Anmeldelse: Green Room.

Årgang: 2015.
Tagline: "Now. Whatever you saw or did. Is no longer my concern. But let's be clear. It won't end well."
Genre: Crime, Horror.
Instruktør: Jeremy Saulnier.
Runtime: 95 minutter
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: "American History X" (1998), "Red State" (2011) "Blue Ruin" (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Punkrock, nynazister OG Kaptajn Picard? Hvordan kan man undgå, ikke at elske denne film, inden man overhovedet har rørt sin fjernbetjening? Et punkband ved navn Ain’t Rights er på tur langs den amerikanske vestkyst. De er mildest talt på røven, og har svært ved at holde økonomien flydende. Efter endnu et gig, der gik langt under forventning, bliver bandet tilbudt et job, som er nemt tjente penge. Til trods for et hårdt publikum af nynazister, tager Ain’t Rights jobbet, som snart skal vise sig, at være en fatal fejl, da bandet falder over et lig, som de ikke skulle have set.
Lad det være sagt med det samme. Denne her film bliver kun bedre, hvis du venter med at læse denne anmeldelse. Ikke fordi, at jeg kunne finde på at spoile din oplevelse, men af den simple årsag, at ”Green Room” bare er en bedre film, hvis man ved så lidt som muligt om den. Vi har nemlig at gøre med en film, hvis rammer er ganske begrænsede, og derfor skal der ikke meget til, før oplevelsen er minimeret en hel del. Så nu er du advaret!

Captain Jean-Luc Picard at your service.

”Green Room” er en stilsikker sag, hvor instruktør Jeremy Saulnier bygger videre på den type film, plot og handling, som han skabte med den glimrende ”Blue Ruin”, der ellers var en afstikker fra den ligeså glimrende debutfilm ”Murder Party”. Ikke desto mindre er vi stadig velsignet med en masse fede scener, der koger over i løbet af inden tid, hvilket man vil genkende fra netop ”Murder Party”. Saulnier er ikke bange for at holde stilen fra start til mål, hvilket giver en vidunderlig afdæmpet atmosfære midt i en knap så afdæmpet handling, der bestemt hverken mangler blod, splat eller vold. Det er en fin balancegang, som består sin test fra filmens begyndelse til den allersidste scene. Stilsikkerheden bærer også over i en ganske lækker visuel stil, hvor de mørke og grå toner bliver angivende for filmens generelle udseende. Det er efterhånden blevet normen for små gysere, men ikke desto mindre fungerer det fremragende, når man har en god historie, et fornuftigt plot og en del glimrende skuespillere, der formår at holde den afdæmpede linje. Man skal derfor ikke forvente skrigende teenagers ad nauseam, hvilket bestemt ikke bekymrer anmelderen overhovedet.

We're pretty, A pretty vacant!

Patrick Stewart spiller hovedrollen som den nynazistiske leder Darcy (Jax Teller roterer i sin grav), men er, uanset hans blændende skuespil, slet ikke en del af filmens hovedhistorie. Derimod er, den for nyligt afdøde, Anton Yelchin filmens helt store oplevelse på skuespillerfronten. Han brillerer filmen igennem med en klaustrofobisk skildring af en utilpasset punker, der først kommer virkelig til live en tredjedel inde i filmen. Det er en udsøgt fornøjelse, når folk formår at spille deres roller i denne type film, uden at nødvendigvis kamme helt over i en parodi på sig selv. Yelchin bliver dog flankeret fint af Imogen Poots, der igen formår at spille antihelt på glimrende vis.

Imogen Poots rocker pumpgun og punkhår.

Når man så allerede kan erklære, at man har været forkælet på filmens stil, visuelle formåen og skuespillet, kan man så brokke sig overhovedet? Desværre er svaret ja, for ”Green Room” går lidt i selvsving i filmens sidste fjerdedel. Her bliver der famlet lidt for voldsomt i plottet, og pludselig bliver filmen en absurd forudsigelig oplevelse. Jeg har ikke kunne læse mig til, hvorvidt der har været grove omskrivninger af manus, men Saulnier falder i gryden med klichéerne og filmens slutning er underlig kedelig til trods for, at man på intet tidspunkt bliver bragt ud af filmens ellers så fede stil. Især slutscenen er forfærdelig, da den nærmest dovent bringer filmen til sin slutning, uden nogen form for begejstring for sin publikum. Man kan sikkert tilskrive den afdæmpede stil lidt af det manglende klimaks, men det bliver alligevel en flad fornemmelse mad sidder med, når rulleteksterne kører over skærmen.

"Make it so..."

Jeg vil dog alligevel anbefale ”Green Room”, da den bestemt har sine øjeblikke, er stilsikker og har et rigtig godt og solidt cast af skuespillere. Den udstiller desværre også sine mangler i filmens slutning, hvilket trækker alvorligt ned, da man i vores gebet gerne vil have fuld klimaks, hvis man er blevet kildet gennem femoghalvfems minutter. Så nynazisterne, punkrock og ham Picard behøver ikke at være noget, som man bare elsker uden omsvøb. Det var i sidste ende en fin lille date, der desværre sluttede med et kys fra ens søster, Øv!

Score:

Artikel: Nu går den vilde DVD-jagt.

Comic Express, Aalborg.

Nicolaj Jakobsen er en ivrig debattør inde på vores film-forum, og da han lavede et opslag omkring at han ville tage ud i den danske land for at jage (nej, ikke Pokemons...) film på fysiske medier, var vi mange der klappede i vores små hænder i vild begejstring. Film på fysiske medier er efterhånden en umulighed at opdrive på gadeplan - især da mediets sidste bastion, Fona2000 på strøget, kollapsede i kampen mod diverse streamingtjenester og oldschool pirateri. Nicolajs jagt i det jyske er der kommet denne rejse-reportage ud af.

Skrevet af Nicolaj Jakobsen.

Tænkte at jeg ville bruge et par dage, her i løbet af sommeren, på at besøge nogle af de få butikker, som stadig gør sig i salg-køb-byt af brugte film. Efter lidt research og planlægning faldt tingene på plads og i morgen starter mit første roadtrip rundt til de få butikker, i Danmark, som stadig gør sig i køb, salg og bytte af film. Jeg starter ud med en tur til det altid skønne Jylland, hvor mit første stop bliver Bogcentralen i Horsens. Derefter går turen til Herning, i endnu en Bogcentralen, og videre til Læsehesten i Silkeborg. Jeg slutter dagen af i Randers, hvor jeg overnatter hos en kammerat. På fredag snupper jeg de to Læsehesten i henholdsvis Randers og Aalborg og på vejen hjem på lørdag, bliver det også til to stop, et hos læsehesten i Grenaa og et hos Bogshoppen i Aarhus.Undervejs vil jeg tage lidt billeder og nedfælde et par ord om de enkelte butikker, som jeg vil dele med jer.

Bogcentralen, Horsens.

Så er man hjemvendt efter to dage i det Jyske. Turen ændrede sig lidt, da min kammerat i Randers valgt at tage toget til Horsens, for at deltage i hele ekspeditionen. Vi startede ud i Bogcentralen i Horsens, som var en lille tætpakket butik, men med et rigtigt godt udvalg, en hel reol tildelt gysere, fine priser og flink betjening. Efter at have brugt lidt for mange penge det først stop, fortsatte vi mod Bogcentralen Herning, som jeg på forhånd var blevet advaret mod - uha uha var det så så slemt? Læs den store afsløring efter punktummet. Ja, et meget kedeligt udvalg - *GAB* - så efter at have smidt et par mønter efter den trætte mand, bag disken, fortsatte vi videre. I Silkeborg hed butikken Læsehesten og udover at være den eneste af de besøgte butikker, som lå inde med eksemplarer af Blinkende Lygter, var der heller ikke her meget interessant at komme efter.

Bogshoppen, Aarhus C.

Vi sluttede dagen af i Aarhus, hvor vi besøgte Bogshoppen og pludselig var humøret højt igen, for de havde nemlig sommerudsalg - 20% rabat - og ikke nok med det, de havde en masse lækre steelbooks. Når der ikke er udsalg er Bogshoppen et lidt dyrere valg, men til gengæld har de et stort og interessant udvalg og en rigtig god service. Nå ja, vi fik da også lige 29% rabat på vores næste køb, hvis det var inden for en måned. Hvis man skal sige noget negativt, så manglede de en reol fokuseret på gys, for der var rigtig mange film. Jeg nåede nok 2/3, så overmandede trætheden og sulten mig og vi forlod den imponerende butik.

Læsehesten, Randers.

På anden dagen startede vi i Læsehesten i Randers, der er en fin lille butik, med et godt blandet udvalg og med nogle interessante titler imellem, så hvis man alligevel er i nærheden, vil jeg anbefale et besøg. Andet stop den dag blev endnu en Læsehest, denne gang i Grenaa. Denne viste sig at være en af den slags butikker, hvor en DVD er en DVD og hvor de ikke prissætter efter hvilke film det er - her kan man lave en god handel. Hyggelig lille butik, med gode priser og i en skøn by. Hvis det ikke var for vores pressede tidsplan, kunne jeg godt have brugt en hel dag ude på Danmarks næse, men vi skulle videre, så tilbage i den varme bil og videre mod sidste stop på ruten - Aalborg.

Læsehesten, Grenaa.

Det primære mål med turen var at få set de sidste få rigtige filmbutikker og selvfølgelig få lidt film med hjem, men jeg havde da også håbet at finde bare et par enkelte amerikanske tegneserier, men det havde der ikke været meget af, så min kammerat ville da lige vise mig Aalborgs tegneserieparadis Comic Express. Her tog det overhånd og efter en halv time gik jeg fattig, men lykkelig ud af butikken.

Læsehesten, Aalborg.

Med et allerede overskredet budget fortsatte vi mod Læsehesten (Aalborg). Her afleverede jeg 25 film og fik stukket en seddel i hånden med et beløb - 100 kr. Efter et kvarter i butikken, hvor det eneste interessante var ejerens eder overfor hans unge ansatte (det viste sig heldigvis at han var med på den), var jeg ved at opgive at finde noget, men pludselig væltede den ene interessante film efter den anden ind i mit synsfelt og jeg endte alligevel med at skulle have dankortet frem, endnu engang. Da jeg så havde betalt, pegede ejeren på nogle kasser og vi fik lov til at vælge tre gratis film (endte med at få fire, da min kammerat ikke kunne bestemme sig).

Læsehesten, Silkeborg.

Som afslutning på turen var vi (sammen med min kammerats kæreste) inde på det stemningsfyldte pizzeria Sticchi's og få Danmarks måske bedste pizza. Så alt i alt havde vi en rigtig dejlig tur rundt i nogle af Danmarks sidste oaser. Bogcentralen i Horsens, Bogshoppen i Aarhus og Comic Express i Aalborg kommer jeg helt sikkert til at besøge igen.

Her kan du se hvad der røg i indkøbsnettet på turen:

Her er vores liste over hvilke butikker der har køb, salg og bytte af film på fysiske medier i Danmark:

Jylland.

Læsehesten: Danmarksgade 25, 9900 Frederikshavn
Læsehesten: Reberbansgade 7, 9000 Aalborg
Læsehesten: Adelgade 7, 8900 Randers
Bogcentralen: Tobaksgården 2, 8700 Horsens
Læsehesten: Borgergade 151, 8600 Silkeborg
Læsehesten: Storegade 7, 8500 Grenaa
Bogshoppen: Nørregade 45, 8000 Aarhus C
Læsehesten: Nørregade 36, 7800 Skive
Bogcentralen: Vestergade 11, 7400 Herning
Bogormen: Kongensgade 3, 6700 Esbjerg
Byttecentralen: Låsbygade 1, 6000 Kolding

Fyn.

Moby Dics: Skt. Knuds Kirkestræde 2A, 5000 Odense C

Sjælland.

Accord: Jernbanepladsen 35, 2800 Kgs. Lyngby
Accord: Nørrebrogade 88-90, 2200 København N
Accord: Skindergade 14, 1159 København
Sound Station: Gammel Kongevej 94, 1850 Frederiksberg
Mint Records: Gammel Kongevej 140A, 1850 Frederiksberg
Accord: Vesterbrogade 63, 1620 København V
Powerplay: Amagerbrogade 197, 2300 KBH S

Anmeldelse: Deathgasm.

Årgang: 2015.
Tagline: "The road to hell is paved in metal.”
Genre: Splatter, Komedie, Horror.
Instruktør: Jason Lei Howden.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shaun of the Dead” (2004), “Trick or Treat” (1986), “Braindead” (1992).

“Deathgasm” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

De to metal-hoveder Zakk (James Blake) og Brody (Milo Cawthorne) bryder ind hos deres store idol Rikki Daggers. Her finder de noderne til et stykke musik, som, da de spiller det, gør en stor del af deres lille bys befolkning til dæmoner. Uden at vide det, har de banet vej for satans komme, som de nu må forsøge at bremse, før det er for sent.

Got a splitting headache?

Vi tager sådan ca. plottet i “Tenacious D in The Pick of Destiny” (2006), kobler det med splatten fra film som “Evil Dead” (1981) og humoren i “Shaun of the Dead” (2004). Så tilføjes godt med heavy metal og voila! “Deathgasm” er født. Instruktør Jason Lei Howden var egentlig ret overbevist om, at hans smag i film var for outreret til at blive overvejet til at modtage støtte, men han endte alligevel med at sende et par ideer ind til en konkurrence, der gav mulighed for at få lavet en god ide om til film. En af ideerne var “Deathgasm”, som endte med at vinde. Howden bygger videre på en stolt tradition i New Zealandsk splatterfilmshistorie, som bl.a. tæller Peter Jacksons tidligste film, der stadig er blandt de blodigste og humoristisk mest fandenivoldske, genren har at byde på.

Kvinder kan tilsyneladende også have heavy metal fantasier... 

Hvad der er påfaldende ved “Deathgasm” er, at dens hovedpersoner er nørder på forskellig vis. De kender deres filmhistorie og har set både gys og action nok til at vide alt om one-liners, dramatiske entreer og humoristisk ordkløveri. Det bærer filmen præg af. Figurerne taler om dæmoner og nyligt oplevede traumer med en nonchalant attitude, som sender tankerne hen til den tidligere nævnte “Shaun of the Dead”, men dog tilsat en yngre og mere dødsfornægtende tone. De her figurer er unge, frustrerede og dumdristige. Det gør dem hurtige, ikke bare i replikken, men også hurtige til handling. De spilder ikke for meget tid på at overveje, hvad deres næste træk skal være, og det gør, at historien udvikler sig hurtigt.

“You've got red on you”

Filmen er proppet med virkemidler. Den klipper til tegninger som, tro mod metaltraditionen, er fyldt med dødningehoveder og nær ulæselig tekst. I det hele taget flyder metalattituden sammen med filmen stilmæssigt, hvilket er fængende på en vidunderligt kaotisk måde. Filmen får lidt svært ved at fastholde de stilmæssige spidsfindigheder undervejs, men her tager blodbadet og nogle stærkt kreative effekter over. Det går langt over gevind med sære kameravinkler og snask, men det holder aldrig op med at være underholdende. Humoren bliver måske lige vel pubertær, men det kommer selvfølgelig fra karaktererne, som bare har hovedet fyldt af halvstiverter og kvindelige attributter. Det største enkeltstående problem er slutningen. Der skal lige en sidste stinger med, som det så tit er tilfældet i denne genre, og det er så kejtet og uforståeligt, at selvironien, der har kendetegnet resten af filmen, pludselig savnes voldsomt.

Smider spontant tøjet og håber på at blive penetreret af Satan

Djævletimen er klokken 3, men tager Satan højde for sommer- og vintertid? Sådanne spørgsmål tilføjer selvironi til denne vidunderlige omgang splat. Samtidig hyldes den growlede, hurtige og tunge metal, fordi den rent faktisk fylder et hul i hjerterne på dem, der kan føle sig som udskud. Det er netop disse udskud, der vil kunne forstå driften imod at kunne gøre noget brugbart med al sin vrede som for eksempel at aflive rækkevis af dæmoninficerede religiøse fanatister med deres eget hengemte sexlegetøj. “Deathgasm” kan være plat og for meget, men den har spandevis af kærlighed til dem, der før eller siden har formet et sæt djævlehorn og kastet dem i vejret til den helt perfekte guitarsolo, der ordløst udtrykte noget, de længe har ønsket sig at kunne sige.

Score:

Anmeldelse: Hush (2016).

Årgang: 2016.
Tagline: "Silence can be killer".
Genre: Home-invasion, Horror.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 81 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "See No Evil" (1971), "When a Stranger Calls" (1979), "The Strangers" (2008).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den døvstumme forfatterinde Maddie (Kate Siegel) lever et afsondret liv, mens hun forsøger at afslutte sin anden roman. Da en morder dukker op ved hendes dør bliver hun en fange i sit eget hjem og må kæmpe for at genvinde sin frihed og ikke mindst for at beholde sit liv.

Skrækfilmen lever stadig, og “Hush” er på mange måder en helt klassisk film i genren: Den har en gimmick, den har spændingsopbygning og stemning, og så har den en karismatisk skurk. Mike Flanagans film tager alt det, som horror kan, når det er bedst, og presser det sammen i en kompakt 81 minutter lang, vidunderligt brutal filmoplevelse. Filmens gimmick består mere præcist i dens døvstumme hovedperson, hvis handicap naturligvis har en vis betydning for filmens udformning. Når Maddie forsøger at bevæge sig lydløst omkring, gør filmen med et effektivt lydbillede hele tiden opmærksom på alt det, hun ikke kan høre og fornemme. Det giver et ekstra lag af spænding. Morderen kan stå lige bag hende uden, at hun aner det. Nogle af filmens mest mindeværdige scener spiller netop på denne gimmick blandt andet, da der sker et mord lige op ad Maddies havedør, mens hun går rundt i køkkenet lige ved siden af men intet opdager. Havde det ikke været for den brutalitet selve mordet serveres med, kunne sådan en scene have været mere humoristisk end skræmmende, men sådan går det ikke.

“Someone’s at the door!”

Meget lig “It Follows” (2014) tager “Hush” sin inspiration fra klassiske gysere, der lagde vægt på atmosfære og suspense for at skabe gru i sin tilskuers sind. Ikke alene er filmen bragende velfotograferet, men der leges også med formen i forhold til lydbilledet. Der skiftes mellem et righoldigt, detaljeret lydbillede og pletvis stilhed, der minder os om Maddies handicap. Filmen formår mesterligt at spænde suspense-buen til bristepunktet samtidig med, at Maddie i filmens løb bliver ved med at forsøge at gøre ting for at slippe ud af sin situation. Hun sætter sig ikke bare på hænderne og venter på at morderen laver en fejl. Hun kæmper vitterligt for sit liv.

Kate Siegel spiller den døde finalgirl Maddie.

Maddie og den navnløse morder er alene i langt størstedelen af filmens spilletid. Det er spillet og spændingen mellem de to, der er afgørende for, at filmen fungerer. Måske er det netop derfor ,at morderen ikke beholder sin ellers så ubehageligt udseende maske på. Opgøret mellem de to skal være mere personligt til trods for, at de er totalt fremmede for hinanden. For morderen er der ikke andet motiv end at tage håbet og livsgnisten fra Maddie. Og for Maddie bliver kampen den modsatte. Ikke bare en kamp for overlevelse, men en kamp for at komme tilbage til livet. Som i de bedste horrorfilm kan opgøret mellem offer og morder ses som noget andet og mere end blot det: Maddie er isoleret længe inden morderen introduceres grundet sit handicap. Da han dukker op fjerner han hendes sidste mulighed for at få hul igennem ud til verden ved at tage hendes internetadgang og hendes mobiltelefon. Man kunne derfor tænke filmen som Maddies opgør med sit handicap og den ensomhed, det har bragt hende i.

“I can come in anytime I want. And I can get you, anytime I want. But I'm not going to. Not until it's time. When you wish you're dead... that's when I'll come inside.“

“Hush” er et vigtigt eksempel på, at horror stadig har noget at byde på andet end evindelige forsøg på at toppe, hvad der er kommet før og ligegyldige remakes. Hovedpersonen Maddie er værd at investere i, fordi hun kæmper med gejst. Skurken er karismatisk i sin hjerteløse kynisme. Filmen lægger vægt på opbygning af suspense, samtidig med at den leverer nogle hjertekrampe inducerende pay-offs undervejs. Tempoet og doseringen er mildest talt perfekt. “Hush” er en intens og effektivt sammensat home invasion gyser på lige under halvanden time, der leverer præcis det, du har behov for fra sådan en film og lidt mere til.

Score:

Anmeldelse: The Boy.

Årgang: 2016.
Tagline: "Every Child Needs To Be Loved."
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: William Brent Bell.
Runtime: 97 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Annabelle” (2014), ”Child’s Play” (1988),  ”Dead Silence” (2007).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den unge amerikaner Greta tager job som barnepige i et kæmpe hus, der er placeret langt fra alfarvej. Her møder Greta det ældre ægtepar af huset, der præsenterer hende for deres lille søn Brahms, der langt fra er en normal lille dreng. Han er nemlig en dukke, der skal passes og plejes, kultiveres med musik og bøger – og naturligvis også puttes, som enhver lille dreng. Ægteparret efterlader Greta med Brahms og tager på ferie, men Greta tager ikke sit arbejde alvorligt. Hun lader Brahms og listen over gøremål stå i et hjørne, men det finder den unge herre sig ikke i. Slet ikke!

1...2...3...BØH!

Endnu en gyser med en dukke, tænker du? Kan markedet bære flere? For at nævne et par enkelte har der været ”Trilogy of Terror” over ”Child’s Play” til moderne gysere som ”Annabelle” og ”Dead Silence”. Så ja, der HAR været rigeligt af dem. Det er nu ikke så mærkeligt, for de rigtige dukker – dem, der virkelig skræmmer, er jo allermest uhyggelige når de bare sidder i en stol, på et bord eller i en seng. De behøver ikke at bevæge sig, for ligesom med øjne på malerier, følger deres øjne offeret rundt i hele rummet, hvilket må være den billigste filmeffekt nogensinde. De behøver heller ikke at sige noget overhovedet. Stilheden i sig selv skaber stemning, så et par close-ups af den rigtige dukke kan sagtens skabe nok uhygge uden megen andet.

Brahms får lige en godnathistorie af sine forældre.

Med ovenstående i baghovedet, har instruktør William Brent Bell skabt et særdeles stemningsfyldt film, hvor man med ganske få virkemidler skaber uhygge, der aldrig kammer over og bliver fjollet. Der er ganske vist genbrugt lidt klassiske virkemidler, men det spiller ikke den store rolle, for det egentlig uhyggelige består i det ordinære gennem de første 85 minutter af filmen. Hele tanken om, at denne dukke, der naturligvis har en historie, der lige så naturligt både er banal og ligegyldig, skal plejes, passes og aktiveres som et rigtigt barn er i bund og grund filmens store styrke. At man, uden at det bliver skrevet med versaler, konstant sidder med en tanke i baghovedet om, at den lidt naive amerikanske barnepige kommer til at fortryde sin lemfældige omgang med dukken, er der hvor stemningen rammer sit ypperste punkt, for den gode instruktør ved jo godt, at vi har set mange film som ”The Boy” – og derfor nok er klar over, at barnepigen skal betale prisen. Dette er et godt setup til en gennemsnitlig historie, der kun virker gennem et godt plot, der tager nogle gevaldige twist gennem en forståelse for, at vi som publikum har en vis erfaring med lemfældige barnepiger i gysere.

Alle raske børn elsker at lege på gulvet.

Hovedpersonen Greta bliver spillet af Lauren Cohan, som de fleste nok kender bedst fra sin rolle som Maggie i ”The Walking Dead”. Hun lider i denne rolle, præcis som TWD, af at være en elendig skuespillerinde. Samtlige af hendes replikker lyder oplæste, og jeg måtte flere gange abstrahere fra min irritation over, at man i en ellers vellykket gyser havde valgt en skuespillerinde, der så absolut ikke kan være troværdig i nogen rolle overhovedet. Hendes mangler bliver især udstillet i de scener, hvor byens købmand (og hendes eneste fysiske kontakt) Malcolm kommer med friske varer på sine ugentlige besøg til huset. Dialogen, der ellers er rigtig fin for genren, bliver overspillet eller oplæst i divergerende grad gennem de fleste af scenerne, hvor man bare håber på, at der snart må ske Greta noget ganske forfærdeligt.

To spejlblanke skuespillere i et og samme billede.

Når Lauren Cohan så er glemt – og det bør man, så er ”The Boy” en rigtig god film. Den bringer ganske lidt til bordet, når det kommer til originalitet, men på plotsiden er den stærk. Stemningen er ikke til at tage fejl af, og selv om den kun perifert er en gotisk gyser, så bevæger ”The Boy” sig alligevel gennem en  masse spændende scener, der er godt sat op med ganske få virkemidler. Det sidste kvarter bliver en smule triviel, for selvfølgelig afslører filmen sig selv en tand for tidligt, hvilket nødvendigvis udløser et antiklimaks, der bare gør slutningen til noget man må igennem – men inden da rammer ”The Boy” plet på mange parametre.

Score:

Anmeldelse: Deadpool.

Årgang: 2016.
Tagline: ”Bad ass. Smart ass. Great ass.”
Genre: Action, Adventure, Komedie.
Instruktør: Tim Miller.
Runtime: 108 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Kick-Ass” (2010), ”Guardians of The Galaxy” (2014), ”Ant-Man” (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang, hvor jeg brændende ønskede, at der ville komme en rigtig Marvel superheltefilm. I dag ønsker jeg mig brændende, at det snart stopper. Formaterne har været forkerte fra start af. Man har fortalt historier, der udelukkende havde til formål, at starte en franchise, hvilket har gjort de forskellige universer enormt forudsigeligt, kedelige og kønsløse. Man har manglet perspektiv, for det hele har handlet om merchandise og indtjening, og derfor står vi nu med en masse superheltefilm, der hverken kan fortælle en ordentlig historie, skabe et fornuftigt plot – eller endsige bringe et minimum af underholdning til skærmen. Vi har fået kastet kaskader af X-Men, Spider-Man, Iron Man og Fantastic Four film efter os i en sådan grad, at min kvalmetærskel for pumpede mænd i spandex har nået bristepunktet.

Deadpool vender tilbage til rødderne.

Når man nu begræder udvandingen af Marvel, så kan man til gengæld glæde sig over, at griskheden nu efterhånden har skabt nogle solide film på baggrund af enormt tynde karakterer fra det enorme Marvel univers. ”Guardians of The Galaxy” var i min optik bedre end hovedparten af de traditionelle superheltefilm, og med ”Ant-Man” ramte man plet med en film, hvor både voksne og børn kunne få en festlig og underholdende oplevelse. Med Deadpool fortsætter man denne lækre trend, om end at man nok bør putte børnene, hvis man ikke vil udsætte dem for perfide jokes, under-bæltestedet humor og platte oneliners om pik og patter.
”Deadpool” er historien om Wade Wilson, der er en lejemorder, som er ved at dø af cancer. Da han får muligheden for at redde sig selv fra den frygtelige sygdom, ryger han i hænderne på Ajax, der har et problem med Wades smarte facon. Wade bliver kureret, men får en lille hilsen fra Ajax i form af en komplet maltraktering af hans ansigt. Ude af stand til at kunne fungere med sit deforme ansigt, bliver Wade til Deadpool, hvis eneste ønske i livet er at få sin kærlighed tilbage – og at tage frygteligt hævn.

Et ganske umage trekløver af ”helte”.

Det er tydeligt fra start, at ”Deadpool” ikke handler om den gode historie, for den eksisterer ikke. I stedet har man fra første scene valgt, at erstatte alle traditionelle konventioner med humor, action og mere humor. Plottet er tyndt, kedeligt og skinner gudskelov sjældent igennem, for filmen virker bare allerbedst, når man fuldkommen dropper intentioner om at skabe en film, der bare nogenlunde hænger sammen. Derfor kan man, med rette, kalde selve håndværket for makværk, for det er det så bestemt – og det bliver ikke bedre gennem filmens samfulde 108 minutter. Når det så er sagt, så er ”Deadpool” så fantatisk underholdende, at det er svært ikke at elske filmen til trods for de mange mangler. Faktisk er det hele ironien bag filmen, at den netop virker, selv om den på ingen måde tager sig selv, sin hovedperson eller sit univers seriøst overhovedet. Tværtimod er det hamrende morsomt, når Deadpool stiller spørgsmålstegn ved de mange tåbeligheder, der naturligt følger med hele superheltekonceptet.

Det er så sødt, når de tror, at de har en chance...

Filmen er båret af tåbeligheder, hvilket gør Ryan Reynolds til den perfekte hovedrolleindehaver. Selv om han til har måtte kvitte sit hverdagsarbejde som grøn lanterne for den ”anden side”, er han en fornøjelse fra start til slut. Reynolds var også Deadpool i ”X-Men Origins: Wolverine”, hvor karakteren var noget mere nedtonet, hvilket jo er det skønne ved Marvels univers, hvor man til forskellige lejligheder justerer på sine figurer, for at de senere kan give mening i en anden sammenhæng. I samme åndedræt kan man, hvis man ikke kender tegneserierne, godt glæde sig til næste Deadpool film, hvor Cable bliver introduceret.

...men det har de ikke.

Der skal derfor lyde en bøn herfra til Marvel, om at fortsætte med at introducere de smalle figurer fra deres kæmpe univers. De er muligvis ikke så kendte, som ”Avengers”, ”X-Men” og ”Fantastic Four”, men det betyder ikke, at man ikke kan lave gode film ud af deres historier alligevel. Jeg har ikke glemt hverken ”Ghost Rider” eller ”The Punisher”, som absolut ikke har haft godt af, at blive udstillet på det store lærred, men derfor skal der alligevel lyde et bravo herfra – for med Deadpool har man scoret et hattrick for utraditionelle Marvel film. Dem vil vi gerne have mange flere af.

Score: