17/11/2014

Anmeldelse: Sleep Tight.

Årgang: 2011.
Genre: Thriller.
Instruktør: Jaume Balagueró.
Runtime: 97 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Vertigo” (1958), “Maniac” (1980), “One Hour Photo” (2002),
The Resident (2011).

“Sleep Tight” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


César (Luis Tosar) lever et tilsyneladende stille liv som vicevært i en boligblok i Barcelona. Men den afdæmpede César gemmer på en mørk og uhyggelig hemmelighed: Hans eneste mål i livet er, at andre mennesker ikke må føle sig lykkelige. Da han får øje på den altid glade Clara (Marta Etura), eskalerer hans syge fantasier. Claras liv skal ødelægges - for enhver pris...

Den ene del af instruktørteamet bag de to første “[Rec]” film, Jaume Balagueró, har instrueret “Sleep Tight”. Sammenligningerne mellem de to film er dog ikke mange. Der er skruet helt ned for gyset, som her er af den snigende og realistiske slags. Found footage filmene “[Rec]” besidder også en vis realisme, men monstrene er af en helt anden kaliber. Den ondskab, der dyrkes i filmen her, er beregnende på en måde, som de glubske monstre i hans tidligere film ikke havde hjernekapacitet til at præstere. Gys kan virke allerbedst, når det virker som noget, der kunne ske for beskueren. Det er nemt at distancere sig fra monstre af den mest ekstreme slags, men det mørke, der gemmer sig indeni et tilsyneladende helt almindeligt menneske, er svært at flygte fra. Balagueró og hans manuskriptforfatter Alberto Marini giver her deres bud på, hvordan en sådan ondskab kan se ud.
Nogen er bange for uvidende at indtage kryb, mens de sover - andre ville bare ønske deres stalker ville bruge natten i sin egen seng.
Luis Tosar får lov at kropsliggøre den perverst indesluttede César. Den lille skaldede mand er på mange måder en perfekt forbryder, fordi han formår at gå i et med væggen. Han bliver en del af rutinen og derfor ikke bemærket. Historien fortæller os imidlertid hurtigt, at der er noget helt galt med César. Hans egen mangel på lykke vender han aktivt ved at nægte andre den. Det, han lusker omkring, og laver i den uvidende Claras lejlighed er vederstyggeligt. Luis Tosar spiller rollen med en manipulerende lethed, som gør ham yderst skræmmende. Lige så indestængt rasende han kan fremstå bag lukkede døre, lige så venligt imødekommende er han udenfor disse. Det er i virkeligheden lidt af en drømmerolle, og Tosar præsterer brilliant. Mest af alt er det imponerende, hvor ærefrygtindgydende han formår at fremstå, når hans problemer eskalerer.
Pludselig får jeg flashbacks til “I Spit on Your Grave” (1978).
Filmen følger på mange måder sin hovedfigurs forbillede. Klipningen er rolig og dvæler ved begivenhederne. Samtidig er der også en glidende lethed, der igen spejler Césars effektivitet i sine gøremål. Der er vitterligt meget langt til found footage og shaky cam. Indstillingerne er smukke, selv når indholdet er allermest grufuldt, og rædslen er sjældent stærkt visuelt ansporet. Gyset plantes som ubehag i seerens bryst og udfolder sig som en sand blomst af stiltiende rædsel. Césars behov for at hævne sig på alle og enhver, der har et gran lykke i deres tilværelse, kan ikke tilfredsstilles ved simple, sårende handlinger alene. Hellere end at dræbe ønsker han at dele sin ulykke med de uheldige udvalgte. Hans bidrag til deres liv skal være blivende i deres pinsels fulde grumhed.
Somebody’s watching me...
“Sleep Tight” er voyeurisme på et ambitiøst plan. De ting, som filmens hovedperson gør, er grænseoverskridende og sandsynlige, og det er derfra, at filmen henter sin uhygge. Balagueró opbygger spænding yderst effektivt, og den ene gang, hvor han forløser den ved hjælp af en chokeffekt, er det så virkningsfuldt, at det rammer seeren som et slag i brystet. Historien om den ulykkelige César er godt spillet, smukt eksekveret og i det hele taget godt fortalt: En foruroligende rejse ind i et perverteret, sygt og skruppelløst sind.

Score:

16/11/2014

Nyhed: #600!

Husk at følge med på Sørensen Exploitation Cinema Facebook og deltag på vores forum
We'll swallow your soul, We'll swallow your soul, We'll swallow your soul!

 

14/11/2014

Anmeldelse: Contracted.

Årgang: 2013
Tagline: "Not your average one night stand."

Genre: Horror, Drama, Body Horror.
Instruktør: Eric England.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 78 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Nekromantik" (1988), "Thinner" (1996), "Deadgirl" (2008).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Når vi bevæger os i smalle genrer, som vi nu gør på SEC, så støder man tit på argumenter for, hvorfor en film ikke klarede skridtet fra genrefilm til mainstream. Oftest bliver markedsføringen udpeget som skurk, fordi mange føler, at genrefilmene bliver undersolgt som fordummende, når de i virkeligheden har noget at byde på. Når det kommer til en film som Contracted, tænker jeg, at folkene bag markedsføringen med garanti aldrig har set filmen.
Samantha tager til fest, hvor hun møder en fyr, der interesseret spørger til hendes kærlighedsliv. Hun vågner senere op på bagsædet af mandens bil, hvor han er i færd med at voldtage hende. Dagen efter begynder der at ske underlige ting med Samanthas krop. Det bliver værre og værre for Samantha er smittet. Alvorligt smittet.
Engangsknald eller voldtægt? Jeg kan ikke se forskel. Hvor er din bil?
Nu er det en del år siden, at jeg sidst har været på en egentlig date. Jeg indrømmer at være håbløs bagude, for jeg aner ikke, hvad de unge vil have nu til dags, så derfor konkluderer jeg nu på baggrund af datingscenen i halvfemserne.  I min optik, bør man måske ikke sælge en film, som en dating og engangsknalds pendant til Dødens Gab og frygten for at gå i vandet igen, hvis selvsamme film handler om decideret voldtægt? Det svarer til at sælge en film til søvnløse, hvor Freddy Krueger guider dig til en bedre nattesøvn. Eller en film om humor, hvor Thomas Eje spiller hovedrollen. Det giver ingen mening og er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå når man enten ignorerer eller nedtoner elementer, som man helst ikke vil indrømme er en del af den film, som man har haft den ulejlighed at producere. Ikke desto mindre bliver Samantha voldtaget, som i tvunget til sex, som hun har meget lidt lyst til og endog protesterer imod.
Den Lasik øjenoperation var IKKE pengene værd.
Contracted er en film om det uforudsigelige, om det ukendte og om det snigende gys, der muligvis aldrig folder sig ud i fuld flor, men som alligevel efterlader et aftryk, der gør filmen interessant. Samanthas krop forandrer sig i et tempo, der aldrig er kedeligt, men alligevel ikke går hurtigt nok, for man når desværre at tænke lidt for meget over tingene, hvilket hverken plot eller historie rigtig kan tåle. Der er for mange underlige handlinger fra filmens biroller, der virker søgte og alt for konstruerede, hvilket smitter af på hvordan man opfatter hovedrollen.
Simple og ganske normale tiltag ved en eventuelt smitte og faren derved, kommer aldrig på tale, men i stedet konkluderer karaktererne på en slags virkelighed, der slet ikke står model til sund fornuft og konstruktiv tankegang. Man har i enkelte passager følelsen af, at Samantha omgår sig med retarderede mennesker, der giver hende alle andre råd end de mest indlysende og ellers foretager sig uligevægtige handlinger og påtagede formodninger.
Eksempelvis ligner Samantha på et tidspunkt et afpillet aidsoffer med alskens af følgesygdomme, men bliver affejet med at hun nok drikker for meget, og måske endda tager for mange stoffer?!? Den slags er der en del af, hvilket er en skam, for instruktør Eric England har faktisk formået at skabe en effektfuld film, der uden den store brug af vilde speciel effekter, alligevel formår at skabe en gennemgående interessant stemning. Jeg har ikke set andre af Englands film, så jeg skal ikke kunne sige, om der er et subplot eller om hele den ulækre sygdom er synonym for kønssygdomme - og hvad de gør ved krop og sjæl. Skulle sidstnævnte være tilfældet, ville det forklare en hel del, men jeg er langt fra sikker på, at filmen overhovedet har format nok til at stikke så dybt.
Du skal være helt ærlig! Har jeg noget mellem tænderne?
I sidste ende sidder man tilbage med en rodet affære. En film, der tydeligt ikke vil reklamere med, at den unge kvinde bliver voldtaget. En film, hvor ingen af karakterernes handlinger virker rationelle, og derfor skaber en unødvendig distance mellem filmen og det tænkende menneske. En film, der muligvis har noget på hjerte, men som langt fra virker klog nok til at formidle et egentligt budskab. Det hele ender paradoksalt nok i en scene, som jeg i hvert fald ikke havde forudset, men som egentlig bare understreger, at potentiale, vildledende markedsføring og gode intentioner ikke gør en god film.

Score:

08/11/2014

Spil-anmeldelse: Wasteland 2 (PC).

Vi forsætter med at anmelde konsol- og PC-spil til det lidt mere voksne publikum. Sidst var det "Alien: Isolation" der bød på iskold survival-horror, og denne gang kigger vi på kulsort postapokalyptisk western-eventyr i "Wasteland 2". Her bliver du og din bande af misfits smidt ud i en nådesløs verden, der er gennemsyret af vold, desperation og magtkampe. I dit job som Desert Ranger, bliver du sendt ud på store og små missioner, i jagten på at skabe noget lov, orden og retfærdighed, i en lovløs verden hvor survival of the fittest er øverst på dagsordenen.
"Wasteland 2" kan fås til PC, Mac og Linux, og du kan blandt andet finde det på online-tjenesten STEAM.
Hvem husker ikke de gode gamle dage med "Fallout" og "Fallout 2"? De grovkornede TRPG-spil (tactical role-playing game) var proppet med originalitet, alsidige missioner, sultne mutanter, blodtørstige raiders, skjulte skatte, letlevende damer, oversavede pumpguns og atomaffald i støvlerne! De to spil udkom i henholdsvis 1997 og 1998, og de er aldrig rigtig blevet overgået - og det selvom der i 2008 udkom et "Fallout 3", som var et temmelig fantastisk spil. 3'eren blev bare aldrig helt den fortsættelse mange fans havde ønsket, mest af alt fordi udviklerne havde valgt at gå bort fra det isometriske overblik, og dermed formindsket det strategiske aspekt der var i de blodige kampe. I stedet havde de satset på et mere moderne koncept, ved at lade hele herligheden udspille sig i øjenhøjde, præcis som et FPS (first-person shooter) spil. Det var vi ikke alle der var lige begejstrede for, så med lidt god vilje kan man vel snakke om at "Wasteland 2" er den åndelige arvtager for  "Fallout" 1 og 2.
Ligner det noget du har set før? "Wasteland 2" er oldschool på den fede måde!
Men "Wasteland 2" er ikke "Fallout", det er helt sin egen. Spillet er finansieret igennem Kickstarter (i en af de mest succesrige kampagner indtil videre) og skabt af gamle fans af det originale "Wasteland" der udkom helt tilbage i 1988(?!). Og det mærkes tidligt, og meget tydeligt, at der er lagt en masse kærlighed og sjæl i efterfølgeren. "Wasteland 2" har haft sine børnesygdomme, men er begyndt at forløbe fejlfrit efter de sidste par opdateringer. Grafikken er ikke noget man falder ned af stolen af, men det er heller ikke det vigtigste for en halvgammel gamer som undertegnede. Soundtracket og lyden af ingenmandsland er stemningsfuld, og de få strofer stemmeskuespil der er, lyder helt som de skal. Præcis i det originale spil, så er der meget tekst der skal læses for at følge med i historierne. Men det er heldigvis velskrevet og underholdende, så for den tålmodige gamer er der masser at komme efter. Tænk "Planescape: Torment" (1999) og "Baldur's Gate II" (2000) - så har du en fornemmelse af hvad jeg mener.
I "Wasteland 2" møder du alt fra radioaktive zombier til religiøse fanatikere, skrupelløse gangstere og organiske cyborgs.
I "Wasteland 2" får dine valg konsekvenser, og for det meste nogle meget seriøse konsekvenser. Spillet er gennemsyret af en sort galgen-humor og der er tit ikke en etisk og politik korrekt vej ud af en konflikt. Du finder dig altså hurtigt fanget i håbløse situationer, hvor du bliver tvunget til at vælge imellem pest eller kolera på en problemstilling. Om det så drejer sig om at redde en fattig bondes kvæg, eller om det er et helt samfunds skæbne der står på spil, så er det et befriende og et modent aspekt af spillet, at alt bestemt ikke ender lykkeligt i "Wasteland 2". Det ville også være meget svært at forestille sig, at alting havde en lykkelig slutning, når vi befinder os i en gold, voldelig og fremtidsløs atom-ørken...
Ødemarkens drabelige dueller kræver sine ofre.
Krig, kampe og opgør er der også i "Wasteland 2", og de er yderst intense og blodige! Kender du til spil som "Jagged Alliance" og "XCOM: Enemy Unknown", så har du en idé om hvad der venter dig. Der er et utal af skydevåben, håndvåben, laser-kanoner, bomber, haveredskaber og springskaller du kan sende i hovedet på din fjende, (og din fjende kan sende retur) og dette medvirker alt sammen til, at kampene bliver nogle taktiske tovtrækkerier, hvor dit næste træk kan få fatale følger for din videre færd. Samtidig er ammunition ikke noget der ligger og flyder under hver en sten i ødemarken, så der er god grund til nøje at overveje, hvordan du vil tackle din modstander. Som altid så er AI'en ikke den skarpeste ørkenræv på sletten, men sætter du sværhedsgraden lidt op, så skal du nok bide i græsset et par gange eller 50. Det skal siges, at nogle af kampene godt kan gå hen og blive lidt monotome, f.eks når dine Rangers for gud ved hvilken gang, løber ind i nogle omstrejfere der mener at de har en chance for at plyndre dig. Et andet lille problem vi støder ind i, er i håndteringen af dit inventory. Det er ikke er det nemmeste at finde rundt i, og der skal en del micromanaging til at få det hele til at gå op.
Der bliver rodet rundt i rygsækken.
Med "Wasteland 2" får du et kæmpestort og fængslende univers at boltre dig i, med masser af (uforudsete) muligheder, sort humor, fantastiske personager, nogle helt og aldeles fremragende historier og quests, og en høj en genspilnings-værdi. Og så lader "Wasteland 2" dig være alt fra pligtopfyldende lawman til frådende kannibal - og helt ærligt, hvad mere kan man ønske sig?

04/11/2014

Anmeldelse: Among the Living.

Originaltitel: ”Aux jeux des vivants”.
Årgang: 2014.
Genre: Slasher.
Instruktør: Alexandre Bustillo og Julien Maury.
Runtime: 85 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Inside" (2007), "My Soul to Take” (2010), ”Super 8” (2011).

”Among the Living” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Jesper Pedersen.


Victor, Tom og Dan formår alle tre at få eftersidning på den sidste skoledag inden sommerferien, men i stedet for at sidde og svede til langt ud på eftermiddagen med deres heks af en lærerinde, stikker vennerne af. De ligger i en lille robåd og ryger smøger, da de pludselig ser en rusten kranbil køre op mod det forladte Blackwood Studios med en personbil på slæb. Nysgerrige som de er, spæner knægtene med op til det faldefærdige filmstudie, hvor en cowboyby og et piratskib har ageret scenografi for mange gode lege i deres barndom. Desværre havner drengene selv i en helt anden genre, da det viser sig, at de engang så øde kulisser nu er beboet af Isaac Faucheur og hans misdannede søn Klarence, og at personbilen fra før tilhører en ung kvinde, som i øvrigt ligger kneblet og forslået i bagagerummet. Victor, Tom og Dan kommer til at stikke deres små snuder alt for langt frem, og får kun med nød og næppe trukket dem til sig igen. Men farmand Faucheur og sønnike ved, hvor drengene bor!
Olsen Banden som børn?!
Puha, hvor jeg kender det. Det der med at stikke snuden for langt frem. Jeg husker alt for tydeligt de der detektivlege, hvor man udspionerede byens store drenge og endte med at se noget, man ikke skulle have set. I al sin barnlige nysgerrighed og naivitet kan man slet ikke forestille mig, at der findes noget, det er bedre, man ikke ved. Dumdristigheden skygger for samtlige advarselslamper, og de fuldstændigt uforudsete konsekvenser bliver, at man føler sig forfulgt i skolegården flere uger derefter. På en måde er det genialt at lade tre skoledrenge være hovedrollerne i en slasher. Vi råber altid op om, hvor dumt det er, at ham med mullerne og hende med de store patter går halvnøgne ned ad trappen for finde ud af, hvorfor gulvet knirker og lyset blinker, når nu de er alene hjemme, og døren er låst. 12-årige drenge behøver ingen motivation for at gøre dumme ting. Det ligger dybt i deres pubertetsgener.
"Sig: Aaaaaaaargh!!!"
”Among the Living” er skabt af den franske instruktørduo Alexandre Bustillo og Julien Maury, som tidligere har givet os ”Inside” (2007) og ”Livid” (2011). Efter succesen med ”Inside” blev Bustillo og Maury et par hotte navne, og Hollywoods grise lugtede med det samme gyldne trøfler i den franske muld. I lang tid var instruktørduoen tilknyttet en genindspilning af ”Hellraiser”, men i sidste ende vandt integriteten over griskheden, og de forlod projektet på grund af det, man vist på filmsprog kalder ”kreative uoverensstemmelser”. Siden er de blevet tilbudt både ”Nightmare on Elm Street” og ”Halloween”, og i skrivende stund er de på toppen af ønskelisten til en ny ”The Texas Chainsaw Massacre”. Det virker dog som om, Bustillo og Maury bare går i den modsatte retning, for ”Among the Living” er finansieret af private fans igennem crowdsourcing. Men selvom Bustillo og Maury virker efter mantraet ”et lavt budget er prisen for frihed”, er det måske kun et spørgsmål om tid, før de giver sig i kast med en af de store franchises. Jeg synes, det kunne være spændende at se, hvad de kan udrette – deres landsmand Alexandre Aja har klaret det umådeligt godt med film som ”The Hills Have Eyes” (2006), ”Piranha 3D” (2010) og ”Maniac” (2012).
Béatrice Dalle fra "Inside" medvirker i en lille rolle, som fans nok skal klappe i hænderne over.
Den første halve time af ”Among the Living” er som en moderne Huckleberry Finn-historie, eller Orla Frøsnapper, hvis vi skal værne lidt om vore nationale antihelte. Victor, Tom og Dan er nogle uvorne møgunger, men de er skidecharmerende, og så er de fandeme gode kammerater. Et øjeblik tror man, det er en familiefilm, man er ved at se, men så kommer man i tanker om filmens prolog, som på ganske få blodige minutter fortæller historien om familien Faucheur; hvorfor de må skjule sig i de underjordiske gange på et forladt filmstudie, og hvorfor der i øvrigt ingen mor er. ”Among the Living” er sgu ingen familiefilm, og skulle man have glemt prologen, så bliver man mindet om det igen cirka halvvejs, da den to meter høje Klarence iført klovnemaske begynder at opsøge de nysgerrige skarnsknægte. Særligt da Klarence til sidst finder frem til Victor, hans forældre og to mindre søskende bliver volden udpenslet. Den når dog aldrig rigtigt samme niveau af splat som ”Inside”, men mindre kan vel også gøre det.
Du gætter aldrig, hvor Klarence Faucheur har gemt sig!
Jeg er kæmpefan af ”Inside”, som jeg så under de allergunstigste omstændigheder; i julemåneden og med en højgravid kæreste. Forventningerne var enorme til ”Livid”, men de var desværre aldrig i nærheden af at blive indfriet, og derfor var jeg forbeholden med hensyn til ”Among the Living”. Som ventet, placerer den sig imellem ”Inside” og ”Livid”. Om det er budgettet, der får Bustillo og Maury til at holde igen, eller om det er fordi, der er børn på settet, ved jeg ikke, men jeg savner, at de skejer mere ud med effekterne. De fleste mord sker offscreen, og ikke nok med at det er utilfredsstillende for min blodhunger, så efterlader det mig også med en, formoder jeg, utilsigtet tvivl om, hvorvidt personerne rent faktisk er døde. Desuden har ”Among the Living” forholdsvist mange ligegyldige sidehistorier i forhold til ”Inside”, som fungerede så godt i al sin simpelhed. Vi må vel give lidt credit til instruktørerne for så stædigt at insistere på at prøve kræfter med nyt, selvom der er tilbud nok om remakes og sequels, men samtidig skal de vide, at der er ingen bad feelings herfra, hvis de i fremtiden skulle få lyst til at arbejde sammen med Leatherface, Michael Myers, Pinhead eller Freddy Krueger.

Score:

31/10/2014

Anmeldelse: Hellraiser VII: Deader.

Årgang: 2005.
Tagline: "The Latest. Most Terrifying Evil."

Genre: Horror, Hellraiser.
Instruktør: Rick Bota.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 88 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
Hellraiser (1987), Hellraiser 2: Hellbound” (1988), ”Hellraiser V: Inferno” (2000)

Anmeldt af Michael Sørensen.


Den ambitiøse journalist Amy kaster sig hovedkulds ud i en undersøgelse af en video, hvor en kvinde skyder sig selv i hovedet, for at derefter blive genoplivet. Manden bag miraklet er den karismatiske Winter, der er leder af en kult, som kalder sig selv The Deaders. Snart følger den klassiske treenighed af helvede, lament configuration æske og Pinhead – hvor Amy ufrivilligt ender med at være en central figur.
Dette er den syvende film i Hellraiser universet, der velsagtens ikke har meget andet end treenigheden og titlen til fælles med sin fjerne fætter Hellraiser fra 1987. Det er småt med originalitet, hvilket man heller ikke bør forvente, men alligevel har instruktør Rick Bota formået, at ændre lidt på formerne ved at lade filmen udspille sig i Østeuropa. Dette giver, udover en masse penge sparet på indspilningerne, en lidt anderledes mørk og dyster baggrund, som mange nok også vil huske fra Eli Roths Hostel fra samme år.
Hvad er det for en sjov æske.
Til gengæld introducerer Bota og manuskriptforfatter Tim Day os for kultlederen Winter, der har fundet en måde at fratage smerten fra døden, hvilket bringer ham i konflikt med Pinhead, der pludselig står over for en direkte modstandet og ærkefjende. Det er måske ikke nytænkning, men det fungerer overraskende godt, for tendensen med at Pinhead afslutter filmen med at gøre, hvad han nu gør bedst, er pludselig sat en smule på spidsen.
Med Deader vender serien tilbage til gyset, uhyggen og klamme scener. De er milevidt fra de første par film, men her er stadig nogle veldrejede horrorscener, der absolut er mindeværdige. En enkelt scene med Amy og en psykopat med kniv er skruet særdeles godt sammen i en blanding af spænding og klaustrofobi, der til trods for filmens forudsigelighed alligevel formåede at få mig helt ud på kanten af sædet. Det er generelt set også i udviklingen af enkelte scener, at Deader skal bedømmes. Der er nemlig en kæmpe kvalitetsforskel mellem hver enkelt scene, hvor enkelte virker som påtagede transportscener – og andre lige modsat, som velgennemtænkte øjeblikke, der sætter sine spor i historie og plot, men så sandelig også i filmens publikum.
Det er IKKE nogen sjov æske.
Kari Wuhrer er genialt castet til rollen som journalisten Amy, der er en tand for dygtig for hendes eget helbred. Hun er en glimrende skuespillerinde, der efterhånden er blevet til et ikon for genren, så det tæller til instruktør Botas fordel, at han endte med at have en så dygtig skuespillerinde til sin disposition.
Forbindelsen til de forrige film er til gengæld både søgt og ringe. Winter bliver afsløret som søn af skaberen af lament configuration æsken, hvilket af uvisse årsager skulle have givet ham kræfter, der kan genopleve de døde? Det giver ingen mening, hvilket man heller ikke dvæler meget ved i selve filmen, hvor man kun perifert forholder sig til historien bag æsken. Samtidig mangler der en klarhed om kultens oprindelse, som heller ikke bliver forklaret, men som tages for givet gennem samfulde 88 minutter.
Simon Cowells nye band: One Erection.
Slutningen bærer desværre også præg af, at plothullerne udvikler sig som varm lava ned af en brændende vulkan. Tingene bliver rodet sammen og i de sidste scener forsvinder al sund fornuft, hvilket efterlader publikum med flere udråbstegn og spørgsmålstegn end aha øjeblikke. Den sidste kamp mellem Winter og Pinhead er et forfærdeligt antiklimaks, der slet ikke udlever det potentiale, der ellers bliver bygget fortræffeligt op med Winters eksistens og det faktum, at han har fundet et hul i det eller ugennemtrængelige system med lament configuration æsken.
Remember me?
Hellraiser VII: Deader er på ingen måde en dårlig film. Den har absolut en plads i universet, båret af en spændende ny person og Kari Wuhrers glimrende stykke arbejde med hovedpersonen. Det er til tider en spændende og uhyggelig film, der bruger andre virkemidler end sine forgængere, hvilket giver lidt mere usikkerhed om udfaldet af filmens slutning. Desværre er filmen også rodet med mange unødvendige og ugennemtænkte scener, der sagtens kunne have været undværet. Kombineret med en forvirrende og dårligt skrevet slutning, ender jeg derfor med en mellemblød landing for Hellraiser VII: Deader.

Score: