15. aug. 2011

Anmeldelse: Tucker & Dale vs Evil (2010).

Tucker & Dale vs Evil (2010).
Tagline: "This Year Spring Break is Cut Short!
"
Set d.14/08-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 89 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'I Sell the Dead' (2008), 'The Cottage' (2008), 'Behind the Mask The Rise of Leslie Vernon' (2006).

Tucker & Dale vs Evil (under titlen Tucker & Dale vs Ondskab) er venligst stillet til rådighed af SF Film.

Anmeldt af Allan Sørensen.






Det er den traditionsrige Spring Break uge i USA og en gruppe universitetsstuderende tager på campingtur i skovene i West Virginia. Tæt på det sted, de har slået lejr, bor de to bonderøve Tucker og Dale - som de unge hurtigt bliver overbeviste om, er onde og vil slå dem alle ihjel. De unge indleder derfor en mission, der skal afsløre dem som voldsmænd og mordere, men det går ikke helt efter planen, og flere af de unge ender med at blive dræbt i makabre ulykker. Hos Tucker og Dale stiger frygten og forvirringen derimod, da de til gengæld tror, at de unge har indgået en slags selvmordspagt.


"Bloggen er for os hvis liv er for kort til romantiske komedier", står der i beskrivelsen af Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents, og nu er her faktisk en anmeldelse af en sådan type film?! For 'Tucker & Dale vs Evil' er i bund og grund bare en lille romantisk komedie. En genre som tit er proppet med kærlighedshungrende trunter og Don Juans med våde hundeøjne, sådan forholder det sig nu heldigvis ikke i 'Tucker & Dale vs Evil'. Her står den nemlig på et blodigt møde mellem (venlige) Rednecks og (vanvittige) Springbreakers. Dale (Tyler Labine) falder selvfølgelig for den unge blonde bombshell Allison (Katrina Bowden). Heldigvis går det hele ikke så lige ud af landevejen, og fordomme og misforståelser falder over hinanden i denne groteske og morsomme splatter-komedie.

Et gruppe-billede af filmens farligste individer.



Horror-komedier er ikke et nyt fænomen. Mange instruktører har igennem årtier forsøgt sig i at prøve at forene de to genre, og for det meste uden held. Film som 'Severance', 'Black Sheep', 'My Name Is Bruce' prøvede op igennem 00'erne at ramme den rigtige kombination, men ingen af dem var helt oppe at ringe. 'Bubba Ho-Tep' gjorde det i 2002, men sidst vi så en horror-komedie der virkelig leverede varen, var i Edgar Wright's og Simon Pegg's 'Shaun of the Dead' fra 2004. Det er efterhånden 7 år siden, og det er et tydeligt tegn på, at en vellykket krydsningen af de to genre er et yderst sjældent fænomen. 'Zombieland' fra 2009 gjorde et hæderligt forsøg, men jeg syntes aldrig den kom helt op at ringe og det hele blev en anelse for søgt.

Efter at de har hevet et halvt lig ud af flismaskinen, befinder Tucker og Dale sig i forklaringsproplemmer.
Hermed når vi frem til forfatter Morgan Jurgenson og instruktør Eli Craig's film fra sidste år. Deres film vandt publikumsprisen ved South by Southwest Film Festival (2010) og var i Official Selection i Sundance Film Festival (2010), så hype-kanonen er ladt og kørt i stilling. Heldigvis leverer 'Tucker & Dale vs Evil' både gysene, grinene og goren. Det er afsindigt underholdende og hylende morsomt at se de street-smarte hipsters tage livet af sig selv, eller hinanden, på de mest vanvittige måder, alt i mens de prøver at "bekæmpe" Tucker og Dale. Hvad de unge ikke har forstået er, at vores to bonderøve er så harmløse og nede på jorden at de får DR's selvforsynende pendant til at ligne en kannibalistisk psykopat med ADHD. Det eneste Tucker og Dale prøver på er at sætte deres nye sommerhus i stand. Det ligner godt nok noget fra 'Evil Dead II' (1987), men alligevel. Sommerhusets fremtoning er ikke det eneste 'Tucker & Dale vs Evil' har tilfælles med Sam Raimi's klassiker. Raimi's film bød også på en hel del komik, og især fysisk komik, hjulpet godt på vej af Bruce Campbell's medfødte funny-bones. Hvor man i 'Shaun of the Dead' anvendte den velkendte og velfungerende typiske britiske komiske dialog som drivkraften, går 'Tucker & Dale vs Evil' den anden vej. Det er fald på halen komikken der trækker de største grin i Eli Craig's film. Der bliver godt nok leveret enkelte guldkorn som Tucker's udmelding "He's heavy for half a guy", da de slæber af sted med resterne af hipsteren fra flismaskinen, eller "Bring it, Frat Bitch!". Men humoren er hovedsageligt baseret på de fysiske stunts og gimmicks -  nøjagtig som i 'Evil Dead II' (1987).

Hvis du syntes det her ser sjovt ud, så vil du finde dig godt til rette i selskab med Tucker og Dale.
Det er ikke alt der fungerer efter hensigten, og i nogle scener bliver der uddelt lige rigeligt med 'Home Alone' falden på halen og platheder. Men vi er altså stadig meget, meget langt fra lav-komikken vi er blevet udsat for i de utallige 'Scary Movie' spoof-film. I rollerne som de to uheldige rednecks Tucker og Dale finder vi Alan Tudyk, som spillede en af de faste karakterer i den højst anbefalelsesværdige western-sci fi serie 'Firefly' og Tyler Labine som spillede Bert "Sock" Wysocki i TV-serien 'Reaper'. De er ikke i samme klasse som makkerparret Simon Pegg og Nick Frost, men mindre kan også gøre det. Tudyk og Tyler spiller godt op til hinanden og deres komik og timing fungerer som den skal. SF FILM var så venlige at spytte denne titel på det danske marked lynhurtigt, og det skal de have tak for. 'Tucker & Dale vs Evil' er nemlig vellykket popcorn-underholdning, det er ikke top raffineret, men splattet og dybt grinagtigt.

Score:

2 kommentarer:

  1. What can I say - ret enig i din vurdering :) En ferm blanding af splat og humor. Solid underholdning, ikke mindst takket være dynamikken mellem Tyler Labine og Alan Tudyk - her er Tudyk dog klart min favorit.

    Der går dog en smule tomgang i skidtet mod slutning og afviklingen af det noget overflødige subplot med 'the real bad guy' - uanset hvad bør enhver med hang til humor og horror hoppe på denne.

    SvarSlet
  2. Helt enig i at subplottet er mindre heldigt. Det virker påklistret og unødvendigt.

    SvarSlet