8. aug. 2017

Anmeldelse: The Lesson.

Årgang: 2015.
Tagline: "Only the educated are free.” 
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Ruth Platt.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD. 
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Misery” (1990), “Bitter Feast” (2010), Big Bad Wolves (2013).

“The Lesson” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fin og hans venner ser frem til en sommer med frihed, fest og farver. De har været massivt skoletrætte, og en del af deres manglende motivation er gået ud over deres engelsklærer, mr. Gale, der har lagt ryg til både mobberi og chikane. Da læreren en sen aften iagttager sine elever begå hærværk, indser han, at almindelig pædagogik har spillet fallit: Det er på tide at tage kontrol over klasseværelset – om så det betyder, at han må spænde drengene fast til skolebordet og finde sømpistolen frem for at få dem til at høre efter...

Skuespillerinden Ruth Platt har instrueret sin første spillefilm, den hedder “The Lesson” og er en grum størrelse. Der er ikke mange sympatiske karakterer at spore i denne film. De unge mennesker mobber deres klassekammerater, har ingen respekt for deres lærere, og deres drømme strækker sig ikke langt udover at få noget på den dumme og dø unge. Den frustrerede lærer Mr. Gales udmattede vrede er meget forståelig. De unge mennesker er helt urimelige i deres opførsel, og han ligger inde med en omfattende viden, som ingen lytter til. Men ved at kidnappe op til flere skolebørn og torturere dem, får han ret hurtigt smidt det sympatiske over bord, uanset hvor meget man så kan sidde med en følelse af, at de fortjener at blive konfrontereret med deres fravær af empati.
At Mr. Gale ikke er sympatisk gør nu ikke så meget. Han er nemlig karismatisk spillet af Robert Hands (som i øvrigt har et ironisk efternavn i forhold til, hvor megen tortur i denne film der har med hænder at gøre). En stor del af filmen går med, at Gale underviser, mens han truer med tortur, hvis ikke han får de rigtige svar på sine spørgsmål. Og det er overraskende, ligefrem skræmmende, god underholdning. Det er fascinerende at lytte til de næsten besatte tirader om alverdens store forfattere, deres bøger og tanker. Alt sammen bundet op på Mr. Gales frustration over den ondskab og ligegyldighed, han har set afspejlet i de unge mennesker de mange år, han har undervist dem.
Filmen er tydeligvis lavet på et budget, der ikke er overvældende. Derfor er der undervejs effekter og tricks, der ikke er totalt overbevisende. Skuespillet bliver i nogle scener også overgearet og mindre indlevende, end man kunne ønske sig. Det er bare svært for alvor overordnet at lægge filmen disse ting til last, fordi den grundlæggende er utrolig velskrevet og dybt interessant. De bedste genrefilm sætter ting på spidsen, og det er også præcis hvad “The Lesson” gør. Den tager en tidsånd og forstærker den, samtidig med den stiller spørgsmålet: Hvad er der at gøre? I mødet med ligegyldighed overfor andre mennesker og generel uansvarlig adfærd, hvad er modsvaret da? En fængende idé som sættes i scene ved hjælp af blodige søm, der på kreativ vis indsættes i menneskekød og spænding i takt med, at de unge langsomt begynder at blive sympatiske om ikke andet så fordi, det næsten bliver for smertefuldt at se dem lide.
God og nuanceret bad guy? Tjek! Dumme unge mennesker, der opfører sig ondskabsfuldt og får et wake-up call, de sent vil glemme? Dobbelt-tjek! “The Lesson” havde jeg ærlig talt ikke forestillet mig, at jeg ville være så optaget af, som det endte med at være tilfældet. Men filmen om den frustrerede skolelærer Mr. Gale har vist sig at være både grum og brutal samtidig med, at den er overraskende formfuldendt som fortælling og provokation.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar