12. jul. 2016

Anmeldelse: Deathgasm.

Årgang: 2015.
Tagline: "The road to hell is paved in metal.”
Genre: Splatter, Komedie, Horror.
Instruktør: Jason Lei Howden.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shaun of the Dead” (2004), “Trick or Treat” (1986), “Braindead” (1992).

“Deathgasm” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

De to metal-hoveder Zakk (James Blake) og Brody (Milo Cawthorne) bryder ind hos deres store idol Rikki Daggers. Her finder de noderne til et stykke musik, som, da de spiller det, gør en stor del af deres lille bys befolkning til dæmoner. Uden at vide det, har de banet vej for satans komme, som de nu må forsøge at bremse, før det er for sent.
Got a splitting headache?
Vi tager sådan ca. plottet i “Tenacious D in The Pick of Destiny” (2006), kobler det med splatten fra film som “Evil Dead” (1981) og humoren i “Shaun of the Dead” (2004). Så tilføjes godt med heavy metal og voila! “Deathgasm” er født. Instruktør Jason Lei Howden var egentlig ret overbevist om, at hans smag i film var for outreret til at blive overvejet til at modtage støtte, men han endte alligevel med at sende et par ideer ind til en konkurrence, der gav mulighed for at få lavet en god ide om til film. En af ideerne var “Deathgasm”, som endte med at vinde. Howden bygger videre på en stolt tradition i New Zealandsk splatterfilmshistorie, som bl.a. tæller Peter Jacksons tidligste film, der stadig er blandt de blodigste og humoristisk mest fandenivoldske, genren har at byde på.
Kvinder kan tilsyneladende også have heavy metal fantasier... 
Hvad der er påfaldende ved “Deathgasm” er, at dens hovedpersoner er nørder på forskellig vis. De kender deres filmhistorie og har set både gys og action nok til at vide alt om one-liners, dramatiske entreer og humoristisk ordkløveri. Det bærer filmen præg af. Figurerne taler om dæmoner og nyligt oplevede traumer med en nonchalant attitude, som sender tankerne hen til den tidligere nævnte “Shaun of the Dead”, men dog tilsat en yngre og mere dødsfornægtende tone. De her figurer er unge, frustrerede og dumdristige. Det gør dem hurtige, ikke bare i replikken, men også hurtige til handling. De spilder ikke for meget tid på at overveje, hvad deres næste træk skal være, og det gør, at historien udvikler sig hurtigt.
“You've got red on you”
Filmen er proppet med virkemidler. Den klipper til tegninger som, tro mod metaltraditionen, er fyldt med dødningehoveder og nær ulæselig tekst. I det hele taget flyder metalattituden sammen med filmen stilmæssigt, hvilket er fængende på en vidunderligt kaotisk måde. Filmen får lidt svært ved at fastholde de stilmæssige spidsfindigheder undervejs, men her tager blodbadet og nogle stærkt kreative effekter over. Det går langt over gevind med sære kameravinkler og snask, men det holder aldrig op med at være underholdende. Humoren bliver måske lige vel pubertær, men det kommer selvfølgelig fra karaktererne, som bare har hovedet fyldt af halvstiverter og kvindelige attributter. Det største enkeltstående problem er slutningen. Der skal lige en sidste stinger med, som det så tit er tilfældet i denne genre, og det er så kejtet og uforståeligt, at selvironien, der har kendetegnet resten af filmen, pludselig savnes voldsomt.
Smider spontant tøjet og håber på at blive penetreret af Satan
Djævletimen er klokken 3, men tager Satan højde for sommer- og vintertid? Sådanne spørgsmål tilføjer selvironi til denne vidunderlige omgang splat. Samtidig hyldes den growlede, hurtige og tunge metal, fordi den rent faktisk fylder et hul i hjerterne på dem, der kan føle sig som udskud. Det er netop disse udskud, der vil kunne forstå driften imod at kunne gøre noget brugbart med al sin vrede som for eksempel at aflive rækkevis af dæmoninficerede religiøse fanatister med deres eget hengemte sexlegetøj. “Deathgasm” kan være plat og for meget, men den har spandevis af kærlighed til dem, der før eller siden har formet et sæt djævlehorn og kastet dem i vejret til den helt perfekte guitarsolo, der ordløst udtrykte noget, de længe har ønsket sig at kunne sige.

Score:

16. jun. 2016

Anmeldelse: Hush (2016).

Årgang: 2016.
Tagline: "Silence can be killer".
Genre: Home-invasion, Horror.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 81 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "See No Evil" (1971), "When a Stranger Calls" (1979), "The Strangers" (2008).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den døvstumme forfatterinde Maddie (Kate Siegel) lever et afsondret liv, mens hun forsøger at afslutte sin anden roman. Da en morder dukker op ved hendes dør bliver hun en fange i sit eget hjem og må kæmpe for at genvinde sin frihed og ikke mindst for at beholde sit liv.

Skrækfilmen lever stadig, og “Hush” er på mange måder en helt klassisk film i genren: Den har en gimmick, den har spændingsopbygning og stemning, og så har den en karismatisk skurk. Mike Flanagans film tager alt det, som horror kan, når det er bedst, og presser det sammen i en kompakt 81 minutter lang, vidunderligt brutal filmoplevelse. Filmens gimmick består mere præcist i dens døvstumme hovedperson, hvis handicap naturligvis har en vis betydning for filmens udformning. Når Maddie forsøger at bevæge sig lydløst omkring, gør filmen med et effektivt lydbillede hele tiden opmærksom på alt det, hun ikke kan høre og fornemme. Det giver et ekstra lag af spænding. Morderen kan stå lige bag hende uden, at hun aner det. Nogle af filmens mest mindeværdige scener spiller netop på denne gimmick blandt andet, da der sker et mord lige op ad Maddies havedør, mens hun går rundt i køkkenet lige ved siden af men intet opdager. Havde det ikke været for den brutalitet selve mordet serveres med, kunne sådan en scene have været mere humoristisk end skræmmende, men sådan går det ikke.
“Someone’s at the door!”
Meget lig “It Follows” (2014) tager “Hush” sin inspiration fra klassiske gysere, der lagde vægt på atmosfære og suspense for at skabe gru i sin tilskuers sind. Ikke alene er filmen bragende velfotograferet, men der leges også med formen i forhold til lydbilledet. Der skiftes mellem et righoldigt, detaljeret lydbillede og pletvis stilhed, der minder os om Maddies handicap. Filmen formår mesterligt at spænde suspense-buen til bristepunktet samtidig med, at Maddie i filmens løb bliver ved med at forsøge at gøre ting for at slippe ud af sin situation. Hun sætter sig ikke bare på hænderne og venter på at morderen laver en fejl. Hun kæmper vitterligt for sit liv.
Kate Siegel spiller den døde finalgirl Maddie.
Maddie og den navnløse morder er alene i langt størstedelen af filmens spilletid. Det er spillet og spændingen mellem de to, der er afgørende for, at filmen fungerer. Måske er det netop derfor ,at morderen ikke beholder sin ellers så ubehageligt udseende maske på. Opgøret mellem de to skal være mere personligt til trods for, at de er totalt fremmede for hinanden. For morderen er der ikke andet motiv end at tage håbet og livsgnisten fra Maddie. Og for Maddie bliver kampen den modsatte. Ikke bare en kamp for overlevelse, men en kamp for at komme tilbage til livet. Som i de bedste horrorfilm kan opgøret mellem offer og morder ses som noget andet og mere end blot det: Maddie er isoleret længe inden morderen introduceres grundet sit handicap. Da han dukker op fjerner han hendes sidste mulighed for at få hul igennem ud til verden ved at tage hendes internetadgang og hendes mobiltelefon. Man kunne derfor tænke filmen som Maddies opgør med sit handicap og den ensomhed, det har bragt hende i.
“I can come in anytime I want. And I can get you, anytime I want. But I'm not going to. Not until it's time. When you wish you're dead... that's when I'll come inside.“
“Hush” er et vigtigt eksempel på, at horror stadig har noget at byde på andet end evindelige forsøg på at toppe, hvad der er kommet før og ligegyldige remakes. Hovedpersonen Maddie er værd at investere i, fordi hun kæmper med gejst. Skurken er karismatisk i sin hjerteløse kynisme. Filmen lægger vægt på opbygning af suspense, samtidig med at den leverer nogle hjertekrampe inducerende pay-offs undervejs. Tempoet og doseringen er mildest talt perfekt. “Hush” er en intens og effektivt sammensat home invasion gyser på lige under halvanden time, der leverer præcis det, du har behov for fra sådan en film og lidt mere til.

Score:

6. jun. 2016

Anmeldelse: The Boy.

Årgang: 2016.
Tagline: "Every Child Needs To Be Loved."
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: William Brent Bell.
Runtime: 97 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: ”Annabelle” (2014), ”Child’s Play” (1988),  ”Dead Silence” (2007).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den unge amerikaner Greta tager job som barnepige i et kæmpe hus, der er placeret langt fra alfarvej. Her møder Greta det ældre ægtepar af huset, der præsenterer hende for deres lille søn Brahms, der langt fra er en normal lille dreng. Han er nemlig en dukke, der skal passes og plejes, kultiveres med musik og bøger – og naturligvis også puttes, som enhver lille dreng. Ægteparret efterlader Greta med Brahms og tager på ferie, men Greta tager ikke sit arbejde alvorligt. Hun lader Brahms og listen over gøremål stå i et hjørne, men det finder den unge herre sig ikke i. Slet ikke!
1...2...3...BØH!
Endnu en gyser med en dukke, tænker du? Kan markedet bære flere? For at nævne et par enkelte har der været ”Trilogy of Terror” over ”Child’s Play” til moderne gysere som ”Annabelle” og ”Dead Silence”. Så ja, der HAR været rigeligt af dem. Det er nu ikke så mærkeligt, for de rigtige dukker – dem, der virkelig skræmmer, er jo allermest uhyggelige når de bare sidder i en stol, på et bord eller i en seng. De behøver ikke at bevæge sig, for ligesom med øjne på malerier, følger deres øjne offeret rundt i hele rummet, hvilket må være den billigste filmeffekt nogensinde. De behøver heller ikke at sige noget overhovedet. Stilheden i sig selv skaber stemning, så et par close-ups af den rigtige dukke kan sagtens skabe nok uhygge uden megen andet.
Brahms får lige en godnathistorie af sine forældre.
Med ovenstående i baghovedet, har instruktør William Brent Bell skabt et særdeles stemningsfyldt film, hvor man med ganske få virkemidler skaber uhygge, der aldrig kammer over og bliver fjollet. Der er ganske vist genbrugt lidt klassiske virkemidler, men det spiller ikke den store rolle, for det egentlig uhyggelige består i det ordinære gennem de første 85 minutter af filmen. Hele tanken om, at denne dukke, der naturligvis har en historie, der lige så naturligt både er banal og ligegyldig, skal plejes, passes og aktiveres som et rigtigt barn er i bund og grund filmens store styrke. At man, uden at det bliver skrevet med versaler, konstant sidder med en tanke i baghovedet om, at den lidt naive amerikanske barnepige kommer til at fortryde sin lemfældige omgang med dukken, er der hvor stemningen rammer sit ypperste punkt, for den gode instruktør ved jo godt, at vi har set mange film som ”The Boy” – og derfor nok er klar over, at barnepigen skal betale prisen. Dette er et godt setup til en gennemsnitlig historie, der kun virker gennem et godt plot, der tager nogle gevaldige twist gennem en forståelse for, at vi som publikum har en vis erfaring med lemfældige barnepiger i gysere.
Alle raske børn elsker at lege på gulvet.
Hovedpersonen Greta bliver spillet af Lauren Cohan, som de fleste nok kender bedst fra sin rolle som Maggie i ”The Walking Dead”. Hun lider i denne rolle, præcis som TWD, af at være en elendig skuespillerinde. Samtlige af hendes replikker lyder oplæste, og jeg måtte flere gange abstrahere fra min irritation over, at man i en ellers vellykket gyser havde valgt en skuespillerinde, der så absolut ikke kan være troværdig i nogen rolle overhovedet. Hendes mangler bliver især udstillet i de scener, hvor byens købmand (og hendes eneste fysiske kontakt) Malcolm kommer med friske varer på sine ugentlige besøg til huset. Dialogen, der ellers er rigtig fin for genren, bliver overspillet eller oplæst i divergerende grad gennem de fleste af scenerne, hvor man bare håber på, at der snart må ske Greta noget ganske forfærdeligt.
To spejlblanke skuespillere i et og samme billede.
Når Lauren Cohan så er glemt – og det bør man, så er ”The Boy” en rigtig god film. Den bringer ganske lidt til bordet, når det kommer til originalitet, men på plotsiden er den stærk. Stemningen er ikke til at tage fejl af, og selv om den kun perifert er en gotisk gyser, så bevæger ”The Boy” sig alligevel gennem en  masse spændende scener, der er godt sat op med ganske få virkemidler. Det sidste kvarter bliver en smule triviel, for selvfølgelig afslører filmen sig selv en tand for tidligt, hvilket nødvendigvis udløser et antiklimaks, der bare gør slutningen til noget man må igennem – men inden da rammer ”The Boy” plet på mange parametre.

Score:

20. maj 2016

Anmeldelse: Deadpool.

Årgang: 2016.
Tagline: ”Bad ass. Smart ass. Great ass.”
Genre: Action, Adventure, Komedie.
Instruktør: Tim Miller.
Runtime: 108 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: Kick-Ass (2010), ”Guardians of The Galaxy” (2014), Ant-Man” (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang, hvor jeg brændende ønskede, at der ville komme en rigtig Marvel superheltefilm. I dag ønsker jeg mig brændende, at det snart stopper. Formaterne har været forkerte fra start af. Man har fortalt historier, der udelukkende havde til formål, at starte en franchise, hvilket har gjort de forskellige universer enormt forudsigeligt, kedelige og kønsløse. Man har manglet perspektiv, for det hele har handlet om merchandise og indtjening, og derfor står vi nu med en masse superheltefilm, der hverken kan fortælle en ordentlig historie, skabe et fornuftigt plot – eller endsige bringe et minimum af underholdning til skærmen. Vi har fået kastet kaskader af X-Men, Spider-Man, Iron Man og Fantastic Four film efter os i en sådan grad, at min kvalmetærskel for pumpede mænd i spandex har nået bristepunktet.
Deadpool vender tilbage til rødderne.
Når man nu begræder udvandingen af Marvel, så kan man til gengæld glæde sig over, at griskheden nu efterhånden har skabt nogle solide film på baggrund af enormt tynde karakterer fra det enorme Marvel univers. ”Guardians of The Galaxy” var i min optik bedre end hovedparten af de traditionelle superheltefilm, og med ”Ant-Man” ramte man plet med en film, hvor både voksne og børn kunne få en festlig og underholdende oplevelse. Med Deadpool fortsætter man denne lækre trend, om end at man nok bør putte børnene, hvis man ikke vil udsætte dem for perfide jokes, under-bæltestedet humor og platte oneliners om pik og patter.
”Deadpool” er historien om Wade Wilson, der er en lejemorder, som er ved at dø af cancer. Da han får muligheden for at redde sig selv fra den frygtelige sygdom, ryger han i hænderne på Ajax, der har et problem med Wades smarte facon. Wade bliver kureret, men får en lille hilsen fra Ajax i form af en komplet maltraktering af hans ansigt. Ude af stand til at kunne fungere med sit deforme ansigt, bliver Wade til Deadpool, hvis eneste ønske i livet er at få sin kærlighed tilbage – og at tage frygteligt hævn.
Et ganske umage trekløver af ”helte”.
Det er tydeligt fra start, at ”Deadpool” ikke handler om den gode historie, for den eksisterer ikke. I stedet har man fra første scene valgt, at erstatte alle traditionelle konventioner med humor, action og mere humor. Plottet er tyndt, kedeligt og skinner gudskelov sjældent igennem, for filmen virker bare allerbedst, når man fuldkommen dropper intentioner om at skabe en film, der bare nogenlunde hænger sammen. Derfor kan man, med rette, kalde selve håndværket for makværk, for det er det så bestemt – og det bliver ikke bedre gennem filmens samfulde 108 minutter. Når det så er sagt, så er ”Deadpool” så fantatisk underholdende, at det er svært ikke at elske filmen til trods for de mange mangler. Faktisk er det hele ironien bag filmen, at den netop virker, selv om den på ingen måde tager sig selv, sin hovedperson eller sit univers seriøst overhovedet. Tværtimod er det hamrende morsomt, når Deadpool stiller spørgsmålstegn ved de mange tåbeligheder, der naturligt følger med hele superheltekonceptet.
Det er så sødt, når de tror, at de har en chance...
Filmen er båret af tåbeligheder, hvilket gør Ryan Reynolds til den perfekte hovedrolleindehaver. Selv om han til har måtte kvitte sit hverdagsarbejde som grøn lanterne for den ”anden side”, er han en fornøjelse fra start til slut. Reynolds var også Deadpool i ”X-Men Origins: Wolverine”, hvor karakteren var noget mere nedtonet, hvilket jo er det skønne ved Marvels univers, hvor man til forskellige lejligheder justerer på sine figurer, for at de senere kan give mening i en anden sammenhæng. I samme åndedræt kan man, hvis man ikke kender tegneserierne, godt glæde sig til næste Deadpool film, hvor Cable bliver introduceret.
...men det har de ikke.
Der skal derfor lyde en bøn herfra til Marvel, om at fortsætte med at introducere de smalle figurer fra deres kæmpe univers. De er muligvis ikke så kendte, som ”Avengers”, ”X-Men” og ”Fantastic Four”, men det betyder ikke, at man ikke kan lave gode film ud af deres historier alligevel. Jeg har ikke glemt hverken ”Ghost Rider” eller ”The Punisher”, som absolut ikke har haft godt af, at blive udstillet på det store lærred, men derfor skal der alligevel lyde et bravo herfra – for med Deadpool har man scoret et hattrick for utraditionelle Marvel film. Dem vil vi gerne have mange flere af.

Score:

13. maj 2016

Anmeldelse: The VVitch: A New-England Folktale.

AKA: ”The VVitch”, ”The Witch”.
Årgang: 2015.
Tagline: "Evil takes many forms.”
Genre: Horror, Drama.
Instruktør: Robert Eggers.
Runtime: 92 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB.
Se også: “The Blood on Satans Claw” (1971), “The Crucible” (1996), “The Black Death” (2010).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Vi er i New England i 1600-tallet. På en isoleret gård på kanten af den vilde natur, bor en lille familie der er blevet udstødt af deres menighed; forældrene William og Katherine og deres fem børn, heriblandt datteren Thomasin. Da deres yngste nyfødte barn pludselig forsvinder, retter mistanken sig snart mod Thomasin. Og som om det ikke var nok, begynder familiens afgrøder også at gå til. Der er tilsyneladende skumle kræfter, der arbejder mod familien. Kan der være tale om heksekræfter?
Lille Thomasin, hvad har du dog rodet dig ud i?
Der er ingen tvivl om, at instruktør Robert Eggers har kigget dybt i de støvede historiebøger for at skabe en film, der tegner et så realistisk billede af "hekseriet" i 1600-tallet som overhovedet muligt. Og det lykkedes han vist ret godt med, for "The Witch" er grå, kold og til tider hjerteskærende brutal. De flotte og stemningsmættede billeder formidler helt ufortyndet råt, hvordan det må have været at være en udstødt familie i 1600-grønlangkål; overladt til sig selv, i ubarmhjertige omgivelser. Og i dette tilfælde har de stakkels bønder ikke kun elementerne at slås imod - det lader også til, at der er mørke kræfter der skal bokses med.
Corruption, thou art my father!
Skuespilpræstationerne følger heldigvis fin trop med filmens stærke visuelle udtryk, og især Ralph Ineson og Kate Dickie, der spiller forældrene på det hårdt prøvede landsted, spiller så gnisterne fyger om ørerne på en. De ikke bare ligner noget der er skåret direkte ud af middelalderen, de lyder også som det, når de leverer den ene religiøse svada efter den anden, med fanatisme i øjnene og fråde i mundvigen. Skuespillerne tror på det materiale de har fået stillet til rådighed i "The Witch", og det har du også bare at gøre - ellers vil du blive ramt af helvedesilden!
Du skal ikke fare vild i skoven i skumringstid - heller ikke selv om du har et gevær der er længere end dig selv.
Det religiøse aspekt af tilværelsen i 1600-tallet er i højsædet i "The Witch", så vi får altså (meget) mere religiøst mundlort, end vi får flyvende heksekoste og børn i den sorte gryde. Og desværre også så meget, at det bliver for meget. Når man lige har slugt den, så kommer mit største problem med filmen - og det er, at der går lige lovlig meget Shakespeare i dialogen. Der er med andre ord alt for meget "thou mig her og thou mig der" til min smag. Sidst, men ikke mindst, så sidder man og venter på at skidtet rigtig skal kicke off, men det tager for lang tid - og da det endelig begynder at ligne noget rigtig djævelskab - ja, så slutter filmen desværre?!
Bordbøn, det skal der til - desværre har Gud lukket for konsultationen.
Den realistiske tilgang til emnet, betyder altså mere historietime end det betyder Sværd & Trolddom, så det skal man lige være forberedt på. "The Witch" er blevet hypet en del efter at traileren ramte det store internet, og filmen vil uden tvivl skuffe mange. Men den vil samtidig begejstre andre, som vil finde stor tilfredsstillelse i filmens dedikation i at være en ægte slow burner med høj detaljegrad i billeder, lyd og dialogpræstationer. Personligt havner jeg lidt midt imellem de to stole.


Score:

16. apr. 2016

Anmeldelse: It Follows.

Årgang: 2014.
Tagline: "It doesn't think. It doesn't feel. It doesn't give up.”
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: David Robert Michell.
Runtime: 100 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Cmore Play.
Link til filmen på IMDB.
Se også: “The Thing” (1982), “Invasion of the Body Snatchers” (1978), “Night of the Living Dead” (1968).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Jay (Maika Monroe) kan få hvilken som helst dreng, hun vil have, men nu er hun rendt ind i den forkerte. Hun er blevet givet en forbandelse, som overføres via sex, og som kan tage en hvilken som helst form. Det kan være én, som du kender, eller en komplet fremmed. Det eneste, Jay kan gøre, er at give forbandelsen videre til en anden... 
Film skal ses i biografen.
Quentin Tarantino har med sin “The Hateful Eight” (2015) peget på John Carpenters “The Thing” (1982) som en helt central inspiration. Det i sådan et omfang at dele af soundtracket i Tarantinos western er taget fra soundtrack albummet til Carpenters film. Det lader til at være en tendens, at paranoiaen er på vej tilbage. I hvert fald har også “It Follows” massive referencer til “The Thing” og paranoiafyldte film, såsom George Romeros zombiefilm og “Invasion of the Body Snatchers” (1978). David Robert Mitchells film er på en og samme tid nostalgisk og fremsynet.  
“...all you can do is pass it on to someone else.”
“It Follows” har en stemningsmættet atmosfære, der emmer af kærlighed til genrefilm. Soundtracket er af kunstneren Disasterpeace og er del af en trend, som går i retning af mere 80er orienterede soundtracks... og det fungerer! Musikken fremstår ikke som en pastiche på noget, der var engang, men som sit eget bæst. Det samme kan siges om filmen selv, der nok har ladet sig inspirere af fortiden, men som også ønsker at gøre sig fri af dem. Derfor er “It Follows” også sin helt egen, både når det kommer til historien men også i sin udformning. Den er fortalt næsten som et mareridt. Figurerne flyder ind og ud af bevidsthed, fortaber sig i detaljer og frem for alt er de fyldt til randen med angst for de mennesker, der er omkring dem. I de bedste gyserfilm ved man aldrig, hvornår man kan føle sig sikker, og netop sådan udfolder “It Follows” sig. Sikkerheden er aldrig garanteret, og bliver du taget af det, der er efter dig, bliver døden langsom og pinefuld. 
Mike Gioulakis’ billeder er vidunderligt grufulde i deres skønhed. 
Mulighederne for at se forskellige lag i “It Follows” er mange. Ungdommens tungsind og store følelsesmæssige kampe er vævet ind i det stof, filmen er gjort af. Den seksualitet, som bliver gjort til en slags skurk, kan også danne grundlag for mange tolkninger. Men på et helt umiddelbart plan er filmen bare utroligt velfungerende. Den er fotograferet smukt og sanseligt. Det hjælper til at drage os ind i frygten, som på mange måder er meget grundlæggende her. Det ville have været utrolig nemt at skrue op for chokeffekterne i denne film. Opbygningen er der! I stedet viser filmen os horrible ting uden nogensinde for alvor at give mulighed for at seeren kan danne sig et entydigt billede af, hvad det er, filmens figurer er så bange for. Det omskiftelige monster er ekstremt effektivt. 
“It could look like someone you know or it could be a stranger in a crowd. Whatever helps it get close to you.”
“It Follows” ser både frem og tilbage. Den boltrer sig i genren og tager dele af dens klichéer til sig, mens den leger med andre. Mitchell insisterer på at tage sit publikum alvorligt. Han vælger gang på gang en subtil måde at skræmme: En måde som kradser sig vej ind i tilskuerens grundangst og bekræftende hvisker: “Alt er farligt - husk at kig dig over skulderen.” 

Score: