Anmeldelse: Get Out.

Årgang: 2017
Tagline: "Just because you’re invited, doesn’t mean you’re welcome.”
Genre: Horror, Komedie, Thriller
Instruktør: Jordan Peele
Runtime: 104 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: United International Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "The Thing" (1982), "Kill List" (2011), "The Purge" (2013).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Chris (Daniel Kaluuya) er inviteret til at møde sin kærestes familie. Hun forsikrer ham, at selvom hun ikke har fortalt dem, at han er sort, vil det ikke blive noget problem: “Min far ville have stemt på Obama en tredje gang, hvis han kunne”, siger hun skråsikkert. Familien tager da også godt imod Chris, som alligevel får en fornemmelse af, at noget er galt, og da han tilbydes en hypnose, begynder det at gå helt galt...

Jordan Peele debuterer med sin første spillefilm, som han tilmed både har skrevet og instrueret. Filmen er et særpræget miks af gys og satirisk humor. Den beskæftiger sig med racisme og har en præmis så sælsom, at du absolut må og skal holde dig fra alle trailers og i stedet skal skaffe dig adgang til at se filmen hurtigst muligt. Skulle man sætte sig ned for at se traileren, kunne man nemt få anledning til at tro, at her er tale om en tidstypisk gyserfilm proppet til randen med chok og andre billige kneb. Det er misvisende. I “Get Out” dyrkes nogle dybt fascinerende præstationer fra castet og en olm stemning, som er noget helt andet end den gennemsnitlige moderne gyserfilm. Derudover lider traileren også af den samme sygdom, som så mange andre af dens slags: Den fortæller alt for meget og træder enten på eller over grænsen for, hvad der må vises i en trailer uden, at der er tale om spoilers.  

“Pas på! Jeg har en tekop, og jeg er ikke bange for at bruge den!”

Hvad der kommer til at være afgørende for, om du kan lide denne film eller ej, kan meget vel være, hvorvidt du finder den succesfuld i dens balanceren af humor og gys. Satiren vil for nogle måske opleves som destruerende for stemningsopbygningen. Men selvom humoren bryder med den suspense, der bygges op, er Peele ekstremt dygtig til at reetablere intensitet i løbet af sekunder. Da den mystiske stuepige Georgina storsmiler samtidig med, at hun græder og fremstår dybt ulykkelig, sitrer filmen mellem alvor og absurditet. Sådan er det ofte i “Get Out”. Man kan næsten ikke tro, hvad der sker på skærmen og lige så gruopvækkende, det er, lige så sjovt er det også. Som genrefan er det svært ikke at få et smil på læben, når filmen lykkedes med denne balance, og når den i sin sammenblanding af det sjove og det skræmmende redder sig ud af nogle klichéer, der ville have sløvet dens fortælling.

Hele holdet af skuespillere er glimrende. Værd at fremhæve er naturligvis hovedrolleindehaver Daniel Kaluuya, der ligesom filmen selv, skal være både morsom og ekstremt intens. Han er enormt troværdig, fordi han er likeable, men også helt tydeligt har sine egne fejl. Ligesom publikum kan sidde og betragte de hvide mennesker i filmen være akavede og dumme sig i deres forsøg på at være overdrevent politisk korrekte, er der også fordomme og racisme skjult i Chris, som forventer det værste af langt de fleste hvide mennesker. Kaluuya viser et menneske med dybe traumer, som han får lov at udforske på en måde, som er sjældent fascinerende og dragende. LilRel Howery fungerer som filmens comic relief, og det gør han også godt. Selvom hans humor på sin vis er meget plat, fungerer leveringen så godt, at det er svært ikke at blive revet med. Han er sjov, og hans figur er godt skrevet.

“Man, I told you not to go in that house.”

Tænk, at man skal finde et nuanceret billede af både mennesker og deres racistiske tendenser i en gyserfilm? Var det ikke bare meningen at skræmme mig fra vid og sans i halvanden time og så ellers sende mig videre ud i livet? Tilsyneladende ikke for Jordan Peele. “Get Out” er grundlæggende underholdende som gys og satire, men den er i tilgift også en vigtig kommentar ind i en til stadighed betændt debat. Den kan det, du håber på - og så lige lidt mere. Og det er lige præcis, hvad den her type film kan, når de er allerbedst: Tage noget smerteligt i tiden, sætte det på spidsen og få det til at gøre lidt mere ondt.

Score

Anmeldelse: The Lesson.

Årgang: 2015.
Tagline: "Only the educated are free.” 
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Ruth Platt.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD. 
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Misery” (1990), “Bitter Feast” (2010), “Big Bad Wolves” (2013).

“The Lesson” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fin og hans venner ser frem til en sommer med frihed, fest og farver. De har været massivt skoletrætte, og en del af deres manglende motivation er gået ud over deres engelsklærer, mr. Gale, der har lagt ryg til både mobberi og chikane. Da læreren en sen aften iagttager sine elever begå hærværk, indser han, at almindelig pædagogik har spillet fallit: Det er på tide at tage kontrol over klasseværelset – om så det betyder, at han må spænde drengene fast til skolebordet og finde sømpistolen frem for at få dem til at høre efter...

Skuespillerinden Ruth Platt har instrueret sin første spillefilm, den hedder “The Lesson” og er en grum størrelse. Der er ikke mange sympatiske karakterer at spore i denne film. De unge mennesker mobber deres klassekammerater, har ingen respekt for deres lærere, og deres drømme strækker sig ikke langt udover at få noget på den dumme og dø unge. Den frustrerede lærer Mr. Gales udmattede vrede er meget forståelig. De unge mennesker er helt urimelige i deres opførsel, og han ligger inde med en omfattende viden, som ingen lytter til. Men ved at kidnappe op til flere skolebørn og torturere dem, får han ret hurtigt smidt det sympatiske over bord, uanset hvor meget man så kan sidde med en følelse af, at de fortjener at blive konfrontereret med deres fravær af empati.

At Mr. Gale ikke er sympatisk gør nu ikke så meget. Han er nemlig karismatisk spillet af Robert Hands (som i øvrigt har et ironisk efternavn i forhold til, hvor megen tortur i denne film der har med hænder at gøre). En stor del af filmen går med, at Gale underviser, mens han truer med tortur, hvis ikke han får de rigtige svar på sine spørgsmål. Og det er overraskende, ligefrem skræmmende, god underholdning. Det er fascinerende at lytte til de næsten besatte tirader om alverdens store forfattere, deres bøger og tanker. Alt sammen bundet op på Mr. Gales frustration over den ondskab og ligegyldighed, han har set afspejlet i de unge mennesker de mange år, han har undervist dem.

Filmen er tydeligvis lavet på et budget, der ikke er overvældende. Derfor er der undervejs effekter og tricks, der ikke er totalt overbevisende. Skuespillet bliver i nogle scener også overgearet og mindre indlevende, end man kunne ønske sig. Det er bare svært for alvor overordnet at lægge filmen disse ting til last, fordi den grundlæggende er utrolig velskrevet og dybt interessant. De bedste genrefilm sætter ting på spidsen, og det er også præcis hvad “The Lesson” gør. Den tager en tidsånd og forstærker den, samtidig med den stiller spørgsmålet: Hvad er der at gøre? I mødet med ligegyldighed overfor andre mennesker og generel uansvarlig adfærd, hvad er modsvaret da? En fængende idé som sættes i scene ved hjælp af blodige søm, der på kreativ vis indsættes i menneskekød og spænding i takt med, at de unge langsomt begynder at blive sympatiske om ikke andet så fordi, det næsten bliver for smertefuldt at se dem lide.

God og nuanceret bad guy? Tjek! Dumme unge mennesker, der opfører sig ondskabsfuldt og får et wake-up call, de sent vil glemme? Dobbelt-tjek! “The Lesson” havde jeg ærlig talt ikke forestillet mig, at jeg ville være så optaget af, som det endte med at være tilfældet. Men filmen om den frustrerede skolelærer Mr. Gale har vist sig at være både grum og brutal samtidig med, at den er overraskende formfuldendt som fortælling og provokation.

Score:

Anmeldelse: Logan.

Årgang: 2017
Tagline: "His time has come.”
Genre: Action, Drama.
Instruktør: James Mangold
Runtime: 141 minutter.
Medie: Biograf
Udgiver: 20th Century Fox
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shane” (1953), “Unforgiven” (1992), “Kick-ass” (2010)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 2029, og mutanternes storhedstid er forbi. De fleste er døde eller i skjul. Wolverine (Hugh Jackman) er efter sine mange leveår begyndt at mærke sin alder. Hans evner er ikke, hvad de var, og hans fremtidsudsigter er begrænsede. Imod hans vilje kastes han alligevel ud i endnu en heltegerning: Han skal beskytte en lille pige med et stort potentiale.

Det er ikke så tit, at jeg bliver grebet af lysten til at se en film igen lige efter, at jeg har set den. Da jeg var yngre skete det hele tiden. Jeg forelskede mig i en film og så den igen og igen for at svælge i dens stemninger, billeder eller musik. Da “Logan” var slut, havde jeg lyst til at se den igen for at få lov til at være i dens univers lidt længere. James Mangold har med “Logan” lavet en superheltefilm, der er brutal og grum i sin action, og derfor glædede jeg mig til at gense alle de velinstruerede og bloddryppende øjeblikke, hvor vores helte kæmper i denne film. For selvom en R-rating ikke i sig selv resulterer i en god film, har de færre begrænsninger her givet Mangold mulighed for at lave actionscener, der føles autentiske, selvom kampene udkæmpes af personer med overnaturlige kræfter. Dermed ikke sagt at “Logan” skal koges ned til sin action. Filmen gemmer på både stort drama og humor.

“Two days on the road, only one meal, and hardly any sleep. She's 11, I'm fucking 90...”

En roadmovie med Wolverine og Charles Xavier, begge gamle, samt mere sammenbidte og smågnotne end nogensinde før lyder i sig selv som en film, der er værd at se. Føj dertil en lille pige, og det kan næsten lyde, som om det har potentiale til at blive fjollet. Scenerne med de tre på vej tværs over lande er både sjove og dybt elskelige. Dafne Keen debuterer her i sin første spillefilm som den fåmælte Laura, der både er en lille pige og et farligt våben, lidt ligesom Charles Xavier både er en gammel dement mand og et masseødelæggelsesvåben. Keen spiller fremragende. Hun er både sympatisk og bidsk. Det er særligt fascinerende at overveje, hvor en så ung pige finder det absolut hysteriske raseri, som Keen præsterer, når hendes klør dukker frem, og hun med dyrisk vrede spreder destruktion omkring sig.

“Nature made me a freak. Man made me a weapon. And God made it last too long.”

Filmen er (måske mere end noget andet) et drama om en modløs mand. Jackman får gjort brug af sit talent, og selvom han på tværs af 8 tidligere film har vist en Wolverine med både det dyriske og det menneskelige, er det alligevel noget nyt, der viser sig her. I en scene, hvor han trues med et våben, ser man et øjeblik i den store mands øjne, at han måske nok kunne leve med at dø. Det er et subtilt glimt i Jackmans blik, og det er utrolig stærkt. Samtidig formår *Logan” alligevel at give os mere end den energiforladte, gamle mand, der næsten ikke kan mere. Der er også øjeblikke, hvor Wolverine genvinder fordums styrke, og vi får lov at se ham folde sig ud, hvilket er gloriøst. Fordi vi får lov at vente på disse øjeblikke, hvor han samler styrke, bliver de absolutte energiudladninger og publikum - eller i hvert fald jeg - efterlades ekstatiske over at se den gamle mand genvinde pusten og næsten blive sit gamle jeg. “Logan” er en smertelig film. Det gør ondt at se en af de helte, som vi har lært altid vinder til sidst, være så svækket; næsten som et barn, der opdager, at far ikke er den stærkeste i verden.  

“She's like you... she's very much like you.“

Hugh Jackman havde store forhåbninger for “Logan” og ville gerne forlade rollen som Wolverine på en mindeværdig måde. Det er lykkedes. Der er ingen tvivl om, at “Logan” skriver sig ind blandt de allerbedste i sin genre. Den gør noget anderledes og bryder med en formel, som mange er kørt sur i. Ligesom “Deadpool” (2016) ryster den posen, dog på en anden og mere alvorsfuld måde. Og godt for det. For udover at holde af Logan og Xavier, kommer vi også til at holde af Laura. Selv en lille landmand og hans familie, som gruppen møder på deres vej, kommer vi til at holde af. En mere hjertelig superheltefilm er sjældent set.

Score:

Anmeldelse: Mad Max: Fury Road.

Årgang: 2015.
Tagline: "What a lovely day.”
Genre: Apocalyptic, Action.
Instruktør: George Miller.
Runtime: 120 minutter.
Medie: 4K UHD.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Mad Max” (1979), “Mad Max 2: The Road Warrior” (1981), “Mad Max Beyond Thunderdome” (1985).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Året er 2060, efter apokalypsen. Seks kvinder, anført af Furiosa, flygter fra den fascistiske leder og halvgud Immortan Joe, der holder dem som avlskvinder i sit fort. For at nå levende gennem ørkenen må kvinderne alliere sig med enspænderen (Mad) Max Rockatansky. Han kender ødemarken ud og ind og eskorterer modvilligt kvinderne. Men Furiosa er stukket af med noget uerstatteligt - og Immortan Joe samler sin blodtørstige hær af stridsdrenge, og forfølger hensynsløst oprørerne i et højoktan-ræs på livet. Så spænd bare sikkerhedsselen, for det bliver en vild tur. Ja, plottet er måske ikke noget at skrive hjem om, og universet kender du forhåbentligt allerede fra de tre første film om Mad Max, og hvis ikke, så kom bare i gang. Ikke at det er strengt nødvendigt at have set de tre første film for at få noget ud af det nyeste skud på stammen, men det er altså obligatorisk filmkiggeri for film-fans - især for dem af os med hang til ultravold, benzinslugere og halsbrækkende action. Men lad os springe ud i det!

Mad Max Rockatansky kæmper (stadig) for overlevelse i den apokalyptiske ødemark der er blevet hans eneste hjem.

Der var nok ikke mange der kunne forudse, at der skulle gå hele 30 år før at vi endelig fik en ny Mad Max film. Selv om det rent kunstnerisk ikke var det hele der gik som smurt i olie i "Mad Max Beyound Thunderdome", så var der stadig liv i franchisen, da filmen blev en stor kommerciel succes. Instruktør George Miller der har instrueret alle filmene, fik dog lyst til at prøve noget andet, og han har imellemtiden fordrevet tiden i selskab med en "Babe - Den Kække Gris" og digitale pingviner i "Happy Feet"...Men nu er Mr. Miller endelige tilbage i atom-ørkenen sammen med Gale Max. I har været savnet. Åh, hvor har I været savnet.

Du finder masser af hårdkogt girl power i den nye Mad Max film - især en kvinde er i førersædet.

Den tidligere hovedrolleindehaver Mel Gibson er ude og det er fair nok - manden er ikke helt ung mere, og lider vist både af "humørsvingninger" og samarbejdsvanskeligheder. I stedet får vi Tom Hardy, og han er perfekt castet til rollen som den forpinte "Mad" Max Rockatansky. Tom Hardy besidder noget af den nervøsitet og eksplosive vildskab, der i mange roller har været Mel Gibsons varemærke. Samtidig formår Tom Hardy at gøre karakteren til sin egen, og det er på trods af at han har meget lidt dialog (nogle vil også mene for lidt) at arbejde med. Hardy grynter sig nærmest igennem de 120 minutter i ødemarken. I Fury Road er Mad Max mere ødelagt end nogensinde før - især i sjælen står det skidt til. For Max er stadig plaget af tabet af alt han har haft kært, og der findes altså ingen krisehjælp i den dommedags-sandkasse som Mad Max slår sine folder i. Hvis du nærmer dig - så er han utilregnelig og livsfarlig. En tikkende bombe. Som et såret og udhungret rovdyr, uhjælpeligt fanget i rævesaksen, så vil han kæmpe til sidste bloddråbe i sin desperate kamp for overlevelse.

Mad Max: Fury Road boomer af fede navne - her er det Rictus Erectus!

Overfor vores antihelt har vi karakteren Immortan Joe - en apokalypsens Darth Vader. En slags mutant-diktator der virkelig går all-in på sit badguy image. Komplet med frygtindgydende maske, to forkromede seksløbere, krigsmedaljer, en dyb og rusten stemme, et halv gennemsigtigt outfit der afslører store dele af hans maddike-hvide muterede krop, og en selvopfattelse af at være ødemarkens altoverskyggende gud. Jo tak, sådan gør man det! Immortan Joe er en fremragende skurk, og det er ærgerligt at vi ikke lærer noget mere om ham i løbet af filmen. Han spilles sjovt nok af Hugh Keays-Byrne som også spillede skurken Toecutter i den føste film om Mad Max fra 1979. Derudover har vi evigt smukke Charlize Theron som den fandenivoldske Imperator Furiosa. Selv møgbeskidt, nærmest skaldet og med en biomekanisk arm, er Charlize Theron en fryd for øjet. Hun er det feminine svar på Mad Max, og de to karakterer fungerer eminent sammen.

Immortan Joe - en apokalypsens Darth Vader.

Tilbage til filmen, så kan "Mad Max: Fury Road" nok bedst beskrives som heavy metal på strimmel. Alt er overdrevet og kørt så langt ud som overhovedet muligt. Det går over stok og sten med 300 km/t i timen, og der bliver ikke lettet på pedalen et eneste sekund i løbet af filmens 120 minutter. Du skal skrue styrthjelmen rigtig godt på, og forberede dig på en hæsblæsende chase-film, der ophøjer noget så simpelt som en biljagt til en højere kunstform. Du bliver stopfodret med forrygende action-scener lavet på den fede måde, med minimal brug af CGI og maksimalt brug af stuntmænd af kød og blod, krøllet jern, ild og øretæver.

Forbered dig på en masse voldelige sammenstød mellem overdimensionerede køretøjer med potente motorer.

Det eneste problem (og eneste grund til at Fury Road ikke får 6/6) er, at vi ikke får mere historie end hvad vi gør. For Mad Max universet er et sindsygt spændende sted at besøge, og det er lidt ærgerligt at man ikke udnytter det noget mere. Og så er det lidt øv, at filmen ikke er mere splattet og explicit end hvad tilfældet er. Når det så er sagt, så er der fuld knald på V8'eren, dog med et par enkelte cylindre der ikke går helt rent, i et ellers sandt overflødighedshorn af kaos, grus, ild og vildskab! "Mad Max: Fury Road" har allerede tjent sit kæmpe budget på $150.000.000 hjem, TO gange, så giv os endelig en håndfuld fortsættelser med Tom Hardy i hans slidte wasteland-gear og George Miller bag rattet.

Score:

Anmeldelse: Coffy.

Årgang: 1973.
Tagline: "She had a body men would die for - and a lot of them did!”
Genre: Blaxploitation, Action.
Instruktør: Jack Hill.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Foxy Brown” (1974), “Sheba, Baby” (1975), “Ms .45” (1981).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter hendes søster er blevet offer for stoffer, tager Coffy (Pam Grier) på hævntogt gennem byens undergrund. Med sig har hun sin krop til at forføre, barberblade i afroen og en shotgun til at blæse knoppen af den næste idiot, der forsøger at tigge hende om tilgivelse.

Året er 1973. Kvinders rettigheder har det ikke for godt, og afroamerikaneres har det endnu værre. En lille film kaldet “Coffy” udgives efter at være blevet skudt på bare 18 dage. Den gør to ting: Vækker opstandelse og tjener en ordentlig røvfuld penge. Opstandelsen giver Pam Grier, filmens hovedrolleindehaver, ikke meget for. Hun mener, at filmen viser en selvsikker og stærk kvinde, der gør, hvad mænd har gjort i masser af film før hende. Nøgenheden, volden og selvsikkerheden er alle tegn på frigørelse. Imens skammer instruktør Jack Hill sig lidt over scenen i starten af filmen, hvor Coffy skyder hovedet af en mand, hvilket vises med en splattereffekt. Men han ville gerne vise, at han kunne lave en film som denne, for som han siger, bliver instruktører typecastet værre end skuespillere, og han ville prøve det hele. Klippet er da også blevet et af de mest kendte fra filmen og Jack Hills karriere som sådan. Quentin Tarantino elsker at citere film som denne i sine egne værker, og har også erklæret sin kærlighed for både blaxploitation generelt og Pam Grier specifikt i sin film “Jackie Brown” (1997).

“This is the end of your rotten life, you motherfuckin' dope pusher!”

Dette var mit første rigtige blik ind i blaxploitation. Jeg forventede en film med fart på og ikke særlig meget på hjerte. Halvdelen af den forventning blev opfyldt. Der er fart på “Coffy”, men den har bestemt også noget på hjerte. Filmen er rå i sit udtryk men på ingen måde ligegyldig omkring sine virkemidler. Den er medrivende, både fordi den er usandsynlig cool og sexet, men også fordi den tør være politisk og ligefrem eftertænksom. Det er flettet ind i historien, men der er ingen tvivl om de politiske overtoner, når en hvid mand vil have Coffy til at kravle hen til sig og tigge om hans krop. Det er heller ikke ligefrem subtilt, når Coffy kort efter stiller sig op og skyder manden med ordene: “You want to spit on me and make me crawl? I'm gonna piss on your grave tomorrow.” Det er på ingen måde underspillet, men det er stærkt, og der er så meget power i Pam Griers præstation, at det er helt vidunderligt. Som en sort, kvindelig udgave af Rambo er Coffy decideret træt af pis og har ikke tænkt sig at finde sig i det mere.

“Oh Meg, you don't have any salad.”

Nu har jeg rost filmen for dens virkemidler og for at have en holdning, men filmen sælger først og fremmest sig selv på sin action, den anseelige mængde af one-liners og de attraktive kvinder. I tilgift får man en på mange måder overflødigt lang catfight og Sid Haig i en tidlig rolle, som en super arrogant håndlanger. Nogle af de ting, filmen svælger i, er af politiske årsager, andre er af de mere exploitative og en stor gruppe kvinder, der hælder salat ud over hinanden og hiver hverandres bluser i stykker, hører til i den sidste kategori. Det er fuldstændig skamløst, og det er sjovt. På den måde bliver det også frigørende. For filmen kommer aldrig i nærheden af at tage sig selv så alvorligt, at den mister grebet i seeren, som trods alt også er med filmen, på grund af dens mere uforpligtende elementer.

“You gonna fly through them pearly gates with the biggest fucking smile St. Peter ever seen!”

Det er på en eller anden måde meget lige til at sammenligne “Coffy” med “First Blood” (1982). Der er klart flere one-liners og flere bryster her, men ligesom Rambo er Coffy også i kamp for noget andet og mere end bare sig selv. “Coffy” er underholdende for, hvad den er, og har en politisk pointe uden nogensinde at blive prætentiøs. Den er det modsatte: Fyldt med humor, power og sexappeal er filmen båret af sin hovedperson, som bliver ikonisk, næsten i samme øjeblik, som hun dukker op på skærmen.

Score

Anmeldelse: Hush (2016).

Årgang: 2016.
Tagline: "Silence can be killer".
Genre: Home-invasion, Horror.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 81 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "See No Evil" (1971), "When a Stranger Calls" (1979), "The Strangers" (2008).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den døvstumme forfatterinde Maddie (Kate Siegel) lever et afsondret liv, mens hun forsøger at afslutte sin anden roman. Da en morder dukker op ved hendes dør bliver hun en fange i sit eget hjem og må kæmpe for at genvinde sin frihed og ikke mindst for at beholde sit liv.

Skrækfilmen lever stadig, og “Hush” er på mange måder en helt klassisk film i genren: Den har en gimmick, den har spændingsopbygning og stemning, og så har den en karismatisk skurk. Mike Flanagans film tager alt det, som horror kan, når det er bedst, og presser det sammen i en kompakt 81 minutter lang, vidunderligt brutal filmoplevelse. Filmens gimmick består mere præcist i dens døvstumme hovedperson, hvis handicap naturligvis har en vis betydning for filmens udformning. Når Maddie forsøger at bevæge sig lydløst omkring, gør filmen med et effektivt lydbillede hele tiden opmærksom på alt det, hun ikke kan høre og fornemme. Det giver et ekstra lag af spænding. Morderen kan stå lige bag hende uden, at hun aner det. Nogle af filmens mest mindeværdige scener spiller netop på denne gimmick blandt andet, da der sker et mord lige op ad Maddies havedør, mens hun går rundt i køkkenet lige ved siden af men intet opdager. Havde det ikke været for den brutalitet selve mordet serveres med, kunne sådan en scene have været mere humoristisk end skræmmende, men sådan går det ikke.

“Someone’s at the door!”

Meget lig “It Follows” (2014) tager “Hush” sin inspiration fra klassiske gysere, der lagde vægt på atmosfære og suspense for at skabe gru i sin tilskuers sind. Ikke alene er filmen bragende velfotograferet, men der leges også med formen i forhold til lydbilledet. Der skiftes mellem et righoldigt, detaljeret lydbillede og pletvis stilhed, der minder os om Maddies handicap. Filmen formår mesterligt at spænde suspense-buen til bristepunktet samtidig med, at Maddie i filmens løb bliver ved med at forsøge at gøre ting for at slippe ud af sin situation. Hun sætter sig ikke bare på hænderne og venter på at morderen laver en fejl. Hun kæmper vitterligt for sit liv.

Kate Siegel spiller den døde finalgirl Maddie.

Maddie og den navnløse morder er alene i langt størstedelen af filmens spilletid. Det er spillet og spændingen mellem de to, der er afgørende for, at filmen fungerer. Måske er det netop derfor ,at morderen ikke beholder sin ellers så ubehageligt udseende maske på. Opgøret mellem de to skal være mere personligt til trods for, at de er totalt fremmede for hinanden. For morderen er der ikke andet motiv end at tage håbet og livsgnisten fra Maddie. Og for Maddie bliver kampen den modsatte. Ikke bare en kamp for overlevelse, men en kamp for at komme tilbage til livet. Som i de bedste horrorfilm kan opgøret mellem offer og morder ses som noget andet og mere end blot det: Maddie er isoleret længe inden morderen introduceres grundet sit handicap. Da han dukker op fjerner han hendes sidste mulighed for at få hul igennem ud til verden ved at tage hendes internetadgang og hendes mobiltelefon. Man kunne derfor tænke filmen som Maddies opgør med sit handicap og den ensomhed, det har bragt hende i.

“I can come in anytime I want. And I can get you, anytime I want. But I'm not going to. Not until it's time. When you wish you're dead... that's when I'll come inside.“

“Hush” er et vigtigt eksempel på, at horror stadig har noget at byde på andet end evindelige forsøg på at toppe, hvad der er kommet før og ligegyldige remakes. Hovedpersonen Maddie er værd at investere i, fordi hun kæmper med gejst. Skurken er karismatisk i sin hjerteløse kynisme. Filmen lægger vægt på opbygning af suspense, samtidig med at den leverer nogle hjertekrampe inducerende pay-offs undervejs. Tempoet og doseringen er mildest talt perfekt. “Hush” er en intens og effektivt sammensat home invasion gyser på lige under halvanden time, der leverer præcis det, du har behov for fra sådan en film og lidt mere til.

Score:

Anmeldelse: Deadpool.

Årgang: 2016.
Tagline: ”Bad ass. Smart ass. Great ass.”
Genre: Action, Adventure, Komedie.
Instruktør: Tim Miller.
Runtime: 108 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Kick-Ass” (2010), ”Guardians of The Galaxy” (2014), ”Ant-Man” (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang, hvor jeg brændende ønskede, at der ville komme en rigtig Marvel superheltefilm. I dag ønsker jeg mig brændende, at det snart stopper. Formaterne har været forkerte fra start af. Man har fortalt historier, der udelukkende havde til formål, at starte en franchise, hvilket har gjort de forskellige universer enormt forudsigeligt, kedelige og kønsløse. Man har manglet perspektiv, for det hele har handlet om merchandise og indtjening, og derfor står vi nu med en masse superheltefilm, der hverken kan fortælle en ordentlig historie, skabe et fornuftigt plot – eller endsige bringe et minimum af underholdning til skærmen. Vi har fået kastet kaskader af X-Men, Spider-Man, Iron Man og Fantastic Four film efter os i en sådan grad, at min kvalmetærskel for pumpede mænd i spandex har nået bristepunktet.

Deadpool vender tilbage til rødderne.

Når man nu begræder udvandingen af Marvel, så kan man til gengæld glæde sig over, at griskheden nu efterhånden har skabt nogle solide film på baggrund af enormt tynde karakterer fra det enorme Marvel univers. ”Guardians of The Galaxy” var i min optik bedre end hovedparten af de traditionelle superheltefilm, og med ”Ant-Man” ramte man plet med en film, hvor både voksne og børn kunne få en festlig og underholdende oplevelse. Med Deadpool fortsætter man denne lækre trend, om end at man nok bør putte børnene, hvis man ikke vil udsætte dem for perfide jokes, under-bæltestedet humor og platte oneliners om pik og patter.
”Deadpool” er historien om Wade Wilson, der er en lejemorder, som er ved at dø af cancer. Da han får muligheden for at redde sig selv fra den frygtelige sygdom, ryger han i hænderne på Ajax, der har et problem med Wades smarte facon. Wade bliver kureret, men får en lille hilsen fra Ajax i form af en komplet maltraktering af hans ansigt. Ude af stand til at kunne fungere med sit deforme ansigt, bliver Wade til Deadpool, hvis eneste ønske i livet er at få sin kærlighed tilbage – og at tage frygteligt hævn.

Et ganske umage trekløver af ”helte”.

Det er tydeligt fra start, at ”Deadpool” ikke handler om den gode historie, for den eksisterer ikke. I stedet har man fra første scene valgt, at erstatte alle traditionelle konventioner med humor, action og mere humor. Plottet er tyndt, kedeligt og skinner gudskelov sjældent igennem, for filmen virker bare allerbedst, når man fuldkommen dropper intentioner om at skabe en film, der bare nogenlunde hænger sammen. Derfor kan man, med rette, kalde selve håndværket for makværk, for det er det så bestemt – og det bliver ikke bedre gennem filmens samfulde 108 minutter. Når det så er sagt, så er ”Deadpool” så fantatisk underholdende, at det er svært ikke at elske filmen til trods for de mange mangler. Faktisk er det hele ironien bag filmen, at den netop virker, selv om den på ingen måde tager sig selv, sin hovedperson eller sit univers seriøst overhovedet. Tværtimod er det hamrende morsomt, når Deadpool stiller spørgsmålstegn ved de mange tåbeligheder, der naturligt følger med hele superheltekonceptet.

Det er så sødt, når de tror, at de har en chance...

Filmen er båret af tåbeligheder, hvilket gør Ryan Reynolds til den perfekte hovedrolleindehaver. Selv om han til har måtte kvitte sit hverdagsarbejde som grøn lanterne for den ”anden side”, er han en fornøjelse fra start til slut. Reynolds var også Deadpool i ”X-Men Origins: Wolverine”, hvor karakteren var noget mere nedtonet, hvilket jo er det skønne ved Marvels univers, hvor man til forskellige lejligheder justerer på sine figurer, for at de senere kan give mening i en anden sammenhæng. I samme åndedræt kan man, hvis man ikke kender tegneserierne, godt glæde sig til næste Deadpool film, hvor Cable bliver introduceret.

...men det har de ikke.

Der skal derfor lyde en bøn herfra til Marvel, om at fortsætte med at introducere de smalle figurer fra deres kæmpe univers. De er muligvis ikke så kendte, som ”Avengers”, ”X-Men” og ”Fantastic Four”, men det betyder ikke, at man ikke kan lave gode film ud af deres historier alligevel. Jeg har ikke glemt hverken ”Ghost Rider” eller ”The Punisher”, som absolut ikke har haft godt af, at blive udstillet på det store lærred, men derfor skal der alligevel lyde et bravo herfra – for med Deadpool har man scoret et hattrick for utraditionelle Marvel film. Dem vil vi gerne have mange flere af.

Score:

Anmeldelse: Starry Eyes.

Årgang: 2014.
Tagline: "Dreams require sacrifice ... and so do they.”
Genre: Horror, Body Horror.
Instruktør: Kevin Kolsch & Dennis Widmyer.
Runtime: 98 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The House of the Devil” (2009), “Amer” (2009), “Excision” (2012).

“Starry Eyes” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Sarah (Alex Essoe) – en talentfuld ung skuespillerinde – arbejder på at slå igennem i Hollywood. Pludseligt sker det, hun umuligt kan takke nej til: hovedrollen i det velkendte Astraeus Pictures nye horrorfilm ”The Silver Scream” med løfte om at blive berømt over natten. Der er kun en hage ved situationen: Intet kommer af sig selv, og Sarah må derfor indgå en dødbringende aftale for at få rollen...

Sarah vil gøre hvad som helst for at blive kendt.

Det, der kan være så fedt ved denne genre, er, at en simpel idé eller morale kan blive drevet helt ud i ekstremerne. “Starry Eyes” handler egentlig om, hvad det koster at have høje ambitioner: Hvad må ofres på vejen, hvem må man stikke i ryggen (normalvis ville dette bare være en talemåde og ikke involvere egentlig fysisk vold), og kan man se sig selv i spejlet efterfølgende? For denne films hovedperson er der ingen grænser for, hvad hendes ambition må koste hende. “Starry Eyes” er skabt af Kevin Kolsch og Dennis Widmyer, der tidligere har arbejdet sammen på filmen “Absence” (2009), der blev skabt med penge, som parret tjente på en dokumentarfilm om forfatteren Chuck Palahniuk, der blandt andet har skrevet “Fight Club”.

“Ambition: The blackest of human desires. Everyone has it, but how many act on it?”

Der er noget old school over den stil, der dyrkes i “Starry Eyes”. Soundtracket og den visuelle stil lugter langt væk af tidligere tiders skræk- og exploitationfilm. Inspirationerne er mange: Body horror, arthouse og slasherfilm kunne alle nævnes som indflydelse på dele af denne film. Det bliver aldrig entydigt, og det er, hvad der gør filmen interessant. Filmen virker til at splitte horrorfans, og det er forståeligt. Forventer man horror med blood and guts, skal man være ganske tålmodig, når man ser “Starry Eyes”. Men på filmens egne præmisser, er den del af en undergrund af solide gyserfilm, der har noget på hjerte og samtidig med at være grufulde også revser tingenes tilstand. Filmen lægger ikke skjul på, at den handler om ambitioner, men den handler også om den tilsyneladende uslukkelige tørst efter at blive berømt. Kampen for at være unik og at blive husket af eftertide, handler i højere og højere grad om eksponering frem for talent, og det opponerer “Starry Eyes” imod. Sarah taler på et tidspunkt i filmen med sin gode ven, som opfordrer hende til at lave en film med ham og deres øvrige venner. Han beder hende droppe ambitionerne om at få en rolle, der kan åbne hendes vej til Hollywood, og i stedet bare lave det, hun elsker - men det er ikke det, Sarah vil. Hun vil være berømt.

Brutalt bliver det også...

Selve måden Sarah nærmest besættes af sin jagt efter den rigtige filmrolle skaber mindelser om “Rosemary’s Baby” (1968), og der er nærmest noget okkult over filmproducenten (yderst ubehageligt portrætteret af Louis Dezseran) og hans undersåtter. “Starry Eyes” er en på alle måder vellavet film. Filmens billeder og til tider aggressive klipning er en dyster fryd at betragte. Alex Essoe spiller en kvinde, som gerne vil imponere til castings, så hun kan få sin første store filmrolle. Dette er også Essoes første hovedrolle, og hun bærer den med glans - forhåbentlig stopper lighederne mellem Essoe og hendes karakters rejse mod filmhåndværket der. Sarahs transformation gennem denne film er både imponerende make-upeffekt arbejde, men også en skuespilpræstation af høj kaliber. Det lykkedes derudover “Starry Eyes” at engagere sin tilskuer i dens bifigurer, og det bliver undervejs meget vigtigt for, at historien ikke skal tabe sin effekt. Modsat mange andre genrefilm, er der her flere niveauer i de personer, der bevæger sig i periferien af hovedpersonens tilværelse. Det er naturligvis resultatet af et godt manuskript og godt filmhåndværk, men også skuespillernes evne til at give sympatiske præstationer, selvom Sarah undervejs nærer mistillid til de fleste af dem.

Berømmelsens pris kommer i mange former i “Starry Eyes”.

Gys er mange ting og nogle gange er det allermest effektivt, når det sniges ind i tilskuerens følelsesapparat. Måden, filmens stemning registreres hos seeren, har en langtidsvirkende effekt. “Starry Eyes” er i store dele af dens spilletid som en grim smag bagest på tungen, og det er først til slut, at filmen udfolder sin fulde gru. Det her er gys, når det er allerbedst! Velfotograferet, velspillet og med en volds udladning til sidst, der handler om mere end blot blodsudgydelserne i sig selv. Denne film er ikke bare et argument for, hvorfor genren er vigtig, men også en fortælling om noget råddent i vores kultur, og det er yderst prisværdigt.

Score:

Anmeldelse: The Dead Lands.

Årgang: 2014.
Tagline: "Where the warrior spirit was born.”
Genre: Action.
Instruktør: Toa Fraser.
Runtime: 103 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “The Last of the Mohicans” (1992), “The New World”  (2005), “Apocalypto” (2006).

“The Dead Lands” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Mãori høvdingesønnen Hongi (James Rolleston) drager på et bloddryppende hævntogt efter et drabeligt angreb på hans stamme, hvor hans fader mistede livet. For at have en chance mod den brutale Wirepa (Te Kohe Tuhaka) og hans undersåtter må Hongi drage gennem det frygtede og forbudte ”Dødelandet” for at indgå en alliance med den sagnomspundne “Warrior” (Lawrence Makoare): En uovertruffen kriger, der har regeret over området i årevis.
Toa Frasers actionfilm “The Dead Lands” var New Zealands kandidat i “Bedste udenlandske film” kategorien til Oscaruddelingen 2015. Selvom det ville have været forfriskende at se filmen nå med i konkurrencen om den gyldne statuette, var chancerne nok aldrig så store; til det er oscarkomiteen nok for konservative. “The Dead Lands” holder ikke igen med blodsprøjt, kannibalisme og grum overtro. Umiddelbart lægger skaberne af “The Dead Lands” op til, at lade sig sammenligne med film som Mel Gibsons “Apocalypto” (2006). Toa Frasers film har også ligheder med denne film men er en smule mere eventyrlig i sin tone alvoren til trods. Den er blodig, og figurerne tager sig selv meget alvorligt, men historien er basalt set om hævn. Lawrence Makoares mystiske kriger, der skal træne vores unge helt, er en stereotyp, men ikke desto mindre voldsomt karismatisk. Som hvis Mr. Miyagi i “The Karate Kid” (1984) havde været kannibal, og Daniel ikke skulle vinde en konkurrence, men desperat ønskede at dræbe sin modstander.

Forvent masser af tunger...

Indledningsvist kan historien i “The Dead Lands” virke meget basal: En høvdingesøn ser sin stamme blive slagtet og ønsker hævn. Heldigvis fyldes den grundlæggende præmis og skabelon ud med nogle fængende præstationer fra førnævnte Makoares til hovedrolleindehaver James Rolleston. Rolleston har den lidt utaknemmelige opgave at spille en ung naiv mand, der skal vokse til en kriger. Det lykkedes skuespilleren at gøre, hvad der kunne have været en noget anonym figur, til en tilstedeværelse på skærmen. Der tilføjes filmen meget fra den mystik, som hænger sammen med māoriernes overtro. Nogle af de mest visuelt engagerende scener er dem, hvor Hongi taler med sin døde bedstemor i en slags syner. Scenerne har en uvirkelig og lettere syret kvalitet, som klæder filmens i øvrigt meget enkle visuelle udtryk. I det hele taget er det kvinderne, der gør sig i det overnaturlige: Den mystiske kriger har hekselignende kvinder til at omgive sig, og den mystik, de føjer til historien, skaber grundlaget for, at vi kan lære mere om krigeren selv.

...og endnu flere tunger...

Filmens action er overraskende velkoreograferet. De simple våben udnyttes brutalt og effektivt, ikke mindst af Makoares, der i sin dyriske præstation skruer helt op for en ustyrlig vrede og frustration, som det ikke er overraskende, skaber enorm frygt i hans figurs modstandere. Actionscenerne er ikke ustandselige i omfang, men dukker op i en mængde, der får det til at virke, som om skaberne har været meget fornuftige i udnyttelsen af deres budget. Færre men vellykkede actionsekvenser lader til at have været devisen. Scenerne er instrueret hektisk men stadig med overblik over begivenhedernes gang. Hvert slag har en virkning, der mærkes, og der er aldrig tvivl om, at kampene er på liv eller død. Der er en alvor i kampene, som giver filmen vægt, samtidig med, at scenerne grundlæggende er underholdende at betragte.

...og en del krigere, der gør sig til for hverandre.

Ære eller død. Så simpelt er det for menneskene i “The Dead Lands”, der glædeligt giver deres liv for deres forfædres ære. Filmen er en blodig og brutal fortælling om hævn, og hvordan den har det med at avle mere hævn. Toa Fraser viser, at et par velfungerende actionscener placeret som højdepunkter for en engagerende og grundigt udført historie, stadig fungerer som fortælleform. Skuespillerne vandrer på kanten til det overspillede for nogles vedkommende, men grundet māoriernes kultur, virker det alligevel overbevisende. Med Makoare i spidsen spiller det centrale cast med en intensitet og ægthed, der gør den højdramatiske historie nærværende. For hvad “The Dead Lands” ønsker at være, kunne den ganske enkelt ikke være meget bedre.

Score:

Anmeldelse: X-men: First Class.

Årgang: 2011
Tagline: "Their powers would make them different. But destiny would make them allies.”
Genre: Action, Sci-fi.
Instruktør: Matthew Vaughn.
Runtime: 132 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: SF.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “X-men: Days of Future Past” (2014), “X-men” (2000), “The Avengers” (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Matthew Vaughn er manden bag denne den femte film i serien om X-men. Denne omgang er imidlertid ikke som de tidligere, og denne gang står ikke alene menneskeracens skæbne på spil men potentielt set også jordens, idet en atomkrig ligger og lurer.
Marvels samling af helte kaldet X-men blev først fremvist på det store lærred i 2000, da den oprindelige film, der ganske simpelt hed “X-men” (2000), havde premiere. Siden fulgte “X2” (2003), som var endnu mere vellykket end den første film, og et tredje kapitel, som desværre ikke blev instrueret af Bryan Singer, som ellers instruerede de første to film i serien. I stedet overtog Brett Ratner franchisens tøjler og afsluttede den oprindelige trilogi en smule klodset med det tredje kapitel “X-men: The Last Stand” (2006), som var for kort til at kunne nå tilstrækkelig grundigt rundt om det ellers spændende præmis. Derudover havde filmen også en smule for travlt med at introducere nye karakterer. Helt galt gik det, da Gavin Hood forsøgte sig med en prequel til trilogien, som var beregnet på at udforske Wolverines rødder. Her var for alvor tale om en film, der fokuserede på action fremfor historie, og selvom Hugh Jackman fortsat gjorde et fint stykke arbejde i titelrollen, lykkedes det aldrig helt at binde filmen sammen med den oprindelige trilogi. Begge film er siden forsøgt elimineret fra kanon, med den fremragende “X-men: Days of Future Past” (2014), opfølgeren til nærværende film.

“Mutant and proud.”

Matthew Vaughn, instruktøren af den ligeledes velfungerende “Kick-ass” (2010) er også manden bag denne femte film om de famøse X-men. Denne prequel tager fat i noget af det, der var stærkest i den oprindelige trilogi; forholdet mellem Charles Xavier og Erik Lensherr. De to karakterer blev i den oprindelige trilogi spillet af Patrick Stewart og Ian McKellen, som begge var nogle af de største plusser ved hele den originale trilogi både i kraft af deres skuespilsmæssige evner, som bestemt ikke er at kimse af, men også i kraft af den store forhistorie man fornemmede imellem Stewart og McKellens karakterer. I “X-men: First Class” er det James McAvoy og Michael Fassbender, som får til opgave at portrættere de to venner vel at mærke før, de overhovedet er blevet venner. Det er de tos forhold, der er kernen i hele filmen, og det gør, at den fremstår stærkt nærmest fra begyndelsen. McAvoy og Fassbender slår gnister både i deres individuelle og deres fælles scener. Portrætteringen af venskabets udvikling er meget fornem, og de to formår vitterligt at skabe stærk sympati for deres karakterer, hvilket yderligere styrker denne films dilemma omhandlende menneskets frygt for det fremmede. Denne problemstilling er tilstedeværende i alle de foregående film, men fordi det her kombineres med en tidligere og i forvejen problemfyldt periode af verdenshistorien, får filmen en ekstra dimension, og problemstillingen bliver således endnu mere nærværende end tidligere.

Magneto er født.

Udover at fokusere på det voksende venskab mellem Xavier og Lensherr er filmen i høj grad også en ensemblefilm, der bringer et ungt cast i fokus, som den første generation af X-men. Det er en spændende dynamik, der skabes mellem de unge og at en naturlig frygt for at være anderledes blandes ind i filmens fortælling medvirker blot til yderligere at nuancere historien og tilføje både karaktererne og filmens budskab dybde. At de unge skuespillere derudover gør sig utrolig godt er ingen skade til. Bedst blandt de yngre medvirkende er formentlig Jennifer Lawrence, som nogen vil kende fra “Winter’s Bone” (2010). At hun gør sig så godt har selvfølgelig også at gøre med, at hun gives meget plads i filmen, og at hendes ultimative valg betyder meget for de senere film. Det har også at gøre med, at Lawrence vitterligt er en fremragende skuespillerinde og med to så forskellige roller som Mystique og Ree fra “Winter’s Bone”, beviser Lawrence også sin alsidighed som skuespillerinde og understreger, at måden hendes karriere er blomstret op på de seneste få år, ikke er tilfældig.

“Adapt to this.”

Kontinuitet skabes der også, når man i starten af filmen vælger at genbruge et klip fra den oprindelige “X-men”, hvori man har valgt at klippe nærværende films skurk ind. Selvom det er en detalje, er det også et øjeblik, der er meget vellykket og fint bringer os tilbage i stemningen, som netop det klip skabte i den oprindelige film. Det er samtidig også meget sigende for hele filmen, at det er i detaljen at instruktør Matthew Vaughn får sin film til at fungere. For udover den overordnede historie, som er fint sammensat, er det i den fine portrættering af de forskellige tidsperioder og i skuespilpræstationerne, at Vaughn for alvor bringer en stærk film frem.

Score: