16. apr. 2016

Anmeldelse: It Follows.

Årgang: 2014.
Tagline: "It doesn't think. It doesn't feel. It doesn't give up.”
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: David Robert Michell.
Runtime: 100 minutter.
Medie: Streaming.
Udgiver: Cmore Play.
Link til filmen på IMDB.
Se også: “The Thing” (1982), “Invasion of the Body Snatchers” (1978), “Night of the Living Dead” (1968).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Jay (Maika Monroe) kan få hvilken som helst dreng, hun vil have, men nu er hun rendt ind i den forkerte. Hun er blevet givet en forbandelse, som overføres via sex, og som kan tage en hvilken som helst form. Det kan være én, som du kender, eller en komplet fremmed. Det eneste, Jay kan gøre, er at give forbandelsen videre til en anden... 
Film skal ses i biografen.
Quentin Tarantino har med sin “The Hateful Eight” (2015) peget på John Carpenters “The Thing” (1982) som en helt central inspiration. Det i sådan et omfang at dele af soundtracket i Tarantinos western er taget fra soundtrack albummet til Carpenters film. Det lader til at være en tendens, at paranoiaen er på vej tilbage. I hvert fald har også “It Follows” massive referencer til “The Thing” og paranoiafyldte film, såsom George Romeros zombiefilm og “Invasion of the Body Snatchers” (1978). David Robert Mitchells film er på en og samme tid nostalgisk og fremsynet.  
“...all you can do is pass it on to someone else.”
“It Follows” har en stemningsmættet atmosfære, der emmer af kærlighed til genrefilm. Soundtracket er af kunstneren Disasterpeace og er del af en trend, som går i retning af mere 80er orienterede soundtracks... og det fungerer! Musikken fremstår ikke som en pastiche på noget, der var engang, men som sit eget bæst. Det samme kan siges om filmen selv, der nok har ladet sig inspirere af fortiden, men som også ønsker at gøre sig fri af dem. Derfor er “It Follows” også sin helt egen, både når det kommer til historien men også i sin udformning. Den er fortalt næsten som et mareridt. Figurerne flyder ind og ud af bevidsthed, fortaber sig i detaljer og frem for alt er de fyldt til randen med angst for de mennesker, der er omkring dem. I de bedste gyserfilm ved man aldrig, hvornår man kan føle sig sikker, og netop sådan udfolder “It Follows” sig. Sikkerheden er aldrig garanteret, og bliver du taget af det, der er efter dig, bliver døden langsom og pinefuld. 
Mike Gioulakis’ billeder er vidunderligt grufulde i deres skønhed. 
Mulighederne for at se forskellige lag i “It Follows” er mange. Ungdommens tungsind og store følelsesmæssige kampe er vævet ind i det stof, filmen er gjort af. Den seksualitet, som bliver gjort til en slags skurk, kan også danne grundlag for mange tolkninger. Men på et helt umiddelbart plan er filmen bare utroligt velfungerende. Den er fotograferet smukt og sanseligt. Det hjælper til at drage os ind i frygten, som på mange måder er meget grundlæggende her. Det ville have været utrolig nemt at skrue op for chokeffekterne i denne film. Opbygningen er der! I stedet viser filmen os horrible ting uden nogensinde for alvor at give mulighed for at seeren kan danne sig et entydigt billede af, hvad det er, filmens figurer er så bange for. Det omskiftelige monster er ekstremt effektivt. 
“It could look like someone you know or it could be a stranger in a crowd. Whatever helps it get close to you.”
“It Follows” ser både frem og tilbage. Den boltrer sig i genren og tager dele af dens klichéer til sig, mens den leger med andre. Mitchell insisterer på at tage sit publikum alvorligt. Han vælger gang på gang en subtil måde at skræmme: En måde som kradser sig vej ind i tilskuerens grundangst og bekræftende hvisker: “Alt er farligt - husk at kig dig over skulderen.” 

Score:

12. apr. 2016

Horror-Unrated Retrospekt #12: Vi har snakket med instruktøren bag Israel's første horrorfilm "Rabies"; Navot Papushado.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere. Skrevet af Claus Reinhold.


HORROR UNRATED: Hi Navot and welcome to Horror Unrated. Rabies is your debut film, so let’s talk about how you and Aharon Keshales got together and decided to make a horror film – how did this whole project begin and how did you come up with the story?

It’s a great question. You know, I was a student at the film department of Tel Aviv University and actually Aharon was my teacher there. He was kind of the only teacher who encouraged me to do what I wanted to do. I didn’t want to do everyday dramas or dramas about dysfunctional families. Instead I wanted to do something more extreme and he was the only teacher who understood what I wanted to do and he encouraged me to do that. So eventually we became really good friends and he ended up producing my graduation film which actually premiered in New York, at the New York Film Festival, and while we were there we took a trip to Atlantic City, just to experience a bit more of America while we were there and we began talking about what will be the next project now that I had finished my graduation film. And Aharon, at the time, was also a film critic in Israel, a very well known film critic, so I asked him; “How about you stop writing about films and start making them?”, and from then on, we started working together.

We knew right away that we wanted to make a horror film because there were no horror films, or genre films in general, being produced in Israel, so Rabies is actually the first ever horror film from Israel. And we knew that we wanted to make a sort of a slasher film, because we grew up on films like Friday the 13th, The Texas Chainsaw Massacre and all those classic films, but at the same time we felt that during the last 10 years the horror genre has taken a turn into the torture porn genre and has become more and more gory and extreme at the expense of the films’ identity, I mean, it’s like the films sort of lost their identity. So we wanted to bring the identity back and make a slasher film that would be unique to Israel, you know, make it very Israeli.
 At the same time we set out to make a slasher film where the killer doesn’t kill anyone. So if he doesn’t kill anyone, we have to focus on the characters instead and have them create the tension and give them a greater motivation than just to survive. In just about every slasher film you have a group of teenagers running for their lives, and since we don’t have a killer who kills anyone, we would have to give them more motivation and more layers and where they all, throughout the film, are given a motivation to kill each other.

HORROR UNRATED: Seeing as Israel has no market for horror movies, Rabies is the very first of its kind in your country, what made you think you could pull off making a horror film?

Ha ha, yes, you’re right. I think it was 50% bravery and 50% naivety, or maybe we should say stupidity. The Israeli film industry isn’t known for making entertainment films. Most of the films here are about war, about the conflict, consequences of terror or heavy family dramas, so we have quite a depressing point of view when it comes to cinema. For instance there are no comedies being produced here. So when we said that we wanted to make a horror film, people said to us “Isn’t there enough violence and bloodshed as it is?” So we said “If that’s true, why make all these social realistic dramas about the war and the conflict? Why not make horror movies - escapist entertainment?”

HORROR UNRATED: So are you sort of rebelling against that with your film? Would you like to see the movie industry in Israel changed?

Yes, I guess one of our goals has been to change the perspective in Israeli cinema. We’re not saying there isn’t a room for heavy dramas or political films, but there should also be room for much more entertaining films like comedy and horror. In some way I think we succeeded with that because Rabies became quite successful in Israel, and the funny thing is, that we couldn’t get government funding because no one wanted to support a horror film, but when someone from the government film funding saw a rough cut of our film, they suddenly became very eager to throw a lot of money in the post-production, and subsequently, the government have created a new pool for genre films, so I think we can be quite satisfied.

HORROR UNRATED: Indeed you can – it’s quite an accomplishment. But I’m wondering if the film in any way is a commentary on the political situation in Israel?

Yes, but seeing as we first of all wanted to make an entertaining film, we didn’t want to push it, regarding the political subtext. But it starts with the title; Rabies. Of course there’s not an actual disease in the film, it’s a metaphorical title. I don’t know if you’re following what’s going on here but we have a sort of social rebellion these days about the state of Israel and we feel there’s a lot of violence in everyday life here in Israel and it’s like people are just ready to explode, you know – they can go off every minute.
 We live in a very short tempered environment and you can see it in the streets when driving around - maybe it’s the mediterranean climate that makes us so angry and hot tempered, I don’t know. Anyway, we didn’t want to blame the Palestinians or the security issues. We wanted to take a good look at ourselves and how we are treating each other and that’s why there’s no direct representation of the conflict in Rabies. There’s no representation of the Palestinian side or even the Arab side, there’s only the Israeli’s own struggle with themselves and each other, and how we treat each other in this country. It’s like I said before, there’s a button waiting to be pushed and when it is, all this anger and violence explode and there’s no turning back. So rabies is not an actual disease in the film, it’s meant in a metaphorical way, with anger, repression and violence sort of jumping from one person to another.

HORROR UNRATED: When I first heard about the film and saw the poster and the trailer, I thought it would be just another straight forward slasher movie. But I was very surprised because in fact it’s much more of a character piece – a character driven film with a lot more drama elements than your usual horror film and essentially the characters are far more important than the plot itself.
 There’s much more emphasis on the characters than in usual American type slasher films. Why did you chose this angle for the film and was it a deliberate choice from the beginning?

Thank you for noticing that. You know, most slasher movies have the characters killed and that’s it for them. But we wanted to deal with the consequences of each death instead, I mean, what happens after and how it affects others. All of the main characters are in a shade of grey, none are evil, none are good, they are all shaped by their environments, by their past or by the present.
 For example when the bad cop is stabbed in the chest, we didn’t just want him to die. So while he’s lying there on the ground in the forest, bleeding to death, we have the pay off with his farther calling him, and that scene sheds more light on what brought him, the bad cop, to be a bad as he is. So we wanted to bring back the human aspect to the horror genre and, like you said, put much more emphasis on the characters.

HORROR UNRATED: One of the things I liked very much was the fact that every character in the film is flawed – I mean they all have flaws and they all have problems, either with themselves or each other. Nobody seems to have a healthy relationship.

I totally agree. You know, we grew up on all those classic American horror films and even though they’re good and we liked them a lot, we always found them to be a bit artificial. It’s not that we did not enjoy them, I mean we also enjoyed watching Paris Hilton being stabbed by a spear in House of Wax, but it doesn’t really affect you, I mean, you laugh a bit but you don’t care and you saw it coming. So we didn’t want to do any of that, and it was something that Aharon was really strict about – that there should be a voice of reason among the main characters and that they should all have real life problems and arguments between each other.
 Take Pini for example. He’s the guy who doesn’t ant to go into the woods, who doesn’t want to help the stranger, who wants to call the police, who thinks the best thing to do is just run away, and he is the only one who survives the film. I mean, that’s kind of a twist also because usually in slasher films, he would be the first to be killed. So here, the coward is the smart one basically.
HORROR UNRATED: You managed to shoot the film in just 19 days. Was there any specific reason to this short production time? I can imagine it must have been quite stressful.

The reason is simple; 19 days was what our budget allowed. Most of the actors in Rabies are some of the biggest movie stars in Israel, so we could only afford to have them on set for a total of six days. But since we knew what our budget was before the script was completely finished, we kind of fit the script and some elements in the story, to match the short production time. Also we thought that if we have no lighting equipment we are more mobile, so the story takes place in one day and only in daylight, which means we only used available light and it saved us a lot of preparation time. So the budget limitations really made us more creative and at the same time it fit perfectly with what we wanted to achieve, because we wanted to make an Israeli horror movie, and what would be more Israeli than a horror film taking place in beautiful setting sunlight? And actually the film was shot in the winter, so that’s what winter looks like in Israel haha.
We shot for 19 days, only in available light with equipment we borrowed from the film department at the Tel Aviv University where Aharon was teaching and basically all the crewmembers were Aharon’s students. So the most experienced people on the set were the actors, haha. Actually the film was shot on the Sony PMW-EX3 camera…

HORROR UNRATED: Really? It doesn’t show. I mean, it looks really great and I actually thought it could have been Super 16mm…

That’s good to hear because we wanted that filmlook and we wanted it to look like it could have been Super 16mm, so that’s something we spent a great deal of time on in post-production. We’re very happy about the result because it looks just like we wanted it to look, and you know, if you have a good story to tell, it doesn’t really matter which camera you use.
 You can shoot it on Super 8mm, MiniDV or the new Arri Alexa – it’s not really that important. A lot of people wait around for the right camera or equipment to come along, but the camera is secondary. If you have a good story and a good script, you’ll manage.

HORROR UNRATED: Exactly – I feel the same way. It’s the story that counts first and foremost.  Rabies has been around the world on festivals, it’s out on DVD and the film has gotten some great reviews, people seem to like it a lot. How do you feel about all this and did you ever expect the film to get an audience outside Israel and to become so successful?

No we didn’t actually, because when we screened Rabies for our production company, some producers who work in the U.S. were invited and after they saw the film they said; “This was not going to work for foreign audiences. They will not get what you try to do here. You have changed the genre rules too much and the killer doesn’t kill anyone, it takes place in daylight and it’s too Israeli.”
So we thought that these guys knew what they were talking about, but then we had a screening of the film in Portugal and the reactions were amazing. People understood the jokes and were really into the film, and then the film entered Tribeca Film Festival where we got great reviews, so everything sort of began at Tribeca and the film was bought for release in the U.S. and Canada.
 So after Tribeca we sort of knew that we had succeeded, because no matter where we went after that, wether it was Canada, Korea, Germany or Spain, the audiences understood it, they laughed at the right moments and they jumped in their seats at the right moments, so that was really great and basically that’s the best gift a filmmaker can get.

HORROR UNRATED: Yes, I can imagine. Well, Navot I’m all out of questions so I’ll round things up by saying thank you so much for your time, it was great talking to you and we’re looking forward to seeing more from you guys in the future.

Thank you Claus, it’s been a great interview and it was good talking to you.

2. mar. 2016

Anmeldelse: Dead Rising: Watchtower.

Årgang: 2015.
Genre: Action, Zombie.
Instruktør: Zach Lipovsky.
Runtime: 118 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.  
Se også: "Dawn of the Dead" (2004), "Land of the Dead" (2005), "Zombieland" (2009). 

“Dead Rising: Watchtower” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Chase (Jesse Metcalfe) er journalist af en noget tvivlsom moralsk kaliber. Da han går ind i et karantæneområde, er det snarere for at få clicks og sælge reklamer, end det er for at stille sig kritisk overfor regeringens behandling af landets borgere. Han kommer i problemer, da et zombieudbrud sker i området, som hurtigt udvikler sig til et kaotisk helvede på jord. Han slipper fra stedet og må nu prøve at overleve i byens gader, mens zombierne bliver flere og flere...
"Mor! Jeg er i fjernsynet! Braaaaains!
Det er ikke kun på film, at zombierne har gjort deres indtog i populærkulturen. Blandt de seneste års mest anerkendte spil er det nervepirrende og filmiske “The Last of Us” et godt eksempel på et fremragende spil, der med zombier som middel fortæller en historie om menneskers reaktion på en sådan begivenhed. Længe inden da havde spil som “Resident Evil” nydt stor succes og blev allerede i 2002 filmatiseret. I 2006 dukkede “Dead Rising” op som spil og modtog positive anmeldelser. I “Dead Rising: Watchtower” byder instruktør Zach Lipovsky på en filmatisering af universet fra disse spil. Filmen foregår mellem spillene og deler ikke hovedperson med nogen af disse.
Her er lidt til din fobi for klovne! 
Jeg må indrømme, at “Dead Rising: Watchtower” er en positiv overraskelse. Den har action, der fungerer, er velproduceret og skuespillet er solidt. Den er ganske enkelt ikke nær så fjollet, som jeg havde forventet. Det kan både siges til dens fordel og som en problematik. Filmen mangler noget, der adskiller den fra den efterhånden anseelige mængde af film i genren. Mens det naturligvis er en ros til skaberne, at de har lavet en film, der fungerer, bliver den også lidt jævn i sidste ende. I den sammenhæng er det mest vellykkede ved filmen de små sekvenser, der foregår i et tv-studie, hvor en journalist taler med en overlevende fra et tidligere zombie-angreb. Rob Riggle har rollen som den på en gang traumatiserede og også ganske morsomme Frank West, der i filmen bliver interviewet, fordi han har udgivet en bog om at overleve et zombie-angreb. Hans ærlighed omkring zombiernes brutale og dyriske adfærd er til tider ret morsom. Ikke mindst fordi journalisten meget hurtigt bliver udmattet af Wests hårde attitude, bliver scenerne et morsomt afbræk fra den øvrige films mere alvorsfulde plot.
“You're basically fucked.” 
Min store frygt var, at denne film ville ligne elendige actionprægede zombiefilm som “Resident Evil: Apocalypse” (2004) og de øvrige fortsættelser i denne franchise. Eller endnu værre kunne den have frembragt mindelser om “Day of the Dead” remaket (2008), der kaster om sig med zombier i et sanse-lammende tempo. I modsætning til disse film, har “Dead Rising: Watchtower” plads til øjeblikke, der er mere dvælende. Det er i de øjeblikke, det lykkedes filmen at investere mig i de mennesker, den handler om. Derudover gør det også actionscenerne mere spændende at betragte og den overordnede film mere dynamisk.
Crazy eyes.
“Dead Rising: Watchtower” fungerer på alle måder fint. Den har et par gode øjeblikke med action og et par, der lykkes på et mere følelsesladet plan. Den har sågar nogle sjove scener. Desværre er den også meget jævn og ikke voldsomt mindeværdig. Det skyldes en mangel på noget, der kan adskille filmen fra så mange andre som den. Filmen trækker på både action- og zombiefilms genrekonventioner, og det giver en oplevelse af blot at se endnu en film snarere end at være noget, der for alvor kan begejstre eller skræmme.

Score:

22. jan. 2016

Anmeldelse: The Visit.

Årgang: 2015.
Tagline: "No one loves you like your grandparents".
Genre: Horror, ThrillerFound footage.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Runtime: 94 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på
IMDB.

Se også: "Homebodies" (1974), "Grandmother's House" (1988), "The Sixth Sense" (1999), "The Taking of Deborah Logan" (2014).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me. En efterhånden slidt frase, der med tiden er blevet synonym med mange filmelskeres forhold til M. Night Shyamalan. Anmelderne har især givet ham mange tæsk, og i horrormiljøet er han mange steder persona non grata. Personligt har mine oplevelser med hans film været en blandet pose bolsjer. Det var derfor også en skeptisk anmelder, der tændte op under ”The Visit” på en sneklædt lørdag aften.
Ferie hos bedsteforældrene - what could possibly go wrong?
”The Visit” er historien om to børn, der af deres hjerters godhed beslutter sig for at besøge deres bedsteforældre. De har dog op til flere agendaer med deres besøg. Den ene er at deres mor, som har været single alt for længe, trænger til en ferie med sin nye kæreste. Den anden – at moderen ikke har haft kontakt med benævnte forældre siden hun, som teenager, forlod hjemmet i vrede. Missionen for de to børn er derfor, ved hjælp af et par kameraer, at dokumentere moderens barndomshjem, hendes gamle forældre og på en eller anden måde få klinket skårene mellem de to ældre generationer. Det bliver hurtigt klart for de to børn, at noget er helt galt fat med de to ellers så søde bedsteforældre. Men hvad foregår der? Er de bare blevet gamle? Gemmer der sig en anden og mere uhyggelig hemmelighed i det gamle hus? De to børn bliver straks viklet ind i mystiske ting, som de flittigt bruger deres kameraer til at dokumentere. Filmen er derfor primært en slags found footage, der til trods for at det ikke længere er særlig originalt, nu stadig kan være ganske effektfuld.
Svaret er: En hel del.
Man skal ikke mange sekunder ind i ”The Visit”, før man oplever at dette i høj grad er en film bygget på tilskuerens evne til at lade sig opsluge af filmen. Derfor vil de værste skeptikere af Shyamalans værker, sikkert allerede opgive inden filmen er gået i gang. For dette er en stemningsfilm, som stille og roligt æder sig ind på sit publikum. Shyamalan prøver på intet tidspunkt at forcere stemningen, der bevæger sig som en dis over en græsmark, der går fra let og nærmest umiskendelig til tyk og ufarbar inden filmens slutning. Der er en imponerende selvsikkerhed i manuskriptet, der aldrig opgiver sit forehavende, men i stedet spreder stemning med millimeterpræcis omtanke. Med dette i baghovedet, kan det alligevel undre, at man forfalder til et par unødvendige chok-effekter, der rent æstetisk er unødvendige for at holde historie og plot i fremdrift. Shyamalan forstår stadig, at holde fat i sit publikum, som var vi tilbage i ”The Sixth Sense”. Han navigerer ved, at kun svagt antyde, at der er noget helt galt fat i huset med bedsteforældrene, der godt nok opfører sig bizart, men altid har en naturlig og forståelig forklaring på hvad der foregår i det gamle hus.
Lidt overvågning er måske en meget god idé.
Shyamalan bliver, af sine kritikere, oftest stigmatiseret for sine plots, hvor a-ha øjeblikket nærmest er blevet et varemærke for hans film. Efter ”The Sixth Sense” er det derfor også blevet en sport, at gennemskue plottvistet, for at derefter latterliggøre resten af filmen, fordi man nu engang havde gennemskuet plottet. Dette slipper man heller ikke for med The Visit, hvor plottvistet måske ikke er særlig svært at gennemskue. Jeg tvivler stærkt på, at man ikke har gennemskuet tingene i god tid, før den berømte WTF-scene, som efterhånden er synonymt med instruktørens værker. Ikke desto mindre har Shyamalan denne gang fat i så fed en historie, der er  så velskrevet og ubehagelig, at det intet betyder for filmens slutning, at man nu ved hvordan tingene hænger sammen.
Heeeere's granny!
Det tæller absolut som et kæmpe plus i bogen, at det er lykkedes at bevare creepy-faktoren på 100 helt til filmens sidste scene, for mange, og bedre, instruktører ville have faldet til patten og ladet historien sive ud som en fesen sodavand i sommervarmen, som Shyamalan har gjort en del gange i sine tidligere film. Det gør han ikke her, hvor han sådan set gemmer de mest groteske scener til EFTER WTF-scenen, hvilket sender ”The Visit” helt i mål på fornem vis. Man kan ikke, uden videre, konkludere at Shyamalan er tilbage på sporet med ”The Visit”, men hvis filmen er udtryk for den fremtidige kvalitet på hans film, så tør jeg godt glæde mig endnu mere til den næste film, for alt i alt er ”The Visit” en bund solid film, der sagtens kan skræmme, forbavse og overraske – men vigtigst af alt, holde en stemning i samfulde 94 minutter, der til trods for ”found footage” delen stadig er visuelt interessant.
Score:

15. jan. 2016

Anmeldelse: Without Warning.

Årgang: 1980
Tagline: "The alien terror is here on earth.”
Genre: Sci-fi, Horror.
Instruktør: Greydon Clark.
Runtime: 89 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på
IMDB.
Se trailer her.


“Without Warning” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I den amerikanske vildmark kan ingen længere føle sig sikker. Flyvende kæmpe-flåter er begyndt at angribe de mennesker, der trods advarsler fortsat camperer i skovene. To unge slipper med nød og næppe med livet i behold, men opdager snart, at de blodsugende væsner i virkeligheden er organiske våben tilhørende noget større, æklere og langt farligere – et enormt rovdyr fra det ydre rum på jagt efter menneskelige trofæer...
“Without Warning” er ikke en god film. Ikke i ordets egentlige betydning. Det er en film om dræberflåter fra det ydre rum. Baseret på den beskrivelse er jeg sikker på, at de fleste ganske hurtigt vil kunne afgøre, om det er en film for dem eller ej. Filmen har et lavt budget, ringe effekter og skuespillet er i bedste fald mangelfuldt. Betyder det, at filmen ikke er værd at se? Nej da! Det er netop b-films kvaliteterne, man hungrer efter, hvis man hiver en film som "Without Warning" ned fra hylden. En film der fremstår, som var den skabt ud fra en devise om, at det der med at lave film da ikke kan være så svært. Der er ikke ironiseret eller på anden vis lagt lag ned i den her film, den ér ganske enkelt bare.
Enkelte fornuftigt udførte effekter bliver det til.
Når man lytter til instruktør Greydon Clark fortælle om sin tilgang til film, er der noget næsten barnligt (i ordets bedste betydning) over hans passion for mediet. Det er også, hvad der skinner igennem, når man ser “Without Warning”. Der er noget drenget over film som denne her. Dét i en sådan grad, at man næsten kan høre et barn fortælle en nedkogt version af filmens historie, når man ser de bizarre begivenheder udspille sig på skærmen. Det kommer også til udtryk i filmens dramatik, som lader til at have to indstillinger: Fuldt smæk og ingenting. Når filmen giver tid til at dens personer skal tale sammen, går den i stå, indtil den næste flåt-frisbee kommer flyvende gennem luften og igen sætter gang i de balstyriske løjer. 
Sådan ser flåter ud i rummet!
Blodsprøjt er der til gengæld nok af. Effektmagernes tricks er gennemskuelige. Alligevel ser det, når lyset rammer rigtigt, stadig bedre ud end det computergenererede splat, vi alt for ofte spises af med i de senere år - plus vi får fornøjelsen af at se et rumvæsen: Sådan et rigtigt rumvæsen med et overdimensioneret blåt hoved. Her er ikke noget med grundige biologiske overvejelser om, hvordan sådan et væsen ville være udformet men bare en god gammeldags mand i en dragt, der tilbringer det meste af sin tid på skærmen med blot at stå; han får dog også kastet med et par flåt-frisbees. Mange vil kende Martin Landau fra sin rolle som Bela Lugosi i “Ed Wood” (1994). I denne film udviser han ikke samme fine fingerspidsfornemmelser for skuespilfagets finere nuancer. Landau overspiller eftertrykkeligt og gloriøst. Det gør han over for Jack Palance, der har besluttet sig for at være cool i den her film, koste hvad det vil! Faktisk er han så cool, at han på mystisk vis er den eneste, der har fået den lyse idé at fjerne flåterne, når de vil til at suge hans blod.
 “No Chance... No Help... No Escape!”
Mit udgangspunkt er, at den her film skal dræbe en halvanden times tid. Til den opgave er den tilforladelig. Der sker tilpas mange særprægede og overgearede ting på både skuespils- og historiefronten til, at det ikke bliver kedsommeligt. I det mindste ikke for alvor. Det, der sker på skærmen, er ganske enkelt så dumt, at det er vidunderligt. Bær over med karakteren, for i bund og grund ved du allerede, om du vil kunne lide den her film.

Score:

26. dec. 2015

Anmeldelse: Inside.

Årgang: 2007.
Genre: Horror, Splatter.
Instruktør: Alexandre Bustillo & Julien Maury.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Broken" (2006), "The Strangers" (2008), "The Clinic" (2010).

“Inside” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fire måneder efter sin mands død overfaldes den gravide Sarah (Alysson Paradis) pludseligt af en mystisk kvinde (Béatrice Dalle) i sit hjem. Kvinden vil have Sarahs ufødte barn - og hun accepterer ikke et nej! Snart har Sarah barrikaderet sig på badeværelset, mens kvinden slagter alle, der forsøger at komme hende til undsætning.
Bustillo og Maury giver os her en ekstrem blodig og på mange måder grufuld historie, som er visuelt velfortalt og således burde være en anbefalelsesværdig affære. Desværre er dette kun en del af sandheden. Alysson Paradis skal portrættere en kvinde, der har mistet sin mand og at vise sådan en sorgproces er en stor opgave, som Paradis og hendes figur ikke lever op til. Filmisk er der nogle scener, der viser sorgen ret fint: I en scene ser Sarah sin afdøde mand for sig holdende om hende blot for at blive afbrudt af et pludseligt og voldsomt flashback til det biluheld, der slog ham ihjel. Det er en fin måde at vise seeren lidt af Sarahs indre liv, men det er også det nærmeste, vi kommer det. Det bliver aldrig rigtig udfoldet, hvor meget eller hvor lidt, Sarah derudover savner sin mand. Hendes sorg kommer mest af alt til udtryk som muthed og apati, hvilket selvfølgelig kan være reele reaktioner på et traume, men når filmen dvæler så længe ved dem, bliver det uinteressant og svært at leve sig ind i hovedpersonen.
"Jeg beklager, men du har heller ikke bestået køreprøven denne gang."
Til gengæld har filmen en god evne til at skabe atmosfære i forhold til den utryghed, der opstår omkring Sarah. Noget af det allermest skræmmende i filmen er en simpel scene, hvor den kvinde, der er efter Sarah, blot står bag hende i mørket, mens Sarah taler i telefon. Hun bevæger sig lige i skyggerne og er til tider kun næsten synlig. Det er fremragende afviklet, og derudover er det en del af en glimrende opbygning til de blodsudgydelser, som seeren har i vente. Béatrice Dalle er dygtig i rollen som kvinden, der ikke vil lade Sarah være i fred. Dalle er både barsk og sært omsorgsfuld i visse øjeblikke. Alt sammen har det en forklaring, som faktisk giver en fin lille krølle på filmens historie. Den mystiske kvinde er også den eneste figur, der virker drevet af en motivation, der, i det mindste til slut, giver mening. Mange af de andre figurer lider slemt af nogle gyserfilms frygtelige evne til at lade sine personer træffe nogle usandsynligt dårlige valg igen og igen. Særligt en lille gruppe politimænd tager nogle helt tossede beslutninger undervejs.
Edward...wait for it...Saksehånd!...

Jeg har allerede nævnt, hvorledes filmens visuelle udtryk er veludført - her ser vi bort fra den animerede baby, filmen løbende præsenterer sin seer for. Filmens splat er dens største aktiv. Det er helt ufravigeligt dette aspekt af filmen, der har vundet den opmærksomhed fra genrefans. Effekterne er meget overbevisende og udfoldes med hastighed og heftig aggression. Der hentes inspiration fra alverdens store gyserfilmskabere, og det er helt tydeligt, at skaberne af “Inside” ved, hvad de vil skabe for et udtryk. Hvad end filmen ellers kunne have valgt at beskæftige sig med, drukner i de ikke uanseelige mængder af blod, der er filmens virkelige hovedrolleindehaver. “Inside” er helt forgabt i sin egen vold, og det er også, hvad seeren vil huske filmen for. Det havde bare været mere fascinerende med en film, der både kunne præstere tøjlesløs vold, såvel som en mere omfattende historie med flere niveauer og nuancer.
Er du gravid? Så skal du ikke trykke "Play" på remoten...
Bustillo og Maury har fuldstændig styr på deres virkemidler, når det kommer til gys, gru og blodsudgydelser. Hele den tekniske og visuelle del af denne film er imponerende at overvære. Desværre lykkedes det ikke de to filmskabere at fortælle en historie, der engagerer fra start til slut. Der er bestemt interessante bidder undervejs heriblandt slutningen, men det alene giver ikke en helstøbt filmoplevelse. “Inside” er værd at se for sine effekter og interessante billedlige indfald men indenunder den fængende overflade, er det svært at finde oprigtigt engagement i denne filmoplevelse.

Score: