Den
eneste rigtig gode film om den "excentriske" morder og gravrøver Ed Gein, er nu endelig kommet i en nyrestaureret og yderst lækker blu-ray udgivelse, og det er en udgivelse filmen virkelig fortjener. Kender du ikke til Ed Gein, så kan jeg fortælle, at bonderøven f.eks hyggede med at grave
lig op på kirkegårde, tage dem med hjem, også ellers gå i gang med at lave trofæer og souvenirs ud af beskidte knogler og fordærvet
hud. Han slog desværre også et par mennesker ihjel undervejs, og i 1957 klappede fælden da også om Edward Theodore Gein, da politiet mødte op på hans ensomt beliggende farm. Hvad gør så Ed Gein til noget særligt, spørger du måske? Jo, hans frygtelige bedrifter
har inspireret til et hav af ikoniske filmkarakterer som f.eks Norman Bates i 'Psycho', Leatherface i
'The Texas Chain Saw Massacre' og Buffalo Bill i 'The Silence of the
Lambs'. Fornyligt dukkede seriemorderen Bloody Face op i anden sæson af den populære serie 'American Horror Story', og han er altså også løst baseret på den vanvittige redneck. 'Deranged' er fra 1974 og Roberts Blossom er ubehagelig
realistisk i sin præstation som The Plainfield Ghoul, et meget passende navn, som datidens medier gav Ed Gein. Både 'Motel Hell' og 'Deranged' er låst til Region B og kan dermed afspilles på din blu-ray afspiller. Begge udgivelse er spækket med ekstramateriale og kommer også begge med en lækker booklet indeni. Filmene kan købes direkte hos Arrow Video.
Arrow Video's fremragende udgivelse af Grindhouse-filmen 'Motel Hell' har også sneget sig med på billedet. Begge udgivelse anbefales på det varmeste!
Seriemorderen med tilbøjeligheder til lettere teatralsk udklædning - Bloody Face i 'American Horror Story: Asylum'.
Det er med glæde at jeg kan fortælle, at tre af bloggens tidligere
anmeldere vender tilbage til Sørensen Exploitation Cinema! Det drejer
sig om Jesper Pedersen, Michael Sørensen og Mark S. Svensson. Jesper har
taget sig et velfortjent hvil fra filmskriveriet og passer nu en meget
fornem og fin madside (?!) på facebook der går under navnet 'Jeg håber, min kusine'. Michael har fordrevet tiden med at forfine skriveriet, med filmanmeldelser på nok Danmark's nok største genre-site; uncut.dk. Sidst men ikke mindst er Mark også med ombord igen, han har skrevet løs på sin egen blog Poesi med tænder og uncut.dk. Alle er klar og fyldepennen er slebet! Vil du vide mere, så kan du stifte nærmere bekendtskab med dem herinde.
Årgang: 1972. Tagline: “... will make your skin crawl.” Instruktør: William Grefe. Runtime: 108 minutter. Medie: DVD. Udgiver: Another World Entertainment. Link til filmen: IMDB. Se trailer her. Se også: 'Rattlers' (1976), 'Venom' (1981), 'Snakes on a Plane' (2006).
Stanley er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Anmeldt af Jesper Pedersen.
Tim Ochopee stammer fra seminole-indianerne men lever en eneboertilværelse i en hytte langt ude i Floridas vilde natur. Efter at være kommet hjem fra Vietnamkrigens rædsler, har han ikke meget tilovers for menneskeheden og har derfor viet sit liv til at beskytte områdets talrige slangearter. Tim har et særligt tæt forhold til klapperslangen Stanley, som adlyder Tim og hjælper ham ud af enhver knibe. Da det går op for bæltemagere og mavedanserinder, at der findes en hytte fuld af eksotiske slanger, bliver Tim forstyrret i sin ensomhed og han får hårdt brug for Stanleys hjælp!
'Stanley' er en fin, lille pegefingerløftende historie om to slags mennesker; de der drager nytte af naturen, og de der udnytter den - symboliseret ved forholdet mellem indianeren Tim Ochopee og rigmanden mr. Thomkins og show buisness-parret Gloria og Sidney Calvin. Tim indfanger slangerne for at bruge deres gift i medicinsk øjemed, mens mr. Thomkins og Calvin-parret udelukkende har øje for den profit det kan udløse at spænde slanger omkring livet som bælte eller torturere dem live on stage.
Dem der ingen hænder har, må slå knuden på halen!
Fra starten lægges der en lidt vammel tone an, da Tim sejler nedad floden til den skære klang af en pagehår-svajende-frem-og-tilbage-i-takt-med-spansk-guitar-omkring-en-kedel-urtete-kogende-over-lejrbål-agtig sang, der meget direkte fortæller om, hvordan vi mennesker misbruger naturen. Det er lidt svært ikke at trække på smilebåndet, når Tim på sin våde vej ser i retningen af eksotiske inserts af alle mulige forskellige dyr. Da Tim kommer hjem efter nogle minutter til søs, afslører rulleteksterne sågar, at alle dyresekvenserne er optaget i reservatet Homosassa Springs, Florida. Selvom alle dyrene ganske sikkert er typiske for den sydøst-amerikanske natur, virker hele setup'et så latterligt random, at jeg tager mig selv i at sidde og vente på pingviner og stop-motion-dinoer - men så kommer jeg i tanker om, det ikke er ZAZ, der står bag instruktionen!
Det kunne godt ende med at give ordet "kvælerslange" en hel by betydning!
'Stanley' slutter, hvor den startede; Tim Ochopee sejlende på floden, denne gang med kvindeligt selskab, roligt vuggende fra side til side til tonerne af en kvalmt moraliserende hippie-sang. Eller, det var, hvad jeg troede. Det gav god mening, hvis den vamle tone også fik lov at runde filmen af, men det viste sig, der var en hel afsluttende sekvens efterfølgende i Tims hytte. Her når Tims hævntogt mod menneskeheden et voldsomt og uventet klimaks! Jeg må indrømme, det virkede en smule akavet og malplaceret, fordi jeg netop havde forventet slutningen tidligere, men i bagklogskabens klare lys, er sekvensen i Tims hytte naturligvis en meget bedre afslutning og en stor, velkommen kontrast til den vammelhed, som ellers ville omkranse historien.
"Skal jeg lave en tegnebog af slangeskind, før du fatter, der er penge i skidtet?!"
Imellem starten og slutningen sker en masse fine ting, som bestemt også gør 'Stanley' seværdig. Filmen er ikke stor kunst, men den fungerer, fordi den fortæller en lille-bitte, omend noget moraliserende historie, som får den nødvendige tid. Der er dog også underholdende action at komme efter, særligt som slutningen nærmer sig. Jeg må sige, jeg er forbløffet over mængden af tilsyneladende ægte slanger, skuespillerne slås med i løbet af filmen. Et par stykker af dem har dog vist måtte lide den samme kranke skæbne i underholdningens navn, som filmen selv problematiserer.
Sørensen Exploitation Cinema lukker ned for denne gang. Tak for at I læste med i vores levetid og husk at se en masse film. Husk at du stadig kan læse alle vores anmeldelser lige her. Gory hilsner fra hele holdet bag sitet.
Årgang: 1987. Tagline: “The nightmare is about to begin... Again!” Instruktør: Lee Harry. Runtime: 86 min. Medie: DVD. Set på: Plasma 51” Udgiver: Midget Entertainment. Link til filmen: IMDB. Se også: 'Silent Night, Deadly Night’ (1984), 'Child's Play' (1988), 'Black Christmas' (1974).
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Ricky Caldwell (Eric Freeman) interviewes om sin fortid og fortæller historien om hans forældre, der blev dræbt, den efterfølgende tid på et børnehjem og hans brors morderiske togt, der blev resultatet af den ulykkelige begivenhed, de begge oplevede som børn. Han fortæller også om sin egen forbrydelse, der har placeret ham på det hospital, han er spærret inde på. Hvad han ikke fortæller er, at hans sande mål er at få fat i abbedissen, der styrede børnehjemmet, som han og hans bror var på for så mange år siden, og afslutte det arbejde, som hans bror begyndte.
Den oprindelige ‘Silent Night, Deadly Night’ (1984) var en af de hårdest angrebne film i slashergenren, der som omtalt i en tidligere anmeldelse særligt blev gjort til syndebuk for alskens ondskab af Roger Ebert og Gene Siskel. I en nu berømt anmeldelse af ‘Silent Night, Deadly Night’ gik de to anmeldere filmens rulletekster igennem og konkluderede igen og igen, at de alle som en burde skamme sig. Hvad var reaktionen? En fortsættelse naturligvis. Der var dog et spring fra ‘84 og helt frem til ‘87, før film nummer 2 dukkede op. Da det endelig skete, var det uden nogen af etterens medvirkende eller crew. Med en produktionsperiode på blot 10 dage er det ikke overraskende, at det er faldet skaberne lidt svært at fylde den fulde spilletid, og det er der gjort op for med gavmildt genbrug fra den første film - og det helt bogstaveligt. Selvom serien fik endnu nogle fortsættelser, var den ikke just karriereskabende for nogle af de medvirkende. Instruktør og manuskriptforfatter Lee Harry har kun denne film og 1991s ‘Street Soldier’ på cv’et, mens filmens ret så prominente hovedrolleindehaver Eric Freeman har flere statistroller på cv’et end noget andet. Samtidig lader han til fuldstændigt at være sunket i jorden og nægter tilsyneladende at drage fordel af den berømmelse, han har vundet efter dele af ‘Silent Night, Deadly Night Part 2’ blev hits på youtube. Selv filmselskabet, der har forsøgt at kontakte ham med henblik på at lave et kommentarspor med ham og andre af folkene bag filmene, synes ikke at kunne finde ham.
Det er altså ikke det, sådan én er beregnet til.
Med fortsættelsen af ‘Silent Night, Deadly Night’ gik det mere fredeligt end forgængeren. Siden filmen oprindeligt ikke var planlagt som en fortsættelse men bare en omstrukturering af originalen med tilføjede små vignetter, der tog til i omfang, føles den så kluntet, at de fleste anmeldere enten har overset filmen eller har valgt ikke at udtale sig om den. Uanset hvad er det tydeligt, at filmen er en forjaget og dårligt udført størrelse, der ikke har mange positive sider. Manuskriptet er grundlæggende meget fejlbarligt, og replikkerne, der tilsættes klippene fra den oprindelige film, viser allerede fra start, at der ikke har været meget at gøre godt med. Replikkerne er til tider decideret selvmodsigende, og det er overraskende, at der ikke på noget trin i processen er nogen, der har fanget et par af de mest uheldige bidder og fjernet dem. Eric Freeman er mildest talt håbløs i rollen, han sættes til at portrættere. Hans måde at levere replikker på er mere ufrivilligt morsomme, end godt er. Han er på ingen måder truende. Til gengæld har hans skuespil vundet filmen en slags berømmelse, men det er desværre ikke af de helt rette årsager, men snarere på samme måde, som det var tilfældet med ‘Troll 2’ (1990).
Har man i tankerne at give sig i kast med denne film, kan man ligeså
godt vænne sig til dette ansigtsudtryk, og grinet der følger med.
De første 40 minutter af ‘Silent Night, Deadly Night Part 2’ er basalt set en genfortælling af den første film med små tilføjelser i form af Rickys kommentarer. Først efter det detaljerede resume, der bringer bider af næsten alle de større øjeblikke fra originalen, kommer filmen i gang med Rickys historie. Reelt set er det dog først efter en mindre fortælling om Rickys vej til hospitalet, at filmen for alvor kommer plotmæssigt i sving med den eneste sekvens i filmen, der egentlig ligner noget, der kunne have været tilnærmelsesvist relevant i en fortsættelse. Fik jeg i øvrigt nævnt, at man var nødt til at tilføje næsten 10 minutters rulletekster for at få filmen til at strække sig ud i spillefilmslængde? Originalens slutning sætter alting klar til en fortsættelse, og havde skaberne blot startet deres fortælling med at sætte den hævnhistorie op, som bæres med over fra forgængeren, havde der måske været potentiale for en underholdende slasher. Samtidig er det meget nemt at komme i tvivl om det egentlig ville være tilfældet, for det er ikke alene Eric Freemans skuespil og måden, replikkerne er formuleret, der har en tendens til at fremstå fjollede. Også filmens mord er meget kluntet lavet. Man får mere lyst til at grine end at gemme sig under sofaen, når Ricky stikker en mand ihjel med en paraply (og bagefter slår den ud) eller kører henover en anden gentagne gange med en bil.
Sådan ser man åbenbart ud, når man har haft et slagtilfælde. Meget
praktisk da det jo totalt skjuler det faktum, at man har skiftet
skuespillerinden ud.
Charles E. Sellier Jr. lavede med sin oprindelige julegyser en film, som var ret mørk særligt taget i betragtning af det lune og hjertevarme udgangspunkt. Den var ikke nogen perle men solid slasherunderholdning. Fortsættelsen er udelukkende underholdende på et ufrivilligt morsomt plan. Eric Freemans evigt dansende øjenbryn, de fjollede aflivninger og den helt tydelige udnyttelse af den oprindelige film gør tilsammen et værk, der kan benævnes som værende en oplagt kandidat til prisen som horrorverdenens ‘The Room’ (2003).
