31/08/2014

Anmeldelse: White Zombie.


Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.


Årgang: 1932.
Tagline: With These Zombie Eyes he rendered her powerless - With This Zombie Grip he made her perform his every desire!
Instruktør: Victor Halperin.
Runtime: 67 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Netflix US.
Link til filmen på IMDB.
Se filmen her!
Se også: ”Zombie Honeymoon” (2004), ”Stag Night of the Dead” (2010), ”[REC]3 Génesis” (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da jeg havde sat mig for at lave et bryllupstema i denne tredje ombæring af Søndags-Zombier, gik jeg straks i gang med at researche på emnet. Der findes et par gode håndfulde film indenfor dette tema, hvoraf fire titler som bekendt slap igennem nåleøjet. Derudover kan nævnes Tim Burtons animationsfilm ”Corpse Bride” (2005), ”A Little Bit Zombie” (2012) som måske især kendes fra plakaten, som er designet af den uforlignelige Tom Hodge aka The Dude Designs, og gudhjælpemig om der ikke også findes en tyrkisk bryllupszombiefilm med den mundrette titel: ”Ada: Zombilerin dügünü” (2010). Det var imidlertid ret sent i planlægningen, jeg kom i tanker om, at den første zombiefilm nogensinde faktisk også var en bryllupszombiefilm. ”White Zombie” fortjener naturligvis en plads i ”Søndags-Zombier 3: Til døden Jer skiller”, og det får den hermed.



I en tid hvor antallet af zombiefilm er eksploderet i et virvar af gode, mindre gode og møgelendige produktioner, er det værd at gentage, at ”White Zombie” altså var den første. George A. Romero var end ikke født, da brødrene Victor og Edward Halperin introducerede zombierne på det hvide lærred. I ”White Zombie” findes ingen samfundskritiske undertoner om vores racistiske forbrugersamfund men blot en simpel kærlighedshistorie fortalt som spændingsfilm. Ved filmens begyndelse er Madeleine Short og Neil Parker netop ankommet til Haiti, hvor de skal giftes på et smukt, gammelt slot, som tilhører en god ven af Madeleine; Charles Beaumont. Hvad parret ikke ved er, at Beaumont selv er dybt forelsket i Madeleine, og han har allieret sig med en ondskabsfuld sukkerplantageejer, som af øens beboere kaldes Murder (indsæt selv hestevrinsk). Murder er berygtet for at slå sine fjender ihjel og vække dem til live igen som zombieslaver til hans sukkermølle, og søreme om han ikke også har en snedig – og dyr – plan til, hvordan Beaumont kan få fingrene i Madeleine.



Foruden ”Dracula” (1931) er ”White Zombie” måske Bela Lugosis bedst kendte film. Endnu engang spiller han den skurkagtige rolle, som han lod sig selv fange i efter succesen med den blodsugende greve. Der er gebrokken accent, inciterende øjne og rituelt håndarbejde for alle pengene, men til stede er gudskelov også Lugosis enorme karisme. ”White Zombie” er en independentfilm produceret af brødrene Halperin selv, og selv om det ligger lige for at putte den i kassen med samtidige monsterklassikere som ”Dracula”, ”Frankenstein” (1931) og ”The Mummy” (1932), må man nok sige, den ikke helt er på niveau. ”White Zombie” har lange passager midtvejs, hvor karaktererne bare går rundt og gør store øjne, og det er usigeligt kedeligt. De første 25 minutter drøner dog derudad, og slutningen er ligeledes utroligt spændende. Ikke alene er tempoet højt for en over 80 år gammel film, billedsiden er også ganske kreativ, og der opstilles tilmed en masse interessante konflikter og spørgsmål, som den dag i dag genbruges i hver eneste zombiefilm.



”White Zombie” har måske aldrig opnået den samme respekt som sine Universalle jævnaldrende – og med rette – men den har sin plads i filmhistorien og bliver dyrket som kultfilm. For eksempel er det jo netop denne film, der har lagt navn til heavy metal-bandet White Zombie, hvori Rob Zombie var forsanger, før han gik solo og videre til filmen. ”White Zombie” er i det hele taget en film, man kan nørde godt og grundigt med. Foruden en masse faglitteratur om selve filmen og dens betydning, kan man finde en bogadaption – uofficiel, ganske vist – skrevet af den garvede fantasyforfatter Stephen D. Sullivan. Eller hvad med den bog, som dannede forlæg for filmen og faktisk introducerede zombierne for det brede publikum; William Seabrooks' ”The Magic Island” fra 1929, som er en slags semifiktivt antropologisk studie af Haitis voodoo-religion. Bogen er spækket med fotos og lækre illustrationer, som i dag fordømmes til helvede for deres racistiske portrættering af haitianerne. Og så er der selvfølgelig brødrene Halperins egen opfølger ”Revolt of the Zombies” fra 1936.

Score:

27/08/2014

Anmeldelse: Cheap Thrills.

Årgang: 2013.
Tagline: What doesn't kill you makes you richer.
Instruktør: E. L. Katz.
Runtime: 88 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Hostel" (2005), "Would You Rather" (2012), "13 Sins" (2014) .

"Cheap Thrills" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Pat Healy indtager rollen som den nybagte far Craig, der hænger efter med huslejen og netop har mistet sit job. I stedet for at gå hjem til konen, slår han derfor vejen forbi den lokale pub, hvor han drukner sine sorger sammen med vennen og smågangsteren Vince. Efter et par timer dukker levemanden Colin op og byder alle på drinks for at fejre hans kone Violets fødselsdag. Snart er Craig så beruset, at det sidste han husker, er en knytnæve i ansigtet bag en stripklub. Da han slår øjnene op er efterfesten i fuld gang hjemme hos Colin og Violet i deres luksuriøse hjem. Craig og Vince begiver sig på opdagelse i huset og støder på et åbentstående pengeskab fuld af kontanter. De beslutter sig for at stjæle indholdet, men Colin og Violet er ikke helt så ukomplicerede, som de giver sig ud for at være - hvilket de efterfølgende timer kommer til at bevise. Pludseligt har kampen om det daglige brød udviklet sig til noget ganske andet. Og hvor langt er de egentligt villige til at gå?
#drunkenselfie.
Er du fristet? Sådan lyder taglinen på det danske realityprogram, der netop hedder ‘Fristet’. ‘Cheap Thrills’ handler lige præcis om det. Hvor langt kan moral og sund fornuft skubbes for penge? Hvor realityprogrammet byder på udfordringer som “stik din finger i en musefælde”, er udfordringerne, der deles ud i ‘Cheap Thrills’, en smule mere forrykte. Udfordringen om at drikke et shot bliver hurtigt til “tis på din vens fødder”, men det stopper ikke ved ydmygelse. Sagen er, at de to herrer i ‘Cheap Thrills’ har alt at vinde og intet at tabe. Det vil sige den ene af dem, Craig, har et barn og en kone, men i takt med, at udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, overbeviser han sig selv om, at det er for konen og barnet, at han gør disse ting: Først for at undgå at blive smidt ud af deres hus, siden for deres fremtid. Mere vil have mere, og desperationen er til at tage og føle på hos Craig. En af filmens mest slående øjeblikke er et splitsekund, hvor Colin og Violet, parret, der frister med de mange penge, holder i hånd. Konteksten er så slående, at de to i et øjeblik bliver det publikum, der slubrer ‘Fristet’ og lignende programmer, i sig under parolen “det får mig til at have det bedre med mig selv”.
Do it!
Pat Healy og Ethan Embry spiller to umiddelbart meget forskellige figurer. Craig er en forsigtig mand. Han har en uddannelse, kone og barn. Vince sprang fra skolen og arbejder som inkassator. Umiddelbart er det Craig, der er filmens hovedperson, og således er det også ham, filmen lægger op til, at vi skal opleve begivenhederne igennem. Men som en anden ‘Breaking Bad’ (2008) sniger filmen sig til at udfordre vores sympati for manden, længe inden han for alvor bliver presset. Det er den samme balance mellem desperation og morale, der leges med, som det var tilfældet i førnævnte tv-serie, og det fungerer absolut glimrende i ‘Cheap Thrills’. De to venners forhold er i virkeligheden mere centralt, end Craig er det alene. Selvom han er hovedperson, er det spændingen de to imellem, der langsomt stiger, som holder filmen i live. Dét og frygten for, hvad Colin finder på som det næste. Både filmens præmis og udførslen af spillet og intensiteten mellem de to figurer her er ladet med politisk satiriske gnister. Ligesom danske ‘Hvordan vi slipper af med de andre’ (2007), rummer filmen stærke holdninger og overvejelser om at spille samfundets svageste ud mod hinanden.
Frygten for hvad den næste opgave er...
Det skræmmende ved filmens skurke er, at de ikke er ude i torture porn scenarier. Umiddelbart kringles de fleste scenarier, så de umiddelbart virker mindre ubehagelige end, hvad vi først forestiller os: På et tidspunkt præsenteres vores figurer for en hundelort, og det er nemt at tro, at de nu vil blive udfordret til at spise den, men i stedet beder Colin de to om at skide i naboens hus. Filmen gør dette igen og igen. Man kan næsten fristes til nogle gange at tænke “nåå, det er da ikke såå slemt”, fordi det er mildere end først antaget, indtil det bliver virkeligt. Det er en fremragende suspense, der ligger gemt i dette greb, fordi det driver seerens bekymringer i vejret, så ned igen, og så går filmen efter solar plexus med den ene ubehagelighed efter den anden. Filmen er skabt med en fornemmelse for realisme, der gør, at den kommer utrolig tæt på. Den er i virkeligheden ganske perfekt i sin afstemning af de forskellige udfordringers “sværhedsgrad”. David Koechner, som mange vil kende fra ‘Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ (2004), og Sara Paxton er brilliante udi det usagte og får antydet utrolig meget utrolig subtilt, hvilket fører til en utrolig intensitet.
Craig skulle bare være gået hjem... for længe siden. 
Det kan være, jeg kom lidt langt omkring i disse tanker om ‘Cheap Thrills’, men der var, tro det eller lad være, et formål. Jeg oplevede ‘Cheap Thrills’ som en særdeles fremragende filmoplevelse, der skabte alle disse overvejelser. I en scene står Craig efter en særlig svær udfordring og jubler: “Jeg vandt! Jeg vandt!”. Manden er smurt ind i blod, bræk og pis. Alligevel står han med sin sølle gevinst og jubler. Spørgsmålet filmen igen og igen stiller er: Hvad har han mistet i processen? Et spørgsmål der både kan være væsentligt, hvis man ser filmen som en allegori på samfundets udsatte grupper, realitystjerner eller noget helt tredje. Filmens slutning understreger dette på en helt usigeligt vellykket måde og efterlader sin seer tilbage med ondt i hjertet, lillefingeren og med en almenmenneskelig skam over disse fiktive begivenheder, der synes så virkelige.

Score:

26/08/2014

Anmeldelse: Oculus.

Årgang: 2013.
Tagline: You see what it wants you to see.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 104 minutter.
Medie: iTunes US.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: iTunes US.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Mirrors" (2008), "Mama" (2013), "Absentia" (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Siden brødrene Grimm lagde en stram linje for forheksede og besatte spejle i Snehvide, har det alle dage været en rigtig dårlig idé, at lægge sig ud med disse refleksioner i glas. Allerede i det 16. århundrede kunne man få lavet de fineste spejle fra glasværker i Venedig, selv om det var de færreste forundt at se sig selv, da priserne på spejlene i den grad var fyrstelige. For at drille og skræmme de rige skabte man blandt pøbelen historier, der gik på alle de forfærdeligheder man kunne opleve, hvis man ejede et spejl og kiggede for dybt ind i det. Da spejlet blev allemandseje fik historierne om spejlets magt endnu mere medvind. Således blev det i mange kulturer et anerkendt psykologisk redskab, der havde til formål at bevise vor egen dødelighed – hvilket helt naturligt skabte endnu flere uhyggelige historier om spejle i almindelighed. Men hvordan er det i 2014? Har spejlet stadig magten over os dødelige?
Der er ALDRIG et upassende tidspunkt til en selfie.
Kaylie og Tim overlever et familiedrama, der koster begge deres forældre livet. Den unge Tim bliver sendt i forvaring, da man mener, at han har slået faderen ihjel under skærmydsler efter familien er flyttet til et nyt hus. Kaylie er dog af en helt anden overbevisning, så da Tim bliver løsladt som voksen, har hun en plan. Hun vil slå det spejl ihjel, som hun er overbevist om, har slået begge hendes forældre og mange ejere før dem ihjel.
Da jeg tidligere på året så traileren for Oculus, var jeg stort set solgt på stedet. Det lignede en solid gyser, der nok skulle få de små hår sat på overarbejde. Havde jeg brugt to minutter på at undersøge sagen, havde jeg opdaget, at manden bag filmen var Mike Flanagan, som jeg så udmærket genkendte fra hans fine film ”Absentia” fra 2011. Derfor havde jeg også været bevidst om, at Oculus, med stor sandsynlighed, var meget mere og havde meget mere på hjerte end bare at være en solid gyser.
Min fars venner havde altid et glimt i øjet.
For Oculus er nemlig et rigtigt velsammensat drama med elementer fra gysergenren, der hele tiden skifter ansigt. Det danner en hurtig grobund af usikkerhed, der klistrer sig til fast til publikums sind, hvilket er en velgennemtænkt krølle på halen, der både trækker Oculus op i seværdighed såvel som kvalitetsniveau. For lad os være ærlige. Film om besatte objekter, mennesker og husdyr er efterhånden så slidt et tema, at man næsten ikke orker at forestille, hvordan der kan ekstrapoleres yderligere på emnet uden at tingene ikke hurtigt bliver gentaget til hudløshed. Den gryde falder Oculus ikke i, for her sættes nogle helt andre spørgsmålstegn ved den menneskelige psyke, end den gennemsnitlige besættelsesgyser, der mere handler om beskeder fra afdøde, ubetalte regninger og hævn i alle størrelser. Med ganske små, men virksomme, virkemidler får Oculus i stedet drejet historien væk fra spejlet, hvilket giver plottet en lidt anderledes og langt mere spændende historie, der overhovedet ikke bærer den samme grad af forudsigelighed.
En rigtig Galactica fan ville stadig prøve at score hende.
Skuespillet er af overraskende højt niveau med en nørdfaktor på lige omkring hundrede, da både Katee Sackhoff (fra Battlestar Galactica) og den alt for dejlige Karen Gillan (fra BBCs Doctor Who) spiller to af hovedrollerne i filmen. Rory Cochrane løber dog med roserne, for hans rolle som familiefaderen Alan, der fuldkommen går i opløsning, da spejlet bliver hængt op på hans kontor.
Køber man filmen på amerikansk bluray får man oven i købet den originale 32 minutters kortfilm af Mike Flanagan med i købet, der i 2006 var forløberen til denne spillefilm. Det gjorde jeg desværre ikke, men jeg glæder mig allerede til mere fra Mike Flanagans hånd, når han til næste år sender sit nye gyserdrama ”Somnia” på gaden. Indtil da vil jeg varmt anbefale Oculus, som er et glimrende bevis på, at man stadig kan skabe velproducerede gyserdramaer i en tid, hvor genrens fans oftest snakker mere fortid end fremtid.

Score:

24/08/2014

Anmeldelse: Zombie Honeymoon.



Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.

Årgang: 2004.
Tagline: In sickness and in health.
Instruktør: Dave Gebroe.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'White Zombie' (1932), 'Stag Night of the Dead' (2010), '[REC]3 Génesis' (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Når man bliver gift i Danmark lover man at ære og elske hinanden "i medgang og modgang", mens det i engelsktalende lande hedder "in sickness and in health". I 'Zombie Honeymoon' bliver det nygifte par Denise og Danny i den grad udfordret på dette løfte, da de på deres romantiske bryllupsrejse til en knaldhytte ved New Jerseys kyster bliver angrebet af en forrådnet mand i våddragt, som pludselig stavrer op på stranden med tang i håret. Den zombielignende skikkelse brækker sort, galdeagtig slim op i hovedet på Danny, som havner på hospitalet, hvor han dør af infektionen. Kort tid efter vågner Danny dog igen på mirakuløs vis, men noget er forandret. Ham der før var inkarneret vegetar har pludselig fået en enorm kødtrang, som han - går det efterhånden op for Denise - stiller på mildest talt uhensigtsmæssig vis.

Alternativ – men ikke mindre klam – måde at overføre zombieinfektionen på.

Det går hurtigt op for Denise og os med, at Danny får svært ved at stille sin umættelige sult, medmindre han regelmæssigt får en skålfuld friskt menneskekød. Danny lover imidlertid, at han ikke vil røre Denise og til gengæld holder hun det løfte, hun gav i kirken om at stå ved hans side uanset helbred. Men i takt med at huden bliver mere og mere grålig og løsthængende svækkes også Dannys forstand og viljestyrke og dermed også Denises chancer for at overleve disse skæbnesvangre hvedebrødsdage.

Hun advarede ham mod at slikke hende på denne tid af måneden.

'Zombie Honeymoon' er en atypisk zombiefilm i den forstand, at ambitionen ikke har været at lave et storladent actionbrag men derimod et ganske lille, intimt drama. Den slags forsøg ser man oftest i kortfilmsformatet, men det fungerer altså også udmærket her, hvor det udfolder sig over en hel spillefilm. Filmteknisk er det sjældent overdådigt, men Tracy Coogan og Graham Sibley leverer begge stærke præstationer som de nygifte hr. og fru Zanders, og selvom der er tale om et lille drama, er der heldigvis ikke skortet på de blodige effekter. Afrevne lemmer, indvolde, blodsprøjt og en troværdig zombietransformation hæver underholdningsværdien gevaldigt. Rollelisten indeholder desuden bikarakterer som et irriterende energisk vennepar, en opdullet rejseagent og en mistroisk landbetjent. De bærer hver især potentialet til at toppe den til tider lidt flade historie, men desværre bliver disse potentialer aldrig helt forløst.

Gad vide om en zombies livslinie enten er meget, meget lang, eller den slet ikke er der?

'Zombie Honeymoon' bærer faktisk på en ganske rørende historie udenfor filmen selv. Forfatteren og instruktøren Dave Gebroe har nemlig været stærkt inspireret af sin egen svogers tragiske død, som fandt sted under en surferulykke i 2002. Flere plotdetaljer er hentet direkte fra det virkelige liv, såsom parrets planer om at flytte til Portugal og kvindens tegneevner, som blev en slags terapi for Dave Gebroes søster. Gebroe har udtalt, at filmen er en hyldest til hans søsters styrke og evne til at komme igennem den store sorg det er, at miste en man har dedikeret hele sit liv til. Dannys langsomme transformation til en zombie kan vel tolkes som et billede på denne sorgbearbejdelse. Metaforen fandt Gebroe i et barndonsminde, hvor han så Lucio Fulcis 'Rædslernes Grønne Ø' (1979) sammen med sin søster - en klassiker der i øvrigt refereres direkte til i en scene i filmen. Det kan lyde sentimentalt, men jeg synes faktisk, det giver filmen ekstra tyngde, at man kender historien, og under alle omstændigheder er det godt gået af Gebroe, at han har gjort denne personlige historie vedkommende for et udenforstående publikum.

Kan han nøjes med at give hende et frækt, lille sugemærke, eller hiver han mon stemmebåndet ud på hende?

'Zombie Honeymoon' er et spændende tiltag i en genre, som ellers ofte vinker så vildt med armene som overhovedet muligt. Mange af disse billigt producerede zombiefilm fejler simpelthen ved at sætte barren alt for højt, men her er de mange dårligt sminkede zombiestatister og de tomme locations droppet til fordel for en mere fokuseret historie og færre, bedre veludførte effekter. Desværre fejler filmen ved at være lidt for uambitiøs rent visuelt og ved ikke at forløse de øvrige karakterer ordentligt, hvilket ender med at gøre den en lille smule kedelig.

Score:

22/08/2014

Anmeldelse: Nazilægens Frontludere.

Årgang: 1973. 
Tagline: De knalder i takt med kanonernes torden. 
Org. titel: Eine Armee Gretchen. 
Instruktør: Erwin C. Dietrich. 
Runtime: 96 minutter. 
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: 'Ilsa: She Wolf of the SS' (1975), 'Salon Kitty' (1976), 'The Gestapo's Last Orgy' (1977).

'Nazilægens Frontludere' er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.


Den er helt gal fat i Nazityskland. Det er slutningen af 2. Verdenskrig og moralen er i bund, så derfor bliver unge kvinder opfordret til at ”kæmpe” for fædrelandet. Deres opgave er, at trøste de demoraliserede soldater med uforpligtendes seksuelle tjenester, der på den måde skal give de tyske soldater lidt at kæmpe for. En ældre læge får til opgave, at undersøge de unge damer, inden de bliver sendt til fronten. Da han lyver omkring sine egne døtres fysiske formåen, for at undgå at de bliver sendt i kamp, bliver han selv sendt til fronten. Pigerne ender i en lille landsby, der naturligvis er placeret lige midt i slagmarker. Det perfekte drama er etableret. Den fuldkomne situation er skabt.
Der bliver knaldet igennem…altså bomberne.
Denne danske udgivelse er helt vild. Coveret er eksempelvis en smuk homage til svundne tiders smukke vhs-covers, der ofte var langt flottere, mere stemningsfyldt og langt mere spændende end selve filmen. Titlen er intet mindre end fantastisk – og undertegnede var klar til nazisploitation i stor stil. Desværre er Nazilægens Frontludere ikke en traditionel nazispoitation film i den forstand. Der er ingen sadistisk vold, overdrevent brug af blod eller sindssyge scener, hvor indvolde står i kø for at komme ud. Til gengæld er filmen, titlen til trods, en slags lystspil med en masse softcore scener, der har den ting til fælles, at de alle foregår i Nazityskland.
Soldater….med tøj på.
Man bemærker hurtigt, at den schweizisk producerede film er meget anderledes end andre film, der typisk beskriver gruen ved krig og udstillingen af samtlige tyskere, som onde mennesker med mindst lige så onde hensigter. Her er der en fin, og sandsynligvis mere realistisk, opdeling af tyskerne fordelt på normale tyskere, ulykkelige soldater og nazister. Det giver det ellers stereotype drama en ekstra vinkel, der gør filmen endnu mere interessant end man ellers skulle regne med. Stereotyperne er der selvfølgelig i bunkevis, men det er oftest mere i form af liderlige soldater og nøgne piger, der slet ikke kan holde fingrene fra hinanden. Af uforklarlige årsager bliver filmen oftest beskrevet, som en film der er lavet til et tysk publikum, hvilket er sludder fra ende til anden – og oftest bliver udtalt af amerikanske fans af genren, som en slags undskyldning for, at filmen har en lidt mere blid vinkel på tyskerne end andre af denne type film.
Naturligvis er der masser af bryster, kønsbehåring og overdreven stønnen, der næsten er en kunst i sig selv for denne type film. Kampscenerne er langt fra så forfærdelige, som man kunne forvente. Der er også ægte tanks, der ikke er billige eftermonteringer af kanoner på gamle biler eller andre af den slags forskellige påskud. Det hele er pakket ind i en camp stemning, der gør filmen til en ægte klassiker for sleaze fans. Den er måske lidt lang og der er også scener, der virker unødvendigt langtrukne, men alt i alt er der bunkevis af underholdning over de 96 minutter.
Soldater…..uden tøj på.
Billedet på filmen er overraskende godt. Der er varme farver, rigeligt med filmgryn og klipninger, der ikke er helt perfekte. Det giver den helt rigtige følelse af ægte halvfjerdser sleaze, der kombineret med en teknisk halvdårlig lydside sidder lige i skabet.
Jeg er imponeret (og stolt) over at vi i lille Danmark er heldige nok til at opleve en titel som denne. Another World Entertainment har altid været garant for denne type titler, men i en moderne verden, hvor den fysiske skive står overfor alvorlige udfordringer, er den en fornøjelse at vi stadig i 2014 får udgivelser som Nazilægens Frontludere. Så her fra os på Sørensen Exploitation Cinema skal der lyde en stor rungende tak til folkene bag AWE, for deres utrættelige arbejde for sleaze og exploitation fans i Danmark.

Score:

21/08/2014

Anmeldelse: WolfCop.

Årgang: 2014.
Tagline: Here comes the fuzz.
Instruktør: Lowell Dean.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 55' LED Smart TV.
Udgivelse: Udkommer d. 13/10-2014 på blu-ray og DVD. Filmen kan også ses på dette års Blodig Weekend.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'The Revenant' (2009), 'Hobo with a Shotgun',  (2011), 'Game of Werewolves' (2011).

Anmeldt af Allan Sørensen.


Den alkoholiserede politimand Lou Garou vågner efter en mere end almindelig våd tur i hegnet. Nattens udskejelser viser sig ikke bare at have resulteret i en grum omgang tømmermænd, vores tørstige panser-basse er også blevet ramt af en urgammel forbandelse - han bliver forvandlet til en vild og voldsomn varulv ved fuldmåne. Var-Garou allierer sig med sin bedste ven, rednecken Willie, og sammen går de på jagt efter sandheden og en løsning på vores helts fuldmåne-skavanker.
Drink and drive (un)responsibly.
Lowell Dean's anden film "WolfCop" har været udsat for et helt eminent markedsførings forløb. Filmen er gået fra at være en komplet ukendt lille low-budget b-films sag, til at være på alle horror-fans læber. Da først trailer, teaser og ikke mindst den fantastiske plakat fra "The Dude Designs" ramte de sociale medier, fik "WolfCop" hurtigt ben at gå på. Filmholdet bag, tog deres film på tour og ramte den ene comic- og horror convention efter den anden, og de mange besøg viste sig succesfulde, for nu udkommer filmen altså meget snart på DVD og blu-ray på det amerikanske og canadiske marked. Her stopper vi ikke engang, der er allerede snak om en 2'er og der kommer vist også en WolfCop actionfigur?!
Her er en panser der foretrækker kød frem for basser!
Men lever "WolfCop"så op til hypen? Det korte svar er; Nej. Filmen er lavet for lige under en million dollars, og selvom det er et helt fint beløb at lave en film for, så kan det desværre ses at instruktøren ikke har haft de skarpeste effektfolk til rådighed. De formår desværre ikke at få så meget varulve-action, blodsprøjt og biljagter pakket ind i filmen, som de selv, eller som man som publikum håbede på. I en varulvfilm er forvandlingsscenen den hellige gral, og her holder "WolfCop" sig til gengæld ikke tilbage - den er både sjov og splattet! Leo Fafard, der spiller vores varulve-betjent, gør det herligt. Han er oplagt i rollen og spiller den med lige dele glimt i øjet og alvorlighed, han er uden tvivl en af filmens få lyspunkter. Alle biroller er lige fra ok til tåkrummende ringe - desværre er der flest af de sidstnævnte.
WolfCock!
"WolfCop" har en spilletid på kun 79 minutter, og det er en fordel. Ikke bare fordi at filmen ikke er særlig god, men også fordi at den holder et raskt tempo. Man keder sig med andre ord ikke i selskab med den pelsede panser. Desværre bliver det hele bare for tyndbenet og søgt, man prøver simpelthen for bevist at ramme den der fede grindhousede b-films feeling. Hvor titler som "Hobo with a Shotgun" og "Father's Day" ramte den "lige i røven", så når "WolfCop" dem altså ikke til patronbæltet. Man prøver også konstant at være den sjove dreng i klassen, men joke på joke falder til jorden som blade fra træerne på en efterårsdag. Der er et gammelt ordsprog der lyder: "tomme tønder buldrer mest", og det lever "WolfCop" desværre alt for godt op til. Det er en spøjs lille splatter-film, og altså ikke det store horror-action-varulve-hyl vi alle sammen håbede på. Så skru forventningerne ned, så er der måske lidt bid i den småforkølede politihund.

Score: