Anmeldelse: Underverden

Årgang: 2017
Genre: Action, Thriller
Instruktør: Fenar Ahmad
Runtime: 112 minutter
Medie: Streaming
Udgiver: Blockbuster
Link til filmen på IMDB
Se trailer her
Se også: “Pusher” (1996), “Death Sentence” (2007), “Daredevil” (2015).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Zaid nyder tilværelsen som succesrig hjertekirurg med dyr lejlighed og gravid kæreste. En aften får han besøg af sin lillebror Yasin, der desperat beder om penge, men han afvises blankt i døren. Kort efter bliver Yasin fundet, gennembanket til døde, og Zaid overvældes af skyldfølelse. Sorg afløses af vrede, og snart bliver Zaid besat af at finde den skruppelløse gerningsmand. Som retfærdighedsøgende maskeret hævner, bevæger han sig ned i Københavns kriminelle underverden, og ved at se sine egne skyggesider i øjnene, tvinges han frem mod det ultimative uundgåelige valg der kan ændre hele hans verden.

Instruktør og manuskriptforfatter Fenar Ahmad har udtalt, at han fandt inspiration til filmen, da hans egen bror kom i problemer med den kriminelle underverden i Storkøbenhavn. Og selv om vi har at gøre med ekstremer i "Underverden", så er der ingen tvivl om, at vi ikke er langt fra hvad man kan løbe ind i, af københavnske gangbangers i den virkelig verden. Et gråt København og et betonbeklædt Albertslund agerer samtidig den perfekte kulisse, til denne voldsomme historie om øje for øje og tand for tand. Kender man til bydele som Albertslund Centrum og Kanalens Kvarter (som begge optræder i filmen), så ved man også, at typerne fra "Underverden" ikke ligger langt fra virkeligheden.

Den står på hårdtslående actionscener med tyngde og trykspark, men heldigvis uden at det bliver for meget. De eksplosive scener formår at holde jordforbindelsen, så man som publikum hele tiden føler, at udfaldet af konfrontationerne kan gå begge veje. Samtidig er det personlige drama der udspiller sig omkring Said og hans gravide kæreste, troværdig, interessant og veludført nok til, at man føler at der er mere på spil end hvem der bliver den næste der får slået tænderne ud.

Fra første scene er det helt tydeligt, at der er lagt mange kræfter i billeder, lyd og performance. København er badet i mørke, og de dystre billeder blendes mesterligt sammen med et hjemsøgende synth soundtrack, som bare gør Zaids natlige togt og volds-eskapader endnu mere uhyggelige og stemningsmættet. Samtidig er samtlige skuespillere meget troværdige (næsten for troværdige) i deres roller. Dar Salim er rigtig stærk i rollen som Zaid - der gennemgår en uhyggelig forvandling fra frelser til hævner. Men det er ikke kun Dar Salim der excellerer, det samme gør resten af castet.

Der er desværre lagt knap så mange kræfter i historieskrivningen, og det er den eneste anke jeg kan finde ved "Underverden". Plottet er altså set rigtig mange gange før. Det er en run of the old mill hævn-historie i stil med Death Wish og Death Sentence. Men når det kommer til stykket, så gør det faktisk ikke så meget. Følelsen af at retfærdighed skal ske fyldest, og lysten til hævn når uretfærdigheden råder, er noget 99% af alle mennesker kan relatere til. Det betyder, at de fleste ikke kan lade være med at engagere sig i selv den mest banale hævnhistorie, og det udnytter "Underverden". For man kan ikke lade være med at lade sig rive med. Samtidig er den så velspillet og veludført, at man hurtigt lader sig besnære af filmen, på både godt og ondt.

Hvor er det dog dejligt befriende at se en dansk actionfilm, blottet for fald-på-halen komik, Lasse Spang Olsen og  Nikolaj Lie Kaas. Alle tre ting er ellers noget dansksprogede actionfilm har skam-dyrket i alt for mange tilfælde. Den velkendte formular som blev brugt i film som "Blinkende Lygter" og "Gamle Mænd I Nye Biler" er lagt på hylden i "Underverden". Filmen tager sig selv 100% seriøst, og det er i den grad klædeligt. Vi har her at gøre med et helt andet væsen, end hvad vi tidligere har set på den danske filmscene, og det er godt nok forfriskende. Den er nådesløs, hårdtslående, hårdkogt og derudover en æstetisk lækkerbisken! Status er, at det kan gøres bedre, men vi er på rette vej, så mere af den her slags, tak.

Score:

Anmeldelse: Logan.

Årgang: 2017
Tagline: "His time has come.”
Genre: Action, Drama.
Instruktør: James Mangold
Runtime: 141 minutter.
Medie: Biograf
Udgiver: 20th Century Fox
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shane” (1953), “Unforgiven” (1992), “Kick-ass” (2010)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 2029, og mutanternes storhedstid er forbi. De fleste er døde eller i skjul. Wolverine (Hugh Jackman) er efter sine mange leveår begyndt at mærke sin alder. Hans evner er ikke, hvad de var, og hans fremtidsudsigter er begrænsede. Imod hans vilje kastes han alligevel ud i endnu en heltegerning: Han skal beskytte en lille pige med et stort potentiale.

Det er ikke så tit, at jeg bliver grebet af lysten til at se en film igen lige efter, at jeg har set den. Da jeg var yngre skete det hele tiden. Jeg forelskede mig i en film og så den igen og igen for at svælge i dens stemninger, billeder eller musik. Da “Logan” var slut, havde jeg lyst til at se den igen for at få lov til at være i dens univers lidt længere. James Mangold har med “Logan” lavet en superheltefilm, der er brutal og grum i sin action, og derfor glædede jeg mig til at gense alle de velinstruerede og bloddryppende øjeblikke, hvor vores helte kæmper i denne film. For selvom en R-rating ikke i sig selv resulterer i en god film, har de færre begrænsninger her givet Mangold mulighed for at lave actionscener, der føles autentiske, selvom kampene udkæmpes af personer med overnaturlige kræfter. Dermed ikke sagt at “Logan” skal koges ned til sin action. Filmen gemmer på både stort drama og humor.

“Two days on the road, only one meal, and hardly any sleep. She's 11, I'm fucking 90...”

En roadmovie med Wolverine og Charles Xavier, begge gamle, samt mere sammenbidte og smågnotne end nogensinde før lyder i sig selv som en film, der er værd at se. Føj dertil en lille pige, og det kan næsten lyde, som om det har potentiale til at blive fjollet. Scenerne med de tre på vej tværs over lande er både sjove og dybt elskelige. Dafne Keen debuterer her i sin første spillefilm som den fåmælte Laura, der både er en lille pige og et farligt våben, lidt ligesom Charles Xavier både er en gammel dement mand og et masseødelæggelsesvåben. Keen spiller fremragende. Hun er både sympatisk og bidsk. Det er særligt fascinerende at overveje, hvor en så ung pige finder det absolut hysteriske raseri, som Keen præsterer, når hendes klør dukker frem, og hun med dyrisk vrede spreder destruktion omkring sig.

“Nature made me a freak. Man made me a weapon. And God made it last too long.”

Filmen er (måske mere end noget andet) et drama om en modløs mand. Jackman får gjort brug af sit talent, og selvom han på tværs af 8 tidligere film har vist en Wolverine med både det dyriske og det menneskelige, er det alligevel noget nyt, der viser sig her. I en scene, hvor han trues med et våben, ser man et øjeblik i den store mands øjne, at han måske nok kunne leve med at dø. Det er et subtilt glimt i Jackmans blik, og det er utrolig stærkt. Samtidig formår *Logan” alligevel at give os mere end den energiforladte, gamle mand, der næsten ikke kan mere. Der er også øjeblikke, hvor Wolverine genvinder fordums styrke, og vi får lov at se ham folde sig ud, hvilket er gloriøst. Fordi vi får lov at vente på disse øjeblikke, hvor han samler styrke, bliver de absolutte energiudladninger og publikum - eller i hvert fald jeg - efterlades ekstatiske over at se den gamle mand genvinde pusten og næsten blive sit gamle jeg. “Logan” er en smertelig film. Det gør ondt at se en af de helte, som vi har lært altid vinder til sidst, være så svækket; næsten som et barn, der opdager, at far ikke er den stærkeste i verden.  

“She's like you... she's very much like you.“

Hugh Jackman havde store forhåbninger for “Logan” og ville gerne forlade rollen som Wolverine på en mindeværdig måde. Det er lykkedes. Der er ingen tvivl om, at “Logan” skriver sig ind blandt de allerbedste i sin genre. Den gør noget anderledes og bryder med en formel, som mange er kørt sur i. Ligesom “Deadpool” (2016) ryster den posen, dog på en anden og mere alvorsfuld måde. Og godt for det. For udover at holde af Logan og Xavier, kommer vi også til at holde af Laura. Selv en lille landmand og hans familie, som gruppen møder på deres vej, kommer vi til at holde af. En mere hjertelig superheltefilm er sjældent set.

Score:

Anmeldelse: Mad Max: Fury Road.

Årgang: 2015.
Tagline: "What a lovely day.”
Genre: Apocalyptic, Action.
Instruktør: George Miller.
Runtime: 120 minutter.
Medie: 4K UHD.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Mad Max” (1979), “Mad Max 2: The Road Warrior” (1981), “Mad Max Beyond Thunderdome” (1985).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Året er 2060, efter apokalypsen. Seks kvinder, anført af Furiosa, flygter fra den fascistiske leder og halvgud Immortan Joe, der holder dem som avlskvinder i sit fort. For at nå levende gennem ørkenen må kvinderne alliere sig med enspænderen (Mad) Max Rockatansky. Han kender ødemarken ud og ind og eskorterer modvilligt kvinderne. Men Furiosa er stukket af med noget uerstatteligt - og Immortan Joe samler sin blodtørstige hær af stridsdrenge, og forfølger hensynsløst oprørerne i et højoktan-ræs på livet. Så spænd bare sikkerhedsselen, for det bliver en vild tur. Ja, plottet er måske ikke noget at skrive hjem om, og universet kender du forhåbentligt allerede fra de tre første film om Mad Max, og hvis ikke, så kom bare i gang. Ikke at det er strengt nødvendigt at have set de tre første film for at få noget ud af det nyeste skud på stammen, men det er altså obligatorisk filmkiggeri for film-fans - især for dem af os med hang til ultravold, benzinslugere og halsbrækkende action. Men lad os springe ud i det!

Mad Max Rockatansky kæmper (stadig) for overlevelse i den apokalyptiske ødemark der er blevet hans eneste hjem.

Der var nok ikke mange der kunne forudse, at der skulle gå hele 30 år før at vi endelig fik en ny Mad Max film. Selv om det rent kunstnerisk ikke var det hele der gik som smurt i olie i "Mad Max Beyound Thunderdome", så var der stadig liv i franchisen, da filmen blev en stor kommerciel succes. Instruktør George Miller der har instrueret alle filmene, fik dog lyst til at prøve noget andet, og han har imellemtiden fordrevet tiden i selskab med en "Babe - Den Kække Gris" og digitale pingviner i "Happy Feet"...Men nu er Mr. Miller endelige tilbage i atom-ørkenen sammen med Gale Max. I har været savnet. Åh, hvor har I været savnet.

Du finder masser af hårdkogt girl power i den nye Mad Max film - især en kvinde er i førersædet.

Den tidligere hovedrolleindehaver Mel Gibson er ude og det er fair nok - manden er ikke helt ung mere, og lider vist både af "humørsvingninger" og samarbejdsvanskeligheder. I stedet får vi Tom Hardy, og han er perfekt castet til rollen som den forpinte "Mad" Max Rockatansky. Tom Hardy besidder noget af den nervøsitet og eksplosive vildskab, der i mange roller har været Mel Gibsons varemærke. Samtidig formår Tom Hardy at gøre karakteren til sin egen, og det er på trods af at han har meget lidt dialog (nogle vil også mene for lidt) at arbejde med. Hardy grynter sig nærmest igennem de 120 minutter i ødemarken. I Fury Road er Mad Max mere ødelagt end nogensinde før - især i sjælen står det skidt til. For Max er stadig plaget af tabet af alt han har haft kært, og der findes altså ingen krisehjælp i den dommedags-sandkasse som Mad Max slår sine folder i. Hvis du nærmer dig - så er han utilregnelig og livsfarlig. En tikkende bombe. Som et såret og udhungret rovdyr, uhjælpeligt fanget i rævesaksen, så vil han kæmpe til sidste bloddråbe i sin desperate kamp for overlevelse.

Mad Max: Fury Road boomer af fede navne - her er det Rictus Erectus!

Overfor vores antihelt har vi karakteren Immortan Joe - en apokalypsens Darth Vader. En slags mutant-diktator der virkelig går all-in på sit badguy image. Komplet med frygtindgydende maske, to forkromede seksløbere, krigsmedaljer, en dyb og rusten stemme, et halv gennemsigtigt outfit der afslører store dele af hans maddike-hvide muterede krop, og en selvopfattelse af at være ødemarkens altoverskyggende gud. Jo tak, sådan gør man det! Immortan Joe er en fremragende skurk, og det er ærgerligt at vi ikke lærer noget mere om ham i løbet af filmen. Han spilles sjovt nok af Hugh Keays-Byrne som også spillede skurken Toecutter i den føste film om Mad Max fra 1979. Derudover har vi evigt smukke Charlize Theron som den fandenivoldske Imperator Furiosa. Selv møgbeskidt, nærmest skaldet og med en biomekanisk arm, er Charlize Theron en fryd for øjet. Hun er det feminine svar på Mad Max, og de to karakterer fungerer eminent sammen.

Immortan Joe - en apokalypsens Darth Vader.

Tilbage til filmen, så kan "Mad Max: Fury Road" nok bedst beskrives som heavy metal på strimmel. Alt er overdrevet og kørt så langt ud som overhovedet muligt. Det går over stok og sten med 300 km/t i timen, og der bliver ikke lettet på pedalen et eneste sekund i løbet af filmens 120 minutter. Du skal skrue styrthjelmen rigtig godt på, og forberede dig på en hæsblæsende chase-film, der ophøjer noget så simpelt som en biljagt til en højere kunstform. Du bliver stopfodret med forrygende action-scener lavet på den fede måde, med minimal brug af CGI og maksimalt brug af stuntmænd af kød og blod, krøllet jern, ild og øretæver.

Forbered dig på en masse voldelige sammenstød mellem overdimensionerede køretøjer med potente motorer.

Det eneste problem (og eneste grund til at Fury Road ikke får 6/6) er, at vi ikke får mere historie end hvad vi gør. For Mad Max universet er et sindsygt spændende sted at besøge, og det er lidt ærgerligt at man ikke udnytter det noget mere. Og så er det lidt øv, at filmen ikke er mere splattet og explicit end hvad tilfældet er. Når det så er sagt, så er der fuld knald på V8'eren, dog med et par enkelte cylindre der ikke går helt rent, i et ellers sandt overflødighedshorn af kaos, grus, ild og vildskab! "Mad Max: Fury Road" har allerede tjent sit kæmpe budget på $150.000.000 hjem, TO gange, så giv os endelig en håndfuld fortsættelser med Tom Hardy i hans slidte wasteland-gear og George Miller bag rattet.

Score:

Anmeldelse: Coffy.

Årgang: 1973.
Tagline: "She had a body men would die for - and a lot of them did!”
Genre: Blaxploitation, Action.
Instruktør: Jack Hill.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Foxy Brown” (1974), “Sheba, Baby” (1975), “Ms .45” (1981).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter hendes søster er blevet offer for stoffer, tager Coffy (Pam Grier) på hævntogt gennem byens undergrund. Med sig har hun sin krop til at forføre, barberblade i afroen og en shotgun til at blæse knoppen af den næste idiot, der forsøger at tigge hende om tilgivelse.

Året er 1973. Kvinders rettigheder har det ikke for godt, og afroamerikaneres har det endnu værre. En lille film kaldet “Coffy” udgives efter at være blevet skudt på bare 18 dage. Den gør to ting: Vækker opstandelse og tjener en ordentlig røvfuld penge. Opstandelsen giver Pam Grier, filmens hovedrolleindehaver, ikke meget for. Hun mener, at filmen viser en selvsikker og stærk kvinde, der gør, hvad mænd har gjort i masser af film før hende. Nøgenheden, volden og selvsikkerheden er alle tegn på frigørelse. Imens skammer instruktør Jack Hill sig lidt over scenen i starten af filmen, hvor Coffy skyder hovedet af en mand, hvilket vises med en splattereffekt. Men han ville gerne vise, at han kunne lave en film som denne, for som han siger, bliver instruktører typecastet værre end skuespillere, og han ville prøve det hele. Klippet er da også blevet et af de mest kendte fra filmen og Jack Hills karriere som sådan. Quentin Tarantino elsker at citere film som denne i sine egne værker, og har også erklæret sin kærlighed for både blaxploitation generelt og Pam Grier specifikt i sin film “Jackie Brown” (1997).

“This is the end of your rotten life, you motherfuckin' dope pusher!”

Dette var mit første rigtige blik ind i blaxploitation. Jeg forventede en film med fart på og ikke særlig meget på hjerte. Halvdelen af den forventning blev opfyldt. Der er fart på “Coffy”, men den har bestemt også noget på hjerte. Filmen er rå i sit udtryk men på ingen måde ligegyldig omkring sine virkemidler. Den er medrivende, både fordi den er usandsynlig cool og sexet, men også fordi den tør være politisk og ligefrem eftertænksom. Det er flettet ind i historien, men der er ingen tvivl om de politiske overtoner, når en hvid mand vil have Coffy til at kravle hen til sig og tigge om hans krop. Det er heller ikke ligefrem subtilt, når Coffy kort efter stiller sig op og skyder manden med ordene: “You want to spit on me and make me crawl? I'm gonna piss on your grave tomorrow.” Det er på ingen måde underspillet, men det er stærkt, og der er så meget power i Pam Griers præstation, at det er helt vidunderligt. Som en sort, kvindelig udgave af Rambo er Coffy decideret træt af pis og har ikke tænkt sig at finde sig i det mere.

“Oh Meg, you don't have any salad.”

Nu har jeg rost filmen for dens virkemidler og for at have en holdning, men filmen sælger først og fremmest sig selv på sin action, den anseelige mængde af one-liners og de attraktive kvinder. I tilgift får man en på mange måder overflødigt lang catfight og Sid Haig i en tidlig rolle, som en super arrogant håndlanger. Nogle af de ting, filmen svælger i, er af politiske årsager, andre er af de mere exploitative og en stor gruppe kvinder, der hælder salat ud over hinanden og hiver hverandres bluser i stykker, hører til i den sidste kategori. Det er fuldstændig skamløst, og det er sjovt. På den måde bliver det også frigørende. For filmen kommer aldrig i nærheden af at tage sig selv så alvorligt, at den mister grebet i seeren, som trods alt også er med filmen, på grund af dens mere uforpligtende elementer.

“You gonna fly through them pearly gates with the biggest fucking smile St. Peter ever seen!”

Det er på en eller anden måde meget lige til at sammenligne “Coffy” med “First Blood” (1982). Der er klart flere one-liners og flere bryster her, men ligesom Rambo er Coffy også i kamp for noget andet og mere end bare sig selv. “Coffy” er underholdende for, hvad den er, og har en politisk pointe uden nogensinde at blive prætentiøs. Den er det modsatte: Fyldt med humor, power og sexappeal er filmen båret af sin hovedperson, som bliver ikonisk, næsten i samme øjeblik, som hun dukker op på skærmen.

Score

Anmeldelse: Daylight’s End.

Årgang: 2016.
Tagline: "The apocalypse was just the beginning”.
Genre: Apocalyptic, Action, Zombie.
Instruktør: William Kaufman.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: “Assault on Precinct 13” (2005), “I Am Legend” (2007), “Dead Rising” (2015)

“Daylight’s End” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Daylight’s End foregår år efter, at en mystisk sygdom har forvandlet størstedelen af menneskeheden til blodtørstige uhyrer. En af de få overlevende, Rourke, (Johnny Strong) redder en ung kvinde (Chelsea Edmundson), der er en del af en gruppe overlevende under ledelse af den tidligere politimand Frank Hill (Lance Henriksen). Gruppen har barrikaderet sig, men uhyrerne er ved at trænge gennem forsvarsværkerne, og Rourke må komme op med en dristig og farlig plan for at redde deres liv.

En ensom ulv, der blandes ind i en større sags intriger. En gruppe overlevende, der har svært ved at stole på hinanden. Allierede, der må aflives, inden de bliver en del af horden af zombielignende væsner. Der er ikke mange ting i historien her, der ikke er set før. Derfor kunne den godt være spændende. Karaktererne kunne være fængende, filmens action kunne være intens, og billederne kunne være stemningsfulde. Desværre er “Daylight’s End” et middelmådigt bekendtskab. Nogle film tager klicheer og bruger dem på nye og effektive måder, andre kommer med brugen af det velkendte til at minde seeren om andre og bedre filmoplevelser. “Daylight’s End” falder i den sidste kategori.

“Hush little baby don’t say a word...”

“Den ensomme ulv” Rourke giver mig lyst til at se Tom Hardy bryske bud på titelfiguren i “Mad Max: Fury Road” (2015). Intrigerne i blandt de overlevende giver mig lyst til at se “The Walking Dead” (2010), og sådan fortsætter listen. Det er egentlig en skam, for der er lagt arbejde i “Daylight’s End”. Skuespillerne er nedtonede og naturlige i deres præstationer. De fysiske special effects er vellykkede. Filmen mestrer sågar i øjeblikke at opbygge lidt stemning. Hvad den mangler er noget, der er dens eget. Universet og historien om, hvad der har ført til undergangen er med vilje efterladt til det uvisse. Væsnerne har intet særpræg og forbliver generiske zombier. Actionsekvenserne er hektiske men ikke intense eller dragende. De er til gengæld akkompagneret af et halvrocket soundtrack, der ikke tilføjer noget til stilen eller oplevelsen.  

Lance Henriksen dukker op i en mindre men væsentlig rolle. 

“Daylight’s End” er overbefolket. Den introducerer en stor mængde personer, som det aldrig rigtig lykkedes den at skabe interesse i eller sympati for. Det bliver rodet, og ethvert forsøg på at give persongalleriet karakter eller nuancer fortaber sig i kampen for at bringe plottet videre. Det, der kommer til at fylde mest, er fremdriften i historien, det plot som ikke er særlig interessant. Visuelt bliver filmen for dunkel og grå uden kontrasterne til at skabe stil eller et udtryk, der kan give historien liv. Skuespillerne gør som nævnt en indsats for at puste liv i filmen. Ikke mindst legendariske Lance Henriksen gør en indsats og har nærvær i sin præstation. Lige lidt nytter det desværre.

Leader of the pack.

“Daylight’s End” kan med god vilje ses som svarende til en halvsløj bane i “Left 4 Dead”. Vi får glimt af nogle personligheder uden at blive draget ind. Historien og det univers, som den udspiller sig i, er gråt og savner den variation og karisma, det lykkedes “The Walking Dead” at skabe - særligt i sin første sæson. Filmen byder på zombier, action og gore, men desværre har den ikke succes med nogen af delene.

Score

Anmeldelse: Pride and Prejudice and Zombies.

Årgang: 2016.
Tagline: For future. For love. For family. Everyone must fight.
Genre: Action, Horror, Romance, Zombie.
Instruktør: Burr Steers.
Runtime: 108 minutter.
Medie: 4K UHD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Sony.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her. 
Se også: ”Pride and Prejudice” (1995)  ”Doomsday” (2008),  ”Abraham Lincoln: Vampire Hunter” (2012).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Når man, som repræsentant for det mandlige køn, render ind i hunkønsvæsner af enhver art, er der tre nødvendige onder, som man oftest må påregne at skulle overkomme, for at kunne overleve i et parforhold. Der er svigermødre, der er shopping i timevis uden mad og drikke – og så er der, og det er den værste, at man må forvente at skulle sidde igennem en uanet mængde af historiske dramaer. Disse kostume-inficeret stykker spild af ens liv, som gerne varer på den forkerte side af tre timer (hvis man er heldig), hvor eneste sande opmuntring er uudtømmelige mængder af brystpartier, der bevæger sig i en rytme som en lidt for træt hoppepude i et legerum i IKEA.

Jane Austen må være så stolt!

Jeg har, af ovenstående årsager, også set min andel af disse forfærdelige film og serier. Jeg har endda overlevet de fleste af dem, uden at stikke mig selv i ansigtet med gafler – selv om lysten ellers har været der. Derfor morede det mig kosteligt, da forfatteren Seth Grahame-Smith udgav omskrivningen af Jane Austens klassiker Pride & Prejudice. Morskaben forsvandt dog en smule, da jeg fik set traileren til denne film, som jo lignede alt det jeg hader ved de historiske dramaer. Det var derfor en lunken anmelder, der satte 4K skiven i afspilleren.

Jeg går aldrig til bal uden…hud i ansigtet.

England i starten af 1800-tallet er mildest talt i ruiner. Man har bygget en kæmpe mur og en voldgrav omkring London, for at sikre hovedstaden mod flere zombieangreb. Et angreb, der har stået på i en rum tid, hvor zombien har udviklet sig fra hjernedøde massemordere til velstående mennesker, der først taber sutten, når de har gumlet på lidt hjernemasse fra et stakkels offer. Familien Bennet er imidlertid mindre bekymret om zombier, hjernemasse og ofrer, men bekymrer sig mere for deres smukke døtre, der hver især endnu ikke har fået en mand, der kan føre slægten videre – og redde pigerne fra økonomisk ruin, der åbenbart vil opstå, skulle de være ugifte senere i livet. Den unge og meget humørforladte oberst Darcy er bestemt ikke blandt bejlerne, da hans intense jagt på zombier, kombineret med en ganske usympatisk personlighed, ikke ligefrem er i høj kurs – trods manglen på potentielle bejlere til de smukke døtre. Ikke desto mindre rykker zombiefrygten tættere på, da det går op for den slagne britiske hær, at der åbenbart er folk, der støtter zombierne i deres kamp for at vælte London og overtage magten over byen. En forestående kamp er uundgåelig. En kamp om London, England og de smukke døtre af Familien Bennet.

Lad mig sige det med det samme. ”Pride and Prejudice and Zombies” er en tosset og alligevel underholdende film. Ja, der er rigeligt med kostumer, forfinet snak og romantisk pladder, men de smukke kvinder kan slås, afhugge hoveder og smadre zombier i et væk. Der er endda stadig sammenklemte bryster i spandevis, der kombineret med en masse blod og zombieoverfald overdøver alt det snavs, der måtte være tilbage fra Jane Austens originale historie.

Date night er ved at udvikle sig til fright night.

Skuespillet er ikke noget af falde i svime over. Måske fordi at præmissen, som udgangspunkt, er helt igennem åndssvag – eller måske fordi, at man rent faktisk har lavet en film, der er ganske hæderlig med effekter og et dystert billede, der meget godt gengiver, hvordan et zombieinficeret England måtte have set ud for tohundrede år siden. Lena Headey har en alt for lille rolle som zombiedræberen Lady Catherine, der både bærer sværd og klap for øjet, hvilket må være enhver mands vildeste drøm.

Find selv på noget med Game of Thrones. 

Nu hvor zombier forhåbentlig snart går lidt af mode igen, har vi været igennem mange zombiefilm og serier de senere år. Enkelte har været gode, men hovedparten har været copy+paste af gamle historier, der kun har været let krydrede med tåbelige plots. Denne film er ingen undtagelse, når det kommer til plot og historie. Det hele er lettere tåbeligt, og man skal absolut ikke se filmen, hvis man regner med noget og spændende. Men er man alligevel, ligesom jeg selv, fanget i et parforhold hvor den ultimative straf for alting i forholdet har været timevis af historiske dramaer, så er der alligevel noget at komme efter. En slags hævn om man vil, for hvem kan i ramme alvor sætte sig ned og se den originale ”Pride and Prejudice” uden at ikke lige savne en zombie eller to.

Score:

Anmeldelse: Deadpool.

Årgang: 2016.
Tagline: ”Bad ass. Smart ass. Great ass.”
Genre: Action, Adventure, Komedie.
Instruktør: Tim Miller.
Runtime: 108 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: ”Kick-Ass” (2010), ”Guardians of The Galaxy” (2014), ”Ant-Man” (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang, hvor jeg brændende ønskede, at der ville komme en rigtig Marvel superheltefilm. I dag ønsker jeg mig brændende, at det snart stopper. Formaterne har været forkerte fra start af. Man har fortalt historier, der udelukkende havde til formål, at starte en franchise, hvilket har gjort de forskellige universer enormt forudsigeligt, kedelige og kønsløse. Man har manglet perspektiv, for det hele har handlet om merchandise og indtjening, og derfor står vi nu med en masse superheltefilm, der hverken kan fortælle en ordentlig historie, skabe et fornuftigt plot – eller endsige bringe et minimum af underholdning til skærmen. Vi har fået kastet kaskader af X-Men, Spider-Man, Iron Man og Fantastic Four film efter os i en sådan grad, at min kvalmetærskel for pumpede mænd i spandex har nået bristepunktet.

Deadpool vender tilbage til rødderne.

Når man nu begræder udvandingen af Marvel, så kan man til gengæld glæde sig over, at griskheden nu efterhånden har skabt nogle solide film på baggrund af enormt tynde karakterer fra det enorme Marvel univers. ”Guardians of The Galaxy” var i min optik bedre end hovedparten af de traditionelle superheltefilm, og med ”Ant-Man” ramte man plet med en film, hvor både voksne og børn kunne få en festlig og underholdende oplevelse. Med Deadpool fortsætter man denne lækre trend, om end at man nok bør putte børnene, hvis man ikke vil udsætte dem for perfide jokes, under-bæltestedet humor og platte oneliners om pik og patter.
”Deadpool” er historien om Wade Wilson, der er en lejemorder, som er ved at dø af cancer. Da han får muligheden for at redde sig selv fra den frygtelige sygdom, ryger han i hænderne på Ajax, der har et problem med Wades smarte facon. Wade bliver kureret, men får en lille hilsen fra Ajax i form af en komplet maltraktering af hans ansigt. Ude af stand til at kunne fungere med sit deforme ansigt, bliver Wade til Deadpool, hvis eneste ønske i livet er at få sin kærlighed tilbage – og at tage frygteligt hævn.

Et ganske umage trekløver af ”helte”.

Det er tydeligt fra start, at ”Deadpool” ikke handler om den gode historie, for den eksisterer ikke. I stedet har man fra første scene valgt, at erstatte alle traditionelle konventioner med humor, action og mere humor. Plottet er tyndt, kedeligt og skinner gudskelov sjældent igennem, for filmen virker bare allerbedst, når man fuldkommen dropper intentioner om at skabe en film, der bare nogenlunde hænger sammen. Derfor kan man, med rette, kalde selve håndværket for makværk, for det er det så bestemt – og det bliver ikke bedre gennem filmens samfulde 108 minutter. Når det så er sagt, så er ”Deadpool” så fantatisk underholdende, at det er svært ikke at elske filmen til trods for de mange mangler. Faktisk er det hele ironien bag filmen, at den netop virker, selv om den på ingen måde tager sig selv, sin hovedperson eller sit univers seriøst overhovedet. Tværtimod er det hamrende morsomt, når Deadpool stiller spørgsmålstegn ved de mange tåbeligheder, der naturligt følger med hele superheltekonceptet.

Det er så sødt, når de tror, at de har en chance...

Filmen er båret af tåbeligheder, hvilket gør Ryan Reynolds til den perfekte hovedrolleindehaver. Selv om han til har måtte kvitte sit hverdagsarbejde som grøn lanterne for den ”anden side”, er han en fornøjelse fra start til slut. Reynolds var også Deadpool i ”X-Men Origins: Wolverine”, hvor karakteren var noget mere nedtonet, hvilket jo er det skønne ved Marvels univers, hvor man til forskellige lejligheder justerer på sine figurer, for at de senere kan give mening i en anden sammenhæng. I samme åndedræt kan man, hvis man ikke kender tegneserierne, godt glæde sig til næste Deadpool film, hvor Cable bliver introduceret.

...men det har de ikke.

Der skal derfor lyde en bøn herfra til Marvel, om at fortsætte med at introducere de smalle figurer fra deres kæmpe univers. De er muligvis ikke så kendte, som ”Avengers”, ”X-Men” og ”Fantastic Four”, men det betyder ikke, at man ikke kan lave gode film ud af deres historier alligevel. Jeg har ikke glemt hverken ”Ghost Rider” eller ”The Punisher”, som absolut ikke har haft godt af, at blive udstillet på det store lærred, men derfor skal der alligevel lyde et bravo herfra – for med Deadpool har man scoret et hattrick for utraditionelle Marvel film. Dem vil vi gerne have mange flere af.

Score:

Anmeldelse: Dead Rising: Watchtower.

Årgang: 2015.
Genre: Action, Zombie.
Instruktør: Zach Lipovsky.
Runtime: 118 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.  
Se også: "Dawn of the Dead" (2004), "Land of the Dead" (2005), "Zombieland" (2009). 

“Dead Rising: Watchtower” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Chase (Jesse Metcalfe) er journalist af en noget tvivlsom moralsk kaliber. Da han går ind i et karantæneområde, er det snarere for at få clicks og sælge reklamer, end det er for at stille sig kritisk overfor regeringens behandling af landets borgere. Han kommer i problemer, da et zombieudbrud sker i området, som hurtigt udvikler sig til et kaotisk helvede på jord. Han slipper fra stedet og må nu prøve at overleve i byens gader, mens zombierne bliver flere og flere...

"Mor! Jeg er i fjernsynet! Braaaaains!

Det er ikke kun på film, at zombierne har gjort deres indtog i populærkulturen. Blandt de seneste års mest anerkendte spil er det nervepirrende og filmiske “The Last of Us” et godt eksempel på et fremragende spil, der med zombier som middel fortæller en historie om menneskers reaktion på en sådan begivenhed. Længe inden da havde spil som “Resident Evil” nydt stor succes og blev allerede i 2002 filmatiseret. I 2006 dukkede “Dead Rising” op som spil og modtog positive anmeldelser. I “Dead Rising: Watchtower” byder instruktør Zach Lipovsky på en filmatisering af universet fra disse spil. Filmen foregår mellem spillene og deler ikke hovedperson med nogen af disse.

Her er lidt til din fobi for klovne! 

Jeg må indrømme, at “Dead Rising: Watchtower” er en positiv overraskelse. Den har action, der fungerer, er velproduceret og skuespillet er solidt. Den er ganske enkelt ikke nær så fjollet, som jeg havde forventet. Det kan både siges til dens fordel og som en problematik. Filmen mangler noget, der adskiller den fra den efterhånden anseelige mængde af film i genren. Mens det naturligvis er en ros til skaberne, at de har lavet en film, der fungerer, bliver den også lidt jævn i sidste ende. I den sammenhæng er det mest vellykkede ved filmen de små sekvenser, der foregår i et tv-studie, hvor en journalist taler med en overlevende fra et tidligere zombie-angreb. Rob Riggle har rollen som den på en gang traumatiserede og også ganske morsomme Frank West, der i filmen bliver interviewet, fordi han har udgivet en bog om at overleve et zombie-angreb. Hans ærlighed omkring zombiernes brutale og dyriske adfærd er til tider ret morsom. Ikke mindst fordi journalisten meget hurtigt bliver udmattet af Wests hårde attitude, bliver scenerne et morsomt afbræk fra den øvrige films mere alvorsfulde plot.

“You're basically fucked.” 

Min store frygt var, at denne film ville ligne elendige actionprægede zombiefilm som “Resident Evil: Apocalypse” (2004) og de øvrige fortsættelser i denne franchise. Eller endnu værre kunne den have frembragt mindelser om “Day of the Dead” remaket (2008), der kaster om sig med zombier i et sanse-lammende tempo. I modsætning til disse film, har “Dead Rising: Watchtower” plads til øjeblikke, der er mere dvælende. Det er i de øjeblikke, det lykkedes filmen at investere mig i de mennesker, den handler om. Derudover gør det også actionscenerne mere spændende at betragte og den overordnede film mere dynamisk.

Crazy eyes.

“Dead Rising: Watchtower” fungerer på alle måder fint. Den har et par gode øjeblikke med action og et par, der lykkes på et mere følelsesladet plan. Den har sågar nogle sjove scener. Desværre er den også meget jævn og ikke voldsomt mindeværdig. Det skyldes en mangel på noget, der kan adskille filmen fra så mange andre som den. Filmen trækker på både action- og zombiefilms genrekonventioner, og det giver en oplevelse af blot at se endnu en film snarere end at være noget, der for alvor kan begejstre eller skræmme.

Score:

Anmeldelse: Jurassic World.

Årgang: 2015.
Tagline: "The park is open.”
Genre: Action, Adventure, Monster-film.
Instruktør: Colin Trevorrow.
Runtime: 124 minutter.
Medie: 3D Blu-ray.
Udgiver: Universal Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Jurassic Park” (1993), “The Lost World: Jurassic Park”  (1997), “Jurassic Park III” (2001).

“Jurassic World” er venligst stillet til rådighed af Universal Sony Pictures.

Anmeldt af Allan Sørensen.

For 22 år siden forestillede John Hammond sig en forlystelsespark, hvor gæsterne kunne opleve spændingen ved at se virkelige dinosaurer. I dag byder Jurassic World velkommen til tusindvis af besøgende, men noget dystert skjuler sig bag parkens attraktioner. En genetisk modificeret dinosaur med blod på tanden. Da kaos bryder ud på øen, er Owen og Claire i kapløb med tiden, for at skabe orden når en dag i parken forvandler sig til en kamp om liv og død.

Så er der serveret!

Det kan næsten ikke beskrives hvor stort det var da monster-mastodonten "Jurassic Park" ramte biograferne tilbage i 1993. Dinosaur-action af øverste skuffe, skudt af ingen ringere end Steven Spielberg, baseret på Michael Crichtons novelle, og bragt til levende live af magiske Industrial Light & Magic og special effect troldmanden Stan Winston. Filmen blev en kæmpe blockbuster-succes og begejstrede anmeldere og publikum verden over. Alle raske drenge og piger med hang til eventyr, heltemod og dinosaurernes rockstjerne Tyrannosaurus rex, måtte bare i biografen og se giraffen (eller øglen). "Jurassic Park" affødte to helt hæderlige efterfølgere fra 1997 og 2001. Og disse film trak også sit publikum, på trods af at ingen af dem nåede den originale films niveau. Så det har altid ulmet med rygter om endnu en film i dino-franchisen, men vi skulle altså vente helt til 2015 før der skete noget. Nu har man gravet det gamle fortidslevn frem, støvet det af, udstyret det med et endnu større sæt tænder, en glubende appetit og et menneskefjendsk verdenssyn, så hermed velkommen til "Jurassic World".

Dino style dance-off!

Spielberg har for længst sluppet tøjlerne, og man har i "Jurassic World" ladet den forholdsvis uprøvede Colin Trevorrow, om at smække røven i instruktørstolen. Et lidt besynderligt valg, for Colin Trevorrow har kun den afdæmpede indie-film "Safety Not Guaranteed" i bagagen. En film der er det stik modsatte af den bombastiske "Jurrasic World". For bombastisk, det er "Jurrasic World". I yderste potens. Og det tager heldigvis ikke lang tid før at tingene går helt af helvedes til i turistfælden Jurrasic World.

Lige til at spise.

Som om dræber-dino #1 T-Rex ikke var frygtindgydende nok, så har videnskabsmændene i Jurrasic World valgt at gensplejse den urgamle dræbermaskine med en lang række andre rovdyr, for at skabe noget vildere, større og mere spektakulært. Alt sammen kun for at trække flere besøgende igennem billetlugerne i dyreparken. Man har altså fucket med moder natur, og hende skal man vist ikke fucke med - slet ikke for at tjene penge. Det må være moralen i historien. Og meget mere er der altså ikke at komme efter af dybsindigheder i "Jurassic World". Udover den noget fortærskede historie og morale, så får vi også en helt unødvendig og fladpandet påhængs-historie om en glubsk militærmand, der har fået verdens nok dårligste idé; at omdanne de farligste dino'er i parken til militære våben...[dybt suk].

Lige tanden federe end Sommerland Sjælland...

Der bliver heller ikke brugt meget tid på at skabe et spændende og fængende persongalleri. Vores nye helte og skurke ligner mest af alt moderniserede udgaver af de gamle karakterer og personager fra de tidligere film. Og det overrasker nok ikke nogen, at jeg bedre kunne lide det gamle cast med Indiana Jones-klonen Sam Neill, labre Laura Dern, quirky Jeff Goldblum, majestætiske Richard Attenborough og altid højtråbende Samuel L. Jackson. I 2015 må vi klare os med Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og Vincent D'Onofrio. Førstnævnte gør det ok, Bryce ligeså, mens at Vincent D'Onofrio virker helt fejlcastet i hans rolle som den gale militærmand med de lyssky planer. Børn er der selvfølgelig også. De kommer i form af Ty Simpkins og Nick Robinson, men skal vi ikke bare lade være med at snakke for meget om dem. Deres roller virker også som genskrivelser af karakterer som vi allerede har set rigtig mange gange før. Det er dybt beklageligt, at manuskriptforfatterne ikke har prøvet at udfordre sig selv en smule og tænke nye karaktertyper og problemstillinger ind i universet - i stedet for bare at genbruge på det skammeligste.

...bogstaveligt talt.

Det lyder meget negativt det hele, men hvor "Jurassic World" fejler, der leverer den til gengæld 100% andre steder. For hold da knallert hvor er det spektakulært og underholdende at være vidne til, at den hyggelige familieudflugt i Jurassic World forvandler sig til en tur i dyreparken fra helvede, midt i fodringstid. Der er ikke sparet på noget som helst når Hollywood spiller med musklerne og lader de imponerende dinoer gå amok på folk og færd. Der er fuld tryk på både de visuelle og audiovisuelle effekter, og med det rette lydanlæg kan du være sikker på at lillemor kaster sig i flyverskjul bag sofaen, og at naboen ringer til Zoo for at høre om der er nogle af deres større husdyr der er stukket af hjemmefra. Der er med andre ord damp på action-kedlerne og alle dine orienterings sanser vil arbejde på højtryk for at fange alle de superskarpe detaljer i lyd og billeder. Parken er proppet med dino'er i alle mulige og umulige afskygninger, og de tramper løs, brøler, slås og bider som var der ingen dag i morgen! Så det er altså værd at indløse billet til "Jurassic World" på trods af dens mange fejl og dumheder. Det er stadig en film med dinosaurer der smadrer og æder alt på deres vej, og det er på sin helt egen og forunderlige vis altid svært fascinerende at se på.

Score: