16/09/2014

Anmeldelse: Shakma.

Årgang: 1990.
Tagline: The world's most aggressive primate... just got mad!
Org. titel: Shakma / Nemesis / Panic in the Tower.
Instruktør: Hugh Parks og Tom Logan.
Runtime: 100 minutter.
Medie: YouTube.
Set på: 21,5" iMac.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'King Kong' (1976), 'Link' (1986), 'Monkey Shines' (1986), 'Rise of the Planet of the Apes' (2011).

Anmeldt af Jesper Pedersen.


Den nepotistiske professor Sorensen har endnu en gang inviteret sin lille håndfuld af yndlingselever fra medicinstudiet på rollespil efter fredagens forelæsninger. Normalvis foregår rollespillet omkring et bord, men denne aften udføres det for første gang live i universitetsbygningens klinisk hvide gange, klasserum og laboratorier. Professor Sorensen er som sædvanligt Game Master, mens de studerende spæner fra den ene etage til den anden for at løse gåder og samle tryllestøv og til slut blive benådet adgang til the top floor, hvor en smuk prinsesse venter mellem kaffemaskinen og stuebirken. Men hvad ingen af dem ved er, at den vanvittige forsøgsbavian Shakma, som ellers skulle have været aflivet tidligere på dagen, er i live og gal som bare pokker!
"Hmm... dette numse-termometer må være defekt!"
Det er mange år siden, vi første gang så en abe rasere en etageejendom. Kæmpegorillaen King Kong blev med sin bestigning af Empire State Building et filmhistorisk ikon, men det samme kan ikke siges om bavianen Shakma, der her små 60 år senere springer rundt i gangarealerne på dette aflukkede medicinske fakultet. Roddy McDowall, som i øvrigt altid er skøn at se på, påtager sig en af sin travle karrieres mere tvivlsomme roller som professor Sorensen. Hans tilstedeværelse på skærmen er kærkommen, men nogen glansrolle kan man ikke kalde denne dr.med. Om ikke andet tilføjer han da 'Shakma' lidt star quality sammen med de unge elskende; Amanda Wyss fra 'A Nightmare on Elm Street' (1984) og Christopher Atkins fra 'Blue Lagoon' (1980), hvis kemi dog aldrig bliver sprængfarlig, selv ikke under elskovsscenen i laboratoriet.
"Jeg ved, det er upassende, men jeg skal simpelthen sådan skide!"
Idéen med forsøgsdyr, som går amok på studerende i en laboratoriebygning er ganske fin, og selvom bavianen er lille, er den en hidsig satan med stor smidighed, skarpe tænder og masser af råstyrke, så når blot man abstraherer fra den røde røv, kan man sagtens se det frygtindgydende i den. Men motivet for at lade de fem studerende blive efter lukketid nærmer sig simpelthen det latterlige. Det kan godt være, at liverollespil, bippende computerskærme og walkie talkies var moderne og spændende i 1990, men selv dengang må det have været dødens pølse at følge de unge mennesker vandre fra den ene ledetråd til den anden. Indtil Shakma vågner af sin bedøvelse 30-40 minutter inde, er filmen simpelthen dræbende kedelig. De studerende synes tilsyneladende, det er herligt at blive hundset rundt med som riddere i professorens eventyrspil, og bortset fra den dovne Richard som har tiltusket sig en form for skurkerolle i et forsøg på at imponere professoren, er der så at sige ingen konflikter i spil. Richard sætter af og til lidt skub i karaktererne, men skulle han for alvor gøre nytte, skulle han spille sine lalleglade medstuderende ud mod hinanden og latterliggøre dem overfor deres kære hr. lærer, så han selv kunne stå i et bedre lys.
"Åh Gud! Denne indstilling bliver så fed i forhold til resten af den her film!"
Da Shakma endelig dukker op, stiger energiniveauet immervæk en anelse, men det er sgu stadig for trægt. Meget af filmen foregår omkring døre med en studerende på den ene side og den rasende Shakma på den anden afbrudt af enkelte sekvenser, der trods alt pirrer nerverne en smule. Hovedpersonen sniger sig enormt meget langs gangene, og gemmer sig bag enormt mange døre, men det forekommer lidt nyttesløst, når man allerede ved, at han overlever til sidst - det gør de jo ofte sådan nogle hovedpersoner. Derimod bliver der ikke gjort særligt meget ud af de andre karakterers dødsscener - måske fordi det simpelthen så fjollet ud i længden, når bavianen tumlede legende rundt med sin træner, som var iklædt skuespillernes kostumer. Sådan ordnede man nemlig disse scener, og så smed man vrede bavianlyde på efterfølgende. Skuespillerne måtte så vidt jeg ved ikke spille overfor den medvirkende bavian af dyreetiske årsager, og det er jo sikkert også derfor, vi så ofte ser dem adskilt af en dør. Jeg savner nogle blodige møder mand og abe imellem. Den bedste dødsscene er faktisk, da filmens obligatoriske sorte mand ruller rundt med en bavianbamse for at illudere dødskamp. Det er måske nok ufrivilligt underholdende men i det mindste underholdende.
"Jeg vidste, jeg skulle have taget en ekstra tampon med!"
'Shakma' er ikke nogen særlig god film - ikke at den slags film behøver at være det, så længe de blot er skamløst underholdende, men heller ikke det formår 'Shakma'. Hele produktionen fremstår amatør-agtig, og billederne og lydsiden minder om noget billigt tv-bras. Ind imellem er der lige en kreativ idé eller et moneyshot, som tager kegler, men størstedelen af filmen er bare (g)abende kedsommelig. Første gang jeg så filmen var til en filmaften, hvor den blev vist side om side med 'Planet of the Apes' (1968), og det er da lidt sjovt, at Roddy McDowall selv har spillet abekat adskillige gange og faktisk hele tre forskellige af slagsen i 'Planet of the Apes'-franchisen. Først Cornelius i originalen, siden Caesar og Galen i henholdsvis filmfortsættelserne og tv-serien. Som sagt synes jeg, 'Shakma' har noget kørende som idé, men måske nogle skulle være hurtige at få et remake i gang, nu hvor utilfredse aber er blevet moderne igen med hele rebootet af 'Planet of the Apes'. De kunne passende lade Roddy McDowall gentage sin rolle som professor Sorenson... naturligvis ved hjælp af abernes motion capture-konge; Andy Serkis.

Score:

14/09/2014

Anmeldelse: Stage Fright (2014).

Årgang: 2014.
Tagline: The Latest. Most Terrifying Evil.
Instruktør: Jerome Sable.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 89 minutter.
Link til filmen på IMDB

Se trailer her.
Se også: "Phantom of the Paradise" (1974), "April Fool’s Day" (1986), "High School Musical" (2006).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Kylie Swanson er tæt på sit gennembrud på de skrå brædder. En aften hvor alt går op i en højere enhed, bliver Kylie brutalt myrdet efter en forestilling, hvor hun sang for en af Broadways største producere. Ti år senere får hendes datter Camilla chancen for at gentage sin mors optræden - i en produktion på en musical camp, hvor hun forhåbentlig kan få det gennembrud, som hendes mor aldrig opnåede. Men i mørket lurer en morder, der vil gøre alt for at stoppe showet….endnu engang.

Hvad så horrorfans? Er I der? Hvis jeg siger High School Musical, hvad siger I så? Hvis jeg siger Glee, hvad siger I så? Hvis jeg siger slasher, som i de gode gamle dage, hvad siger I så? Hvis du stadig læser med efter de to første spørgsmål, så er der noget galt fat med dig. High School Musical, Glee og slasher? Sig mig lige en gang – er verden da gået helt af lave? Hvis man skal tro spillefilmsdebutanten Jerome Sable, så er verden i hvert fald helt på hovedet. Efter femten minutter af Stage Fright, har man været udsat for tre sange, hvor de to af dem er så glade og fjollede, at der nok allerede er skilt rigeligt bukke fra fårene til, at man godt kan formode, at kun hardcore fans af slashergenren stadig hænger med.
The Phantom of the…Stage Fright.
Køber man præmissen, så er der til gengæld noget at hente alligevel. For bag alle de irriterende sange, gemmer sig en sammenhæng mellem sang og handling, der stille sniger sig ind under huden på sit publikum. Opbygningen er til tider lang, gennemskuelig og en anelse for stereotyp, men i de øjeblikke hvor filmen er allerbedst, er kombinationen af de mange sange og de mere dystre slasherøjeblikke helt geniale.
Hovedpersonen Camilla spilles af Allie McDonald, der ligner en porcelænsdukke og ofte ikke magter mimik til mere end det. Det er et forstyrrende element, når en hovedperson virker distanceret i sit udtryk – men til gengæld hælder det sympatien over på morderens side, hvilket i sig selv kan være underholdende nok. Generelt er skuespillet tæt på forfærdeligt og Minnie Drivers korte rolle, hjælper ikke på helhedsindtrykket. Meat Loaf er en skygge af sig selv, så præstationerne er generelt hurtigt glemt.
The Phantom of the….glem det.
Når man glemmer alt om Glee, musicals og platte sangtekster, så er der også lidt til slasherfans. Mordene er sjovt konstruerede og har hver i sær en fin sammenhæng med historien (og sangene). Der er adskillige nods til gyserklassikere, hvor den størst nødvendigvis må være Phantom of the Opera, som det hele lidt er en parodi på. Jeg vil ikke afsløre resten, men der er en god stak sjove referencer, der i sig selv gør filmen seværdig på en kitschet måde.
Du store kineser! Der er en blodig japaner.
Morderen er i sig selv en slags potentiel kultfigur, som man sagtens kunne se blive til en franchise. Han er gemt bag en kabukimaske, der virker som en fin nyskabelse baseret på mere klassiske slashere. Han har humor, vrede og arsenalet fyldt med oneliners, der i bedste slasherstil leveres med præcision, humor og charme.
Jeg hyggede med fint med Stage Fright, men kan sagtens forstå, hvis horrorfans står af med de mange sange, der virker lige så usandsynlige i en moderne slasher, som havde det været Fame møder Freddy i firserne. Kan man acceptere dem, så er de fint vævet ind i et tæppe af humor, skæve tvists og blodige scener, der trods alt er alt det, som man måtte forvente af en klassisk teenslasher.

Score:

12/09/2014

Anmeldelse: Sin City 2: A Dame to Kill For.

Årgang: 2014.
Tagline: There is no justice without sin.
Instruktør: Robert Rodriguez & Frank Miller.
Runtime: 102 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: SF Film.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.
Se også: “Sin City” (2005),
Renaissance (2006),  The Spirit (2008).

I “Sin City: A Dame to Kill For” dykker vi tilbage i den korrumperende storby, som det var svært at forestille sig blive værre, efter begivenhederne i den første film fra 2005. Også denne gang følger vi forskellige historier, der krydser hverandre på forskellig vis. Marv (Mickey Rourke), Dwight (Josh Brolin), Johnny (Joseph Gordon-Levitt) og Nancy (Jessica Alba) kommer i problemer, nogle med større overlæg end andre. Marv prøver at komme i tanke om, hvorfor han har slået en gruppe drengerøve ihjel, Dwight frustreres af den ultimative femme fatale, Johnny kaster sig ud i et farligt spil poker, og Nancy er ude efter hævn for mordet på hendes elskede Hartigan (Bruce Willis).

Det tog sin tid for Robert Rodriguez og Frank Miller. Springet fra ‘05 til ‘14 er ikke et lille et af slagsen, når der er tale om en film som “Sin City”. Med den lange ventetid kommer en fanbase med store forventninger til noget, der skal være mørkere samt mere blodsprøjtende og sadistisk end forgængeren. “Sin City: A Dame to Kill For” leverer som forventet massevis af sort/hvid gore, og når hoveder hugges og mases af i mængdevis, er det ikke svært at lade sig rive med. Rodriguez er en fremragende actioninstruktør og skaber engagerende sekvenser med imponerende visuelt overskud, der overskygger forgængeren i ekstravagance. Der er skruet op for både æstetik, body count og mængden af eksplicit nøgenhed. Samtidig er historierne og måden, de flettes på, avanceret en smule, og mens der var en poetisk cirkulær form på mange af historierne i den første film, er historierne her lige så trøstesløse, men de indeholder ikke den samme finesse.
Nancys uskyldighed er blevet eftertrykkeligt korrumperet.
Det er svært at matche det hold skuespillere, som dem Rodriguez’ oprindelige film bød på, men det lykkedes nu alligevel på fornem vis her. Mens folk som Jessica Alba, Mickey Rourke, Rosario Dawson og Bruce Willis vender tilbage i større og mindre roller, glimrer afdøde Brittany Murphy og Michael Clarke Duncan ved deres fravær. Særligt sidstnævnte, vis figur har en meget tydelig rolle i historien, bemærkes til trods for en flot præstation fra Dennis Haybert. Jeg var ikke glad for Jessica Alba i den første film. Faktisk fandt jeg hendes præstation forstyrrende i dens påtagede uskyldighed. I “Machete” (2010) forsøgte hun sig som en mere hårdkogt figur, hvilket heller ikke fungerede for mig. Om det er arrene, hun her tilføjes, den fine opbygning af hendes historie eller en reel udvikling af hendes talent, ved jeg ikke, men i “Sin City: A Dame to Kill For”, sælger Alba pludselig sin figur overbevisende og vandrer balancen mellem overspillet melodrama og råhed på vellykket vis. I det hele taget er der nogle bundsolide kvindelige figurer med i denne ombæring, og Eva Green præsterer drivende selvsikkert, som den farlige Ava. Lady Gaga og snart 77-årige Christopher Lloyd dukker begge op i cameos i løbet af Johnnys historie. Joseph Gordon-Levitt er en ny tilføjelse til universet og leverer med sin vanlige stærke karisma til filmens mest overraskende segment.
“That right there is a dame to kill for...”
Det største problem for denne omgang “Sin City” er fornemmelsen af deja vu. Skønt filmen skiller sig ud fra sin forgænger og fint står på egne ben, er den alligevel bange for at vise os helt nye sider af Sin City. Jeg kender ikke til tegneserie-universet men har en tydelig fornemmelse af, at universet er af en vis størrelse. Når man således vælger igen og igen at komme tilbage til Kadie’s bar for at forsøge at skabe en sammenhæng mellem alle historierne, virker det en smule søgt. Særligt fordi Marv i stedet for egentlig at få tildelt sin egen historie inddrages som simpel muskelmasse i mere end et tilfælde. I den første film fik Rourke mulighed for at portrættere en fin udvikling i karakteren, og selvom det unægteligt er morsomt at se Marv uddele læssevis af tæv, medvirker det også til at få universet til at fremstå både en smule småt og repetitivt.
“Just another Saturday night...”
Robert Rodriguez og Frank Miller har endnu engang ramt rigtigt og giver et overbevisende indtryk af at se en tegneserie levendegjort. Med den genkendelige sort/hvide film noir stil emmer filmens billedside af stemning. Historierne og sammenfletningen af disse er ikke helt så gnidningsfri som man kunne ønske, men et endnu engang veloplagt hold af skuespillere tvinger fortællingernes fuldstændige fravær af håb igennem til seeren, som i stedet for at synke ned i depression, føler sig djævelsk godt underholdt af trøstesløsheden.

Score:

05/09/2014

Anmeldelse: Gun Women.

Årgang: 2014.
Tagline:
Instruktør: Kurando Mitsutake.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Tetsuo" (1989),  "The Machine Girl" (2008)
 

"Gun Woman" er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


En hyperintelligent professor ønsker at hævne mordet på sin elskede og udtænker en vanvittig plan: Han køber en ung stofmisbruger og træner hende til at blive den ultimative snigmorder, hvorefter han indopererer våbendele i hendes krop, som hun på det rette tidspunkt må grave frem og samle for at dræbe sit mål. Quentin Tarantino er en overraskende voldsomt kopieret instruktør i betragtning af, hvor meget han selv låner fra sine forbilleder. Man kan selvfølgelig overveje, hvordan man skal være i stand til at vurdere, om en instruktør er inspireret af Tarantino selv eller dennes inspiratorer. I ‘Gun Woman’ virker det tydeligt, at det er Tarantinos mix af genre og stilarter, der skydes efter. Historien er fortalt af to lejemordere, der sidder i en bil på vej til Las Vegas, og deres dialog virker i høj grad også til at skyde efter Tarantinos selvironiserende friskhed. Ikke at den amerikanske instruktør er eneste forbillede: Der stjæles eksempelvis også fra ‘Rocky’ (1976), hvis træningsmontage filmen ret tydeligt illuderer til. Instruktør Kurando Mitsutake trækker derudover inspiration fra alskens samurai- og exploitationfilm i hans tredje spillefilm.
Et råd: Luk munden når du bliver tisset i ansigtet.

Men budgettet kan ikke helt følge med til de ting, der skydes efter. Store bidder af filmen er plaget af overdreven og kluntet brug af slowmotion samt genbrug af de samme billeder. Filmens look lykkedes ikke med at have en konsistent stil. Til tider er den voldsomt stiliseret med baggrunde, der forsvinder i lys, mens andre dele af filmen virker amatøristiske i sin brug af håndholdt kamera, som særligt kombineret med dårlig klipning ikke virker bevidst benyttet. Skuespillerne er endvidere ikke de stærkeste, og mens dette ligeledes kunne have været en bevidst beslutning for at sende tankerne i retning af klassisk exploitation, virker det heller ikke her, som om det er tilfældet. Filmen tager sig selv relativt seriøst, og selvom de to fortællere forsøger at påpege nogle af de lidt fjollede elementer i historien, virker det stadig som om, at filmen ønsker et element af drama. Asami og Kairi Narita er de bærende hovedroller. Narita gør egentlig et fornuftigt stykke arbejde med sin lidende rolle, mens Asami specielt i filmens første halvdel ikke er overbevisende. Hendes udvikling fra junkie til trænet morder er en stor del af filmen, og derfor er det et stort problem for den, at dette ikke rigtig bliver solgt. Filmens soundtrack er ligeledes ret frygteligt en stor del af tiden, og det i en grad, så det er decideret forstyrrende for ellers udmærkede scener.
Noriaki Kamatas skurk tager begrebet skånselsløs til nye højder.
Filmens problemer gør dens styrker så meget desto mere overraskende. Kampscenerne er overraskende godt koordineret, særligt når klipningen ikke kommer i vejen. Det gør, at ‘Gun Woman’ formår at underholde på det plan, og samtidig er filmens grundlæggende præmis meget sjovt. Skurken gør ligeledes meget godt for filmen. Det er gennem ham, at vi får nogle af filmens mest slagkraftige og oprigtigt effektive scener. Samtidig er det også hans syge lyster, der giver mulighed for, at filmen kan få fremvist nogle ret overbevisende fysiske effekter og nogle miljøer, der er interessante at lade begivenhederne ske i. Opbygningen af Hamazakis søn, som skurken blot omtales som, er utvivlsomt det mest vellykkede i filmens konstruktion. Han er vitterligt frygtindgydende i sin fuldstændige apati. I en af filmens scener voldtager han en kvinde under nogle omstændigheder, der sågar får hans bodyguards til akavet at kigge i en anden retning.
Asami er ikke nogen fremragende skuespillerinde, men smurt ind i lidt blod og med hovedet fuld af hår sælges intensiteten trods alt.
‘Gun Woman’ har alvorlige problemer med sin historiefortælling. Filmen er ujævnt opbygget og uden et stærkt manuskript til at gøre op for de budgetmæssige mangler, hænger vægten på de stilistiske idéer og underholdningsværdien i disse. Mens disse til tider har en vis styrke, er det ikke nok til for alvor at hæve filmen, som i stedet klasker blodindsmurt til jorden, gispende efter vejret og ude af stand til at fuldføre sin mission.

Score:

02/09/2014

Anmeldelse: Godzilla (2014).

Årgang: 2014.
Tagline:
The world ends, Godzilla begins.
Instruktør: Gareth Edwards.
Runtime: 123 minutter.
Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver:
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
Godzilla: Final Wars (2004), ”Cloverfield” (2008), Pacific Rim (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Jeg ved intet om fænomenet Godzilla. Absolut intet. Når folk snakker om Kaiju, Gigan og Kumonga, aner jeg ikke, om det er Godzilla eller menuen fra den lokale sushibar, som de taler om. Jeg så den film med Matthew Broderick i halvfemserne, hvor en masse mennesker skreg hele tiden, men den sagde mig ikke det helt store, så den røg i glemmebogen ved siden af hovedparten af Roland Emmerichs andre ”klassikere”. Så med den tilståelse i mente, håber jeg at fans af Japans svar på ”Reptilicus” kan tilgive mig mit forehavende med denne anmeldelse.
Året er 1999. En ulykke på et atomkraftværk i Japan slår konen til værkets direktør ihjel, da en reaktor bliver udsat for seismiske forstyrrelser, der skaber en lækage. Nogle år senere er direktøren Joe Brody stadig i Japan. Han er langt fra sikker på, at udsvingene i de underjordiske målinger fra ulykken var naturlige, så han er besat med tanken om, at bevise at alle tog fejl. Sønnen Ford rejser derfor fra USA til Japan, for at overbevise sin far om, at han må opgive sine teorier, inden at besættelsen tager livet af ham. Det skal snart vise sig, at Joe ikke var helt tosset, for der er problemer på vej. STORE problemer.
Mit navn det står med….noget der stikker!
Manden bag rattet på dette uhyre af en monsterfilm er Gareth Edwards. Han debuterede med den charmerende ”Monsters” i 2010, hvorefter han sprang på denne mundfuld af en blockbuster, der i den grad må have været en udfordring for en mand med meget begrænset erfaring. Det mærker man især i starten af filmen, der naturligt er en opbygning af den smule historie og plot, som man naturligvis ikke kan forvente det store af, når filmen handler om sagnomspundne øgler af gigantiske dimensioner. Edwards er heller ikke særlig godt hjulpet med manus, der mildest talt er overdramatiseret til et punkt, hvor buen er spændt til mere fare for skytten end nogen anden. Forfatteren bag er Dave Callaham, der er manden bag succeser som Doom og de fire Expendables film (jo jo, der kommer skam en til), hvilket forklarer hvorfor ellers dygtige skuespillere bliver marionetdukker, der hverken opfører sig særlig intelligent eller siger mange kloge ting over de to timer, som dette monster af en oplevelse sniger sig op på.
Det er jo ham den kendte fra "Kick Ass" og en skuespiller fra en tv-serie.
At lave en monsterfilm er en balanceøvelse, som ganske få slipper rigtig godt fra. På den ene side skal man lave en udholdelig historie, der skal holde vand den første time, før monsteret overtager skærmen, og vi glemmer alt om historien igen. På den anden side skal man skabe en oplevelse, hvor monsteret ikke reducerer mennesket til en ligegyldig statist, som vi har spildt en time på at glo på, før vi når til den gode halvdel, hvor noget skal eksplodere og nogen skal dø. Denne udgave af ”Godzilla” fejler en del med den første udfordring, men består helt fint på udfordring nummer to. Mennesket får, til trods for hård konkurrence fra kæmpe monstre, lov til at eksistere i den mere actionprægede del af filmen. At personerne så ikke bliver mere levende eller mere endimensionelle, end de var i første halvdel af filmen, er jo bare en naturlig konsekvens af, at vi har at gøre med en film, hvor man ikke har brugt megen tid på at skabe en historie, der giver meget anden mening end et skrøbeligt fundament på noget, som nogle monstre alligevel har tænkt sig at gøre kål på.
Hvad siger du? Er jeg den eneste japaner i filmen? Nu igen?
Effekterne i filmen er fra øverste hylde. Selv med den begrænsede lyd, som iTunes endnu kan levere, blafrede højtalerne godt i takt med at Godzilla hidsede sig op over tingenes tilstand på skærmen. Godzilla ligner den klassiske udgave af monstret med en bred bagdel og en tyndere overkrop, der i disse Kardashianske tider ville have fået Kanye West helt op i det røde felt. Effekterne er fantastisk og Godzilla er noget bedre animeret end ham jeg kendte fra Rampage på min ZX Spectrum fra midtfirserne. Jeg kunne sagtens have undværet hele moralen bag Godzilla og dens eksistens, men er, til trods for min begrænsede viden, bevidst om at det er en del af det historiske DNA, som man naturligvis ikke bør rokke ved. Jeg grinede til gengæld af, at en chef ved navn Brody tager kampen om med et monster, som han skal overbevise omverdenen om overhovedet eksisterer.
Godzilla has left the building...shattered.
Heldigvis er ”Godzilla” rigtig god underholdning, hvilket velsagtens er det vigtigste for denne type film. Den har mange skønhedsfejl, megen tåbelig dialog og et helt cast af personer, som man egentlig ikke rigtig har noget forhold til, men i sidste ende er det Godzilla, der vinder publikums hjerter og effektliderlige drenges gunst. Jeg er i hvert fald klar på mere fra samme skuffe, hvilket åbenbart skulle blive en realitet i sommeren 2018.

Score


31/08/2014

Anmeldelse: White Zombie.


Søndags-Zombierne vender tilbage, og i denne 3. sæson er det med ring på den rådne finger og hvide ris i det mugne hår, når Jesper Pedersen ser nærmere på bryllupszombier under overskriften 'Til døden Jer skiller'. Læs mere om månedens tema her.


Årgang: 1932.
Tagline: With These Zombie Eyes he rendered her powerless - With This Zombie Grip he made her perform his every desire!
Instruktør: Victor Halperin.
Runtime: 67 minutter.
Medie: Netflix US.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Netflix US.
Link til filmen på IMDB.
Se filmen her!
Se også: ”Zombie Honeymoon” (2004), ”Stag Night of the Dead” (2010), ”[REC]3 Génesis” (2012).

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Da jeg havde sat mig for at lave et bryllupstema i denne tredje ombæring af Søndags-Zombier, gik jeg straks i gang med at researche på emnet. Der findes et par gode håndfulde film indenfor dette tema, hvoraf fire titler som bekendt slap igennem nåleøjet. Derudover kan nævnes Tim Burtons animationsfilm ”Corpse Bride” (2005), ”A Little Bit Zombie” (2012) som måske især kendes fra plakaten, som er designet af den uforlignelige Tom Hodge aka The Dude Designs, og gudhjælpemig om der ikke også findes en tyrkisk bryllupszombiefilm med den mundrette titel: ”Ada: Zombilerin dügünü” (2010). Det var imidlertid ret sent i planlægningen, jeg kom i tanker om, at den første zombiefilm nogensinde faktisk også var en bryllupszombiefilm. ”White Zombie” fortjener naturligvis en plads i ”Søndags-Zombier 3: Til døden Jer skiller”, og det får den hermed.



I en tid hvor antallet af zombiefilm er eksploderet i et virvar af gode, mindre gode og møgelendige produktioner, er det værd at gentage, at ”White Zombie” altså var den første. George A. Romero var end ikke født, da brødrene Victor og Edward Halperin introducerede zombierne på det hvide lærred. I ”White Zombie” findes ingen samfundskritiske undertoner om vores racistiske forbrugersamfund men blot en simpel kærlighedshistorie fortalt som spændingsfilm. Ved filmens begyndelse er Madeleine Short og Neil Parker netop ankommet til Haiti, hvor de skal giftes på et smukt, gammelt slot, som tilhører en god ven af Madeleine; Charles Beaumont. Hvad parret ikke ved er, at Beaumont selv er dybt forelsket i Madeleine, og han har allieret sig med en ondskabsfuld sukkerplantageejer, som af øens beboere kaldes Murder (indsæt selv hestevrinsk). Murder er berygtet for at slå sine fjender ihjel og vække dem til live igen som zombieslaver til hans sukkermølle, og søreme om han ikke også har en snedig – og dyr – plan til, hvordan Beaumont kan få fingrene i Madeleine.



Foruden ”Dracula” (1931) er ”White Zombie” måske Bela Lugosis bedst kendte film. Endnu engang spiller han den skurkagtige rolle, som han lod sig selv fange i efter succesen med den blodsugende greve. Der er gebrokken accent, inciterende øjne og rituelt håndarbejde for alle pengene, men til stede er gudskelov også Lugosis enorme karisme. ”White Zombie” er en independentfilm produceret af brødrene Halperin selv, og selv om det ligger lige for at putte den i kassen med samtidige monsterklassikere som ”Dracula”, ”Frankenstein” (1931) og ”The Mummy” (1932), må man nok sige, den ikke helt er på niveau. ”White Zombie” har lange passager midtvejs, hvor karaktererne bare går rundt og gør store øjne, og det er usigeligt kedeligt. De første 25 minutter drøner dog derudad, og slutningen er ligeledes utroligt spændende. Ikke alene er tempoet højt for en over 80 år gammel film, billedsiden er også ganske kreativ, og der opstilles tilmed en masse interessante konflikter og spørgsmål, som den dag i dag genbruges i hver eneste zombiefilm.



”White Zombie” har måske aldrig opnået den samme respekt som sine Universalle jævnaldrende – og med rette – men den har sin plads i filmhistorien og bliver dyrket som kultfilm. For eksempel er det jo netop denne film, der har lagt navn til heavy metal-bandet White Zombie, hvori Rob Zombie var forsanger, før han gik solo og videre til filmen. ”White Zombie” er i det hele taget en film, man kan nørde godt og grundigt med. Foruden en masse faglitteratur om selve filmen og dens betydning, kan man finde en bogadaption – uofficiel, ganske vist – skrevet af den garvede fantasyforfatter Stephen D. Sullivan. Eller hvad med den bog, som dannede forlæg for filmen og faktisk introducerede zombierne for det brede publikum; William Seabrooks' ”The Magic Island” fra 1929, som er en slags semifiktivt antropologisk studie af Haitis voodoo-religion. Bogen er spækket med fotos og lækre illustrationer, som i dag fordømmes til helvede for deres racistiske portrættering af haitianerne. Og så er der selvfølgelig brødrene Halperins egen opfølger ”Revolt of the Zombies” fra 1936.

Score: