19/04/2014

Anmeldelse: Fresh Meat.

Årgang: 2012.
Tagline: “A tasty comedy.”
Instruktør: Danny Mulheron.
Runtime: 91 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Eating Raoul' (1982), 'The Last House on the Left' (2009), 'We Are What We Are' (2010).

‘Fresh Meat’ er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Rina studerer på en pigeskole men besøger i forbindelse med ferien sin familie, der bor i en middelklasseforstad i New Zealand. Til sin store overraskelse opdager hun, at forældrene og hendes bror er blevet kannibaler. De er nemlig konverteret til en gammel tro, hvor især faderen finder det bevist, at den, der spiser menneskekød, vil opnå udødelighed. Da familien bliver taget som gidsler i deres eget hus af en bande dysfunktionelle kriminelle, sættes den nye livsstil på en spids, og den hårdkogte bande må snart sande, at de har gabt over mere, end de kan sluge, da alting eksploderer i et inferno af galskab...

Manuskriptet, der endte med at blive til ‘Fresh Meat’, var oprindeligt beregnet på at foregå i Canada. Producer Dave Gibson, som havde svært ved at finde andre landsfæller med samme forkærlighed for genrefilm som ham selv, fik fingre i manuskriptet gennem den canadiske producer Derek Diorio, og blev efter eget udsagn “fikseret på tanken om at forandre omgivelserne.” Opgaven med at omskrive manskriptet faldt i Briar Grace Smiths hænder. Dave Gibson beskriver Smith som yderst kvalificeret til jobbet, dog med den undtagelse, at hun fik brug for hjælp til at finde på “de mange forskellige måder at dræbe folk på.” Instruktør Danny Mulheron blev udvalgt på baggrund af hans evner til at “finde humor, selv i goresekvenser”. Det var vigtigt for Gibson, at filmen havde et lettere præg og ikke blev for dyster: “Jeg sætter pris på arbejdet med genrefilm, fordi man kan lave gore, splat og lesbiske badescener. Publikum kender præmissen, og de er med hele vejen.”
“Tag jer ikke af mig. Jeg går bare lige forbi kameraet med håndklædet sådan her, fordi det der med rent faktisk at benytte håndklædet til at tørre mig af med, er kraftigt overvurderet og absolut ikke dækker mine ekshibitionistiske behov.”
‘Fresh Meat’ er uforbeholden i sin galskab. Det er en fjollet film. Den er ofte decideret plat. Den lægger heller ikke skjul på, at der er tale om den eksploitative ende af genren, og der er ingen hellige køer. Filmen starter med en scene, hvor to unge kvinder bader ved siden af hverandre. Den ene siger til den anden: “Jeg ved godt, det lyder fjollet, men...”, den anden afbryder hende: “Du har glemt din sæbe?” De to piger rykker sammen under en bruser, mens de fniser. Så er tonen sat, og den holdes ret konsekvent. Alligevel er det som om Briar Grace Smith muligvis er en smule overkvalificeret til den opgave, hun her er sat på, men at hun har moret sig med det. Både manuskriptforfatteren og flere af de andre medvirkende har indledningsvist udtrykt tvivl i forhold til deres medvirken i filmen, men bredt set lader det til, at det i sidste ende er den samme ting, der har fået dem til at give efter og springe om bord: Sjov og den attitude er smittet af på filmen.
En tyk asiatisk mand i dameundertøj, der er blevet bidt i pikken og nu bestiger køkkenbordet for at forsøge at vaske sig med vand. Jep. Fik jeg nævnt at filmen kan være plat?
‘Fresh Meat’ er blevet en bramfri og generøst underholdende filmoplevelse og er det i høj grad på grund af sine figurer. Der er en masse af dem, der er for fjollede, men i kernen af filmen er der alligevel et par stykker, som fungerer ganske godt. Hanna Tevita og Kate Elliott er centrale i filmen og bærer den et langt stykke ad vejen, fordi de er troværdige og underligt sympatiske uanset, hvad de foretager sig. Ikke alene det men selve historien og måden, den vendes på hovedet, placerer seeren i en spændende position, hvor det ikke nødvendigvis er tydeligt at se, hvor det hele bærer hen. Det hele er så bizart, at intellektet stiger af og lader sig omfavne af de usandsynligheder, der konstant leveres i fortællingen. Filmen er ikke altid morsom, og når den er det, tager denne seer sig selv i grine en smule bøvet og derefter skamme sig en smule over, at fjollerierne lykkedes med deres forehavende, når nu det hele er så inderligt tomhjernet. 
Sig ikke at man intet kan lære af ‘Fresh Meat’. Jeg lærte f.eks., at mælk modvirker en pebersprays effekt. At det så også giver filmskaberne muligheden for at kaste mængdevis af flydende hvid væske i hovedet på en kvindelig central rolle, har sikkert intet med det at gøre.
Du bør nok egentlig ikke synes om ‘Fresh Meat’. Der er bedre komedier. Der er bedre splat med mindre computereffekter sat i spil. Men vær advaret! Det kan være, du kommer til at synes om den, selvom det ikke er din mening. Det kan jo være, du kommer til at more dig en smule over en af de platte jokes eller den surrealistiske historie. Det kan også være, at du falder for de to kvinder i front, som har charme for hele castet. Eller det kan være du bliver fanget med bukserne nede om anklerne på en dag, hvor du har behov for noget, der er helt og aldeles uforpligtende.
Score:

11/04/2014

Anmeldelse: Day of the Dead (2008).

Årgang: 2008.
Tagline: “D-day is coming.”
Instruktør: Steve Miner.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Soul Media.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Day of the Dead' (1985),  'Land of the Dead' (2005), 'Dawn of the Dead' (2004).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


En lille, amerikansk by er blevet inficeret med et dødeligt virus og militæret er fast besluttet på at indespærre de sygdomsbefængte ved at oprette en karantænezone, men myndighederne mister kontrollen og de inficerede udvikler smag for menneskekød. Militæret og de der endnu ikke er ramt af det muterende virus, går i kamp mod de levende døde, hvis mål ikke alene er at dræbe men at fortære alt på deres vej.


Da George A. Romero i 1985 lavede sin “Day of the Dead”, var det som den tredje del i sin oprindelige zombietrilogi. Filmen var i sin tid noget af en overraskelse ovenpå den humoristiske og stærkt blodige 2. film i serien: “Dawn of the Dead”. Med 3. film skabte Romero en mindre actionorienteret film, der i langt højere grad lagde fokus på at videreudvikle ideen om zombierne og lade tanken om at kunne træne dem være i centrum. 23 år senere landede så instruktør Steve Miners “Day of the Dead”, som er (meget) løst baseret på Romeros original. At kalde Miners film for en genindspilning ville formentlig være et misbrug af termet, da historien ikke tilnærmelsesvis har noget at gøre med originalen. De få ideer, der vitterligt er inspireret af originalen, er så tilfældigt smidt ind i filmen, at de træder tydeligt ud fra resten af filmen. Miner er en alsidig instruktør der med genrefilm som ‘Lake Placid’ (1999) og slasherfortsættelser til såvel ‘Friday the 13th’ (1980) og ‘Halloween’ (1978), har gjort sig både positivt og negativt bemærket. Alsidigheden kommer i spil, når man på mandens CV finder tv arbejde med så bløde sager som ‘Dawsons Creek’. Der er nu ikke meget teen tv over Miners remake af ‘Day of the Dead’. Filmen benytter et kort øjeblik på at vise en tilfældig lille by og et enormt opbud af soldater, og så går det ellers amok. Historien omkring den konstante flugt fra de kødædende ådsler er meget begrænset. Når plottet er tyndt, kunne det have været hensigtsmæssigt med nogle figurer, der er værd at kigge på, men i stedet tilbydes vi et persongalleri, der mildest talt er fladt.
Jeg er ikke puritansk modstander af zombier, der løber, faktisk må zombier være ligesom det passer til filmene, så længe de bare er del af et interessant narrativ og er stillet op mod nogle figurer, jeg har interesse i at se overleve filmen.
Når historie og fængende figurer udebliver, er seeren i stedet overladt til knap halvanden times blodorgie, der tilmed er udført med elendigt udseende cgi-effekter. Filmen er på alle måder forudsigeligt sammensat, og den største overraskelse er, hvor ringe sammensat filmens actionsekvenser er. Ikke engang en grundlæggende smule underholdningsværdi kan graves ud af Miners film, og det er selvsagt skuffende. Filmens zombier er ikke alene løbende frem for langsomt slæbende, som de var det i Romeros original, de er ligeledes mere intelligente. Hvad der er værre er, at de fortsat vælter frem i massivt antal. Hvad der var skræmmende ved de Romeros zombier var ikke deres tempo men mængden. Det faktum at døden langsomt bevægede sig nærmere og nærmere. Når man vælger at højne zombiernes hastighed, kunne det eventuelt have været en mulighed at sænke deres antal for derved rent faktisk at bringe en illusion af noget spænding i forhold til filmens udfald. I stedet lades karaktererne også på denne front i stikken, og må forsøge at kæmpe imod og falder, som var de medvirkende i en af Roland Emmerichs katastrofefilm og ikke en zombiefilm. Væk er originalens klaustrofobi og underliggende tematikker, og tilbage står en zombiefilm, der minder mere om en Asylum produktion end et seriøst forsøg på at lave en oprigtigt underholdende film.
Suvaris tænder er utvivlsomt filmens mest solide element.
Filmens cast er som nævnt håbløst ligegyldigt. Særligt står det skidt til med Mena Suvari, Nick Cannon og Stark Sands. Alle tre leverer deres replikker med en sådan vægtløshed, at man til tider ønsker, at man interesserede sig nok for filmen til at krumme tæer på deres vegne. Da det ikke er tilfældet, kan man i stedet læne sig tilbage og lade sig udsætte for et konstant bombardement af platheder og banaliteter. Hvad der ikke hjælper skuespillerne, er, at filmens manuskript er sammensat af enhver kliché, som manuskriptforfatter Jeffrey Reddick har kunnet komme på. Samtidig er filmen eminent til at bryde den mytologi, som både Romero og den selv etablerer. Værst af disse “overtrædelser” er filmens idé om en vegetarzombie. Du hørte rigtigt. Steve Miners ‘Day of the Dead’ remake indeholder en zombie, der ikke indtager menneskekød - fordi personen, da han stadig var levende, ikke indtog dyrekød. Hvis du, kære læser, vil bære over med mig et overblik og forsøge at skabe en montage af alle de filmiske og litterære zombierelaterede sekvenser, hvor en figur ikke har været i stand til at dræbe et familiemedlem og andre har måttet forsikre om at “det ikke længere er morfar”, bliver det måske gjort forståeligt præcis, hvor fjollet en sådan ændring er. Selvfølgelig skal der være plads til variationer, men det er ikke ‘Day of the Dead’s formål at forandre eller udvide zombiemytologien, det er bare dovent manuskriptarbejde.
“You don't have to worry. Nothing happens in this town anyway.“
Det kan være svært at se formålet med en film som Steve Miners “Day of the Dead”. Hvor Romero med sin original vendte tilbage til den klaustrofobiske fornemmelse fra “Night of the Living Dead” men også lagde tematiske lag omkring samfundsmæssig kontrol af individet og manipulation oveni, har denne film ingen tematisk dybde og bliver derfor et mere direkte splattergys. Det er ikke i sig selv et problem, men det bliver det, når filmen fejler i at underholde, selv som tanketomt tidsfordriv. Var filmen beregnet på at skræmme og vellykkede goreelementer, må den på alle fronter siges at være forfejlet. Ensidigheden flyder ud af figurerne såvel som fortællingen, hvilket resulterer i en filmisk skabning med så lidt hjerne, at selv en zombie ville vælge at sige “nej tak” til at konsumere dens indhold.

Score:

09/04/2014

Artikel: Reportage fra Movie Battle 2014, CPH PIX.

I går havde min lille kortfilm ‘Forfra’ premiere på et kæmpelærred i den farverige Palads-biograf i København. ‘Forfra’ er undfanget i tæt partnerskab med Alexander Nørgaard og var vores fortolkning af tidsrejse-temaet til Movie Battle 2014, som blev afholdt i forbindelse med CPH PIX.
Sal 1 i den farverige Palads-biograf dannede rammerne om Movie Battle 2014.
Sammen med fem andre tidsrejse-kortfilm skulle ‘Forfra’ konkurrere om juryens gunst i kategorierne bedste special effects, bedste skuespilpræstation og bedste timetravel-film. Juryen var i år decideret flot sammensat og bestod af Nicolas Winding Refns producer Lene Børnlum, manuskriptforfatteren bag ‘Antboy’ Anders Ølholm, den garvede gyserinstruktøren Martin Schmidt, vært ved Filmselskabet Maria Månson og skuespilleren Robert Hansen.

De seks film i konkurrencen var i fremviste rækkefølge:

’Momentum’ (Svend Ploug Johansen)

'Enjoy the Ride' (Mette Hougaard Sixhøj og NC Sixhøj)

'Inmate 48' (Sohail A. Hassan)

'Timewaves' (Jan T. Jensen)

'Forfra' (Alexander Nørgaard og Jesper Pedersen)

'Det rette øjeblik' (Anna Lawaetz)

Prisen for bedste special effects havde vi skudt en hvid pil efter, eftersom vi ingen specialeffekter havde med i vores film – prisen gik ganske overraskende til den underholdende og velspillede romantiske komedie ‘Det rette øjeblik’. Der var ellers skruet godt op for de digitale effekter i mere science fiction-prægede film som 'Momentum' og 'Inmate 48', og særligt ‘Timewaves’ synes jeg brillerede med en bragende sej 80'er-æstetik. Juryen motiverede valget med vinderfilmens brug af realeffekter i form af zombiemakeup.
I pausen drak fik Alexander (tv), Rasmus (i midten) og jeg (th) et par sponsorerede rommer og colaer, mens vi gisnede om vinderchancer.
Priserne for bedste skuespilpræstation og bedste timetravel-film gik desværre heller ikke til os, selvom jeg vil mene, vi havde reelle chancer. Særligt i skuespilkategorien stod vi stærkt med vores mandlige hovedrolle Rasmus Borg Olesen, som da også fik ganske meget ros af publikum efter arrangementet. Prisen gik imidlertid til Morten Thunbo for hans rolle som fængselsdirektør i ‘Inmate 48′. Jeg havde godt lagt særligt mærke til Morten Thunbo allerede i traileren for ‘Inmate 48′, men Thunbo har også mange års erfaring og er i øvrigt uddannet fra Odense Skuespillerskole i 1996. Der var flere garvede kræfter foran kameraerne; Mathilde Norholt spillede en flot dobbeltrolle i 'Momentum', Movie Battle-darlingen Maja Muhlack spillede sød, syngende servitrice i aftenens eneste periodefilm og musical 'Enjoy the Ride', mens Danny Thykjær selvfølgelig medvirkede i en god portion af filmene... det er vist efterhånden tradition. Præmien for bedste skuespilpræstation var i øvrigt et kursus ved Det Danske Skuespillerakademi, og det var måske nok en smule akavet, når nu vinderen var så garvet, men vi må da håbe, Thunbo finder et par gode, ambitiøse unge hænder, der kan overtage gavekortet.

Juryens pris for bedste timetravel-film og såmænd også publikumsprisen gik til ‘Inmate 48′, som var en utroligt flot og helstøbt film. Instruktøren Sohail A. Hassen har gjort et kæmpe arbejde med sin film, og som han sagde i sin rørende takketale, er det efter mange års arbejde i den danske filmundergrund den første pris-anerkendelse, han nyder. Stort tillykke til ham!
Det er efterhånden en tradition, at Master Fatman er vært ved Movie Battle, og det blev gjort med forudsigelser om de tilstedeværendes nære og fjerne fremtider.
I det hele taget var det en god aften med mange forskellige bud på, hvad en tidsrejsefilm kan være. Filmisk er tidsrejsen et tema, som kan favne mange forskellige genrer, og der var således plads til både musical, romantisk komedie, thriller, sci-fi og naturligvis vores eget lille torturkammerspil, som vi kalder det. Tidligere år har medarrangøren Another World Entertainment udgivet en dvd med Movie Battle-kortfilmene, men det lyder ikke til, det er planen i år. Desværre! Jeg håber, de skifter mening, for det er sgu en fin tradition at forevige begivenheden og det gode initiativ med sådan en udgivelse.

Alexander og jeg prøvet at se vores egen lille kortfilm på det store lærred, og det kunne vi da sagtens vænne mig til. Vi er såmænd også allerede i gang med at forberede indslaget til næste års Movie Battle, hvor temaet er horrorens allermest sexede, blodigste og underlødigste undergenre: slasheren!

07/04/2014

Anmeldelse: Saw II.

Årgang: 2005.
Tagline: 'New game. Different pieces.'
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 95 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Saw' (2004), 'Saw III' (2006),
'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Det andet kapitel i ‘Saw’ franchisen går i en lidt anden retning end originalen. Manuskriptforfatter Leigh Whannell hænger dog stadig på, og det gør, at der i det mindste er relativ god sammenhæng med 1eren, men er det nok til at gøre 'Saw II' til en lige så god film? I anden omgang af ‘Saw’ franchisen udvides persongalleriet en smule. Hvor første film koncentrerede sig om to ofre og derudover viste glimt af Jigsaws tidligere ofre, følger vi i ‘Saw II’ en gruppe mennesker, der er blevet lukket inde i et hus og nu i bedste ‘Night of the Living Dead’ stil, begynder at vende sig mod hinanden. Når dette imidlertid sker i omgivelser sat op af Jigsaw, bliver det hele naturligvis en smule mere problemfyldt...

Der er skruet en lille smule op for alle knapper i 'Saw II'. Hvor mange nok husker den oprindelige film som væsentlig mere grafisk, end den egentlig var, er der i anden ombæring ingen tvivl om, at det hele er blevet mere eksplicit. Antallet af figurer er øget, hvilket tager en hel del af klaustrofobien, som var blandt de gode elementer i originalen. Erstattende for dette element er en øget intensitet i såvel de tilfangetagnes forhold til hinanden som i politiets denne gang endnu mere personlige del i Jigsaws leg. Det hele virker overraskende fint i denne fortsættelse, og det er svært ikke at sætte pris på filmens evne til at være sin egen og ikke blot et forsøg på at overgå den forrige. Dermed ikke sagt at filmen er fejlfri, men det var originalen heller ikke. Inden vi kommer så langt, er det dog værd at notere sig, at Leigh Whannell ikke alene er tilbage som manuskriptforfatter på filmen men sammen med James Wan også er executive producer. Det kan være blandt årsagerne til, at de henvisninger, der sendes til originalen, fungerer så fint. Hvad der endvidere er positivt er måden, hvorpå mange af de ting, der i den første film fungerede godt, fordi de henlå i mørke, denne gang synes at blive bragt mere frem i lyset. Tobin Bell gør sig især godt som Jigsaw, nu når vi for alvor får lov at se ham være en brik i sit eget spil. Alt sammen betyder det, at de mange boostede elementer fungerer som en del af historien, og ligesom det var tilfældet i etteren, virker filmens twists ikke for beregnende, selvom seerens suspension of disbelief sættes en smule mere på prøve her. 
Darren Lynn Bousman understreger, at fokus fra denne film og fremad vil blive drejet tiltagende længere i retning af Jigsaws snedige fælder.
Et problem, som genopstår fra første film, er karaktererne. Ved at multiplicere karaktererne med nogle stykker, gøres det tydeligt, at de fortsat er meget karikerede. Værst står det til med Xavier (spillet af Franky G), som er forfærdeligt over the top i sit spil og er noget klodset skrevet og tit lader til at være inkluderet, alene fordi han er irrationel nok til at skabe hurtig splid i gruppen. Når det alligevel ikke ender med at være så stort et problem, er det fordi, at det egentlig spiller meget godt sammen med Jigsaws pointe om, at menneskeracen ikke længere har den samme overlevelsesvilje, som de har haft. Allerede fra den første film har serien haft en mørk tone. Ikke alene i sit visuelle udtryk men også i sine tematikker. De dystre overvejelser om menneskeracens stigende svagheder er et væsentligt punkt her, og det gør filmen interessant. Derfor er det på sin vis også logisk, at det er karikaturer af disse svagheder, der bringes i spil. I den forbindelse er det for mig lidt overraskende, at det ender med at være fordelagtigt for filmen, at Jigsaw trækkes frem i lyset. Undertegnede var ellers overbevist om, at skurken gjorde sig bedst skjult i skyggerne, men her fungerer den helt modsatte idé ganske fremragende, og det er fascinerende at få et indblik i, hvorledes han rationaliserer sine hensynsløse metoder. Derudover er Shawnee Smiths øgede rolle i denne ombæring en fornøjelse at betragte, fordi hun er bedragerisk indtagende som en kvinde, der én gang har overlevet Jigsaws spil, men nu er fanget tilbage i mandens mareridtsscenarie.
Meget er sket med den søde omend lidt dumme Linda fra ‘Becker’, siden serien sluttede.
Stilistisk er filmen meget lig etteren. Ligesom med andre elementer tages det hele et skridt videre. Klipningen er mere ekstrem og kører i endnu højere hastighed end forgængeren, hvilket bliver en smule for meget nogle steder. Kameraet er atter en gang håndholdt, og det fungerer, fordi det ikke overgøres med pludselige zooms og bevidst rysten. Man har også eksperimenteret endnu mere med de skiftende farveskalaer og saturerede momenter. Det er lykkeligvis ikke så svært at komme sig over den tider lige vel dramatiske klippestil, og hen mod slutningen begynder den sågar at give mening i forhold til plottet. Apropos filmens klimaks, lever denne omgang fint op til etteren. Det er lidt ærgerligt, at slutningens drejninger overforklares en smule, og det føles som om, der ses en smule ned på publikum i den sammenhæng. Det problem var også til stede i originalen, og derfor kan det ikke rigtig trække nærværende film ned i forhold til den. I stedet er min oplevelse langt hen ad vejen den samme, som den jeg havde med det indledende kapitel: God underholdning med en smule kant og nogle lidt blandede præstationer, der i denne omgang løftes af Tobin Bell, Shawnee Smith og Donnie Wahlberg.
Sig mig, er det ikke hende vegetarfanatikeren fra ‘Two and a Half Men’?

Med den første 'Saw' fik vi en low budget film, der ikke var enorm i skala men ønskede at skabe klaustrofobi og moralske overvejelser hos seeren. I anden omgang er der skruet op for både tempo, gore og hvad der står på spil. Det fungerer måske ikke decideret bedre end den første film, men man er alligevel enormt godt underholdt atter en gang, og selvom uhyggen til dels viger pladsen for splat, gøres der op for dette, med en øget dose Tobin Bell, hvilket overordnet bringer filmen på niveau med sin forgænger.

Score:

06/04/2014

Opvarmning til Movie Battle 2014 #6: Interview med Anna Lawaetz.

Igen i år kan du nyde dugfriske værker fra den danske filmundergrund på det store lærred, når CPH PIX i samarbejde med Another World Entertainment åbner dørene for Movie Battle 2014! Temaet er den paradoksalt nok evigtaktuelle genre Time Travel – men som bekendt er netop tidsrejsegenren én, man kan gøre meget med, og de seks kortfilm, som deltager i konkurrencen spænder fra gys over komedie og endda til musical. Her på Sørensens Exploitation Cinema er vi stolte over, helt eksklusivt, at kunne præsentere en række interviews med folkene bag de seks film. Interviewene udgives løbende frem til afholdelsen af Movie Battle 2014: Time Travel den 7. april. Billetter kan i øvrigt købes liiiiiiige her! Dette sjette og sidste interview er med Anna Lawaetz, instruktør og manuskriptforfatter på 'Det rette øjeblik'. Skrevet af Jesper Pedersen. 


Hvad handler din film om?

Anna Lawaetz.
'Det rette øjeblik' handler om en lidt kikset og enormt nørdet fyr, der som sådan ikke er specielt god til det med piger. Han bliver presset til at gå på en blind date af en kammerat, hvilket i sig selv kunne give en serie uheldige situationer. Vi har dog oppet hans chancer ved at smide et tidrejseartefakt med på hans character sheet. Så i virkeligheden handler filmen måske mere om magt, magtmisbrug og om at stoppe, mens legen er god.

Udover timetravel, hvilken genre beskriver bedst din film?
'Det rette øjeblik' er uden tvivl bedst beskrevet som en komedie.

Hvordan opstod idéen til filmen?
Tja… der var øl på bordet… så meget ved jeg. Jeg var der ikke. Og en masse ideer i luften. Og øl. Og PING, Nicolai fik en ide! Og så blev der drukket øl, for sådan noget skal fejres! Bom!
Grundlæggende ville vi gerne lave noget der var anderledes fra den mere typiske genre, der er til Movie Battle. Så en af vores præmisser var, at det ikke måtte være en typisk tidsrejse-actionfilm.

Hvilken tidsrejsefilm er din favorit og hvorfor?

'Terminator 2: Judgement Day'. Den har en god balance mellem action og humor. Plottet er medrivende og emo-niveau er tilpas uden at svælge i følelser. Karaktererne er troværdige; selv robotterne. Sarah Connor en super fed kvindelig actionkarakter, som man ikke havde så mange andre af fra den tid. Hvad kan jeg ellers sige udover at jeg synes den er for AWESOME! 

Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen, og hvad ville du gøre?
Jeg ville vælge IKKE at rejse nogle steder hen. Jeg ved simpelthen for lidt om, hvordan det der tids- og rumskontinuumteori fungerer i praksis, til at jeg vil risikere at komme tilbage til min egen nutid for at finde ud af at anime aldrig er blevet opfundet(!!!).

Hvorfor vinder din film Movie Battle 2014?
Det ved jeg da virkelig heller ikke, om den gør… jeg håber at filmen får de reaktioner fra salen, som er meningen med den. For mig handler det mest om at vores hårde arbejde kommer ud til folk og bliver set.


05/04/2014

Opvarmning til Movie Battle 2014 #5: Interview med Svend Ploug Johansen.

Igen i år kan du nyde dugfriske værker fra den danske filmundergrund på det store lærred, når CPH PIX i samarbejde med Another World Entertainment åbner dørene for Movie Battle 2014! Temaet er den paradoksalt nok evigtaktuelle genre Time Travel – men som bekendt er netop tidsrejsegenren én, man kan gøre meget med, og de seks kortfilm, som deltager i konkurrencen spænder fra gys over komedie og endda til musical. Her på Sørensens Exploitation Cinema er vi stolte over, helt eksklusivt, at kunne præsentere en række interviews med folkene bag de seks film. Interviewene udgives løbende frem til afholdelsen af Movie Battle 2014: Time Travel den 7. april. Billetter kan i øvrigt købes liiiiiiige her! Dette femte interview er med Svend Ploug Johansen, instruktør på 'Momentum'. Skrevet af Jesper Pedersen. 


Hvad handler din film om?
En kvinde rejser 10 minutter tilbage i tiden for at slå sig selv ihjel. Det er tilsyneladende hendes eneste chance for at få sikre sin egen fremtid, men det store spørgsmål er: kan tiden overhovedet ændres, eller er skæbnen uforanderlig?

Udover timetravel, hvilken genre beskriver bedst din film?

Science fiction og gys.

Hvordan opstod idéen til filmen?
'Momentum' bygger på en idé, jeg fik som barn, hvor jeg legede med tanken om at rejse tilbage i tiden og møde mig selv. Senere I gymnasiet skrev jeg en stil om en tidsrejsende, der rejser tilbage i tiden for at slå sig selv ihjel. Da Movie Battle annoncerede temaet time travel, fandt jeg historien frem fra skuffen, og 'Momentum' er en videreudvikling af den idé.

Hvilken tidsrejsefilm er din favorit og hvorfor?
'Abernes Planet'. Den gjorde kæmpestort indtryk på mig, og da den i sin tid havde premiere, var den banebrydende. Den har en fantastisk enkel præmis, som fuldstændig tager fusen på publikum til sidst.

Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen, og hvad ville du gøre?
Svært spørgsmål. Jeg ville rejse 10 minutter tilbage, så jeg kunne få tid til at tænke rigtig godt over mit svar.

Hvorfor vinder din film Movie Battle 2014?

Fordi den er en anderledes og ny form for tidsrejsefilm men samtidig også en hyldest til genren. 'Momentum' taler til både hjerne og hjerte. Jeg har tilstræbt at skabe en film, der både overrasker, underholder og sætter tankerne i gang.

Svend Ploug Johansen.