Top 10: Bedste horror-film i 2011.

Her får I mit bud på de 10 bedste gyser-film der udkom, enten i biografen eller på DVD/Blu-ray (i udlandet, så vel som herhjemme), i 2011. 2011 var faktisk et rigtig fint år for genren der bød på rigtig mange overraskelser og originale titler. Derfor har det også været noget af en prøvelse at udvælge 10, blandt de mange kandidater. De to Grindhouse-film Hobo With a Shotgun og Danny Trejo's Machete var nogle af de helt store og overraskende oplevelser sidste år, men de kommer ikke med på listen, da jeg ikke mener at de kan klassificeres som ægte horror-film. Jeg har også valgt at se bort fra eventuelle remakes.

* Husk at du kan få en komplet oversigt over vores Top 10- og Top 5 lister ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10: Wake Wood.
Hammer Film Productions er tilbage og det er deres temmelig oversete Wake Wood et strålende eksempel på. Pet Sematary møder The Wicker Man i David Keating's film med Aidan Gillen og Eva Birthistle i hovedrollerne, som de sørgende forældre, der har mistet deres 9-årige datter i et tragisk hundeangreb. I jagten på at dulme smerten af tabet flytter parret langt ud på landet, til den ensomme by, Wake Wood. Inden længe kommer det dem for øre, at der i byen findes et ritual der kan bringe deres afdøde datter tilbage i 3 dage. I starten tilsidesætter de det som overtroisk pjat, men både sorgen og fristelsen bliver for stor og pludselig er den lille pige tilbage, men en masse ubehagelige hændelser følger i slipstrømmen på hende, og hvad vil forældreparret stille op når de tre dage er gået? Wake Wood er en stærkt spillet og yderst interessant film. Klart et af lyspunkterne sidste år - den er stilsikker, mørk, stemningsfuld og får det optimale ud af sit begrænsede budget, og har man en forkærlighed for britisk horror fra 70'erne, så bliver det ikke meget bedre i 2011, end med Wake Wood.

"What goes on in Wake Wood is not for everyone."

09: Scream 4.
Det var måske de ekstremt lave forventninger til denne film der gjorde at jeg faktisk blev glædeligt overrasket over Wes Craven's nummer 4 i den noget kvalitetsmæssigt svingende serie om morderen Ghostface. Craven virkede som en instruktør der fuldstændig have tabt sutten med elendigheden My Soul to Take, året forinden. Heldigvis rammer han i Scream 4 noget af frækheden og vildskaben fra den første film, og det klæder også filmen at meget af det oprindelig cast vender tilbage i de samme (om end ældre) roller. Franchisen er, som altid, ikke for fin til at ikke at gøre grin med sig selv eller genren og Scream 4 leverer et fint mix af humor, nedslagtninger, veltimede chok og ren og skær uhygge.

"Welcome home, Sidney. You're a survivor, aren't you, Sidney? What good is it to be a survivor when everyone close to you is dead?"

08: Attack the Block.

Britisk horror-komedie når det er, måske ikke bedst, men så i hvert fald rigtig tæt på. En bande småknægte med ambitioner om at blive fuldblods bling-bling gangsta's får pludselig uventet besøg, da deres hood bliver invaderet af gorilla-lignende bæster fra det ydre rum! De pelsede og stor-tandede aliens har  åbenbart glemt deres madpakke, for de er meget sultne og de små street-thugs står øverst på menuen. Joe Cornishs film er proppet med action og de originale aliens er rigtig spændende at se på, deres tegneserie-agtige udstråling er lige i øjet og at de kun består af to farver (sort pels og selvlysende tænder) er en genial ide og det ser overordentligt godt ud! Desværre får jeg aldrig rigtig sympati med vores unge bande af misfits - de er så øretævende indbydende at jeg sidder og holder med vores alien-invaders, og det tror jeg ikke var meningen. Vi når derfor ikke helt op på samme niveau som Shaun of the Dead, men Attack the Block er et rigtig fint alternativ, hvis du har fået nok af de endeløse horder af zombier vi efterhånden bliver bombarderet med fra stort set alle medie-platforme.

"That's an alien bruv, believe it."

07: Red State.

Der er mange meninger om Kevin Smith's film om neo-fanatiske kristne gone-wild. Den selvudråbte tegneserie-fanatiker og instruktøren har smidt tøjlerne og droppet komedierne til fordel for grum realisme og syg fanatisme i den stærke og groteske Red State. Michael Parks stjæler hele filmen i en oscar-værdig performance i rollen som den komplet vanvittige dommedagsprofet, Abin Cooper. At den nu 72-årige Parks aldrig har fået en større karriere er et sandt mysterie og virkelig ærgerligt, for han er en fremragende skuespiller. Han har tidligere udfoldet sig i mindre (men mindeværdige) roller i Quentin Tarantino og Robert Rodriguez joints som Kill Bill vol.1 og 2, From Dusk Till Dawn og Planet Terror. John Goodman (tyndere end nogensinde før) ses i rollen som Special Agent Joseph Keenan, manden der prøver at stoppe den gale præst og hans forblændede menighed, og han gør det også rigtig godt. Filmen er nu ikke kun højtråbende dommedagstorden, der er også plads til lidt blink i øjet, og især slutningen vil udfordre seeren og make or brake it for dig.

"Even the Nazis think this guy is nuckin' futs."

06: The Woman.
(Teksten der følger er et uddrag af vores anmeldelse du kan læse her). I hjertet af Maine lever Advokaten Chris Cleek et stille og tilsyneladende helt normalt liv sammen med sin familie. Facaden begynder dog at slå revner da Chris på en jagt-tur i skoven får en halvnøgen og vildtlevende kvinde i sigtekornet. Chris beslutter sig for at kidnappe kvinden, rydde ud i kælderen, installere kæder og lænker og gøre det til familiens projekt at "civilisere", "træne" og "opdrage" Kvinden. The Woman er resultatet af et samarbejde imellem instruktøren Lucky Mckee og horror-forfatteren Jack ketchum. Filmen er ikke så let tilgængelig og knap så mainstream og mange vil uden tvivl finde den ulækker og utiltalende. Men er det ikke også meningen, når vi har med en film at gøre, der omhandler psykologisk og fysisk terror, tyranni og kontrol af den værste slags? Filmen tester sit publikum gang på gang, og hvis du stadig er i sædet når filmen går ind i sin sidste halvdel, så kan du se frem til en yderst intens og grum finale - plus du er blevet en hård mavepuster af en filmoplevelse rigere, se det er jo win/win!

"Do we really get to keep her?"

05: Stake Land.
(Teksten der følger er et uddrag af vores anmeldelse du kan læse her). Stake Land er ørkenvandringer fra Twilight's teenagernes tude-romantik og lyserødt soap-opara pladder som Vampire Diaries. Den er også langt fra den traditionelle vampyr film, som regel omhandlende en europæisk gentleman med smag for blod, mørke slotte og sorte kapper. Amerika er en tabt nation. En epidemi af vampyrisme rammer hele verden, og snart findes menneskeracen på vild flugt og et hak, eller to, længere nede i fødekæden. Store som små byer og samfund er enten øde eller forvandlet til uhyggelige massegrave, og al lov og orden er noget der hører fortiden til. Da den unge Martin mister hele sin familie til den blodtørstige trussel bliver han taget under vingerne af den gråsprængte, og egensindige, vampyr-jæger, Mister. De to tager på en lang rejse igennem hjertet af USA i håb om at nå frem til noget der er bedre end det de kommer fra. Filmen lever heldigvis op til hypen der blev skabt omkring den og det hele er solidt instrueret, spillet og udført. Prøv at tænk Debra Granik's skelsættende Winter's Bone (2010), tilsæt noget The Road på overnaturlige steroider og nogle fandenivoldske og møgbeskidte vampyrer - så har du Stake Land. Den ubarmhjertige film stiller flere spørgsmål end den giver svar og hvis den ellers kan holde niveauet, skal den efterfølger filmen ligger op til, være mere end velkommen.

"I've seen things you wouldn't believe. Things a boy shouldn't see. I was like any other kid; I didn't believe in the boogeyman. Then the world woke up to a nightmare."

04: Kill List.
Endnu en ærke britisk film har sneget sig med på listen - og det er på trods af at den ikke giver så forfærdelig meget mening. Der er i hvert fald rigtig mange teorier om, hvad filmen rent faktisk handler om og ikke mindst om hvor slutningen efterlader os. Instruktør, Ben Wheatley, har selv udtalt at filmens eksistensberettigelse bunder i at vise et sandt mareridt, fra start til slut, og ikke mere. Hvis det passer, så må man i den grad sige mission accomplished - for det er en grum film. Kill List ligner en bastard af The Wicker Man og Pusher, og filmen har da også mange lighedspunkter med den skandinaviske måde at opbygge film på - det smager da af blodsprøjtende Nicolas Winding Refn i horror-humør. Skuespillet er helt forrygende og filmen oser af ondskab og velskrevet dialog. Der er især en scene i en restaurant, der involverer en hitman der vil have madro og en syngende hippie med en guitar, der er helt forrygende. I det hele taget indeholder Kill List utrolig mange mindeværdige scener - både de mere behagelige og de dybt forstyrrede og yderst ubehagelige af slagsen.

"They should suffer."

03: Insidious.
(Teksten der følger er et uddrag af vores anmeldelse du kan læse her). SAW-veteranerne James Wan og Leigh Whannell har slået pjalterne sammen med manuskripforfatteren og instruktøren bag Paranormal Activity, Oren Peli. Hvis du som undertegnede ikke ser disse bedrifter som afsindig ophidsende, skal du alligevel seriøst overveje at indløse billet til deres, Insidious. På trods af filmens meget, meget lille budget ($1,500,000), har effekt-folkene gjort et fremragende stykke arbejde. De strammer heldigvis PG-13 skruen til sit absolutte bristepunkt og har fået klemt mange rigtig gode ting ind i filmen. Det er nogle CGI effekter der falder igennem hen af vejen, men de vigtigste virker. Nogle vil helt sikkert finde Insidious for langt ude, forceret og tåbelig. Jeg fandt den svært underholdende og til tider meget, meget skræmmende. Alle der har prøvet at opleve et tilbagevendende mareridt, enten som barn eller som voksen, vil helt sikkert sidde med klamme håndflader når Insidious først ruller sig ud. Hvor Tobe Hooper og Steven Spielberg kun dansede rundt om "kaninhullet" i Poltergeist (1982) griber James Wan og Leigh Whannell os ved struben og giver ikke slip før turen igennem helvedeshullet er helt slut.

"Leave this vessel! Leave this vessel!"

02: The Skin I Live In.
Er i virkeligheden måske slet ikke en horror-film, men jeg kan ikke forbigå Pedro Almodóvar's mesterlige, utraditionelle og dybt forskruede kærlighedshistorie; The Skin I Live In. Tolv år tilbage mistede plastikkirurgen Robert Ledgard sin kone, som omkom af forbrændinger efter en bilulykke. Lige siden har Ledgard været besat af at udvikle en revolutionerende hudbehandling til brandsår. Til det formål holder han en levende forsøgskanin, den unge Vera, fanget i kælderen, i sin overdådige luksusvilla. Spillet imellem Antonio Banderas og Elena Anaya slår gnister, og det samme kan siges om instruktionen af Pedro Almodóvar. Filmen er rørende og samtidig frygtelig uhyggelig og forkvaklet. Det er en film for feinschmeckere og Almodóvar's værk stråler af stil, kreativitet, kvalitet og sans for detaljen. Så smukt filmet og udført at man nærmest bliver forpustet. Filmen leder tankerne hen på et andet mesterværk - den franske Eyes Without a Face fra 1960. The Skin I Live In er uden tvivl en af de bedste film der udkom 2011, kun overgået af nummer 1 på denne liste.

"The things the love of a mad man can do."

01: I Saw the Devil.
(Teksten der følger er et uddrag af vores anmeldelse du kan læse her).
Kyung-chul er en seriemorder og han dræber udelukkende for fornøjelsens skyld. Han er ondskaben selv og har begået en stribe af rædselsvækkende og gruesome mord, på utallige, forsvarsløse ofre. Lovens lang arm har stadig ikke haft held med at få ham ned med nakken, og på en iskold og frostklar nat, tager Kyung-chul livet af endnu et sagesløst offer. Hvad han ikke ved er, at han lige har banket livet ud af datteren af en pensioneret politichef, og at hun var forlovet med Special Agent, Kim Soo-hyeon. Soo Hyeon sværger at han vil hævne kærestens død og Kyung-chul skal komme til at lide for hans ugerning, om og om igen, og igen og igen. Instruktør Jee-woon Kim formår på forunderligste vis at holde den menneskelige put-&-take leg underholdende hele vejen. Den ellers ret simple præmis kunne meget hurtigt gå hen og blive triviel og kedelig i hænderne på en mindre talentfuld instruktør, men det er langt fra tilfældet her. Filmen byder også på en lind strøm af brutale og veludførte action-sekvenser. I Saw the Devil er uafrystelig, bider sig fast som en gal hund og rusker indtil du ikke kan tage mere. Der er ingen medlidenhed overfor Kyung-chul, og det er der heller ikke overfor filmens publikum. Der er allerede snak om et remake til det amerikanske marked (surprise), men se nu for guds skyld originalen! Jeg så ikke bare djævlen, jeg så også en af de bedste film de sidste 20 år har budt på.

"I will kill you when you are in the most pain. When you're in the most pain, shivering out of fear, then I will kill you. That's a real revenge. A real complete revenge."