Viser opslag med etiketten Body Horror. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Body Horror. Vis alle opslag

15. okt. 2015

Anmeldelse: Starry Eyes.

Årgang: 2014.
Tagline: "Dreams require sacrifice ... and so do they.”
Genre: Horror, Body Horror.
Instruktør: Kevin Kolsch & Dennis Widmyer.
Runtime: 98 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The House of the Devil” (2009), “Amer” (2009), “Excision” (2012).

“Starry Eyes” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Sarah (Alex Essoe) – en talentfuld ung skuespillerinde – arbejder på at slå igennem i Hollywood. Pludseligt sker det, hun umuligt kan takke nej til: hovedrollen i det velkendte Astraeus Pictures nye horrorfilm ”The Silver Scream” med løfte om at blive berømt over natten. Der er kun en hage ved situationen: Intet kommer af sig selv, og Sarah må derfor indgå en dødbringende aftale for at få rollen...
Sarah vil gøre hvad som helst for at blive kendt.
Det, der kan være så fedt ved denne genre, er, at en simpel idé eller morale kan blive drevet helt ud i ekstremerne. “Starry Eyes” handler egentlig om, hvad det koster at have høje ambitioner: Hvad må ofres på vejen, hvem må man stikke i ryggen (normalvis ville dette bare være en talemåde og ikke involvere egentlig fysisk vold), og kan man se sig selv i spejlet efterfølgende? For denne films hovedperson er der ingen grænser for, hvad hendes ambition må koste hende. “Starry Eyes” er skabt af Kevin Kolsch og Dennis Widmyer, der tidligere har arbejdet sammen på filmen “Absence” (2009), der blev skabt med penge, som parret tjente på en dokumentarfilm om forfatteren Chuck Palahniuk, der blandt andet har skrevet “Fight Club”.
“Ambition: The blackest of human desires. Everyone has it, but how many act on it?”
Der er noget old school over den stil, der dyrkes i “Starry Eyes”. Soundtracket og den visuelle stil lugter langt væk af tidligere tiders skræk- og exploitationfilm. Inspirationerne er mange: Body horror, arthouse og slasherfilm kunne alle nævnes som indflydelse på dele af denne film. Det bliver aldrig entydigt, og det er, hvad der gør filmen interessant. Filmen virker til at splitte horrorfans, og det er forståeligt. Forventer man horror med blood and guts, skal man være ganske tålmodig, når man ser “Starry Eyes”. Men på filmens egne præmisser, er den del af en undergrund af solide gyserfilm, der har noget på hjerte og samtidig med at være grufulde også revser tingenes tilstand. Filmen lægger ikke skjul på, at den handler om ambitioner, men den handler også om den tilsyneladende uslukkelige tørst efter at blive berømt. Kampen for at være unik og at blive husket af eftertide, handler i højere og højere grad om eksponering frem for talent, og det opponerer “Starry Eyes” imod. Sarah taler på et tidspunkt i filmen med sin gode ven, som opfordrer hende til at lave en film med ham og deres øvrige venner. Han beder hende droppe ambitionerne om at få en rolle, der kan åbne hendes vej til Hollywood, og i stedet bare lave det, hun elsker - men det er ikke det, Sarah vil. Hun vil være berømt.
Brutalt bliver det også...
Selve måden Sarah nærmest besættes af sin jagt efter den rigtige filmrolle skaber mindelser om “Rosemary’s Baby” (1968), og der er nærmest noget okkult over filmproducenten (yderst ubehageligt portrætteret af Louis Dezseran) og hans undersåtter. “Starry Eyes” er en på alle måder vellavet film. Filmens billeder og til tider aggressive klipning er en dyster fryd at betragte. Alex Essoe spiller en kvinde, som gerne vil imponere til castings, så hun kan få sin første store filmrolle. Dette er også Essoes første hovedrolle, og hun bærer den med glans - forhåbentlig stopper lighederne mellem Essoe og hendes karakters rejse mod filmhåndværket der. Sarahs transformation gennem denne film er både imponerende make-upeffekt arbejde, men også en skuespilpræstation af høj kaliber. Det lykkedes derudover “Starry Eyes” at engagere sin tilskuer i dens bifigurer, og det bliver undervejs meget vigtigt for, at historien ikke skal tabe sin effekt. Modsat mange andre genrefilm, er der her flere niveauer i de personer, der bevæger sig i periferien af hovedpersonens tilværelse. Det er naturligvis resultatet af et godt manuskript og godt filmhåndværk, men også skuespillernes evne til at give sympatiske præstationer, selvom Sarah undervejs nærer mistillid til de fleste af dem.
Berømmelsens pris kommer i mange former i “Starry Eyes”.
Gys er mange ting og nogle gange er det allermest effektivt, når det sniges ind i tilskuerens følelsesapparat. Måden, filmens stemning registreres hos seeren, har en langtidsvirkende effekt. “Starry Eyes” er i store dele af dens spilletid som en grim smag bagest på tungen, og det er først til slut, at filmen udfolder sin fulde gru. Det her er gys, når det er allerbedst! Velfotograferet, velspillet og med en volds udladning til sidst, der handler om mere end blot blodsudgydelserne i sig selv. Denne film er ikke bare et argument for, hvorfor genren er vigtig, men også en fortælling om noget råddent i vores kultur, og det er yderst prisværdigt.

Score:

14. nov. 2014

Anmeldelse: Contracted.

Årgang: 2013
Tagline: "Not your average one night stand."

Genre: Horror, Drama, Body Horror.
Instruktør: Eric England.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 78 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Nekromantik" (1988), "Thinner" (1996), "Deadgirl" (2008).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Når vi bevæger os i smalle genrer, som vi nu gør på SEC, så støder man tit på argumenter for, hvorfor en film ikke klarede skridtet fra genrefilm til mainstream. Oftest bliver markedsføringen udpeget som skurk, fordi mange føler, at genrefilmene bliver undersolgt som fordummende, når de i virkeligheden har noget at byde på. Når det kommer til en film som Contracted, tænker jeg, at folkene bag markedsføringen med garanti aldrig har set filmen.
Samantha tager til fest, hvor hun møder en fyr, der interesseret spørger til hendes kærlighedsliv. Hun vågner senere op på bagsædet af mandens bil, hvor han er i færd med at voldtage hende. Dagen efter begynder der at ske underlige ting med Samanthas krop. Det bliver værre og værre for Samantha er smittet. Alvorligt smittet.
Engangsknald eller voldtægt? Jeg kan ikke se forskel. Hvor er din bil?
Nu er det en del år siden, at jeg sidst har været på en egentlig date. Jeg indrømmer at være håbløs bagude, for jeg aner ikke, hvad de unge vil have nu til dags, så derfor konkluderer jeg nu på baggrund af datingscenen i halvfemserne.  I min optik, bør man måske ikke sælge en film, som en dating og engangsknalds pendant til Dødens Gab og frygten for at gå i vandet igen, hvis selvsamme film handler om decideret voldtægt? Det svarer til at sælge en film til søvnløse, hvor Freddy Krueger guider dig til en bedre nattesøvn. Eller en film om humor, hvor Thomas Eje spiller hovedrollen. Det giver ingen mening og er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå når man enten ignorerer eller nedtoner elementer, som man helst ikke vil indrømme er en del af den film, som man har haft den ulejlighed at producere. Ikke desto mindre bliver Samantha voldtaget, som i tvunget til sex, som hun har meget lidt lyst til og endog protesterer imod.
Den Lasik øjenoperation var IKKE pengene værd.
Contracted er en film om det uforudsigelige, om det ukendte og om det snigende gys, der muligvis aldrig folder sig ud i fuld flor, men som alligevel efterlader et aftryk, der gør filmen interessant. Samanthas krop forandrer sig i et tempo, der aldrig er kedeligt, men alligevel ikke går hurtigt nok, for man når desværre at tænke lidt for meget over tingene, hvilket hverken plot eller historie rigtig kan tåle. Der er for mange underlige handlinger fra filmens biroller, der virker søgte og alt for konstruerede, hvilket smitter af på hvordan man opfatter hovedrollen.
Simple og ganske normale tiltag ved en eventuelt smitte og faren derved, kommer aldrig på tale, men i stedet konkluderer karaktererne på en slags virkelighed, der slet ikke står model til sund fornuft og konstruktiv tankegang. Man har i enkelte passager følelsen af, at Samantha omgår sig med retarderede mennesker, der giver hende alle andre råd end de mest indlysende og ellers foretager sig uligevægtige handlinger og påtagede formodninger.
Eksempelvis ligner Samantha på et tidspunkt et afpillet aidsoffer med alskens af følgesygdomme, men bliver affejet med at hun nok drikker for meget, og måske endda tager for mange stoffer?!? Den slags er der en del af, hvilket er en skam, for instruktør Eric England har faktisk formået at skabe en effektfuld film, der uden den store brug af vilde speciel effekter, alligevel formår at skabe en gennemgående interessant stemning. Jeg har ikke set andre af Englands film, så jeg skal ikke kunne sige, om der er et subplot eller om hele den ulækre sygdom er synonym for kønssygdomme - og hvad de gør ved krop og sjæl. Skulle sidstnævnte være tilfældet, ville det forklare en hel del, men jeg er langt fra sikker på, at filmen overhovedet har format nok til at stikke så dybt.
Du skal være helt ærlig! Har jeg noget mellem tænderne?
I sidste ende sidder man tilbage med en rodet affære. En film, der tydeligt ikke vil reklamere med, at den unge kvinde bliver voldtaget. En film, hvor ingen af karakterernes handlinger virker rationelle, og derfor skaber en unødvendig distance mellem filmen og det tænkende menneske. En film, der muligvis har noget på hjerte, men som langt fra virker klog nok til at formidle et egentligt budskab. Det hele ender paradoksalt nok i en scene, som jeg i hvert fald ikke havde forudset, men som egentlig bare understreger, at potentiale, vildledende markedsføring og gode intentioner ikke gør en god film.

Score: