Anmeldelse: Deadpool.

Årgang: 2016.
Tagline: ”Bad ass. Smart ass. Great ass.”
Genre: Action, Adventure, Komedie.
Instruktør: Tim Miller.
Runtime: 108 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Kick-Ass” (2010), ”Guardians of The Galaxy” (2014), ”Ant-Man” (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang, hvor jeg brændende ønskede, at der ville komme en rigtig Marvel superheltefilm. I dag ønsker jeg mig brændende, at det snart stopper. Formaterne har været forkerte fra start af. Man har fortalt historier, der udelukkende havde til formål, at starte en franchise, hvilket har gjort de forskellige universer enormt forudsigeligt, kedelige og kønsløse. Man har manglet perspektiv, for det hele har handlet om merchandise og indtjening, og derfor står vi nu med en masse superheltefilm, der hverken kan fortælle en ordentlig historie, skabe et fornuftigt plot – eller endsige bringe et minimum af underholdning til skærmen. Vi har fået kastet kaskader af X-Men, Spider-Man, Iron Man og Fantastic Four film efter os i en sådan grad, at min kvalmetærskel for pumpede mænd i spandex har nået bristepunktet.

Deadpool vender tilbage til rødderne.

Når man nu begræder udvandingen af Marvel, så kan man til gengæld glæde sig over, at griskheden nu efterhånden har skabt nogle solide film på baggrund af enormt tynde karakterer fra det enorme Marvel univers. ”Guardians of The Galaxy” var i min optik bedre end hovedparten af de traditionelle superheltefilm, og med ”Ant-Man” ramte man plet med en film, hvor både voksne og børn kunne få en festlig og underholdende oplevelse. Med Deadpool fortsætter man denne lækre trend, om end at man nok bør putte børnene, hvis man ikke vil udsætte dem for perfide jokes, under-bæltestedet humor og platte oneliners om pik og patter.
”Deadpool” er historien om Wade Wilson, der er en lejemorder, som er ved at dø af cancer. Da han får muligheden for at redde sig selv fra den frygtelige sygdom, ryger han i hænderne på Ajax, der har et problem med Wades smarte facon. Wade bliver kureret, men får en lille hilsen fra Ajax i form af en komplet maltraktering af hans ansigt. Ude af stand til at kunne fungere med sit deforme ansigt, bliver Wade til Deadpool, hvis eneste ønske i livet er at få sin kærlighed tilbage – og at tage frygteligt hævn.

Et ganske umage trekløver af ”helte”.

Det er tydeligt fra start, at ”Deadpool” ikke handler om den gode historie, for den eksisterer ikke. I stedet har man fra første scene valgt, at erstatte alle traditionelle konventioner med humor, action og mere humor. Plottet er tyndt, kedeligt og skinner gudskelov sjældent igennem, for filmen virker bare allerbedst, når man fuldkommen dropper intentioner om at skabe en film, der bare nogenlunde hænger sammen. Derfor kan man, med rette, kalde selve håndværket for makværk, for det er det så bestemt – og det bliver ikke bedre gennem filmens samfulde 108 minutter. Når det så er sagt, så er ”Deadpool” så fantatisk underholdende, at det er svært ikke at elske filmen til trods for de mange mangler. Faktisk er det hele ironien bag filmen, at den netop virker, selv om den på ingen måde tager sig selv, sin hovedperson eller sit univers seriøst overhovedet. Tværtimod er det hamrende morsomt, når Deadpool stiller spørgsmålstegn ved de mange tåbeligheder, der naturligt følger med hele superheltekonceptet.

Det er så sødt, når de tror, at de har en chance...

Filmen er båret af tåbeligheder, hvilket gør Ryan Reynolds til den perfekte hovedrolleindehaver. Selv om han til har måtte kvitte sit hverdagsarbejde som grøn lanterne for den ”anden side”, er han en fornøjelse fra start til slut. Reynolds var også Deadpool i ”X-Men Origins: Wolverine”, hvor karakteren var noget mere nedtonet, hvilket jo er det skønne ved Marvels univers, hvor man til forskellige lejligheder justerer på sine figurer, for at de senere kan give mening i en anden sammenhæng. I samme åndedræt kan man, hvis man ikke kender tegneserierne, godt glæde sig til næste Deadpool film, hvor Cable bliver introduceret.

...men det har de ikke.

Der skal derfor lyde en bøn herfra til Marvel, om at fortsætte med at introducere de smalle figurer fra deres kæmpe univers. De er muligvis ikke så kendte, som ”Avengers”, ”X-Men” og ”Fantastic Four”, men det betyder ikke, at man ikke kan lave gode film ud af deres historier alligevel. Jeg har ikke glemt hverken ”Ghost Rider” eller ”The Punisher”, som absolut ikke har haft godt af, at blive udstillet på det store lærred, men derfor skal der alligevel lyde et bravo herfra – for med Deadpool har man scoret et hattrick for utraditionelle Marvel film. Dem vil vi gerne have mange flere af.

Score:

Anmeldelse: Jurassic World.

Årgang: 2015.
Tagline: "The park is open.”
Genre: Action, Adventure, Monster-film.
Instruktør: Colin Trevorrow.
Runtime: 124 minutter.
Medie: 3D Blu-ray.
Udgiver: Universal Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Jurassic Park” (1993), “The Lost World: Jurassic Park”  (1997), “Jurassic Park III” (2001).

“Jurassic World” er venligst stillet til rådighed af Universal Sony Pictures.

Anmeldt af Allan Sørensen.

For 22 år siden forestillede John Hammond sig en forlystelsespark, hvor gæsterne kunne opleve spændingen ved at se virkelige dinosaurer. I dag byder Jurassic World velkommen til tusindvis af besøgende, men noget dystert skjuler sig bag parkens attraktioner. En genetisk modificeret dinosaur med blod på tanden. Da kaos bryder ud på øen, er Owen og Claire i kapløb med tiden, for at skabe orden når en dag i parken forvandler sig til en kamp om liv og død.

Så er der serveret!

Det kan næsten ikke beskrives hvor stort det var da monster-mastodonten "Jurassic Park" ramte biograferne tilbage i 1993. Dinosaur-action af øverste skuffe, skudt af ingen ringere end Steven Spielberg, baseret på Michael Crichtons novelle, og bragt til levende live af magiske Industrial Light & Magic og special effect troldmanden Stan Winston. Filmen blev en kæmpe blockbuster-succes og begejstrede anmeldere og publikum verden over. Alle raske drenge og piger med hang til eventyr, heltemod og dinosaurernes rockstjerne Tyrannosaurus rex, måtte bare i biografen og se giraffen (eller øglen). "Jurassic Park" affødte to helt hæderlige efterfølgere fra 1997 og 2001. Og disse film trak også sit publikum, på trods af at ingen af dem nåede den originale films niveau. Så det har altid ulmet med rygter om endnu en film i dino-franchisen, men vi skulle altså vente helt til 2015 før der skete noget. Nu har man gravet det gamle fortidslevn frem, støvet det af, udstyret det med et endnu større sæt tænder, en glubende appetit og et menneskefjendsk verdenssyn, så hermed velkommen til "Jurassic World".

Dino style dance-off!

Spielberg har for længst sluppet tøjlerne, og man har i "Jurassic World" ladet den forholdsvis uprøvede Colin Trevorrow, om at smække røven i instruktørstolen. Et lidt besynderligt valg, for Colin Trevorrow har kun den afdæmpede indie-film "Safety Not Guaranteed" i bagagen. En film der er det stik modsatte af den bombastiske "Jurrasic World". For bombastisk, det er "Jurrasic World". I yderste potens. Og det tager heldigvis ikke lang tid før at tingene går helt af helvedes til i turistfælden Jurrasic World.

Lige til at spise.

Som om dræber-dino #1 T-Rex ikke var frygtindgydende nok, så har videnskabsmændene i Jurrasic World valgt at gensplejse den urgamle dræbermaskine med en lang række andre rovdyr, for at skabe noget vildere, større og mere spektakulært. Alt sammen kun for at trække flere besøgende igennem billetlugerne i dyreparken. Man har altså fucket med moder natur, og hende skal man vist ikke fucke med - slet ikke for at tjene penge. Det må være moralen i historien. Og meget mere er der altså ikke at komme efter af dybsindigheder i "Jurassic World". Udover den noget fortærskede historie og morale, så får vi også en helt unødvendig og fladpandet påhængs-historie om en glubsk militærmand, der har fået verdens nok dårligste idé; at omdanne de farligste dino'er i parken til militære våben...[dybt suk].

Lige tanden federe end Sommerland Sjælland...

Der bliver heller ikke brugt meget tid på at skabe et spændende og fængende persongalleri. Vores nye helte og skurke ligner mest af alt moderniserede udgaver af de gamle karakterer og personager fra de tidligere film. Og det overrasker nok ikke nogen, at jeg bedre kunne lide det gamle cast med Indiana Jones-klonen Sam Neill, labre Laura Dern, quirky Jeff Goldblum, majestætiske Richard Attenborough og altid højtråbende Samuel L. Jackson. I 2015 må vi klare os med Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og Vincent D'Onofrio. Førstnævnte gør det ok, Bryce ligeså, mens at Vincent D'Onofrio virker helt fejlcastet i hans rolle som den gale militærmand med de lyssky planer. Børn er der selvfølgelig også. De kommer i form af Ty Simpkins og Nick Robinson, men skal vi ikke bare lade være med at snakke for meget om dem. Deres roller virker også som genskrivelser af karakterer som vi allerede har set rigtig mange gange før. Det er dybt beklageligt, at manuskriptforfatterne ikke har prøvet at udfordre sig selv en smule og tænke nye karaktertyper og problemstillinger ind i universet - i stedet for bare at genbruge på det skammeligste.

...bogstaveligt talt.

Det lyder meget negativt det hele, men hvor "Jurassic World" fejler, der leverer den til gengæld 100% andre steder. For hold da knallert hvor er det spektakulært og underholdende at være vidne til, at den hyggelige familieudflugt i Jurassic World forvandler sig til en tur i dyreparken fra helvede, midt i fodringstid. Der er ikke sparet på noget som helst når Hollywood spiller med musklerne og lader de imponerende dinoer gå amok på folk og færd. Der er fuld tryk på både de visuelle og audiovisuelle effekter, og med det rette lydanlæg kan du være sikker på at lillemor kaster sig i flyverskjul bag sofaen, og at naboen ringer til Zoo for at høre om der er nogle af deres større husdyr der er stukket af hjemmefra. Der er med andre ord damp på action-kedlerne og alle dine orienterings sanser vil arbejde på højtryk for at fange alle de superskarpe detaljer i lyd og billeder. Parken er proppet med dino'er i alle mulige og umulige afskygninger, og de tramper løs, brøler, slås og bider som var der ingen dag i morgen! Så det er altså værd at indløse billet til "Jurassic World" på trods af dens mange fejl og dumheder. Det er stadig en film med dinosaurer der smadrer og æder alt på deres vej, og det er på sin helt egen og forunderlige vis altid svært fascinerende at se på.

Score: