Anmeldelse: The Shallows.

Årgang: 2016.
Tagline: "What was once in the deep is now in the shallows”
Genre: Thriller, Horror, Sharksploitation.
Instruktør: Jaume Collet-Serra.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.  
Se trailer her.
Se også: “Jaws” (1975), “Open Water” (2003), “The Reef”(2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter tabet af sin mor, rejser Nancy (Blake Lively) omkring og er nu kommet til Mexico, hvor hun finder den hemmelige strand, hendes mor plejede at surfe ud fra. Nancy er selv surfer, men da hun vil fange en bølge, er der i stedet noget, der fanger hende. Snart ligger hun alene 200 meter fra land på liget af en hval, mens en enorm haj langsomt cirkler omkring hende.

Vandet er alt, alt for koldt!

Gyserfilm med hajer kan meget hurtigt blive fjollede. Det er bevist igen og igen. I de seneste to opfølgere til monsterhittet “Jaws” (1975), i den klodsede “Deep Blue Sea” og ikke mindst i den latterlige “Sharknado” (2013) franchise. Hajer bliver pludselig til brølende, dårligt animerede og alt for intelligente væsner, der ikke bare tørster efter blod, men også har personlige beefs med enker af tidligere ofre. Det er ganske enkelt stærkt problematisk at lave en gyserfilm med disse væsner og samtidig tage sig selv alvorligt. Med en meget nedtonet og nærmest dokumentarisk stil, lykkedes det i 2003 Chris Kentis at lave en dramatisk og vellykket underspillet film med “Open Water” og i 2016 lykkedes det nu Jaume Collet-Serra på sin vis at gøre Kentis kunsten efter omend på en måde, der i langt højere grad ligner traditionelt gys.

Hvad ville du tage med på en øde ø? En måge, åbenbart.

Steven Spielberg måtte af praktiske årsager holde igen med at vise hajen i “Jaws”. Det store mekaniske bæst virkede ganske enkelt ikke altid, når det skulle. Det viste sig dog at være Spielbergs store held, da det netop er fraværet af monstrummet, der gør, at hans film fortsat er en skræmmende filmoplevelse. Det, et utroligt karaktergalleri og et par andre tricks, men det er en helt anden snak. I 2016 er de tekniske begrænsninger mindre. Det er ikke nødvendigt at slæbe en fysisk fremstillet hajdukke med ud på optagelserne. Det hele kan i stedet ordnes på en computer. I 2016 har en film som denne friere hænder, og derfor kunne den have gået alt for langt med vilde stunts, monsteret kunne blive sat til at udføre. I stedet har man helt tydeligt trukket på Spielbergs succes og bortset fra nogle enkelte tilfælde, holdes der igen. Ofte er monstret en lurende fare i afstanden eller skræmmer netop ved, at seeren desperat afsøger skærmen efter en skygge eller en finne uden at finde noget. “The Shallows” lykkedes på den måde med at opbygge sit monster. Den lykkedes sågar også med et par mere eksplicitte billeder, hvor hajen er både frygtindgydende og virkelighedstro. Så er der selvfølgelig også et par øjeblikke, hvor det tager overhånd, men de er heldigvis få.

Som Brody ville sige; "Smile, you son of a BITCH!"

Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke det var for Blake Livelys overbevisende præstation i den bærende hovedrolle. Lively præsterer at være stærk samtidig med, at hun er følelsesfuld filmen igennem. Hun har en personlighed og er ikke bare en klassisk kvinde i fare. I betragtning af, at hendes medspillere i størstedelen af filmen er en måge og en animeret haj, er det hendes drive, der skal bringe filmen videre på en måde, der ikke er for klichefyldt eller hjælpeløst ulogisk. Anthony Jaswinski, som står filmens manuskript, lykkedes med at skabe fremdrift uden, at det virker forceret for spændingens skyld eller modsat bliver kedsommeligt og langmodigt. Filmen går ikke i stå og kunne sågar have båret at turde dvæle en smule mere ved den lurende haj, der dukker op i baggrunden eller uden for hovedpersonens synsfelt. I stedet har man fokuseret på dyrets fart, hvilket også tilføjer stor effektivitet til visse scener, men som ikke behøvede at udelukke flere øjeblikke til gruen ved, når dyret ikke angriber. Et par ekstra scener af lidt mere snigende art kunne snildt have kommet på bekostningen af de surf-sekvenser, som filmen ved sin begyndelse hænger lidt for længe ved - tilsyneladende fordi man ønsker at understrege den oplagte sandhed, at Blake Lively er en smuk kvinde.

Godbid i farvandet.

“The Shallows” lander ret perfekt på en spilletid lige omkring halvanden time, hvilket er med til at gøre den til et veldrejet stykke gys. Blake Lively løfter rollen som tough men ikke uskadelig heltinde med mere end bare livet på spil. Gyset i “The Shallows” glider vellykket mellem det stille truende og det brutalt offensive. Filmen selv bliver som et dyr, lurende i vandet. Vi ved ikke, hvor det er men blot, at vi snart vil blive grebet om fødderne af dets stærke tænder og revet med ned på bunden. Og skønt vi gentagne gange når overfladen for at få luft, er håbløsheden åbenbar. Vi ved, at den snart atter vil gribe os og endegyldigt trække os med ned i mørket. Et koncentreret skud horror og spænding, der går lige i årene på dig, der aldrig helt er kommet dig over frygten, for den lurende djævel med de mange tænder og stærke kæber.

Score

* Fik du at læst anmeldelserne i vores Shark Week - ellers gør det her.

Anmeldelse: Deep Blue Sea (1999).

Årgang: 1999.
Tagline: Welcome to the endangered species list.
Instruktør: Renny Harlin.
Medie: Netflix DK.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 105 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975), 'Jaws 2' (1978), 'The Last Shark' (1981).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Jeg kender en mand. Det gør du sikkert også, men lad os starte med min mand først. Hans navn er Steve Alten. Han er forfatter, og han elsker hajer. Han elsker dem faktisk så højt, at han har begået flere bøger om fortidshajen Megalodon, der er en slags jurassic shark.  Den første bog, Meg, udkom i 1997 og blev straks udråbt til den næste Dødens Gab, som mange sikkert har glemt som en fantastisk roman. Her ophører sammenligningen også, for Meg er en haj på 30-35 meter, med en bideradius på lidt over fire meter. Bogen blev hurtigt hvirvlet ind i Hollywood, hvor den har skiftet hænder flere gange end Charlie Sheens nuværende kæreste. Filmen kom tættest på en realitet i 2005, da Jan De Bont (Twister) forsøgte at samle penge sammen til en filmatisering. Han opgav desværre sit forehavende og Meg er i dag blevet en strandvasker i Hollywood, som ingen vil røre ved. Men hvad er der så tilbage ude under havoverfladen? Hajer med to hoveder? Hajer, som en del af et vejrfænomen? En klassiker, hvor man stort set ikke ser hajen? Eller er der en perle, der snart bliver femten år – og som mod alle odds vandt vore savtakkede tænders hjerter? Velkommen til Deep Blue Sea – 15 år senere.

Megalodon er bare bedre end Movia.

Lad os få det overstået. Hajer kan IKKE svømme baglæns. Det kan de i Deep Blue Sea. Hajer bryder sig ikke om at svømme rundt indendørs. Det gør de i Deep Blue Sea. Sorte mænd bevæger sig ikke ud på åbent hav i uvejr. Det gør de i Deep Blue Sea. Så er den på plads en gang for alle.
Videnskaben har haft et gennembrud. En nært forestående kur mod Alzheimers er på nippet til at blive opdaget. Man skal simpelthen bare tage nogle genetisk manipulerede hajer, indsætte noget bio-sludder med en masse maskiner – og derefter har man den perfekte medicin til staklerne, der ikke kan huske næse fra mund. Genialt? Ja, for pokker. Er det klogt at fiksfakse med hajernes genetiske kode? Not so much! En rigmand har sat alle sine klejner i projektet og smutter straks ud til det afsidesliggende laboratorium under vandet, der udover en slags hajcowboy og nogle videnskabsfolk har en kok og en papegøje som besætning. Snart bryder helvede løs, døren går op – og hvem kommer ind?

Saffron Burrows viser sine talenter til hajerne.

Renny Harlin har ikke et godt navn i Hollywood. Han blev udnævnt til skurken i filmselskabet Carolcos konkurs, da han ikke kunne levere varen med Cutthroat Island, der blev selskabets sidste film. Efter fiaskoen lavede han Long Kiss Goodnight – inden han igen gik sammen med Samuel L. Jackson med Deep Blue Sea, der helt sikkert er Harlins sidste bedrift, som jeg vil røre ved med en anden mands ildtang. Harlin forstod sit publikum med denne film. Han vidste godt, at der havde været en anden film om hajer, der havde gjort det pænt godt. Derfor var det vigtigt, at etablere to vigtige præmisser for Deep Blue Sea. Den ene var, at acceptere Spielbergs magnum opus – og at erkende det på skærmen, hvilket han gjorde i flere scener, hvor der er velmente og respektfulde nik til Jaws. Den anden præmis var langt vigtigere. Der skulle være billeder af hajer og masser af dem. Jaws havde haft sine problemer med papmache monstret, som kun virkede 5% af tiden – og Harlin ville ikke bruge samme virkemidler, som Spielberg havde brugt af nød. I stedet får vi hajer af alle typer i Deep Blue Sea. Der er rigtige optagelser af hajer, der er animatroniske hajer – og så er der de computeranimerede af slagsen. Effekterne er fine uden at imponere, men hovedparten af actionscenerne har nerve, intensitet og spænding på et niveau, hvor Harlin sagtens kan sætte sig til venstre for Spielberg som prinsen af hajfilm. Deep Blue Sea er nemlig en film med fuld smæk på. Den har bunkevis af fejl, plottet er decideret dumt og historien giver ingen mening, men den er eksempel på, at god underholdning kombineret med 25 års venten på endnu en god hajfilm er en glimrende opskrift på en fed film. (om end den ikke kan kurere Alzheimers).

Selfie anno 1999.

Så skulle du sidde og stirre på udvalget af film på Netflix og tænke ”hvad skal jeg dog se?” – så kig en tur forbi fødselaren, der til trods for femten år på bagen, stadig er en glimrende actionfilm. Orker du ikke mere Deep Blue Sea, så er der stadig ham der du ved nok. Ham jeg kender. Steve Alten. Hans bøger om Meg kan findes til billige penge på Amazon.

Score:

Anmeldelse: Bait.

Årgang: 2012.
Tagline: The ultimate predator is coming to a store near you!
Instruktør: Kimble Rendall.
Runtime: 93 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Har du nogensinde trukket sjoveren frem i din lokale pornobutik, så ekspedienten ligesom havde en idé om, hvilken størrelse legetøj din kæreste eller kone skulle bruge? Det formoder jeg, at en del af vore læsere har oplevet, så derfor ved I også, hvordan det føles at anmelde en film om hajer, når man nu engang har set ”Jaws”. For så står man dér, med familiens stolthed i et solidt greb, og tænker at det hele jo er lige meget, for intet kan måle sig med de mange nuancer, detaljer og helhedsindtryk som netop kun originalen har været garant for. Derfor er det svært at lyne op, klappe ekspedienten på skulderen og tage en tilfældig størrelse ned fra hylden, for man ved jo godt, inderst inde, at intet nogensinde vil måle sig. Derfor går man også, nedtrykt og deprimeret, hjem til kæresten og siger noget i retning af: Her er ”Bait”. Det er ikke ”Jaws”, men prøv den nu lige alligevel. Måske den alligevel kilder alle de rigtige steder?

En mand med en indkøbskurv på hovedet? Så har man set det med.

En livredder bliver dræbt af en haj på den australske østkyst. Livredderens partner og søster glider fra hinanden og den overlevende Baywatch wannabe ender med at arbejde i et supermarked. Et års tid senere vågner han til en mærkelig dag, der bare ikke er ligesom alle andre. Kæresten og hendes nye flamme dukker op i supermarkedet, der snart bliver røvet af en ufrivillig butiksrøver og en bagmand, som han skylder penge. En politimand og dennes datter er gudhjælpemig også at finde blandt varerne, der snart skal blive enormt våde. En tsunami skyller over de intetanende stakler, der må redde sig op på hylderne, da udgangen er blokeret. Snart går det fra ondt til værre, da en kæmpe hvid haj har sneget sig ind i afdelingen for fisk og skaldyr.
Nu tænker du sikkert, at hele denne historie lyder enormt søgt og særdeles overkonstrueret – og det har du da så evigt ret i. Det hele er enormt dumt bygget op, men med en campy twist, der hurtig gør ”Bait” til en teenslasher mere end en monsterfilm, hvilket klæder stemningen langt bedre. For det er netop oplevelsen af hvem der bliver hajens næste offer, der præger denne bizarre forestilling af dårlige replikker, utroværdigt skuespil og usammenhængende scener.

Lidt for meget Mr. Wet T-shirt og lidt for lidt Miss Wet T-shirt.

Der er, sjovt nok, overraskende mange gode scener med en stor hvid haj, der ikke virker så voldsomt animeret, som man ellers kender fra mange af de moderne hajgysere.  Ikke at man helt slipper for ”Sharknado” tilstande, men de er få og hurtigt glemt, da de bedre actionscener overskygger hovedparten af de dårlige. Selv hajens opførsel og reaktionsmønster er lidt mere i tråd med en virkelig haj, hvilket giver en form for realitet, der naturligvis er begrænset, hvis man tager omgivelserne i betragtning.
Det er australieren Kimble Rendall, der har instrueret og kæmpet med sine skuespillere, hvilket han har haft begrænset succes med. Manuskriptet er for dårligt, hvilket giver en masse dialog, der er alt for stiv og irriterende firkantet. Der er enkelte forsøg på humor, der mest går på at overspille situationer hvor hajen angriber, hvilket kun lægger til følelsen af slasherfilm, hvor man meget hurtigt får sympati med hajen. Desuden har man, af ukendte årsager, besluttet sig for at dæmpe de australske accenter. Det betyder at man beder i forvejen talentløse skuespillere om at påtage sig amerikanske accenter, der naturligvis falder igennem ved cirka ved tredje stykke dialog, hvilket var uudholdeligt indtil hajen virkelig gik amok.

Attention Shoppers: We have a sale on dead bodies at aisle eight.

I sidste ende bliver jeg flov over, at jeg overhovedet hev sjoveren frem. Det blev pinligt for både mig og ekspedienten, for i sidste ende vidste han jo også godt, at han solgte mig et produkt, som slet ikke kunne tåle sammenligning med Bruce, som jeg ynder at kalde ham. Spørgsmålet er ikke længere om der nogensinde kommer en hajfilm, der kan måle sig med ”Jaws”. Det handler nok i højere grad om, hvornår vi alle sammen bliver gamle nok til at glemme Spielbergs mesterværk, for indtil da, må vi alle acceptere, at der aldrig kommer noget, der når Bruce til sokkeholderne.

Score:

Anmeldelse: Jaws III.

Årgang: 1983.
Tagline: Soft young girls behind hard prison bars.
Instruktør: Joe Alves.
Runtime: 99 minutter.
Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: US iTunes.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975), ”Friday the 13th Part 3 – 3D” (1983).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang hvor jeg gik i biografen. Det var dengang, hvor en tur i biffen var ensbetydende med, at den første tyvekroneseddel blev brugt på arcademaskiner, der stod og blinkede i foyeren. Det var dengang, hvor man var lykkelig uvidende om hvad der var på vej af nye film, så forfilmene var en betydelig del af oplevelsen i mørket. Før en sådan forfilm i hedengangne Tivoli Bio, fik vi udleveret et par 3D briller, der som bekendt var et stykke billig pap med et rødt og et grønt filter. Der var to forfilm i 3D. Den ene var ”Friday The 13th Part 3 3D” og den anden var ”Jaws 3-D”. Stor var min begejstring efter denne forfilm, for kunne det virkelig passe? Ville min absolutte yndlingsfilm komme i en tredje epos? Og så i avanceret 3-D? Mine bønner var så sandelig blevet hørt.

Filmens flotteste 3D effekt.

Brody drengene er blevet voksne. Den ældste bror, Mike, er blevet teknisk ansvarlig for vedligehold af en ny vandpark, der tilbyder gæsterne en unik undervandsoplevelse krydret med alskens underholdning  med vandski og andet gøgl. Parken er dog ikke uden overraskelser, da en kæmpe hvid haj med appetit for turister ved en fejltagelse er blevet fanget i den kæmpe forlystelsespark.
Man skal ikke tage fejl. 1983 var muligvis året, hvor jeg ikke længere kunne indløse børnebillet til HTs busser, men naiviteten eksisterede skam i fuld flor. Vi befandt os i begyndelsen af VHS tidens guldalder – og her var man ikke varsom med fortsættelser, der fuldkommen trak tæppet væk under al kvalitet fra originalfilmen. Der havde jo i mellemtiden været en ”Jaws 2”, der til trods for sine fejl og mangler, havde været en værdig efterfølger. Den havde bevist, at man sagtens kunne lave fortsættelser, der var nogenlunde tro mod originalen uden at decideret kopiere plot og historie fra selvsamme. Den slags optimisme skal man imidlertid være varsom med. For man skal ikke mange minutter ind i ”Jaws 3”, før de første advarselslamper begynder at blinke.

Dåsemad for store hajer.

Dennis Quaid var i 1983 en skuespiller, der var godt på vej. Han havde stadig sit gennembrud til gode, hvilket ”Jaws 3” ikke nødvendigvis bragte ham tættere på. Men med den information til trods, er han alligevel en af årsagerne til, at man ikke skal give helt op på denne tandløse hajfilm, der selv med en håndfuld forholdsvis talentfulde skuespillere, alligevel formår at skabe præcedens for, hvor ringe og ligegyldige en fortsættelse kan ende med at være. Her er nemlig intet at råbe hurra for. Dialogen er forfærdelig, plottet er decideret tåbeligt og effekterne er helt og aldeles horrible. Hajen ligner en papmache figur, der er ved at opløse sig selv under vand. 3D effekterne er pr definition lort, hvilket man nu også måtte forvente, for det er begrænset hvad man kan opnå med et stykke papbrille, der mest af alt giver publikum fornemmelsen af et farverigt syretrip. Værst bliver det dog, da man i et anfald af galskab vil fange hajen, for at gøre den til en del af vandparken. Her hopper kæden helt af, og gudskelov spiser papmache hajen da også manden bag idéen, der desværre ikke er manden bag manus – Richard Matheson, men en stakkels skuespiller, der skulle lægge karriere til denne omgang sludder fra ende til anden. Matheson er i øvrigt manden bag bogen I am Legend, hvilket han åbenbart skrev med begge hænder, for dette manuskript stinker langt væk af venstrehåndsarbejde.

Bare rolig!! Det er ikke en ægte haj til trods for de vilde effekter i 3D!!

Som om at tingene ikke kunne blive værre (men det kunne de sagtens i ”Jaws: The Revenge”), så skifter hajen gud hjælpe mig også størrelse gennem filmen. Den er til tider ikke så stor, men i de sidste scener er den blevet enorm. Jeg skal ikke sige om den skabte idéen til Kirstie Alleys yo-yo slankekur, men det er en højest besynderlig oplevelse, at se en haj der udvider sig til dobbelt størrelse efter for godt befindende.
Så når regningen skal betales, er der ikke meget kød på menuen. ”Jaws 3” er et lige så godt eksempel på hvor galt det kan gå, som ”Jaws 2” var et eksempel på, hvor godt det en sjælden gang går, når man vælger at producere en fortsættelse af en klassiker. Jeg husker nu stadig øjeblikket i Tivoli Bio som noget særligt, om end at den efterfølgende film burde have en plads i glemmebogen. Det er heldigvis en saga blot, for i dag kunne man heldigvis ikke finde på at lave dårlige fortsættelser af succesfulde klassikere. Det ville mindst være lige så åndssvagt, som hvis man igen lavede film i 3D, men det er der gudskelov ingen der kunne finde på.

Score:

Anmeldelse: Shark Night.

Årgang: 2011.
Tagline: Terror Runs Deep.
Instruktør: David R. Ellis.
Runtime: 90 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Netflix US.
 Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

En flok unge collegestuderende tager på et fortjent afbræk fra den daglige hor, druk og latterlige opførsel på skolen, så de kan drikke, hore og opføre sig latterligt i lidt mere afslappede omgivelser. En enkelt af pigerne har et hus på en øde ø i Louisianas Deltaområde, så de unge begiver sig på eventyr, men de er ikke alene på floden. En finne følger efter dem…..og den er ikke fra Finland.
Hvis man elsker film, så ryger man tit og ofte ud i titler, hvor man sagtens kan få øje på den gode idé. Hvor man sagtens kan se meningen med det hele. Hvor man kan ærgre sig over at idéen ikke er blevet udført, som man ellers havde håbet på. Hvor idéen bare ikke kom i de rigtige hænder. Med Shark Night er der ingen god idé. Ingen overhovedet. Faktisk er hele plottet, historien og såmænd også udførslen skræmmende dårlig. Det er en af den slags idéer, hvor en eller anden med pengene til finansieringen, burde have lagt hashpiben fra sig, tænkt sig om, og med funklende klarsyn have sagt: Det er ikke godt nok. Vi må tilbage til tegnebordet, drenge.

Her ryger hele budgettet til speciel effects.

Allerede efter ti minutter sneg den sig ind på mig. Altså ikke hajen, men derimod en hovedpine, der stille bredte sig til en migræne, der bare ikke ville gå væk. For selv om jeg er et tålmodigt menneske, der kan acceptere mange fjollede tiltag, finde guldkorn i de største møddinger på film og snart har lært, at den gode moderne film hører til sjældenhederne, så kunne jeg bare ikke se fidusen med Shark Night.
De unge mennesker fortjener at dø. Længere er den sådan set ikke. Jeg heppede på hajen, for de mandlige protagonister var så endimensionelle, at man i stedet kunne have brugt papfigurer og bugtalerstemmer, der med garanti ville have været langt mere underholdende, men knapt så fordøjeligt for den sarte hajs mave. Kvinderne? Tja! De beholder bikinierne på, hvilket er et stort no-no for denne type film, for hvilket raskt menneske laver en teen-scream uden bare en enkelt brystvorte, en simpel silikonebabs eller bare en bar røv af Kardashianske proportioner?  Utilgiveligt!

Hvis du vender dig om nu, så får vi andre noget at juble over.

Hvad så med hajen, hører jeg dig spørge? Jeg har allermest lyst til at spoile, men da jeg gerne vil beholde de sidste to af mine venner på Sørensen Exploitations ellers hårdkogte fanskare, vælger jeg ud af respekt for dem (og ikke filmen) at tie stille og konstatere, at der midt i de forfærdelige CGI scener, der ligner noget fra en Amiga 500,  faktisk er et par fede scener med en sulten haj. Det er naturligvis fjollet på niveau med Sharknado, for hvorfor skulle man kun smide 90% af fornuften overbord i en film om en kæmpehaj i en lokal sø?

Sekunder efter at det er gået op for ham, at hun ikke tager toppen af.

Skuespillet er forfærdeligt. Samtlige unge mennesker overspiller, som var de en del af en højskole opsætning af Shakespeare for retarderede mennesker, hvor pigerne har alt for meget tøj på (Jeg gentager lige. Antal patter: NUL). Midt i hele herligheden dukker Donald Logue op. En skuespiller, som jeg indtil i forgårs havde en del respekt for, men som nu for evigt vil blive brændemærket i mit sind, som manden der gik ind til denne film med talent – og kom ud med præcis nul procent af min respekt.
Hele balladen er instrueret af David R. Ellis, der var ”geniet” bag Snakes on a Plane, der også handlede om farlige dyr, der er fuldkommen malplacerede. Derfor holder jeg mig, fra nu af, fra film som Lava Lions, Piranhas in the mist og Antarctic Dinosaurs. Alligevel præmierer jeg Ellis og Shark Night med præcis en Pinhead mere end han gav mig af kvindelige attributter. 

Score:

Anmeldelse: Jaws 2.

Årgang: 1978.
Tagline: Just when you thought it was safe to go back in the water.
Instruktør: Jeannot Szwarc.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 116 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Det sker ikke særlig tit. Det sker faktisk ganske sjældent, men ind imellem er der folk i Hollywood, som jeg har decideret ondt af. Folk, som jeg føler med, og som jeg tænker, står i deres livs sværeste situation. Sådan en er eksempelvis den fransk instruktør Jeannot Szwarc. Jeg tænker, at han var en Hollywood håbefuld, der kæmpede sig gennem et væld af tv-serier, for at være det rigtig sted når chancen bød sig. Den ene chance, som definerer resten af din karriere. Jeg kan derfor lyslevende forestille mig, hvordan Jeannot måtte have følt det, da hans chance bankede på døren. Hvordan han med dirrende spænding i kroppen havde det, da de store drenge i Hollywood kontaktede ham. Hvordan han havde det, da alt spændingen forsvandt i løbet af et splitsekund, da spørgsmålet stille ramte ham. Er du frisk på at instruere opfølgeren til den største sommer-blockbuster nogensinde?

Hvalen Hvalborg har fået som fortjent.

Amity Island. Tiden har så småt helet sårene efter hajangrebet på det lille samfund, der primært lever af sine feriegæster. Livet er gået videre, børnene er blevet ældre og turisterne er så småt begyndt at have tillid til Amity som feriested igen. Et par dykkere forsvinder sporløst, hvilket åbenbart ikke er helt unormalt på de kanter, men da en vandskiløber med medfølgende båd eksploderer, bliver Chief Brody alligevel ængstelig. Kan der være endnu en haj derude?
Det er Carl Gottlieb der stå bag manuskriptet på Jaws 2, hvilket han også gjorde på originalen, hvor han dog havde Peter Benchleys forlæg at læne sig op ad. Af skade bliver man klog, så første halvdel af Gottliebs manus er derfor endnu en historie om truslen fra dybet, for hvis man lærte noget fra indspilningen af originalfilmen, så var det at mekaniske hajer og vand ikke rigtig spiller godt sammen. Derfor virker anden halvdel af historien som en enorm modig disposition, for den kræver masser af billeder af hajen, der i den grad får lov at vise sit ansigt til filmens publikum. Det fungerer langt bedre end man kunne frygte, for selv om der er enkelte knap så heldige scener, så ligner hajen til forveksling en ægte en af slagsen.

Vi er reddet! Det er Haribo Patrol!

En af filmens vigtigste elementer er evnen til at gentage en historie uden at lave et decideret kopi af plottet, hvilket især første del af filmen smager en del af. Til gengæld kommer der anderledes fut i tingene i anden halvdel, der tager en drejning, hvor Gottlieb har formået, at tage de bedste elementer fra Brody, Quint og Hoopers møde med monstret, og overføre det til en anderledes historie med samme intensitet.
Generelt handler hovedtemaet for tilblivelsen af Jaws 2 om mod. Man trak stort set samtlige skuespillere tilbage til Amity med undtagelse af Richard Dreyfuss, som havde engageret sig i andre projekter. Man kan kalde det helt naturligt, at fortsætte med samme cast, men kontinuitet skaber nu engang også forventninger, for genkendelsens glæder forpligter i den grad på det hvide lærred. Roy Scheider ER Chief Brody. Jeg vil altid se ham som den sammenbidte mand, der hader vand, både og i særdeleshed hajer. Han er også det naturlige omdrejningspunkt i filmen, hvor han til trods for en større rolle til Lorraine Gary i rollen som Ellen Brody, skal bære filmen uden hjælp fra Dreyfuss eller Robert Shaw. Dette klarer han med bravur. Allerede i filmens første scene (på land) bliver han sat i scene som antagonisten, der er vokset en smule med opgaven på Amity, men stadig er den ufrivillige helt, der helst bare vil have fred og ro. Murray Hamilton er også tilbage som den usympatiske og griske borgmester, der åbenbart intet har lært af første hajangreb på den lille ferieø. Hans rolle er ligesom i originalfilmen stærkt karikeret, men han får heldigvis ikke mere tid på skærmen end, at man får ham etableret som den semikorrupte og nervøse mand, der er i lommen på rigmændene i byen.

Verdens dummeste stangspringer vil nu prøve et trick….

Effekterne i filmen fungerer, som allerede beskrevet, ganske fint. Harmonien mellem undervandsbilleder fra hajens udsigt og billeder af det velkendte finne, der skærer gennem vandet er lige i øjet, da Gottlieb har gemt de visuelle godter til sidste del af filmen. Endnu en ikonisk slutning er der skam også blevet plads til, hvilket sætter et fint punktum for en film, der burde være et skoleeksempel på, hvordan man bør skabe en fortsættelse. Der var derfor ingen grund til at have ondt af Jeannot Szwarc. Han gjorde hvad han kunne med en film, hvor forholdene omkring ham var optimale i form af folk, der allerede havde været et hajeventyr igennem, hvilket i sidste ende ender med at gøre filmen aldeles seværdig.

Score:

Nyhed: Shark Week!

Sommeren er ved at være forbi, men vi hopper alligevel i bølgen blå. I denne uge holder vi nemlig SHARK WEEK! De næste 5 dage anmelder vi "JAWS 2", "SHARK NIGHT", "JAWS 3", "BAIT" og "DEEP BLUE SEA". Husk at læse med! 

Anmeldelse: The Reef (2010).

The Reef (2010).
Tagline: "Pray that you drown first "
Set d.22/06-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 94 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Open Water' (2003), 'Black Water' (2007), 'Frozen' (2007).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Fem venner nyder en uge på havet omkring Great Barrier Reef i Australien. Langt ude til havs sejler de helt bogstaveligt talt på et Great Barrier Reef og havner i vandet. De hager sig chokerede fast på den kæntrede båd og opdager, at en stor bid af skroget er borte. Fire af dem bestemmer sig for at svømme mod fastlandet, mens den femte vælger at blive og vente på hjælp. Snart indser vennerne at de forfølges af en gigantisk og sulten hvidhaj.

Instruktør Andrew Traucki har en svaghed for animal-attack film. Han er ved at udvikle sig til "the-go-to-guy", hvis man vil have en grum og realistisk film, om dyr der angriber mennesker. Tilbage i 2007 lavede han nemlig også den fremragende 'Black Water'. Her var det en ond og yderst udspekuleret krokodille der agererede kødædende plageånd overfor en lille håndfuld meget uheldige turister. Hans nyeste skud på stammen har mere end meget tilfælles med hans tidligere krokodille-film. Og det er ikke nødvendigvis et minus. 'Black Water' var nemlig en bundsolid, beskidt survival-film der kun kan anbefales at man sætter tænderne i. Hans tidligere film var inspireret af en virkelig hændelse der fandt sted i 2003 et sted i Nord-Australien. Tempoet var langsomt og mæskede sig i en tyk stemning af fortvivlelse og desperation. Sidst men ikke mindst, anvendte man optagelser af ægte kæmpe krokodiller i stort set alle scener og overførte optagelserne digitalt til filmen.

Et forholdsvis ukendt cast gør det rigtig godt i 'The Reef'.

Man kan stort set overføre alle disse punket til Traucki's nye film. Opbygning og paceing i 'The Reef' er skåret over den samme formular som vi så i 'Black Water'. Begge film er også skudt on location. 'The Reef', i de smukke omgivelser omkring  Hervey Bay, Fraser Island and Bowen Bay og yderligere haj optagelser har man skudt et sted i Syd-australien. Filmen er baseret på en virkelig hændelse der fandt sted i 1983, da Ray Boundy's (den eneste overlevende) reje-trawler, under en storm, vendte bunden i vejret og sank. Inden længe havde de 3 fiskere fået selskab af en 5 meter lang tigerhaj. Hajen stalkede dem og tog Boundy's to kollager med sig i dybet, én efter én. I 'The Reef' har man anvendt og forfinet den teknik som man brugte i 'Black Water', til at krydse de ægte optagelser af dræber-dyret med optagelserne af skuespillerne. Det er en sand fryd at man har valgt at se bort fra at animere rovdyret og i stedet anvender rigtige optagelser af havets rovdyr #1, den kæmpemæssige hvidhaj. Det gimper noget mere i en, når man ser den ægte vare cirkle omkring og langsomt nærme sig menneskeben, der trætte og desperate træder vande. For slet ikke at snakke angrebene!

Endnu en god grund til kun at gå ud til navlen.

Traucki's film er en slowburner. Hvis man er på jagt efter en høj bodycount og spandevis af gore bliver man skuffet. Hele handlingsforløbet finder sted med og omkring de 4 venner i havet, så hvis du ikke er indstillet på at se på de samme mennesker plaske rundt i på åben hav i 70 minutter, så er det her højst sandsynligt ikke en film for dig. Instruktøren tager midler som et langsomt opbyggende tempo, realisme, høj detaljerigdom og masser af iskold suspense i brug for at holde fast i publikum. Det virker næsten efter hensigten. Historien og filmens karakterer virker troværdige og instruktøren når lige præcis at få opbygget de forskellige personligheder, inden helvede bryder løs i det azurblå paradis. En vigtig detalje der gør at vi føler sympati med de uheldige og ikke bare ser dem som tilfældig haj-føde.

'The Reef' er stemningsmættet og drevet af ufortyndet suspense.

Desværre virker nogle scener en anelse langtrukne og i visse perioder sker der simpelthen for lidt. Et andet svaghedspunkt er, at det hele minder for meget om noget vi har set før. Ikke mindst i hans egen 'Black Water'. Man sidder lidt med fornemmelsen af, at Traucki har taget og flyttet hans film fra 2007 ud i havet og udskiftet krokodillen med en hvidhaj. Nu var 'Black Water' en så stærk film, at det i sidste ende ikke ændre på at Traucki's nyeste skud på stammen er en aldeles vellykket film, og hvis du som undertegnede finder The Great White svært fascinerende og slet ikke kan få nok haj hurlumhej, så vil du elske de supetakulærer billeder af det perfekte rovdyr der glider lydløst og ubesværet hen over lærredet - hvis dette ikke er tilfældet skal du nok trække et pinhead fra den endelige score. 'The Reef' er et hensynsløst og yderst effektivt bekendtskab, der nok skal få dig til at overveje om ikke soppebassinet er den bedste løsning på badeferien.

Score: