22. feb. 2017

Anmeldelse: Coffy.

Årgang: 1973.
Tagline: "She had a body men would die for - and a lot of them did!”
Genre: Blaxploitation, Action.
Instruktør: Jack Hill.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Foxy Brown” (1974), “Sheba, Baby” (1975), “Ms .45” (1981).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter hendes søster er blevet offer for stoffer, tager Coffy (Pam Grier) på hævntogt gennem byens undergrund. Med sig har hun sin krop til at forføre, barberblade i afroen og en shotgun til at blæse knoppen af den næste idiot, der forsøger at tigge hende om tilgivelse.

Året er 1973. Kvinders rettigheder har det ikke for godt, og afroamerikaneres har det endnu værre. En lille film kaldet “Coffy” udgives efter at være blevet skudt på bare 18 dage. Den gør to ting: Vækker opstandelse og tjener en ordentlig røvfuld penge. Opstandelsen giver Pam Grier, filmens hovedrolleindehaver, ikke meget for. Hun mener, at filmen viser en selvsikker og stærk kvinde, der gør, hvad mænd har gjort i masser af film før hende. Nøgenheden, volden og selvsikkerheden er alle tegn på frigørelse. Imens skammer instruktør Jack Hill sig lidt over scenen i starten af filmen, hvor Coffy skyder hovedet af en mand, hvilket vises med en splattereffekt. Men han ville gerne vise, at han kunne lave en film som denne, for som han siger, bliver instruktører typecastet værre end skuespillere, og han ville prøve det hele. Klippet er da også blevet et af de mest kendte fra filmen og Jack Hills karriere som sådan. Quentin Tarantino elsker at citere film som denne i sine egne værker, og har også erklæret sin kærlighed for både blaxploitation generelt og Pam Grier specifikt i sin film “Jackie Brown” (1997).
“This is the end of your rotten life, you motherfuckin' dope pusher!”
Dette var mit første rigtige blik ind i blaxploitation. Jeg forventede en film med fart på og ikke særlig meget på hjerte. Halvdelen af den forventning blev opfyldt. Der er fart på “Coffy”, men den har bestemt også noget på hjerte. Filmen er rå i sit udtryk men på ingen måde ligegyldig omkring sine virkemidler. Den er medrivende, både fordi den er usandsynlig cool og sexet, men også fordi den tør være politisk og ligefrem eftertænksom. Det er flettet ind i historien, men der er ingen tvivl om de politiske overtoner, når en hvid mand vil have Coffy til at kravle hen til sig og tigge om hans krop. Det er heller ikke ligefrem subtilt, når Coffy kort efter stiller sig op og skyder manden med ordene: “You want to spit on me and make me crawl? I'm gonna piss on your grave tomorrow.” Det er på ingen måde underspillet, men det er stærkt, og der er så meget power i Pam Griers præstation, at det er helt vidunderligt. Som en sort, kvindelig udgave af Rambo er Coffy decideret træt af pis og har ikke tænkt sig at finde sig i det mere.
“Oh Meg, you don't have any salad.”
Nu har jeg rost filmen for dens virkemidler og for at have en holdning, men filmen sælger først og fremmest sig selv på sin action, den anseelige mængde af one-liners og de attraktive kvinder. I tilgift får man en på mange måder overflødigt lang catfight og Sid Haig i en tidlig rolle, som en super arrogant håndlanger. Nogle af de ting, filmen svælger i, er af politiske årsager, andre er af de mere exploitative og en stor gruppe kvinder, der hælder salat ud over hinanden og hiver hverandres bluser i stykker, hører til i den sidste kategori. Det er fuldstændig skamløst, og det er sjovt. På den måde bliver det også frigørende. For filmen kommer aldrig i nærheden af at tage sig selv så alvorligt, at den mister grebet i seeren, som trods alt også er med filmen, på grund af dens mere uforpligtende elementer.
“You gonna fly through them pearly gates with the biggest fucking smile St. Peter ever seen!”
Det er på en eller anden måde meget lige til at sammenligne “Coffy” med “First Blood” (1982). Der er klart flere one-liners og flere bryster her, men ligesom Rambo er Coffy også i kamp for noget andet og mere end bare sig selv. “Coffy” er underholdende for, hvad den er, og har en politisk pointe uden nogensinde at blive prætentiøs. Den er det modsatte: Fyldt med humor, power og sexappeal er filmen båret af sin hovedperson, som bliver ikonisk, næsten i samme øjeblik, som hun dukker op på skærmen.

Score

3. feb. 2017

Nyhed: Night Terrors Film Festival.

Night Terrors Film Festival er en genre kortfilms festival der løber af stablen i næste uge. Det er en omrejsende film festival forstået på den måde, at den afholdes på Husets Biograf i København den 8. februar og derefter i Slagtehal 3 i Århus den 9. februar.

Idémanden bag projektet er Kim Sønderholm, der i det daglige er skuespiller, men også selv har instrueret flere kortfilm og lowbudgetfilm.

"Idéen kom sig egentligt forrige år da jeg havde lovet at hjælpe en svensk spillefilm jeg havde medvirket i, i at få afviklet et par screenings i Danmark. Jeg var heldig at få istandsat aftaler i både i København og Århus, og her gik det op for mig at der var rigtigt mange muligheder. Som skuespiller har jeg selv medvirket i en del kortfilm gennem årene og det har altid været lidt frustrerende at markedet for sådanne generelt er meget snævert, og derfor kom idéen til festivalen. Det har, ligesom sidste år, lykkedes os at samle en række kortfilm fra stort set hele verden, og vi glæder os til at vise dem for publikum"


Læs mere om festivalen og programmet her - eller besøg siden på facebook, og se trailers fra nogle af aftenens film.

8. Februar – Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København S
Dørene åbner kl. 18, filmene starter kl. 19. Pris 50 kr, billet reservation husetsbio.reservation@mail.dk

9. Februar – Slagtehal 3, Mejlgade 50 kld, 8000 Aarhus C
Dørene åbner kl. 19.30, filmene starter kl. 20. Reservation ikke mulig, vi lukker folk ind så længe der er ledige pladser.


26. jan. 2017

Spil-anmeldelse: Resident Evil 7: Biohazard (PS4, uden VR).

"Resident Evil 7" (R.E.7) udspiller sig i 2017, cirka fire år efter begivenhederne i "Resident Evil 6". Vi befinder os i steghede Louisiana's bayou, hvor vi lander i skoene på Ethan Winters der leder efter sin forsvundne kone, Mia. Mia har nemlig givet et livstegn fra sig, på trods af hun har været savnet i tre år. Ethans søgen driver ham i kløerne på Baker familien, i deres ensomt beliggende landejendom. Resten må du selv opdage...
R.E.7 starter i bedste The Shining stil.
Ethan Winters er civilist, og altså det stik modsatte af de slagkraftige actionmænd og kvinder, som vi har haft kontrollen over i de tidligere spil. Ethan er ikke en kriger der er vandt til at slå på tæven, og det smitter af på os der har kontrollen over ham. Væk er den selvsikre swagger attitude der følger med at kontrollere en hårdpumpet heltetype, pakket med guns'n'ammo. Panikken sætter hurtigere ind når vi kan relatere til protagonisten - og jeg ved ikke med dig, men jeg er altså noget tættere på Ethan "ordinary Joe" Winters, end jeg er på Arnold Schwarzenegger.
Velkommen, du kommer lige til spisetid.
Det er en omgang imponerende grafik der bliver presset ud af PS4'eren i R.E.7, og er du udstyret med en stor skærm (i mit tilfælde "65) er det virkelig med til at forstærke oplevelsen en hel del. Derudover er lyddesignet meget detaljeret, og stemmeskuespillet er top notch. Styringen er som vi kender den fra diverse first person shooters, og derfor lige til at gå til. I enkelte kampscener kan den dog føles lidt klodset. Når det er sagt, så fejler det tekniske bestemt ingenting - her er kun et par små glitches hist og her.
Spar på kuglerne - du får brug for dem.
R.E 7 udfolder sig i point of view, og altså ikke i third person som vi ellers kender det fra de tidligere spil. Det er der uden tvivl en del gamle fans der vil stejle over, men jeg syntes at det er en fordel i denne genre. Gyset bliver meget mere nærværende og intenst, samtidig med at paranoiaen stiger stødt, når man ikke ved hvad der er lige bagved en. Derudover trængte franchisen virkelig til noget nyt, for det sidste GODE spil i serien udkom helt tilbage i 2005 (Resident Evil 4). Noget der til gengæld er helt ved det gamle er, at her stadig er masser af puzzles at gå i kødet på. De skal som regel udføres under pres hvor man konstant kigger sig over ryggen - just in case at nogle er ved at plante en økse imellem skulderbladende, imens man står og fedter med puslespil. Det er til tider frustrerende, men giver også noget udfordring - for de fleste af dem er ret godt udtænkt.
Jeg tvivler på at disse VHS'er indeholder det bedste fra America's Funniest Home Videos.
De første to-tre timer minder mest af alt om en blanding af The Texas Chainsaw Massacre og Evil Dead - og bare det er jo i sig selv nok til at få en stor anbefaling herfra! Det klæder virkelig spillet, at udviklerne i Capcom er vendt tilbage til rødderne i en franchise, der ellers var blevet for højtflyvende og spundet ud af kontrol. Det her er oldschool, svedig og beskidt sydstats-horror når det er grummest, og det betyder altså at vi sidder med et af de bedste survival-horror spil nogensinde - helt oppe på højde med "Alien: Isolation". For den fulde effekt, så husk at sluk lyset, på med hørebøfferne, op med lyden og få pakket familien i seng. Jeg er bange for at jeg igen i aften må en tur i galehuset med R.E.7.
And stay down!

2. jan. 2017

Anmeldelse: Scherzo Diabolico.

Årgang: 2015.
Tagline: "The joke is on you.”
Genre: Komedie, Horror, Thriller.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her. 

“Scherzo Diabolico” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Revisoren Aram arbejder for meget til en al for lav løn – noget, der medfører store frustrationer på hjemmefronten. Da han endnu engang overses i forbindelse med firmaets lønforhandlinger, vokser der en plan frem fra hans mørkeste indre – en plan, der involverer kidnapning, hævn og drømmen om et bedre liv… I begyndelsen går alt godt, men snart begynder fortiden at indhente Aram, der må se sig selv spille hovedrollen i et blodigt mareridt.

“Hjælp min kone er skide sur” hed et program på DR for et par år tilbage. Det handlede om et tema, der fortsat er fremherskende. Er manden i ligestillingens navn blevet overflødiggjort, for svag eller er han stadig væsentlig? Måske er det netop den moderne mands udfordringer med at balancere det bløde med det stærke, der har udløst den stigende mængde fiktion om mænd, der tager til genmæle. Størst af disse er velsagtens “Breaking Bad”, der så Walter White forsøge at genfinde styrken både som menneske i det hele taget men også som mand. I “Scherzo Diabolico” møder vi også en mand, der er trådt under fode og ikke længere vil finde sig i det. Ligesom Walter White, går han også en smule langt i sin bestræbelser på at genvinde fodfæstet i sit liv. For Aram bliver løsningen at kidnappe en ung kvinde og holde hende i halsbånd som et dyr. Aram opdager, at selvom det er ubehageligt for ham, giver det ham i andre dele af sit liv kontrol, at han har ladet sin sadistiske side fri.
Adrián García Bogliano er en stærkt produktivt instruktør og manusforfatter. Han har bl.a. været forfatter og instruktør på en af segmenterne i “ABCs of Death” (2012), men har også lavet flere spillefilm. “Scherzo Diabolico” er low-budget horror med humor og en yderst sadistisk en af slagsen. Der bydes både på sex og sorg. Tilføjelsen af humor som krydderi, gør blot mørket i filmen endnu dybere. Bogliano bruger musikken som en aktiv medspiller hele vejen gennem sin film, og tit er det netop musikken, der føjer humor til. I filmens mere blodige højdepunkter bliver det lave budget af og til tydeligt. Det er langt fra alle effekterne, der er overbevisende, men det forhindrer ikke mange af ideerne i at være gode. Der er ikke voldsomt mange personer i historien. De mest centrale er Aram og den unge kvinde, han kidnapper. Aram er spillet en kende karikeret, og det hænger vældig godt sammen med den humoristiske del af historien. Den unge kvinde er til gengæld en dygtigt spillet og viser evner for både det dramatiske og det karikerede.
“Scherzo Diabolico” bliver særligt i sine sidste 30 minutter særdeles underholdende. Den tager til og alle de bizarre ting, som Aram slipper af sted med i begyndelsen af filmen, begynder at indhente ham. Kombinationen af humor og drama når nye højde i takt med, at alt falder fra hinanden for Aram. Filmen begynder her også at lade historien dominere mere, mens legen med form og musik falder mere i baggrunden. Det klæder den rigtig godt både at kunne indeholde legen med form og mere traditionel historiefortælling. Til gengæld går det hen og bliver trættende, at nogle karakterer navnligt Arams kone bliver decideret skingre og trættende at høre på. Selvom det til dels er meningen, er det stadig et sted, hvor balancegangen ikke lykkedes.
“Scherzo Diabolico” vil ikke få dig til at føle dig fanget, iført halsbånd og tvunget til at bede for dit liv i frygt for dens intensitet. Til det tager den sig selv med alt for stort et glimt i øjet. Men det er en god ting. På mange måder er denne film dybt usmagelig i sin exploitative facon, men det er en del af hele pointen, og på sin vis er den således meget vellykket. Det er low-budget b-film, der søger grænser, og det er der altid brug for med alle de uperfektheder, det kan indebære.

Score

29. dec. 2016

Anmeldelse: The Fly (1958).

Årgang: 1958.
Tagline: "The fly with the head of a man...! And the man with the head of a fly!”
Genre: Sci-fi, Horror, Drama.
Instruktør: Kurt Neumann.
Runtime: 94 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “Frankenstein” (1931), “Invasion of the Body Snatchers” (1956), “The Fly” (1986).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den ellers så lykkelige Delambre familie gemte noget i kælderen: En maskine så teknologisk revolutionerende at ingen andre vidste noget om den. Da et af forsøgene med maskinen slår fejl, får det grufulde konsekvenser.

David Cronenbergs filmatisering af “The Fly” (1986) baseret på historien af George Langelaan er vel nok den bedst kendte. Cronenberg gik i fodsporene på Kurt Neumann, der allerede i 1958 udgav sin version af historien om “Fluen”. Neumann er nok bedst kendt for at have arbejdet på en række af filmene om Tarzan, der op igennem ‘40erne blev portrætteret af Johnny Weissmuller. Hans film er markant anderledes end Cronenbergs, hvilket næsten siger sig selv i betragtning af de næsten 30 års aldersforskel. Mens Cronenberg og hans hold skabte revolutionerende visuelle effekter, der fortsat er blandt noget af det mest ubehagelige visuelle snask, genren har at byde på, skabte Neumann en anderledes nedtonet film. Filmen er i langt højere grad et drama, der udspiller sig mellem mand og kone. Den er fortalt i flashback, hvilket bringer mindelser om film som “Invasion of the Body Snatchers” (1956).
“Help me! Help meeee!“
Der er ingen tvivl om hvilken æra denne film er fra. Skuespillet bærer et teatralsk præg, og er på den måde over the top mange steder. Med det in mente er det et yderst velfungerende drama, der udspiller sig mellem Patricia Owens og David Hedison. Owens får et par enkelte scream queen øjeblikke, der næsten virker malplacerede, men ikke desto mindre er blevet ikoniske. Udover disse øjeblikke gør Owens sig ellers modsat bemærket ved at vise fru. Delambre som mindre hysterisk og usammenhængende, end den måde andre film fra perioden ellers kunne have en tendens til at fremvise kvinder. David Hedison er mere kedsommelig som en stereotyp 50er mand. Blandt gale videnskabsmænd er han muligvis den mindst karismatiske, jeg mindes at have stødt på: En smule excentricitet eller anden form for personlighed ville have klædt ham. Til gengæld er kemien mellem Hedison og Owens overbevisende, hvilket bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som de bliver desperate.
“It'd be funny if life wasn't so sacred.”
Filmen er som nævnt fortalt i flashback. I nutiden spiller Vincent Price en vigtig rolle og er som altid en fornøjelse at lade sig underholde af. Filmens effekter er ligesom skuespillet præget af tiden de er lavet i. Der er ingen tvivl om at det er en mand i et kostume, når vi får fluen at se. Netop derfor er valget om at holde blikket stift rettet mod dramaet både smart og styrkende for filmen. Der går lang tid, før “monstret” vises frem, og måden, det gøres på fungerer godt. Man har udnyttet tidens begrænsede teknologi og muligheder på en stærk facon, og det kommer filmen til gode. Her træder David Hedison iført fluedragt også mere i karakter, når han ordløst viser kampen mellem mennesket Delambre og dyret, der er ved at tage over.
“No, Helene and Andre believed in the sacredness of life. They wouldn't harm anything... not even a fly.“
Det er ikke så underligt, at David Cronenberg har kigget på denne version af historien og haft lyst til at bringe det menneskelige drama og transformationen fra menneske til flue tættere sammen for at styrke begge dele. På den måde komplementerer de to versioner hinanden ganske fint, selvom, der i mit sind, ikke er nogen tvivl om at Cronenberg hæver kvaliteterne fra denne film op på et andet niveau i sin overlegne genindspilning. Jeg har i løbet af anmeldelsen taget forbehold for originalens tid og teknologiske begrænsninger, men som historie og drama betragtet er filmen vellykket. Uden at være nervepirrende uhyggelig har filmen alligevel øjeblikke, der virker, når det kommer til at vække ubehag i sin seer. Der er ingen tvivl om, at “The Fly” anno 1958 er værd at se ganske på dens egne præmisser.

Score:

20. dec. 2016

Anmeldelse: Daylight’s End.

Årgang: 2016.
Tagline: "The apocalypse was just the beginning”.
Genre: Apocalyptic, Action, Zombie.
Instruktør: William Kaufman.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: Assault on Precinct 13 (2005), I Am Legend (2007), “Dead Rising” (2015)

“Daylight’s End” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Daylight’s End foregår år efter, at en mystisk sygdom har forvandlet størstedelen af menneskeheden til blodtørstige uhyrer. En af de få overlevende, Rourke, (Johnny Strong) redder en ung kvinde (Chelsea Edmundson), der er en del af en gruppe overlevende under ledelse af den tidligere politimand Frank Hill (Lance Henriksen). Gruppen har barrikaderet sig, men uhyrerne er ved at trænge gennem forsvarsværkerne, og Rourke må komme op med en dristig og farlig plan for at redde deres liv.

En ensom ulv, der blandes ind i en større sags intriger. En gruppe overlevende, der har svært ved at stole på hinanden. Allierede, der må aflives, inden de bliver en del af horden af zombielignende væsner. Der er ikke mange ting i historien her, der ikke er set før. Derfor kunne den godt være spændende. Karaktererne kunne være fængende, filmens action kunne være intens, og billederne kunne være stemningsfulde. Desværre er “Daylight’s End” et middelmådigt bekendtskab. Nogle film tager klicheer og bruger dem på nye og effektive måder, andre kommer med brugen af det velkendte til at minde seeren om andre og bedre filmoplevelser. “Daylight’s End” falder i den sidste kategori.
“Hush little baby don’t say a word...”
“Den ensomme ulv” Rourke giver mig lyst til at se Tom Hardy bryske bud på titelfiguren i “Mad Max: Fury Road” (2015). Intrigerne i blandt de overlevende giver mig lyst til at se “The Walking Dead” (2010), og sådan fortsætter listen. Det er egentlig en skam, for der er lagt arbejde i “Daylight’s End”. Skuespillerne er nedtonede og naturlige i deres præstationer. De fysiske special effects er vellykkede. Filmen mestrer sågar i øjeblikke at opbygge lidt stemning. Hvad den mangler er noget, der er dens eget. Universet og historien om, hvad der har ført til undergangen er med vilje efterladt til det uvisse. Væsnerne har intet særpræg og forbliver generiske zombier. Actionsekvenserne er hektiske men ikke intense eller dragende. De er til gengæld akkompagneret af et halvrocket soundtrack, der ikke tilføjer noget til stilen eller oplevelsen.  
Lance Henriksen dukker op i en mindre men væsentlig rolle. 
“Daylight’s End” er overbefolket. Den introducerer en stor mængde personer, som det aldrig rigtig lykkedes den at skabe interesse i eller sympati for. Det bliver rodet, og ethvert forsøg på at give persongalleriet karakter eller nuancer fortaber sig i kampen for at bringe plottet videre. Det, der kommer til at fylde mest, er fremdriften i historien, det plot som ikke er særlig interessant. Visuelt bliver filmen for dunkel og grå uden kontrasterne til at skabe stil eller et udtryk, der kan give historien liv. Skuespillerne gør som nævnt en indsats for at puste liv i filmen. Ikke mindst legendariske Lance Henriksen gør en indsats og har nærvær i sin præstation. Lige lidt nytter det desværre.
Leader of the pack.
“Daylight’s End” kan med god vilje ses som svarende til en halvsløj bane i “Left 4 Dead”. Vi får glimt af nogle personligheder uden at blive draget ind. Historien og det univers, som den udspiller sig i, er gråt og savner den variation og karisma, det lykkedes “The Walking Dead” at skabe - særligt i sin første sæson. Filmen byder på zombier, action og gore, men desværre har den ikke succes med nogen af delene.

Score