Viser opslag med etiketten Friday the 13th. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Friday the 13th. Vis alle opslag

13. sep. 2013

Anmeldelse: Friday the 13th Part V: A New Beginning.

Årgang: 1985.
Tagline: "If Jason still haunts you… you’re not alone".
Instruktør: Danny Steinmann.
Runtime: 92 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Paramount Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ‘Friday the 13th’ (1980) ‘Savage Streets’ (1984), ‘Friday the 13th Part IV: The Final Chapter’ (1984),

Anmeldt af Jesper Pedersen.


Som vi fornemmede det på hans blik i det sidste sekund af Part IV, er Tommy Jarvis ikke umærket af begivenhederne ved Crystal Lake, hvor Jason Voorhees dræbte hans mor og en hel flok smukke, unge mennesker på ferie i nabohuset. Tommy er blevet fyldt med medikamenter og flyttet fra den ene institution til den anden, men er ved Part Vs begyndelse klar til en ny start på det åbne værested Pinehurst Halfway House. I drømmesyn forfølges han dog stadig af den kedeldragt- og ishockeymaskebærende machetesvinger, og da den kvabsede og krølhårede Joey, som også er indskrevet på Pinehurst, pludselig myrdes af en af de andre unge, sætter det gang i en ny række myrderier. Men hvem er gerningsmanden?
Du ka’ tro om igen, ka’ du!
Det er så svært at vælge, når kalenderen nærmer sig fredag den 13. Hvilken film skal jeg anmelde? For det er jo efterhånden blevet en tradition, at jeg på denne uheldssvangre dato anmelder et værk i min personlige favorit blandt slasher-franchises. Og der er jo 12 at vælge imellem... eller det vil sige 10, nu hvor 3D’eren og den i Det Ydre Rum er strøget af listen. Eneste trøst er, at der næste gang er én mindre at vælge imellem. Og hvordan fandt jeg så frem til lige præcis nummer fem? Elementært: www.random.org!

‘Friday the 13th’ har som franchise været overalt: på landet og i byen; til lands, til vands, og i rummet; som crossover, som reboot, i 3D og… så videre. Filmene kritiseres for at benytte sig af den samme formel, men det til trods er kvalitetsniveauet fra film til film meget svingende, og for endnu engang at vende det hele på hovedet er fansene dybt uenige om, hvilken film der er den bedste. ‘Friday the 13th’ er svær at blive klog på, men nu er “klogskab” nok i det hele taget ikke det mest oplagte emne at bringe på bane i denne sammenhæng. Hvorom alting er, tør jeg vist godt på trods af al denne forvirring sige, at ‘Friday the 13th Part V: A New Beginning’, som jeg nu vil anmelde, er franchisens sorte får.
”Jeg sagde til ham, han sku’ passe på med alt det ketchup!”
Part V har ellers et af seriens højeste lig-tal (ikke at forveksle med lix-tal, jf. den manglende klogskab), og der er både bare bryster i varierende skåle samt en lækker wet shirt i sidste akt. Der er opgør i laden, der bliver smadret ruder, røget tjald, knaldet og gået på toilettet, og desuden har filmen et par virkelig fede drab: Joey, der som den første må lade sit smækfede, chokoladefedtede liv i et overraskende øksehug og Demon, der fra det lille hus agerer ufrivillig forsøgsperson i den klassiske Sword Box-illusion udsat for “Jason Voorhees”. Og ja, jeg sætter Jason Voorhees i gåseøjne, fordi (spoiler!) der slet ikke er nogen Jason Voorhees. De meningsløse drab, vi troede, vi havde moret os over i filmens første 80 minutter får pludselig motivation bag sig i form af et hævnmotiv, som tydeligvis refererer til originalen, men som på ingen måde er lige så raffineret i sin fortælling.
“Heeeere’s Jason!”
Der er ellers fine tanker bag skidtet - men man skal holde øjne og ører åbne for at opdage dem. Pludselig giver det mening, hvorfor filmen har måttet fylde minutterne ud med ligegyldige sidehistorier og bipersoner, som kun lige når at vise deres fjæs, før det skamferes til ukendelighed. De har altså skullet agere mistænkte i denne horror-whodunnit - problemet er bare, at vi jo var sikre på, det var Jason, der dunnit, og derfor aldrig mistænkte nogen andre. Og Tommy Jarvis’ fravær som hovedperson har givetvis skulle plante usikkerhed hos seeren om,  hvorvidt Tommy Jarvis måske var morderen - en usikkerhed som vokser sig større hen imod slutningen, eller i hvert fald kunne have gjort det, hvis ikke de havde distraheret os med den der våde skjorte… wa-ha-ha.
“Undskyld, frue, De må ikke amme her!”
Det er jo ikke fordi ‘Friday the 13th Part V: A New Beginning’ er møgringe, men det er sgu lidt underligt, at Jason ikke rigtigt er med. De fejl, filmen har, relaterer sig ligesom til det valg, man har taget om at lade historien være en krimi i stil med originalen, mere end den er en slasher på linje med alle de andre efterfølgere. Det er bare ærgerligt, filmmagerne aldrig får fortalt publikum dét - altså før til sidst, men der er det jo lige meget, og twistet bliver irriterende, forceret på den der ‘Bloody Valentine 3D’-måde, hvor vi alligevel aldrig har haft en ærlig chance for at gætte med. Man har tydeligvis forsøgt at reboote franchisen efter ‘The Final Chapter’, men som sekseren så subtilt indikerer med undertitlen ‘Jason Lives’, så blev den rigtige Jason vakt til live igen året efter, og Part V forblev et komma i den store Voorhees-kronologi. En ny begyndelse var ikke, hvad franchisens fans havde håbet på - vi vil allerhelst bare have mere af det gamle!

Score:

Anmeldelse: Friday the 13th (1980).

Årgang: 1980.
Tagline: “They were warned… They were doomed… And on friday the 13th, nothing will save them.”
Instruktør: Sean S. Cunningham.
Runtime: 95 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Paramount Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: ‘Psycho’ (1960), ‘Halloween’ (1978)’, ‘Friday the 13th’ (2009).

Skrevet af Jesper Pedersen.


Jo, selvfølgelig er der skrevet meget om den første ‘Friday the 13th’-film, og det kunne da være sjovt med en anmeldelse af toeren, sekseren, otteren eller måske ligefrem nummer 11 i serien. Men nu er det altså mig, der bestemmer, og jeg får aldrig denne chance igen! Overvej det lige: fredag den 13., år 2013, klokken 13:13. Det sker først igen om 100 år, og da er min kalender fuld! 'Friday the 13th' er en af de første rigtige gysere, jeg husker at have set. Den danner forlæg for min yndlingsfranchise indenfor genren og introducerer den seriemorder, jeg favoriserer over alle de andre. Jeg er kort sagt totalt inhabil!
Hvorfor fik Annie aldrig sin egen prequel-spin off?!
Med ‘Friday the 13th’ sparkede instruktør Sean S. Cunningham og manuskriptforfatter Victor Miller horrorhistoriens mest succesfulde filmfranchise i gang. Den var som sådan ikke nogen særlig original film, det har filmmagerne indrømmet; Harry Mandredini på musiksiden var dybt inspireret af ‘Jaws’ (1975); chokslutningen fik effektmanden Tom Savini smidt ind for at efterligne ‘Carrie’ (1976); morderens natur minder om ‘Psycho’ (1960) og behøver jeg overhovedet nævne ‘Halloween’ (1978)?! Sean S. Cunningham er imidlertid hverken Spielberg, De Palma, Hitchcock eller Carpenter, og selvom 'Friday the 13th' er et nøgleværk i filmhistorien, vil det altid stå som et af de mere snuskede af slagsen.
Ralph er manden, hvis sidste ord i en sætning altid bliver gentaget… gentaget!
Trods denne udnyttelse (man fristes til at bruge det engelske ord: “exploitation”) af andre, mere kunstneriske værker, er ‘Friday the 13th’ helt sin egen og sjovt nok den film, som andre slasherfilm har lånt fra hele vejen op gennem 80'erne og frem til i dag. Man fornemmer tydeligt, at mange nu velkendte klichéer cementeres i løbet af 'Friday the 13th'; særlige typer i persongalleriet, plotpoints i historien, tekniske detaljer og så videre. Det er værd at huske, at selvom 'Friday the 13th' fremstår som klichéfyldt i dag, er det i høj grad fra dén film, klichéerne stammer - se bare hvor mange af de konventioner, 'Scream'-filmene kommenterer på, som er etableret i 'Friday the 13th'.
Bacon på spid!
Som sagt er 'Friday the 13th' ikke stor filmkunst, men som håndværk er den utroligt vellykket. Især brillerer den ved en enkelhed, som også genkendes fra forbilledet 'Halloween'. Plottet er simpelt: en flok unge mennesker vil genåbne sommerlejren ved Crystal Lake, men det er der én, som er imod! De syv unge mennesker har et formidabelt samspil og fungerer godt som gruppe uden at nogen skiller sig umiddelbart ud som hovedperson. Det skaber en effektiv usikkerhed hos seeren om, hvem der dør næste gang - hvis ikke det var fordi, vi kendte til klichéen om den kyske pige. Et ottende medlem af flokken, Annie, som tomler sig vej frem til lejren i starten af filmen, når lige at indtage pladsen som potentiel hovedperson, men det ændrer sig desværre brat, da den ellers så søde og sympatiske tøs får et lift af filmens egentlige hovedperson: den psykopatiske morder!
Gu’ ved, om der er familiære bånd imellem dem?!
Effekterne er makabre og effektive (selvfølgelig, det er jo Tom Savini), og så er de udført med en så præcis vurdering af tilgængelige ressourcer, at ingen af blodsudgydelserne falder særligt igennem selv i dag, 33 år senere. Det er helt generelt for filmen, at den ikke gør sig til mere, end den er (sagt på Amalie'sk så gaber den ikke over mere brød, end den kan bage) og det er og bliver dens største force!
Sikke en sød, ældre dame!
2013 har været et stort år for franchisen! I september udkom dokumentarfilmen ‘Crystal Lake Memories’, som er baseret på bogen af samme navn - og den er med sin syv timer lange spilletid vel nok den perfekte filmiske pendant til den gigantiske coffee table book, som i øvrigt for nyligt er genudgivet som flot ibog. Desuden er de 12 ‘Friday the 13th’-film for første gang udkommet samlet i én boks, så det eneste vi mangler er sådan set den oplagte 13. film i serien, men det ser desværre ud til at have lange udsigter. I mellemtiden er det altså ingen skam at genopdage de gamle film i serien, og denne allerførste, som på mange måder er usammenlignelig med sine mange efterfølgere, står for mig som en af de helt store uopslidelige klassikere indenfor genren.

Score:

13. jul. 2012

Anmeldelse: Jason X.

Årgang: 2001.
Tagline: "Evil Gets an Upgrade!"
Instruktør: Jim Isaac.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 91 minutter.
Udgiver: SF film.
Link til filmen: IMDB.

Se også: 'Jason Goes to Hell: The Final Friday' (1993), 'Leprechaun 4: in Space' (1997), 'Freddy vs. Jason' (2003).

Anmeldt af Jesper Pedersen.







Efter at den amerikanske regering har fanget Jason Voorhees, er det blevet besluttet, at han skal fryses ned, indtil man engang i fremtiden udtænker en måde at dræbe ham på. Ved en fejl bliver videnskabskvinden og Jason-eksperten Rowan også frosset ned, og først 450 år senere bliver de to fundet ved en tilfældighed under en skole-ekspedition. På dette tidspunkt er Jorden ubeboelig, så Jasons og Rowans frosne kroppe slæbes ombord på et rum-skoleskib med kurs mod "Jorden 2". Men ikke engang et halvt millenium ude i fremtiden kan de tilsyneladende stille noget op mod Jason og hans legendariske machete, for han er knap nok tøet op, før han atter begynder sine koldblodige myrderier.
 
Jeg elsker den måde, hvorpå man kan smide sine karakterer ud i det ydre rum, hvis man ikke kan finde på flere historier med dem. Leprechaun, Critters og Dracula har alle haft deres science fiction-inkarnationer, og Robert Rodriquez planlægger allerede en 'Machete in Space' som afslutning på hans trilogi, endnu inden to'eren er færdig. Og så er der Jason Voorhees, som grundet det langsommelige produktionshelvede der lå bag 'Freddy vs. Jason' (2003), endte med at blive frosset ud i det uendelige univers. Man havde simpelthen brug for at holde gryden i kog, indtil der blev skrevet et manuskript, som tilfredsstillede begge de herrer, Voorhees' og Kruegers enorme ego. Ved at lade historien udfolde sig i år 2455 kunne man skabe en uforpligtende fremtidshistorie uden at ødelægge resten af franchisens kronologi, og med nedfrysningselementet inde over kom man let udenom det faktum, at Jason så langt ude i fremtiden kunne have dræbt hele Jordens befolkning. I den forbindelse forstår jeg dog ikke, hvorfor man har sat årstallet 2010 på filmens intro, som foregår op til selve nedfrysningen. Det havde man overhovedet ikke behøvet, og ved at lade være havde man haft endnu mere tid at tage af til fremtidige film - uden at bryde kronologien.
Efter 450 års nedfrysning og optøning udenfor køleskabet må der påregnes et par frostskader!
Med et 14 millioner dollars stort budget var 'Jason X' suverænt den dyreste Friday the 13th-film, men der er selvfølgelig også enorm prisforskel mellem futuristisk sci-fi og en samtidig slasher. Problemet er bare, at man har fokuseret på at ville lave en regulær science fiction-blockbuster, og det er trods alt svært at gøre for 14 millioner dollars. 'Jason X' ser billig ud, fordi man konsekvent har haft for store ambitioner. Effektfolkene har så travlt med miniaturemodeller og computeranimationer, at de næsten glemmer det allervigtigste; drabelige realeffekter! Tænk på hvor mange vilde kills man kunne have fået for 14 millioner dollars?! Når det er sagt, er det dog på sin plads at nævne, at de få drab, der rent faktisk sker on-screen i 'Jason X' er mega-badass og måske de bedste i franchisen overhovedet. Det er dog bemærkelsesværdigt og højst usædvanligt, at Jasons cyborg-opgradering ikke får lov til at begå ét eneste mord!
I år 2455 fåes droider også med mundvand!
Der er et par rigtigt gode, kreative idéer i Todd Farmers manuskript - bedst af alt naturligvis den såkaldte Über-Jason og hologrammaskinen, som gør det muligt at bringe Jason tilbage til Camp Crystal Lake for en virtuel stund. Men hvad 'Jason X' måske mangler mest er den humoristiske, selvironiske tone, som franchisens andre film har. Det tidspunkt, hvor filmen er allermest skør, gør den på ubehagelig sarkastisk vis grin med de tidligere films hellige treenighed; "beers, drugs and pre-marital sex". Det er måske lige vovet nok, når filmen selv på ingen måde hører til i toppen! Man fornemmer et par catchy jokes i replikkerne, men skuespiller leverer dem ad H til. De tager i øvrigt alle sammen sig selv meget alvorligt og opfører sig som om, de medvirker i et stykke revolutionerende filmkunst. Mange af dem er hevet ind fra 90'er science-fiction-serier som 'Stargate' og 'Andromeda', som i løbet af mange hundrede timers spilletid opbygger enorme mytologier. Men 'Jason X' er med sine 90 minutters ultravold ikke andet end rendyrket underholdning og som sådan ikke noget at blive høj-højtidelig over. Næstefter skuespillet er filmens frygteligste element musikken. Det lyder som om, man har hyret en suppe-steg-og-is-musiker i de halvanden time, filmen varer, og så har han bare spillet derudaf, så længe han fik løn. Skræmmende er det, at franchisens trofaste, faste komponist Harry Manfredini faktisk er ansvarlig for pjattet!
"Ta' den, sæk!"
Efter at have forladt Crystal Lake til fordel for Manhatten og senere Helvede, var det kun et spørgsmål om tid, før Jason havnede i rummet. 'Jason X' - fantastisk titel i øvrigt - har nogle sjove idéer og er nok den mest uforpligtende af alle de uforpligtende 12 Friday the 13th-film. Det dårlige skuespil kan jeg til en vis grad acceptere, fordi det er Jasons film mere end noget andet - og Kane Hodder gør det i det mindste godt som manden med hockeymasken. Med det subjektive slasherkamera helt ude af billedet, får vi i denne omgang for alvor slået fast, at ingen og intet kan hamle op med Jason. I det uendelige rum og til evig tid vil han fortsætte sin nedslagtning af menneskeheden. Derfor er det også bare en skam, at man ikke har fokuseret mere på slagterierne i stedet for alle de ligegyldige rum-klichéer. Overordnet er 'Jason X' nok en af de dårligste film i franchisen, men den markerer sig ved et par godt udtænkte og brutale detaljer og ved… ja, at foregå i rummet. Score:

13. jan. 2012

Anmeldelse: Friday the 13th Part 3.

Årgang: 1982.
Tagline: "A New Dimension In Terror..."

DVD.
40" LCD.
Runtime: 98 minutter
.
Udgiver: Paramount.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Friday the 13th
' (1980), 'Friday the 13th Part 2' (1981), 'Friday the 13th: The Final Chapter' (1984) og alle de andre!

Anmeldt af Jesper Pedersen.








Chris Higgins skal for første gang i lang tid besøge familiens hytte, som ligger ved bredden af Chrystal Lake. Siden hun to år tidligere blev overfaldet af en mystisk udseende mand i skovene omkring hytten, har hun ikke turdet begive sig derop - men nu vil hun forsøge at overvinde sin frygt. Med sig på turen har hun venneparrene Debbie & Andy og Chili & Chuck samt Vera; en velskabt tøs, som har fået arrangeret en blind date med Andys uheldige spasmager-ven, Shelly. Og så er der Rick, som venter på dem oppe i hytten. Han er Chris' gamle ferieflamme men har ikke set hende, siden hændelsen i skoven. Der er lagt op til en weekend med masser af angstbearbejdning og ungdomshygge - hvis det da ikke lige var for Jason Voorhees, som har gemt sig i den gamle lade…


'Friday the 13th' er en imponerende franchise, som efterhånden omfatter 12 spillefilm. Man har flere gange undervejs snydt os til at tro, enden var nået med titler som 'The Final Chapter' (1984) og 'Jason Goes to Hell: The Final Friday' (1993), men franchisen er tilsyneladende ligeså udødelig som Jason Voorhees selv. 'Friday the 13th Part 3' er instrueret af Steve Miner, som sammen med den første films instruktør Sean S. Cunningham og forfatteren Victor Miller fik idéen til 'Friday the 13th', inspireret af John Carpenters independentsucces 'Halloween' fra 1978. Steve Miner debuterede som instruktør med 'Friday the 13th Part 2' (1981), og forlod franchisen efter at have færdiggjort den første trilogi. Han blev dog i horrorgenren, da han i 1986 instruerede 'House', igen i samarbejde med Sean S. Cunningham, og siden har han blandt andet givet os 'Warlock' (1989), 'Halloween H20: 20 Years Later' (1998), 'Lake Placid' (1999) samt "genindspilningen" af George Romeros 'Day of the Dead' (2008), foruden et hav af tv-serier inden for alle mulige genrer.
Er 'Friday the 13th Part 3' i virkeligheden en nyfortolkning af 'Ulven kommer'?
Den første 'Friday the 13th' var økonomisk en kæmpesucces, som naturligvis måtte følges op på. 'Part 2' indtjente dog kun en tredjedel af, hvad forgængeren gjorde, og det oven i købet på et dobbelt så stort budget. Alligevel tog man en chance, da 'Part 3' skulle produceres; man fordoblede atter budgettet og indspillede filmen i 3D. Det viste sig at være en fornuftig beslutning, for takket være dette gimmick kom der igen kø ved billetlugerne. 3D-teknologien har som bekendt fået (endnu) en renæssance, og den er unægteligt kommet langt siden 80'ernes horrorfilm, men man fornemmer tydeligt, det må have været underholdende at se 'Part 3' i biografen. Udover de mange obligatoriske genstande, man får smidt i hovedet, forstod Steve Miner at udnytte for- og baggrund til at skabe indlevelse, og desuden er flere effektindstillinger optaget fra opfindsomme og mærkværdige vinkler, som underbygger filmens bizarre præmis.
Det er ikke kun blod og skarpe genstande, man får i hovedet, hvis man ser 'Friday the 13th Part 3' i 3D!
Når der bliver brugt så mange ressourcer på at få 3D-effekterne ud over skærmen, kunne man frygte, at karaktererne træder i baggrunden og bliver flade. Det er imidlertid ikke tilfældet! Derimod har 'Part 3' franchisens mest troværdige og sympatiske persongalleri, og der er generelt dygtige, velvalgte skuespillere bag rollerne. Sex, druk og stoffer er fast tidsfordriv på en weekend ved Chrystal Lake, men det bliver dyrket i et acceptabelt omfang, modsat eksempelvis 'Part 2' og 'The Final Chapter'. Hippieparret Chili & Chuck har ganske vist medbragt lidt hyggehash, men de når knapt at få jointen tændt, før de må skodde den igen, og modsat seriens andre film, er der stort set ingen nøgenhed. Der bliver talt om "skinny dipping", men det foregår offscreen, så kun et enkelt par bryster får vi lov at se; i en badescene, som skaber spænding ved ganske vellykket at vække minder om Alfred Hitchcocks 'Psycho' (1960); endnu en af franchisens store inspirationskilder.
Så ku' han endelig dø!?!?
Men at de unge mennesker er sympatiske og afholdende, ændrer naturligvis ikke på faktum, at de i sidste ende må lade livet på grusom vis. De får bare lov at leve lidt længere end normalt. Den første time holder Jason sig i skyggen, observerende, indtil han får fat i den ishockeymaske, som siden har skjult hans deforme ansigt. Det er den tumpede Shelly, som har medbragt ishockeymasken i sin kuffert med horrorrekvisitter og teatersminke i håbet om at kunne pådrage sig en smule opmærksomhed ved at skræmme de andre. Hele denne sidehistorie giver i øvrigt en ganske interessant metavinkel på handlingen - et element som også blev brugt i efterfølgeren 'The Final Chapter'. I det hele taget er det her mange af franchisens hovedelementer bliver grundlagt, og selv den komiske vinkel, som var tiltænkt serien fra start, bliver først for alvor tydelig i denne tredje film. 'Friday the 13th Part 3' er et af højdepunkterne i alletiders mest uforpligtende (og bedst indtjenende) horrorfranchise nogensinde.

Score: