Farvel og tak.

Som du måske har lagt mærke til, så er det efterhånden ved at være noget tid siden at der har været aktivitet herinde på bloggen - og det er der en god grund til. Tiden er der simpelthen ikke mere, så Sørensen Exploitation Cinema lukker ned for denne gang. Sørensen Exploitation Cinema's facebook-forum er stadig i live, så bliv endelig medlem. Alt vil forblive online her på bloggen, så gå endelig på jagt blandt vores anmeldelser, artikler, interviews og top 10 lister. 

Tak for at du læste med i vores levetid (2011-2018) og husk nu at se en masse grumme, skæve og vanvittige film.

Med blodige hilsner fra Sørensen Exploitation Cinema.

The Toys That Made Us er nu på Netflix

Med-nørder, hør efter! TV-serien The Toys That Made Us er netop udkommet på Netflix og den altså er værd at kaste sig over, især hvis man er barn af 70'er-80'erne og trænger til et nostalgisk trip af de helt store. Serien er spækket med anekdoter, billeder, reklamer og røverhistorier. Jeg har indtilvidere kun set afsnittet om He-Man og det var rigtig underholdende. Personerne bag historiens mest ikoniske legetøj diskuterer opturen – og undertiden nedturen – for deres kreationer til milliarder af kroner.

De bedste udgivelser i 2017.

Salget af de fysiske medier er retræte, men det ændre heldigvis ikke på at der stadig kommer en masse udgivelser til os der holder af hårde pakker. så her kommer mit bud på de bedste udgivelse i 2017 - på tværs af genre. Jeg vil starte med at fremhæve 4K UHD udgivelserne af klassikkerne Dracula (1992) og Blade Runner. De er helt fantastisk flotte og har man setuppet, så skal man altså nappe dem. Her er snak om REAL HD og det kan ses. Jeg vil også lige nævne en nyere film, en film som netop er udkommet på 4K. Dunkirk var i min optik den bedste film i 2017 og 4K versionen skuffer heldigvis ikke. Det hele står snurre skarpt og lyden af projektil-regnen og vrælet af Stuka'erne der styrtdykker vil uden tvivl sende dig i flyverskjul bag sofasen.

Derudover kommer vi ikke uden om Arrow - min favorit distributør. De har udgivet deres sidste box i Woody Allen føljetonen; Woody Allen: Seven Films 1986-1991 og den er som de to foregående rigtig lækker. Derudover kom de med en smuk udgivelse af en af de bedste horror-sequals nogensinde; Psycho II. Vi kommer heller uden om deres forrygende udgivelse af The Thing - deres limited edition blev udsolgt på ingen tid og det var der god grund til. Den er pakket med alt hvad der findes omkring filmen og den tilblivelse. Prisen for mest vanvittig udgivelse går til Arrow's udgivelse af den obskure slasher Pieces fra 1982. Den fik the royal treatment med en meget limited edition (1000 stk) - blandet andet med puslespil og soundtracket på blodrød vinyl. En virkelig tosset men også super lækker udgivelse. Den udkom også i en mere "fornuftig" og prisbillig version (se det sidste billede). Alt i alt et fint år for filmsamlere, men uden de helt store overraskelser.

Det legendariske danske fanzine INFERNO genopstår.

Undergrunds-filmmagasinet Inferno (1989-1994) er genopstået for en kort bemærkning og det er altså værd at smide lidt kroner efter. Bladet er velproduceret og trykt på tykt kvalitets papir hvor der er kælet for detaljerne. Og så det vigtigste;  Det plastret til, side op og side ned, med anmeldelser, artikler, billeder og sjov og spas. Som filmfan og især filmfan af det obskure, så kan jeg kun anbefale bladet på det kraftigste.

Inferno kan købes i Fantask, Stribeladen, Faraos Cigarer, Øst for Paradis og Husets biograf. Du kan også købe bladet online ved at klikke her.

Anmeldelse: Phantasm

Årgang: 1979
Tagline: "If this one doesn't scare you, you're already dead!”
Genre: Sci-fi, Horror
Instruktør: Don Coscarelli
Runtime: 88 minutter.
Medie: Blu-ray
Udgiver: Arrow Video
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Re-Animator” (1985), “Phantasm II” (1988), “Phantasm III: Lord of the Dead” (1994).

Anmeldt af Mark S. Svensson

Noget mærkeligt er på færde på Morningside Cemetery. En mand, der ikke var der før, vandrer rundt og samler kister. Hvad der derefter sker med dem, ved ingen. Da den unge Mike begynder at få færten af, at noget er galt, begynder han pludselig at opleve særprægede ting, som ingen vil tro på er virkelige.

Don Coscarelli ringede op til Angus Scrimm og fortalte ham, at han ville have ham med i sin næste film. Scrimm spurgte ind til, hvad han skulle spille og fik at vide, at han skulle påtage sig rollen som en “alien”. Dette tolker Scrimm som, at han skal spille immigrant. Måske af irsk afstamning? Han begynder at overveje accenter, han vil kunne præstere. Coscarelli havde dog ingen planer om at lave en film af den type, som Scrimm så for sig. Den “alien” Coscarelli talte om var et vaskeægte rumvæsen. Noget mystisk fra et sted helt anderledes end jorden. Han talte om den såkaldte The Tall Man, der siden er blevet et trademark for serien og et holdepunkt for dens fans. Måske netop derfor fortsatte Scrimm også med at spille rollen i de resterende af filmens 4 fortsættelser, den sidste af hvilke, blev produceret kort før Scrimms død i 2016.

Coscarellis originale film er først og fremmest visuelt slående. Det er svært at tænke på filmen, uden at se nogle af dens særegne billeder for sig. Hvid marmor fremhæver de røde blodsprøjt produceret af den sølvfarvede kugle, der så effektivt myrder løs i filmen. Ligeledes er filmens musik også tæt bundet sammen med filmens udtryk. Den insisterende rytme lyder næsten som John Carpenters tema til “Halloween” (1978) og tilføjer en ubekvem stemning til filmen. Disse ting får “Phantasm” til at føles som noget særligt i mængden af b-films agtig sci-fi. Der bliver ikke brugt tid på at forklare, hvad i alverden der foregår, der udfoldes bare flere og flere syrede ting. Hvad The Tall Man kan og ikke kan er derfor totalt uklart, men det gør ikke så meget, når han er så intimíderende, hver gang han er på skærmen. Det er en absolut fornøjelse at se Angus Scrimm i denne dybt mærkelige rolle, som i sandhed er, hvad mareridt er gjort af.

Et eksempel på filmens sære indfald, der aldrig bliver forsøgt forklaret: The Tall Man får på et tidspunkt i filmen skåret nogle fingre af. En finger gemmes i en æske i dens eget weird ass gule blod, og inden længe forvandler fingeren sig til et edderkoppelignende væsen. Det er sådan, det åbenbart fungerer. Ingen ved hvorfor. Og vi er egentlig også lidt ligeglade. Der er noget vidunderligt kitsch over denne film: Skuespillet, filmens effekter og det faktum, at den bruger dværge som en slags zombievæsner. Samtidig med alt dette lugter af b-film og old time sci-fi weirdness, er der noget, der trækker i den anden retning. Kvaliteten af billederne er slående, filmens mysterie er fængende og der er en række vellykkede gys. Derudover er filmens slutning i sig selv meget spændende, fordi den roder rundt i grænselandet mellem virkelighed og drøm. Hvad er der reelt set sket til sidst? Det efterlades vi (for nu) uden et helt tydeligt svar på, og det gør ikke så meget.

“Du spiller spillet godt knægt,” siger The Tall Man. “Men nu er spillet slut. Nu skal du dø!”. Kan I høre det? Det er lyden af den futuristisk udseende kugle, der kommer for at bore sig vej ind i dit kranie og tag dit liv. Det er lyden af undergang og af en film, der har inspireret en intens “phanbase”, fordi den åbner en masse døre. Vi får lov at skimte en smule af, hvad der gemmer sig i alle rummene bag, men det fulde billede fortaber sig: “Phantasm” er mystik, og stemningen af, at noget skæbnesvangert er lige om hjørnet.

Score:

Anmeldelse: Sorgenfri

Årgang: 2015
Tagline: "Stay home. Lock up. Don’t breathe.” 
Genre: Zombie, Horror
Instruktør: Bo Mikkelsen
Runtime: 85 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Viaplay.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: "28 Days Later" (2002), "Dawn of the Dead" (2004),  "The Crazies" (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson

En mærkelig virus rammer den lille by Sorgenfri. Indbyggerne bliver bliver tvunget til at holde sig indendøre af militær og politi, der patruljerer området og dækker de små villavejes huse over med sort plast. Det varer dog ikke længe, før noget går galt og indbyggerne overlades til sig selv og må kæmpe for at overleve.

De danske horrorfans er stolte og stærke. Vi vil gerne, at der bliver lavet skrækfilm - også i Danmark. Så jeg ville ønske, at jeg kunne give en glødende anbefaling af “Sorgenfri” i det følgende. Desværre bliver det ikke tilfældet. Det er der flere årsager til. Selvom filmen har fat i noget med sin æstetik, sin musik og sine effekter, har den også nogle ret markante problemer. Filmen har primært fokus på en lille kernefamilie: Far, mor og 2 børn. Mere ordinært og dansk bliver det ikke. Det fede ved den vinkel er, at det føles meget nært, når zombierne begynder at vandre i gader, butikker og skolegårde, der i foruroligende grad ligner det, som mange danskere ser, når de kigger ud ad vinduet. Det mere problematiske er, at det også bliver en smule gråt. Når forældrene slås med deres teenagesønnen Gustav om, at hans trøje skal hænges op i gangen, også selvom “han skal bruge den igen om lidt”. Når far har mere travlt med at tale med naboerne end med sin kone. Når mor læser godnathistorie for sin datter. Når alle disse ting sker, lugter det utrolig meget af noget, vi har set før i en uendelig række af andre danske socialrealistiske dramaer. Meningen er naturligvis, at det hele skal gives et twist i form af zombier, der kan rive hul i trygheden og idyllen. Problemet opstår, når de karakterer, vi gerne skal investere os i, fremstår usympatiske, som både far og teenagesøn i denne historie. Da den første zombie smadrede sin hånd gennem ruden, håbede en lille del af mig på, at Gustav ville være den første til at miste livet.

Ideen om at lukke de små familier inde i deres nu ikke længere så trygge villaer er ikke dårlig. Der er grobund for en masse spændende drama, og filmen lykkedes også med at skabe optrin, der vækker mindelser om nogle af de bedste zombiefilm, men det er øjeblikke i en helhed, som er præget af nogle figurer, der ikke rammer noget, hverken ved at være vellykkede stereotyper eller reelt interessante multifacetterede mennesker. Et eksempel: Gustav forelsker sig i pigen, der bor overfor. Han belurer hende med en kikkert, og hun opdager det. Dagen efter opsøger han hende og taler lidt med hende. Hun spørger ham lidt underforstået til episoden, men da han glider af, accepterer hun det og virker lettere charmeret af ham. Samme aften stirrer Gustav igen på hende gennem kikkerten, men denne gang virker hun ikke fornærmet, da hun får øje på ham. Kærlighedshistorien mellem de to er bærende for hele filmen, men kommer aldrig ordentligt fra start. Den virker i stedet forceret og uden mening i forhold til historien. Samtidig får hele forløbet Gustav til at virke usympatisk, og når man indregner visse andre ting, som han i løbet af filmen er med til at udløse, er det svært at føle med ham.

“Sorgenfri” er afhængig af dens persongalleri og har erfarne dygtige skuespillere i flere roller men savner nogle stærkere replikker, når selv den ellers så dygtige Troels Lyby bliver udfordret på at levere overbevisende. Lybys rolle er ligeledes et godt eksempel på en mangel på sammenhæng, der er i figurernes handlemåder. Han tager nogle drastiske sving i forskellige retning, som slet ikke virker til at lægge i tråd med den karakter, han spiller. For at skabe plads til scener, der kan ligne noget fra andre zombiefilm, er der nogle gange gået på kompromis med karakterernes integritet, og hvem de er. Filmen åbner på Mille Dinesens forpinte ansigt, der tigger sin mand om ikke at komme ind. Hun er utvivlsomt filmens stærkeste kort og en fremragende skuespiller, der absolut får sit øjeblik til at brillere i netop denne scene, som er et flashforward til langt senere i filmen. Da vi endelig får den fulde scene, er det en af filmens eneste oprigtigt stærke øjeblikke. Her er gru at finde, men det kommer for sent. Derudover er det en af flere scener i filmen, som virker taget ud af en sammenhæng. Øjeblikke, der får det til at føles som om hele scener mangler, fordi karakterer mellem scener rykker sig fra et sted til et andet på måder og i situationer, hvor det ikke giver mening.

Det giver god mening at lave gys på dansk jord. Nogle af de mest legendariske horrorfilm drog fordel af små samfund, der fremstår trygge, men som på den ene eller anden måde vender sig imod hovedpersonen. Enten fordi noget hele tiden har været råddent, eller fordi noget udefrakommende korrumperer, hvad der før var uskyldsrent. “Sorgenfri” føles som om, at den vil det hele på en gang. Den venter så længe med at eskalere sin konflikt, at det er svært ikke at blive sat af længe før man når så langt, fordi filmens personer er usympatiske, jævne eller ragende ulogiske i deres handlinger. Det er en skam, fordi filmens afsluttende del leverer gode øjeblikke. Når “Sorgenfri” er bedst, føles den som en “best of” af tidligere tiders succesfulde zombiefilm, tilføjet et dansk islæt. Det er bare en skam, at den ikke sætter de gode øjeblikke ind i en sammenhæng, hvor det for publikum føles som om, der er noget værdifuldt vi risikerer at tabe.

Score: