Anmeldelse: Stake Land (2010).

Stake Land (2010).
Tagline: "The most dangerous thing is to be alive."
Set d.07/08-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 98 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Road' (2009), 'Near Dark' (1987), 'Zombieland' (2009).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Amerika er en tabt nation. En epidemi af vampyrisme rammer hele verden, og snart findes menneskeracen på vild flugt og et hak, eller to, længere nede i fødekæden. Store som små byer og samfund er enten øde eller forvandlet til uhyggelige massegrave, og al lov og orden er noget der hører fortiden til. Da den unge Martin mister hele sin familie til den blodtørstige trussel bliver han taget under vingerne af den gråsprængte, og egensindige, vampyr-jæger, Mister. De to tager på en lang rejse igennem hjertet af USA i håb om at nå frem til noget der er bedre end det de kommer fra. De får følgeskab af godtfolk de møder på deres vej igennem det hærgede landskab. Men inden længe erfarer de, at vampyrerne ikke er den eneste trussel de skal forholde sig til. Overalt er der fare på færde i form af røvere, mordere, voldtægtsmænd, kannibaler - men værst af alt, skyder nye religioner og kult-bevægelser op overalt. Fanatikere som fortolker vampyr-epidemien som Herrens værk.

"Åh nej, endnu en vampyr-film" tænker du nok. Men bare rolig, 'Stake Land' er ørkenvandringer fra Twilight's teenagernes tude-romantik og lyserødt soap-opara pladder som 'Vampire Diaries'. Den er også langt fra den traditionelle vampyr film, som regel omhandlende en europæisk gentleman med smag for blod, mørke slotte og sorte kapper. I 'Stake Land' er vampyrerne simple og meget målrettede væsner som altid går efter struben. De er vilde dyr og tænker kun på, hvor det næste måltid skal komme fra. De primitive rovdyr jager konstant varmt blod i et post-apokalyptisk og gudsforladt Amerika. Dette er en yderst barsk og (hvis man kan bruge dette ord i denne sammenhæng) realistisk vampyr-western af yderst høj klasse, skudt på et lille budget ($6.000.000, men dette kan dog ikke ses). Efter mindre succes med deres første samarbejde i 2006, horror-filmen 'Mulberry Street', er forfatterne Jim Mickle (som også instruerer 'Stake Land') og Nick Damici (som spiller rollen som vampyr-jægeren Mister i filmen) stillet noget højere med deres nyeste film. 'Stake Land' er på alle måder en større film end deres debut.

Intet er helligt i 'Stake Land' - alt er et potentielt bytte.

Som en anden Rooster Cogburn møver Mister sig ikke bare igennem det golde landsskab men også igennem (få) venner og (mange) fjender, selvfølgelig iført den helt korrekte støvfrakke, høj-Kaliberet seksløber og få, men velvalgte ord. Medforfatter Nick Damici spiller rollen som den bidske, ældre macho-mentor og beskytter af den lille gruppe rejsende helt perfekt. Det er ellers en rolle som man efterhånden godt kunne gå hen og blive lidt træt af, for vi har set den klichéprægede karakterer i diverse film et utal af gange. Heldigvis rammer Damici den helt rigtige formular i sin skildring af den sammenbidte, effektive og hemmelighedsfulde vampyr-dræber. Han er overbevisende og det er meget tydeligt at han elsker at spille rollen. Hans protégé, Martin, spilles helt fint af den unge Connor Paolo og 'Stake Land' byder også på flere interessante bekendtskaber og karakterer i bi-rollerne. Veteranen Kelly McGillis i rollen som voldtægtsofferet, den forhutlede nonne kun kaldet Sister og genre-skuespillerinden Danielle Harris, som den gravide og sårbare værtshus-sangerinde, Belle.

Tom Savini klonen og vampyr-jægeren Mister har true grit i spandevis.

Soundtracket i 'Stake Land' er helt i særklasse og kvaliteten er næsten på højde med de to mørkemænd, Nick Cave og Warren Ellis' hjemsøgende lydtæppe i 'The Road' (2009). Det er smukt, dybt foruroligende og kan slet ikke roses nok. Hvis du har bare den mindste interesse i soundtracks er lyden fra 'Stake Land' virkelig værd at investere i (kan findes på iTunes). Jeff Grace's score er ikke bare skræmmende, men også en bjergtagende oplevelse. Billederne er mørke og dybe og de barske locations og håbløsheden, symboliseret af det kolde og grå dommedags-landskab, vælter ud i hovedet på publikum på smukkeste vis. Måske man skulle have holdt lidt igen med de mange slowmotion skud af vores rejsende på vandring, men alt i alt blev jeg meget overrasket over den høje production value på filmen. Det hele både lyder og ser meget gennemført ud, og det resulterer selvfølgelig i at stemningen og filmens atmosfære fuldstændig opsluger seeren og holder én ved ilden i filmens samtlige 98 minutter, den bider sig fast i struben på seeren og giver ikke slip på noget tidspunkt. Som vi desværre så det med den norske 'Trolljegeren', lader det heller ikke til at 'Stake Land' kommer i biograferne herhjemme. Det er en synd og skam for (som 'Trolljegeren') sukker filmen efter at blive set på et stort lærred.

Folk der kender til kult-computerspillene 'Fallout' vil nikke genkendende til stilen og stemningen i 'Stake Land'.

Det pynter at filmen tager sig selv død seriøst. Præmisserne er stort set de samme men her er ingen pruttepude-vittigheder, falden på halen eller andre platheder som man så i filmen af næsten sammen navn, 'Zombieland' (2009). Og heldigvis for det. Det her er en barsk strimmel, i stil med den minimalistiske Viggo Mortensen's film 'The Road' fra 2009, her er der bare tilsat en del mere action i form af de blodtørstige vampyrer. Der er også negative ting at sige om 'Stake Land'. Filmens klimaks er uden tvivl filmen svageste punkt og udvikler sig ufrivilligt komisk. Jeg kan desværre ikke komme ind på detaljerne uden at spoile filmen, men det fungerer ikke særlig godt er og skæmmer filmens helhedsindtryk. De religiøse aspekter af plottet bliver heller ikke udforsket helt til bunds og nogle af CGI-effekterne falder (selvfølgelig, fristes man til at sige) også igennem.

Vejbump i form af forstyrrede Kultister.

Når det er sagt, så tag endelig ikke fejl, 'Stake Land' er et must-see og Jim Mickle og Nick Damici har skabt en mageløs og grum road movie med en masse gode ideer, overraskelser, interessante personligheder, originalitet og et hjemsøgende soundtrack. Filmen lever heldigvis op til hypen og det hele er solidt instrueret, spillet og udført. Prøv at tænk Debra Granik's skelsættende 'Winter's Bone' (2010), tilsæt noget 'The Road' på overnaturlige steroider og nogle fandenivoldske og møgbeskidte vampyrer - så har du 'Stake Land'. Den ubarmhjertige film stiller flere spørgsmål end den giver svar og hvis den ellers kan holde niveauet, skal den efterfølger filmen ligger op til, være mere end velkommen.

Score: