Anmeldelse: What We Do in the Shadows.

Årgang: 2014
Genre: Komedie, Mockumentary.
Instruktør: Jemaine Clement & Taika Waititi.
Runtime: 82 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Spinal Tap" (1984), "Flight of the Conchords" (2007–2009), "Vampires" (2010).
 
“What We Do in the Shadows” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I et lille hus i Wellington, New Zealand, bor de fire vampyrer og venner Viago (379 år), Deacon (183 år), Vladislav (862 år) og Petyr (8.000 år). Vi følger deres hverdagsliv på godt og ondt - lige fra hvis tur det er til at vaske op til hvem, der har slået det seneste offer ihjel. Uden venner til at invitere dem indenfor på byens natklubber, har de helt mistet grebet og er ikke up to date med at være unge med de unge – indtil de møder Nick og Stu...

Family portrait.

Det påfaldende ved “What We Do in the Shadows” er, hvor morsom den er og måden, den er det på. Den dyrker en række absurde overnaturlige fænomener med en hverdagsrealisme, som i sig selv skal bære filmen. Måden dette adskiller sig fra visse andre humoristiske og parodierende film af nyere dato er, at det aldrig bliver for plat. De 5 vampyrer, der bor i det lille hus, er trods det faktum, at de er døde, mere levende og nærværende personligheder, end de stereotypiske og kedsommelige typer, der ofte fylder lignende film. Hvis man i det hele taget kan tale om “lignende film”, for selvom jeg har set andre mockumentaries, har jeg ikke tidligere oplevet en, der tackler monstre og levende døde som en slags subkultur. Det er ikke bare vampyrer, der lever i det New Zealand, som filmen præsenterer os for, men også varulve, zombier, hekse og meget andet.

"Stay classy!"

Alle de overnaturlige væsner, er bragt til live på overbevisende facon. Ved hjælp fra make-up effekter såvel som en smule computergrafik hid og did antydes og vises monstrene. Det bedste af det hele er, at det bliver en del af humoren. Når en varulveleder grundet fuldmånen pludselig får travlt med at opfordre sin flok til at “tage det tøj af, de ikke vil miste”, er det sjovt. Når vampyrerne giver sig til at slås svævende i luften, men det mere får udtryk af akavethed end Hollywood-action, er det endnu sjovere. “What We Do in the Shadows” laver ikke sjov med sine figurer, men bruger dem til at vise de lavpraktiske problemer ved at være vampyr. Dette gør den med henvisning til en hel række klassiske værker indenfor genren. Det er små referencer, som sjældent er udtalte. Når man ser bort fra “Twilight” (2008), der heller ikke ligefrem kan kaldes en klassiker, som nævnes ved navn flere gange. Det er ganske sandsynligt, at netop den films popularitet har været en af udløserne for, at en film som denne, har kunnet finde eksistensberettigelse. Hvis det er tilfældet, har vi langt om længe noget at takke Stephenie Meyer for.

“Sikke noget gris...”

Beslutningen om at lave “What We Do in the Shadows” som en mockumentary er vovet, fordi det kan smide nogle seere af i farten: Vil der overhovedet være en historie i sådan et format? Det kan jeg berolige med, at der bestemt er. Skaberne har lavet et ganske fint narrativ, der ikke er af episke proportioner, men som alligevel giver filmen fremdrift, således at vi ikke blot bliver vidne til en række sketches med vampyrer som tema. Det lykkedes at skabe en relaterbarhed hos figurerne, som er fængende. De kiksede vampyrer har en vis charme. Ligesom i “The Nightmare Before Christmas” (1993) får seeren indtryk af, at de fleste af vampyrerne, som vi introduceres for, egentlig ikke har den store fornøjelse ud af at slå mennesker ihjel, men at det er en drift og en voldsom måde vampyrerne tackler deres følelser på. Det er på en måde meget elskeligt... når man altså ser bort fra det faktum, at der er menneskeliv, der går til i processen. Filmen tager sig selv meget lidt seriøst, men alligevel nok til, at det ikke bliver for fjollet. Der sættes sågar et par ord på, hvorfor det at være en vampyr kan være lidt af en forbandelse. Der er en smule smerte blandet i humoren, og det er altid en god cocktail.

Petyr er den eneste af vampyrerne, der reelt virker skræmmende... men det gør han så også ganske godt.

Jeg har svært ved at komme i tanke om andre film, der kan det “What We Do in the Shadows” gør. Det er blandingen af gode figurer, skæv humor og gys, der gør filmen til den legesyge fornøjelse, den er. Se den, citer den og bær vidne til en helt særlig oplevelse.

Score:

Anmeldelse: The Last Horror Movie.

Årgang: 2003.
Tagline: There is a line between fiction and reality, and it’s a bloody one.
Genre: Horror, Mockumentary.
Instruktør: Julian Richards.
Runtime: 75 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Man Bites Dog” (1992), “American Psycho” (2000), “Natural Born Killers” (1994), “Maniac” (1980).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Max (Kevin Howarth) er en pæn og charmerende fyr, hvis profil ikke rigtig passer til de flestes opfattelse af en forstyrret morder. Han lever til daglig en ganske normal tilværelse med venner og familie og har et job som bryllupsfotograf. Men Max er i virkeligheden en psykopatisk seriemorder, der optager sine mord på video og endog engagerer en assistent til at hjælpe sig med det. Han taler direkte ind i kameraet for at give sine optagelser et stuerent og dokumentarisk præg.

"Did he fire six shots or only five...?"

Manden bag “The Last Horror Movie” hedder Julian Richards. Da han gik på filmskole var der en lærer, der sagde til ham: “Folk laver så høflige film. Prøv at lave noget, der provokerer og udfordrer. Lav film din bedstemor ikke ville bryde sig om.” Det er meget passende at Richards har dedikeret filmen til sin tidligere lærer, for “The Last Horror Movie” lever fuldt og helt op til opfordringen om at gå i en anderledes retning. Instruktøren kalder sin historie for en dekonstruktion af 80erne og 90ernes slasherfilm. Hovedpersonen Max fortæller selv om sit liv: Familien som ikke forstår ham, hans arbejde som bryllupsfotograf og ikke mindst de myrderier, han dyrker som hobby. Filmen er præsenteret som en række videodagbøger, der skal forestille at være optaget over et VHS-bånd af en generisk slasherfilm, hvilket efterlader filmen eftertrykkeligt på hovedrolleindehaver Kevin Howarths skuldre.  Han er ikke bare filmens fortæller men også dens fremdrift og pointe.

Say cheese!

Lykkeligvis er Kevin Howarth nøjagtigt lige så charmerende i sin arrogance, som en sand psykopat bør være. Det er utroligt hvad han i rollen som Max kan udsætte sit publikum for af grusomheder, samtidig med at han fremstår helt ufravigelig i sin selvretfærdighed. Til trods for, at han benytter enorme mængder af selvironi til at skabe distance til hans apatiske tilgang til verden, er han også drevet af at skubbe til os, der ser film fyldt med gys og gru. “Hvorfor ser du stadig med?” spørger Max ind i kameraet og en stor del af svaret er at finde i den centrale præstation, som er karismatisk og i sig selv frygteligt skræmmende. Det sker mere end en gang i filmens forløb at Max helt konkret kommer lidt for tæt på. Når han læner sig helt frem mod linsen og stirrer dig direkte ind i øjnene, er det svært ikke at krympe sig i sædet.

♪♪♫♫ Stop! Hammer time!♪♪♫♫

Filmen er fyldt med selvrefererende materiale og kan derfor virke en smule prætentiøs. Er man en smule allergisk over for store mængder ananas i egen juice, kan jeg berolige med, at James Handels manuskript med humor og drab også giver seeren de mere basale ting, der typisk forventes af en gyserfilm. Myrderierne bliver mere og mere bestialske i takt med, at Max bliver mere insisterende i sine spørgsmål til beskueren. Richards bruger lange takes til at skabe en fornemmelse af realisme, som intensiverer handlingernes kynisme. På den måde minder filmen om “The Texas Chainsaw Massacre”, der også vandt meget ved at have et look, der mindede seeren mere om hjemmevideo end fiktionsfilmens sikre verden. I det hele taget dukker der mange film op man kunne referere til i forbindelse med “The Last Horror Movie”: Hovedpersonens apatiske væremåde minder til forveksling om den verdensfjerne Patrick Bateman fra “American Psycho” (2000), udforskningen af voldens væsen bringer tankerne hen på Oliver Stones “Natural Born Killers” (1994), og sådan kunne man blive ved. Egentlig understreger det blot den ret fine mængde af nuancer, som “The Last Horror Movie” gemmer på. 

“I'm trying to make an intelligent film about murder, whilst actually doing the murders.”

“The Last Horror Movie” lykkes i at antyde, at selvom filmen selv er fiktiv, er ondskaben det ikke. Max er usædvanlig i sin komplette mangel på empati, men det han bliver ved at spørge til, er hvor langt der er fra ham til os? Julian Richards har lavet en film, der vil os noget som mennesker, men som også har et helt basalt ønske om at skræmme. Det gør den effektivt ved at placere sit monster i en menneskekrop, og dets angreb i banale dagligdags situationer. Richards vil vise at virkelige mord har virkelige konsekvenser og på den måde dekonstruere slasherfilmgenren. Ikke for at træde på filmene, men for at skabe noget anderledes og måske ligefrem provokerende? Det er “The Last Horror Movie” til overflod, en udfordring af seeren, og så absolut en film bedstemor ikke vil kunne lide.

Score: