af en horrorfilm, hvis sequel han selv er hovedpersonen i. Det er set før, blandt andet i 'Book of Shadows: Blair Witch 2' (2000), hvor en gruppe unge inspireres af 'The Blair Witch Project' (1999) til selv at filme en dokumentar. Som ordinær spillefilm forstærker 'Book of Shadows: Blair Witch 2' forståelsen af sin forgænger som dokumentation af virkeligheden, mens det med 'The Human Centipede' forholder sig lige omvendt. Når Martin ejer den samme dvd-udgave af 'The Human Centipede [First Sequence]', som vi kan købe i vores virkelighed, vil vi naturligt tænke fakta frem for fiktion. Der er flere elementer i filmen, som rykker på vores forestilling af, hvad der er virkelighed og påfund, men dem vil jeg lade være en overraskelse.

Det er vigtigt at have nogle gode forbilleder!

Dernæst er det interessant, at man efter at have indspillet filmen i farver har valgt at konvertere den til sort/hvid i postproduktionen. Det er i mine øjne ganske fornuftigt at holde Martins voldsomme udskejelser i gråtoner, da det øger fokus på lemlæstelsen fremfor kropsvæskerne, samt karaktererne; Martins runde, blege korpus og de nøgne, sammensatte stakler i den menneskelige skolopender træder tydeligt frem i de mørke rum. Takket være gråtonerne, får filmen desuden en kunstnerisk og seriøs fremtoning, som står i skarp kontrast til den absurde handling. Sidst men ikke mindst er filmens altoverskyggende hovedperson, Martin Lomax, et vældigt interessant bekendtskab. Skuespilleren Laurence R. Harvey er et nyt ansigt i filmens verden, men et der vil blive husket mange år fremover. Hans præstation som den stumme særling er meget autentisk; dels fordi han er dygtig, dels fordi han ikke har skullet sidde adskillige timer i sminken inden optagelse. Han er en yderst utiltalende mand, som dog må besidde en enorm mænge selvironi for at kunne medvirke i en film som 'The Human Centipede 2 [Full Sequence]'.

Hmm, der sidder lige et par fortænder i vejen!

Da Martin i filmens sidste og absolut værste tredjedel tvangsfodrer forenden på sin menneskelige skolopender, fodrer hele rækken med afføringsmiddel og voldtager bagenden, mens han spytter og sluger sit spyt igen, vendte min mave sig, og jeg var så tæt på at kaste op, at jeg måtte gemme mit hoved bag sidekammeraten og skrige "Ad!" for at minde mig selv om, at det hele bare var en film. Men selvom jeg ikke har lyst til at gense denne film, glæder jeg mig alligevel en smule til den afsluttende del af trilogien, som skaberen Tom Six allerede har annonceret. 'The Human Centipede 2 [Full Sequence]' starter bogstaveligt talt, hvor den første film sluttede, da Martin Lomax sidder og ser rulleteksterne, og 'The Human Centipede 3 [Final Sequence]' vil på samme måde tage tråden op fra sin forgænger og dermed give trilogien en skolopender-agtig fremtoning. Jeg er spændt på at se, i hvilken grad Tom Six vil gøre brug af metatekstualiteten, og ikke mindst hvordan i alverden han har tænkt sig at gøre tre'eren endnu klammere end de to første film. For det har han lovet!

Score:

Nyhed: Den danske horror-kortfilm '318'.

2012-01-30T20:33:00.005+01:00

Vores anmelder her på Sørensen Exploitation Cinema, Claus Reinhold, er i gang med en horror-kortfilm der går under navnet '318'. Der kommer snart en længere feature om dette projektet her på bloggen, med en masse spændende billeder og bag-om stof. Filmen er blevet til på ca. 23 dage og med et budget på bare 500 kr. '318' er hovedsageligt blevet til for at deltage i dette års Movie Battle 2012. Hvis du ikke er bekendt med dette fænomen, så er Moviebattle en konkurrence for genre-kortfilm, hvor både nye og garvede filmfolk kan være med. Konkurrencen har eksisteret i seks år, og har tidligere haft temaer som f.eks. 'Grindhouse' og 'Post-Apocalypse'. Filmene skal først igennem en udvælgelsesproces og derefter vil de bedste film går videre til den rigtige konkurrence, som finder sted under filmfestivalen CPH PIX den 18. april i Palads. På aftenen vil filmene blive vist for første gang for et publikum - og en særlig inviteret jury vil kåre årets vinder. Publikum får også mulighed for at stemme på netop deres favorit. Dette arrangement udspiller sig d.18/04-2012 i Palads i København. Indtil videre kan du læse om projektet på 318's facebook-gruppe. Vi ønsker Claus og hans med-kompagnoner alt muligt held og lykke!

Nyhed: The Dude Designs designer fede grindhouse-plakater!

2012-01-30T15:47:00.002+01:00

The Dude Designs laver nok de fedeste filmplakater til genre-film lige i øjeblikket. Han har f.eks lavet posteren til 'Hobo with at Shotgun' - som hænger på mit kontor. Andre opsigtvækkende posters af samme kunster tæller Ti West's 'The Innkeepers', 'Madison County' (ikke den med broerne...) og 'The Legend of the Psychotic Forest Ranger'. Han er også manden bag nogle af Arrow Video's fantastiske covers. Derfor skal han da også lave plakaten til Quentin Tarantino's nye spaghetti western; 'Django Unchained'. Hjælp med at få dette til at ske, ved at deltage i en online underskriftindsamling via linket her. Besøg The Dude Designs blog for at se mere artwork og du kan også finde ham på facebook.

Anmeldelse: The Invisible Man.

2012-01-27T09:57:00.005+01:00

Årgang: 1933.
Tagline: "Catch me if you can."

Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 68 minutter.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Frankenstein' (1931), 'Bride of Frankenstein' (1935), 'Gods and Monsters' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En videnskabsmand (Claude Rains) har udviklet et middel, der har gjort ham usynlig. Han har imidlertid været lidt for hurtig til at afprøve det og har nu svært ved at genskabe sin fysiske form. Endvidere viser det sig snart problematisk, at stoffet har den uheldige bivirkning, at det langsomt driver ham til vanvid. Han opsøger derfor en tidligere samarbejdspartner, som dog skræmmes så eftertrykkeligt, at han kontakter politiet - en handling den usynlige mand ikke har i sinde at tilgive.

Af de mange store monsternavne fra Universals horror-guldalder er 'The Invisible Man' ikke blandt de mest velkendte. Det til trods for, at filmens instruktør også er manden bag de to første film om Frankensteins monster: 'Frankenstein' (1931) og 'Bride of Frankenstein' (1935). Særligt sidstnævnte inkluderer en del af den humor, instruktøren er kendt for at holde af, og som ofte fremhæves i hans arbejde. Et andet unægteligt stort navn, der er forbundet med denne film, er forfatteren H. G. Wells, hvis forskellige bøger er filmatiseret mange gange. Det har resulteret i så kvalitetsmæssigt forskellige film som 'War of the Worlds' (1953), der til stadighed imponerer med nogle ganske vellykkede effekter og en enorm aggressivitet i sin fortælling, og genindspilningen fra 2005, som til trods for nogle fine skuespilpræstationer ikke overordnet er nogen komplet vellykket film. Sidst men ikke mindst er 'The Invisible Man' også skuespiller Claude Rains debutfilm, hvis man ser bort fra en mindre rolle i 'Build Thy House' (1920). Rains, som oprindeligt kom fra de britiske teaterscener, havde år tidligere haft store problemer med en taleforstyrrelse, hvilket særligt er overraskende, når man tager i betragtning, hvor central netop Rains' stemme skulle blive i 'The Invisible Man'.

Claude Rains skulle senere blive endnu bredere kendt for sin medvirken som Louis Renault i 'Casablanca' (1942).

Filmen indledes ganske effektivt og lægger ved sin begyndelse op til at have den samme atmosfære, som andre af periodens mest vellykkede gysere. Det bliver dog snart tydeligt, at filmen går efter en noget anden tone og hurtigt vælger humoren frem for horroren. Således bliver den indledningsvise tykke atmosfære i nogen grad smidt ud af vinduet og erstattes, til at starte med, af en forstyrrende skinger skuespilpræstation af Una O'Connor. Hendes rolle i filmen er relativ uvæsentlig for plottet, men slår filmens tone an med sin lettere hysteriske udformning. Derfra går det slag i slag med humoren, og des længere den usynlige hovedrolle når på sit togt gennem den lille by, hvori det meste af filmens handling tager sted, des mere enerverende kommer humoren til at virke på sin seer. Hvorvidt humoren har fremstået skarp eller på anden vis vellykket ved filmens udgivelse er svært at sige, men det er under alle omstændigheder et aspekt af filmen, der har lidt voldsomt under tidens tand og nu fremstår mere forstyrrende end styrkende. Rains' præstation er imidlertid med til at redde en del af de til tider lidt for platte "morsomheder", og med en insisterende ironi og let irritation gør Rains meget for, at filmen alligevel er værd at sætte i afspilleren.

Una O'Connors karakter Jenny Hall kan gøre enhver mand ør i hovedet med sit ustandselige skrigeri.

Filmens styrker ligger i de mere dramatiske aspekter, og selve plottets forløb er ofte ganske vellykket. Særligt må man imponeres over filmens effektarbejde, der er enormt overbevisende og med en blanding af simple og til tider ret komplicerede effektskud resulterer i en troværdig præsentation af filmens præmis. Endnu engang betyder Rains' præstation meget, og selvom humoren får megen plads, er det særligt når Rains får lov at være intens og respektindgydende, at han hæver filmen til et stedvist stærkt underholdende niveau. Desværre er det supporterende cast ikke i samme grad velspillende, hvilket til dels, som i politiets tilfælde, skyldes at filmens manuskript gør dem for fjollede og i andre tilfælde er grundet uoverbevisende skuespil, hvilket til dels gør sig gældende for Gloria Stuarts rolle. Instruktør James Whale har begået nogle fodfejl, som med tiden ikke er blevet mindre iøjnefaldende. Det trækker oplevelsen ned, måske særligt fordi filmen til trods for en relativt kort spilletid alligevel synes at have for meget humoristisk fyld, som sagtens kunne være skåret væk. Alligevel må man have respekt for at instruktøren har fået sin egen vision igennem, og køber man humoren, vil oplevelsen formentlig fremstår en del mere overbevisende, end den gør for undertegnede.

Om ikke perfekte, så er filmens effekter til stadighed ganske imponerende for perioden.

På trods af de store navne der indgår i arbejdet med denne film, og en temmelig lang række manuskriptforfattere (og nok også for mange), lykkedes det ikke 'The Invisible Man' at nå op på samme niveau som mange af de andre store gysere fra tidsperioden. Der er dog alligevel grund til at se filmen. Ikke mindst for gyserfans eller filmelskere. For i mødet mellem nogle fortsat veludførte effekter, Rains' ganske brilliante præstation og den atmosfære filmen i momenter alligevel formår at opretholde, lykkedes det filmen at skabe interesse, selvom den overordnet set er en ret middelmådig oplevelse. DVD udgivelsen kan i allerhøjeste grad anbefales og indeholder blandt andet et yderst interessant kommentarspor med filmhistorikeren Rudy Behlmar, som giver masser af baggrund for filmens skabelse og med stor gavmildhed bringer seeren ind i hovedet på folkene bag denne mærkværdige film fra den klassiske gyserfilms guldalder. Har man i øvrigt fattet interesse for instruktøren, kan filmen 'Gods and Monsters' (1998), som har Ian McKellen i hovedrollen som instruktør James Whale, anbefales.

Score:

Nyhed: Hvad skal vi anmelde?

2012-01-27T09:50:00.000+01:00

Sidder du med en horror-film (eller måske flere), du meget gerne så at vi anmeldte på Sørensen Exploitation Cinema? Så skriv dine forslag på væggen i vores facebook-gruppe (husk at trykke 'Syntes godt om' - nu du er forbi alligevel). Kom frisk!

Merchandise: 50 cm Jason Voorhees!

2012-01-23T19:31:00.001+01:00

Som om det ikke er nørdet nok at eje en filmsamling der kunne dække landarealet på en mindre ø, så har jeg længe gået med tanker om, om det ikke var en god ide at upgrade geek-faktoren i criben, med lidt film-merchandise. Planen er at anskaffe sig en figur, replica-maske, replica-våben eller anden genstand fra alle de tre store slasher-legender: - Jason Voorhees, Freddy Krueger og Michael Myers. Jeg ejer i forvejen NECA's 1:1 rekvisit replica af Freddy Krueger's ikoniske kniv-handske fra remaket af 'A Nightmare on Elm Street' (2010). Filmen var nedtur, men handsken er bad-ass, så den kigger vi på næste gang. Nu skal vi kigge lidt på min nyerhvervelse - jeg faldt nemlig over et rigtig godt tilbud i Den Blå Avis! Jeg har skudt 17 billeder og kan hermed præsentere en fuld unboxing af NECA's godt 50cm høje (19") og bundsolide figur af Jason Voorhees, som han tog sig ud i remaket 'Friday the 13th' fra 2009. Nederst kan du læse et opsummering af figuren.

Postmanden hader når jeg skal ha' pakker.

Forsvarligt pakket af sælger.

Fronten byder på lidt lækkert grafik.

Bagsiden fortæller noget om Jason Voorhees' baggrund, og viser et billede af figuren med hætte-hovedet, i stedet for den ikoniske hockey-maske.

Boksen, som figuren kommer i, har et vildnis-landskab som baggrund.

Allerede nu er det tydeligt at se, hvor super detaljeret figuren er. Til venstre ses hætte-hovedet.

Headshot af figuren ude af indpakningen.

Figuren emmer af kvalitet og man får hele tiden øje på nye detaljer.

Endnu et detalje-skud.

Jason's medfølgende machete kan både monteres i hans højre hånd og i hans skede, som ses her.

Fra en vinkel mange af hans ofre ikke når at se.

Masken kan nemt tages af - desværre har jeg fået en mandags-model hvor man har glemt at male hans ansigt færdigt.

Som I kan se på de tidligere billeder, så følger der også et alternativt hoved med. Det monteres ved at man (nemt) hiver det andet af ved halsen.

Endnu et headshot af figurens største styrke - detaljerne omkring masken.

Her kan man bedre får en ide om hvor stor figuren rent faktisk er.

Figuren med hætte-hovedet.

Figuren med den klassiske maske.

Figuren er bygget op omkring et træskellet og er tung, virker holdbar og smukt udført. De mange detaljer bliver ved med at dukke frem, jo mere man kigger på den. Jakken er lavet i en slags plastik - det er bøjeligt og imiteret læder på fornem vis. Figuren har bøjelige led i skuldre, albue og en smule i nakken. Højre hånd, der bærer den drabelige machete, kan også drejes en smule. Ben og fødder er helt fikserede og lavet i et stykke. Figuren kan også rotere en smule omkring livet. Jason Voorhees' fremtoning i remaket af 'Friday the 13th' er ikke mit yndlings outfit og udseende, den ikoniske dræber har begivet sig rundt i, men det er dog så klassisk Jason, at det fint begår sig på figuren. Alt i alt et lækkert stykke merchandise, der nu våger over min filmsamling.

Anmeldelse: Creep.

2012-01-20T18:15:00.001+01:00

Årgang: 2004.
Tagline: "Your journey terminates here."
DVD.
HD-Projektor.
Runtime: 85 minutter.

Udgiver: Pathé!
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Death Line' (1973), 'Mimic' (2005), 'The Midnight Meat Train' (2008).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Det er midnat i London. Kate er faldet i søvn på en undergrundsstation og finder sig helt alene, da hun vågner op. Chokeret opdager hun, at hun er blevet låst inde på den underjordiske stationen. Da et mennesketomt tog standser op, griber hun chancen og hopper på. Desværre stopper toget pludseligt midt i det massive mørke - Kate er på vej ind i et mareridt, hun ville ønske, hun kunne vågne fra.

Instruktør Christopher Smith er stor fan af horror-genren, og det skinner tydeligt igennem i hans creepy debutfilm, 'Creep' fra 2004. Han voksede op under den såkaldte video nasty-æra i Storbritannien i slut 70'erne og op igennem 80'erne. Her blev bunkevis af genre-film blacklistet og (næsten) brændt på bålet af vrede og emsige forældre og censurboards. Dette har heldigvis ændret sig drastisk og siden 2004's 'Creep' har den nu 41-årige instruktør rystet hele 3 vellykkede horror-film ud af ærmet. 'Severance', 'Triangle' og sidste års dystre middelalder-take på 70'er klassikeren, 'The Wicker Man': 'Black Death'. 'Creep' udkom på et tidspunkt hvor horror-toget virkelig bumlede af sted for fuld smadder i England, og det væltede ud med stærke titler. Dette var Smith klog nok til at udnytte og fik dermed sparket sin egen karriere, indenfor genren, i gang. Desværre blev hans debut ud i det horrible en anelse overset, og det må der nu rådes bod på!

Er du allerede skeptisk omkring at anvende offentlige transportmidler - så bliver det ikke bedre efter at have set 'Creep'.

Vores hovedrolle, Kate, spilles effektivt og troværdigt af tyske Franka Potente. På tidspunket for filmens tilblivelse, var hun en af de helt store tyske filmstjerner, og også en af de meget få, der havde nydt et mindre gennembrud i Hollywood. Potente havde et par år tidligere slået sit navn fast i Hollywwod, med sin rolle som Jason Bourne's flirt i 'The Bourne Identity' og 'The Bourne Supremacy'. På trods af hendes deltagelse i megasucceserne om den glemsomme agent, så var det Potente's rolle som Lola i den tyske film 'Run Lola Run' fra 1998 der gjorde, at Christopher Smith var yderst interesseret i at få Franka hooked på rollen som Kate (begge karakterer løber godt nok også helt utrolig meget). Dette lykkedes, til den meget grønne debutant-instruktørs store overraskelse, og pludselig var hans subway-slasher på skinnerne. Filmens biroller tager (for os ikke-britiske) forholdsvis ukendte ansigter sig af. Heldigvis har de alle det tilfælles, at de gør et godt og solidt arbejde. Her er ingen der falder igennem, eller på nogen måde trækker filmen ned.

"Skal vi lege doktor" får en helt ny og mere ubehagelig betydning når der er ham her der spørger.

Den vigtigste rolle i denne type film er som altid antagonisten. I 'Creep' er denne person heldigvis et temmelig klamt og yderst foruroligende bekendtskab. Det væmmelig undergrunds-væsen spilles helt forrygende af den engelske karakter-skuespiller, Sean Harris ('Red Riding' og ' A Lonely Place to Die'), og han er som født til rollen. Hans ansigt har ligheder med en vis smittebærende gnaver, og det er altså inden de 8 timer i makeup-stolen! Plastret til i uhyrlig sminke, spiller han stort set hele rollen, udelukkende ved hjælp af hans mimik og sit unikke kropssprog - og det gør han altså helt afsindig godt. Krybet minder om en pestbefængt, menneskelig rotte...med hundegalskab, og det virker yderst overbevisende på skærmen når han jagter og piner sit bytte i mørke og klamme kloaker. Ligesom krybet selv, er alle omgivelserne kolde, tomme, beskidte og besudlede. De nedlagte stationer og jernbanetunneler er et perfekt fundament at bygge en horror-film op omkring, og den uhyggelige undergrund giver publikum masser af næring til fremtidige mareridt om metroen. Jo længere vores uheldige Kate begiver sig ind i London's underjordiske mørke, jo mere gotisk og truende bliver omgivelserne. Filmen er skudt på både ægte locations og på opbyggede scener, og de er alle både uhyggelige og fascinerende at blive ført rundt i. Instruktøren har heldigvis valgt at respektere sine gamle idoler fra video nasty-æraen og holder det hele old school med praktisk effekter, plus masser af sprøjtende teaterblod, silikone og proteser.

Creep uddeler også nogle onde olferter - kender hans ondskabsfuldhed da slet ingen grænser?!

Den forholdsvis korte spilletid på 85 minutter arbejder til filmens fordel, og er med til at sikre, at den simple historie og det temmelig tynde plot ikke løber tør for brændstof før tid. 'Creep' er hektisk og intens horror-underholdning, hvor der ikke bliver spildt tid på unødigt ævl og kævl eller flad og unødvendig udvikling af karakterene. Vi får sat præmissen op og får lige nøjagtig nok at vide om personerne, til at danne os et billede af dem - og så er det ellers bare derud af! Det er godt balanceret og dynamisk filmet, med håndholdt kamara (men knap så shaky som man kunne frygte), tilsat nogle effektive og stemningsskabende lyseffekter og kuliser. Til gengæld bliver vi desværre plaget med nogle af de sædvanlige genre-klicheer, som f.eks den til tider frustrerende ringe dømmekræft og de usædvanligt ulogiske handlinger filmens karakterer gør sig hist og her. Når det er sagt, så skal det også siges, at filmen ikke pakker noget ind, eller prøver at være noget den ikke er. Dette er et bevis på, at instruktøren tydeligvis har respekt for genren og ikke mindst for sit publikum. 'Creep' er rå, upoleret og basal horror der formår at holde pulsen på publikum oppe i det røde felt, hele vejen igennem, når jagten går igennem de fascinerende og skræmmende settings i den engelske undergrund.

Score:

Anmeldelse: Wind Chill.

2012-01-17T15:00:00.001+01:00

Årgang: 2007.
Tagline: "A road many have traveled - but few escape."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 91 minutter.
Udgiver: Tristar.

Link til filmen på IMDB.
Se også: '1408' (2007), 'Dead End' (2003), 'Triangle (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En universitetsstuderende (Emily Blunt), der er desperat efter at nå hjem til Delaware inden jul, får kørelejlighed af en ukendt medstuderende (Ashton Holmes). Netop da det går op for hende, at han ved lidt for meget om hende, beslutter han at tage en genvej via en ubefærdet landevej. De kører ind i en voldsom snestorm, og en mystisk bil skubber dem i grøften. Nu er de fanget i snestormen og indser hurtigt, at kulden er deres mindste problem.

Ifølge nogle af folkene bag 'Wind Chill', var idéen med filmen at skabe en "hjemsøgt hus fortælling" i så klaustrofobiske omgivelser så muligt. Det var med det udgangspunkt, manuskriptforfatterne snart kom op med idéen om at lade handlingen tage plads i en bil. Der er ikke megen baggrund at give omkring produktion derudover. Instruktøren er relativt ukendt men har dog været second unit instruktør og assisterende ditto på et par store titler. Han har derudover tidligere lavet filmen 'Criminal' (2004). Manuskriptforfatterne har ligeledes meget få tidligere film på samvittigheden. Hvad de imidlertid har, som er vigtigere, er en selverklæret stor kærlighed til horrorgenren og en stor bevidsthed om den overfladiske måde, hvorpå mange karakterer i moderne gyserfilm skrives. Det er med andre ord et udtrykt mål for manuskriptforfattere Joe Gangemi og Steven Katz at skabe en film med interessante og nuancerede karakterer, som til trods for, at de aldrig navngives, alligevel gerne skulle have mere kant end mange stereotype teenagers i andre horror-film. Det er således filmens hovedroller, der har mest på CV'et. Ashton Holmes vil nogle kende fra 'A History of Violence' (2005) mens Emily Blunt har medvirket i en del forskellige film i den lettere genre såsom 'The Adjustment Bureau' (2011) og 'The Devil Wears Prada' (2006).

Man skulle tro, det ville være en positiv ting at støde på en betjent, når man er strandet i ingenmandsland, men det er ikke tilfældet her.

Filmens plot er, som man måske fornemmer, ret simpelt i sit udgangspunkt. Indledningsvis lægger filmen op til, hvad der kunne ligne en stalkerhistorie, men inden længe tages der en drejning mod det overnaturlige, og her bliver det for alvor interessant. Der gøres en dyd ud af ikke at få karaktererne for vidt omkring, og langt det meste af tiden forbliver vores hovedkarakterer ved udgangspunktet - bilen. Dette resulterer i at de to naturligvis langsomt knytter sig til hinanden, men også en hel række ganske mesterlige momenter af suspense. Filmens største problem er i mine øjne, at den til tider går en smule for langt i sine forsøg på at så tvivl om, hvor mange af elementerne, der rent faktisk sker. Helt forfejlet er dette ikke, da det til tider er spændende, at intet er givet, men når man enkelte gange sættes helt af, er det en smule frustrerende. Disse små problemer overskygges imidlertid af samspillet mellem karaktererne, og Ashton Holmes gør sig godt; først som skæv og usikker teenager men undertiden også som en reelt sympatisk karakter. Emily Blunt er helt enormt velfungerende og giver et liv og nogle nuancer til sin karakter, som lever op til de forhåbninger, manuskriptforfatterne havde til filmen. Det er sjældent denne anmelder har oplevet så velskrevne og sågar en smule underspillede teenagere i genren, hvor denne aldersgruppe til tider har en tendens til at blive degraderet til avancerede skrigeballoner.

Grænsen mellem forelsket teenager og sær stalker er en hårfin en af slagsen.

Hvad der er med til at løfte filmen er de skarpe stilistiske beslutninger, instruktør Gregory Jacobs har taget undervejs. For selvom filmen er skabt på et skrabet budget, er den virkelig smukt filmet. Den danske kinematograf Dan Laustsen har stået bag en del velkendte danske billedsider, deriblandt 'Nattevagten' (1994), samt en hel række af Ole Bornedals andre film og enkelte internationale produktioner. Den billedside, Laustsen her leverer i samarbejde med Jacobs, er intet mindre end mesterlig. Smukke billeder er noget af det psykologiske gyserfilm som denne kan levere, når de er bedst, og det er en kæmpe bonus i denne film. At filmen er så visuelt betagende gør meget for intensiteten, og sammen med et stærkt soundtrack og nogle oftest underspillede cgi-effekter er filmen teknisk set lige i øjet. Udførslen er ret imponerende, når man tager i betragtning, hvor svær en opgave manuskriptforfatterne har stillet instruktøren overfor, med så begrænset råderum. At vende denne umiddelbare begrænsning til en force, beviser hvor dygtige de kreative kræfter bag denne produktion er. Så meget desto mere ærgerligt er det, at filmen på historiesiden træder ved siden af en del gange, og desværre gør det så eftertrykkeligt, at det hiver seeren ud af oplevelsen. Når man skaber en så relativt intelligent gyser som denne, kan man ikke forvente, at tilskueren ikke vil forsøge at skabe sig et overblik over filmens handling, og når dette overblik forplumres af så mange omgange som det gøres her, bliver det et problem. Lidt på samme måde som det gjorde det i den noget mindre vellykkede '1408' (2007), som med sin slutning helt skubbede denne seer fra sig.

Emily Blunt gør et overraskende flot stykke arbejde med at holde filmens momentum oppe til trods for den klaustrofobiske og til tider syrede stemning, der præger filmen.

Man må virkelig hylde folkene bag 'Wind Chill'. Selvom filmen har sine fejl og bliver lidt mudret i slutfasen, er der tilgengæld lagt en utrolig vægt på karakteropbygning og suspense. Det psykologiske gys bringes med andre ord tilbage til genren, og det er i høj grad tiltrængt. For selvom blood and guts kan være nok så underholdende, er det en kunstform i sig selv at opbygge spænding og ikke forfalde til ukontrolleret at skrige "BØ!" i ansigtet på folk i halvanden time. For de læsere, der har været så heldige at opleve Darren Aronofskys film 'Black Swan', indeholder denne film i øvrigt en interessant bonus. Det er nemlig Aronofskys foretrukne komponist Clint Mansell, der har skabt filmens soundtrack.

Score:

Nyhed: Se gratis kult, horror-, kung fu-, og sci-fi film online!

2012-01-17T09:35:00.003+01:00

Selv om vi altid vil opfordre til at man køber og betaler for de film man vil se, så er hjemmesiden bmovies.com altså for spændende til at blive forbigået! På dette site kan du (lovligt og gratis) se ældre film fra herlige genre som horror, kung fu, sci-fi, western og low budget independent film. Nogle af titlerne på sitet kan oven i købet være overordenligt svære at finde på DVD. Hele herligheden bliver streamet via hjemmesiden og du behøver ikke engang at oprette et login for at få adgang til filmene. Dette er folkene bag dog ikke sikre på bliver ved med at kunne gå - så du kan evt udfylde denne formular og hjælpe med at holde liv i sitet. Her er rigtig mange titler at sætte hjørnetænderne i. Du kan f.eks give dig i kast med b-films horror perler som 'Blood and Lace', 'Pieces' eller den notoriske 'Driller Killer'. Her er også mere klassiske værker som legendariske 'Night of the Living Dead', 'Carnival of Souls' og 'House On Haunted Hill'. Eller hvad med at kaste dig over sci-fi shenanigans 'Santa Claus Conquers the Martians' eller 'Starcrash'?! Jeg kunne blive ved i det uendelige med anbefalinger, men det er nok sjovere at i selv begynder at grave i denne skattekiste af online genre-film. Her finder du alt fra Sonny Chiba til Vincent Price.

Anmeldelse: Friday the 13th Part 3.

2012-01-13T12:00:00.001+01:00

Årgang: 1982.
Tagline: "A New Dimension In Terror..."
DVD.
40" LCD.
Runtime: 98 minutter.
Udgiver: Paramount.

Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Friday the 13th' (1980), 'Friday the 13th Part 2' (1981), 'Friday the 13th: The Final Chapter' (1984) og alle de andre!

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Chris Higgins skal for første gang i lang tid besøge familiens hytte, som ligger ved bredden af Chrystal Lake. Siden hun to år tidligere blev overfaldet af en mystisk udseende mand i skovene omkring hytten, har hun ikke turdet begive sig derop - men nu vil hun forsøge at overvinde sin frygt. Med sig på turen har hun venneparrene Debbie & Andy og Chili & Chuck samt Vera; en velskabt tøs, som har fået arrangeret en blind date med Andys uheldige spasmager-ven, Shelly. Og så er der Rick, som venter på dem oppe i hytten. Han er Chris' gamle ferieflamme men har ikke set hende, siden hændelsen i skoven. Der er lagt op til en weekend med masser af angstbearbejdning og ungdomshygge - hvis det da ikke lige var for Jason Voorhees, som har gemt sig i den gamle lade…

'Friday the 13th' er en imponerende franchise, som efterhånden omfatter 12 spillefilm. Man har flere gange undervejs snydt os til at tro, enden var nået med titler som 'The Final Chapter' (1984) og 'Jason Goes to Hell: The Final Friday' (1993), men franchisen er tilsyneladende ligeså udødelig som Jason Voorhees selv. 'Friday the 13th Part 3' er instrueret af Steve Miner, som sammen med den første films instruktør Sean S. Cunningham og forfatteren Victor Miller fik idéen til 'Friday the 13th', inspireret af John Carpenters independentsucces 'Halloween' fra 1978. Steve Miner debuterede som instruktør med 'Friday the 13th Part 2' (1981), og forlod franchisen efter at have færdiggjort den første trilogi. Han blev dog i horrorgenren, da han i 1986 instruerede 'House', igen i samarbejde med Sean S. Cunningham, og siden har han blandt andet givet os 'Warlock' (1989), 'Halloween H20: 20 Years Later' (1998), 'Lake Placid' (1999) samt "genindspilningen" af George Romeros 'Day of the Dead' (2008), foruden et hav af tv-serier inden for alle mulige genrer.

Er 'Friday the 13th Part 3' i virkeligheden en nyfortolkning af 'Ulven kommer'?

Den første 'Friday the 13th' var økonomisk en kæmpesucces, som naturligvis måtte følges op på. 'Part 2' indtjente dog kun en tredjedel af, hvad forgængeren gjorde, og det oven i købet på et dobbelt så stort budget. Alligevel tog man en chance, da 'Part 3' skulle produceres; man fordoblede atter budgettet og indspillede filmen i 3D. Det viste sig at være en fornuftig beslutning, for takket være dette gimmick kom der igen kø ved billetlugerne. 3D-teknologien har som bekendt fået (endnu) en renæssance, og den er unægteligt kommet langt siden 80'ernes horrorfilm, men man fornemmer tydeligt, det må have været underholdende at se 'Part 3' i biografen. Udover de mange obligatoriske genstande, man får smidt i hovedet, forstod Steve Miner at udnytte for- og baggrund til at skabe indlevelse, og desuden er flere effektindstillinger optaget fra opfindsomme og mærkværdige vinkler, som underbygger filmens bizarre præmis.

Det er ikke kun blod og skarpe genstande, man får i hovedet, hvis man ser 'Friday the 13th Part 3' i 3D!

Når der bliver brugt så mange ressourcer på at få 3D-effekterne ud over skærmen, kunne man frygte, at karaktererne træder i baggrunden og bliver flade. Det er imidlertid ikke tilfældet! Derimod har 'Part 3' franchisens mest troværdige og sympatiske persongalleri, og der er generelt dygtige, velvalgte skuespillere bag rollerne. Sex, druk og stoffer er fast tidsfordriv på en weekend ved Chrystal Lake, men det bliver dyrket i et acceptabelt omfang, modsat eksempelvis 'Part 2' og 'The Final Chapter'. Hippieparret Chili & Chuck har ganske vist medbragt lidt hyggehash, men de når knapt at få jointen tændt, før de må skodde den igen, og modsat seriens andre film, er der stort set ingen nøgenhed. Der bliver talt om "skinny dipping", men det foregår offscreen, så kun et enkelt par bryster får vi lov at se; i en badescene, som skaber spænding ved ganske vellykket at vække minder om Alfred Hitchcocks 'Psycho' (1960); endnu en af franchisens store inspirationskilder.

Så ku' han endelig dø!?!?

Men at de unge mennesker er sympatiske og afholdende, ændrer naturligvis ikke på faktum, at de i sidste ende må lade livet på grusom vis. De får bare lov at leve lidt længere end normalt. Den første time holder Jason sig i skyggen, observerende, indtil han får fat i den ishockeymaske, som siden har skjult hans deforme ansigt. Det er den tumpede Shelly, som har medbragt ishockeymasken i sin kuffert med horrorrekvisitter og teatersminke i håbet om at kunne pådrage sig en smule opmærksomhed ved at skræmme de andre. Hele denne sidehistorie giver i øvrigt en ganske interessant metavinkel på handlingen - et element som også blev brugt i efterfølgeren 'The Final Chapter'. I det hele taget er det her mange af franchisens hovedelementer bliver grundlagt, og selv den komiske vinkel, som var tiltænkt serien fra start, bliver først for alvor tydelig i denne tredje film. 'Friday the 13th Part 3' er et af højdepunkterne i alletiders mest uforpligtende (og bedst indtjenende) horrorfranchise nogensinde.

Score:

Artikel: Hovedløst horror-projekt, eller hvad?

2012-01-12T08:20:00.141+01:00

Et spændende dansk horrorprojekt er blevet lanceret online under titlen 'Book of Horror'. Det virker måske i første omgang en anelse misvisende, idet vi faktisk har med horrorfilm at gøre - men ser man første udspil, vil man sikkert forstå. 'The Headless Lover', som er den første kortfilm i hvad der ser ud til at blive en serie, er nemlig fortalt omkring en tegneserieramme, præcist som 'Creepshow' (1982) skabt af George Romero og Stephen King for 20 år siden. Når 'Book of Horror'-projektet engang er "færdigt" (den online distribution giver jo mulighed for en uendelig udvidelse af universet, så måske det aldrig bliver færdigt som sådan) vil det eneste, de forskellige kortfilm umiddelbart har tilfælles sandsynligvis være Book, at de fortælles omkring en tegneserieramme, og Horror.

I 'The Headless Lover' følger vi Sascha (Maibritt Saerens); en forkælet ung kvinde, som er gift med den ældre rigmand William (Jørn Faurschou) men har en affære med crooneren Paolo (Michael Carøe). En aften, da Sascha og Paolo overraskes af William, påstår Sascha, at hun er offer for en voldtægt, hvorefter hun brutalt myrder Paolo. Sascha tror, hemmeligheden om hendes affære, er begravet med den stakkels elsker, som har måttet lade livet på kanten af en orgasme. Men pludselig rejser Paolo sig fra sin grav, og han går ikke, før han er kommet!

(comic)Book of Horror!

I denne sammenhæng kan man vist godt sige, det er ganske imponerende cast. Michael Carøe er jo et herligt typecast til rollen som den kærlighedshungrende crooner - en anelse mere zombietræning kunne måske have været ønskværdigt. Jørn Faurschou er god som den gnavne, gamle rigmand, hvis tennispartner sikkert er død, eftersom han må nøjes med stangtennis i stuen. Han har et karakteristisk, skræmmende ansigt (som Alan Dales Charles Widmore i 'Lost') men karakteren William måtte for min skyld godt have været endnu mere mystisk og uhyggelig (som Alan Dales Charles Widmore i 'Lost'). Man har undladt at markedsføre filmen med sætningen: "Maibritt Saerens fra 'Krøniken'", men det er altså hende, og hun gør det fremragende.

Maibritt Saerens er kommet langt, siden hun startede karrieren i den der tv-serie!

Handlingen i 'The Headless Lover' vækker gode minder fra 'Creepshow'. Og jeg kommer særligt til at tænke på to af kapitlerne fra den første film; 'Father's Day' om den gamle familiefar, som vågner fra de døde for at æde den kage, han aldrig fik på fars dag, og 'Something to Tide You Over' om ægtemanden, som vil hævne sig på sin unge kone og hendes elsker. Rent teknisk minder 'The Headless Lover' dog mere om en typisk grindhousefilm. Det er ikke dårligt, men stemningen bliver en helt anden, når der tilsættes surfmusik og pangfarver, som det er gjort i 'The Headless Lover'.

Du har fået noget i øjet!

Filmens effekter er flotte, særligt de der rent faktisk er til stede, fremfor de computerskabte. Man kunne med fordel have vinklet kameraet lidt kreativt, så Michael Carøes afhuggede hoved ikke sås svævende i luften så ofte - det bliver en anelse kunstigt. Og hvad er der galt med at beskære under hagen? Vi ved jo godt, hovedet er hugget af! Jeg er spændt på at se, hvad fremtiden bringer fra 'Book of Horror'. Næste kapitel er under udarbejdelse, og der er faktisk en åben invitation til alle fra instruktøren Kim Lysgaard Andersen om at komme med inputs i løbet af processen. Jeg vil i hvert fald anbefale, at man går ind på www.bookofhorror.com og læser synopsen til 'The Circus' aka 'Goatman'. Det virker som om, den kunne blive en anelse mere rolig og dyster og i stil med 'Creepshow' eller efterfølgeren 'Tales from the Crypt'. Det kunne jeg jo i hvert fald foreslår Kim Lysgaard Andersen, at den skulle blive.

Find mere information om projektet på www.bookofhorror.com

Er du blevet nysgerrig på at se første afsnit i 'Book of Horror', så smut ind på deres hjemmeside: www.bookofhorror.com. Her tilmelder du dig deres nyhedsbrev og vil derefter modtage et direkte link til 'The Headless Lover' - som oven i købet kan ses i super sprød 1080p. Du vil også blive holdt opdateret om kommende afsnit og om hele projektets udvikling. 'Book of Horror' er selvfølgelig også på facebook, gruppen kan du besøge ved at trykke her. Det er alt for sjældent at vi oplever denne typer tiltag i lille Danmark - Så afsted med jer, kære horror-minions! Ind og støt omkring 'Book of Horror'.

Nyhed: Samarbejde med Sony Pictures Home Entertainment.

2012-01-11T23:20:00.001+01:00

Det er med glæde at vi kan informere at Sony Pictures Home Entertainment og Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents, nu også har indgået et samarbejde, vedrørende filmanmeldelser af selskabets eksisterende og fremtidige genre-udgivelser.

Nyhed: The Horror Quiz er tilbage.

2012-01-11T10:58:00.000+01:00

Har du travlt med bilde alle dine film-nørdede venner ind, at du ved ALT om horror-film? Er du så sikker i din påstand, at du tør at bevise det? I så fald er The Horror Quiz tilbage i finere form end nogensinde før! Morten Sieker er manden bag billed-quizzen og han har de sidste par måneder givet sit site en ordenlig hovedrenovering og nu fremstår The Horror Quiz skarpere og bedre end tidligere set. Det er gratis at deltage, det eneste der kræves er et login. Det skal siges at quizzen er meget sensitiv overfor om du skriver titlen på filmen helt korret - så dobbelttjek evt på IMDB når du svare på et spørgsmål. Man kan heldigvis svare på samme billede, lige så mange gange man har lyst. Du finder Danmark's bedste film-quiz på TheHorrorQuiz og på facebook. Jeg deltager selv under brugernavnet 'Allan_SørensenCinema' og skribent Jesper Pedersen under 'Jesper_SørensenCinema'. Lad dysten begynde!

En månedlig quiz, startende den første dag i hver måned.
Består af omkring 40 billeder fra kendte og mere eller mindre ukendte horror-film.
Disse billeder vil være en blanding af screenshots fra film og filmplakater.
Afhængigt af hvor mange film, hver brugere har gættet, får brugeren tildelt en rang.
Quizzen vil løbe indtil den første dag i den kommende måneden, det er - når den nye quiz starter, den gamle slutter.

Anmeldelse: Hostel: Part III.

2012-01-10T12:02:00.005+01:00

Årgang: 2011.
Tagline: "Do You Feel Lucky?"
Blu-ray.
42" Plasma.
Runtime: 88 minutter.
Udgiver: Sony Pictures Home Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Hostel' (2005), 'Hostel: Part II' (2007), 'Saw' (2004).

Hostel: Part III er venligst stillet til rådighed af Sony Pictures Home Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

High stakes gambling og at gå "All In" får en helt ny betydning i dette tredje kapitel af den blodige totursaga, 'Hostel'. Fire venner tager til Las Vegas for at holde et vildt polterabend for Scott, der meget snart skal giftes med sin yndige forlovede. Deres første stop bliver selvfølgelig et dekadent casino, og her bliver de inden længe lokket til at tage med til en privat fest, af to sexede sirener. Pludselig befinder de fire festaber sig i et perverst spil hvor der kan gambles på, hvilken skæbne de vil få. Den eksklusive loge, Elite Hunting Club, er nemlig vært for det mest sadistiske gambling-show i Syndens by. Deres gæster gambler, for store summer, på hvilke torturmetoder der er næst på listen og hvordan ofrene skal dø...

Horror-fan, instruktør og produceren, som mange af en eller anden grund elsker at hade, Eli Roth, er denne gang IKKE tilbage i den varme stol som instruktør. Roth var udover instruktør, både producer og forfatter på de to første film i trilogien, og han har da også stadig en lille finger med i spillet som producer på denne nummer tre. Efter en pause på 7 år fra instruktør-faget er det nu Scott Spiegel der overtager jobbet, og denne Spiegel er bestemt ikke en hr. hvem-som-helst. Genre-fans vil vide at han f.eks var medforfatter på legendariske 'Evil Dead II' sammen med Sam Raimi og at han i 1989 instruerede den yderst underholdende og temmelig oversete splatter-film 'Intruder'. Året efter var han forfatter på Clint Eastwood's action-basker 'The Rookie' (med den episke danske titel 'Koldt bly og varme øretæver'), med Eastwood selv og Charlie Sheen i hovedrollerne. Sidste gang at Spiegel tog sig af instruktørstolen var i 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' (som vi også snart har en anmeldelse klar af) helt tilbage i 1999. Spiegel kender alt til de to foreløbende film da han bestred jobbet som producer på 'Hostel' og 'Hostel: Part II'. Han er også, ligesom Eli Roth, private venner med mesterinstruktør og genre-fanboy #1 Quantin Tarantino.

Der smidt i kakkelovnen til en ordenlig omgang 'Tømmermænd i Vegas' - denne gang vågner deltagerne ikke kun op med lidt hovedpine og krøllet tøj...

Manuskriptet har Michael D. Weiss taget sig af og han er mest kendt for en masse b- og c-films produktioner siden år 2000. "Kendt" er måske så meget sagt, for den største produktion han har været involveret i er den anonyme eventyr-film 'Journey to the Center of the Earth' fra 2008 og det temmelig uheldige 'I'll Always Know What You Did Last Summer' fra 2006. Selv om mange smagsdommere ihærdigt prøvede at få den første Hostel ned med nakken, viste den sig alligevel at være en mega-succes blandt både mainstreamerne og det mere hærdede horror-publikum. Den første Hostel-film blev lavet for under 5 millioner dollars og endte den med at indspille for mere end 80 millioner dollars i biograferne. Toeren var en lidt mere moderat succes, da den kostede det dobbelte at lave, og blot indspillede omkring 35 millioner dollars. Som en naturlig konsekvens udkommer tredje kapitel i den bloddryppende trilogi da også direkte på dvd og blu-ray, så det tyder på at det (i denne omgang) lakker mod enden for torture porn-filmene. Saw-franchisen blev lagt i jorden i 2010 og nu virker det også som om at Hostel-filmene så småt er begyndt at fade ud. Det tyder på at publikum har ændret sig de sidste to-tre år, og nu i stedet for udpenslet vold og lemlæstelse, går mere efter de klassiske, overnaturlige gys eller found footage-film som f.eks 'Paranormal Activity' franchisen tilbyder. Så dette er måske en sub-genres sidste krampetrækninger på mainstream-markedet i denne omgang.

Som altid bruger dræber-logen kønne lokkeduer til at tiltrække deres bytte.

Jeg har aldrig været helt vildt pjattet med den her slags tortur-horror. Film der bruger omkring 75% af sin spilletid på at, i detaljer, vise folk blive pint, tortureret og aflivet på de mest bestialske måder. Jeg har f.eks aldrig set alle Saw-filmene og har heller ikke vildt meget lyst til det. De asiatiske film i 'Guinea Pig' franchisen og 'Grotesque' vil jeg heller ikke røre med en ildtang. Ikke at jeg ser ned på genren eller på folk der finder dem underholdende - det er bare ikke lige min kop te. Når det er sagt, så har jeg af en eller anden grund altid haft et godt øje til Hostel-filmene, og det var ikke helt uden forventninger jeg satte mig til rette med det, foreløbig, sidste kapitel i historien om den myteomspundne loge, Elite Hunting Club, og deres uheldige ofre.

I 'Teeth' fra 2007 fik John Hensley bidt banditten af og denne gang tager han en pil direkte i skridtet - snak om at være uheldig.

De medvirkende leverer hvad de skal, og ikke meget mere. Skuespillet er (som i de tidligere film) på ingen måder imponerende, men heller ikke ligefrem tåkrummende ringe. Castet er temmelig ukendt, så hvis du genkender nogle af dem er det nok fordi du har set din del af halvslunkne TV-serier og film. John Hensley, som spiller en af gutter på polterabend, er dog en man måske har set før. Han var f.eks helt fin i indie-filmen 'Teeth' fra 2007. Af uvisse årsager er hans klokkeværk et udsat mål for folk der vil ham til livs! I 'Teeth' led hans nedre regioner (ligesom i 'Hostel: Part III') en grum skæbne! En så grum skæbne at det vil få enhver heteroseksuel mand til at overveje sin seksuelle orientering en ekstra gang. De fire festgale hovedroller fremstår som en fattigmands version af drengerøvs-banden fra 'Tømmermænd i Vegas/Thailand', men deres stodder-snak og prikken til hinanden fungerer helt udemærket. En anden man ellers bider mærke i er Chris Coy i rollen som Elite Hunting Club's kolde problemknuser, Travis. Tyske Thomas Kretschmann er uden tvivl filmens største stjerne. Han spiller rollen som logens boss for deres Las Vegas afdelingen. Du kender ham kender fra film som 'King Kong' (2005), 'Der Untergang' (2004). Han medvirker også i Argento's kommende 'Dracula 3D' - nøjagtig som han gjorde i 'The Stendhal Syndrome'.

"Badehætterne" er tilbage i 'Hostel: Part III' og de er lige så forskruede og psykopatiske som de plejer at være.

Jeg er måske lidt for flink og nogle vil højst sandsynligt mene ALT for flink, når jeg giver 'Hostel: Part III' hele 3 Pinhead's i den endelige score, men faktum er, at jeg var overordenligt godt underholdt. Der er noget ved hele setuppet omkring Hostel-filmene som jeg er en sucker for. Historien om den dybt hemmelige og dybt perverterede rigmandsklub der tilbyder sine kunder at dræbe verdens farligste dyr lige som de har lyst, har en sær tiltrækningskraft på undertegnede - selv om det lyder helt, helt forkert. Det er tydeligt at man har haft et begrænset og noget stramt budget til rådighed, og der er da også skruet gevaldigt ned for effekter og de udpenslede tortur-scener i dette kapitel - men det arbejder næsten til filmens fordel. De 88 minutter indeholder også et par helt fine twists og overraskelser hen af vejen, en masse god action og leveret i et hæsblæsende tempo. Derudover får vi denne gang et kærkomment kig ind bag kulisserne på den lyssky Elite Hunting Club, uden at filmen afsløre alt for meget. Slutningen er dog lidt søgt og efterlader seeren med en lidt dårlig smag i munden, men alt i alt er 'Hostel: Part III' et fint indslag i franchisen. Og husk: Hvad end der sker (med dine kropsdele) i Vegas, bliver (dine kropsdele) i Vegas...

Score:

Anmeldelse: Dear Mr. Gacy.

2012-01-06T16:00:00.002+01:00

Årgang: 2010.
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 103 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.

Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Gacy' (2003), 'The Silence of the Lambs' (1991), 'Dahmer' (2002).

Dear Mr. Gacy er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Som en del af et skoleprojekt, sender den 18-årige studerende, Jason Moss (Jesse Moss), et brev til den fængslede og notoriske seriemorder, John Wayne Gacy (William Forsythe), der begynder at korrespondere med den unge mand. Efterhånden bliver korrespondancen mere og mere intens og intim, og et psykologisk spil starter mellem de to. Da Gacy inviterer Jason til at besøge ham i fængslet, takker den unge mand ja, uden helt at vide hvad han går ind til.

Endnu en gang finder vi ordene "er baseret på virkelige hændelser" malet henover filmen - et billigt trick der er blevet brugt i årtier for at pirre din nysgerrighed og hive dine surt tjente lommepenge ud af læderdrengen. Denne gang er den nu god nok, historien er sand og hændelserne er ikke bare virkelige men også ubehagelige og skræmmende. Filmen skildrer nemlig den virkelige verdens Jason Moss og hans flirt med den ligeså virkelige morder, John Wayne Gacy. Moss var en ung studerende med en helt særlig interesse i nogle af moderne tids værste og mest bestialske seriemordere. Jason Moss skabte nemlig ikke kun kontakt til den perverse drenge-dræber i klovnedragt (Gacy lavede børneunderholdning i sin fritid) John Wayne Gacy. Via breve og telefonopkald opsøgte Moss også nogle af Gacy's gamle "kollegaer". Ægte monstre bag tremmer, som Richard "The Night Stalker" Ramirez (han prøvede at overtale Moss til at kidnappe og indespærre en kvinde i en kælder, og så ellers parere ordrer og udfører Ramirez pervertere påfund på hende), Henry Lee Lucas (se mere om ham i filmen 'Henry: Portrait of a Serial Killer'), Jeffrey Dahmer og Charles Manson. Den homoseksuelle voldtægtsmand og seriemorder John Wayne Gacy var dog den eneste som tog Jason Moss rigtig seriøst og han virkede oprigtigt interesseret i den unge mands liv og problemer - hvorfor mon. Jason Moss var meget målrettet i sine studier og han var også selvsikker - alt for selvsikker. Han mente nok at han skulle være i stand til at snøre sådan en sølle seriemorder om sin lillefinger, i sin jagt på at aflevere det helt perfekte skoleprojekt til eksamenen. Hans plan var at manipulere og styre Gacy hen imod at fortælle hemmeligheder, og måske tilstå mord eller andre ugerninger som ingen andre vidste noget om, eller havde hørt om. Det tog ikke lang tid før at rollerne var byttet om, og det viste sig hurtigt at den unge studerende var fanget i Gacy's psykologiske spindelvæv og seriemorderen kom alt, alt for tæt ind på livet af Moss. Alt dette er fakta og 'Dear Mr. Gacy' omhandler det psykologisk spil der fandt sted imellem det umage par og konsekvenserne det fik.

Det er ikke hurtige biler og endnu hurtigere damer der pryder væggen hos denne teenager. Han har helt andre interesser.

I 1999 udkom Jason Moss' bog 'The Last Victim', cirka 5 år efter hans kontakt med den berygtede seriemorder. Filmen er udelukkende baseret på bogen da virkelighedens Jason Moss ikke er blandt os mere - han satte sig en kugle for panden den 6 juni, 2006. Man fandt intet afskedsbrev og kombinationen af hans dødsdato 06/06/06 og det faktum at Moss var dybt involveret i at researche sataniske menigheder og kult-bevægelser, resulterede i en hel del konspirationsteorier efter hans død. John Wayne Gacy blev dømt for voldtægt og mord på 33 drenge og unge mænd - forbrydelser begået imellem 1972 og hans arrestation i 1978. 27 af sine ofre havde Gacy begravet under gulvet i sit forstadshus. Gacy blev henrettet den 10 Maj, 1994.

"Quid pro quo Clarice...arhm...Mr. Moss"

Filmen er meget low-key, realistisk og tro mod sin historie. Her er ikke megen overdramatisering, så forvent altså ikke en seriemorder-film med en hysterisk psykopat-morder der jagter sine skrigende ofre med blankpoleret dolk, og klovne-bukserne helt nede om anklerne. 'Dear Mr. Gacy' udspiller sig på få locations og med få medvirkedente. Gacy's og Moss' interne legen katten efter musen er nemlig omdrejningspunktet i Svetozar Ristovski's film fra 2010. I de to hovedroller ser vi Jesse Moss (ja, det hedder han og nej de er ikke i familie) og William Forsythe som henholdsvis Jason Moss og John Wayne Gacy. Skuespilleren Jesse Moss har du måske fornylig set i den sjove og groteske 'Tucker & Dale vs Evil' som college douchebagen, Chad. Moss gør det ok som Moss, dog uden på nogen måde at briliere. William Forsythe er som altid seværdig. Han er en af de her skuespillere som det falder meget nemt at spille intimiderende og ondskabsfuld. Det gør han også i 'Dear Mr. Gacy', men desværre er det i alt for få scener, han får lov til at skrue op for galskaben og vise tænder. Det er kun hen i mod slutningen, at Forsythe gør det han er bedst til (se ham f.eks i Rob Zombie's 'The Devil's Rejects') og det er lidt en skam. Med en anden agent og lidt mere kritisk sans overfor de roller han har fået tilbudt, så kunne han efter min mening have været en meget større stjerne i Hollywood, end hvad tilfældet er.

Disse hændelser bliver ikke mere virkelige.

Et ellers godt oplæg bliver desværre ikke rigtig fulgt til dørs i 'Dear Mr. Gacy' og det er ærgerligt. Instruktøren har ikke helt styr på sin vision og kæmper også lidt med filmens pacing og rytme. Det er også et problem at vi som publikum aldrig rigtig kommer ind på livet af hverken Jason Moss eller John Wayne Gacy. Man får aldrig rigtig den fulde forståelse for, hvordan spillet pludselig vender, og hvordan Moss pludselig bliver en brik i Gacy's spil og ikke omvendt. Dette skulle man ellers mene var det mest spændende for filmen at kaste sig over, men det bliver let og elegant sprunget over, og lige pludselig er Moss et rystende nervevrag af et menneske på randen af et komplet sammenbrud, uden at vi rigtig finder ud af hvordan og hvorfor. Det er en kæmpe fejl for potentialet er der til et spændende studie i, hvordan en gal og genial seriemorder som Gacy var skruet sammen i hovedet, og hans evner til at manipulere individer omkring ham. Vi kommer aldrig i dybden og det er først da Moss står overfor Gacy i de sidste 10-15 minutter af filmen, det for alvor bliver interessant. 'Dear Mr. Gacy' ender, på en god dag, som den bløde mellemvare og det er synd og skam, for hverken filmens oplæg eller John Wayne Gacy selv var den bløde mellemvare.

Score:

Anmeldelse: Child's Play.

2011-12-30T10:00:00.004+01:00

Årgang: 1988.
Tagline: " Andy Barclay has a new playmate who's in no mood to play."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 87 minutter.
Udgiver: MGM DVD.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Child's Play II' (1990), 'Magic' (1978), 'Bride of Chucky' (1998).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Da Andy Barclay (Alex Vincent) får foræret den dukke, han havde ønsket sig, er han lykkelig. Hvad han ikke ved er, at dukken er besat af seriemorderen Charles Lee Ray (Brad Dourif), og snart begynder den at manipulere med den lille dreng. Inden længe er Andys barnepige død, og knægten selv er den mest oplagte at mistænke for ugerningerne. Hans mor Karen (Catherine Hicks) nægter at tro noget sådant om sit barn, også selvom hun har undret sig en anelse over de samtaler, hun har overhørt drengen have med sin nye dukke...

Med Tom Hollands 'Child's Play' fødtes endnu en af 80ernes bizarre slashere. Dukken Chucky, der bringes til live ved hjælp af sort magi, er formentlig en af de mest åbenlyst aggressive og hævnlystne dræbere, en film fra denne æra har præsenteret os for. For selvom han er snu, er han også afsindig utålmodig i hans higen efter at straffe dem, der kommer på tværs af ham. Efter karakterens debut på den store skærm i 1988, fulgte flere film om dræberdukken hurtigt efter. Allerede 2 år senere i 1990 fulgte 'Child's Play 2', som om muligt tog franchisen i en endnu mørkere retning. Med tredje film 'Child's Play 3' (1991) blev karakteren Andy Barclay rundet af i seriens ringeste kapitel. Måske var det netop derfor, at fortsættelsen hertil 'Bride of Chucky' (1998) lod vente en smule længere på sig og desværre heller ikke var nogen videre succes til trods for dens enorme underholdningsværdi. Don Mancini, som er manden bag samtlige films historie, fik sin instruktør debut med det foreløbige sidste kapitel 'Seed of Chucky' (2004), som er bedre end 3eren, men alligevel falder ret meget til jorden og nærmest komplet mister fornemmelsen af uhygge til fordel for en mere rendyrket komediestil. Således har Chucky været vidt omkring men i modsætning til eksempelvis Michael Myers fra 'Halloween' (1978), har det aldrig været mystikken, der fyldte mest i 'Child's Play' universet, hvor karakterens mål altid har været meget gennemskuelige.

"Hi, I'm Chucky. Wanna play?"

Hvad der til gengæld er rigeligt af i filmene om Chucky er humoren. Over de mange fortsættelser er denne blevet mere og mere central, men i seriens første film er der noget mere mådehold, idet de morsomme elementer her er noget mere underspillede og sorte i karakter. Det har sandsynligvis også at gøre med det faktum, at instruktør Tom Holland tilgår karakteren med en "less is more" tilgang, der muligvis har været dikteret af datidens tekniske muligheder, men samtidig også ender med at være en force for filmen, som først ganske sent viser Chucky fra sin mest løsslupne side. Det er interessant, at Chucky undervejs forsøger at være snu og tålmodig men i sidste ende giver op og i stedet benytter sig af plan b, som tilsyneladende er at gå amok på enhver, der kommer i vejen for ham. Det skaber en enormt dynamisk film, som både indeholder uhyggen i den første halvdel, og i den afsluttende del indeholder mere humor, action og den uundgåelige flugt fra skurken. Parametrene er imidlertid ændret her, fordi der ikke er tale om en kvinde, der flygter fra en fuldvoksen mand, som det er tilfældet i mange andre slasherfilm. I stedet er det en dukke på jagt efter en uskyldig lille dreng; vel at mærke en dreng som allerede har været meget igennem i filmens forløb; noget som giver filmen ekstra punch.

Brad Dourif får for første og eneste gang i seriens hidtige historie mulighed for at vise sit ansigt i nærværende films indledning.

At lade en lille dreng være i centrum af denne film er ganske genialt, idet han er enormt sårbar overfor Chuckys manipulation og ligeledes har svært ved at få de voksne omkring ham til at tro på hans historie om, at hans dukke er i live. Den purunge Alex Vincent gør et fornemt stykke arbejde i en rolle, som ellers er meget krævende. Hans spil og karakter hjælpes også godt på vej af Catherine Hicks i rollen som hans mor, der formår at placere utrolig meget sympati for både sin og Vincents karakterer hos seeren. Selvom filmens replikker til tider har en smule af den helt særlige klodsethed, som kun 80er film kan levere, er det også en del af dens charme. Hvad der er endnu vigtigere er, at enkelte skæve formuleringer til trods, virker universet troværdigt på egne præmisser og karaktererne ligeså. Selv Chris Sarandons politimand Mike Norris når at udvikle sig til en smule mere end den arketype, han nemt kunne have været. Sarandons karisma spiller i den forbindelse en stor rolle. I sidste ende er det imidlertid Brad Dourifs stemme, der tager rollen som den mest mindeværdige del af filmen. Niveauet af sindssygt raseri, der til tider lægges i Chuckys stemme, er usandsynligt underholdende og formentlig også en af hovedårsagerne til, at serien har fået et så relativt høj antal efterfølgere. Det er i øvrigt også hos Dourif og hans karakters beskidte formuleringer, at størstedelen af 'Child's Play's humor er begravet. En vis humor gemmer der sig også i Joe Renzettis soundtrack, som på mange måder minder om Perry Botkins soundtrack til 'Silent Night, Deadly Night' (1984), idet også Renzettis soundtrack forskruer det muntre således, at det vendes til noget dystert.

Det kan til tider være svært at overbevise andre om, at en dukke er i live og tilmed er dødsensfarlig.

Ikke alene er 'Child's Play' stærkt underholdende, men der er også masser af gensynsværdi i den. Karaktererne synes til trods for til tider at være over-the-top at holde. Det samme gør effekterne, og stemningen er i top, både når filmen opbygger suspense, og når den endeligt leverer det, seeren har ventet på. Det største ankepunkt for undertegnede er slutningen, som trækkes lige i langdrag, men det er i sidste ende til at overse, og filmen er overordnet set en både særpræget men også velfortalt og stærkt eksekveret kompilation af nogle af de elementer, som der til stadighed higes efter at kombinere i nyere genrefilm. Derudover er denne og seriens andet samt fjerde kapitel blandt mine personlige favoritter og til dels også min oprindelige indgang til genren.

Score:

Anmeldelse: Sint.

2011-12-23T18:13:00.003+01:00

Årgang: 2010.
Tagline: "This Christmas, Santa’s Coming To Slay…"
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 84 minutter.
Udgiver: Metrodome.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Santa's Slay' (2005), 'Rare Exports' (2010), 'The Fog' (1980).

Anmeldt af Allan Sørensen.

'Sint' (eller 'Saint' som den engelske titel lyder) tager sin begyndelse i det 16. århundrede da en gruppe landsbyboere, efter at være blevet godt og grundigt udplyndret, voldtaget og skamhugget af en gruppe spanske pirater under kommando af en yderst modbydelig biskop, tager sagen i egen hånd og dræber deres morderiske plageånder ved at sætte ild til deres skonnert. Hele skibets besætning og den onde biskop bliver taget på sengen og omkommer i flammehavet. Vi springer frem til nutidens Amsterdam, den 5. december 2010. Det er fuldmåne og myten siger, at hvis det er fuldmåne på lige netop den 5. december - så vender den gale biskop, Saint Nicholas, og hans forkullede pirater tilbage fra deres grav, for at skabe død og ødelæggelse omkring sig.

Det er lidt langt ude (men historien kommer også fra et land, hvor det er lovligt at ryge den skæve tobak 24/7) og der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeres anmelder her ikke er 100 procent inde i hollandsk folklore, myter og urban legends, og dermed havde en del bøvl med at finde hoved og hale i denne uges film. For slet ikke at tale om de detaljer og spidsfindigheder der kan være lost in translation. Underholdningsværdien kan der til gengæld ikke sættes spørgsmålstegn ved! Hoveder og andre legemsdele flyver fornøjeligt rundt når den dæmoniske julemands-sailor og hans nådesløse band of misfits går i land. De gæve pirater er nemlig ikke interesserede i, hvad den typiske sømand er ude efter når han går i land - d.v.s øl fisse og hornmusik (her ville Amsterdam jo ellers være en helt naturlig havn at kaste for anker i). Piraterne er nemlig under deres kaptajn, Saint Nicholas befaling, og som enhver anden sund og rask biskop, har filmens forbrændte helgen, kun øje for en ting og det er børn - og gerne mange af dem!

Julemandens hjælpere er knap så "nissede" og går under navnet Black Pit's - jeg forstod det i første omgang som Brad Pitt...

Den 60 årige hollandske instruktør, Dick Mass, er ikke helt ukendt i sit hjemland, men herhjemme er han nok ikke en der sådan lige umiddelbart får juleklokkerne til at ringe hos den gængse film-fan. Hans mest berømte værk er 'Amsterdamned' fra 1988. Den hollandske Giallo-film er helt klart værd at tjekke ud, hvis du er så heldig at falde over den. Det samme gælder den mere typiske horror-film 'De Lift' aka 'The Elevator' fra 1983. Den aldrende instruktør har ikke bare instrueret, men også skrevet manuskriptet, co-produceret og skrevet filmens soundtrack. I 'Sint' formår Mass også at holde underholdningsbarometeret oppe i det røde felt i stort set hele filmens spilletid. Bevares, 84 minutter er måske ikke så meget at skulle udfylde, men det arbejder klart til filmens fordel, at den ikke holder alt for mange ligegyldige kunstpauser. Det er et action-packed horror-eventyr der blæser igennem et smukt og snedækket Amsterdam.

Saint Nicholas har smidt Rudolf på porten og opgraderet med en kraftfuld og dæmonisk krigshingst.

Publikum bliver også stopfodret med de gængse klichéer vi kender så godt fra genren. Her er forudsigelige jump-scares (men heldigvis også et par uforudsigelige af slagsen), kønne piger, den unge helt med kæresteproblemer og andre stereotyper som f.eks den fordrukne og suspenderede betjent, som prøver at overbevise folk omkring sig, at myten er sand og at den rent faktisk udspiller sig lige foran næsen på dem. Skuespillerne er for mig, og sikkert også for hovedparten af jer læsere, ukendte ansigter. De går til opgaven med krum hals, uden specielt at imponere eller direkte falde igennem. Den eneste der leverer over gennemsnittet, er den rutinerede Bert Luppes i rollen som vores fortabte og stædige betjent, Goert.

Den hårdtprøvede betjent Goert hader julen og det har han en god grund til.

Filmens største styrke er uden tvivl tempoet og Dick Mass' evne til at iscenesætte sin vision på den helt rigtige måde. Volden er tegneserie-agtig og grafisk på den overdrevne og humoristiske måde, og filmens set-pieces er forrygende godt skruet sammen. Især scenen der udspiller sig da jagten på Saint Nicholas går over Amsterdam's hustage er værd at bide mærke i, den er dynamisk, fandenivoldsk og dum - men den virker. Teknikken er på plads og det hele udspiller sig med tungen solidt plantet i kinden. Filmen er selvsikker og karikeret farvelade horror, af en instruktør der ved hvad han laver. Ældgammel jule-folklore og slapstick-horror går fint hånd i hånd i Dick Mass' balstyriske højtids-horrorfilm, og 'Sint' ender som et oplagt valg som værende en film man kan vende tilbage til jul efter jul. Vi kan dog ikke svinge os op på mere end tre meget store Pinhead's i scoren, for gu er det kalorielet og lidt tyndbenet underholdning, men den slags skal der nu engang også være plads til - det er jo jul, så vi skal alligevel passe på vægten...

Score:

Nyhed: To gode i TV.

2011-12-21T11:39:00.002+01:00

Hvis du stadig kan finde på at se film når de kommer i fjernsynet, så sørg for at være klar foran tossekassen i aften klokken 18:20. Her blænder DR2 nemlig op for Walter Hill's 'Hard Times' aka 'Med de bare næver' fra 1975. Vi har tidligere anmeldt en Walter Hill film her på bloggen. Det skete da jeg så hans survival-film 'Southen Comfort'. Den erfarne action-instruktør kan sit håndværk og det ser vi også i 'Hard Times'! Det er uden tvivl en af Charles Bronson's bedste film og at manden var 53 år da 'Hard Times' blev skudt virker nærmest uvirkeligt. Den aldrende Bronson spiller en lean mean fighting machine og det ligner hans fysik utroligt nok også. Den altid seværdige James Coburn medvirker også. Som en lille bonus bliver den efterfulgt af Quentin Tarantino's episke 'Inglourious Basterds' (som også kan ses på DRHD).

Tilbud: Kæmpe udsalg på horror og kult-film fra Blue Underground.

2011-12-21T10:54:00.000+01:00

Den amerikanske online-butik Horror Movie Empire kører i øjeblikket et udsalg på diverse titler fra Blue Underground. Priserne hedder $7 (ca.40 kr.-) for DVD'er og $10 (ca.57 kr.-) for blu-ray's. Her er et utal af anbefalelsesværdige blu-ray titler, f.eks den ultimative udgave af Lucio Fulci's 'Zombie', William Lustig's mesterværk 'Maniac', spaghettiwestern-klassikeren 'Django', 'The Living Dead At Manchester Morgue', 'Dead and Buried', 'The Prowler' eller hvad med Argento's forrygende 'Deep Red'. Især folk med interesse i Argento's film vil være i ekstase over at se udbuddet. Alle blu-ray's fra Blue Underground skulle meget gerne være regionsfrie, men krydstjek evt på blu-ray.com, inden du fylder indkøbskurven. På DVD hylderne er her også rigtig mange spændende sager at sætte tænderne i, prøv f.eks 'The Curch', 'Don't Torture a Duckling' eller alien-klonen 'Contamination'. Når du skal til at betale din ordre så husk at notere under ''special instructions', at ordren skal være 'customs friendly' (evt. med angivelse af hvad max $-værdien må være). Tilbudet udløber d.25/12-2011 og du finder det lige her - fik jeg sagt at der også er gratis fragt!

Anmeldelse: The Dorm That Dripped Blood (1981).

2011-12-16T14:00:00.002+01:00

The Dorm That Dripped Blood aka Death Dorm aka Pranks (1981).
Tagline: "A crash course in terror!"
Blu-ray.
40” LED.
Runtime: 88 minutter.
Udgiver: Synapse Films.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Black Christmas' (1974), 'Final Exam' (1981), 'The House on Sorority Row' (1983).

Anmeldt af Claus Reinhold.

Juleferien er netop startet og Joanne Murray (Laurie Lapinski) og hendes fire gode venner, Debbie (Daphne Zuniga), Patti (Pamela Holland), Brian (David Snow) og Craig (Stephen Sachs), har alle meldt sig frivilligt til at tømme deres nu nedlagte kollegium, Meadows Hall, for inventar inden bygningen skal rives ned for at skabe plads til et lejlighedskompleks. Men efter den første aften ser Debbie sig nødsaget til at tage hjem og holde jul med sine forældre og sin syge bedstemor. Da hendes forældre kommer for at hente hende, bliver de slået ihjel på bestialsk vis af en ukendt gerningsmand, og snart overgår samme skæbne Debbie. Herefter går det hurtigt op for Joanne og de tre andre at der er en sindssyg morder løs i kollegiets lange, mørke og mennesketomme gange, og at de selv vil blive de næste ofre.

'The Dorm That Dripped Blood' fra 1981 er Jeffrey Obrow og Stephen Carpenters debut film, lavet i deres fritid for næsten ingen penge mens de stadig gik på filmskole. Inspirationen til at lave en slasher-film fik de efter at have været i biografen og se film som 'Halloween' (1978) og 'Friday the 13th' (1980) og da de alligevel selv boede på kollegium og julen nærmede sig, hvorfor så ikke lave en horror-film der handler om nogle unge der er alene på netop et kollegium i juleferien? Resultatet blev en udmærket b-film, som er klassisk i sin opbygning og struktur, og ikke tilbyder noget nyt eller uset. Alt i alt er det en standard low-budget slasher-film som set så mange gange før. Men overraskende nok indeholder filmen en kold og isnende stemning der er yderst effektiv og så velfungerende at kun få af samtidens low-budget produktioner kan matche den. Selvfølgelig har filmen også alle de typiske ingredienser som hører denne sub-genre til, såsom skud fra morderens point-of-view, masser af close-ups og hovedkarakterer der tåbeligt deler sig op, for hver især at udforske de mørke rum på kollegiet, hvilket fører til masser af falske skræmmemomenter.

Melrose Place' stjernen Daphne Zuniga i sin første filmrolle.

Manuskriptet af Jeffrey Obrow, Stephen Carpenter og Stacey Giachino tager sin tid om at komme i omdrejninger, men efter at have passeret de 30 minutter, tager tempoet til og tingene begynder at blive interessante. Instruktørerne formår samtidig i filmens sidste halvdel at levere en rimelig mængde af spænding og engagement, trods det alt for velkendte set-up. Dette skyldes primært den overraskende gode brug af dystre, farvefattige og klaustrofobiske rum og korridorer i det tomme kollegium, som samtidig er en velfungerende location, med sine mørke sale og industrielle trapper, og disse elementer bygger en god følelse af isolation og uhygge. Filmen blev i sin tid stemplet som en Video Nasty i censurens højborg, England, men det er helt sikket, at de der giver sig i kast med Obrow og Carpenters film i forventning om et forestående blodbad, får sig en skuffelse. 'The Dorm That Dripped Blood' er ikke en specielt blodig eller gore-fyldt film, men de mord scener der vises, er til gengæld overbevisende! Tilskueren udsættes for scener hvor en hånd bliver skåret op med en kniv, et hoved der bliver smadret af et baseball bat, hvilket er en ret ubehagelig scene, og en ung kvindelig hovedperson får sit hoved knust, ganske vist off-screen, under hjulene fra en bil. Ellers bydes der også på et virkeligt grafisk øjeblik, da kollegiets vicevært, bliver dræbt på bestialsk vis med en boremaskine i baghovedet – måske et venligt nik til Abel Ferraras 'The Driller Killer'.

El-artikler på badeværelset kan altså være livsfarligt.

'The Dorm That Dripped Blood' byder også på udmærket skuespil, dog i den cheesy ende, fantastisk godt special F/X arbejde af Matthew W. Mungle, der senere skulle gå hen og vinde en Oscar for sit make-up arbejde på Francis Ford Coppolas 'Dracula' (1992), samt et simpelt men helt igennem fantastisk score af den ligeledes debuterende komponist, Chris Young, der gik hen og blev en af de helt store komponister i Hollywood og senere lavede musik til bl.a. 'Hellraiser' (1987), 'Hellbound: Hellraiser II' (1988), 'Species' (1995), 'Spider-Man 3' (2007) og senest 'Priest' (2011).

Denne juleferie glemmer de unge mennesker nok aldrig.

Så det er i sandhed talentfulde kræfter der står bag denne lille oversete 80’er perle og selvom filmen, som tidligere nævnt, er meget low-budget (nogle vil endda nok sige amatøragtig), leverer den stadig hvad der forventes på næsten alle niveauer, og til trods for at 'The Dorm That Dripped Blood' ikke er et decideret mesterværk inden for slasher-genren og har flere kedelige øjeblikke, så rummer den stadig en god atmosfære, en finale med et noget overraskende twist og besidder nok charme og nostalgi til at enhver fan af 80’er horror, vil finde den tiltalende.

Score:

Nyhed: Kom til forpremiere på 'Kill List'.

2011-12-15T15:27:00.000+01:00

Den lille biograf Gloria i hjertet af København præsentere i samarbejde med CPH PIX genre-filmen 'Kill List' d.25/12-2011, men der er mulighed for at komme til forpremiere allerede d.21/12-2011 kl.21:30. Den meget roste og ikke meget hypede britiske horror-film kommer med anmelder-citater som "BRITISK TOPKLASSE - Hvis Ricky Gervais lavede en horrorfilm, kunne den blive som Kill List" Guardian, "SÆRDELES VELGJORT BRITISK THRILLER... EN NYKLASSIKER" Daily Express og "FALDER FORNEMT IND PÅ ÆRESRÆKKEN MELLEM THE WICKER MAN OG'THE SHINING" Movie Emporium. Det skorter ikke på lovprisninger, så måske det var en ide at trodse vinterkulden og smutte biografen.

Jay og Gal er gamle venner fra Irak-krigen, og begge lever et dobbeltliv. Jay har lige passeret de 30 år og er lykkeligt gift med Shel. Sammen har de en lille søn, Sam. Gal er en midaldrende fyr på evig jagt efter nye stik i bolledejen, og han og Jay udgør sammen et velfungerende team. Umiddelbart syner de af forretningsmænd med succes, men i virkeligheden er de lejemordere med taskerne fyldt af skydevåben og andet værktøj. I disse økonomisk svære tider kan end ikke lejemordere tillade sig at være kræsne, når man søger job: De vælger derfor at tilsidesætte deres ellers så indgroede principper, da de påtager sig deres næste opgave - og pludselig havner de i en snusket og forkætret verden med uhyrlige snuff film, sataniske mord og en konspiration, som fører dem langt op i samfundets top.

Filmen er instrueret af Ben Wheatley og har Neil Maskell ('The Football Factory') i hovedrollen, fornemt flankeret af bl.a. Michael Smiley og MyAnna Buring.'Kill List' er som sagt genstand for en pæn portion hype, og vakte bla. en del røre da den blev vist i Toronto, i hjemlandet England har den fået særdeles gode anmeldelser, og flotte ord med på vejen. Jeg vil selv være til stede til forpremieren og vil du også med kan du købe (50 kr.- stykket) billetter lige her. Så se nu at komme afsted, ud og støt de små biografer og deres vilje til at vise noget andet end den gængse mainstream! Filmen bliver ovenikøbet vist med danske undertekster, på 35mm i scope og med fremragende lyd. Håber vi ses!

Anmeldelse: Rare Exports A Christmas Tale (2010).

2011-12-09T17:00:00.002+01:00

Anmeldelse: Rare Exports A Christmas Tale (2010).

Tagline: "This christmas everyone will believe in Santa Claus."

DVD.

40" LCD.

Runtime: 84 minutter.

Udgiver: Scanbox Entertainment.

Link til filmen på IMDB.

Se også: Rare Exports Inc (2003), The Official Rare Exports Inc. Safety Instructions 2005 (2005).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Slagteren Rauno bor sammen med sin søn, Pietari, i en bygd for foden af Korvatunturi-fjeldet i Lapland. Det er december måned og tid til at fylde fryseren op med friskt rensdyrkød, men et vilddyr er trængt ind i det lokale reservat og har dræbt alle dyrene på bestialsk vis. Rauno og hans kammerater mistænker amerikanerne, som i længere tid har gravet på Korvatunturi, for at være skyld i at en ulveflok er sluppet igennem indhegningen. Men pludselig begynder de særeste ting at ske for områdets beboere, og da Rauno og Pietari fanger en gammel mand med langt hvidt skæg i deres ulvefælde, går det op for dem, at julemanden er kommet til byen!

Jeg kender til en del myter om julemænd, -bukke og -nisser, ikke mindst takket være Martin Miehe-Renard og alle hans Pyrus-kalendere. Jeg mindes dog ikke, Gyldengrød nogensinde har lært mig, at julemanden skulle komme fra Finland(!) Det mener finnerne imidlertid selv, og det er med baggrund i denne påstand, Jalmari og Juuso Helander har skabt fænomenet 'Rare Exports'. I Finland bilder man børn ind, at julemanden holder øje med dem fra toppen af Korvatunturi-fjeldet, og ud fra deres opførsel beslutter, om de har fortjent en julegave eller ej. I 'Rare Exports' får historien imidlertid et drejning, da Korvatunturi viser sig at være et kunstigt fjeld bygget for mange, mange år siden af samerne for at skjule den indefrosne julemand. En julemand som hellere straffer de uartige end belønner de gode. Arkæologerne på Korvatunturi tror, de har fundet en hellig grav, men det viser sig, der er mere horn i panden end glorie over virkelighedens julemand.

Børnetegninger er bare uhyggelige!

Brødrene Helander har rigtigt set, at hvis man vil sprede et budskab fra Norden til den omkringliggende filmverden, må man gøre det ved hjælp af horrorgenren; se bare vampyrdramaet 'Låt den rätte komma in' (2008), zombiesplatteren 'Død Snø' (2009) og troldumentaren 'Trolljegeren' (2010). Kulde og gys går godt i spænd, ligesom farverne snehvid og blodrød står skidegodt til hinanden. Men egentlig går idéen til 'Rare Exports' længere tilbage end nogle af førnævnte titler. Allerede i 2003 lavede brødrene Helander den virale video 'Rare Exports Inc.', som følger tre finners jagt på deres bytte; de vilde julemænd, som må fanges og tæmmes, inden de kan blive klædt i Coca Cola-rødt, solgt og sendt som luksuslolitadukker i store trækasser til alverdens lande. Den er en utroligt præcis og velproduceret kortfilm og en sjov kommentar til debatten om, hvor i alverden julemanden stammer fra. I 2005 kom opfølgeren; 'Rare Exports: The Official Safety Instructions', som slog fast, at julemænd kan være livsfarlige, hvis man ikke følger sikkerhedsreglementet (læs: opfører dig pænt!) Bortset fra et par enkelte detaljer i kronologien, fungerer spillefilmen som en direkte prequel for de to kortfilm, som i øvrigt begge er inkluderet på dvd-udgivelsen.

Når man fanger en gammel mand i en ulovlig ulvefælde er der kun én ting at gøre; frem med rundsaven!

'Rare Exports: A Christmas Tale' har fået flot kritik af anmeldere og fans af kortfilmene. Men mange skriver, den er en parodi på hele den horror-subgenre, hvor døde ting bliver vakt til live med skræk og rædsel til følge, og det synes jeg er en fejl! Jeg betragter den som et særdeles originalt værk og en flot tilføjelse til en subgenre, som i forvejen indeholder nogle af horror'ens største klassikere. Den ironiske distance fra kortfilmene er fjernet fra spillefilmen. Der er øjeblikke af ironi - som når julemanden bliver spiddet i en ulvefælde skåret af grantræstammer og dækket til med grangrene - men de får aldrig lov at overmande den i øvrigt gennemtænkte og velfortalte historie. Eneste malplacering i denne sammenhæng er den amerikanske rigmand Riley, som står bag udgravningerne på Korvatunturi. Han spilles af den erfarne og dygtige Per Christian Ellefsen, måske bedre kendt som Elling fra den Oscar-nominerede filmtrilogi af samme navn, men han over-overspiller og leverer en sørgelig amerikansk accent. Mange af hans replikker er tilmed skrevet med en unødvendig tydelighed - som da han i filmens klimaks udbryder: "Santa is going to find out who is naughty, and who is nice!" - som måske vidner om, at vi kan være taknemmelige for, størstedelen af filmen er indspillet på et herligt, komplet uforståeligt finsk.

Det er ikke alle film, der tør vise hundredevis af nøgne, gamle mænd løbende i hælene på en lille dreng!

Sidste år så jeg Helander-brødrenes to virale videoer om de finske julemænd, og siden har jeg glædet mig til at se spillefilmen som et lille barn glæder sig til juleaften. Jeg har undervejs været bange for, om mine forventninger måske var for høje, men jeg er blevet imponeret over, hvor flot stilen fra kortfilmene bibeholdes, og hvor meget historie, der er kommet ud af den egentlig ganske simple idé, som lå bag 'Rare Exports Inc.'. Min største anke er, at filmen med sine godt og vel 75 minutters spilletid er for kort - slutningen bliver en anelse forhastet, og måske kunne man med ekstra spilletid have uddybet Per Christian Ellefsens karakter. Men man kan vel håbe på, universet uddybes yderligere i fremtiden med flere virale videoer af samme høje kvalitet.

Score:

Tilbud: 14 grusomme-gave-gys.

2011-12-07T18:59:00.002+01:00

Er du ved at gå i panik over manglende julegave-indkøb og dovne familiemedlemmer der bare ikke gider at få nosset en ønskeliste sammen? Slå koldt vand i blodet for vi kommer dig undsætning - især hvis du er på gavefod med en filmfreak eller to. Her finder du 14 forslag til de hårde pakker under træet, alle proppet med blodig horror og slibrig grindhouse underholdning. Alle blu-ray udgivelser her bliver forslået kan afspilles på danske blu-ray afspillere.

The Thing (1982).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Danske. 67 kr.-

Pris: 67 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com

Link til varen.

Bonus info:

Spark det nye remake af h til og nyd i stedet den gamle klassiker igen, eller måske for første gang? Blu-ray udgaven har fået fremragende anmeldelser for både billede og lyd, desværre er her ikke så forfærdeligt meget spændende ekstramateriale at komme efter.

Prom Night - Collection (1980-1992).

Format: 4-DVD'er.

Undertekster: Danske.

Pris: 50 kroner.

Sælger: TPMusik.

Link til varen (Sælges ikke online).

Bonus info:

Få de 4 film i Prom Night-franchisen til en flad 50'er. Boxen er udgivet af svenske Atlantic Film og er helt klart værd at hive ned i indkøbskurven.

Scream 4 (2011).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 56 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Måske den bedste film i serien? I hvert fald den bedste af forsættelserne til Wes Craven's populære slasher-franchise. Blu-ray udgavens billede og lyd er af højeste klasse og ikke til at sætte en finger på. Det er en forrygende udgivelse.

The Bruce Campbell Collection.

Format: DVD.

Undertekster: Engelske.

Pris: 85 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Kun for fans af den hårdtprøvede Bruce "Ash" Campbell. Samlingen indeholder i alt 4 film med b-films ikonet som blev horror-legende med 'Evil Dead' serien. Boksen byder på 'My Name Is Bruce', 'Bubba Ho-Tep', 'The Man With The Screaming Brain' og 'Alien Apocalypse'. Elvis og JFK vs mumie-cowboyen i 'Bubba Ho'-Tep er klart boksens højdepunkt.

The Fly (1986).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Danske.

Pris: 48 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

David Cronenberg's remake af Vincent Price filmen 'The Fly' fra 1958 er stadig ligeså rystende og ulækker som den var for 25 år siden. Denne blu-ray byder også på den fantastiske bag-om-filmen dokumentar 'Fear of the Flesh: The Making Of The Fly' på hele 2 timer og 16 minutter. Filmen her er et must have for alle seriøse horror-fans!

I Saw The Devil (2010).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 52 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

En af de mest spændende og dynamiske film der ramte os i løbet af 2011. Den sydkoreanske revenge-film er original, blodig og ikke mindst action-packed. Grib chancen og se den inde Hollywood kommer med et tamt remake. Den asiatiske Robert De Niro (altså dengang De Niro var god) Min-sik Choi er helt i særklasse som den sadistiske seriemorder Kyung-chul. Du kender ham forhåbentligt allerede fra nyklassikeren 'Oldboy' fra 2003.

Zombie - 2 Disc Ultimate Edition (1974).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 134 kroner.

Sælger: Planetaxel.com.

Link til varen.

Bonus info:

En af de eneste film der har scoret alle 6 Pinhead's her på bloggen er Lucio Fulci's mesterværk fra 1974. Filmen med de mange navne er rendyrket dommedags-zombie-horror-underholdning fra øverste hylde og er nu kommet i en forrygende blu-ray udgave spækket med (u)lækkert ekstramateriale.

The Silent House (2010).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 52 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Uhyggelig hunted-house film fra Uruguay. Filmen bryster sig af at være skudt i et take og den virker afsindig skræmmende. Vi har selvfølgelig allerede anmeldt filmen lige her.

Grindhouse Trailer Classics: Volume 1.

Format: DVD.

Undertekster: Ingen.

Pris: 48 kroner.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Første volume af foreløbigt i alt 3 udgivelser der udelukkende indeholder trailere fra alle mulige og også helt umulige grindhouse-, kult- og b-film. Nucleus Films har samlet godt 1 time og 40 minutters trailer-show fra film der inspirerede Tarantino og Rodriguez til at gå i krig med deres Grindhouse dobbelt feature: 'Planet Terror' og 'Death Proof' fra 2007.

Critters - Collection (1986-1992).

Format: DVD.

Undertekster: Engelske.

Pris: 59 kroner.

Sælger: Cdon.com.

Link til varen.

Bonus info:

Denne boks indeholder alle 4 film i Critters-franchisen. Filmene er ikke det mindste uhyggelige men det er tilgengæld sjovt, dumt og yderst underholdende!

Inland Empire (2006).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 48 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Ikke ligefrem horror i den klassiske forstand men David Lynch's syretrip er stadig et meget skræmmende og dybt foruroligende bekendtskab. Billede og lyd på denne blu-ray skulle være i helt i top.

Hobo With A Shotgun (2011).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 75 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Her har vi endnu en topscore på bloggen. Den Canadiske film er ufortyndet b-films ramasjang i stil med 80'er-filmene fra independent- filmselskabet Troma. Rutger Hauer er helt på toppen og filmen levere på alle fronter. En af de bedste genre-film i 2011 - hvis ikke DEN bedste.

The Warriors - Ultimate Director's Cut (1979).

Format: Blu-ray.

Undertekster: Engelske.

Pris: 70 kroner (inklusiv fragt). Husk at vælge euro som valuta.

Sælger: Play.com.

Link til varen.

Bonus info:

Action-instruktøren Walter Hill's bande-film fra 1979 holder stadig den dag i dag. Her får du hans klassiker i en Ultimate Director's Cut udgave og på en virkelig lækker blu-ray. Billede og lyd er helt i top og at filmen er 32 år gammel er helt ubegribeligt. Udgivelsen her indeholder også en timelang dokumentar om filmen.

3 horror/kult-film for Another World Entertainment.

Format: DVD.

Undertekster: Danske.

Pris: 99 kroner.

Sælger: Cdon.com.

Link til varen.

Bonus info: Læs mere her.

Anmeldelse: Silent Night, Deadly Night (1984).

2011-12-02T20:23:00.005+01:00

Silent Night, Deadly Night (1984).
Tagline: "He knows when you've been naughty."
DVD.
42" LCD.
Runtime: 79 minutter.
Udgiver: Midget Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Child's Play' (1988), 'Black Christmas' (1974), 'Silent Night, Deadly Night Part 2' (1987).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den unge Billy (Danny Wagner) bliver en juleaften vidne til, at begge hans forældre myrdes af en mand udklædt som julemanden. Den nu forældreløse dreng placeres på et børnehjem, hvor han holdes i kort snor af stedets strenge leder kaldet Mother Superior (Lilyan Chauvin), som ikke har meget til overs for Billys psykiske ar. Da Billy som 18årig (Robert Brian Wilson) får job i en butik i lokalområdet, er han glad igen. Lige indtil en aften, hvor Billy efter at være blevet tvunget til at bære et julemandskostume, går bersærk i forretningen og dræber sine kollegaer. Billy begiver sig herefter ud på et morderisk togt gennem byen, og det varer ikke længe, før rejsen får et mål.

Julen er for mange forbundet med rare og varme ting som julelys, juleklip og juletræer. Det var formentlig også årsagen til, at modtagelsen af 'Silent Night, Deadly Night' var mindre end positiv, da filmen først blev udgivet i 1984. Anmeldere kaldte den værdiløs, og mange blev fornærmede over koblingen mellem jul og splat. Den psykisk forstyrrede hovedperson hjalp formentlig heller ikke på sagen, og få dage efter filmens oprindelige udgivelse, blev den trukket tilbage. Senere blev filmen imidlertid ikke alene genudgivet, men fandt også et publikum, som tilsyneladende var tilstrækkelig stort, for i 1987 blev der lavet en fortsættelse, som blot kaldtes 'Silent Night, Deadly Night Part II' (1987), som fokuserer på Billys broders historie. Yderligere 3 fortsættelser blev det til, og serien stoppede med 'Silent Night, Deadly Night Part 5: The Toy Maker' (1991). Den originale films instruktør Charles E. Sellier vendte dog ikke tilbage som instruktør på nogle af fortsættelserne, men afsluttede sin instruktørkarriere med 'The Annihilators' (1985), hvorefter han vendte sit fokus mod at producere nogle, tilsyneladende, ganske obskure tv-film. Charles E. Sellier døde således i 2011 med blot 4 film på CV'et som instruktør, hvoraf 'Silent Night, Deadly Night' formentlig er den bedst kendte.

“Naughty!”

'Silent Night, Deadly Night' var tydeligvis stærkt provokerende, da den i sin tid udkom, men selvom det moderne slasher-publikum formentlig har noget sværere ved at blive provokerede, er filmen stadig god underholdning. Her er masser af effektive aflivninger at komme efter, og historien tager sågar udgangspunkt i en voldsomt traumatisk oplevelse, som i filmen er portrætteret ganske brutalt, og selvom det ville være for meget at påstå, at den scene viser os oplevelsen udelukkende gennem barnets øjne, er det alligevel den unge Billy, vi føler med i sekvensen, og det gør øjeblikket så meget desto stærkere. Resten af filmen er en smule mere genre-typisk og har langt hen ad vejen den samme struktur, som så mange andre slashere. Hvad der løfter denne del af filmen, er til dels de tidligere momenter af gloriøst veleksekveret gore og ligeledes hovedkarakterens målsætning. Lilyan Chauvins lettere sadistiske karakter, Mother Superior, er ekstremt karikeret og kommer til tider til at fremstå så usympatisk, at Billys ønske om at aflive hende nærmest kommer til at virke om ikke sympatisk, så i det mindste forståeligt. For selvom det for de færreste vil være muligt at synes om det faktum, at karakteren myrder mange uskyldige, er Chauvins skurk så tilpas ondskabsfuld i sin autoritet, at de fleste formentlig vil kunne acceptere Billys ønske om at dræbe hende og det reaktionære verdensbillede, hun repræsenterer.

Lilyan Chauvins karakter i filmen besidder ikke særlig megen juleånd.

Selvom filmens manuskript ikke just er fyldt med guldklumper på dialogsiden, er præmissen vellykket, og den måde, hvorpå filmen udnytter sit juletema til at opbygge stemning og gys, er så tilpas medrivende, at man snildt kommer igennem de mere klodsede replikker. Skuespillerne gør også sit til at støtte op om replikkerne og til trods for, at der heller ikke her er tale om deciderede pragtpræstationer fra skuespillernes side, gør Lilyan Chauvin, som allerede nævnt, sig godt som filmens antagonist, og selvom man formentlig ikke kan kalde Robert Brian Wilsons, Billy, for en antihelt, er han alligevel mere et offer for nogle uheldige omstændigheder og en svag psyke, end andre koldblodige mordere indenfor genren har været det. Det er i høj grad det tidligere nævnte juletema, der gør den attraktiv, og ligeledes fotograf Henning Schellerups stedvist dystre billeder, der hæver filmen over førnævnte middelmådighed. På den positive side er også filmens musik, som er komponeret af Perry Botkin, som har skabt et soundtrack, der giver mindelser om filmens juletema men også helt tydeligt indeholder en skævhed, som gør opmærksom på filmens dystre overtone. Filmen har også nogle fornøjelige bikarakterer undervejs, deriblandt Will Hare, som spiller den 8 årige Billys bedstefar, som advarer lille Billy om de kommende ubehageligheder, og også leverer de første af en række replikker, der ligesom musikken, er meget almindelige for julen og normalt leveres gemytligt og derfor virker hyggelige. Her leveres de med en anderledes betoning, og derfor får de en langt mere dyster undertone. Filmen lægger ingenlunde skjul på, at en fortsættelse er en mulighed og afsluttes på en så sigende måde, at det er overraskende, at det skulle tage så mange år, før en fortsættelse kom til verden.

“Santy Claus only brings presents to them that's been good all year. All the other ones, all the naughty ones, he punishes! What about you, boy? You been good all year?”

Om den danske DVD-udgivelse skal det siges, at der er nogle sære udfald i billedkvaliteten, hvor enkelte billeder antager en sær uringul farve, hvilket er sært, fordi udgivelsen i øvrigt har et transfer, som er ganske fint. Ikke desto mindre er 'Silent Night, Deadly Night' utvivlsomt en seværdig film, som muligvis ikke kan måle sig med de største indenfor genren men alligevel gør sig rigtig godt og indeholder nogle mindeværdige sekvenser og desuden besidder masser af sort humor.

Score:

Nyhed: Fra alle os til alle jer...

2011-12-01T10:56:00.000+01:00

Hvor bliver julehyggen af? Det er jo ikke ligefrem fordi at julesneen vugger blidt ned fra en frostklar himmel, ungerne tumler rundt med snemænd og drabelige sneboldskampe, alt i mens duften af brunkager og klejner smyger sig fra mormors køkken. Det er jo nærmest forår og solskin?! Dette skal dog ikke holde os fra at prøve at sprede lidt (u)hyggelig julestemning på 'Sørensen Exploitation Cinema'. Hele december vil vi derfor udelukkende anmelde genre-film der udspiller sig i eller omkring højtiden - eller på anden måde har nogle rødder i den ældgamle tradition. Vi kommer med i alt 5 anmeldelser og de bliver (som altid) postet hver fredag i hele måneden. Så læs endelig med når vi kaster os over 'Silent Night, Deadly Night' (1984), 'Rare Exports: A Christmas Tale' (2010), 'The Dorm That Dripped Blood' (1982), 'Child's Play' (1988) og 'Saint' (2010). Den lille håndfuld horror-film skulle gerne garantere en blodig og drabelig december her på bloggen, så ho ho ho-ber at vi ses. Sidst men ikke mindst - glædelig jul og godt nytår fra alle os til alle jer!

Anmeldelse: Darkman (1990).

2011-11-29T07:28:00.006+01:00

Darkman (1990).
Tagline: "Now, Crime Has a New Enemy, And Justice Has a New Face!"

Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 90 minutter.
Udgiver: Soul Media.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Darkman II: The Return of Durant' (1995), 'Darkman III: Die Darkman Die' (1996).

Darkman er venligst stillet til rådighed af Soul Media.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Dr. Peyton Westlake er tæt på et større gennembrud i sin forskning inden for kunstig hud, da en bande, ledet af den sadistiske Robert G. Durant, lægger hans laboratorium i ruiner. Westlake, der er blevet forbrændt til ukendelighed og ændret af eksperimenterende medicin, forsøger at genopbygge sit laboratorium og genoprette forbindelsen til sin ekskæreste, Julie. Men hans største udfordring er inden i ham selv - skal han hævne sig på Durant eller leve et nyt liv sammen med Julie? Peyton Westlakes alias "Darkman" påtager sig mange forskellige identiteter i denne flotte og hæsblæsende actionthriller, der er instrueret af Sam Raimi.

I slut 80'erne og start 90'erne begyndte instruktøren Sam Raimi at pusle med ideen om at lave en superheltefilm. Denne type film var ikke så populære som i dag, med de mange Marvel film der bliver spyttet ud, og Raimi mødte da også modstand fra pengemændene da han prøvede at sælge dem ideen. Instruktøren løb panden endegyldigt mod muren mens han prøvede at forhandle rettighederne til The Shadow helt på plads, og det lykkedes aldrig for Raimi at få styr på situationen omkring det gamle tegneserie ikon fra 30'erne. I 1994 kom 'The Shadow' faktisk op på det store lærred, med Alec Baldwin i hovedrollen og med Russell Mulcahy i instruktørstolen. I stedet for The Shadow-karakteren kastede Sam Raimi sig ud i at skabe sin helt egen figur, og dette resulterede i superhelten, Darkman, og filmen af samme navn. En figur der havde mange ligheder med 30'ernes tegneserie-superhelten The Shadow, men her set i en mere grotesk og mørk udgave. Altså en typisk Sam Raimi vision (inden Hollywood fik sine klamme klør i struben på ham). 'Darkman' kom lige i kølvandet på den succesfulde 'Evil Dead II' (1987) og inden den tredje og foreløbig sidste film om den hårdtprøvede, gevær-skydende og motorsavs-svingende Ash, nemlig 'Army of Darkness' (1992).

I en Sam Raimi film ved vi at hyggestunder som denne har en meget kort levetid.

At 'Darkman' udkom imellem de to film fra Evil Dead-trilogien er meget tydeligt. Filmen oser nemlig af Sam Raimi! Som i hans tidligere film er karaktererne over the top og karikerede, tegneseriestilen har høj prioritet, praktiske speciale effekter, masser af green screen effekter, farvepaletten er mørk men samtidig kulørt - hele cinematografien er MEGET typisk Raimi. Derudover kender filmen kun ét tempo, og det er fuld fart frem. Et andet af Raimi's typiske kendetegn, er hans evne til at blande horror og komik uden at det virker malplaceret eller bliver utåleligt. Dette bliver også prøvet af i 'Darkman', men slet ikke i samme grad som i f.eks Evil Dead-filmene. Castet er på papiret temmelig imponerende. Liam Neeson, der i øjeblikket nyder et mindre revival i form af bærende roller i diverse, forholdsvis anbefalelsesværdige, action-film og thrillers, tager sig af hovedrollen som den splittede Dr. Peyton Westlake aka Darkman. Desværre skaber Liam Neeson sig en tand for meget og er til tider tåkrummende overspillet i sin rolle som den plagede superhelt. Det virker som om at Neeson prøver at spille Bruce Campell, og det virker mildest talt ikke efter hensigten. Lidt sjovt er det, at det faktisk var meningen at netop Bruce Campbell skulle spille rollen som Darkman, men producerne bag filmen mente ikke at Campell kunne bære rollen og gav Raimi besked på at finde en anden mere anerkendt skuespiller til at tage sig af hovedrollen - stor fejl! I rollen som Dr. Peyton's kæreste (og filmens bedste performance) har vi den altid seværdige Frances McDormand - en af Coen brødrenes opfindelser og yndlings skuespillerinder - du har sikkert set hende i 'Fargo'. Hende var Sam Raimi ved at hive hovedet af ved flere lejligheder, da hun efter sigende skulle havde været yderst vanskelig at arbejde sammen med. Larry Drake spiller Darkman's nemesis, gangsterkongen Robert G. Durant. Derudover får vi selvfølgelig også den sædvanlige håndfuld cameos når vi snakker Sam Raimi's film - Dan Hicks, brormand Ted Raimi og Bruce Campbell kigger som altid forbi.

Intet går den nedtrykte Darkman's vej - nu er der heller intet godt i flimmerkassen.

Soul Media's udgivelse af 'Darkman' er totalt bare bones. Som vi så det med deres udgivelse af 'Maniac Cop' er skiven strippet for alt tænkeligt ekstramateriale, og selv om det for fans er lidt ærgerligt, er det helt sikkert noget der hjælper til med at holde den vejledende udsalgspris på fornuftige 99 kroner - og til den pris får vi oven i købet også en DVD med af filmen. Billedkvaliteten er klart over gennemsnittet for en film af denne årgang, selv på blu-ray. Dialogen står skarpt og actionsekvenserne lyder...ikke helt af nok - for desværre findes lydsporet kun i stereo og det er lidt skuffende når ellers både eksplosioner, øretæver og kugler flyver om ørerne på Darkman. Hvis du er fan af den originale 'Darkman' er det glædeligt at Soul Media også har valgt at udgive de to efterfølgere i trilogien; 'Darkman II: The Return of Durant' (1995) og 'Darkman III: Die Darkman Die' fra 1996. Det kunne være lækkert hvis de valgte at give Maniac Cop-franchisen samme tur.

BOOOOM - men desværre ikke i surround sound.

Alle Raimi's trademarks er på plads, og fans af instruktørens stil vil finde sig godt underholdt af hans fanden-i-voldskhed og sindssyge tegneserieagtige påfund. Der er noget 'Wile E. Coyote and Road Runner' over hans vanvittige film og dette gælder også for 'Darkman'. Sætte vi alle de gode ideer og skæve påfund til side kan det desværre ikke ændre på at filmen er hæmmet af ujævne præstationer fra skuespillerne og indeholder store plothuller der skæmmer helhedsindtrykket. Produktionen var plaget af store interne stridigheder og filmen lever da heller ikke op til sit potentiale. Det er ikke uden grund, at det er 'Batman' fra 1989 folk husker og ikke 'Darkman'. Når det er sagt så hæver filmen sig alligevel over gennemsnittet af denne type campy b-film. Ved hjælp af sin opfindsomhed, de hæsblæsende actionscener og en masse vanvittige og morsomme påfund, formår filmen at holde underholdningen oppe på et fornuftigt niveau. Det er dynamisk og sær superhelte-sjov og filmen er et kærkomment alternativ til de glansbilledeagtige og højpolerede Marvel-produtioner, som har oversvømmet filmmarkedet de sidste år.

Score:

Anmeldelse: Four Flies on Grey Velvet (1971).

2011-11-25T16:00:00.000+01:00

Four Flies on Grey Velvet (1971).
Tagline: "When the flies start to crawl, so will your flesh..."

DVD.
42" Plasma.
Runtime: 98 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970), 'The Cat 'O Nine Tails' (1971).

Four Flies on Grey Velvet er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Roberto Tobias (Michael Brandon) er trommeslager i et rock band. Han har bemærket, at en mand har fulgt efter ham de sidste mange dage. I vrede konfronterer han den fremmede i et forladt teater for at finde ud af, hvad han vil. Manden hævder, han ikke ved, hvad Roberto taler om og trækker en springkniv. De to kommer op og slås, og Roberto kommer ved et uheld til at stikke manden, der falder livløst ned i orkestergraven. Som om det ikke var slemt nok, har en person iført en bizar marionetmaske, skjult i den øvre fløj af teateret, taget belastende billeder af Roberto, mens han holder den blodige kniv. Roberto flygter, men den næste dag modtager han den døde mands ID-kort med posten. Det viser sig, at den maskerede person ikke har nogen interesse i at gå til politiet, men i stedet ønsker at drive Roberto sindssyg af frygt og paranoia. Men hvorfor?

Enten hader man Dario Argento eller også så elsker man ham - personligt er jeg stadig ikke helt sikker på hvilken lejr jeg finder mig bedst til rette i. Og valget blev ikke lettere efter at have set Argento's 'Four Flies on Grey Velvet' fra 1971. Den nu 71årige Dario Argento er stadig aktiv den dag i dag og han er i øjeblikket i gang med filme 'Dracula 3D' (Argento i 3D lyder spændende, men jeg forholder mig temmelig skeptisk omkring dette projekt) med hans hårdtprøvede datter Asia Argento og veteranen Rutger Hauer på rollelisten. Vi skal dog en del år tilbage for at finde Argento's stærkeste periode. Den italienske filminstruktør og manuskriptforfatter er nemlig en svær størrelse at blive klog på, for hans film-kanon spænder lige fra ringe og ujævne b-film til sande mesterværker som f.eks 'Deep Red' og 'Suspiria' fra henholdsvis 1975 og 1977.

Smukke Francine Racette finder sig fanget i endnu et af Argento's celluloid mareridt.

Argento har flere gange udtalt, at mange af hans ideer til hans helt unikke og virtuose cinematografi og kamara-arbejde, stammer fra hans alt for ægte og alt for livlige mareridt. Argento excellerer nemlig i modige kameravinkler, agressiv men også velovervejet klipning, alt imens der bliver zoomet frem og tilbage på personer, objekter, farver og i denne film også dyr. Alt er det noget der for mange giver minder om et mareridtsagtigt scenario og det er ikke det værste udgangspunkt at have, når man har i sinde at skabe frygt og rædsel i blandt sit publikum. Argento er en mester i at kaste sit publikum ud på gyngende grund fra første minut og derefter formå at holde dem der, resten af filmen. Hans specielle og stilede form gør også, at mange af hans værker kan ses om og om igen - for der er hele tiden nye detaljer og spidsfindigheder der springer seeren i møde. Et gensyn giver også bedre mulighed for at synke ned i det spraglede og kulørte univers, de fleste af hans film udspiller sig i. Dette gælder især en film som 'Suspiria' - den bliver bedre og bedre for hver gang man ser den. Mange af Argento's typiske tricks og virkemidler bliver også brugt flittigt i 'Four Flies on Grey Velvet', men om den bliver bedre og bedre for hvert gensyn skal være usagt - men har jeg svært ved at tro det. Udover Argento's mange mareridtsagtige, men samtidig også meget smukke og helt virtuelle unikke horror-film, er han også kendt for sin kulørte tilgang til den ellers normalt sort/hvide film-noir genre, de såkaldte Giallo-film. 'Four Flies on Grey Velvet' falder i denne kategori - så lad os se om der er grund til at elske eller hade Argento denne gang...

Roberto indser at det er på tide at søge hjælp hos Italiens svar på Chuck Norris, Bud Spencer!

'Four Flies on Grey Velvet' er den tredje og sidste film i Argento's såkaldte "animal trilogy". De to andre film er 'The Bird With The Crystal Plumage' (1970) og 'The Cat 'O Nine Tails' fra 1971. Ordet "trilogi" skal nu tages med et gran salt, for det eneste de tre film har tilfælles er, at de har referencer til dyr i titlen. Udover dette har de ellers ikke meget at gøre med hinanden da hverken filmenes historie eller karakterer krydser hinanden eller går igen. Filmene har dog visse ligheder. De har f.eks alle musik af mesteren Ennio Morricone, filmtitlerne henviser til vigtige plot-points, kulørt ultravold og sidst men ikke mindst (og nok ikke helt tilsigtet), et helt usandsynligt højt kitsch-niveau. For nok er Argento blevet kaldt "mesterinstruktør" og "den italienske Hitchcock" (noget jeg finder lidt svært at forstå, da de to instruktøres stilarter er vidt forskellige) men han er også berygtet for at gå mere op i sine films visuelle udtryk og stil end i kvaliteten af sine skuespillere, lidt for mange plothuller i sin historie, og hans evne til at instruere hans skuespillere lader også meget at ønske. Dette lider 'Four Flies on Grey Velvet' og dermed også os, filmens publikum, frygteligt under i stort set samtlige 98 minutter af spilletiden.

Foruroligende dukker og dukkemasker er typisk Argento.

'Four Flies on Grey Velvet' er (som næsten alle Argento's film) smukt og svimlende skudt i kulørte og charmerede omgivelser. Ennio Morricone's soundtrack er, som altid, yderst kompetent og originalt. Men her begynder vi så desværre allerede at løbe tør for roser til filmen. Vi kommer nemlig ikke uden om, at 'Four Flies on Grey Velvet' er en meget ujævn og temmelig rodet omgang Giallo, uden den livsnødvendige spænding eller opfindsomhed i historien. Læg dertil nogle til tider meget stive og deciderede amatøragtige præstationer fra skuespillerne, og vi ender med en ikke særlig vellykket film. Derudover opnår Argento kun på meget få tidspunkter at skabe den helt rigtige utrygge stemning og atmosfære der kendetegner en vellykket Giallo-film. I 'Four Flies on Grey Velvet' drukner det meste nemlig i besynderlige påfund og ikke mindst i alt for mange malplacerede og kiksede komiske indslag. Og her er nøgleordet "malplacerede", for nogle af de komiske udfald er faktisk ret sjove, men hvad laver de dog i denne film?! Som du allerede kan regne ud er 'Four Flies on Grey Velvet' ikke en god begynder-film hvis man vil kaste sig ud i Argento's univers. Hvis du er nybegynder i Argento, italiensk horror og Giallo så skal du altså IKKE vælge denne film som din jomfru-rejse, for den vil højst sandsynligt skræmme dig langt væk - og det er ikke på den gode måde. Er du nysgerrig på Argento, så vil jeg anbefale at du kaster dig over 'Suspiria', 'Tenebrae' og 'Deep Red'. Er du til gengæld Giallo-veteran og kender du allerede til Argento's film og særheder så er 'Four Flies on Grey Velvet' et kig værd (og du kan roligt ligge et ekstra Pinhead til scoren) for det er bestemt ikke Argento's dårligste film, men det er helt sikkert en af hans mere ujævne bedrifter.

Score:

Anmeldelse: Night of the Living Dead (1968).

2011-11-18T11:00:00.001+01:00

Night of the Living Dead (1968).
Tagline: "They won't stay dead!"
Blu-ray.
42" LCD.
Runtime: 96 minutter.
Udgiver: Optimum Home Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Dawn of the Dead' (1978), 'Day of the Dead' (1985), 'Land of the Dead' (2005).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

De døde er vågnet og hungrer efter de levendes kød. Panikken breder sig hurtigt over hele verden! En lille gruppe mennesker søger tilflugt i et forladt hus, barrikadere sig, og gør klar til at kæmpe for deres liv. Mens hæren af de levende døde vokser, opdager gruppen langsomt, at den største trussel mod deres overlevelse allerede er i blandt i dem.

Det er snart 45 år siden, at en gruppe unge filmentusiaster satte sig for at skabe "Night of the Living Dead". Siden da er filmen ikke alene blevet en klassiker men har samtidig dannet grobund for den enorme mængde zombie-film, som er fulgt efter. Selvom det kan diskuteres, hvor zombier først er blevet fremvist, er det utvivlsomt George Romeros version af filmmonstrene, som har skabt den egentlige zombie-mytologi, og det endda helt uden at referere til væsnerne som zombier. Udover filmens enorme betydning for horrorfilm generelt er filmen også blevet genudgivet et utal af gange og i et totalt ukontrolleret antal af versioner. Årsagen til dette er, at filmen hører under det, der kaldes 'public domain', og derfor ikke er beskyttet af copyrightlovgivningen. Det har resulteret i den førnævnte mængde af udgivelser, men også i en stor mængde forskellige udgaver. Der er således udgivelser tilgængelige på markedet, som har scener, som ikke blev filmet eller var indsat i den originale version af filmen. Alt sammen har det gjort, at mange af de, der medvirkede i skabelsen af filmen, er blevet snydt for en enorm mængde penge, som retteligt burde være gået til dem. Hovedmanden bag det hele var imidlertid George A. Romero, som med intet mindre end 5 fortsættelser til den oprindelige film ikke synes at have travlt med at give slip på zombierne. Det var først og fremmest de originale to fortsættelser "Dawn of the Dead" (1978) og "Day of the Dead" (1985), som tjente Romero succes, og særligt "Dawn of the Dead" er bredt anset for værende et ligeså, eller måske endnu større fænomen, end originalen i sin tid var.

Judith O'Deas Barbra føler sig mere sikker, da hun først er kommet ind i det lille hus, men trygheden varer ikke ved.

At caste en sort mand i form af Duane Jones i filmens hovedrolle var i 1968 et provokerende træk. Det er heller ikke et ubevidst træk fra Romeros side. For ligesom Romero i sin senere "Dawn of the Dead" gjorde meget ud af at have et underliggende statement i sin film, er castingen af Duane Jones og måden, hans rolle er skrevet i forhold til det øvrige cast, en tydelig del af pointen. En pointe som i øvrigt understreges meget fornemt af filmens ganske tunge afslutning. Jones spiller sin rolle meget ligefremt og er i kraft af en logisk tilgang til problemstillingerne, en sympatisk karakter fra første øjeblik, og det bliver kun nemmere filmen igennem at synes om Jones' karakter. Årsagen skal blandt andet findes i Karl Hardmans karakter Harry, som udvikler sig til en relativt usympatisk fyr, selvom han i virkeligheden blot forsøger at beskytte sin familie. Hardmans præstation er her tilpas manisk og desperat til, at tilskueren er i stand til at købe, at manden vitterligt blot er et offer for sin egen beskyttende (og til tider kujonagtige) natur. Mindre vellykket er biroller, som dem Keith Wayne og Judith Ridley leverer. Uden at de som sådan ødelægger filmen, er de en knivspids for fortegnede og lider under deres meget begrænsede nødvendighed for historien. Judith O'Deas rolle Barbra var oprindeligt ikke tiltænkt en skuespillerinde med O'Deas talent. Den ordknappe rolle ender alligevel med at blive central for historien, og det er i høj grad gennem O'Dea, at filmens klaustrofobi og foruroligende natur bliver tydelig. Det er pragtfuldt at en rolle, der snildt kunne være blevet overdrevet hysterisk eller direkte fjollet, bliver spillet så tilpas tilbageholdende, at oplevelsen ikke væltes omkuld.

Et eksempel på en af filmens mere ekstravagante "effekter" og en bid af filmen, der tidligt skaber en fornemmelse af, at man ikke kan føle sig sikker nogen steder.

Den allerede nævnte klaustrofobi er helt central for "Night of the Living Dead", for det er den, der for alvor løfter filmen. Det er ligeledes netop den stærkt opbyggede stemning, som mange der har forsøgt sig med zombie-genren, har fejlet i at kunne genskabe. For selvom filmen blev lavet for få penge, er pengene tydeligvis blevet benyttet de rigtige steder. Filmens sort/hvide billeder giver en mildest talt overvældende intensitet og realisme til oplevelsen, og det dystre men samtidigt meget teknisk velbelyste look er en enorm force for filmen. Igen har Romero helt tydeligt været sin egen genistreg bevidst, da han nåede til at skulle lave fortsættelsen, som ikke forsøger at genskabe stemningen fra den første, men i stedet går efter, hvad instruktøren selv har kaldt en mere tegneserie-agtig stil. Udover det primære casts fine præstation i "Night of the Living Dead", gør også de relativt mange statister sig også godt. Zombierne, som statisterne fremstiller, er skabt simpelt men også effektivt. I stedet for at dvæle ved zombierne af flere omgange, gøres det kun i enkelte momenter, og det tilføjer til seerens oplevelse, idet vi ligesom karaktererne ikke nødvendigvis er forberedt på, hvad der foregår eller vil ske. Enkelte mere grafiske detaljer bliver der også plads til, men bortset fra de enkelte organer, der fortæres i filmen, er zombiernes tilstedeværelse i høj grad blot et værktøj, med hvilket skaberne kan drive filmens karakterer til kanten, og få dem til at vise deres sande personligheder.

Filmen leveres på BD udgivelsen i sit oprindelige format og ser ganske fremragende ud, når alder og budget tages i betragtning.

George A. Romeros originale zombie-film er i denne anmelders øjne et mesterværk. Med få stærke virkemidler formår holdet bag filmen at opbygge en fyldig stemning, som trækker seeren med ind i oplevelsen på en måde, der er helt abnormt stærk. Uden at skulle repræsentere et surt opstød, må denne underskrift erklære, at der ikke laves mange gyserfilm som denne i disse dage. Den tålmodighed, "Night of the Living Dead" har i sin opbygning og sit tempo, forventes for sjældent af den moderne filmseer. Lader man sig imidlertid opsluge af filmen, er der en stærk, stemningsfuld og på mange måder mesterlig rædselsfortælling i vente.

Score:

Nyhed: Download 'The Tunnel' helt gratis, helt lovligt og i HD 720p.

2011-11-14T18:24:00.000+01:00

Mangler du et skud ufortyndet horror, men har du ingen penge, så kig her! Filmselskabet Paramount Pictures har nemlig valgt at lancerer horror-filmen 'The Tunnel' fra 2011 via downloadtjenesten BitTorrent. BitTorrent gør det muligt at downloade software og film både lovligt og ulovligt på nettet og filmindustrien er ved at løbe tør for krudt i krigen mod piraterne der misbruger programmet. I stedet for bål og brand prøver filmselskabet nu at markedsføre 'The Tunnel' igennem tjenesten, for på den måde at skabe noget buzz og opmærksomhed omkring filmen. Produceren på filmen har udtalt "Fra den første dag har vi stået fast på at The Tunnel ikke støtter eller går ind for pirateri, men i stedet forsøger at inkorporere en lovlig brug af peer-to-peer i vores internationale distributionsstrategi".

Er man ikke helt skarp til det med BitTorrent og download, så er filmen også udkommet på helt traditionel vis via DVD. Her får man også en masse ekstramateriale med der ikke findes i den version der findes online. 'The Tunnel' er holdt i "found footage" stilen, som set i titler som f.eks 'Cloverfield' (2008), '[Rec]' (2007) og ikke mindst 'The Blair Witch Project' fra 1999. Den lille australske horror-film er lowbudget, men ved hjælp er nogle gode effekter og et imponerende arbejde med lys og lyd formår den faktisk at blive en overaskende skræmmende oplevelse. De medvirkende gør det også bedre end gennemsnittet og alt i alt er 'The Tunnel' et yderst anbefaldsværdigt horror-fix du ikke skal snyde dig selv for. Filmen kan hentes i super sprød High Definition 720p og fylder 2984MB. Du kan downloade 'The Tunnel' lige her og du kan finde engelske undertekster til film her. Man kan også læse mere om filmen og hele projektet via filmens facebook-gruppe og hjemmeside.