Anmeldelse: Underverden

Årgang: 2017
Genre: Action, Thriller
Instruktør: Fenar Ahmad
Runtime: 112 minutter
Medie: Streaming
Udgiver: Blockbuster
Link til filmen på IMDB
Se trailer her
Se også: “Pusher” (1996), “Death Sentence” (2007), “Daredevil” (2015).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Zaid nyder tilværelsen som succesrig hjertekirurg med dyr lejlighed og gravid kæreste. En aften får han besøg af sin lillebror Yasin, der desperat beder om penge, men han afvises blankt i døren. Kort efter bliver Yasin fundet, gennembanket til døde, og Zaid overvældes af skyldfølelse. Sorg afløses af vrede, og snart bliver Zaid besat af at finde den skruppelløse gerningsmand. Som retfærdighedsøgende maskeret hævner, bevæger han sig ned i Københavns kriminelle underverden, og ved at se sine egne skyggesider i øjnene, tvinges han frem mod det ultimative uundgåelige valg der kan ændre hele hans verden.

Instruktør og manuskriptforfatter Fenar Ahmad har udtalt, at han fandt inspiration til filmen, da hans egen bror kom i problemer med den kriminelle underverden i Storkøbenhavn. Og selv om vi har at gøre med ekstremer i "Underverden", så er der ingen tvivl om, at vi ikke er langt fra hvad man kan løbe ind i, af københavnske gangbangers i den virkelig verden. Et gråt København og et betonbeklædt Albertslund agerer samtidig den perfekte kulisse, til denne voldsomme historie om øje for øje og tand for tand. Kender man til bydele som Albertslund Centrum og Kanalens Kvarter (som begge optræder i filmen), så ved man også, at typerne fra "Underverden" ikke ligger langt fra virkeligheden.

Den står på hårdtslående actionscener med tyngde og trykspark, men heldigvis uden at det bliver for meget. De eksplosive scener formår at holde jordforbindelsen, så man som publikum hele tiden føler, at udfaldet af konfrontationerne kan gå begge veje. Samtidig er det personlige drama der udspiller sig omkring Said og hans gravide kæreste, troværdig, interessant og veludført nok til, at man føler at der er mere på spil end hvem der bliver den næste der får slået tænderne ud.

Fra første scene er det helt tydeligt, at der er lagt mange kræfter i billeder, lyd og performance. København er badet i mørke, og de dystre billeder blendes mesterligt sammen med et hjemsøgende synth soundtrack, som bare gør Zaids natlige togt og volds-eskapader endnu mere uhyggelige og stemningsmættet. Samtidig er samtlige skuespillere meget troværdige (næsten for troværdige) i deres roller. Dar Salim er rigtig stærk i rollen som Zaid - der gennemgår en uhyggelig forvandling fra frelser til hævner. Men det er ikke kun Dar Salim der excellerer, det samme gør resten af castet.

Der er desværre lagt knap så mange kræfter i historieskrivningen, og det er den eneste anke jeg kan finde ved "Underverden". Plottet er altså set rigtig mange gange før. Det er en run of the old mill hævn-historie i stil med Death Wish og Death Sentence. Men når det kommer til stykket, så gør det faktisk ikke så meget. Følelsen af at retfærdighed skal ske fyldest, og lysten til hævn når uretfærdigheden råder, er noget 99% af alle mennesker kan relatere til. Det betyder, at de fleste ikke kan lade være med at engagere sig i selv den mest banale hævnhistorie, og det udnytter "Underverden". For man kan ikke lade være med at lade sig rive med. Samtidig er den så velspillet og veludført, at man hurtigt lader sig besnære af filmen, på både godt og ondt.

Hvor er det dog dejligt befriende at se en dansk actionfilm, blottet for fald-på-halen komik, Lasse Spang Olsen og  Nikolaj Lie Kaas. Alle tre ting er ellers noget dansksprogede actionfilm har skam-dyrket i alt for mange tilfælde. Den velkendte formular som blev brugt i film som "Blinkende Lygter" og "Gamle Mænd I Nye Biler" er lagt på hylden i "Underverden". Filmen tager sig selv 100% seriøst, og det er i den grad klædeligt. Vi har her at gøre med et helt andet væsen, end hvad vi tidligere har set på den danske filmscene, og det er godt nok forfriskende. Den er nådesløs, hårdtslående, hårdkogt og derudover en æstetisk lækkerbisken! Status er, at det kan gøres bedre, men vi er på rette vej, så mere af den her slags, tak.

Score:

Anmeldelse: Get Out.

Årgang: 2017
Tagline: "Just because you’re invited, doesn’t mean you’re welcome.”
Genre: Horror, Komedie, Thriller
Instruktør: Jordan Peele
Runtime: 104 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: United International Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "The Thing" (1982), "Kill List" (2011), "The Purge" (2013).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Chris (Daniel Kaluuya) er inviteret til at møde sin kærestes familie. Hun forsikrer ham, at selvom hun ikke har fortalt dem, at han er sort, vil det ikke blive noget problem: “Min far ville have stemt på Obama en tredje gang, hvis han kunne”, siger hun skråsikkert. Familien tager da også godt imod Chris, som alligevel får en fornemmelse af, at noget er galt, og da han tilbydes en hypnose, begynder det at gå helt galt...

Jordan Peele debuterer med sin første spillefilm, som han tilmed både har skrevet og instrueret. Filmen er et særpræget miks af gys og satirisk humor. Den beskæftiger sig med racisme og har en præmis så sælsom, at du absolut må og skal holde dig fra alle trailers og i stedet skal skaffe dig adgang til at se filmen hurtigst muligt. Skulle man sætte sig ned for at se traileren, kunne man nemt få anledning til at tro, at her er tale om en tidstypisk gyserfilm proppet til randen med chok og andre billige kneb. Det er misvisende. I “Get Out” dyrkes nogle dybt fascinerende præstationer fra castet og en olm stemning, som er noget helt andet end den gennemsnitlige moderne gyserfilm. Derudover lider traileren også af den samme sygdom, som så mange andre af dens slags: Den fortæller alt for meget og træder enten på eller over grænsen for, hvad der må vises i en trailer uden, at der er tale om spoilers.  

“Pas på! Jeg har en tekop, og jeg er ikke bange for at bruge den!”

Hvad der kommer til at være afgørende for, om du kan lide denne film eller ej, kan meget vel være, hvorvidt du finder den succesfuld i dens balanceren af humor og gys. Satiren vil for nogle måske opleves som destruerende for stemningsopbygningen. Men selvom humoren bryder med den suspense, der bygges op, er Peele ekstremt dygtig til at reetablere intensitet i løbet af sekunder. Da den mystiske stuepige Georgina storsmiler samtidig med, at hun græder og fremstår dybt ulykkelig, sitrer filmen mellem alvor og absurditet. Sådan er det ofte i “Get Out”. Man kan næsten ikke tro, hvad der sker på skærmen og lige så gruopvækkende, det er, lige så sjovt er det også. Som genrefan er det svært ikke at få et smil på læben, når filmen lykkedes med denne balance, og når den i sin sammenblanding af det sjove og det skræmmende redder sig ud af nogle klichéer, der ville have sløvet dens fortælling.

Hele holdet af skuespillere er glimrende. Værd at fremhæve er naturligvis hovedrolleindehaver Daniel Kaluuya, der ligesom filmen selv, skal være både morsom og ekstremt intens. Han er enormt troværdig, fordi han er likeable, men også helt tydeligt har sine egne fejl. Ligesom publikum kan sidde og betragte de hvide mennesker i filmen være akavede og dumme sig i deres forsøg på at være overdrevent politisk korrekte, er der også fordomme og racisme skjult i Chris, som forventer det værste af langt de fleste hvide mennesker. Kaluuya viser et menneske med dybe traumer, som han får lov at udforske på en måde, som er sjældent fascinerende og dragende. LilRel Howery fungerer som filmens comic relief, og det gør han også godt. Selvom hans humor på sin vis er meget plat, fungerer leveringen så godt, at det er svært ikke at blive revet med. Han er sjov, og hans figur er godt skrevet.

“Man, I told you not to go in that house.”

Tænk, at man skal finde et nuanceret billede af både mennesker og deres racistiske tendenser i en gyserfilm? Var det ikke bare meningen at skræmme mig fra vid og sans i halvanden time og så ellers sende mig videre ud i livet? Tilsyneladende ikke for Jordan Peele. “Get Out” er grundlæggende underholdende som gys og satire, men den er i tilgift også en vigtig kommentar ind i en til stadighed betændt debat. Den kan det, du håber på - og så lige lidt mere. Og det er lige præcis, hvad den her type film kan, når de er allerbedst: Tage noget smerteligt i tiden, sætte det på spidsen og få det til at gøre lidt mere ondt.

Score

Anmeldelse: The Lesson.

Årgang: 2015.
Tagline: "Only the educated are free.” 
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Ruth Platt.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD. 
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Misery” (1990), “Bitter Feast” (2010), “Big Bad Wolves” (2013).

“The Lesson” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fin og hans venner ser frem til en sommer med frihed, fest og farver. De har været massivt skoletrætte, og en del af deres manglende motivation er gået ud over deres engelsklærer, mr. Gale, der har lagt ryg til både mobberi og chikane. Da læreren en sen aften iagttager sine elever begå hærværk, indser han, at almindelig pædagogik har spillet fallit: Det er på tide at tage kontrol over klasseværelset – om så det betyder, at han må spænde drengene fast til skolebordet og finde sømpistolen frem for at få dem til at høre efter...

Skuespillerinden Ruth Platt har instrueret sin første spillefilm, den hedder “The Lesson” og er en grum størrelse. Der er ikke mange sympatiske karakterer at spore i denne film. De unge mennesker mobber deres klassekammerater, har ingen respekt for deres lærere, og deres drømme strækker sig ikke langt udover at få noget på den dumme og dø unge. Den frustrerede lærer Mr. Gales udmattede vrede er meget forståelig. De unge mennesker er helt urimelige i deres opførsel, og han ligger inde med en omfattende viden, som ingen lytter til. Men ved at kidnappe op til flere skolebørn og torturere dem, får han ret hurtigt smidt det sympatiske over bord, uanset hvor meget man så kan sidde med en følelse af, at de fortjener at blive konfrontereret med deres fravær af empati.

At Mr. Gale ikke er sympatisk gør nu ikke så meget. Han er nemlig karismatisk spillet af Robert Hands (som i øvrigt har et ironisk efternavn i forhold til, hvor megen tortur i denne film der har med hænder at gøre). En stor del af filmen går med, at Gale underviser, mens han truer med tortur, hvis ikke han får de rigtige svar på sine spørgsmål. Og det er overraskende, ligefrem skræmmende, god underholdning. Det er fascinerende at lytte til de næsten besatte tirader om alverdens store forfattere, deres bøger og tanker. Alt sammen bundet op på Mr. Gales frustration over den ondskab og ligegyldighed, han har set afspejlet i de unge mennesker de mange år, han har undervist dem.

Filmen er tydeligvis lavet på et budget, der ikke er overvældende. Derfor er der undervejs effekter og tricks, der ikke er totalt overbevisende. Skuespillet bliver i nogle scener også overgearet og mindre indlevende, end man kunne ønske sig. Det er bare svært for alvor overordnet at lægge filmen disse ting til last, fordi den grundlæggende er utrolig velskrevet og dybt interessant. De bedste genrefilm sætter ting på spidsen, og det er også præcis hvad “The Lesson” gør. Den tager en tidsånd og forstærker den, samtidig med den stiller spørgsmålet: Hvad er der at gøre? I mødet med ligegyldighed overfor andre mennesker og generel uansvarlig adfærd, hvad er modsvaret da? En fængende idé som sættes i scene ved hjælp af blodige søm, der på kreativ vis indsættes i menneskekød og spænding i takt med, at de unge langsomt begynder at blive sympatiske om ikke andet så fordi, det næsten bliver for smertefuldt at se dem lide.

God og nuanceret bad guy? Tjek! Dumme unge mennesker, der opfører sig ondskabsfuldt og får et wake-up call, de sent vil glemme? Dobbelt-tjek! “The Lesson” havde jeg ærlig talt ikke forestillet mig, at jeg ville være så optaget af, som det endte med at være tilfældet. Men filmen om den frustrerede skolelærer Mr. Gale har vist sig at være både grum og brutal samtidig med, at den er overraskende formfuldendt som fortælling og provokation.

Score:

Anmeldelse: Emelie.

Årgang: 2015.
Tagline: "A parent’s worst nightmare.”
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Michael Thelin.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Inside” (2007).

“Emelie” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ægteparret Thompson får et afbud fra deres sædvanlige babysitter, netop som de står og skal ud at fejre deres bryllupsdag. I sidste øjeblik får de fat på Anna til at passe deres tre børn. Hun har et sødt smil og virker helt perfekt, men så snart forældrene er taget af sted, begynder den ældste søn Jakob at undre sig: Der er et eller andet ubehageligt og fordækt ved Anna. Det føles som om, hun har skjulte hensigter med at være i huset. Snart indser den 11-årige Jacob, at den nye babysitter er meget, meget farlig...

Michael Thelin er en erfaren instruktør, men debuterer her med sin første spillefilm. Han har dog en hel række musikvideoer, tv-film og andet bag sig. Måske er det også derfor man med “Emelie” meget hurtigt føler sig i trygge hænder. “Emelie” er nemlig utrolig velproduceret. Hvad man kunne ønske sig af thrills, får man her. Spændingen er dygtigt opbygget, og selvom plottet aldrig helt bliver logisk sammenhængende på nogle områder, falder det heller aldrig fra hinanden - der er bare visse ting, der efterlades til det uvisse, og det behøver ikke være en dårlig ting. Specielt ikke i en genre, der netop har det med at lide når mystikken og mørket må vige for semi-rationelle forklaringer.

“Emelie” er klassisk thriller gys. Ideen om den onde babysitter er ikke ny, men her eksekveres den på en måde, der både er overlegen i forhold til det tekniske, men også i forhold til historie og persongalleri. Der er en smule mere bund i antagonistens motivation, end hvad kunne have været tilfældet, og selvom det ikke er, fordi filmen er nogen fontæne af meningsladede eller symbolske billeder og ideer, leverer den på det helt grundlæggende plan god spænding og en medrivende filmoplevelse. Thelin leger med andre ord med nogle genrekonventioner, som han nærmer sig, men ikke lader sig begrænse af. En film om en ond babysitter kunne snildt have været en plat gimmick, der på bedste exploitation vis handlede om at få nogle b-films elskere trukket ind. Men “Emelie” tager sig selv ganske alvorligt. Den fortæller en mørk historie og bevæger sig ind på territorium, hvor det for mange vil blive virkelig ubehageligt, fordi det handler om børn.

Tre af de sødeste små unger verden har set på film udsættes for en sand perlerække af ubehageligheder. Højdepunktet er velsagtens, da den mindste af børnene får fingrene i en pistol, som han piller lidt for længe ved, til at det på nogen måde er behageligt. Alle de tre børneskuespillere har en lys fremtid, hvis deres talent er nogen indikator. De gør det simpelthen rigtig godt. Mest fremtrædende er Joshua Rush, der spiller Jacob og som slipper uden om den stive og skingre ageren, som kan kendetegne så unge skuespillere. Lidt ældre er Sarah Bolger, som spiller Emelie, og er helt gennemført ubehagelig i rollen. Ikke mindst fordi hun til en start formår ikke at være det. De tiltagende mere grænseoverskridende og uforståelige handlinger, hun udfører, bliver bare mere grumme af, at hun til en start magter at skjule, i hvert fald de værste af sine psykotiske tendenser. Ikke at man nogensinde er i tvivl om, at den er helt gal med hende... men det lykkedes hende da at narre forældreparret til at lade hende passe deres børn.

“Emelie” er en glimrende film. Den dyrker spænding og ubehag, og den gør det på bare 80 effektive minutter. Her er ikke nogen svælgen i en overdrevent lang spilletid. Emelie selv er ikke den reflekterende type. Hun handler mest. Når hun ser en trussel, eliminerer hun den, og selvom hun til en start virker legende, er der aldrig nogen tvivl om, at hun vil gøre frygtelige ting for at opnå det hun ønsker. “Emelie” sætter fingeren i et åbent sår hos alle dem, der er bekymrede forældre og repræsenterer sikkert ganske fint mange af deres allermørkeste, mest groteske og angstfyldte mareridt.

Score:

Anmeldelse: Scherzo Diabolico.

Årgang: 2015.
Tagline: "The joke is on you.”
Genre: Komedie, Horror, Thriller.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her. 

“Scherzo Diabolico” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Revisoren Aram arbejder for meget til en al for lav løn – noget, der medfører store frustrationer på hjemmefronten. Da han endnu engang overses i forbindelse med firmaets lønforhandlinger, vokser der en plan frem fra hans mørkeste indre – en plan, der involverer kidnapning, hævn og drømmen om et bedre liv… I begyndelsen går alt godt, men snart begynder fortiden at indhente Aram, der må se sig selv spille hovedrollen i et blodigt mareridt.

“Hjælp min kone er skide sur” hed et program på DR for et par år tilbage. Det handlede om et tema, der fortsat er fremherskende. Er manden i ligestillingens navn blevet overflødiggjort, for svag eller er han stadig væsentlig? Måske er det netop den moderne mands udfordringer med at balancere det bløde med det stærke, der har udløst den stigende mængde fiktion om mænd, der tager til genmæle. Størst af disse er velsagtens “Breaking Bad”, der så Walter White forsøge at genfinde styrken både som menneske i det hele taget men også som mand. I “Scherzo Diabolico” møder vi også en mand, der er trådt under fode og ikke længere vil finde sig i det. Ligesom Walter White, går han også en smule langt i sin bestræbelser på at genvinde fodfæstet i sit liv. For Aram bliver løsningen at kidnappe en ung kvinde og holde hende i halsbånd som et dyr. Aram opdager, at selvom det er ubehageligt for ham, giver det ham i andre dele af sit liv kontrol, at han har ladet sin sadistiske side fri.

Adrián García Bogliano er en stærkt produktivt instruktør og manusforfatter. Han har bl.a. været forfatter og instruktør på en af segmenterne i “ABCs of Death” (2012), men har også lavet flere spillefilm. “Scherzo Diabolico” er low-budget horror med humor og en yderst sadistisk en af slagsen. Der bydes både på sex og sorg. Tilføjelsen af humor som krydderi, gør blot mørket i filmen endnu dybere. Bogliano bruger musikken som en aktiv medspiller hele vejen gennem sin film, og tit er det netop musikken, der føjer humor til. I filmens mere blodige højdepunkter bliver det lave budget af og til tydeligt. Det er langt fra alle effekterne, der er overbevisende, men det forhindrer ikke mange af ideerne i at være gode. Der er ikke voldsomt mange personer i historien. De mest centrale er Aram og den unge kvinde, han kidnapper. Aram er spillet en kende karikeret, og det hænger vældig godt sammen med den humoristiske del af historien. Den unge kvinde er til gengæld en dygtigt spillet og viser evner for både det dramatiske og det karikerede.

“Scherzo Diabolico” bliver særligt i sine sidste 30 minutter særdeles underholdende. Den tager til og alle de bizarre ting, som Aram slipper af sted med i begyndelsen af filmen, begynder at indhente ham. Kombinationen af humor og drama når nye højde i takt med, at alt falder fra hinanden for Aram. Filmen begynder her også at lade historien dominere mere, mens legen med form og musik falder mere i baggrunden. Det klæder den rigtig godt både at kunne indeholde legen med form og mere traditionel historiefortælling. Til gengæld går det hen og bliver trættende, at nogle karakterer navnligt Arams kone bliver decideret skingre og trættende at høre på. Selvom det til dels er meningen, er det stadig et sted, hvor balancegangen ikke lykkedes.

“Scherzo Diabolico” vil ikke få dig til at føle dig fanget, iført halsbånd og tvunget til at bede for dit liv i frygt for dens intensitet. Til det tager den sig selv med alt for stort et glimt i øjet. Men det er en god ting. På mange måder er denne film dybt usmagelig i sin exploitative facon, men det er en del af hele pointen, og på sin vis er den således meget vellykket. Det er low-budget b-film, der søger grænser, og det er der altid brug for med alle de uperfektheder, det kan indebære.

Score

Anmeldelse: The Capsule.

Årgang: 2015
Tagline: "One man. One mission. One choice”
Genre: Sci-fi, Thriller, Drama.
Instruktør: Andrew Martin
Runtime: 91 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Sandrew Metronome.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “2001: A Space Odyssey” (1968), “Gravity” (2013), “The Martian” (2015).

“Capsule” er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 1959. Den kolde krig raser. Et sted udenfor jordens atmosfære er rumfartøjet Hermes i kredsløb. Den eneste passager er den britiske astronaut Guy Taylor (Edmund Kingsley). Taylor vil gerne hjem, men der er noget galt med hans fartøj. Fanget hjælpeløs i rummet blandes Taylor gennem radiokontakt ind i den kolde krigs politiske spændinger, alt imens han er ved at løbe tør for både luft og brændstof.

“Capsule” er oplagt at sammenligne med “Gravity”. Ligesom Sandra Bullock blev efterladt alene i rummet, bliver Edmund Kingsley det også her. Hvor Bullock sprang fra fartøj til fartøj og omgivet af gloriøs CGI bragte publikum helt ud på kanten af sædet, er “Capsule” mere fokuseret på at intensivere sit drama og klaustrofobien. Med få undtagelser viger vi ikke fra den lille kabine, hvor Taylor sidder og forsøger at tage sine beslutninger. I takt med at hans luft rinder ud, bliver han også mere og mere fraværende og får sværere ved at forsøge at løse den tiltagende mængde af problemer, han befinder sig i.

Dette lille rumfartøj bliver et fængsel for astronauten i cockpittet. 

“Capsule” har en stor styrke, i at den tør holde sin historie i så begrænsede omgivelser. Vi bringes med ind i Taylors klaustrofobiske omgivelser ved kun sjældent at se noget, der ikke er enten Taylor eller hans kontrolpanel. Det er selvfølgelig også en begrænsning, der udfordrer rent filmisk. Film som “127 Hours” (2010) viste på beundringsværdig vis, hvordan der kan skabes en visuelt sprudlende film på trods af en meget fastlåst hovedperson. Det kan man savne i “Capsule”. Instruktør Andrew Martin forsøger dog at skabe noget afveksling med brug af lys. I enkelte tilfælde lykkedes det at skabe antydningen af noget næsten psykedelisk, når Taylor nærmer sig kanten af bevidsthed, og grænsen mellem virkelighed og fantasi forplumres. Det er øjeblikke som disse, der er filmens bedste. Edmund Kingsley er altoverskyggende i hovedrollen. Hans ansigt er i billedet i 90% af filmen (måske mere). Kingsley skal præsentere Taylor som en både sympatisk men også karismatisk personlighed, der skal holde seerens interesse fangen i 90 minutter. Dette lykkedes til dels.

Efterhånden som ilten forsvinder, begynder virkeligheden at forplumres. 

Taylor har humor og et stort savn efter sin kæreste Charlotte, som han ser for sig. Kingsley har stor succes med at gøre smerten nærværende. Men lidt for hurtigt kommer han til at virke lidt for hjælpeløs. Det er meget muligt, at han ikke kan gøre noget af rent tekniske årsager, men filmen giver ikke et klart indtryk af, at han har nogen klar fornemmelse af, hvad han laver før sent i historien. Da det endelig sker, er han så langt væk grundet den manglende luft, at han alligevel ikke kan præstere optimalt. Filmen inddrager den kolde krig i sin fortælling og forsøger at bruge dette historiske bagtæppe, som en spændingsfaktor. Den del lykkedes aldrig rigtig. Filmen er interessant og dragende, når fokus er på Taylor selv og hans indre kamp for ikke at miste håbet. I den forbindelse bliver den historiske kontekst mindre fængende. Taylor kommer i kontakt med flere forskellige mennesker på landjorden i forsøget på at genvinde kontakten til sit hjemland. Den ene er mere mistænksom end den anden, og det bliver meget hurtigt ensartet, og filmen taber pusten.

Udover denne film har Edmund Kingsley haft mindre roller i “Hugo” (2011) og tv-serien “Jekyll & Hyde”.

Det havde klædt “Capsule” at turde holde fast i den smerte, frygt og ensomhed, som hovedpersonen gennemgår. Filmen går langt i den sammenhæng, men har en bagvedliggende politisk historie, som overtager og gør den mere enfoldig. “Capsule” er ikke en ny “Gravity” men en mere dvælende oplevelse, der, når den er bedst, giver os et fascinerende blik på et menneske, der er mere alene, end de fleste har prøvet at være det. Edmund Kingsley giver et stedvist smerteligt portræt af en mand, der er ved at gå til af både de fysiske og psykiske omstændigheder. En mand der langsomt fortæres af desperation og længsel efter sit hjem.

Score:

Anmeldelse: He never Died.

”He Never Died”
Årgang: 2015.
Tagline: "It’s Hard To Live When You Can’t Die".
Genre: Komedie, Drama, Thriller.
Instruktør: Jason Krawczyk.
Runtime: 99 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Rubber” (2010) , ”Warm Bodies” (2013).

"He Never Died" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen. 

Den tilbagetrukne Jack lever et stille liv. Han sover, spiser på den lokale diner og spiller lidt bingo i den lokale kirke. Han kræver ikke meget af livet, så længe livet ikke kræver meget af ham. Den stille tilværelse ændrer sig dog dramatisk, da Jack pludselig står ansigt til ansigt med en voksen datter, som han ikke anede eksisterede. Med et apatisk forhold til familieforøgelsen, bliver Jack trods alt kastede ud i nye udfordringer, da datterens tilstedeværelse kaster skygger til Jacks fortid.

Rollins i en hovedrolle som tør og stille mand? BINGO!

”He Never Died” starter, som tydeligt beskrevet ovenfor, meget stille ud, men har et stærkt andet akt, hvor tingene udvikler sig dramatisk. Det er derfor ganske vigtigt, at undgå for meget tekst om selv handlingen, da den helst ikke skal spoiles overhovedet. Det undlader jeg så, men må indrømme, at den langsomme opbygning af et i forvejen lidt trist og genbrugt plot, absolut ikke hjælper på bedømmelsen af filmen. Instruktør Jason Krawczyk bygger historien om på en allerede kendt historie, der ret tidligt i filmen bliver tydelig for enhver. Derfor kan de lange opbyggende scener, ikke rigtig bære de mange løfter om snarlig skred i handling, som så ikke kommer før et godt stykke ind i filmen.

Det er bare et snitsår.

Når blodet slå flyder. Når volden tager til. Når Henry Rollins i rollen som Jack endelig får lov at tabe sutten – ja, så bliver det godt. Rigtig godt endda. Rollins formår at udvikle sin figur i takt med, at Jacks rigtige identitet bliver afsløret, og han gør det så godt, at man sagtens kan anbefale ”He Never Died” på baggrund af Rollins alene. Det er nemlig helt sublimt, når volden tager over, og Rollins med nærmest komisk karakter går fra den ene slåskamp til den anden. Selvsamme komik er en konstant linedans mellem plat og velfungerende, hvor sidstnævnte vinder for de fleste tilfælde. For vi har med en en komedie at gøre her – uanset hvor meget man prøver at dreje på knapperne for dramaet, som altid ender med at virke fladt og ugideligt. Man tænker tit, at ikke engang instruktøren rigtig troede på den dramatiske del af filmen, og derfor fungerer de komisk frivillige scener da også bedst. De tørre sætninger fra Rollins kombineret med et fuldkommen bizart take på blod, lidt splat og ultrakorte slåskampe er rigtig underholdende, fordi de netop ikke er særlig selvhøjtidelige.
I tredje og sidste akt, prøver man alligevel at etablere en form for drama, der gudskelov aldrig bliver særlig vellykket. Det er nemlig slet ikke underholdende, når ”He Never Died” prøver at moralisere – også selv om det kun er i få øjeblikke af en slutning, som ellers er en smuk afrunding af en film, der heldigvis ikke prøver meget andet end at underholde med en blanding af afstumpet adfærd og tør humor leveret af en knastør Henry Rollins.

Sådan går det, når man bider negle, børn.

Man kan sikker sige meget grimt om denne type film, der blander komedie med vold og blod, og i tilfælde som eksempelvis ”Warm Bodies” er det også berettiget, da man aldrig må søge humoren så meget, at det simpelthen ikke er sjovt længere. Den fælde falder ”He Never Died” aldrig i, for filmens største styrke (humoren) er i bund og grund, at man ikke prøver at presse jokes eller platte one-liners ind i hver eneste scene.
Har man lyst til at blive underholdt i halvanden time, af en film, der aldrig prøver at være mere end den er, aldrig falder i de mange fælder, som genren ellers byder på – eller generelt ikke prøver at være enormt nyskabende, så kan man med fordel hygge sig med Rollins og ”He Never Died”. Overlever man de første tyve minutter, bliver man belønnet med en god time med blod, tæsk og Henry Rollins.

Score:

Anmeldelse: The Shallows.

Årgang: 2016.
Tagline: "What was once in the deep is now in the shallows”
Genre: Thriller, Horror, Sharksploitation.
Instruktør: Jaume Collet-Serra.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.  
Se trailer her.
Se også: “Jaws” (1975), “Open Water” (2003), “The Reef”(2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter tabet af sin mor, rejser Nancy (Blake Lively) omkring og er nu kommet til Mexico, hvor hun finder den hemmelige strand, hendes mor plejede at surfe ud fra. Nancy er selv surfer, men da hun vil fange en bølge, er der i stedet noget, der fanger hende. Snart ligger hun alene 200 meter fra land på liget af en hval, mens en enorm haj langsomt cirkler omkring hende.

Vandet er alt, alt for koldt!

Gyserfilm med hajer kan meget hurtigt blive fjollede. Det er bevist igen og igen. I de seneste to opfølgere til monsterhittet “Jaws” (1975), i den klodsede “Deep Blue Sea” og ikke mindst i den latterlige “Sharknado” (2013) franchise. Hajer bliver pludselig til brølende, dårligt animerede og alt for intelligente væsner, der ikke bare tørster efter blod, men også har personlige beefs med enker af tidligere ofre. Det er ganske enkelt stærkt problematisk at lave en gyserfilm med disse væsner og samtidig tage sig selv alvorligt. Med en meget nedtonet og nærmest dokumentarisk stil, lykkedes det i 2003 Chris Kentis at lave en dramatisk og vellykket underspillet film med “Open Water” og i 2016 lykkedes det nu Jaume Collet-Serra på sin vis at gøre Kentis kunsten efter omend på en måde, der i langt højere grad ligner traditionelt gys.

Hvad ville du tage med på en øde ø? En måge, åbenbart.

Steven Spielberg måtte af praktiske årsager holde igen med at vise hajen i “Jaws”. Det store mekaniske bæst virkede ganske enkelt ikke altid, når det skulle. Det viste sig dog at være Spielbergs store held, da det netop er fraværet af monstrummet, der gør, at hans film fortsat er en skræmmende filmoplevelse. Det, et utroligt karaktergalleri og et par andre tricks, men det er en helt anden snak. I 2016 er de tekniske begrænsninger mindre. Det er ikke nødvendigt at slæbe en fysisk fremstillet hajdukke med ud på optagelserne. Det hele kan i stedet ordnes på en computer. I 2016 har en film som denne friere hænder, og derfor kunne den have gået alt for langt med vilde stunts, monsteret kunne blive sat til at udføre. I stedet har man helt tydeligt trukket på Spielbergs succes og bortset fra nogle enkelte tilfælde, holdes der igen. Ofte er monstret en lurende fare i afstanden eller skræmmer netop ved, at seeren desperat afsøger skærmen efter en skygge eller en finne uden at finde noget. “The Shallows” lykkedes på den måde med at opbygge sit monster. Den lykkedes sågar også med et par mere eksplicitte billeder, hvor hajen er både frygtindgydende og virkelighedstro. Så er der selvfølgelig også et par øjeblikke, hvor det tager overhånd, men de er heldigvis få.

Som Brody ville sige; "Smile, you son of a BITCH!"

Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke det var for Blake Livelys overbevisende præstation i den bærende hovedrolle. Lively præsterer at være stærk samtidig med, at hun er følelsesfuld filmen igennem. Hun har en personlighed og er ikke bare en klassisk kvinde i fare. I betragtning af, at hendes medspillere i størstedelen af filmen er en måge og en animeret haj, er det hendes drive, der skal bringe filmen videre på en måde, der ikke er for klichefyldt eller hjælpeløst ulogisk. Anthony Jaswinski, som står filmens manuskript, lykkedes med at skabe fremdrift uden, at det virker forceret for spændingens skyld eller modsat bliver kedsommeligt og langmodigt. Filmen går ikke i stå og kunne sågar have båret at turde dvæle en smule mere ved den lurende haj, der dukker op i baggrunden eller uden for hovedpersonens synsfelt. I stedet har man fokuseret på dyrets fart, hvilket også tilføjer stor effektivitet til visse scener, men som ikke behøvede at udelukke flere øjeblikke til gruen ved, når dyret ikke angriber. Et par ekstra scener af lidt mere snigende art kunne snildt have kommet på bekostningen af de surf-sekvenser, som filmen ved sin begyndelse hænger lidt for længe ved - tilsyneladende fordi man ønsker at understrege den oplagte sandhed, at Blake Lively er en smuk kvinde.

Godbid i farvandet.

“The Shallows” lander ret perfekt på en spilletid lige omkring halvanden time, hvilket er med til at gøre den til et veldrejet stykke gys. Blake Lively løfter rollen som tough men ikke uskadelig heltinde med mere end bare livet på spil. Gyset i “The Shallows” glider vellykket mellem det stille truende og det brutalt offensive. Filmen selv bliver som et dyr, lurende i vandet. Vi ved ikke, hvor det er men blot, at vi snart vil blive grebet om fødderne af dets stærke tænder og revet med ned på bunden. Og skønt vi gentagne gange når overfladen for at få luft, er håbløsheden åbenbar. Vi ved, at den snart atter vil gribe os og endegyldigt trække os med ned i mørket. Et koncentreret skud horror og spænding, der går lige i årene på dig, der aldrig helt er kommet dig over frygten, for den lurende djævel med de mange tænder og stærke kæber.

Score

* Fik du at læst anmeldelserne i vores Shark Week - ellers gør det her.

Anmeldelse: 10 Cloverfield Lane.

Årgang: 2016.
Tagline: "Monsters come in many forms."
Genre: Drama, Horror, Thriller.
Instruktør: Dan Trachtenberg.
Runtime: 104 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Panic Room” (2002), ”Cloverfield” (2008), ”The Divide” (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der er gået otte år, siden instruktør Matt Reeves med ”Cloverfield” rev stolen væk under de af os, der ikke havde tabt interessen for found footage helt og holdent. Siden da er genren gået full retard med found footage, og der skal efterhånden noget exceptionelt til at gøre found footage en smule interessant. Derfor havde jeg nul forventninger til, at vi nu skulle tilbage til ”Cloverfield”, da bomben blev smidt om en fortsættelse kort tid før filmens premiere. Ængstelsen blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg blev gjort bekendt med, at vi denne gang havde med en psykologisk thriller at gøre – og at found footage var blevet sparket til hjørne. Nu hvor jeg har set ”10 Cloverfield Lane” skal kassen gøres op – og der mangler alligevel lidt småpenge for at få regnskabet til at stemme.

Der sidder noget i loftet! Sid helt stille!

10 Cloverfield Lane er historien om den unge kvinde Michelle, der efter et brud med kæresten, kører galt på en mørk og øde landevej. Hun vågner op i bedste ”Saw” stil – bundet til sin seng i et rum uden vinduer. Snart opdager hun, at hun ikke på nogen måde er blevet bortført, men i stedet reddet af den tidligere CIA mand Howard, der sammen med en bizar type ved navn Emmett har bygget en beskyttelseskælder. En kælder der er selvforsynende, fuldt udstyret og klar til dommedag, der åbenbart har banket på døren, da Michelle lå bevidstløs efter sit uheld. Snart skal det vise sig, at Howard mangler mere end et par klør i det mentale kortspil, og at Emmett og Michelle måske i virkeligheden er fanget i en syg mands illusion af virkeligheden. Eller er de?

Bare rolig! Det er en level 1 Pikachu!

Der er skruet helt op for intensiteten på ”10 Cloverfield Lane”. Den bærer sit publikum på skuldre, der ind imellem bliver så smalle, at man næsten ønsker hovedpersonerne døde og borte, men ikke desto mindre er intensitet nøgleordet for instrutør Dan Trachtenbergs debutfilm på det store lærred. Man skal ikke særlig langt ind i løjerne, før man bliver en smule træt af, at eneste plotpunkt som sådan er, hvorvidt Howard er fuld af løgn – eller om den verden vi kender virkelig har været udsat for et kemisk angreb, som den gode Howard ellers påstår. Det bliver derfor også en smule anstrengende, at de psykologiske spil mellem de tre hovedpersoner trækker ud i et væk, når al overtøjet nu hænger på den samme knage, og ingen skal udenfor alligevel.
Det hele er dog ikke forfærdeligt. På ingen måde. Det er ind imellem rigtig godt, men der er for langt mellem snapsene, som hurtigt smager ens, fordi vi igen og igen bliver præsenterer for samme dilemma. Det er derfor kun rigtig godt, når de tre arbejder sammen i kælderen under gården, der er kilometer væk fra nogen egentlig by.

“This is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” - nå nej, anden film.

Dette medvirker til en dejlig klaustrofobisk fornemmelse de gange, hvor Michelle overhovedet får mulighed for at kigge ud af et vindue, hvilket absolut fungerer for filmen. Det gør skuespillet gudskelov også, hvor især John Goodman er helt genial i rollen som Howard, der ind imellem lever i en verden, hvor ingenting hænger sammen. Hele hans tankevirksomhed om konspirationer er også genial, hvis det altså ikke var hele filmens egentlige plot. Mary Elizabeth Winstead spiller Michelle i en rolle, som måske ikke er helt så stor og spændende, til trods for at det er en hovedrolle, som karakteren Michelle bare ikke bærer særlig godt.

Synes du også plottet er lidt trist?

”10 Cloverfield Lane” er til tider en ganske effektfuld film. Her bliver givet og taget godt fra værktøjskassen for erfarne gyserentusiaster, men her bliver ikke opfundet noget nyt. Der er et par gode chok, lidt spil på klaustrofobi og en del mere blod og gore end man lige skulle tro. Det bliver dog lidt for trivielt i længden, og man mangler ligesom lidt mere end spillet på Howards forstand.

I sidste ende er filmen en god idé, der aldrig kommer helt i mål. Hertil er plottet for tyndt og historien for uinteressant.  Det var rart, at vi slap for mere found footage, men alligevel underligt, at man ender med at lave en film, der næsten begrænser sig endnu mere end found footage formatet. Jeg ender på en middel karakter, hvor John Goodman står for den ene pinhead helt alene.

Score:

Anmeldelse: The Boy.

Årgang: 2016.
Tagline: "Every Child Needs To Be Loved."
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: William Brent Bell.
Runtime: 97 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Annabelle” (2014), ”Child’s Play” (1988),  ”Dead Silence” (2007).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den unge amerikaner Greta tager job som barnepige i et kæmpe hus, der er placeret langt fra alfarvej. Her møder Greta det ældre ægtepar af huset, der præsenterer hende for deres lille søn Brahms, der langt fra er en normal lille dreng. Han er nemlig en dukke, der skal passes og plejes, kultiveres med musik og bøger – og naturligvis også puttes, som enhver lille dreng. Ægteparret efterlader Greta med Brahms og tager på ferie, men Greta tager ikke sit arbejde alvorligt. Hun lader Brahms og listen over gøremål stå i et hjørne, men det finder den unge herre sig ikke i. Slet ikke!

1...2...3...BØH!

Endnu en gyser med en dukke, tænker du? Kan markedet bære flere? For at nævne et par enkelte har der været ”Trilogy of Terror” over ”Child’s Play” til moderne gysere som ”Annabelle” og ”Dead Silence”. Så ja, der HAR været rigeligt af dem. Det er nu ikke så mærkeligt, for de rigtige dukker – dem, der virkelig skræmmer, er jo allermest uhyggelige når de bare sidder i en stol, på et bord eller i en seng. De behøver ikke at bevæge sig, for ligesom med øjne på malerier, følger deres øjne offeret rundt i hele rummet, hvilket må være den billigste filmeffekt nogensinde. De behøver heller ikke at sige noget overhovedet. Stilheden i sig selv skaber stemning, så et par close-ups af den rigtige dukke kan sagtens skabe nok uhygge uden megen andet.

Brahms får lige en godnathistorie af sine forældre.

Med ovenstående i baghovedet, har instruktør William Brent Bell skabt et særdeles stemningsfyldt film, hvor man med ganske få virkemidler skaber uhygge, der aldrig kammer over og bliver fjollet. Der er ganske vist genbrugt lidt klassiske virkemidler, men det spiller ikke den store rolle, for det egentlig uhyggelige består i det ordinære gennem de første 85 minutter af filmen. Hele tanken om, at denne dukke, der naturligvis har en historie, der lige så naturligt både er banal og ligegyldig, skal plejes, passes og aktiveres som et rigtigt barn er i bund og grund filmens store styrke. At man, uden at det bliver skrevet med versaler, konstant sidder med en tanke i baghovedet om, at den lidt naive amerikanske barnepige kommer til at fortryde sin lemfældige omgang med dukken, er der hvor stemningen rammer sit ypperste punkt, for den gode instruktør ved jo godt, at vi har set mange film som ”The Boy” – og derfor nok er klar over, at barnepigen skal betale prisen. Dette er et godt setup til en gennemsnitlig historie, der kun virker gennem et godt plot, der tager nogle gevaldige twist gennem en forståelse for, at vi som publikum har en vis erfaring med lemfældige barnepiger i gysere.

Alle raske børn elsker at lege på gulvet.

Hovedpersonen Greta bliver spillet af Lauren Cohan, som de fleste nok kender bedst fra sin rolle som Maggie i ”The Walking Dead”. Hun lider i denne rolle, præcis som TWD, af at være en elendig skuespillerinde. Samtlige af hendes replikker lyder oplæste, og jeg måtte flere gange abstrahere fra min irritation over, at man i en ellers vellykket gyser havde valgt en skuespillerinde, der så absolut ikke kan være troværdig i nogen rolle overhovedet. Hendes mangler bliver især udstillet i de scener, hvor byens købmand (og hendes eneste fysiske kontakt) Malcolm kommer med friske varer på sine ugentlige besøg til huset. Dialogen, der ellers er rigtig fin for genren, bliver overspillet eller oplæst i divergerende grad gennem de fleste af scenerne, hvor man bare håber på, at der snart må ske Greta noget ganske forfærdeligt.

To spejlblanke skuespillere i et og samme billede.

Når Lauren Cohan så er glemt – og det bør man, så er ”The Boy” en rigtig god film. Den bringer ganske lidt til bordet, når det kommer til originalitet, men på plotsiden er den stærk. Stemningen er ikke til at tage fejl af, og selv om den kun perifert er en gotisk gyser, så bevæger ”The Boy” sig alligevel gennem en  masse spændende scener, der er godt sat op med ganske få virkemidler. Det sidste kvarter bliver en smule triviel, for selvfølgelig afslører filmen sig selv en tand for tidligt, hvilket nødvendigvis udløser et antiklimaks, der bare gør slutningen til noget man må igennem – men inden da rammer ”The Boy” plet på mange parametre.

Score: