22. maj 2017

Anmeldelse: Logan.

Årgang: 2017
Tagline: "His time has come.”
Genre: Action, Drama.
Instruktør: James Mangold
Runtime: 141 minutter.
Medie: Biograf
Udgiver: 20th Century Fox
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shane” (1953), Unforgiven (1992), “Kick-ass” (2010)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 2029, og mutanternes storhedstid er forbi. De fleste er døde eller i skjul. Wolverine (Hugh Jackman) er efter sine mange leveår begyndt at mærke sin alder. Hans evner er ikke, hvad de var, og hans fremtidsudsigter er begrænsede. Imod hans vilje kastes han alligevel ud i endnu en heltegerning: Han skal beskytte en lille pige med et stort potentiale.

Det er ikke så tit, at jeg bliver grebet af lysten til at se en film igen lige efter, at jeg har set den. Da jeg var yngre skete det hele tiden. Jeg forelskede mig i en film og så den igen og igen for at svælge i dens stemninger, billeder eller musik. Da “Logan” var slut, havde jeg lyst til at se den igen for at få lov til at være i dens univers lidt længere. James Mangold har med “Logan” lavet en superheltefilm, der er brutal og grum i sin action, og derfor glædede jeg mig til at gense alle de velinstruerede og bloddryppende øjeblikke, hvor vores helte kæmper i denne film. For selvom en R-rating ikke i sig selv resulterer i en god film, har de færre begrænsninger her givet Mangold mulighed for at lave actionscener, der føles autentiske, selvom kampene udkæmpes af personer med overnaturlige kræfter. Dermed ikke sagt at “Logan” skal koges ned til sin action. Filmen gemmer på både stort drama og humor.
“Two days on the road, only one meal, and hardly any sleep. She's 11, I'm fucking 90...”
En roadmovie med Wolverine og Charles Xavier, begge gamle, samt mere sammenbidte og smågnotne end nogensinde før lyder i sig selv som en film, der er værd at se. Føj dertil en lille pige, og det kan næsten lyde, som om det har potentiale til at blive fjollet. Scenerne med de tre på vej tværs over lande er både sjove og dybt elskelige. Dafne Keen debuterer her i sin første spillefilm som den fåmælte Laura, der både er en lille pige og et farligt våben, lidt ligesom Charles Xavier både er en gammel dement mand og et masseødelæggelsesvåben. Keen spiller fremragende. Hun er både sympatisk og bidsk. Det er særligt fascinerende at overveje, hvor en så ung pige finder det absolut hysteriske raseri, som Keen præsterer, når hendes klør dukker frem, og hun med dyrisk vrede spreder destruktion omkring sig.
“Nature made me a freak. Man made me a weapon. And God made it last too long.”
Filmen er (måske mere end noget andet) et drama om en modløs mand. Jackman får gjort brug af sit talent, og selvom han på tværs af 8 tidligere film har vist en Wolverine med både det dyriske og det menneskelige, er det alligevel noget nyt, der viser sig her. I en scene, hvor han trues med et våben, ser man et øjeblik i den store mands øjne, at han måske nok kunne leve med at dø. Det er et subtilt glimt i Jackmans blik, og det er utrolig stærkt. Samtidig formår *Logan” alligevel at give os mere end den energiforladte, gamle mand, der næsten ikke kan mere. Der er også øjeblikke, hvor Wolverine genvinder fordums styrke, og vi får lov at se ham folde sig ud, hvilket er gloriøst. Fordi vi får lov at vente på disse øjeblikke, hvor han samler styrke, bliver de absolutte energiudladninger og publikum - eller i hvert fald jeg - efterlades ekstatiske over at se den gamle mand genvinde pusten og næsten blive sit gamle jeg. “Logan” er en smertelig film. Det gør ondt at se en af de helte, som vi har lært altid vinder til sidst, være så svækket; næsten som et barn, der opdager, at far ikke er den stærkeste i verden.  
“She's like you... she's very much like you.“
Hugh Jackman havde store forhåbninger for “Logan” og ville gerne forlade rollen som Wolverine på en mindeværdig måde. Det er lykkedes. Der er ingen tvivl om, at “Logan” skriver sig ind blandt de allerbedste i sin genre. Den gør noget anderledes og bryder med en formel, som mange er kørt sur i. Ligesom “Deadpool” (2016) ryster den posen, dog på en anden og mere alvorsfuld måde. Og godt for det. For udover at holde af Logan og Xavier, kommer vi også til at holde af Laura. Selv en lille landmand og hans familie, som gruppen møder på deres vej, kommer vi til at holde af. En mere hjertelig superheltefilm er sjældent set.

Score:

11. maj 2017

Anmeldelse: Emelie.

Årgang: 2015.
Tagline: "A parent’s worst nightmare.”
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Michael Thelin.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Inside” (2007).

“Emelie” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ægteparret Thompson får et afbud fra deres sædvanlige babysitter, netop som de står og skal ud at fejre deres bryllupsdag. I sidste øjeblik får de fat på Anna til at passe deres tre børn. Hun har et sødt smil og virker helt perfekt, men så snart forældrene er taget af sted, begynder den ældste søn Jakob at undre sig: Der er et eller andet ubehageligt og fordækt ved Anna. Det føles som om, hun har skjulte hensigter med at være i huset. Snart indser den 11-årige Jacob, at den nye babysitter er meget, meget farlig...

Michael Thelin er en erfaren instruktør, men debuterer her med sin første spillefilm. Han har dog en hel række musikvideoer, tv-film og andet bag sig. Måske er det også derfor man med “Emelie” meget hurtigt føler sig i trygge hænder. “Emelie” er nemlig utrolig velproduceret. Hvad man kunne ønske sig af thrills, får man her. Spændingen er dygtigt opbygget, og selvom plottet aldrig helt bliver logisk sammenhængende på nogle områder, falder det heller aldrig fra hinanden - der er bare visse ting, der efterlades til det uvisse, og det behøver ikke være en dårlig ting. Specielt ikke i en genre, der netop har det med at lide når mystikken og mørket må vige for semi-rationelle forklaringer.
“Emelie” er klassisk thriller gys. Ideen om den onde babysitter er ikke ny, men her eksekveres den på en måde, der både er overlegen i forhold til det tekniske, men også i forhold til historie og persongalleri. Der er en smule mere bund i antagonistens motivation, end hvad kunne have været tilfældet, og selvom det ikke er, fordi filmen er nogen fontæne af meningsladede eller symbolske billeder og ideer, leverer den på det helt grundlæggende plan god spænding og en medrivende filmoplevelse. Thelin leger med andre ord med nogle genrekonventioner, som han nærmer sig, men ikke lader sig begrænse af. En film om en ond babysitter kunne snildt have været en plat gimmick, der på bedste exploitation vis handlede om at få nogle b-films elskere trukket ind. Men “Emelie” tager sig selv ganske alvorligt. Den fortæller en mørk historie og bevæger sig ind på territorium, hvor det for mange vil blive virkelig ubehageligt, fordi det handler om børn.

Tre af de sødeste små unger verden har set på film udsættes for en sand perlerække af ubehageligheder. Højdepunktet er velsagtens, da den mindste af børnene får fingrene i en pistol, som han piller lidt for længe ved, til at det på nogen måde er behageligt. Alle de tre børneskuespillere har en lys fremtid, hvis deres talent er nogen indikator. De gør det simpelthen rigtig godt. Mest fremtrædende er Joshua Rush, der spiller Jacob og som slipper uden om den stive og skingre ageren, som kan kendetegne så unge skuespillere. Lidt ældre er Sarah Bolger, som spiller Emelie, og er helt gennemført ubehagelig i rollen. Ikke mindst fordi hun til en start formår ikke at være det. De tiltagende mere grænseoverskridende og uforståelige handlinger, hun udfører, bliver bare mere grumme af, at hun til en start magter at skjule, i hvert fald de værste af sine psykotiske tendenser. Ikke at man nogensinde er i tvivl om, at den er helt gal med hende... men det lykkedes hende da at narre forældreparret til at lade hende passe deres børn.

“Emelie” er en glimrende film. Den dyrker spænding og ubehag, og den gør det på bare 80 effektive minutter. Her er ikke nogen svælgen i en overdrevent lang spilletid. Emelie selv er ikke den reflekterende type. Hun handler mest. Når hun ser en trussel, eliminerer hun den, og selvom hun til en start virker legende, er der aldrig nogen tvivl om, at hun vil gøre frygtelige ting for at opnå det hun ønsker. “Emelie” sætter fingeren i et åbent sår hos alle dem, der er bekymrede forældre og repræsenterer sikkert ganske fint mange af deres allermørkeste, mest groteske og angstfyldte mareridt.

Score:

30. mar. 2017

Anmeldelse: Henry: Portrait of a Serial Killer.

Årgang: 1986
Tagline: "He's not Freddy. He's not Jason. He's real.”
Genre: Drama, Horror
Instruktør: John McNaughton
Runtime: 83 minutter.
Medie: Blu-ray
Udgiver: Studio Canal
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Maniac” (1980), Man Bites Dog (1992), “The Last Horror Movie” (2003), Maniac (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Becky (Tracy Arnold) flytter ind hos sin bror Otis (Tom Towles), som er en slesk og socialt akavet mand. Henry (Michael Rooker) deler lejlighed med Otis og bruger de fleste af sine aftener på at slå tilfældige mennesker ihjel. Nogle gange vrider han halsen om på dem, andre gange drukner han dem eller stikker dem ned. Bare det ikke ser ens ud. Han er en morder uden motiv eller metode og derfor umulig at fange.

Der er to meget sigende historier om “Henry: Portrait of a Serial Killer”. Den første er om hovedrolleindehaver Michael Rooker. Eftersigende levede han sig så meget ind i rollen som Henry, at hans kone ikke turde fortælle ham, at hun var gravid, før optagelserne var overstået. Når man ser den færdige film, opleves den ekstremt ubehagelig, fordi den virker autentisk. Det er ikke mindst Rooker, der er med til at skabe den fornemmelse af, at det, der foregår på skærmen, er virkeligt. Den anden historie handler om en af de allerførste visninger af filmen. Ikke bare gik halvdelen af publikum i løbet af filmen, instruktøren blev også konfronteret med en særligt fornærmet mand, som havde set filmen til ende. Han var vred og insisterede på, at instruktør McNaughton ikke kunne lave en film af en så moralsk fornedret karakter. McNaughton gav manden det meget kortfattede svar: “We just did.”
"It's always the same and it's always different."
Der er film, der bliver ved at være chokerende, uanset hvor lang tid, der går. “Cannibal Holocaust” (1980) er ét eksempel. “Henry: Portrait of a Serial Killer” er et andet. McNaughton har lavet en film, der er barsk, fordi den omhandler ødelagte mennesker, der dealer med deres elendighed ved at slå andre mennesker ihjel. Tilfældigheden i myrderierne pirker til dødsangsten, fordi der ikke er en grund til, at ofrene skal dø. Det bliver ikke mindre kompliceret af, at hovedpersonen kun siger meget lidt om sine motiver eller følelser om mordene. Otis er meget mere verbal omkring sine depraverede lyster, og det irriterer Henry, som bliver en slags antihelt i flere scener, når han sætter Otis på plads. Det er et kompliceret menneskeligt drama, hvor man risikerer at tage sig selv i at have sænket sin moralske bar i forsøget på at forstå Henry. Meget mere kan en gyserfilm vel ikke forlanges at skulle gøre: Røre ved vores grundangst, mens den stiller vigtige moralske spørgsmål.
Tom Towles i rollen som Otis.
Dybden af den menneskelige psykes mørke sider udforskes grundigt. Det lykkedes filmen at skabe sympati for Henry, fordi han er så ødelagt, at han ikke kan give sig selv lov til at have noget godt i sit liv. Og det er ikke kun Henry. Otis og Becky er også ødelagte på hver deres måde og dømt til at leve besværlige og moralsk afvigende liv. Becky er ung og håbefuld nok til, at det gør særligt ondt, når hun bliver behandlet uretfærdigt af mændene i sit liv. Instruktøren havde oprindeligt overvejet at optage meget håndholdt for på den måde at give et råt og autentisk udtryk. Sådan endte det dog ikke. Tværtimod er filmen filmet meget præcist og meget statisk. Det, der foregår på billederne, er grimt, men indramningen er smuk, som hvis Carl Th. Dreyers kunstfærdige tableauer mødte “The Chainsaw Massacre” (1974).
Filmen viser ofte Henrys ofre, efter de er dræbt, i stedet for at vise handlingen. Som mareridt genklinger ofrenes skrig, mens vi ser ofrenes smadrede kroppe.
“Henry: Portrait of a Serial Killer” lever op til sin titel ved først og fremmest at handle om mennesket Henry. Den er ikke drevet af det store plot, men giver os lov til at kigge på, mens Henry, Otis og Becky synker dybere og dybere ned i sølet. Det er ikke en af de mest splatterfyldte og blodige film, du nogensinde kommer til at se, men det er muligvis en af de mest hjerteskærende. Historien om Henry er drænet for håb fra start, og når slutningen toner frem på skærmen, synker dit hjerte og din tro på menneskeracen til nye dybder.

Score:

18. mar. 2017

Anmeldelse: Mad Max: Fury Road.

Årgang: 2015.
Tagline: "What a lovely day.”
Genre: Apocalyptic, Action.
Instruktør: George Miller.
Runtime: 120 minutter.
Medie: 4K UHD.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Mad Max” (1979), “Mad Max 2: The Road Warrior” (1981), “Mad Max Beyond Thunderdome” (1985).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Året er 2060, efter apokalypsen. Seks kvinder, anført af Furiosa, flygter fra den fascistiske leder og halvgud Immortan Joe, der holder dem som avlskvinder i sit fort. For at nå levende gennem ørkenen må kvinderne alliere sig med enspænderen (Mad) Max Rockatansky. Han kender ødemarken ud og ind og eskorterer modvilligt kvinderne. Men Furiosa er stukket af med noget uerstatteligt - og Immortan Joe samler sin blodtørstige hær af stridsdrenge, og forfølger hensynsløst oprørerne i et højoktan-ræs på livet. Så spænd bare sikkerhedsselen, for det bliver en vild tur. Ja, plottet er måske ikke noget at skrive hjem om, og universet kender du forhåbentligt allerede fra de tre første film om Mad Max, og hvis ikke, så kom bare i gang. Ikke at det er strengt nødvendigt at have set de tre første film for at få noget ud af det nyeste skud på stammen, men det er altså obligatorisk filmkiggeri for film-fans - især for dem af os med hang til ultravold, benzinslugere og halsbrækkende action. Men lad os springe ud i det!
Mad Max Rockatansky kæmper (stadig) for overlevelse i den apokalyptiske ødemark der er blevet hans eneste hjem.
Der var nok ikke mange der kunne forudse, at der skulle gå hele 30 år før at vi endelig fik en ny Mad Max film. Selv om det rent kunstnerisk ikke var det hele der gik som smurt i olie i "Mad Max Beyound Thunderdome", så var der stadig liv i franchisen, da filmen blev en stor kommerciel succes. Instruktør George Miller der har instrueret alle filmene, fik dog lyst til at prøve noget andet, og han har imellemtiden fordrevet tiden i selskab med en "Babe - Den Kække Gris" og digitale pingviner i "Happy Feet"...Men nu er Mr. Miller endelige tilbage i atom-ørkenen sammen med Gale Max. I har været savnet. Åh, hvor har I været savnet.
Du finder masser af hårdkogt girl power i den nye Mad Max film - især en kvinde er i førersædet.
Den tidligere hovedrolleindehaver Mel Gibson er ude og det er fair nok - manden er ikke helt ung mere, og lider vist både af "humørsvingninger" og samarbejdsvanskeligheder. I stedet får vi Tom Hardy, og han er perfekt castet til rollen som den forpinte "Mad" Max Rockatansky. Tom Hardy besidder noget af den nervøsitet og eksplosive vildskab, der i mange roller har været Mel Gibsons varemærke. Samtidig formår Tom Hardy at gøre karakteren til sin egen, og det er på trods af at han har meget lidt dialog (nogle vil også mene for lidt) at arbejde med. Hardy grynter sig nærmest igennem de 120 minutter i ødemarken. I Fury Road er Mad Max mere ødelagt end nogensinde før - især i sjælen står det skidt til. For Max er stadig plaget af tabet af alt han har haft kært, og der findes altså ingen krisehjælp i den dommedags-sandkasse som Mad Max slår sine folder i. Hvis du nærmer dig - så er han utilregnelig og livsfarlig. En tikkende bombe. Som et såret og udhungret rovdyr, uhjælpeligt fanget i rævesaksen, så vil han kæmpe til sidste bloddråbe i sin desperate kamp for overlevelse.
Mad Max: Fury Road boomer af fede navne - her er det Rictus Erectus!
Overfor vores antihelt har vi karakteren Immortan Joe - en apokalypsens Darth Vader. En slags mutant-diktator der virkelig går all-in på sit badguy image. Komplet med frygtindgydende maske, to forkromede seksløbere, krigsmedaljer, en dyb og rusten stemme, et halv gennemsigtigt outfit der afslører store dele af hans maddike-hvide muterede krop, og en selvopfattelse af at være ødemarkens altoverskyggende gud. Jo tak, sådan gør man det! Immortan Joe er en fremragende skurk, og det er ærgerligt at vi ikke lærer noget mere om ham i løbet af filmen. Han spilles sjovt nok af Hugh Keays-Byrne som også spillede skurken Toecutter i den føste film om Mad Max fra 1979. Derudover har vi evigt smukke Charlize Theron som den fandenivoldske Imperator Furiosa. Selv møgbeskidt, nærmest skaldet og med en biomekanisk arm, er Charlize Theron en fryd for øjet. Hun er det feminine svar på Mad Max, og de to karakterer fungerer eminent sammen.
Immortan Joe - en apokalypsens Darth Vader.
Tilbage til filmen, så kan "Mad Max: Fury Road" nok bedst beskrives som heavy metal på strimmel. Alt er overdrevet og kørt så langt ud som overhovedet muligt. Det går over stok og sten med 300 km/t i timen, og der bliver ikke lettet på pedalen et eneste sekund i løbet af filmens 120 minutter. Du skal skrue styrthjelmen rigtig godt på, og forberede dig på en hæsblæsende chase-film, der ophøjer noget så simpelt som en biljagt til en højere kunstform. Du bliver stopfodret med forrygende action-scener lavet på den fede måde, med minimal brug af CGI og maksimalt brug af stuntmænd af kød og blod, krøllet jern, ild og øretæver.
Forbered dig på en masse voldelige sammenstød mellem overdimensionerede køretøjer med potente motorer.
Det eneste problem (og eneste grund til at Fury Road ikke får 6/6) er, at vi ikke får mere historie end hvad vi gør. For Mad Max universet er et sindsygt spændende sted at besøge, og det er lidt ærgerligt at man ikke udnytter det noget mere. Og så er det lidt øv, at filmen ikke er mere splattet og explicit end hvad tilfældet er. Når det så er sagt, så er der fuld knald på V8'eren, dog med et par enkelte cylindre der ikke går helt rent, i et ellers sandt overflødighedshorn af kaos, grus, ild og vildskab! "Mad Max: Fury Road" har allerede tjent sit kæmpe budget på $150.000.000 hjem, TO gange, så giv os endelig en håndfuld fortsættelser med Tom Hardy i hans slidte wasteland-gear og George Miller bag rattet.

Score:

22. feb. 2017

Anmeldelse: Coffy.

Årgang: 1973.
Tagline: "She had a body men would die for - and a lot of them did!”
Genre: Blaxploitation, Action.
Instruktør: Jack Hill.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Foxy Brown” (1974), “Sheba, Baby” (1975), “Ms .45” (1981).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter hendes søster er blevet offer for stoffer, tager Coffy (Pam Grier) på hævntogt gennem byens undergrund. Med sig har hun sin krop til at forføre, barberblade i afroen og en shotgun til at blæse knoppen af den næste idiot, der forsøger at tigge hende om tilgivelse.

Året er 1973. Kvinders rettigheder har det ikke for godt, og afroamerikaneres har det endnu værre. En lille film kaldet “Coffy” udgives efter at være blevet skudt på bare 18 dage. Den gør to ting: Vækker opstandelse og tjener en ordentlig røvfuld penge. Opstandelsen giver Pam Grier, filmens hovedrolleindehaver, ikke meget for. Hun mener, at filmen viser en selvsikker og stærk kvinde, der gør, hvad mænd har gjort i masser af film før hende. Nøgenheden, volden og selvsikkerheden er alle tegn på frigørelse. Imens skammer instruktør Jack Hill sig lidt over scenen i starten af filmen, hvor Coffy skyder hovedet af en mand, hvilket vises med en splattereffekt. Men han ville gerne vise, at han kunne lave en film som denne, for som han siger, bliver instruktører typecastet værre end skuespillere, og han ville prøve det hele. Klippet er da også blevet et af de mest kendte fra filmen og Jack Hills karriere som sådan. Quentin Tarantino elsker at citere film som denne i sine egne værker, og har også erklæret sin kærlighed for både blaxploitation generelt og Pam Grier specifikt i sin film “Jackie Brown” (1997).
“This is the end of your rotten life, you motherfuckin' dope pusher!”
Dette var mit første rigtige blik ind i blaxploitation. Jeg forventede en film med fart på og ikke særlig meget på hjerte. Halvdelen af den forventning blev opfyldt. Der er fart på “Coffy”, men den har bestemt også noget på hjerte. Filmen er rå i sit udtryk men på ingen måde ligegyldig omkring sine virkemidler. Den er medrivende, både fordi den er usandsynlig cool og sexet, men også fordi den tør være politisk og ligefrem eftertænksom. Det er flettet ind i historien, men der er ingen tvivl om de politiske overtoner, når en hvid mand vil have Coffy til at kravle hen til sig og tigge om hans krop. Det er heller ikke ligefrem subtilt, når Coffy kort efter stiller sig op og skyder manden med ordene: “You want to spit on me and make me crawl? I'm gonna piss on your grave tomorrow.” Det er på ingen måde underspillet, men det er stærkt, og der er så meget power i Pam Griers præstation, at det er helt vidunderligt. Som en sort, kvindelig udgave af Rambo er Coffy decideret træt af pis og har ikke tænkt sig at finde sig i det mere.
“Oh Meg, you don't have any salad.”
Nu har jeg rost filmen for dens virkemidler og for at have en holdning, men filmen sælger først og fremmest sig selv på sin action, den anseelige mængde af one-liners og de attraktive kvinder. I tilgift får man en på mange måder overflødigt lang catfight og Sid Haig i en tidlig rolle, som en super arrogant håndlanger. Nogle af de ting, filmen svælger i, er af politiske årsager, andre er af de mere exploitative og en stor gruppe kvinder, der hælder salat ud over hinanden og hiver hverandres bluser i stykker, hører til i den sidste kategori. Det er fuldstændig skamløst, og det er sjovt. På den måde bliver det også frigørende. For filmen kommer aldrig i nærheden af at tage sig selv så alvorligt, at den mister grebet i seeren, som trods alt også er med filmen, på grund af dens mere uforpligtende elementer.
“You gonna fly through them pearly gates with the biggest fucking smile St. Peter ever seen!”
Det er på en eller anden måde meget lige til at sammenligne “Coffy” med “First Blood” (1982). Der er klart flere one-liners og flere bryster her, men ligesom Rambo er Coffy også i kamp for noget andet og mere end bare sig selv. “Coffy” er underholdende for, hvad den er, og har en politisk pointe uden nogensinde at blive prætentiøs. Den er det modsatte: Fyldt med humor, power og sexappeal er filmen båret af sin hovedperson, som bliver ikonisk, næsten i samme øjeblik, som hun dukker op på skærmen.

Score

3. feb. 2017

Nyhed: Night Terrors Film Festival.

Night Terrors Film Festival er en genre kortfilms festival der løber af stablen i næste uge. Det er en omrejsende film festival forstået på den måde, at den afholdes på Husets Biograf i København den 8. februar og derefter i Slagtehal 3 i Århus den 9. februar.

Idémanden bag projektet er Kim Sønderholm, der i det daglige er skuespiller, men også selv har instrueret flere kortfilm og lowbudgetfilm.

"Idéen kom sig egentligt forrige år da jeg havde lovet at hjælpe en svensk spillefilm jeg havde medvirket i, i at få afviklet et par screenings i Danmark. Jeg var heldig at få istandsat aftaler i både i København og Århus, og her gik det op for mig at der var rigtigt mange muligheder. Som skuespiller har jeg selv medvirket i en del kortfilm gennem årene og det har altid været lidt frustrerende at markedet for sådanne generelt er meget snævert, og derfor kom idéen til festivalen. Det har, ligesom sidste år, lykkedes os at samle en række kortfilm fra stort set hele verden, og vi glæder os til at vise dem for publikum"


Læs mere om festivalen og programmet her - eller besøg siden på facebook, og se trailers fra nogle af aftenens film.

8. Februar – Husets Biograf, Rådhusstræde 13, 1466 København S
Dørene åbner kl. 18, filmene starter kl. 19. Pris 50 kr, billet reservation husetsbio.reservation@mail.dk

9. Februar – Slagtehal 3, Mejlgade 50 kld, 8000 Aarhus C
Dørene åbner kl. 19.30, filmene starter kl. 20. Reservation ikke mulig, vi lukker folk ind så længe der er ledige pladser.