Anmeldelse: Green Room.

Årgang: 2015.
Tagline: "Now. Whatever you saw or did. Is no longer my concern. But let's be clear. It won't end well."
Genre: Crime, Horror.
Instruktør: Jeremy Saulnier.
Runtime: 95 minutter
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: "American History X" (1998), "Red State" (2011) "Blue Ruin" (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Punkrock, nynazister OG Kaptajn Picard? Hvordan kan man undgå, ikke at elske denne film, inden man overhovedet har rørt sin fjernbetjening? Et punkband ved navn Ain’t Rights er på tur langs den amerikanske vestkyst. De er mildest talt på røven, og har svært ved at holde økonomien flydende. Efter endnu et gig, der gik langt under forventning, bliver bandet tilbudt et job, som er nemt tjente penge. Til trods for et hårdt publikum af nynazister, tager Ain’t Rights jobbet, som snart skal vise sig, at være en fatal fejl, da bandet falder over et lig, som de ikke skulle have set.
Lad det være sagt med det samme. Denne her film bliver kun bedre, hvis du venter med at læse denne anmeldelse. Ikke fordi, at jeg kunne finde på at spoile din oplevelse, men af den simple årsag, at ”Green Room” bare er en bedre film, hvis man ved så lidt som muligt om den. Vi har nemlig at gøre med en film, hvis rammer er ganske begrænsede, og derfor skal der ikke meget til, før oplevelsen er minimeret en hel del. Så nu er du advaret!

Captain Jean-Luc Picard at your service.

”Green Room” er en stilsikker sag, hvor instruktør Jeremy Saulnier bygger videre på den type film, plot og handling, som han skabte med den glimrende ”Blue Ruin”, der ellers var en afstikker fra den ligeså glimrende debutfilm ”Murder Party”. Ikke desto mindre er vi stadig velsignet med en masse fede scener, der koger over i løbet af inden tid, hvilket man vil genkende fra netop ”Murder Party”. Saulnier er ikke bange for at holde stilen fra start til mål, hvilket giver en vidunderlig afdæmpet atmosfære midt i en knap så afdæmpet handling, der bestemt hverken mangler blod, splat eller vold. Det er en fin balancegang, som består sin test fra filmens begyndelse til den allersidste scene. Stilsikkerheden bærer også over i en ganske lækker visuel stil, hvor de mørke og grå toner bliver angivende for filmens generelle udseende. Det er efterhånden blevet normen for små gysere, men ikke desto mindre fungerer det fremragende, når man har en god historie, et fornuftigt plot og en del glimrende skuespillere, der formår at holde den afdæmpede linje. Man skal derfor ikke forvente skrigende teenagers ad nauseam, hvilket bestemt ikke bekymrer anmelderen overhovedet.

We're pretty, A pretty vacant!

Patrick Stewart spiller hovedrollen som den nynazistiske leder Darcy (Jax Teller roterer i sin grav), men er, uanset hans blændende skuespil, slet ikke en del af filmens hovedhistorie. Derimod er, den for nyligt afdøde, Anton Yelchin filmens helt store oplevelse på skuespillerfronten. Han brillerer filmen igennem med en klaustrofobisk skildring af en utilpasset punker, der først kommer virkelig til live en tredjedel inde i filmen. Det er en udsøgt fornøjelse, når folk formår at spille deres roller i denne type film, uden at nødvendigvis kamme helt over i en parodi på sig selv. Yelchin bliver dog flankeret fint af Imogen Poots, der igen formår at spille antihelt på glimrende vis.

Imogen Poots rocker pumpgun og punkhår.

Når man så allerede kan erklære, at man har været forkælet på filmens stil, visuelle formåen og skuespillet, kan man så brokke sig overhovedet? Desværre er svaret ja, for ”Green Room” går lidt i selvsving i filmens sidste fjerdedel. Her bliver der famlet lidt for voldsomt i plottet, og pludselig bliver filmen en absurd forudsigelig oplevelse. Jeg har ikke kunne læse mig til, hvorvidt der har været grove omskrivninger af manus, men Saulnier falder i gryden med klichéerne og filmens slutning er underlig kedelig til trods for, at man på intet tidspunkt bliver bragt ud af filmens ellers så fede stil. Især slutscenen er forfærdelig, da den nærmest dovent bringer filmen til sin slutning, uden nogen form for begejstring for sin publikum. Man kan sikkert tilskrive den afdæmpede stil lidt af det manglende klimaks, men det bliver alligevel en flad fornemmelse mad sidder med, når rulleteksterne kører over skærmen.

"Make it so..."

Jeg vil dog alligevel anbefale ”Green Room”, da den bestemt har sine øjeblikke, er stilsikker og har et rigtig godt og solidt cast af skuespillere. Den udstiller desværre også sine mangler i filmens slutning, hvilket trækker alvorligt ned, da man i vores gebet gerne vil have fuld klimaks, hvis man er blevet kildet gennem femoghalvfems minutter. Så nynazisterne, punkrock og ham Picard behøver ikke at være noget, som man bare elsker uden omsvøb. Det var i sidste ende en fin lille date, der desværre sluttede med et kys fra ens søster, Øv!

Score:

Anmeldelse: Sabotage.

Årgang: 2014.
Tagline: ”Leave no loose ends.”
Genre: Action, Crime.
Instruktør: David Ayer.
Runtime: 109 minutter.
Medie: Netflix USA.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Open Road Films.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Raw Deal” (1986), ”Harsh Times” (2005), ”End of Watch” (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da Arnold Schwarzenegger blev Governator i Californien i 2003, truede han med at lægge skuespillet på hylden. Men som vi ved, er det ofte sådan med politik, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, og allerede inden guvernørskabet sluttede i 2011, fandt Schwarzenegger tid til at lægge vejen forbi Hollywood. Det var såmænd den gamle ærkerival Sylvester Stallone, der hev ham ind for en kort bemærkning i ”The Expendables” (2010), og siden arbejdede de to rynkede muskelbundter side om side i ”Escape Plan” (2013). I fremtiden kan vi opleve Schwarzenegger i den ny ”Terminator: Genisys”, og sandsynligvis kommer han også til at gentage rollen som Conan, så det er efterhånden et uomgængeligt faktum: he's back!

”Hvor gammel sagde du, du var?!”

Men udover at sikre alderdommen økonomisk med den nostalgiske og garanteret indbringende tilbagevenden til selvrefererende actionbrag og velkendte franchises, har Schwarzenegger heldigvis også ambitioner om at kaste sig over nye og anderledes projekter. Sidste år havde vi fornøjelsen af den overskruet underholdende ”The Last Stand” (2013) og i 2015 kan vi se frem til zombiedramaet ”Maggie”. Her og nu skal det handle om ”Sabotage” (2014), hvori Schwarzenegger spiller John ”Breacher” Wharton. Breacher leder et vanvittigt men velfungerende team i narkopolitiet, som kommer i problemer, da de stjæler 10 millioner dollars under en razzia på en narkohøjborg. Efterfølgende bliver Breachers folk brutalt slagtet én efter én på ægte mexikansk narkokartelmanér, og som om det ikke var nok, kommer teamet også under lup fra drabsafdelingens allernævenyttigste snushøne. Hun er dybt interesseret i at finde ud af, præcis hvad det er, Breacher har gjort ved narkobaronens sukkermad.

”Fuck! Der er ikke mere mælk i køleskabet!”

Men faktisk er ”Sabotage” også en film om en faders hævn over dem, der har bortført og dræbt hans familie. Det er jo et plot, vi kender til bevidstløshed, senest fra ”John Wick” (2014) og bedst fra ”Taken” (2009). Schwarzenegger selv er heller ikke utrænet i den hævngerrige faderrolle; hvem husker ikke den overdrevet seje ”Commando” (1985)? Det ér efterhånden et lidt fortærsket plot, og instruktøren David Ayer har da også gjort klogt i at fokusere på nogle andre aspekter af historien og dermed reducere hævngerningen til et sideplot. Fokus ligger på de klassiske kriminalelementer: hvem har nappet gysserne, og hvem render rundt og slår folk ihjel? Det fungerer som sagt godt, men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der mangler noget. Hævnhistorien får trods alt for lidt plads i forhold til, hvor afgørende betydning den får for filmen til sidst. ”Sabotage” blev optaget i efteråret 2012, men fik først premiere dette forår. Filmholdet har ad flere omgange måtte vende tilbage og optage nyt materiale samt klippe filmen om, fordi der var utilfredshed med resultatet. Måske kan det forklare, at filmen har en anelse svært ved at bestemme, hvilke historier den gerne vil fortælle.

Hey! Hey! Hey, hey, hey! Macho, macho man! I've got to be, a macho man!

Forsinkelsen af ”Sabotage” kan også forklare, hvordan David Ayer kan have to film på markedet det samme år. Ayer har netop været aktuel herhjemme med krigsfilmen ”Fury” (2014), der ligesom ”Sabotage” følger et badass team. Det skal han sgu have, David Ayer, han forstår at sammensætte en fed og overraskende rolleliste. Udover Arnold Schwarzenegger finder man i ”Sabotage” blandt andre Terrence Howard, Josh Holloway, Mireille Enos og ikke mindst Sam Worthington i hans bedste rolle til dato. Jeg har aldrig forstået Sam Worthington som heltefiguren i for eksempel ”Avatar” (2009) og ”Terminator Salvation” (2009). I ”Sabotage” spiller han den grove meeen dog følsomme James ”Monster” Murray, og det gør han virkelig, virkelig godt! Han har taget sig nogle kilo, ladet sig kronrage og fået flettet fipskægget, så der gik faktisk lang tid, før det gik op for mig, det var Sam Worthington. Arnold har jo altid været mere trækplaster end skuespiller, men han modner faktisk med alderen. De mange guvernørtaler må have gjort ham kameravant, og han fremstår meget mere naturlig og rolig i sine roller. Men om jeg fatter, at han skal have så mange ironisk-sarkastiske replikker. Når manden lige knap evner at levere en replik troværdigt, hvorfor skal han så pines med at skulle sige noget, der er dobbelttydigt?!

Hvis du får ondt i hovedet, er det ikke bare brainfreeze!

David Ayer har et ganske imponerende cv med actionfilm som ”The Fast and the Furious” (2001), ”Training Day” (2001), ”End of Watch” (2012) og senest altså ”Fury”. Han har en rå og kompromisløs stil, som nok bliver udfordret, når han i fremtiden skal stå for superhelte... eller rettere superskurkefilmen ”Suicide Squad” for Warner Bros. og DC (forhåbentlig holder han Arnold på lang afstand af denne film). Jeg har på fornemmelsen, at ”Sabotage” blot bliver et lille aberdabei i David Ayers samlede filmproduktion, ligesom den nok aldrig bliver Schwarzenegger-pensum. Alligevel får den altså en anbefaling med på vejen herfra, for det er ganske velfungerende og i øvrigt überblutig actionthriller. Man kan med fordel se den side om side med føromtalte ”The Last Stand”, der ganske vist er mere til den sjove side, men som også er actionspækket ad helvede til og i øvrigt også handler om de forbandede narkotika-sælgende mexikanere.

Score: