Tak for denne gang.

Sørensen Exploitation Cinema lukker ned for denne gang. Tak for at I læste med i vores levetid og husk at se en masse film. Husk at du stadig kan læse alle vores anmeldelser lige her. Gory hilsner fra hele holdet bag sitet.

Anmeldelse: Silent Night, Deadly Night Part 2.

Årgang: 1987.
Tagline: “The nightmare is about to begin... Again!”
Instruktør: Lee Harry.
Runtime: 86 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”
Udgiver: Midget Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Silent Night, Deadly Night’ (1984), 'Child's Play' (1988), 'Black Christmas' (1974).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








Ricky Caldwell (Eric Freeman) interviewes om sin fortid og fortæller historien om hans forældre, der blev dræbt, den efterfølgende tid på et børnehjem og hans brors morderiske togt, der blev resultatet af den ulykkelige begivenhed, de begge oplevede som børn. Han fortæller også om sin egen forbrydelse, der har placeret ham på det hospital, han er spærret inde på. Hvad han ikke fortæller er, at hans sande mål er at få fat i abbedissen, der styrede børnehjemmet, som han og hans bror var på for så mange år siden, og afslutte det arbejde, som hans bror begyndte.

Den oprindelige ‘Silent Night, Deadly Night’ (1984) var en af de hårdest angrebne film i slashergenren, der som omtalt i en tidligere anmeldelse særligt blev gjort til syndebuk for alskens ondskab af Roger Ebert og Gene Siskel. I en nu berømt anmeldelse af ‘Silent Night, Deadly Night’ gik de to anmeldere filmens rulletekster igennem og konkluderede igen og igen, at de alle som en burde skamme sig. Hvad var reaktionen? En fortsættelse naturligvis. Der var dog et spring fra ‘84 og helt frem til ‘87, før film nummer 2 dukkede op. Da det endelig skete, var det uden nogen af etterens medvirkende eller crew. Med en produktionsperiode på blot 10 dage er det ikke overraskende, at det er faldet skaberne lidt svært at fylde den fulde spilletid, og det er der gjort op for med gavmildt genbrug fra den første film - og det helt bogstaveligt. Selvom serien fik endnu nogle fortsættelser, var den ikke just karriereskabende for nogle af de medvirkende. Instruktør og manuskriptforfatter Lee Harry har kun denne film og 1991s ‘Street Soldier’ på cv’et, mens filmens ret så prominente hovedrolleindehaver Eric Freeman har flere statistroller på cv’et end noget andet. Samtidig lader han til fuldstændigt at være sunket i jorden og nægter tilsyneladende at drage fordel af den berømmelse, han har vundet efter dele af ‘Silent Night, Deadly Night Part 2’ blev hits på youtube. Selv filmselskabet, der har forsøgt at kontakte ham med henblik på at lave et kommentarspor med ham og andre af folkene bag filmene, synes ikke at kunne finde ham.

Det er altså ikke det, sådan én er beregnet til.

Med fortsættelsen af ‘Silent Night, Deadly Night’ gik det mere fredeligt end forgængeren. Siden filmen oprindeligt ikke var planlagt som en fortsættelse men bare en omstrukturering af originalen med tilføjede små vignetter, der tog til i omfang, føles den så kluntet, at de fleste anmeldere enten har overset filmen eller har valgt ikke at udtale sig om den. Uanset hvad er det tydeligt, at filmen er en forjaget og dårligt udført størrelse, der ikke har mange positive sider. Manuskriptet er grundlæggende meget fejlbarligt, og replikkerne, der tilsættes klippene fra den oprindelige film, viser allerede fra start, at der ikke har været meget at gøre godt med. Replikkerne er til tider decideret selvmodsigende, og det er overraskende, at der ikke på noget trin i processen er nogen, der har fanget et par af de mest uheldige bidder og fjernet dem. Eric Freeman er mildest talt håbløs i rollen, han sættes til at portrættere. Hans måde at levere replikker på er mere ufrivilligt morsomme, end godt er. Han er på ingen måder truende. Til gengæld har hans skuespil vundet filmen en slags berømmelse, men det er desværre ikke af de helt rette årsager, men snarere på samme måde, som det var tilfældet med ‘Troll 2’ (1990).

Har man i tankerne at give sig i kast med denne film, kan man ligeså godt vænne sig til dette ansigtsudtryk, og grinet der følger med.

De første 40 minutter af ‘Silent Night, Deadly Night Part 2’ er basalt set en genfortælling af den første film med små tilføjelser i form af Rickys kommentarer. Først efter det detaljerede resume, der bringer bider af næsten alle de større øjeblikke fra originalen, kommer filmen i gang med Rickys historie. Reelt set er det dog først efter en mindre fortælling om Rickys vej til hospitalet, at filmen for alvor kommer plotmæssigt i sving med den eneste sekvens i filmen, der egentlig ligner noget, der kunne have været tilnærmelsesvist relevant i en fortsættelse. Fik jeg i øvrigt nævnt, at man var nødt til at tilføje næsten 10 minutters rulletekster for at få filmen til at strække sig ud i spillefilmslængde? Originalens slutning sætter alting klar til en fortsættelse, og havde skaberne blot startet deres fortælling med at sætte den hævnhistorie op, som bæres med over fra forgængeren, havde der måske været potentiale for en underholdende slasher. Samtidig er det meget nemt at komme i tvivl om det egentlig ville være tilfældet, for det er ikke alene Eric Freemans skuespil og måden, replikkerne er formuleret, der har en tendens til at fremstå fjollede. Også filmens mord er meget kluntet lavet. Man får mere lyst til at grine end at gemme sig under sofaen, når Ricky stikker en mand ihjel med en paraply (og bagefter slår den ud) eller kører henover en anden gentagne gange med en bil.

Sådan ser man åbenbart ud, når man har haft et slagtilfælde. Meget praktisk da det jo totalt skjuler det faktum, at man har skiftet skuespillerinden ud.

Charles E. Sellier Jr. lavede med sin oprindelige julegyser en film, som var ret mørk særligt taget i betragtning af det lune og hjertevarme udgangspunkt. Den var ikke nogen perle men solid slasherunderholdning. Fortsættelsen er udelukkende underholdende på et ufrivilligt morsomt plan. Eric Freemans evigt dansende øjenbryn, de fjollede aflivninger og den helt tydelige udnyttelse af den oprindelige film gør tilsammen et værk, der kan benævnes som værende en oplagt kandidat til prisen som horrorverdenens ‘The Room’ (2003).

Score:

Anmeldelse: Wild Beasts.

Årgang: 1984.
Tagline: “Gennem årtier har vi ødelagt naturen... Nu skal regningen betales.”
Instruktør: Franco E. Prosperi.
Runtime: 88 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Mondo Cane' (1962), 'Tentacles' (1977), 'Killer Crocodile' (1989).

Wild Beasts (under titlen 'Rovdyrenes Nat') er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En øko-katastrofe truer en europæisk storby, da vandforsyningen bliver forurenet af det narkotiske stof PCP. Stoffet bevirker, at dyrene i byens zoologiske have får hallucinationer og bliver aggressive. Snart skaber tusindvis af blodtørstige dyr panik i byens gader, og myndighederne må forgæves kæmpe for at holde situationen under kontrol. Rovdyrenes nat kan begynde..!

Før de italienske kannibalfilm, var det et andet emne, der fangede de italienske exploitation filmskaberes interesse. Inden instruktør Franco Prosperi nåede til fiktionsfilm som 'Wild Beasts', var han med til at skabe en bevægelse af exploitation dokumentarfilm, som nu blot går under navnet Mondo film. Sammen med Gualtiero Jacopetti skabte Prosperi i 1962 filmen 'Mondo Cane', der, som udgangspunkt, kaldes en dokumentarfilm, men til tider har enten opstillede eller stærkt manipulerede scener inkluderet. Pointen var næsten selvsagt at chokere vestlige publikummer med nogle autentisk synende ubehagelige fra andre kulturer, hvad der velsagtens også er årsagen til, at Mondo-filmene siges at have inspireret de senere kannibalfilm som 'Cannibal Holocaust' (1980), som også både sigter efter et autentisk/dokumentarisk udseende og i øvrigt også har overtaget 'Mondo Cane's komponist: Riz Ortolani. Yderligere 4 Mondo film blev det til for Prosperi og Jacopetti inden de med 1975s 'Mondo Candido', som fik påklistret ordet mondo af studiet, der ville tjene på duoens tidligere succes'er, lavede deres første fiktionsfilm: En filmatisering af Voltaires bog 'Candide'. Filmen er i øvrigt ikke voldsomt omtalt men bliver i en brugeranmeldelse på IMDb kaldt en: "Typisk italiensk ulækker og sexet 70er komedie." For at vende tilbage til udgangspunktet og den film, vi egentlig skal beskæftige os med her, er 'Wild Beasts' et meget naturligt næste skridt for Prosperi set i forhold til Mondo-filmene, fordi filmen fortsat beskæftiger sig med dyr, og hvilke grimme ting de kan gøre ved mennesker, hvilket også lader til at have været et tema i Mondo filmene. Gualtiero Jacopetti, som døde i 2011, afsluttede sin instruktørmæssige karriere med den tidligere omtalte 'Mondo Candide', mens Prosperi altså lige nåede at få lavet 'Wild Beasts', inden han afsluttede sit arbejde med mediet.

Hovedpersonen i filmen er med nød og næppe ikke Tom Savini, selvom hans enorme overskæg til forveksling kunne ligne make-up mesterens!

I modsætning til 'Tentacles' (1977), som både var stemningsforladt og på alle måder klodset, er der i 'Wild Beasts' nogle vellykkede momenter. Dermed ikke sagt at filmen ikke har massevis af de klodsede, ufrivilligt morsomme replikker og det kluntede skuespil, som man kunne forvente af en film af denne type. Det forekommer meget naturligt at starte med det positive, da filmen selv også indledes på en ret positiv tone, helt bogstaveligt. Daniele Patucchi herligt 80erprægede soundtrack kombineres med billeder af den mørke storby, som faktisk skaber gode forventninger til filmens indhold. Derefter tager det ikke filmen længe at komme i gang med at få kastet nøgenhed og falsk blod i ansigtet på seerne, hvilket ligeledes er meget underholdende. Det bliver straks en smule mere kluntet, når vi skal til at have forklaret omstændighederne omkring dyrenes særprægede opførsel. Film som 'Zombi 2' (1979) er måske nok ikke mesterlig i dens levering af forklarende dialog, men det sløver ikke filmen, fordi det leveres samtidig med, at der sker andre ting. Franco Prosperis film kan ikke på samme måde multitaske, og hver gang, der skal leveres dialog, der er væsentlig for det ellers ret simple plot, ryger filmen ned i gear. Det er et ret alvorligt problem for en film, der det meste af tiden udmærket virker til at være klar over, at det er mennesker, der aflives af dyr, den profilerer sig på og ikke plot.

"You know what elephants are? Elephants! Not lice!

Undertiden når vi ud af den smule forklaring, der er, og filmen, der som nævnt allerede fra start har mord inkluderet, kommer herefter til at føles som en lidt for lang slasherfilm. Der er trods alt en grænse for, hvor længe det bliver ved at være underholdende at betragte dyr dræbe mennesker, uanset hvor store dyrene så i øvrigt er. Medgives skal det, at der undervejs er en del morsomme dialoger, som er så bøvede, at det er svært ikke at more sig. Særligt er det tilfældet, når karaktererne støder på elefanter og af flere gange udtrykker deres overraskelse over de store dyr. Ikke desto mindre bliver det en smule langt at sidde igennem filmens længste flade, som hurtigt kommer til at savne lidt variation. Det gør filmens slutning dog en smule op for, og selvom jeg langt fra er blandt de horrorfans, der altid finder børn skræmmende på film, synes jeg filmen gør et ret fint stykke arbejde med at skabe en sælsom stemning omkring de sidste, sære minutter af filmen. I øvrigt skal Properis film roses for at være tidligt ude med at understrege, at den har en miljøpolitisk symbolsk overtone (ikke at det er noget, der for alvor påvirker oplevelsen), og derudover synes jeg rent faktisk, at den er ret fint sat sammen på den tekniske side. Ikke at det er Dario Argentos visuelle niveau, der opnås her, men der er massere af liv og kreativitet på billedsiden. Guglielmo Mancoris billedside har en vis stil, som bestemt er oplivende, og selvom det til tider er nemt at gennemskue, hvornår der er tale om levende dyr i optagelserne, og hvornår der ikke er, gøres der tydeligvis en indsats for at skabe noget ubehagelighed.

De udstoppede dyr er overraskende nok mere skræmmende end de levende!

Udover at filmens titel er svær at fremsige uden at tænke på den bombadistiske måde, som trailer voiceovers plejede at blive leveret på, er 'Wild Beasts' er nogenlunde underholdende film et stykke ad vejen. Den bliver en smule repetitiv undervejs, og både de dialogtunge dele såvel som de mere splatteragtige momenter bliver mere og mere fjollede, jo længere man når hen i filmen. Er man glad for genren, og kan man tolerere eller grine af nogle fjollede replikker, er filmen alligevel værd at bruge sin tid på. Men virkelig god, det er den ikke.

Score:

Anmeldelse: Killer Crocodile.

Årgang: 1989.
Tagline: “Flænsede lig, afrevne lemmer - et krokodille-blodbad!”
Instruktør: Fabrizio De Angelis.
Runtime: 88 min.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Mondo Cane' (1962), 'Tentacles' (1977), 'Wild Beasts' (1984).

Killer Crocodile er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En gruppe miljøforkæmpere ankommer til en tropisk ø. Deres mål er at sætte en stopper for dumpning af affald fra en lokal virksomhed. Men det radioaktive affald har skabt et frygteligt monster: En gigantisk krokodille med en umættelig sult efter menneskekød! Alt imens lokale kræfter forsøger at stille sig i vejen for, at rygtet omkring monstret spredes, må de forsvarsløse aktivister kæmpe en hektisk kamp på liv og død i det grønne tropehelvede..!

Vi har været der før. ‘Jaws’ (1975) gjorde i så markant grad indtryk på monsterdyrsfilm, at mange af disse blev deciderede efterabninger af Spielbergs mesterværk. Naturligvis med den undtagelse, at man sjældent gav meget for de subtile ting, der egentlig var, hvad der gjorde Spielbergs film så fremragende. Hvorfor bruge tid på at holde monsteret skjult, når publikum hungrer efter at se de enorme dyr i aktion? Fabrizio De Angelis film går i langt højere grad ud fra devisen “more is more”, end den mere tilbageholdende version, som forbilledet bød på. De Angelis er mest kendt for sin rolle som producer på en lang række af Lucio Fulcis film inklusiv ‘Zombi 2’ (1979) og ‘The Beyond’ (1981). Siden 1983 har han slået sine folder som instruktør, ofte under pseudonymet Larry Ludman, hvilket han også benytter sig af i forbindelse med denne film. Både som instruktør og producent har De Angelis været inaktiv siden 1996 - han er i dag 72. ‘Killer Crocodile’ er skudt samtidig med sin fortsættelse ‘Killer Crocodile II’ fra 1990, som blev instrueret af Giannetto De Rossi, som udfærdigede manuskriptet sammen med De Angelis.

Forsøget på at nuppe åbningssekvensen fra 'Jaws' går ikke gnidningsfrit!

Det krævede ikke den store indsigt at gennemskue, hvilke elementer ‘Tentacles (1977) stjal fra sine forbilleder, og i ‘Killer Crocodile’ bliver lighedspunkterne til ‘Jaws’ endnu tydeligere. Ikke alene gøres der et grundigt forsøg på at genskabe ikoniske momenter, som åbningssekvensen, billederne set fra monstrets vinkel og ikke mindst den bidske og mindeværdige karakter Quint, som Robert Shaw portrætterede i 1975. Ennio Girolami, der er krediteret som Thomas Moore her, påtager sig rollen som Joe, der er meget tydeligt nappet fra Spielbergs film. Naturligvis er han taget til ekstremer her og er endnu mere markant, hvilket er symptomatisk for denne type film, hvor der unægteligt er smurt tykkere på. Dét er på én og samme tid filmens styrke og svaghed, for på den ene side er det ganske morsomt, at karaktererne er så overdrevne og at krokodillen ikke gemmes væk men vises frem i al sin papmache-hæder. På den anden side gør det sig ikke for en oprigtigt god oplevelse. Der er ingen egentligt uhyggelige segmenter, hvorimod der er masser af klodsetheder, som det kan være svært ikke at more sig over. Mens effekter ikke er alting, er de en fyldig del af denne film, og når krokodillen ikke fungerer, bliver de øvrige elementer meget hurtigt mere fjollede end skræmmende.

"I think I saw something!"

Den kunstige fornemmelse, der til tider betegnes som camp eller kitsch, kan af og til være en del af charmen ved film som denne. Der er da heller ingen tvivl om, at det er meget sjovt at se de kluntede actionsekvenser, hvor krokodillen eksempelvis vælter en del af en badebro, hvilket bringer en lille pige i fare, da hun er kommet til at hænge ud over den nu skråvinklede bro. I stedet for blot at hive hende op, vælger hendes første redningsmand at hænge sig ved siden af hende, hvilket ikke gavner meget, og den næste ryger ulykkeligvis gennem broen med sit ene ben; Først da en tredje (vores hovedperson) kommer til og får fat i et reb, kan den lille pige reddes. Det er til filmens fordel, at den ikke tager sig selv for alvorligt. Den forsøger ikke rigtig at give indtryk af at være andet end en creature feature beregnet til at blive set under løse rammer af genrefans. Dialogerne er kejtede, skuespillet er stift, og forsøget på at vikle atomkraft ind i historien er forceret. Heldigvis går ‘Killer Crocodile’ ikke samme vej som Ovidio G. Assonitis’ ‘Tentacles’, men gør i stedet en smule spas ud af at vores hovedpersoner tilfældigvis er miljøbevidste. Filmens klimaks gøres en smule mere morsomt af, at opgøret mellem menneske og dyr på sin vis er en smule modvilligt fra menneskets side.

"Dine livløse pupiller kunne tyde på dårlig ernæring!"

Der er reelt ikke særlig meget gore i filmen og blodudgydelserne er meget klodset udført, når de optræder. Hvorvidt man skal se filmen, kommer an på, hvor glad man er for film om monsterdyr der slår ihjel. Filmen er meget sløv i nogle øjeblikke, og oprigtig underholdt var jeg ikke af filmen. Det vil med andre ord kræve en vis distance til filmen eller det rigtige hold venner at finde humor i oplevelsen. Uhygge tror jeg, det er de færreste, der vil finde. Filmens kvaliteter er ikke omfangsrige, og da det først og fremmest er filmen på egne præmisser, der bedømmes, kan den ikke lande så højt. Med det sagt synes jeg ikke, at filmen er værdiløs, idet der er grundlag for god kejtet underholdning, hvis man er i humør til en film, der ikke kræver for stort engagement.

Score:

Anmeldelse: Lips of Blood.

Årgang: 1975.
Instruktør: Jean Rollin.
Runtime: 88 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 37” LCD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Addiction' (1995), 'Nosferatu' (1922).

Lips of Blood er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment. 

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Under en fest får Frederick (Jean-Lou Philippe) øje på et fotografi af et gammelt slot, som pludseligt vækker fortrængte erindringer hos ham. Han mindes, hvordan han som ung dreng blev inviteret indenfor på slottet af en utrolig smuk kvinde (Annie Belle) og fik lov til at overnatte der. Det går op for Frederick, at kvinden stadig huserer i ham, og sandheden om hendes eksistens og den ondskab, der lurer bag hendes smukke ydre, drager ham ind i en verden af sex, vold og forføreriske vampyrer.

Jean Rollin har både under eget navn og under pseudonymer som J. A. Laser, Robert Xavier og Michel Gentil været en ganske produktiv instruktør siden sin begyndelse i slut ‘50erne. Lige under de halvtreds spillefilm nåede det at blive til i genrer, der strakte sig fra horror over fantasy og action til pornofilm før instruktørens død i 2010. Vampyrfilm lader til at have haft en særlig plads i Rollins hjerte, og selvom hans film deles i mange forskellige kasser, er vampyrer noget, der igen og igen dukker op hos filmskaberen. At Rollin gang på gang vendte tilbage til de blodsugende væsner, kan meget vel finde sin begrundelse i det simple faktum, at det er her, han har samlet de største roser. Fans af genren betragter, ifølge AWEs baggrundsnotits omkring instruktøren, Rollin som værende “den absolut bedste til at skildre vampyrmyten”. Det er ikke forsigtighed, der hæmmer instruktøren, der ikke holder igen med hverken blod, sex eller den romantik, som i disse dage misforstås på højt budget af folkene bag de rædsomt stive ‘Twilight’ film. Rollins film kan snildt opfattes som værende en form for antitese til nyere forfattere som Stephenie Meyers fortolkninger af vampyrmyten. Ikke før Meyer fik kløerne i dem, havde de bidske monstre været behandlet så kedsommeligt og haft et så selvretfærdigt og forstokket forhold til seksualitet. Film som ‘Lips of Blood’ repræsenterer meget fint en instruktør, der har gjort sit til at vise vampyrer som dyriske væsner, som dog ikke er totalt berøvet for menneskelige følelser.

Moving in for the kill!

Jean Rollins film er fortalt meget stilfærdigt og i et tempo, der utvivlsomt har smidt nogen seere af i tidens løb. Er man villig til at hænge på, er filmen en meget smuk fortælling, der bærer præg af en instruktør, der er en mere ambitiøs historiefortæller, end hans budgetter har kunnet følge med til. Dermed ikke sagt, at filmen er mislykkedes, men når det kommer til gore og øjeblikke med action, er det svært for folkene bag filmen at være overbevisende. Med det sagt føles det som om, at det har været historien, der har interesseret instruktøren mest, og den eneste grund til, at de øvrige momenter bliver et problem, er, at de bliver trukket en smule ud, hvilket formentlig skyldes, at man gerne har villet nå spillefilmslængde. Kunne filmen have sparet en smule på sine forsøgte storslåede øjeblikke og i stedet have udnyttet den dunkle stemning, som den ret effektivt får opbygget i andre dele af filmen, noget mere, ville den overordnede fornemmelse af filmoplevelsen have været en smule bedre. Om disse problemer skyldes budgettet og periodens begrænsninger, eller om de skyldes et manuskript, der har været for tyndbenet og derfor har måttet udvides i voldsøjeblikkene, vides ikke, men sidstnævnte føles sommetider ganske sandsynligt.

Fornemmelsen af mystik og af, at noget er skjult i skyggerne, er en af filmens forcer!

Det er nu ellers ikke fordi, der er noget galt med veleksekverede blodsudgydelser i vampyrfilm, men hvor Rollin brillerer i at sætte sine vampyrer op og skabe en fin uhygge omkring dem, halter det mere med aflivningen af deres ofre. Med det sagt er den stemning, der trods alt bibeholdes et pænt stykke af vejen et stort plus, og hvad der ydermere tilføjer positivt til filmen, er den grundlæggende kærlighedshistorie, som måske nok er en smule aparte, men som på sin vis er meget smuk. Historien om en ung dreng, der forelsker sig med al barnets naivitet og umiddelbarhed, for at miste denne kvinde indtil mange år senere, hvor han starter med at søge efter hende, er ganske godt fortalt. Dialogen vil af nogle blive beskrevet som “meget fransk” eller måske ligefrem prætentiøs, men personligt fandt jeg de højtragende ord ret velfungerende indenfor de rammer, filmen selv sætter op. Endvidere må jeg sige, at filmens slutning for mig sad lige i øjet, og måden filmens romantiske plot bragtes til en ende, var overraskende og ret flot.

'Lips of Blood' er et eksempel på, hvordan romantik på velfungerende vis kan flettes sammen med bidske vampyrer, der ikke glimter i solen!

Selvom Rollin og hans hold ikke altid er i stand til at lave gudeskønne beskæringer, er der momenter i ‘Lips of Blood’, der har visuel validitet og pondus. Derudover er den grundlæggende historie interessant, og det lykkedes hist og her at skabe en sælsom stemning, som er svær ikke at sætte pris på. Derudover er det dejligt at springe tilbage i tiden og se en vampyrfilm med noget reelt mørke, nogle imperfekte men nærværende præstationer og frem for alt nogle vampyrer, der kan være lige så ubehagelige, som de kan være forførende.

Score:

Anmeldelse: The Addiction.

Årgang: 1995
Tagline: “The dark is their sunlight. What makes them different is what keeps them alive."
Instruktør: Abel Ferrara.
Runtime: 82 minutter.
Medie: DVD.
Set på: Plasma 51”.
Udgiver: DVD-Danmark.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Lips of Blood' (1975), 'Interview with the Vampire: The Vampire Chronicles' (1994), 'Nosferatu, eine Symphonie des Grauens' (1922)

Anmeldt af Mark S. Svensson

Kathleen Conklin (Lili Taylor) er i gang med sin doktorafhandling på et universitet i New York. Som så mange andre mennesker føler hun sig frastødt af vold men også lidt pirret: Så pirret, at hun forsker i, hvorvidt ondskab er medfødt eller ej. En aften da Kathleen spadserer i Manhattans pulserende gadeliv, får hun pludselig følgeskab af en ung smuk kvinde. Inden hun får set sig om, bliver hun hevet ind i en gyde og overfaldet. Senere, da hun er kommet sig over chokket, opdager hun mærker efter et tandsæt på halsen. Mærker, der ligner et vampyrbid. En ubeskrivelig trang fylder hende. En umættelig tørst efter fisk eller menneskeblod. Ondskab er altså ikke altid medfødt?

Egentlig behøver jeg bare at nævne 'Bad Lieutenant' (1992), og snart vil mange kunne nikke genkendende til instruktør Abel Ferrara, der også er manden bag film som 'Ms. 45', som oprindeligt var filmen, der vandt ham opmærksomhed, efter filmen modtog fine anmeldelser. Den amerikanske instruktør har en forkærlighed for billige men dunkle fortællinger, der ofte involverer temaer som tro og tilgivelse. Det er ikke anderledes med 'The Addiction', som endvidere har en typisk Ferrara hovedkarakter, der under sit fornuftige ydre gemmer på noget voldeligt og grimt. Filmen blev skudt på blot 20 dage og vandt alligevel en flot mængde priser og var blandt andet nomineret til guldbjørnen ved 1995s Internationale filmfestival i Berlin. Alt sammen til trods for at instruktøren oprindeligt fandt idéen om at lave en vampyrfilm stupid og kun blev overtalt, da hans samarbejdspartner og manuskriptforfatter Nicholas St. John begyndte at argumentere for idéen. Måske det netop er resultatet af instruktørens modvilje over for idéen at lave en vampyrfilm, der har ført til, at 'The Addiction' er blevet en så unik en af slagsen.

"My indifference is not the concern here - it's your astonishment that needs studying."

Jeg ved ikke, om man egentlig kan tale om en "normal" vampyrfilm, men for de fleste genre og særligt subgenrer er der ofte nogle parametre, der overholdes. Med vampyrer og andre monstre tager man sig tit friheder ved at ændre mytologien omkring bæsterne en smule eller give deres udseende et twist mod enten det mere erotiske eller dyriske. Hvis der er en standard indenfor vampyrfilm, er det sikkert og vist, at 'The Addiction' ikke kan listes blandt de film, der følger denne. Abel Ferraras film er en realistisk, filosofisk og nedtonet grum oplevelse. Lili Taylors sælsomme præstation i hovedrollen er i fokus, mens vampyrelementet i langt højere grad bliver et billede på afhængighed som sådan. Med det sagt er hvert enkelt af filmens brutale overfald mere ubehagelige end mange film, når at blive i deres fulde spilletid. En stor del af årsagen hertil er den autentiske stemning, der er over filmens univers mikset med de pinefuldt markerede lydeffekter, som er meget fremtrædende. Hver en slurk, der drives fra ofrenes blodårer, høres, og det er svært ikke at græmme sig ved fornemmelsen af det enorme behov, der tilfredsstilles hos vampyrerne. Det er ikke sexet eller glamourøst teatralsk, det er bare ubehageligt. For delvist at bruge filmens egen analogi, er det næsten som at se en alkoholiker indtage en slurk vodka, velvidende at det kunne være hans sidste, og at det under alle omstændigheder bringer ham et skridt tættere på døden.

Christopher Walken har spillet mange særprægede roller, og denne er ingen undtagelse!

Afhængighedens begyndelse i 'The Addiction', er depression. Filmens overordnede mørke skyldes for en stor dels vedkommende Lili Taylors hovedkarakter, der grundet sit filosofistudie, synker længere og længere ned i overvejelser, der overvælder hende. Hendes afhængighed i filmen gøres blot værre af det faktum, at hun er helt bevidst om sin ulyksalige situation. Hun er vidende om, at for hvert offer hun finder, bevæger hun sig et skridt nærmere en sjælelig afgrund. Hun er koldt beregnende og analyserende samtidig med, at hendes afhængighed kontrollerer hende i sådan en grad, at hun er i dens vold. Det er fascinerende at se Lili Taylor jonglere dyb depression, intellekt og kvindelighed. De sensuelle over- eller undertoner, som mange vampyrfilm er i besiddelse af, er i høj grad erstattet med blodsudgydelser og en vis udpensling af det ubehagelige i de gerninger, som vampyrerne udfører. Enkelte øjeblikke af nænsomhed blandes ind med råheden, hvilket meget fint er eksemplificeret i Christopher Walkens karakter, som forsøger at leve et normalt liv som vampyr. Han ønsker at falde i et med almindelige mennesker og forsøger at lære Conklin om at holde igen. Til trods for en ekstremt kort produktionsperiode og simple virkemidler i forhold til de mere voldelige indslag, har filmens sort/hvide billeder en evne til langsomt at sænke tilskueren ned i sit univers og med et miks af velovervejede kompositioner og mere håndholdte momenter, er filmens overordnede udtryk både autentisk og stilsikkert.

"We drink to escape the fact we're alcoholics. Existence is the search for relief from our habit, and our habit is the only relief we can find."

Egentlig realisme kan man selvsagt ikke udråbe Abel Ferraras vampyrfilm til at være, men måden, den udfolder sig på, får er et originalt og autentisk synende take på, hvad en vampyr er. Filmen er samtidig ekstremt stiliseret med de sort/hvide billeder, de ekstreme lydeffekter og den filosofiske dialog. Det kunne snildt have været rodet, men er det ikke, hvilket blot beviser Ferraras værd som instruktør og filmhåndværker. 'The Addiction' er et værk, der på en gang er enormt i omfang og kompakt i umiddelbar størrelse, hvilket resulterer i en oplevelse, der er følelsesmæssigt overvældende og tigger om at blive taget til overvejelse og ikke mindst husket.

Score: