01/03/2015

Anmeldelse: Saw VI.

Årgang: 2009.
Tagline: "The Game Comes Full Circle.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Kevin Greutert.
Runtime: 92 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Entertainment.
Link til filmen på
IMDB.Se trailer her.Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den nye Jigsaw-morder (Costas Mandylor) er i færd med at afslutte den oprindelige Jigsaws (Tobin Bell) arv. Turen er nu kommet til nogle af de største skurke, morderen har kunnet finde frem til: De forsikringsfolk, der hver dag afviser massevis af mennesker hjælp. Gennem endnu en række flashbacks får vi samtidig seriens endegyldige forsøg på at binde de efterhånden mange morderiske individer, serien har budt på, sammen.
Klipper Kevin Greutert tager denne gang plads i instruktørstolen, som således holdes indenfor “Saw” familien. Men kan der efterhånden vrides mere ud af “Saw” citronen? Allerede i anmeldelsen af “Saw V” blev det nødvendigt at overveje, hvorvidt den endegyldige forkludring af tidslinjen, som “Saw IV” stod for, skulle blive ved at have en indvirkning på de følgende film. Fordi “Saw” serien i så høj grad nyder at gribe tilbage i foregående kapitler og give tilskueren glimt af tidligere films indhold, er det svært at give slip på de fejl, man mener eksisterer i historiens overordnede forløb. I “Saw VI” er det heldigvis nemmere at give slip på forvirringen. De flashbacks, der er, fokuserer på ting, der er sket forud for begivenhederne i den første film eller i løbet af de tre oprindelige films kontinuitet. Man vælger heller ikke længere at svælge i den fjollede idé om, at Jigsaws forskellige arvtagere ikke har kendt til hinanden. I stedet giver man netop deres sammenspil en plads. Desværre ændrer det ikke på, at der ikke rigtig er mere tilbage for serien at sige om sine karakterer. Der er måske nok mulighed for at tilføre flere twists, hvilket skaberne ikke overraskende også gør, men det er svært for alvor at tilføre dem nye aspekter. Filmen selv er ikke det rene skidt, og der er atter engang gode idéer blandet ind i det fortsat meget søgte stykke fiktion, vi her præsenteres for.
“The Jigsaw Killer may be dead but the murders still continue...“
Efter denne anmeldelse får jeg ikke mange yderligere muligheder for at rose Jigsaw og den drivende kraft bag ham: Tobin Bell. Så hvorfor ikke slå det fast en sidste gang? Karakteren Jigsaw er utvivlsomt det, der gør filmserien værd at se efter det første kapitel. Tobin Bell nægter at lade karakteren blive patetisk og holder i stedet for fast i, at der skal være en vis kontinuitet i karakterens motiver. Hvad “Saw VI” i den forbindelse gør godt er, at serien på mange måder rundes endegyldigt af med denne film. Selvom jeg mange gange tidligere har konstateret at jeg mener “Saw III” burde have været enden på franchisen, hvilket jeg stadig står fast på, er der alligevel en større endegyldighed til denne films finale. Det føles her oprigtig talt som om, der har været en overordnet målsætning med de mange mord, og selvom slutningen kunne have afsluttet Costas Mandylors karakter en smule mere definitivt, hvilket ville have været rart, bliver det fleste tråde afsluttet så godt, som det er muligt i en serie, der har en del forkludringer filmene imellem. Særligt er filmens afsluttende momenter ret vellykkede, og de to fælder, der afslutter filmen, er yderst effektive.
Det ser ikke godt ud for denne deltager i legen...
Til trods for, at “Saw VI” ikke er seriens sidste film, mener jeg fint, den kunne have været det. Mest af alt fordi den som enkeltstående film næsten når de første tre films højde. Således er det også mange af de samme positive såvel som negative elementer, der er indeholdt her. Karaktererne er atter karikerede, og det gælder i særdeleshed Mark Rolstons forsikringsmand, der i sin introduktion er enormt ensidig og svær at forestille sig nogen holde af. Det havde muligvis været mere interessant, hvis han reelt var sympatisk, men det gøres der lidt op for undervejs, hvor han når at fremvise enkelte menneskelige kvaliteter. Derudover føles det også som typisk for “Saw” franchisen, at man på denne måde har en karakter, der bliver symbol for noget, skaberne vil stille i fokus som et moralsk problem. I dette tilfælde bliver satiren ret fremtrædende, i og med det er en forsikringsagent, vi her har med at gøre, og en af de mest arrogante af slagsen, filmmediet har budt på. Deri ligger på sin vis filmenes styrke. Når “Saw” er bedst, er den i stand til at prikke til samfundsmæssige betændte elementer, og det øger underholdningsværdien for de, der ikke bare leder efter innovative nye fælder.
“You want a chance? I'll give you a chance.“
“Saw VI” giver ikke just nyt liv til franchisen, men afliver den meget passende både effektivt og endegyldigt, hvilket atter kan få kapitel 7 til at virke som en meget tvivlsom størrelse, som undertegnede ikke føler et synderligt behov for at få set lige med det første. “Saw VI” ligger tæt op ad de originale film i forhold til kvalitet. Den er en underholdende størrelse i sin egen ret. Hvad der alligevel gør at den ikke helt når op på niveau er, at filmen i sin jagt efter nye retninger at tage franchisen i, laver nogle drejninger, som gør det overordnede indtryk en smule rodet.

Score:

Anmeldelse: Saw V.

Årgang: 2008.
Tagline: "In the end all the pieces will fit together.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: David Hackl.
Runtime: 95 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Entertainment
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.

Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Torturlegene fortsætter i “Saw V”, hvor arven efter Jigsaw stadig holdes i live af den nye Jigsaw-morder (Costas Mandylor). Filmen går en smule tilbage til rødderne, og vi følger en lille gruppe mennesker, som udsættes for en såkaldt “leg” for livet. Igennem en række udfordringer må den lille gruppe lære hinanden at kende for at forsøge at overleve den situation, de er landet i.
Tidligere produktionsdesigner på “Saw” franchisens 2., 3. og 4. kapitel: David Hackl, overtager i “Saw V” styringen og sætter sig i instruktørsædet. For overhovedet at komme så langt som seer, kræver det naturligvis, at man har haft fornøjelse ud af den rodede forgænger, og for at komme igennem dette kapitel, skal man også være villig til at acceptere nogle plothuller af ret omfattende størrelse. Det gør, at den del af plottet, der følger den nye Costas Mandylors karakter er noget forfærdeligt rod at komme igennem. Denne del af historien skifter mellem at give mere og mindre mening i forhold til de andre film. Fælles for alle dele af denne historie er, at den føles utrolig forceret. Ikke engang Tobin Bell kan længere redde denne del. Det var relativt interessant at se genkendelige scener fra tidligere film, og hvad der gik forud for disse i “Saw III”, er det her begyndt som resten af filmen, at fremstå som et noget desperat forsøg på at fastholde seerens interesse. Costas Mandylor er en smule mindre overspillende i denne omgang, men særligt i scenerne mellem ham og Tobin Bell, bliver det helt tydeligt, hvor meget karisma han mangler i forhold til sin forgænger.
“If youre good at anticipating the human mind. It leaves nothing to chance.“
Den anden del af historien, som sender tankerne tilbage i retning af “Saw II” er filmens sande force i denne ombæring. Hvad der fungerede i den film fungerer også her og sågar en smule bedre. Forholdene mellem karaktererne er mindre karikerede, og personerne selv virker væsentlig mere intelligent skrevet. Helt modsat klassiske horrorkarakterer gør disse personer, hvad de beslutter sig for hurtigt og med stor egoisme. Det skaber en kant, der var stærkt savnet i “Saw IV”. Hvad der også vendes en smule tilbage til her er uhyggen, som trinvist er blevet afløst af gore over de seneste titler i serien. Filmen nærmer sig originalens klaustrofobiske kvaliteter og er et skridt tilbage mod, hvad franchisen plejede at handle om. Filmen er igen en lettere skizofren oplevelse, og selvom trådene forsøges samlet, bliver det ligesom resten af filmen; utrolig forceret.
Filmens tagline lover at alle brikkerne vil passe sammen til sidst, et løfte, som måske er lige ambitiøst nok.
Stilmæssigt er der ikke meget nyt at komme efter. Instruktør David Hackl følger i høj grad formen, der blev lagt ud i de foregående film. Hvad der virkelig gør forskellen i dette femte kapitel, er et manuskript, der er en smule strammere og væsentligt bedre skrevet. De bedste karakterer heri er mere troværdige end nogen, serien tidligere har leveret, og særligt Julie Benz (kendt fra tv-serien “Dexter”) gør et fremragende job med at vise en stærk men også koldblodig og egoistisk kvinde. Filmen kan også roses for at holde sin længde nede og sørge for en bedre fremdrift. “Saw” filmene har aldrig været stor filmkunst, men underholdningsværdien afhænger i særdeleshed af, at historien forbliver så koncis som muligt. Med andre ord er det høje tempo efterhånden et krav for seriens respektive tilføjelser, og det overholdes her.
“This is redemption. Just giving you an option. That's all.“
Fem film inde i “Saw” franchisen handler det efterhånden udelukkende om at finde de små kvaliteter, i en overordnet rodet fortælling. Problemerne er mange, men den del af plottet, der fungerer, er vitterligt seværdig. Kan man komme sig over problemerne med kontinuiteten, kan Mandylor-delen også fungere. Det til trods for at glæden ved at gense glimt af tidligere films lokationer er mindre her end i “Saw III”. Filmens tilbagevenden til tidligere tiders nærmest satiriske form placerer filmen en smule bedre end forgængeren. “Saw V” gør med andre ord, hvad den kan ud fra et rodet udgangspunkt. For fans er filmen en lille sejr, men for de fleste andre vil denne omgang torturunderholdning være lige så overflødig som “Saw IV” var det.

Score:

26/02/2015

Anmeldelse: Saw IV.

Årgang: 2007.
Tagline: "You think it is over... but the games have just begun.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 96 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ligesom det var tilfældet i flere af de tidligere “Saw” film er der atter en gang to hovedtråde i “Saw IV”. Den ene fokuserer på Jigsaws ekskone Jill Tuck (Betsy Russell), der giver yderligere indblik i sin tidligere husbonds fortid. Den anden tråd følger betjent Daniel Rigg (Lyriq Bent), som kæmper sig vej gennem en række fælder, der naturligvis har en lektie at lære ham.
Har man læst mine tidligere “Saw” anmeldelser, vil man vide, at jeg er ganske glad for seriens første tre kapitler. De tre første film havde en sammenhæng, som undskyldte, at de tre film havde en del til fælles i form. Endvidere var der også tilstrækkelig forskellighed filmene imellem til at gøre hver enkelt titel interessant i sig selv. De overforklarende slutninger, stedvist fortegnede karakterer og andre små fejl kunne ikke tage fra filmene, at de var underholdende oplevelser, der indeholdt en smule kant. Problemerne bliver i “Saw IV” for fyldige.
Er der noget godt i tossekassen?
Skuespillet har taget et stort skridt i den forkerte retning, og særligt Costas Mandylor og Lyriq Bent har problemer med at holde den nutidige del af fortællingen på et vellykket plan. Særligt bliver Mandylors overspil ret hurtigt svært at tage alvorligt. Klipningen gør ellers sit for at skabe intensitet med sine “Natural Born Killers”-lignende glimt af den indre vrede, karakteren føler. Stilen kommer således en smule til filmens redning i dette tilfælde og skaber den intensitet, skuespillerne og manuskriptet ikke får skabt. Eftersom Jigsaw selv ikke længere er i live til at skabe filmens fælder er en smule af hans metode også forsvundet. Det leder til en sær blanding af fælder, som ikke er så sadistiske som 3erens men til gengæld heller ikke altid rammer Jigsaws udgangspunkt om at lære sit offer livets værdi at kende. Fordi filmen udsætter seeren for en øget mængde af disse fælder, er det også sværere at sympatisere med de enkelte ofre. Dét er en vigtig pointe, 4erens skabere har misset, for fældernes ubehagelighed har aldrig været det væsentligste. Det er de følelsesmæssige implikationer, der får dem til at fungere.
Trådene fra de foregående “Saw” film blev samlet i “Saw III”, som i høj grad lod til at afrunde, hvad der mest af alt har været Jigsaws fortælling. Det skulle ikke forhindre serien i at fortsætte, og med den fjerde film kæmpes der bravt for at genopbygge universet fra de 3 foregående film.
De negative ord ligger for undertegnede mest på den nutidige del. De mange klip fra fortiden er ret interessante, og endnu en gang er Jigsaws fortælling den mest engagerende del af filmen. Tobin Bell har altid været seriens største trækplaster og at bringe ham tilbage, er et særdeles smart træk. Det skyldes i særdeleshed, at alternativet var, at den komplet unødvendige og langtrukne obduktionsscene, filmen indledes med, ellers ville have været Bells eneste del i dette kapitel, og det ville have været en sølle måde at afslutte figurens tilstedeværelse i serien på. I stedet får vi gennem den relativt velspillende Betsy Russell et blik ind bag Jigsaws grandiose plan og kommer til at forstå en smule af, hvad der drev ham så langt ud. Rent faktisk havde det været mere interessant at se en decideret prequel (hvilket ellers nærmest altid ender med at være uinteressant) i stedet for at måtte nøjes med de små glimt, vi får her.
“I promise that my work will continue. That I have ensured. By hearing this tape, some will assume that this is over, but I am still among you. You think it's over just because I am dead. It's not over. The games have just begun.“
“Saw IV” føles som begyndelsen på enden for “Saw” franchisen. James Wan og Leigh Whannell er stadig involverede omend kun som executive producers, og selvom der er en del gengangere på både crew og cast fronten, begynder franchisen at fremstå ret forceret. Enkelte hints til de tidligere film er fine, men størstedelen forvirrer blot kontinuiteten filmene imellem. Det gør sig i særdeleshed gældende for slutningen, hvor det hele bliver enormt kludret og fuldstændig mister mening i forhold til kontinuiteten. Den begrænsede produktionstid på filmene og et manuskript, der fremstår hurtigt flækket sammen, indhenter serien som ellers tidligere har benyttet begrænsede budgetter med videre til sin fordel i stedet for at lade det sløve den ned. Stilen er stort set uændret, og hvad der startede som en hastig klippeteknik, der skulle dække over et lavt budgets småfejl, er blevet til et varemærke for serien. Når filmen benytter dette element bedst, trækker det filmen i en mere intens retning, men som oftest kommer det blot til at fremstå lige så søgt som filmens øvrige indhold.
Donnie Wahlbergs karakter er et ret fint billede på den overordnede franchise, han kan bare ikke bare få lov at dø.
Instruktør Darren Lynn Bousmans afsluttende kapitel i “Saw” serien er også det mindst vellykkede. Efter den oprindelige trilogis mange gode takter, lader det til, at skaberne er løbet tør for idéer og har glemt, hvad der gjorde den oprindelige film til, hvad den er. I momenter skimtes de gode idéer som rent faktisk passer med Jigsaws udgangspunkt, og særligt fungerer tilbageblikkene i filmen godt. Derudover er der ikke meget positivt at sige, og det er ærgerligt. Med en smule mere fokus og tid kunne filmen måske have været noget andet og bedre, men undertegnede hælder mest til, at serien burde have stoppet efter “Saw III”.

Score:

12/02/2015

Anmeldelse: Machete.

Årgang: 2010.
Tagline: "They just fucked with the wrong Mexican!”
Genre: Action, Exploitation, Grindhouse.
Instruktør: Robert Rodriguez.
Runtime: 105 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Sony.
Link til filmen på
IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Desperado” (1995), “Hobo with a Shotgun” (2011), “Machete Kills” (2013).


Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den hårdkogte mexicaner, der blot bliver kaldt Machete (Danny Trejo), kommer til USA efter at have set sin kone og datter blive dræbt af den magtfulde narkobaron Rogelio Torrez (Steven Segal). Han kommer til USA som ulovlig immigrant og hyres kort efter til at myrde Senator McLaughlin (Robert De Niro), som er udtalt modstander af al indvandring. Machete opdager snart, at han er blevet snydt af Michael Booth (Jeff Fahey), som hyrede ham, og indleder et hævntogt.
“Machete” (2010) lægger ikke skjul på hvad den er for en film. Siden den oprindelige trailer, er det blevet gjort klart, at filmen er en hyldest til tidligere tiders rå exploitation actionfilm. Det er præcis, hvad den komplette film leverer. Mere end halvanden times hårdtpumpet action serveres med et politisk budskab til at dyppe i. Det er befriende, hvor uprætentiøs denne film er i såvel sine replikker som sin stil. Filmen er klar over, at den er corny og leverer massevis af one-liners, som er en væsentlig del af underholdningsværdien. Selvom filmen langt hen ad vejen ikke tager sig selv særlig seriøst, er den politisk, på en ikke just subtil facon. Samtidig er den ganske reel og tydeligvis er der noget, folkene bag filmen ønsker at komme ud med. Derudover er Robert Rodriguez’ stil meget tydeligt til stede. Især vækkes der gentagne gange mindelser om den fremragende "Desperado" (1995).
“Machete don’t text.”
Der er heldigvis også masser af nytænkning i den måde, der udøves action i filmen. Få instruktører formår at skabe action som Rodriguez, særligt når han får lov at slå sig løs uden at være begrænset af fjollede ting som “god smag”. En anden faktor, der medvirker til at gøre filmen fængende, er det overraskende store karaktergalleri. Danny Trejo er i front, men en række andre større navne dukker op. Robert De Niro spiller Senator McLaughlin med en vis mængde selvironi og lader til at more sig med rollen. Jessica Alba finder sin indre krigerkvinde frem og forsøger sit bedste. Det er svært ikke at føle, at Alba tager sin rolle en smule for alvorligt. Det får hende til at stikke en smule ud i forhold til resten af castet. Michelle Rodriguez spiller atter den hårde kvinde med et hjerte af guld. Hun har spillet masser af lignende roller i eksempelvis "Fast and the Furious" (2001), men i Machetes univers passer hun utrolig godt ind. Der er usædvanligt mange karakterer i "Machete", men de fleste af dem håndteres relativt godt og gives plads. Særligt imod slutningen er det store cast en bonus og gør filmens finale til det ekstravagante udstyrsstykke den er.
Selvfølgelig er Michelle Rodriguez med!
Kvaliteten i "Machete" skal findes i dens underholdningsværdi. Ligesom det var tilfældet med “Planet Terror” (2007), er målsætningen at skabe en film der holder tilskuerne i sædet. På blu-ray udgivelsen er der sågar inkluderet et lydspor, hvor publikum kan høres juble når filmens største actionscener udfolder sig. Det er en film beregnet til at flygte fra den virkelige verden i halvanden time. Derfor er det politiske aspekt problematisk. Det er stærkt karikeret og så længe det er tilfældet, er det ikke et problem. Det bliver det til gengæld når det kommer til at fylde for meget undervejs i filmen. Det fine ved føromtalte “Planet Terror”, var at den ikke lagde den store vægt på plot. Dens historie var til stede for at engagere publikum, men dog så tilpas løs at den ikke ødelagde filmens uforpligtende karakter. Den balance har “Machete” en smule sværere ved at mestre.
[Indsæt selv liderlig 70' porn-music]
"Machete" er så underholdende i sin action, at det i sig selv havde været længe rigeligt, til at gøre filmen engagerende. Den type film Rodriguez hylder, blev ikke just set for deres dybde. Selvom det er en fin ide at tilsætte en smule relevans, i form af et politisk budskab, sker det ikke tilstrækkeligt organisk, til at det for alvor fungerer. “Machete” er anbefalelsesværdig men ingenlunde at foretrække til fordel for de tidligere "Planet Terror" og "Death Proof", som lykkedes bedre med deres stemning og nostalgi.

Score:

08/02/2015

Anmeldelse: Drive Angry.

Årgang: 2011
Tagline: "One hell of a ride.”
Genre: Action, Horror.
Instruktør: Patrick Lussier
Runtime: 104 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Warner Brothers.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Ghost Rider” (2007), “Crank” (2006), “Death Proof” (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Milton (Nicolas Cage) er vendt tilbage fra helvede efter at have oplevet sin datters mord. Nu er han på vej ud for at finde sit barnebarn og redde hende, inden hun skal ofres til satan af den selvsamme kultleder, som i sin tid dræbte Miltons datter - en mand ved navn Jonah King (Billy Burke). Milton får snart følgeskab af den unge Piper (Amber Heard) og jages samtidig af en af helvedes håndlangere kaldet revisoren (William Fichtner).
Hot babe? Tjek!
Der er nok at se til i “Drive Angry”, og er der noget, den ikke kan påstås at være, så er det kedelig. Tværtimod er filmen underholdende allerede fra de første minutter og formår med tempo at skabe massevis af brølende vellykkede actionsekvenser og smide massevis af humor ind undervejs. Filmen lader samtidig til at være et opgør med den tilbageholdenhed, der har spredt sig i Hollywood, og filmen er på ingen måde bleg for at blæse lemmer af dens karakterer eller i den mere groteske ende have en karakter til at drikke ud af en anden karakters kranie. På samme tid er filmen naturligvis tænkt til at være i 3D og indeholder således nogle elementer, som er decideret fjollede. Et godt eksempel er den afsluttende kamp, som nærmest når op på niveau med “Jaws 3-D” i dårlige effekter. Heldigvis virker det tilsigtet at filmen skal være campy og aldeles over the top. Grundet den kant skabernes fandenivoldske attitude tilfører filmen, er man i stedet konstant underholdt af, hvad der i sidste ende er en bundsolid actionfilm. Hvor andre vil anbefale at smide “Battleship” (2012) på til at dæmpe tømmermændene en søndag formiddag, vil jeg langt hellere slå et slag for denne, langt mere underholdende film.
Billede hvor noget eksploderer bag helten, der upåvirket går videre og ser cool ud? Tjek!
Nicolas Cage er en mand, der nærmest er berømt for, hvor elendige film han til tider vælger at medvirke i, og det er en stor skam, for når Cage er bedst, kan hans maniske energi redde selv den mest kedsommelige film. Reelt talent er der da også i manden. Det har han blandt andet bevist i Mike Figgis’ mesterværk “Leaving Las Vegas” (1995), hvor Cage gør et fremragende stykke arbejde. I “Drive Angry” lander Cage midt i mellem disse to ekstremer af hans talent. Han er på den ene side på toppen af, hvad han kan levere som bad-ass actionhelt, men karismaen er der skruet langt ned for. Hans replikker falder monotont og på anden vis fladt. Det kan naturligvis skyldes den karakter, han spiller, og Cage har flere replikløse øjeblikke, der giver ham mulighed for at vise, at hans evner rækker længere end som så. Cages figur er en handlingens mand og det er i de ting han gør, vi får at se, hvor grundlæggende møg blæret han er.
Catfight? Tjek!
Amber Heard bakker Cage utrolig fornemt op og giver os en kvindelig actionhelt, som er fuldt ud lige så meget i stand til at uddele tæsk som hendes mandlige kollegaer. William Fichtner stjæler totalt rampelyset med filmens mest interessante og frem for alt morsomme karakter. Fichtners præstation er så verdensfjern, at det får hver eneste replik til at ose af en arrogant ligegyldighed, der er ekstremt morsom. Mindre imponerer Billy Burke, som leverer filmens egentlige skurk men får alt for lidt at gøre, og han har samtidig ikke tilnærmelsesvis den karisma, som særligt Fichtner fremviser i filmen. Traileren som fremviser en storrygende Nicolas Cage i færd med at have sex med en kvinde, alt imens han skyder vildt omkring sig og kun stopper for at tage en tår af sin Jack Daniels, er altså ikke misvisende, når den antyder hvilken film vi her har med at gøre. Er man stadig i tvivl, behøver man formentlig ikke at se meget af filmen, før man ved, at vi her har at gøre med en actionfilm af den gamle skole.
Sex, guns and whiskey? Tjeeeeek!
“Drive Angry” er mange ting. Den er en kantet actionfilm, og den er samtidig også et nik i retning af 70ernes bilfilm. Først og fremmest er filmen underholdende, og der er ikke mange andre nyere actionfilm, der på helt samme måde formår at sammenblande det moderne med det klassiske. Hvad instruktør Patrick Lussier leverer her er måske nok ret tanketomt, men er det på den bedst tænkelige måde. Filmen er en oplagt guilty pleasure for alle de, der foretrækker deres action over the top og med masser af kant. “Drive Angry” er en fandenivoldsk actionfilm, som ser stort på tidens normer og er velsignet med et cast, som helt tydeligt fornøjer sig med at være med i denne uforpligtende og helt igennem tossede filmoplevelse.

Score:

05/02/2015

Anmeldelse: The Purge: Anachy.

Årgang: 2014.
Tagline: United We Purge.
Genre: Action, Horror.
Instruktør: James DeMonaco.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Universal Pictures UK.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
The 10th Victim (1965), Surviving the Game (1994), ”The Purge” (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.


I 2013 brød forfatter og instruktør James DeMonaco lydmuren med home invasion thrilleren ”The Purge”. En forholdsvis original historie om et offentligt godkendt tidspunkt på året, hvor jungleloven trådte i kraft. Hvor alle var fair game. Hvor mord, overfald og al kriminalitet var fuldkommen lovlig. Det kom der en glimrende home invasion film ud af, der til trods for sine mangler, alligevel var en intens sag, der gav en smule håb for gyserens fremtid i biograferne, der efterhånden har givet helt op på genren i mange lande.
Så har vi balladen….igen.
Næppe havde vi fået pakket våbnene væk, ryddet ligene fra gaderne og forseglet vore hjem efter en god Purge, før DeMonaco og Universal var klar med endnu en udrensning af samfundets dårligst stillede borgere. En Purge der denne gang skulle en tur ud i gaderne. Væk var idéen om Home Invasion som omdrejningspunkt. I stedet følger vi denne gang et ungt par, der får problemer med deres bil, på deres vej hjem fra arbejde. Kun få timer før tingene går løs er de strandet. Langt fra deres hjem. Langt fra sikkerhed. Snart bliver to til mange og en lille gruppe mennesker med hver deres baggrund, skal slås for overlevelse i gaderne. En opgave der kan synes nærmest umulig, for det er ikke kun ordinære borgere, der går amok i gaderne. En mere professionel og langt mere farlig fjende er nemlig i gang med en udrensning, som er langt mere end bare tilfældig.
Vor navnløse helt.
Har man haft bare en smule succes med en original idé, ryger man oftest i et dilemma, der i virkeligheden burde afholde en fra at lave en fortsættelse, hvilket desværre sjældent er tilfældet, for en succes skal man bygge på rent kommercielt. Også selv om det ikke nødvendigvis er originalt længere. For skal man fortsætte i samme tråd som man gjorde med originalen? Skal man finde en ny vinkel? Skal man skabe en ny historie eller fortsætte hvor den gamle slap? Det er som pest eller kolera, hvis de dødbringende sygdomme vel og mærke var pengemaskiner, der uanset hvad gav omsætning, indtjening og profit.
Man kan sagtens begræde at DeMonaco tog løjerne fra home invasion og ud på gaderne. Klaustrofobien er væk. Det samme er trygheden i tanken om, at vore hjem er et slot, hvor intet kan trænge ind eller true os. Til gengæld kan man ikke beskylde DeMonaco for, at fortsætte i samme spor, for ”The Purge: Anarchy” er i virkeligheden en anderledes vinkel på en original idé, der kan leve videre lidt endnu.
Machete og Kabukimaske. Så ved man at det er en højtid!
Hvor ”The Purge” levede på den klaustrofobiske stemning, der kombineret med chokeffekter, skabte en uhygge baseret på utryghed, har vi med en helt anden størrelse frygt at gøre i denne omgang. Utrygheden er stadig et fokuspunkt, men paranoiaen er denne gang redskabet, der skaber spændingen. Der er stadig chokeffekter, men de er langt fra lige så effektfulde. Man holder måske intensiteten fra den første film, men paranoia er bare ikke lige så godt et middel som klaustrofobi. Momenterne af uhygge bliver erstattet af mere rendyrket action, der forandrer filmens udtryk drastisk. Pludselig bevæger vi os i actionland, hvor manden med den største pistol vinder hver gang. Der bliver klippet hurtigt og selv om intensiteten er bibeholdt, så er vi ikke længere helt ude på kanten af sædet. Det hele bliver genkendeligt og selv om tingene går stærkt, taber ”The Purge: Anarchy” alligevel terræn til sin forgænger.
Den visuelle stil er fortsat helt intakt. Det er smukke scener, når hele USA går amok i en rus af mord, hævn og blodige angreb på sagesløse. Jungleloven er helt klart mere udtalt i denne film, hvilket kræver et endnu stærkere visuelt indtryk. Det får man helt sikkert indfriet, for her danner kombinationen af tomme gader og tilfældige overfald en fin baggrund til historien, der aldrig går ned på actionscener, der nærmest bærer den sidste halvdel af affæren.
Who let the dogs out? Woof Woof Woof!
Skuespillet er som sådan ligegyldigt og det handler mere om at abstrahere fra de endimensionelle figurer end at tage dem til sig. Man får aldrig rigtig følelsen af, at man har helte og skurke, men til gengæld bare er tilskuer til et voldsorgie, hvor man ikke behøver at tage stilling til noget som helst. Lige lidt hjælper de politiske undertoner fra første film, der i denne ombæring desperat prøver at være en del af plottet. Det er uinteressant og flytter fokus fra de dele af filmen, som kunne have været mere spændende, hvis man ikke spildte tiden på at skabe et fundament af politisk agenda, som hovedpulsåren til en historie, der alligevel aldrig udvikler sig til noget særligt.
Når alt er sagt og gjort, så er ”The Purge: Anarchy” ikke nødvendigvis en forkert retning for en franchise, der helt sikkert har mere på hjerte (med endnu en film senere i år), men dilemmaet er stadig tydeligt for enhver. Man løb linen ud med en ny retning og en anderledes vinkel, men endte med at skifte udtryk så meget, at man ultimativt lavede et decideret genreskift til en mere actionpræget oplevelse. Havde man fortsat med home invasion, havde jeg nok brokket mig lige så meget, så derfor lander jeg på en middel karakter for en film, der absolut var intens og til tider ganske spændende.

Score: