Anmeldelse: Nightwatch.

Årgang: 1997.
Tagline: “In the mind of the police, he's the prime suspect. In the eyes of a killer, he's the next victim.”
Instruktør: Ole Bornedal.
Runtime: 107 minutter.
Medie: Netflix.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Nattevagten' (1994), 'Snake Eyes' (1998), 'The Incident' (2011).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

To kammerater Martin (Ewan McGregor) og James (Josh Brolin) udfordrer hinanden til at gøre vildere og vildere ting. Foranlediget af James, som søger at genfinde sin livsgnist, roder de to sig ud i større og større problemer, hvilket snart får Martin indblandet i en sag, der langt overgår noget, han kunne have forestillet sig. Imens må hans kæreste Katherine (Patricia Arquette) overvære sin kærestes forvandling med undren og vrede.

I 2012 forsøgte Bornedal sig med ‘The Possession’, som har fået meget jævne anmeldelser, men før det var det remaket af hans danske gyser ‘Nattevagten’, der blev afprøvet hos det amerikanske publikum. Instruktøren har fortalt flere gange om sit møde med Weinstein-brødrene og den fuldstændig absurde oplevelse, han har haft med denne film: Om det er de uvante omgivelser er ikke til at vide, men Bornedal, som ellers plejer at lave ganske habile film, har ikke formået at tilfredse anmelderne. Der er da også et bemærkelsesværdigt skift i tempoet mellem de to versioner af historien. Til trods for at der umiddelbart synes at være mere karakter og plot puttet ind i den danske film, føles den også væsentligt bedre tempomæssigt afstemt. Det til trods for, at forskellen mellem de to film blot er et par minutter. Bornedal har i den amerikanske version af filmen endvidere måttet begrænse sig i nogle forhold, eksempelvis en vis sexscene, som tydeligvis var for pikant til de amerikanske producere. Dygtige Dan Laustsen, som også filmede den danske version af filmen er atter bag kameraet på remaket, og ingen ringere end Steven Soderbergh er krediteret som medforfatter på filmens manuskript.

Brad Dourif dukker op i en særdeles underholdende lille rolle, som en bidsk og pilleglad læge.

Man har sikkert allerede fornemmet det. Jeg er ikke rigtig vild med ‘Nightwatch’. Ikke alene virker det som om historien fortælles for hurtigt, til trods for at være blevet skåret ind til benet. De enkelte scener har i høj grad mistet deres vægt og atmosfære. Bornedals film fra 1994 har nogle stærkt mindeværdige øjeblikke, som jeg har talt om i min anmeldelse af filmen her på siden, og meget få af dem fornemmes i samme grad her. Nick Nolte, som ellers har en vis styrke i mørke karakterer som den, han her portrætterer, er et fint eksempel på, hvordan der smides mængdevis af godt potentiale væk i denne film. Det er ikke et problem, at der er blevet strammet op på de ting, der foregår omkring hovedplottet, men det skulle være sket til fordel for en komplet villighed til at fordybe sig i de stemninger, som Bornedal mere end til fulde har bevist sig i stand til at dyrke.

En af sekvenserne, der egentlig er kopieret direkte fra den danske film, men som alligevel er langt mindre virkningsfuld.

Den oprindelige film var markeret af instruktørens særegne form for humor, som ligeledes ikke kommer synderligt klart igennem her, men drukner i Hollywood klichéer og små callbacks. Ikke alene fjerner det et lag af det, der gjorde originalen så fornøjelig; Det fratager også nogle af karaktererne deres funktionsgrundlag. Det gælder til dels vores hovedperson Martin, som McGregor er overraskende stivt leverende som, og i endnu højere grad hans kammerat James. I den danske udgave blev rollen spillet af Kim Bodnia, som var god til at balancere figurens ondskabsfuldhed og lyst kaos, med en humor og fjernt skjult varme, som gjorde ham en smule nuanceret. Under alle omstændigheder mere end det er tilfældet med Josh Brolins version af karakteren. Forholdet mellem Martin og James er afgørende for historien, men bliver her overflødigt og generende. Det samme gælder de to gutters kærester, der også spilles i historiefortællingen og totalt mangler karisma, hvilket eksempelvis Patricia Arquette ellers har masser af i andre roller.

Nick Nolte har utvivlsomt haft bedre roller, men sine små øjeblikke har han nu alligevel i filmen her.

'Nightwatch' er ikke nær sit forlæg på nogen fronter. Filmen kunne have været en intensiveret, mere rendyrket udgave af en ganske fin historie, men er i stedet blevet tam og uvedkommende. Via spildte chancer, manglende opbygning suspense og karakterer, der er blevet berøvet meget af den humor, der gjorde dem seværdige i den oprindelige film, er det svært ikke at føle, at dette remake er endt med at være meget mere end en vag optegning af den oprindelige film.

Score:

Anmeldelse: Oblivion.

Årgang: 2013.
Tagline: Earth is a memory worth fighting for.
Instruktør: Joseph Kosinski.
Runtime: 124 Minutter.
Medie: iTunes USA.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Total Recall' (1990), 'WALL-E' (2008), 'Moon' (2009).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Så gik den ikke længere. Menneskets arrogante holdning til vores planet og universet generelt, fik en endelig konsekvens. Vi har raget os uklar med Scavs – en race, der som tak for at gå i krig med dem smadrede månen og jorden til ukendelighed. Vi har, som mennesket er bedst, derfor lettet bagdelen og er smuttet til en anden planet. På jorden har vi efterladt en kæmpe rumstation – The Tet, der hænger i kredsløb over planeten og kommunikerer med de sidste folk på jorden. De folk har til opgave at styre indsamlingen af havvand, der skal bruges på den nye planet. Mekanikeren Jack (Tom Cruise) står for reparation og vedligehold af de store pumper og droner, der holder pumperne frie for angreb fra Scavs, der stadig befinder sig på jorden. Jack er ikke alene, men er assisteret af Viki, der står for al research og kommunikation med The Tet. Alting ånder fred og idyl med kun to uger tilbage af missionen på Jorden, da et rumskib styrter ned i en sektor tæt på Jack. Et rumskib der byder på hemmeligheder. Mange hemmeligheder.

Fix It Jack – to the rescue.

Oblivion er en sjælden race for en Hollywood blockbuster. Det er nemlig ikke en Science Fiction film, der er baseret på en roman, som filmbranchen i et desperat forsøg på originalitet har gravet frem tredive år efter bogudgivelsen. Forlægget er nemlig en tegneserie skrevet af instruktøren Joseph Kosinski selv. Det bemærker man ret hurtigt, da historien udspiller sig i et tempo, der helt fra starten af filmen har en sikker kadence, som holder til sidste scene. Det er et umiskendeligt træk fra tegneserieverdenen, hvor man oftest har et afstemt antal af paneler, før der igen skal ske noget spændende. Det er interessant, selv om man ikke har læst tegneserien, for man kan nærmest mærke takten, der hele tiden holder sit publikum underholdt.

Eeeeeeeeee-vaaaaaaaa?

Historien er tynd og plottet er meget nemt gennemskueligt, men holdt op imod at man heller ikke prøver at skabe en Blade Runner eller Star Wars, så gør det ikke så meget for filmen som helhed. Man er som publikum på sikker grund, for overraskelserne er små og plottet er præcis gennemsnitligt nok til at ramme popcornsegmentet for actionfilm.
Cruise er altid god og leverer med sædvanlig gennemslagskraft en millimeterpræcis præstation, som han kunne levere i søvne, hvis han blev bedt om det. Det er ren automatpilot for den lavstammede superstjerne, der som altid kombinerer varme, arrogance og kække smil nok til at slå benene væk under hovedparten af det kvindelige publikum. Han ER en god skuespiller, men man savner måske, at manden tog lidt flere chancer i stedet for at satse på præcis denne type film, som han efterhånden producerer på samlebånd. De andre skuespillere i filmen blegner ved siden af Cruise, der leverer et one man show, der overskygger de kvindelige hovedroller såvel som Morgan Freeman og Nicolaj Coster-Waldau med mange længder. Oblivion havde ikke været det samme uden Cruise, selv om han sagtens kunne have undværet en mere af denne type film på sit CV.

Du er yngre end mig, Tom. Lav nu en anden slags film!

Det er en teknisk flot film, med mange rigtig stemningsfyldte scener, der efterlader publikum med den helt rigtige følelse af en post-apokalyptisk planet uden indbyggere. Effekterne er flotte og passer fint til tempo og plot, der med jagter, vilde stunts og skyderier har alt hvad den indre drengerøv drømmer om, når det andet køn drømmer om Tom Cruise.

Scavs! URoRRuR'R'R anyone?

I sidste ende er filmen ren popcorn, der er veludført, velskrevet og underholdende. Der bliver ikke taget nogle chancer, hvilket kan føles kedeligt for den drevne sci-fi elsker, der bare må betegnes som en uønsket del af målgruppen for Oblivion. Derfor kan jeg heller ikke svinge mig op mere end en plads midt på hylden til en film, der står fast på sit tempo og principper om underholdning mere end noget andet.

Score:

Anmeldelse: Detroit 9000.

Årgang: 1973.
Tagline: "It's gonna get solved...or the town's gonna explode."
Instruktør: Arthur Marks.
Runtime: 106 Minutter.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Across 110th Street' (1973), 'The Seven-Ups' (1973), 'Jackie Brown' (1997).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Motown. Motor City. Homocide Capitol. Kært barn har mange navne, men ingen by har flere lidet flatterende navne end Detroit. I den indre by er halvfems procent af beboerne sorte og fattige. Den hvide mand eksisterer kun som symbol for politi, politik og polaritet.

Detroits sorte medlem af kongressen har planer. Store planer. Han vil være senator og repræsentere Michigan i Washington DC. Under et fornemt bal startes der en indsamling, der skal hjælpe ham til ind på de bonede gulve i Capitol Hill. Indsamlingen bliver afbrudt af et røveri, der virker nøje planlagt og rettet mod indsamlingen og de fine gæster. I en by hvor den hvide mand bærer skylden for alt, bliver røveriet straks vendt til den hvide mands forsøg på, at undertrykke den sorte mands politiske muligheder. Den sorte betjent Sergeant Williams bliver derfor leder af efterforskningen, så den hvide politichef ikke kommer i klemme. Williams får assistance af den modvillige hvide betjent Lieutenant Bassett. Mellem de to politifolk mødes modsætningerne, men kan de sammen løse opgaven og opklare røveriet? Vil de kunne pøse vand på den antændte lunte inden Detroit eksploderer.

We mean business!

I Detroit 9000 stikker man dybt. Her bliver forskellene på det sorte og hvide USA udstillet. Under den tyndbenede krimi gemmer sig en hel del socialrealisme, hvor man i blaxploitationgenrens hellige navn udstiller den arrogante hvide mand – og peger fingre af den undertrykkelse, der ifølge filmens filosofi, sender den sorte mand direkte ud i kriminalitet. Filmen er fra de tidlige halvfjerdsere, hvor behovet for at pege fingre var større end den selvransagelse, som både hvide og sorte amerikanere nægtede at forholde sig til i den tid. Filmen er instrueret af Arthur Marks, der for mig er en af genrens allerbedste, da han ikke var bange for, at give den sorte mand lidt modspil i form af moralsk ansvar og forpligtelse for eget liv og levned. Han udstillede den rige sorte mand med samme lave forståelse og respekt for den fattige sorte, som havde det været en rig hvid mand. Det var ikke populært i genren, der mest af alt stod for et udtryk, der gik på offersympati og hævn.

Ingen halvfjerdserkrimi uden bryster. Basta!

Intrigerne mellem den sorte og hvide politimand bliver aldrig rigtig et tema, selv om man hele tiden lægger op til det. I stedet vender man den hvide Bassett på vrangen og gør ham til offeret, der med en syg og institutionsbunden kone, kæmper mod fristelserne fra bestikkelse, der vil kunne gøre han og konens liv nemmere. Bassetts moral er et generelt tema, der gør filmen ganske usædvanlig, for selv om der er biljagter, skyderier og masser af racisme i ord og handlinger, så er det netop tiltroen til den hvide politimand, der virkelig er sat på spidsen i Detroit 9000.

Det ville ikke være blaxploitation uden en usmagelig hat!

Skuespillet er tilpas gennemsnitligt og generisk, hvor kun Alex Rocco (Bassett) stikker ud med sit tvetydige skuespil, der gør Bassetts intentioner svært gennemskuelige. En lille irritation for den trætte anmelder var dog, at filmen byder på hele fire sorte roller, der alle er besat af mænd med samme frisure og overskæg, hvilket krævede en hel del opmærksomhed for at undgå forveksling.
Musikken har naturligvis også en vigtig og fundamental rolle i Detroit 9000, men af uvisse årsager eksisterer der ikke et soundtrack til filmen. Laura Lee synger ellers et par gode sange i starten af filmen, der begge har været udgivet af andre kunstnere. Selve scoren er af Lamont Dozier, som var en del af Motowns største producerhold, det har kunstnere som The Supremes, Isley Brothers og Four Tops på samvittigheden.

Crockett og Tubbs…nej, Riggs og Murtaugh…nej, de to politimænd på arbejde.

Alt i alt er Detroit 9000 en film, der aldrig vil være populær blandt genrens største fans, da fokus mere er på den hvide mands rolle som minoritet i amerikanerbilernes hovedstad, end på de sorte og deres problemer i halvfjerdsernes USA. Det trækker ikke nødvendigvis ned i min optik, da det netop er diversiteten i temaet, der gør filmen interessant for andre end blaxploitation fans den dag i dag. Derfor var jeg glimrende underholdt og kan varmt anbefale filmen uanset hvor meget eller lidt fan man er af genren.

Score:

Anmeldelse: Pacific Rim.

Årgang: 2013.
Tagline: "Go big or go extinct".
Instruktør: Guillermo del Toro.
Runtime: 131 minutter.
Udgiver: Warner Bros.
Set i: Biograf.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Power Rangers: The Movie' (1995), 'Godzilla' (1998), 'Transformers' (2007).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Store menneskeskabte robotter slåsser mod kæmpemonstre fra en anden dimension!

Okay, jeg ved godt, man siger, at en god historie skal kunne fortælles i én enkelt præcis sætning. Den skal kunne koges ned, javist, men jeg har ikke engang tændt blusset endnu. Der er simpelthen ikke mere historie at komme efter i ‘Pacific Rim’ end som så. Lad os slå fast med det samme: de 100% computergenererede sekvenser, hvor robotterne, Jäger, og monstrene, Kaiju, banker løs på hinanden med kæmpenæver og containerskibe, skyder med atomkanoner og gylper giftigt blåt snask op, mens de står på havets bund, flyver over skyerne, hvor solen altid skinner eller vælter verdens største byer højhus for højhus... de sekvenser fungerer uovertruffent. Det er sindssygt underholdende og vanvittigt flot! Men...

"Hvem er det, der tramper på min bro?!"

Filmens største problem er simpelthen, at den er dødkedelig, så snart Jäger og Kaiju er fra skærmen; der er ingen konflikter mellem menneskene, og dermed heller ingen mulighed for udvikling. Jeg ved godt, Jordens befolkning har allieret sig på tværs af alle grænser for at bekæmpe Kaiju - det fik jeg jo at vide af voiceoveren i starten - men er der slet ingen skurke? Ingen der udnytter situationen?! Altså udover Ron Perlmans Kaiju-organ-handler, som dog fungerer mere som comic relief end som skurk - og faktisk er det udelukkende hans karakters fortjeneste, at handlingen rykker sig bare en lille bitte smule.

Fotografen var hurtig og fangede Daft Punk uden hjelme lige inden, de gik på scenen!

Traditionelt følger apokalyptiske film som ‘Pacific Rim’ begivenhederne enten før (præ) eller, som i de fleste tilfælde, efter (post) - men her ser vi krigen, mens den er på sit allerhøjeste. Jeg har altid troet, det udelukkende var et spørgsmål om økonomi, at man enten lod en film udspille sig, lige når monstrene var ankommet, eller lige efter de var forsvundet igen, for så kunne man slippe af sted med at give dem meget lidt skærmtid. Men det ér altså også et spørgsmål om spændingsopbygning, karakterforming og plotfremdrift. Da vi dumper ned i ‘Pacific Rim’ har alle indfundet sig med, at Jorden fra tid til anden bliver angrebet af Kaiju, så det...

Stillehavet er kun en lille vandpyt for Jägerne!

Vores hovedperson (som jeg ikke kan huske, hvad hedder, og jeg gider ikke tjekke, selvom det ville have været hurtigere end at udfylde denne parantes) bliver indkaldt efter fem års orlov for endnu engang at skulle styre en Jäger, og hvad sker der for det? Plejer vi ikke at skulle følge outsideren, så  vi kan opleve denne nye verden gennem hans øjne og føle med ham gennem alle udfordringerne for halvejs i filmen at få en montage i Mulan-stil, hvor Stig Rossen synger, at nu kommer der gang i sagerne. Det er en kliché, men det er en velfungerende kliché, som selv de største filmmagere tyer til. Den virker! Hvad spændende er der ved en gut, som er totalt cool og inde i gamet? Sådan er det hele vejen igennem. Ikke skyggen af konflikt, udvikling eller fremdrift!

Guillermo siger lige hurtigt dav, inden han smutter igen!

Selvom ‘Pacific Rim’ ikke er baseret på en tegnefilm eller en legetøjsserie fra 80’erne, falder den ind i samme kategori som ‘Transformers’ (2007), ‘Battleship’ (2012) og på mange måder også ‘G. I. Joe’ (2009) og ‘The A-Team’ (2010). Det er totalt hjernedødt, men det kan man jo også godt have brug for sommetider. 'Pacific Rim' har fejl og mangler, når det kommer til karaktererne og historien, men den har masser af kvaliteter, hvad angår CGI-effekter, musik, farver og design. Jeg synes dog, det er en skam, man ikke for alvor kan se Guillermo del Toros aftryk på filmen. Ganske få steder titter han frem med den særlige stil, han især fik frit afløb for i samarbejdet med Mike Mignola på ‘Hellboy’ (2004). Jeg synes, det er en skam, hvis han fremover som instruktør vil prioritere disse storladne produktioner, som åbenbart kræver at han river fem år ud af kalenderen for så at lade sit producer-jeg sørge for de små eventyrlige horror-film "for dig som kunne lide 'Pans labyrint'". Kan han nu få slæbt sin fede røv tilbage til Mexico og få fingrene i noget filmkunst!

Score:

Nyhed: Mere Mad Max!

Det er svært ikke at få en ordenlig dommedags-boner på, når man ser de nyeste spionfotos fra den kommende 'Mad Max: Fury Road'. Især fordi at den nye Mad Max-film (heldigvis) bliver instrueret af George Miller. Hvorfor "heldigvis" spørger du måske? Fordi at han er manden bag de tre første film i serien.  Det er Tom Hardy der har overtaget rollen som Mad Max Rockatansky, men mon ikke at gode gamle Mel Gibson dukker op i en mindre gæsteoptræden. Filmen skulle være i post-production på nuværende tidspunkt. Vi glæder os til tunge hjul, tunge guns, støv, sand og krig!

 

Anmeldelse: Dredd.

Årgang: 2012.

Tagline: Judgment is Coming.
Instruktør: Pete Travis.Runtime: 95 minutter.

Medie: Netflix USA.
Udgiver: Netflix USA.

Set på: 64” Plasma.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.
Se også: 'RoboCop' (1987), 'Soldier' (1998), 'The Raid: Redemption' (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Fremtiden ser ikke lovende ud, venner. Her strækker Megacity One sig 704 kilometer fra Boston til DC. Nogle folk bor i slummen på jorden, men de fleste bor i Megastructures – kæmpe højhuse på 200 etager, hvor livet har sin helt egen gang. Politiet er chanceløse og derfor har man Judges – hårdkogte  og kampuniformsklædte på motorcykel, der fylder skoene helt ud med titler som dommer, jury og bøddel i en og samme pakke.

Judge Dredd er ikke en glad mand. Han har fået en rookie på halsen, der udover at være en klejn kvinde også er synsk. Hun fejlede sin eksamen med et par point og det er nu op til Dredd at bedømme hendes arbejde, før man kan tage hende i ed som Judge. De to bliver kaldt til Peach Tree – En megastructure, der er styret af den kyniske narkoproducent Ma-Ma, som knuser alt modstand på de 200 etager, som hun stort set har taget fuldstændig kontrol over på under to år. Efter en arrestation af en af Ma-Mas håndlangere bliver Peach Tree lukket ned og forseglet. Nu er det Dredd og hans rookie mod samtlige gangstere i Peach Tree. To Judges mod tohundrede etager!

Ma-Ma er ikke den gennemsnitlige skurk.

Dredd er baseret på en tegneserie, der har eksisteret i mere end 35 år. Det mest usædvanlige ved netop denne serie er, at den er produceret i England og altså ikke tilhører Marvel, DC eller Image, som ellers har sprøjtet deres helte ud på den store skærm. Serien var meget tidligt i sin historie fuldkommen uden moral, hvilket de to store i USA på samme tidspunkt var fuld af til bristepunktet. Med Dredd var der kort process. Var man skyldig, måtte man dø. Længere var den ikke - og længere er den heller ikke i instruktør Pete Travis udgave af et dystopisk samfund i totalt forfald.

Megastructures – Så kan Vollsmose og Gellerup godt pakke sammen.

Det smager godt og en smule velkendt. Smagen af Blade Runner kombineret med en slags bismag af Mad Max giver en rund bouquet, der pirrer enhver fan af sci-fi genren. Kombineret med rå og hensynsløs vold, spandevis af blod og en historie der er drevet af action og humor ender man med noget, der sagtens kan serveres for gæster og passer til alle slags popcorn. Jeg hader film i 3D. Jeg ville gerne være begejstret og købte også et tv med funktionen, men må erkende at en ældre sur mand med briller bare ikke kan forenes med den slags nymodens pjat. Jeg hader 3D! Hvad jeg hader endnu mere er at se 3D film i 2D. Scener der sikkert er imponerende i 3D, ligner kollager lavet af børnehavebørn, der bare skulle slå to timer ihjel inden Disney Sjov. Så kære filmproducent! Stå ved dit lorteprodukt og udgiv filmen eksklusivt i 3D. Så slipper vi andre for at få et ellers godt produkt tilsølet af forfærdelige scener, der hverken hjælper dit produkt eller dit publikums opfattelse af selvsamme. Det trækker ned i den samlede bedømmelse og det gør det også for Dredd. Filmen er ellers smuk og effekterne er effektfulde og har gennemslagskraft, der går hånd i hånd med filmens hårde tone og historie.

Det ser godt ud når det ikke er i 3D….NOT!

Skuespillet i Dredd er et studie i alle former for kynisme og det er meget velspillet. Lena Headey er fantastisk som den iskolde Ma-Ma, der med sin frygtløshed overfor vold, døde og Judges skaber en figur, man ville ønske havde sin helt egen film. Olivia Thirlby spiller Rookie Anderson, der med kortklippet og pjusket hår fremstår som en 2012 udgave af Daryl Hannahs Pris fra Blade Runner. Karl Urban som Dredd er rigtig god. Han har den seje stemme og den iskolde mimik bag masken. Han er i virkeligheden alt det, som Nolan havde håbet at Bale ville være som Batman. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Når Nolan ser Urban som Dredd, så græder han lidt indvendigt.

Dredd har sin helt egen plads på de ellers halvtomme hylder over gode moderne actionfilm. Her er alle elementer af genren dækket og tempoet er tilpas højt. Det er til tider hjernedødt og forudsigeligt, men det er så forbandet underholdende, at man bare må overgive sig. Jeg ville have givet fuldt hus, men 3D/2D konverteringen trækker altså en enkelt pinhead fra og derfor ender jeg på fem pinheads…..og jeg slap endda for at nævne den der film med Sly.

Score: