27/03/2015

Anmeldelse: The ABCs of Death 2.

Årgang: 2014.
Tagline: "Some people never learn.”
Genre: Horror, Splatter, Antologi.
Instruktør: E. L. Katz, Bill Plympton, Bruno Samper m.fl.
Runtime: 125 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “ABCs of Death” (2012), “Creepshow” (1982), “Tales from the Darkside: The Movie” (1990),
V/H/S (2012).

“ABCs of Death 2” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


30 instruktører beskæftiger sig i 26 film (en for hvert bogstav i alfabetet) med døden som tema. Antologien er ikke forsøgt sammenkædet af en overordnet historie men hopper direkte mellem sine vidt forskellige fortællinger.

Ud af de 26 film, der præsenteres i denne omgang dødemands alfabet, er der 7, der er særligt bemærkelsesværdige. Blandt de små mesterligheder er den barndomsdestruerende “Wish”, der handler om et barn, der får opfyldt sit ønske om at komme ind i sin helt Zorgs verden.. Desværre er heltemodighederne, som han har leget med sin actionfigur, mere komplekse end som så, og det er ikke så nemt at skelne ven fra fjende. Filmen er lavet med effekter, der kaster et nostalgisk blik i retningen af fordums cheesy sci-fi. Samtidig tages der også pis på nostalgien, fordi den voksne i tilbageblikket, glemmer nuancerne, hvilket bliver til stor skade for hovedpersonen i denne film. To mere simple eksempler på stærke segmenter er “Utopia” og “Roulette”, der dyrker hver deres stemning. “Utopia” er objektivt filmet men rummer en stor ironi, idet filmen præsenteres for en verden, der snarere er en dystopi. “Roulette” er sort/hvid og emmer af stemning, blandt andet fordi de farveløse billeder er udnyttet effektivt.
Fra segmentet “Invincible” af instruktør Erik Matti.
Der opbygges en stor intensitet, mens vi følger et spil russisk roulette; en utrolig velspillet tysk lille film. Kristina Buozyte har lavet en af de to topscorere i antologien: “Knell”. Denne film er den eneste i bunken, der reelt formår at opbygge en atmosfære, der er skræmmende. Den er visuelt overlegen og bygger skånselsløst stemning op men ikke nok med det: Det lykkedes også filmen at forløse denne opbygning på en måde, der er tilfredsstillende, på en fornemt afdæmpet måde. Jeg er øjeblikkeligt blevet nysgerrig på at se instruktørens “Aurora” (2012), som potentielt kunne være rigtig interessant. Den anden film, der lander helt i toppen af barometret, er “Jesus” instrueret af Dennison Ramalho. Filmen er ligefrem vigtig i sin pointe. Den handler om en homoseksuel mand, der forsøges udfriet fra sine “dæmoner”. Tingene tager imidlertid en stærkt symbolsk drejning, og Ramalho kan i sidste ende nærmest betragtes som en slags hævnfantasi for undertrykte homoseksuelle over hele verden. Jeg var udover de nævnte film glad for “Head Games” og “Capital Punishment”.
Fra segmentet “Capital Punishment” af instruktør Julian Gilbey.
Jeg var ærgerlig over at finde E. L. Katz film “Amateur”, som indleder antologien, så jævn. Katz er manden bag “Cheap Thrills” (2013), som tidligere er anmeldt her på bloggen til topkarakter. I det hele taget er der rigtig meget, der bare ligger på det jævne i “ABCs of Death 2”. Film som “Badger”, “Masticate” og “Nexus” er alle solidt produceret, men de er også enormt tomme. Så er det sjovere at blive efterladt en smule splittet, som det eksempelvis var tilfældet med den chokerende klamme “Zygote”, hvor det var svært at vurdere om instruktøren blot skød efter chok value, eller der reelt var en symbolik, han ønskede at videregive. Én ting må man dog give den - det er nogle vilde effekter - og så vidt jeg kunne spotte, er de allesammen udført praktisk. “Youth” af Sôichi Umezawa var også splittende for mig, fordi den er så over the top i sine billeder, at jeg langt hen ad vejen stod fuldstændig af og fandt billederne for groteske til, at de gav mening ind i nogen form for historie. Filmens slutning ændrede til gengæld fuldstændig på den opfattelse, og i sidste ende oplevede jeg i retrospekt filmen som en skarp fortælling om ungdommens frustration, forvirring og vrede. Derudover skal “Xylophone” og “Vacation” fremhæves. Førstnævnte er dybt ubehagelig, med en sarkastisk poesi, som mindede mig om “Creepshow” (1982). “Vacation” er modsat brutalt realistisk og er set gennem en mobiltelefon, hvor en særdeles emotionel kæreste bliver vidne til nogle brutale begivenheder.
Fra segmentet “Youth” af instruktør Sôichi Umezawa.
Den gode nyhed i forhold til “ABCs of Death 2” overordnet er, at der er flere film, som rammer helt i toppen af skalaen, end der ligger i bunden. Der er blot 6 film, som decideret mislykkedes. “Deloused” er en stop-motion animationsfilm, der er utrolig fint lavet, men hvis syrede univers, virker ulækkert for at være det. Jeg har intet problem med splat, men foretrækker, at der er mening med galskaben, eller at galskaben i det mindste er engagerende på et eller andet plan. Filmen her er så ensidigt ubehagelig at betragte, at det bliver ligegyldigt. “Grandad” forsøger sig med en mere humoristisk indgangsvinkel, men falder også helt igennem undervejs og bliver plat. I det hele taget er problemet med de film, der ikke fungerer her, at de enten dyrker gross out gys på en måde, så det bliver ligegyldigt for mig.
Fra segmentet “Grandad” af instruktør Jim Hosking.
Lad os ikke fortabe os i det negative. “ABCs of Death 2” har nogle kortfilm, der rammer helt forbi og en del, der placerer sig lidt halvkedeligt i midten, men den har, ligesom sin forgænger, også nogle film, der som enkeltstående små oplevelser er noget nær perfekte. “Knell” er det perfekte eksempel på en instruktør, som bare skal have lov at dyrke sit talent i fuld længde, og som mestrer alle niveauer af mediet. Hvis de 7 virkelig gode film, der er iblandt her, kan vise vejen for genren, er der håb endnu. Afslutningsvis en lille note i forhold til den overordnede karakter: Jeg har udregnet gennemsnittet af, hvad jeg giver de individuelle film og givet det tal til den overordnede filmoplevelse. Jeg kan godt lide idéen med en antologi, og jeg synes ikke det er problematisk, at der ikke er et bindeled mellem de forskellige film, men at vi blot får 26 unikke indgangsvinkler til, hvad en genrefilm er eller bør være.

Score:

10/03/2015

Anmeldelse: The Night of the Hunter.

Årgang: 1955.
Tagline: "The wedding night, the anticipation, the kiss, the knife, BUT ABOVE ALL... THE SUSPENSE!”
Genre: Film-Noir, Thriller.
Instruktør: Charles Laughton.
Runtime: 92 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.
Se også: “M” (1931), “Les Diaboliques” (1955), “To Kill a Mockingbird” (1962).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


En mand, der er træt af at se sine og andres børn sulte, begår bankrøveri. Han bliver hurtigt fanget, men når inden da at skjule pengene fra røveriet i sin datters dukke. Han får både hende og sønnen John (Billy Chapin) til at sværge på, at de vil holde hans hemmelighed. I fængslet får en mand ved navn Harry Powell (Robert Mitchum) færden af pengenes eksistens. Mens bankrøveren hænges, slippes Powell løs og drager straks af sted for at finde hans cellekammerats penge, koste hvad det vil!
L O V E * H A T E
Charles Laughton var primært skuespiller. Derudover instruerede han en del på teatret, men dette er ulykkeligvis hans eneste spillefilm. Instruktøren siges at have været så oprørt over den dårlige modtagelse filmen fik ved sin udgivelse, at han svor aldrig at lave flere film, hvilket han desværre holdt. Skuespiller Robert Mitchum har ikke andet end ros tilovers for manden og kalder ham for den bedste instruktør, han har arbejdet med. Det er heller ikke så mærkeligt, eftersom “The Night of the Hunter”, og rollen som Harry Powell, sandsynligvis er det bedste, som Mitchum har præsteret i sit liv. Skabelsen af filmen er en fortælling i sig selv og er afdækket i omfattende grad i dokumentaren “Charles Laughton directs”, som er at finde på Arrow Videos udgivelse af filmen. I dokumentaren er en lang række outtakes inkluderet, hvor det helt konkret bliver muligt at høre, hvordan Laughton arbejdede med skuespillerne. Rygterne om, at instruktøren skulle have været hård ved særligt de unge skuespillere, virker ikke særlig sandsynlige. De optagelser, der er inkluderet her, giver indtryk af en specifik og grundig filmskaber, der gerne tog de takes, der var behov for, men som behandlede sine skuespillere med respekt.
“Leaning... leaning... safe and secure from all alarms. Leaning... leaning... leaning on the everlasting arms.“
Respektfuld eller ej. Charles Laughton har skabt en ekstremt effektiv og stemningsfuld lille gyser med “The Night of the Hunter”. Filmen lægger vægt på en stemning, som oser af ubehag og frygt i børnehøjde. Børnene, der er centrum for handlingen, udsættes for utrolig meget, og med effektive virkemidler illustreres det, hvor lidt hjælp der er at hente. Filmen holder meget fint børnenes perspektiv i tankerne, og får hele verden til at fremstå både stor og kold. Årsagen til, at børnenes far har begået indbrud til at begynde med, er fattigdom. Således spejler børnenes stigende desperation og magtesløshed ganske godt den følelse, som den gængse amerikaner må have været efterladt med i 30ernes depressionsramte Amerika. Robert Mitchum leverer en pragtfuld (måske karrierens bedste) præstation, som den hensynsløse Harry Powell. Filmen afslører meget hurtigt, at Powell er en skurk. Selv uden den meget tydelige understregning af det faktum, ville det have været en snild sag at spotte falskheden i Powells på overfladen så gemytlige væsen. Figuren er et billede på den forvrængede måde, hvorpå religion kan misbruges til at vildlede mennesker i svære livssituationer. Mitchums skift mellem det behagelige og det monstrøse er præcis, hvad der gør præstationen så fængende. Han er i sandhed en ulv i fåreklæder, og han benytter en falsk godhed og kærlighed som våben. Gennem ham leger filmen med sit publikum og skaber den tonstunge atmosfære, som er dens helt store kvalitet.
Filmen svælger i smukke kompositioner som denne.
Mitchum er ikke alene om at skabe uhyggen. Filmens lyssætning er muligvis dens allerstørste stjerne. Brugen af skygger til at skabe den paranoia, som de skræk-elskende dele af publikum holder så meget af, er helt eminent. Mitchums fremtoning i filmen og hans foruroligende sang om at overlade sin skæbne til de højere magter, bliver ikoniske grundet den kontekst, som lyset skaber. Skurkens skygge hviler ubønhørligt over børnene, og publikum bliver overbevist om børnenes magtesløshed over for den ondskab, som figuren repræsenterer. Filmens fotograf Stanley Cortez sagde om Charles Laughton, at han var en af ganske få instruktører, der forstod lysets betydning for en films effektivitet. Det er slet ikke nogen snild sag at lave en sort/hvid billedside, der har et dystert udtryk, uden at den bliver flad. Særligt ikke når det sombre skal kombineres med så stor skønhed, som det bliver gjort her. Beskæringerne er kunstfærdigt produceret og indeholder så megen information, at filmen aldrig bliver kedelig at kigge på.
“Salvation is a last-minute business, boy.”
Min forkærlighed for Charles Laughtons film skinner forhåbentlig igennem. Filmen er en klassiker, som desværre blev underkendt til ekstrem grad ved sin udgivelse, hvilket resulterede i at Charles Laughton aldrig instruerede flere brilliant fotograferede og mesterligt stemningsfulde værker. Hvis tabet skal vurderes ud fra det vi fik, er det utrolig meget, vi har mistet til konservative filmanmeldere anno 1955. Hermed sendes der seks glødende pinheads afsted til Laughton i det hinsides, vi håber du hører os, gamle dreng.

Score:

01/03/2015

Anmeldelse: Saw VI.

Årgang: 2009.
Tagline: "The Game Comes Full Circle.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Kevin Greutert.
Runtime: 92 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Entertainment.
Link til filmen på
IMDB.Se trailer her.Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den nye Jigsaw-morder (Costas Mandylor) er i færd med at afslutte den oprindelige Jigsaws (Tobin Bell) arv. Turen er nu kommet til nogle af de største skurke, morderen har kunnet finde frem til: De forsikringsfolk, der hver dag afviser massevis af mennesker hjælp. Gennem endnu en række flashbacks får vi samtidig seriens endegyldige forsøg på at binde de efterhånden mange morderiske individer, serien har budt på, sammen.
Klipper Kevin Greutert tager denne gang plads i instruktørstolen, som således holdes indenfor “Saw” familien. Men kan der efterhånden vrides mere ud af “Saw” citronen? Allerede i anmeldelsen af “Saw V” blev det nødvendigt at overveje, hvorvidt den endegyldige forkludring af tidslinjen, som “Saw IV” stod for, skulle blive ved at have en indvirkning på de følgende film. Fordi “Saw” serien i så høj grad nyder at gribe tilbage i foregående kapitler og give tilskueren glimt af tidligere films indhold, er det svært at give slip på de fejl, man mener eksisterer i historiens overordnede forløb. I “Saw VI” er det heldigvis nemmere at give slip på forvirringen. De flashbacks, der er, fokuserer på ting, der er sket forud for begivenhederne i den første film eller i løbet af de tre oprindelige films kontinuitet. Man vælger heller ikke længere at svælge i den fjollede idé om, at Jigsaws forskellige arvtagere ikke har kendt til hinanden. I stedet giver man netop deres sammenspil en plads. Desværre ændrer det ikke på, at der ikke rigtig er mere tilbage for serien at sige om sine karakterer. Der er måske nok mulighed for at tilføre flere twists, hvilket skaberne ikke overraskende også gør, men det er svært for alvor at tilføre dem nye aspekter. Filmen selv er ikke det rene skidt, og der er atter engang gode idéer blandet ind i det fortsat meget søgte stykke fiktion, vi her præsenteres for.
“The Jigsaw Killer may be dead but the murders still continue...“
Efter denne anmeldelse får jeg ikke mange yderligere muligheder for at rose Jigsaw og den drivende kraft bag ham: Tobin Bell. Så hvorfor ikke slå det fast en sidste gang? Karakteren Jigsaw er utvivlsomt det, der gør filmserien værd at se efter det første kapitel. Tobin Bell nægter at lade karakteren blive patetisk og holder i stedet for fast i, at der skal være en vis kontinuitet i karakterens motiver. Hvad “Saw VI” i den forbindelse gør godt er, at serien på mange måder rundes endegyldigt af med denne film. Selvom jeg mange gange tidligere har konstateret at jeg mener “Saw III” burde have været enden på franchisen, hvilket jeg stadig står fast på, er der alligevel en større endegyldighed til denne films finale. Det føles her oprigtig talt som om, der har været en overordnet målsætning med de mange mord, og selvom slutningen kunne have afsluttet Costas Mandylors karakter en smule mere definitivt, hvilket ville have været rart, bliver det fleste tråde afsluttet så godt, som det er muligt i en serie, der har en del forkludringer filmene imellem. Særligt er filmens afsluttende momenter ret vellykkede, og de to fælder, der afslutter filmen, er yderst effektive.
Det ser ikke godt ud for denne deltager i legen...
Til trods for, at “Saw VI” ikke er seriens sidste film, mener jeg fint, den kunne have været det. Mest af alt fordi den som enkeltstående film næsten når de første tre films højde. Således er det også mange af de samme positive såvel som negative elementer, der er indeholdt her. Karaktererne er atter karikerede, og det gælder i særdeleshed Mark Rolstons forsikringsmand, der i sin introduktion er enormt ensidig og svær at forestille sig nogen holde af. Det havde muligvis været mere interessant, hvis han reelt var sympatisk, men det gøres der lidt op for undervejs, hvor han når at fremvise enkelte menneskelige kvaliteter. Derudover føles det også som typisk for “Saw” franchisen, at man på denne måde har en karakter, der bliver symbol for noget, skaberne vil stille i fokus som et moralsk problem. I dette tilfælde bliver satiren ret fremtrædende, i og med det er en forsikringsagent, vi her har med at gøre, og en af de mest arrogante af slagsen, filmmediet har budt på. Deri ligger på sin vis filmenes styrke. Når “Saw” er bedst, er den i stand til at prikke til samfundsmæssige betændte elementer, og det øger underholdningsværdien for de, der ikke bare leder efter innovative nye fælder.
“You want a chance? I'll give you a chance.“
“Saw VI” giver ikke just nyt liv til franchisen, men afliver den meget passende både effektivt og endegyldigt, hvilket atter kan få kapitel 7 til at virke som en meget tvivlsom størrelse, som undertegnede ikke føler et synderligt behov for at få set lige med det første. “Saw VI” ligger tæt op ad de originale film i forhold til kvalitet. Den er en underholdende størrelse i sin egen ret. Hvad der alligevel gør at den ikke helt når op på niveau er, at filmen i sin jagt efter nye retninger at tage franchisen i, laver nogle drejninger, som gør det overordnede indtryk en smule rodet.

Score:

Anmeldelse: Saw V.

Årgang: 2008.
Tagline: "In the end all the pieces will fit together.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: David Hackl.
Runtime: 95 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Entertainment
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.

Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Torturlegene fortsætter i “Saw V”, hvor arven efter Jigsaw stadig holdes i live af den nye Jigsaw-morder (Costas Mandylor). Filmen går en smule tilbage til rødderne, og vi følger en lille gruppe mennesker, som udsættes for en såkaldt “leg” for livet. Igennem en række udfordringer må den lille gruppe lære hinanden at kende for at forsøge at overleve den situation, de er landet i.
Tidligere produktionsdesigner på “Saw” franchisens 2., 3. og 4. kapitel: David Hackl, overtager i “Saw V” styringen og sætter sig i instruktørsædet. For overhovedet at komme så langt som seer, kræver det naturligvis, at man har haft fornøjelse ud af den rodede forgænger, og for at komme igennem dette kapitel, skal man også være villig til at acceptere nogle plothuller af ret omfattende størrelse. Det gør, at den del af plottet, der følger den nye Costas Mandylors karakter er noget forfærdeligt rod at komme igennem. Denne del af historien skifter mellem at give mere og mindre mening i forhold til de andre film. Fælles for alle dele af denne historie er, at den føles utrolig forceret. Ikke engang Tobin Bell kan længere redde denne del. Det var relativt interessant at se genkendelige scener fra tidligere film, og hvad der gik forud for disse i “Saw III”, er det her begyndt som resten af filmen, at fremstå som et noget desperat forsøg på at fastholde seerens interesse. Costas Mandylor er en smule mindre overspillende i denne omgang, men særligt i scenerne mellem ham og Tobin Bell, bliver det helt tydeligt, hvor meget karisma han mangler i forhold til sin forgænger.
“If youre good at anticipating the human mind. It leaves nothing to chance.“
Den anden del af historien, som sender tankerne tilbage i retning af “Saw II” er filmens sande force i denne ombæring. Hvad der fungerede i den film fungerer også her og sågar en smule bedre. Forholdene mellem karaktererne er mindre karikerede, og personerne selv virker væsentlig mere intelligent skrevet. Helt modsat klassiske horrorkarakterer gør disse personer, hvad de beslutter sig for hurtigt og med stor egoisme. Det skaber en kant, der var stærkt savnet i “Saw IV”. Hvad der også vendes en smule tilbage til her er uhyggen, som trinvist er blevet afløst af gore over de seneste titler i serien. Filmen nærmer sig originalens klaustrofobiske kvaliteter og er et skridt tilbage mod, hvad franchisen plejede at handle om. Filmen er igen en lettere skizofren oplevelse, og selvom trådene forsøges samlet, bliver det ligesom resten af filmen; utrolig forceret.
Filmens tagline lover at alle brikkerne vil passe sammen til sidst, et løfte, som måske er lige ambitiøst nok.
Stilmæssigt er der ikke meget nyt at komme efter. Instruktør David Hackl følger i høj grad formen, der blev lagt ud i de foregående film. Hvad der virkelig gør forskellen i dette femte kapitel, er et manuskript, der er en smule strammere og væsentligt bedre skrevet. De bedste karakterer heri er mere troværdige end nogen, serien tidligere har leveret, og særligt Julie Benz (kendt fra tv-serien “Dexter”) gør et fremragende job med at vise en stærk men også koldblodig og egoistisk kvinde. Filmen kan også roses for at holde sin længde nede og sørge for en bedre fremdrift. “Saw” filmene har aldrig været stor filmkunst, men underholdningsværdien afhænger i særdeleshed af, at historien forbliver så koncis som muligt. Med andre ord er det høje tempo efterhånden et krav for seriens respektive tilføjelser, og det overholdes her.
“This is redemption. Just giving you an option. That's all.“
Fem film inde i “Saw” franchisen handler det efterhånden udelukkende om at finde de små kvaliteter, i en overordnet rodet fortælling. Problemerne er mange, men den del af plottet, der fungerer, er vitterligt seværdig. Kan man komme sig over problemerne med kontinuiteten, kan Mandylor-delen også fungere. Det til trods for at glæden ved at gense glimt af tidligere films lokationer er mindre her end i “Saw III”. Filmens tilbagevenden til tidligere tiders nærmest satiriske form placerer filmen en smule bedre end forgængeren. “Saw V” gør med andre ord, hvad den kan ud fra et rodet udgangspunkt. For fans er filmen en lille sejr, men for de fleste andre vil denne omgang torturunderholdning være lige så overflødig som “Saw IV” var det.

Score:

26/02/2015

Anmeldelse: Saw IV.

Årgang: 2007.
Tagline: "You think it is over... but the games have just begun.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 96 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ligesom det var tilfældet i flere af de tidligere “Saw” film er der atter en gang to hovedtråde i “Saw IV”. Den ene fokuserer på Jigsaws ekskone Jill Tuck (Betsy Russell), der giver yderligere indblik i sin tidligere husbonds fortid. Den anden tråd følger betjent Daniel Rigg (Lyriq Bent), som kæmper sig vej gennem en række fælder, der naturligvis har en lektie at lære ham.
Har man læst mine tidligere “Saw” anmeldelser, vil man vide, at jeg er ganske glad for seriens første tre kapitler. De tre første film havde en sammenhæng, som undskyldte, at de tre film havde en del til fælles i form. Endvidere var der også tilstrækkelig forskellighed filmene imellem til at gøre hver enkelt titel interessant i sig selv. De overforklarende slutninger, stedvist fortegnede karakterer og andre små fejl kunne ikke tage fra filmene, at de var underholdende oplevelser, der indeholdt en smule kant. Problemerne bliver i “Saw IV” for fyldige.
Er der noget godt i tossekassen?
Skuespillet har taget et stort skridt i den forkerte retning, og særligt Costas Mandylor og Lyriq Bent har problemer med at holde den nutidige del af fortællingen på et vellykket plan. Særligt bliver Mandylors overspil ret hurtigt svært at tage alvorligt. Klipningen gør ellers sit for at skabe intensitet med sine “Natural Born Killers”-lignende glimt af den indre vrede, karakteren føler. Stilen kommer således en smule til filmens redning i dette tilfælde og skaber den intensitet, skuespillerne og manuskriptet ikke får skabt. Eftersom Jigsaw selv ikke længere er i live til at skabe filmens fælder er en smule af hans metode også forsvundet. Det leder til en sær blanding af fælder, som ikke er så sadistiske som 3erens men til gengæld heller ikke altid rammer Jigsaws udgangspunkt om at lære sit offer livets værdi at kende. Fordi filmen udsætter seeren for en øget mængde af disse fælder, er det også sværere at sympatisere med de enkelte ofre. Dét er en vigtig pointe, 4erens skabere har misset, for fældernes ubehagelighed har aldrig været det væsentligste. Det er de følelsesmæssige implikationer, der får dem til at fungere.
Trådene fra de foregående “Saw” film blev samlet i “Saw III”, som i høj grad lod til at afrunde, hvad der mest af alt har været Jigsaws fortælling. Det skulle ikke forhindre serien i at fortsætte, og med den fjerde film kæmpes der bravt for at genopbygge universet fra de 3 foregående film.
De negative ord ligger for undertegnede mest på den nutidige del. De mange klip fra fortiden er ret interessante, og endnu en gang er Jigsaws fortælling den mest engagerende del af filmen. Tobin Bell har altid været seriens største trækplaster og at bringe ham tilbage, er et særdeles smart træk. Det skyldes i særdeleshed, at alternativet var, at den komplet unødvendige og langtrukne obduktionsscene, filmen indledes med, ellers ville have været Bells eneste del i dette kapitel, og det ville have været en sølle måde at afslutte figurens tilstedeværelse i serien på. I stedet får vi gennem den relativt velspillende Betsy Russell et blik ind bag Jigsaws grandiose plan og kommer til at forstå en smule af, hvad der drev ham så langt ud. Rent faktisk havde det været mere interessant at se en decideret prequel (hvilket ellers nærmest altid ender med at være uinteressant) i stedet for at måtte nøjes med de små glimt, vi får her.
“I promise that my work will continue. That I have ensured. By hearing this tape, some will assume that this is over, but I am still among you. You think it's over just because I am dead. It's not over. The games have just begun.“
“Saw IV” føles som begyndelsen på enden for “Saw” franchisen. James Wan og Leigh Whannell er stadig involverede omend kun som executive producers, og selvom der er en del gengangere på både crew og cast fronten, begynder franchisen at fremstå ret forceret. Enkelte hints til de tidligere film er fine, men størstedelen forvirrer blot kontinuiteten filmene imellem. Det gør sig i særdeleshed gældende for slutningen, hvor det hele bliver enormt kludret og fuldstændig mister mening i forhold til kontinuiteten. Den begrænsede produktionstid på filmene og et manuskript, der fremstår hurtigt flækket sammen, indhenter serien som ellers tidligere har benyttet begrænsede budgetter med videre til sin fordel i stedet for at lade det sløve den ned. Stilen er stort set uændret, og hvad der startede som en hastig klippeteknik, der skulle dække over et lavt budgets småfejl, er blevet til et varemærke for serien. Når filmen benytter dette element bedst, trækker det filmen i en mere intens retning, men som oftest kommer det blot til at fremstå lige så søgt som filmens øvrige indhold.
Donnie Wahlbergs karakter er et ret fint billede på den overordnede franchise, han kan bare ikke bare få lov at dø.
Instruktør Darren Lynn Bousmans afsluttende kapitel i “Saw” serien er også det mindst vellykkede. Efter den oprindelige trilogis mange gode takter, lader det til, at skaberne er løbet tør for idéer og har glemt, hvad der gjorde den oprindelige film til, hvad den er. I momenter skimtes de gode idéer som rent faktisk passer med Jigsaws udgangspunkt, og særligt fungerer tilbageblikkene i filmen godt. Derudover er der ikke meget positivt at sige, og det er ærgerligt. Med en smule mere fokus og tid kunne filmen måske have været noget andet og bedre, men undertegnede hælder mest til, at serien burde have stoppet efter “Saw III”.

Score:

12/02/2015

Anmeldelse: Machete.

Årgang: 2010.
Tagline: "They just fucked with the wrong Mexican!”
Genre: Action, Exploitation, Grindhouse.
Instruktør: Robert Rodriguez.
Runtime: 105 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Sony.
Link til filmen på
IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Desperado” (1995), “Hobo with a Shotgun” (2011), “Machete Kills” (2013).


Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den hårdkogte mexicaner, der blot bliver kaldt Machete (Danny Trejo), kommer til USA efter at have set sin kone og datter blive dræbt af den magtfulde narkobaron Rogelio Torrez (Steven Segal). Han kommer til USA som ulovlig immigrant og hyres kort efter til at myrde Senator McLaughlin (Robert De Niro), som er udtalt modstander af al indvandring. Machete opdager snart, at han er blevet snydt af Michael Booth (Jeff Fahey), som hyrede ham, og indleder et hævntogt.
“Machete” (2010) lægger ikke skjul på hvad den er for en film. Siden den oprindelige trailer, er det blevet gjort klart, at filmen er en hyldest til tidligere tiders rå exploitation actionfilm. Det er præcis, hvad den komplette film leverer. Mere end halvanden times hårdtpumpet action serveres med et politisk budskab til at dyppe i. Det er befriende, hvor uprætentiøs denne film er i såvel sine replikker som sin stil. Filmen er klar over, at den er corny og leverer massevis af one-liners, som er en væsentlig del af underholdningsværdien. Selvom filmen langt hen ad vejen ikke tager sig selv særlig seriøst, er den politisk, på en ikke just subtil facon. Samtidig er den ganske reel og tydeligvis er der noget, folkene bag filmen ønsker at komme ud med. Derudover er Robert Rodriguez’ stil meget tydeligt til stede. Især vækkes der gentagne gange mindelser om den fremragende "Desperado" (1995).
“Machete don’t text.”
Der er heldigvis også masser af nytænkning i den måde, der udøves action i filmen. Få instruktører formår at skabe action som Rodriguez, særligt når han får lov at slå sig løs uden at være begrænset af fjollede ting som “god smag”. En anden faktor, der medvirker til at gøre filmen fængende, er det overraskende store karaktergalleri. Danny Trejo er i front, men en række andre større navne dukker op. Robert De Niro spiller Senator McLaughlin med en vis mængde selvironi og lader til at more sig med rollen. Jessica Alba finder sin indre krigerkvinde frem og forsøger sit bedste. Det er svært ikke at føle, at Alba tager sin rolle en smule for alvorligt. Det får hende til at stikke en smule ud i forhold til resten af castet. Michelle Rodriguez spiller atter den hårde kvinde med et hjerte af guld. Hun har spillet masser af lignende roller i eksempelvis "Fast and the Furious" (2001), men i Machetes univers passer hun utrolig godt ind. Der er usædvanligt mange karakterer i "Machete", men de fleste af dem håndteres relativt godt og gives plads. Særligt imod slutningen er det store cast en bonus og gør filmens finale til det ekstravagante udstyrsstykke den er.
Selvfølgelig er Michelle Rodriguez med!
Kvaliteten i "Machete" skal findes i dens underholdningsværdi. Ligesom det var tilfældet med “Planet Terror” (2007), er målsætningen at skabe en film der holder tilskuerne i sædet. På blu-ray udgivelsen er der sågar inkluderet et lydspor, hvor publikum kan høres juble når filmens største actionscener udfolder sig. Det er en film beregnet til at flygte fra den virkelige verden i halvanden time. Derfor er det politiske aspekt problematisk. Det er stærkt karikeret og så længe det er tilfældet, er det ikke et problem. Det bliver det til gengæld når det kommer til at fylde for meget undervejs i filmen. Det fine ved føromtalte “Planet Terror”, var at den ikke lagde den store vægt på plot. Dens historie var til stede for at engagere publikum, men dog så tilpas løs at den ikke ødelagde filmens uforpligtende karakter. Den balance har “Machete” en smule sværere ved at mestre.
[Indsæt selv liderlig 70' porn-music]
"Machete" er så underholdende i sin action, at det i sig selv havde været længe rigeligt, til at gøre filmen engagerende. Den type film Rodriguez hylder, blev ikke just set for deres dybde. Selvom det er en fin ide at tilsætte en smule relevans, i form af et politisk budskab, sker det ikke tilstrækkeligt organisk, til at det for alvor fungerer. “Machete” er anbefalelsesværdig men ingenlunde at foretrække til fordel for de tidligere "Planet Terror" og "Death Proof", som lykkedes bedre med deres stemning og nostalgi.

Score: