17/12/2014

Anmeldelse: Predator 2.

Årgang: 1990.
Tagline: "Silent. Invisible. Invincible. He's in town with a few days to kill.”
Genre: Sci-fi, Action.
Instruktør: Stephen Hopkins
Runtime: 108 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: SF.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Predator" (1987), "Predators" (2010).


Anmeldt af Mark S. Svensson.

Hærget af bandekrige er L.A. det perfekte om område til at kunne dræbe og hærge for The Predator. Da politimanden Mike Harrigan (Danny Glover) finder vanrøgtede døde kroppe, tror han selvfølgelig, at det er de hærgende banders arbejde. Pludseligt dukker en mystisk regerings agent (Gary Busey) op, og beder Mike om at holde sig fra sagen, hvilket kun gør Mike endnu mere nysgerrig. Men i sin søgen efter sandheden bliver han konfronteret med en fjende langt værre, end de pludseligt ganske fredelige bander...

Der er ingen Arnold i denne omgang i ringen med de velkendte jæger-aliens. Så er det ligesom af vejen. Faktisk er alting nyt. I stedet for at være i junglen, introduceres vi for et dystopisk L.A., hvor politiet er i åben krig med narkobander. En alternativ tagline til filmen lød: “This time he's coming to a different kind of jungle”, og den Guns N’ Roses klingende metafor, er slet ikke dum. Naturligvis er det karikeret, når et helt tog fuld af gamle mennesker, forretningsmænd og dumme teenagers hiver pistoler frem for at vise, hvor kort der er mellem civiliseret samfund og junglelov, men det kommunikerer filmens pointe klart og tydeligt. Selvom filmen benytter sit monsters tilstedeværelse til at vise menneskelige fejlbarligheder, spares der ikke på brutaliteten fra monstrets side. Den angriber måske kun dem, der er bevæbnede, men derudover skelnes der ikke, og når først sigtet er låst på et mål, er der ingen vej tilbage.
Denne gang er det Danny Glover der er på jagt, eller nok nærmere den jagede.
“Predator 2” var den først film, der modtog en såkaldt NC-17 rating, omend den endelige udgave af filmen blev udgivet med den lidt mildere R-rating. Det er heller ikke svært at se, hvad den barske censur baserede sig på. Filmen boltrer sig i blodsudgydelser, og uanset om det er mennesker, der dræber andre mennesker, eller det er predator selv, der står for myrderierne, er fællesnævneren, at de er barbariske. Det er vel at mærke efter løjerne er blevet nedtonet for opnå førnævnte R-rating. Alligevel separeres rygsøjler rask væk fra deres korporlige hylstre, det naturligvis i forbindelse med, at hovedet også fravristes de stakler, som er kommet på tværs af titelfiguren. Stephen Hopkins (der blandt andet har “A Nightmare on Elm Street: The Dream Child” på samvittigheden) evner at benytte den omfattende mængde rå vold, så den ikke bliver sanselammende, men rent faktisk skaber reel frygt for den rå ondskab filmen på forskellig vis fremstiller.
Arnold er måske væk... men der er nu flere predators end nogensinde før!
Danny Glover er god til at spille rollen som tvær betjent, der har arbejdet lidt for hårdt, lidt for længe, men som også er utrolig dygtig til sit arbejde. Næsten lidt for dygtig ville visse FBI agenter måske mene. I hvert fald ligger han konstant på kanten af reglerne, og her erfarer vi hurtigt, at hans hold vil følge ham gennem ild og vand. Det understreges fint ved at introducere Bill Paxton i rollen som Jerry, som er ny på holdet og dermed en fremragende indgangsvinkel til at give en fornemmelse af resten af den sammentømrede gruppe. Paxton er vanligt overdreven i sin præsteren, men som det er symptomatisk for hele castet, sælger de historien med en overlegen karisma, som fnysende kaster forventninger om traditionelt skuespil til side og vinder indpas ved ren og ufortyndet charme. Castets udstråling og uhøjtidelige tilgang til materialet står i kontrast til predatorens hensynsløshed og øger ubehaget ved dens tilstedeværelse.
“You are one big ugly motherfu...”
Dårlige sequels er ikke svære at få øje på, og umiddelbart lader det til, at “Predator 2” er blevet smidt i den bunke, hvor den så absolut ikke hører til. Filmen lever op til sin forgænger, og uanset at den indeholder øjeblikke af kluntede effekter og overdrevet skuespil, er de små fjollede øjeblikke ikke nær nok til at fratage filmen dens kvalitet. “Predator 2” er underholdende på en måde, der er bifaldsfremkaldende i sin egensindighed, og som udspringer af en grundlæggende god idé om ikke bare at udvide på filmens hovedattraktion - monstret - men også at sløre linjen mellem, hvem der er gode og onde menneskene iblandt.

Score:

15/12/2014

Nyhed: Jesper Pedersen stopper på SEC.

Sørensen Exploitation Cinema er desværre blevet en anmelder mindre da vores ven og medskribent Jesper Pedersen har valgt at takke af som fast inventar her på bloggen. Jesper har været med siden 2011 og har bidraget med et utal af slagkraftige anmeldelser, knivskarpe interviews, ubarmhjertige top 10 lister og blodige features. Jesper's første anmeldelse var af Bruce Campbell-filmen "Terminal Invasion" og hans sidste blev af Arnold-action-baskeren "Sabotage". Jesper var også drivkraften bag segmentet "Søndags-Zombier" og er også manden bag vores mest læste anmeldelse overhovedet, nemlig den om "The Human Centipede 2 [Full Sequence]"!

Vi takker Jesper for hans høje humor, sjove ideer, skæve indfald og ikke mindst for hans bidrag til Sørensen Exploitation Cinema's fremdrift. God vind fremover og stay horror Jesper P!


05/12/2014

Anmeldelse: Hellraiser: Revelations.

Årgang: 2011.
Genre: Horror, Hellraiser.
Instruktør: Victor Garcia.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 75 minutter.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: "Hellraiser" (1987), "Hellraiser 2: Hellbound" (1988), "Hellraiser V: Inferno" (2000), "Hellraiser VII: Deader" (2005).


Når man er en drengerøv, så har man det med at ønske sig ting, som man et eller andet sted godt ved aldrig ville kunne ske eller lade sig gøre. Nogen vil have superheltekræfter. Andre vil have at Peter Jackson aldrig have opdaget Tolkiens værker. Mig? Ja, jeg ville bare gerne have en Hellraiser reboot, som ligesom startede det hele forfra. Bare så jeg kunne opleve det hele igen. Det vidste jeg jo godt, at jeg ikke ville få med Revelations, men alligevel fik jeg sat forventningerne op.
To unge fyre tager på druk og hor turné til Mexico. Planerne bliver imidlertid afkortet drastisk, da de ved et uheld får slået en luder ihjel. I en bar møder de en vagabond, der forærer dem en velkendt æske. Fast forward til deres familier, der har modtaget en video (uhhh…found footage) og en sjov guldfarvet æske fra politiet efter begge drenge sporløst er forsvundet. Videoen bliver startet og snart er alle familiemedlemmer i fare.
Undskyld! Undskyld Doug Bradley!
Det er makeup effects designer Gary Tunnicliffe, der af uransagelige årsager er forfatteren bag Revelations. Han er velkendt i Clive Barker universet for sit arbejde på blandt andet Candyman effekterne, men det er helt nyt at han også er manden bag skrivemaskinen. Dette har dog alligevel en naturlig forklaring, da Revelations er en film, der er lavet for knap $300.000 – og af en årsag alene. New Dimensions rettigheder til franchisen var ved at udløbe, så man skyndte sig at forlænge ved at producere en film mere. Derfor det lave budget. Derfor the særprægede valg af manuskriptforfatter. Alting kan forklares.
Ansigtsløftning...
For den slags penge får man åbenbart ikke Doug Bradley i rollen som Pinhead, hvilket i og for sig kunne være det samme. For den nerve som Pinhead og de andre Cenobites bringer til hovedparten af de andre franchises, eksisterer simpelthen ikke i denne film. Hovedparten af de mørke scener foregår ved, at man ser andres reaktion til den found footage, som er hele (den lidt stupide) grundidé til plottet. Det er enormt kejtet udført, for man har helt tydeligt ikke haft lyst eller behov for at instruerer castet af ukendte skuespillere, der mildest talt stiller forfærdelige ansigtsudtryk op med en mimik, som var de en integreret del af Muppet Show. Især skuespillet lider voldsomt under det begrænsede budget, der ellers har nogle ganske fine effekter, der fungerer overraskende godt, hvis man tager filmens setup i betragtning.
Kløen i halsen? Snup en Vicks!
Stephan Smith Collins har overtaget rollen som Pinhead, men et eller andet sted har man tabt sutten helt og holdent. Hvor man, for begrænsede midler, havde kunne bevare kultfigurens udseende, har man i stedet valgt at give ham en slags flødebolle uden overtræk udtryk, der hverken klæder franchisen eller figuren Pinhead. Skuespilleren gør det sådan set fint, men det er svært at abstrahere fra, at han ligner en parodi på Pinhead, og man ender med at have det bedre med de scener, hvor andre figurer bare reagerer på Cenobites, uden at vi andre faktisk ser dem.
Et kig ind i helvede….der åbenbart ligner en garage i en forstad.
Skal man lede efter gode ting i Revelations, så er der faktisk stadig noget at komme efter, hvis man altså ikke er stået af, fordi konceptet generelt er en lille smule åndssvagt. Pinhead er igen en figur, der afmåler nydelse, lyst og alle de sadomasochistiske mellemregninger, der ellers måtte være gemt. Det er en slags back to basics, der rent faktisk fungerer – så længe at Pinhead ikke er på skærmen. Der er en overraskende stor del splat at hente. De voldelige scener er ret godt ramt, og virker absolut både groteske og voldsomme. Instruktør Victor Garcia, der sjovt nok også har en fortid i speciel effects, havde ikke meget at gøre med, men det holder ham gudskelov ikke fra, at vise en smule nøgenhed oveni de groteske scener. Man får ikke meget for $300.000 i Hollywood, men der har da været råd til lidt nøgenscener med ludere, hvilket absolut er et plus, da det bryder lidt med følelsen af, at filmen forfalder til at appellere til et yngre publikum.
I sidste ende er der nok større chance for, at der dukker en drengerøv op med superkræfter - eller at Peter Jackson en gang for alle opgiver Tolkien, for jeg tror simpelthen ikke på, at Dimension er i stand til en Hellraiser reboot, der vil gøre franchisen den tjeneste, som både den, Clive Barker og Pinhead i den grad fortjener.

Score:


29/11/2014

Anmeldelse: Sabotage.

Årgang: 2014.
Tagline: ”Leave no loose ends.”
Genre: Action, Crime.
Instruktør: David Ayer.
Runtime: 109 minutter.
Medie: Netflix USA.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Open Road Films.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
Raw Deal (1986), Harsh Times (2005), End of Watch (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da Arnold Schwarzenegger blev Governator i Californien i 2003, truede han med at lægge skuespillet på hylden. Men som vi ved, er det ofte sådan med politik, at man har et standpunkt, til man tager et nyt, og allerede inden guvernørskabet sluttede i 2011, fandt Schwarzenegger tid til at lægge vejen forbi Hollywood. Det var såmænd den gamle ærkerival Sylvester Stallone, der hev ham ind for en kort bemærkning i ”The Expendables” (2010), og siden arbejdede de to rynkede muskelbundter side om side i ”Escape Plan” (2013). I fremtiden kan vi opleve Schwarzenegger i den ny ”Terminator: Genisys”, og sandsynligvis kommer han også til at gentage rollen som Conan, så det er efterhånden et uomgængeligt faktum: he's back!
”Hvor gammel sagde du, du var?!”
Men udover at sikre alderdommen økonomisk med den nostalgiske og garanteret indbringende tilbagevenden til selvrefererende actionbrag og velkendte franchises, har Schwarzenegger heldigvis også ambitioner om at kaste sig over nye og anderledes projekter. Sidste år havde vi fornøjelsen af den overskruet underholdende ”The Last Stand” (2013) og i 2015 kan vi se frem til zombiedramaet ”Maggie”. Her og nu skal det handle om ”Sabotage” (2014), hvori Schwarzenegger spiller John ”Breacher” Wharton. Breacher leder et vanvittigt men velfungerende team i narkopolitiet, som kommer i problemer, da de stjæler 10 millioner dollars under en razzia på en narkohøjborg. Efterfølgende bliver Breachers folk brutalt slagtet én efter én på ægte mexikansk narkokartelmanér, og som om det ikke var nok, kommer teamet også under lup fra drabsafdelingens allernævenyttigste snushøne. Hun er dybt interesseret i at finde ud af, præcis hvad det er, Breacher har gjort ved narkobaronens sukkermad.
”Fuck! Der er ikke mere mælk i køleskabet!”
Men faktisk er ”Sabotage” også en film om en faders hævn over dem, der har bortført og dræbt hans familie. Det er jo et plot, vi kender til bevidstløshed, senest fra ”John Wick” (2014) og bedst fra ”Taken” (2009). Schwarzenegger selv er heller ikke utrænet i den hævngerrige faderrolle; hvem husker ikke den overdrevet seje ”Commando” (1985)? Det ér efterhånden et lidt fortærsket plot, og instruktøren David Ayer har da også gjort klogt i at fokusere på nogle andre aspekter af historien og dermed reducere hævngerningen til et sideplot. Fokus ligger på de klassiske kriminalelementer: hvem har nappet gysserne, og hvem render rundt og slår folk ihjel? Det fungerer som sagt godt, men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der mangler noget. Hævnhistorien får trods alt for lidt plads i forhold til, hvor afgørende betydning den får for filmen til sidst. ”Sabotage” blev optaget i efteråret 2012, men fik først premiere dette forår. Filmholdet har ad flere omgange måtte vende tilbage og optage nyt materiale samt klippe filmen om, fordi der var utilfredshed med resultatet. Måske kan det forklare, at filmen har en anelse svært ved at bestemme, hvilke historier den gerne vil fortælle.
Hey! Hey! Hey, hey, hey! Macho, macho man! I've got to be, a macho man!
Forsinkelsen af ”Sabotage” kan også forklare, hvordan David Ayer kan have to film på markedet det samme år. Ayer har netop været aktuel herhjemme med krigsfilmen ”Fury” (2014), der ligesom ”Sabotage” følger et badass team. Det skal han sgu have, David Ayer, han forstår at sammensætte en fed og overraskende rolleliste. Udover Arnold Schwarzenegger finder man i ”Sabotage” blandt andre Terrence Howard, Josh Holloway, Mireille Enos og ikke mindst Sam Worthington i hans bedste rolle til dato. Jeg har aldrig forstået Sam Worthington som heltefiguren i for eksempel ”Avatar” (2009) og ”Terminator Salvation” (2009). I ”Sabotage” spiller han den grove meeen dog følsomme James ”Monster” Murray, og det gør han virkelig, virkelig godt! Han har taget sig nogle kilo, ladet sig kronrage og fået flettet fipskægget, så der gik faktisk lang tid, før det gik op for mig, det var Sam Worthington. Arnold har jo altid været mere trækplaster end skuespiller, men han modner faktisk med alderen. De mange guvernørtaler må have gjort ham kameravant, og han fremstår meget mere naturlig og rolig i sine roller. Men om jeg fatter, at han skal have så mange ironisk-sarkastiske replikker. Når manden lige knap evner at levere en replik troværdigt, hvorfor skal han så pines med at skulle sige noget, der er dobbelttydigt?!
Hvis du får ondt i hovedet, er det ikke bare brainfreeze!
David Ayer har et ganske imponerende cv med actionfilm som ”The Fast and the Furious” (2001), ”Training Day” (2001), ”End of Watch” (2012) og senest altså ”Fury”. Han har en rå og kompromisløs stil, som nok bliver udfordret, når han i fremtiden skal stå for superhelte... eller rettere superskurkefilmen ”Suicide Squad” for Warner Bros. og DC (forhåbentlig holder han Arnold på lang afstand af denne film). Jeg har på fornemmelsen, at ”Sabotage” blot bliver et lille aberdabei i David Ayers samlede filmproduktion, ligesom den nok aldrig bliver Schwarzenegger-pensum. Alligevel får den altså en anbefaling med på vejen herfra, for det er ganske velfungerende og i øvrigt überblutig actionthriller. Man kan med fordel se den side om side med føromtalte ”The Last Stand”, der ganske vist er mere til den sjove side, men som også er actionspækket ad helvede til og i øvrigt også handler om de forbandede narkotika-sælgende mexikanere.

Score:

23/11/2014

Anmeldelse: They Live.

Årgang: 1988.
Tagline: "You see them on the street. You watch them on TV. You might even vote for one this fall. You think they're people just like you. You're wrong. Dead wrong.”

Genre: Action, Komedie, Horror.
Instruktør: John Carpenter
Runtime: 93 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Optimum Classic.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “The Matrix” (1999), “Invasion of the Body Snatchers” (1956), “Videodrome” (1983).


Anmeldt af Mark S. Svensson.

Nada (Roddy Piper) finder et par solbriller der, når han ser igennem dem, afslører, at jorden er blevet indtaget af aliens. Gennem reklamer og tv fastholdes den tilbageværende befolkning i et drømmeagtigt stadie, hvor de ikke evner at se at deres race langsomt er i færd med at uddø for øjnene af dem. 

I 1988 var det 10 år siden “Halloween” (1978) havde sparket døren åben for John Carpenter. Med film som “The Fog” (1980) og “The Thing” (1982) producerede instruktøren noget af sit bedste arbejde i 80erne, som han altså rundede af med “They Live”. Her er der skruet ned for gruen og op den politisk ladede symbolik. Der er sammenfald med “The Thing”, idet også denne film handler om de mest skræmmende dele af den menneskelige natur. Denne gang er der ikke tale om frygten for hinanden og paranoide forestillinger om, hvor ondskab kommer fra. Det er her helt tydeligt at det er medierne og magthaverne, der på fascistisk vis kontrollerer masserne og dermed er de onde, naturligvis i samspil med de mennesker, der vælger penge og magt frem for fællesskab. Symbolikken er slående simpel, og selvom det er en fin præmis, er det ikke nok til i sig selv at gøre filmen nærværende, når historien samtidig er ganske spinkel.
“I have come here to chew bubblegum and kick ass... and I'm all out of bubblegum.“
Basalt set er der ikke meget mere i “They Live” end kampen mellem de gode og de onde. Det kan også siges om “The Thing”, men her er ondskaben så uhåndterbar og foranderlig, at den i sig selv evner at fastholde interessen. I nærværende film er det hurtigt at gennemskue, hvem skurkene er og derfor bliver oplevelsen mere ala den “Assault on Precinct 13” (1976) præsenterede os for, hvor det er horder af mere eller mindre anonyme antagonister, der angriber. Mens det i den film var klaustrofobien, og forholdet mellem “de gode”, der holdt os fast ved historien, er her meget lidt til at skabe engagement. Tanken om, at menneskeracen bliver udslettet uden at være klar over det, er udforsket på langt mere interessant vis i mængdevis af andre og er grundlæggende en uhyggelig tanke. Carpenter formår i denne omgang bare ikke at opbygge tilstrækkelig stemning til, at faren nogensinde bliver rigtig nærværende. Det til trods for at et kritisk syn på medier og reklamer blot er blevet mere relevant årene igennem. Filmens bedste scene er da også den, hvor Nada først tager brillerne på og blandt andet ser, hvordan et billboard med en kvinde på en strand, set igennem brillerne blot former teksten: “Marry and reproduce”.
“They are dismantling the sleeping middle class. More and more people are becoming poor. We are their cattle. We are being bred for slavery.”
Det er ikke nogen ny idé at placere wrestlere i centrale filmroller. Tor Johnson fik roller op gennem 50erne og Dwayne “The Rock” Johnson har en succesrig karriere som skuespiller i disse år. Det er heller ikke usædvanligt at skuespillerevnerne bliver udfordret lidt for drastisk, men sjældent er det, at de er decideret ukarismatiske. Roddy Piper fremsiger sine replikker på en måde, der kun lige akkurat bevæger sig over det niveau Eric Freeman præsterede i “Silent Night, Deadly Night Part 2”. Filmen er lagt så eftertrykkeligt på mandens skuldre, at det kun er ved Keith Davids hjælp, at den ikke kollapser. En 5 minutter lang slåskamp mellem Piper og David er vitterligt den eneste gang førstnævnte herre lader til at være sikker på, hvad han kan præstere.
Kunne Keith David ikke bare have fået begge de mandlige hovedroller?
John Carpenter har sagt, at filmen var tænkt som et kritisk indspark til datidens politiske landskab. Det lyder ikke nødvendigvis afsindigt underholdende og måske netop af frygt for, at det skulle blive en for gumpetung eller alvorlig filmoplevelse, hyrede han en wrestler i hovedrollen, forsøgte at tilsætte humor undervejs og gjorde i det hele taget en masse modsatrettede ting. Resultatet er en en rodet filmoplevelse, der indeholder øjeblikke af god action, god komedie eller gode tankevækkende provokationer, de indtræffer bare sjældent på samme tid.

Score:

17/11/2014

Anmeldelse: Sleep Tight.

Årgang: 2011.
Genre: Thriller.
Instruktør: Jaume Balagueró.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Vertigo” (1958), “Maniac” (1980), “One Hour Photo” (2002),
The Resident (2011).

“Sleep Tight” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


César (Luis Tosar) lever et tilsyneladende stille liv som vicevært i en boligblok i Barcelona. Men den afdæmpede César gemmer på en mørk og uhyggelig hemmelighed: Hans eneste mål i livet er, at andre mennesker ikke må føle sig lykkelige. Da han får øje på den altid glade Clara (Marta Etura), eskalerer hans syge fantasier. Claras liv skal ødelægges - for enhver pris...

Den ene del af instruktørteamet bag de to første “[Rec]” film, Jaume Balagueró, har instrueret “Sleep Tight”. Sammenligningerne mellem de to film er dog ikke mange. Der er skruet helt ned for gyset, som her er af den snigende og realistiske slags. Found footage filmene “[Rec]” besidder også en vis realisme, men monstrene er af en helt anden kaliber. Den ondskab, der dyrkes i filmen her, er beregnende på en måde, som de glubske monstre i hans tidligere film ikke havde hjernekapacitet til at præstere. Gys kan virke allerbedst, når det virker som noget, der kunne ske for beskueren. Det er nemt at distancere sig fra monstre af den mest ekstreme slags, men det mørke, der gemmer sig indeni et tilsyneladende helt almindeligt menneske, er svært at flygte fra. Balagueró og hans manuskriptforfatter Alberto Marini giver her deres bud på, hvordan en sådan ondskab kan se ud.
Nogen er bange for uvidende at indtage kryb, mens de sover - andre ville bare ønske deres stalker ville bruge natten i sin egen seng.
Luis Tosar får lov at kropsliggøre den perverst indesluttede César. Den lille skaldede mand er på mange måder en perfekt forbryder, fordi han formår at gå i et med væggen. Han bliver en del af rutinen og derfor ikke bemærket. Historien fortæller os imidlertid hurtigt, at der er noget helt galt med César. Hans egen mangel på lykke vender han aktivt ved at nægte andre den. Det, han lusker omkring, og laver i den uvidende Claras lejlighed er vederstyggeligt. Luis Tosar spiller rollen med en manipulerende lethed, som gør ham yderst skræmmende. Lige så indestængt rasende han kan fremstå bag lukkede døre, lige så venligt imødekommende er han udenfor disse. Det er i virkeligheden lidt af en drømmerolle, og Tosar præsterer brilliant. Mest af alt er det imponerende, hvor ærefrygtindgydende han formår at fremstå, når hans problemer eskalerer.
Pludselig får jeg flashbacks til “I Spit on Your Grave” (1978).
Filmen følger på mange måder sin hovedfigurs forbillede. Klipningen er rolig og dvæler ved begivenhederne. Samtidig er der også en glidende lethed, der igen spejler Césars effektivitet i sine gøremål. Der er vitterligt meget langt til found footage og shaky cam. Indstillingerne er smukke, selv når indholdet er allermest grufuldt, og rædslen er sjældent stærkt visuelt ansporet. Gyset plantes som ubehag i seerens bryst og udfolder sig som en sand blomst af stiltiende rædsel. Césars behov for at hævne sig på alle og enhver, der har et gran lykke i deres tilværelse, kan ikke tilfredsstilles ved simple, sårende handlinger alene. Hellere end at dræbe ønsker han at dele sin ulykke med de uheldige udvalgte. Hans bidrag til deres liv skal være blivende i deres pinsels fulde grumhed.
Somebody’s watching me...
“Sleep Tight” er voyeurisme på et ambitiøst plan. De ting, som filmens hovedperson gør, er grænseoverskridende og sandsynlige, og det er derfra, at filmen henter sin uhygge. Balagueró opbygger spænding yderst effektivt, og den ene gang, hvor han forløser den ved hjælp af en chokeffekt, er det så virkningsfuldt, at det rammer seeren som et slag i brystet. Historien om den ulykkelige César er godt spillet, smukt eksekveret og i det hele taget godt fortalt: En foruroligende rejse ind i et perverteret, sygt og skruppelløst sind.

Score: