23/04/2015

Anmeldelse: Wanted.

Årgang: 2008.
Tagline: "Brutal, Sexy, Built to thrill”
Genre: Action.
Instruktør: Timur Bekmambetov.
Runtime: 110 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Universal.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: Crank (2006), Shoot 'Em Up (2007), John Wick” (2014).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En af de senere års mange ganske vellykkede tegneserie filmatiseringer er “Wanted”, som her anmeldes, og som er en overraskende underholdende omgang ekstrem action. Wesley (James McAvoy) føler sig overbevist om, at han er blandt sin tids største nuller, indtil hans hverdag pludseligt afbrydes af den handlekraftige Fox (Angelina Jolie), som redder hans liv. Snart introduceres den usikre kontorarbejder for et hemmeligt hold snigmordere, der ikke just er milde i deres træningsmetoder.
Hvordan Angelina Jolie ser ud med et knojern...
“Wanted” lægger ikke skjul på, hvilken type film den er, og dens over-the-top stil bliver hurtigt åbenbar. Således vil man formentlig allerede fra starten af filmen kunne vurdere, hvorvidt man er villig til at købe filmens ekstreme stil, der involverer en enorm brug af slowmotion og syrede effekter. Filmen sælger sin stil så fornemt og i så god sammenhæng med sin historie, at det for mig ikke var et problem at acceptere de mere særprægede elementer, hvilket formentlig også netop er, fordi de ikke kommer til at fremstå voldsomt sære, idet de præsenteres løbende og som en del af filmens naturlige fortælling. Således kommer filmen aldrig til at virke forceret. Det samme kan i øvrigt siges om hovedhistorien, som til trods for atter en gang at være en knivspids over-the-top alligevel følger sine tegneserie-aner fint og leverer en tempofyldt men også velfungerende fortælling. Den indledende fortælling om den kvælende hverdag er et eksempel på et set-up, vi har set før, som instruktør Timur Bekmambetovs stilmæssige greb giver nyt liv. Hvorvidt stilen er nuppet direkte fra tegneserierne er jeg ikke i stand til at svare på, men selv hvis det er tilfældet, er overførslen til filmmediet en bedrift der er beundringsværdig.
...og hvordan man ser ud når man har fået bank af Angelina Jolie med et knojern.
Medvirkende til filmens store underholdsværdi er naturligvis også nogle af de velkendte men også dygtige skuespillere, der er på rollelisten. Jamens McAvoy, som nogle vil kende fra “X-men: First Class” (2011), hvor han spillede Charles Xavier, leverer i nærværende film en stærkt foranderlig karakter, der går igennem en meget veludført rejse. Angelina Jolie er velsagtens et endnu større navn og har i sin karriere strakt sig over både stærke dramatiske roller, som hun eksempelvis gjorde det i Clint Eastwoods “Changeling” (2008), og til de mere hårdkogte kvindelige actionroller som i “Gone in Sixty Seconds”, “Lara Croft: Tomb Raider” og “Salt”. I “Wanted” er det utvivlsomt den rå actionchick, der toner frem på skærmen, og det gør bestemt ikke noget. Tværtimod er det en fornøjelse at se Jolie levere en rå præstation i en film, som er seværdig i modsætning til visse af de actionfilm, hun tidligere har medvirket i. Morgan Freeman er også et af de store navne involveret i filmen, og Freeman gør her, hvad han gør bedst. Han er som altid en force uden lige, når det kommer til at hive filmens i øvrigt ret ekstreme omgivelse tilbage til et fornuftigt udgangspunkt og gøre omstændighederne mere troværdige. Freeman leverer også mere end blot det, og er utvivlsomt en af filmens styrkepunkter, en relativt lille rolle til trods.
“You're just a thug who can bend bullets.”
Filmen vinder på sin stil, som er både intens og stedvist nærmest aggressiv. Heldigvis tager historien dog også nogle interessante drejninger undervejs, og gør “Wanted” meget underholdende som helhed. Særligt filmens klimaks er utrolig engagerende, og er samtidig ikke bange for at bevæge sig i retning af det makabre uden at blive ufrivilligt komisk. Humor er generelt ikke det, der fylder mest i “Wanted”, som tager sig selv ganske alvorligt, uden at det gør filmen langsommelig. Filmen er voldsomt underholdende og formår sågar at have noget på hjerte. Derudover er instruktør Timur Bekmambetovs stil yderst velfungerende i sammenhæng med den ekstreme fortælling, som ved hjælp af nogle meget visuelt legesyge midler når et mål, som kan betragtes som beundringsværdigt i forhold til, hvilken type film vi her har med at gøre.

Score:

17/04/2015

Anmeldelse: These Final Hours.

Årgang: 2013.
Tagline: "It’s never too late to find someone worth living for.”
Genre: Apocalyptic, Thriller.
Instruktør: Zak Hilditch.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Melancholia” (2011), “The Road” (2009), “War of the Worlds” (2005)

“These Final Hours” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Det er den sidste dag på Jorden, tolv timer før den uundgåelige katastrofe, der vil udslette alt liv, indtræffer. Den unge James (Nathan Phillips) er på vej gennem en by hærget af lovløshed og kaos for at deltage i den sidste fest over alle fester. Undervejs redder han dog livet på den lille pige, Rose (Angourie Rice), der desperat leder efter sin far. Tynget af det uventede ansvar, må James beslutte sig for, hvad der virkelig har betydning for ham, og på kanten af tilintetgørelsen hjælpe Rose med at finde sin far og derved komme overens med sig selv såvel som sine indre dæmoner...
Nathan Phillips undslap med nød og næppe Mick Taylor i Wolf Creek. Denne gang står han overfor en planet killer.
På samme måde, som det er tilfældet i Lars Von Triers “Melancholia” (2009), er der i “These Final Hours” aldrig nogen tvivl om, at jorden vil gå under. Filmen opbygger ikke spænding ved at give tilskueren en fornemmelse af, at dens figurer vil klare skærene. Hovedpersonen James siger det selv helt utvetydigt: “Vi er allerede døde.” Dermed er det eneste, der er tilbage at beslutte, hvad den resterende tid på jorden skal bruges på. Filmen er australsk produceret og viser en verden i forfald på fascinerende vis. Den store fest, James er på vej til, er epicentret for den desperation og frygt, som alle har for den snarlige afsked med planeten. Mennesker vælter omkring i endeløse mængder af hor, stoffer og alkohol. Midt i det hele befinder James sig med sin uventede følgesvend, den lille pige Rose. Den lille piges simple erkendelse af tingenes tilstand, styrker blot hendes ufravigelige kærlighed til den far, hun ikke kan finde. Den står også i skarp kontrast til de voksne mennesker, der forsøger at bedøve sig. Det er et rigtig fint billede på filmen selv: Midt i en engagerende miljøskildring viger den aldrig tilbage fra dens fokus, som er på James, og den udvikling han må gå igennem inden det hele er forbi.
Jeg sagde jo, at de væltede sig i hor..
Nathan Phillips har tidligere medvirket i bl.a. “Wolf Creek” (2005) og “Snakes on a Plane” (2006). Her spiller han James, som ikke er nogen sympatisk mand, da vi først møder ham. Han er ved at gøre sig klar til at forlade sin kæreste for at tage til fest og blive skæv, så han ikke mærker, når døden kommer, da hun fortæller ham, at hun er gravid. “Hvilken forskel gør det?” er hans charmerende svar på denne information. Heldigvis er hans figur mere kompleks end som så. I det hele taget er filmen fuld af personer, der viser sig fra deres mest usympatiske side, men som tydeligt er bange for den skæbne, de går i møde. På den måde virker filmens opbygning næsten som et fordrejet eventyr. James og Rose rejser rundt i en næsten ukendt verden og møder den ene sære og frygtsomme person efter den anden. Angourie Rice, der spiller den unge Rose, er ikke engang fyldt 15 og spiller ganske enkelt glimrende i “These Final Hours”. Særligt en scene nær filmens slutning er udfordrende ikke at blive påvirket af. Rice blander barnlig uskyld med voksen alvor på elegant vis.
Filmen er skudt af Bonnie Elliott, som formår at skabe smukke billeder, selv når filmen er allermest intens.
Zak Hilditch har skabt en film, der formår at være drevet frem af en fornemmelse af, at alt personerne foretager sig, er presserende, og at tiden er ved at rinde ud. Samtidig har filmen et karakter fokus og en stemning, som ikke forsøger at hæve hjerterytmen ved seeren ved hjælp af hektisk klipning. Hilditch overvejer alvorligt, hvad der ville blive prioriteret højest i en situation, hvor hele kloden bliver stillet deres snarlige endeligt i udsigt. Det, han når frem til, er heldigvis ikke entydigt. For selvom der sker en udvikling med vores hovedperson, møder vi også mængdevis af mennesker i filmens forløb, som ikke formår at åbne deres øjne tilstrækkeligt til at tage en aktiv beslutning. Historien om James og Rose er hjerteskærende, men den er også smuk, og i betragtning af filmens præmis, må det siges at være imponerende, at der er så megen skønhed indeholdt i filmen.
Filmens visuelle effekter er meget overbevisende.
Jeg startede anmeldelsen med at sammenligne “These Final Hours” med Lars Von Triers “Melancholia”. Hvor Triers film var tung på symbolik og handlede om meget andet end jordens snarlige destruktion, er Hilditchs film noget mere umiddelbar. Dermed ikke sagt at filmen mangler nuancer, de tilføjes blot i karaktererne. “These Final Hours” er velfortalt og til tider åndedrætsberøvende smuk såvel visuelt som i sin fortælling. Filmen har et interessant persongalleri og en insisterende evne til at være nærværende på en måde, der næsten er uhyggelig.

Score:

13/04/2015

Anmeldelse: Saw 3D: The Final Chapter.

Årgang: 2010.
Tagline: "The Traps Come Alive In eye-popping 3D.”
Genre: Horror, Splatter, Saw.
Instruktør: Kevin Greutert.
Runtime: 90 minutter.
Medie: Netflix.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.
Se også: "Saw" (2004), "Saw II" (2005), "Saw III" (2006).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


En kamp på liv og død udspilles om Jigsaws brutale arv. En støttegruppe af overlevende ofre for Jigsaws grusomme torturspil får hjælp af selvhjælpsguruen Bobby Dagen (Sean Patrick Flanery), der også selv er tidligere Jigsaw-offer. Bobby bærer på en dyster hemmelighed, der pludselig baner vej for en ny bølge af terror med dødsfælder, som du aldrig har set magen til...eller vil glemme. Saw-sagaen siger farvel til sine loyale fans over hele verden med manér: Det sidste kapitel af alle tiders mest populære og makabre horror-serie er det hidtil mest blodige og byder på 11 genialt konstruerede dødsfælder - dobbelt op fra de tidligere film.
"Hvis du hægter dine klunker fast i de her slagterkroge og bliver "hængene"...get it...en uges tid, så får du lov til at gå, eller noget! Hva' siger du til det homie?"
Kevin Greutert er tilbage i instruktørstolen på den længe lovede afslutning på “Saw”-franchisen. Serien har været i et kvalitetsmæssigt frit fald siden sit fjerde kapitel, og med “Saw 3D” (2010) rammer den asfalten fra 20. etage og splittes til fragmenter, som ikke længere kan genkendes som værende noget, der engang har haft kvaliteter. Filmen hiver gimmick-3D’en, som vi kender den fra “Jaws 3-D” (1983) og “Friday the 13th: Part III” (1982), ud af skabet. Det resulterer i, at 2D-versionens ret ekstensive mængder af blod, fremstår lyserødt. Jeg antager i hvert fald at 3D’ens mørkere fremtoning er årsagen hertil. Det resulterer naturligvis i en film, der ikke er specielt overbevisende i sin splat. Der er ellers gjort en prisværdig indsats for at bruge praktiske effekter frem for CGI. De overfladiske problemer er imidlertid blot det: Overfladiske. Filmens fejlbarligheder stikker dybere.
"ATJU!"
Til en start er historien ekstremt kluntet. Det er ellers en meget interessant indgangsvinkel at have fokus på tidligere ofre, og om de reelt har opnået den forhøjede værdsættelse af livet, som Jigsaws projekt handlede om. Desværre tager de triste skæbner fældemageren har efterladt i sit kølvand, pusten fra hele grundidéen. Havde filmen været bevidst om, at den fremviste nogle mennesker, der ikke er blevet styrket af at komme levende igennem Jigsaws spil, havde det måske været en god måde at afslutte serien på. Med lidt selvindsigt kunne man måske have slået en krølle på “Saw”-franchisens lidt for lange, blodindsmurte og forknudrede grisehale. Men ethvert tilløb til noget mindeværdigt eller skarpsindigt kvæles i fødslen. I stedet går filmen i cirkler om sig selv og sine forgængere. Der forsøges sågar en sidste gang at twiste en figur, vi troede vi kendte, til nu pludselig også at have været involveret i udførelsen af Jigsaws mange planer. Mængden af undersåtter, som Jigsaw har magtet at overskue, er enten beundringsværdig eller grinagtig.
Blood'n'Boobs plejer at være en opskrift der virker - men det er altså ikke nok til at redde Saw 3D: The Final Chapter.
Årsagen til, at der er blevet ved at komme nye film i denne franchise, må antages at handle om positive tal på bundlinjen. Filmene har været billige at lave, ikke mindst i sammenligning med deres indtjening. Men med “Saw 3D” lader det alligevel til, at budgettet er blevet presset yderligere. Filmens look er mere low-budget end nogensinde før. Der er en råhed, der er forsvundet fra billedsiden. Skuespillerne lader samtidig også til at være af den helt billige kaliber. Bortset fra Tobin Bell (som nærmest ikke er med) og Cary Elwes (som har selvironi nok til at være bevidst morsom i filmen), er der ingen grænse for, hvor intetsigende replikkerne kan leveres. Særligt politimanden Matt Gibson (spillet af Chad Donella) er frustrerende i sin fremtoning, som arrogant og bedrevidende. Ufrivilligt morsomt bliver det, når han gang på gang tager fejl i sin arrogance og skifter synspunkt, uden den mindste anerkendelse af sin fejltagelse. Sean Patrick Flanery er den bærende hovedrolle, og det er egentlig lidt uretfærdigt at vurdere hans præstation, med det materiale, som han her skal præsentere, men han er ekstremt distanceret i sin præstation, og figurens ellers mange følelsesudladninger, er ingenlunde overbevisende.
Linkin Park forsanger Chester Bennington dukker op i en cameo i “Saw 3D”. På mange måder er sammenligningen mellem Linkin Park og Saw-sagaen meget lige for: Begge fastholder stædigt at lave inferiøre produkter, som blot er udvandede udgaver af et stærkt udgangspunkt. De første 3 film om Jigsaw er, kan jeg nu sige med et derpå følgende endegyldigt punktum, de eneste, der er værd at bruge tid på. 

Score:

05/04/2015

Nyhed: Den danske undergrundsfilm "UDBRUD" er i salg.

Vi skrevet en del om den danske undergrundsfilm "UDBRUD" - og nu er det muligt at købe dit eget eksemplar i legendariske Rock Uglen på hjørnet af Frederiksborggade og Nørre Farimagsgade i København.

Har du ikke mulighed for st besøge Rock Uglen, så kan du også få fat i filmen på anden måde - se billedkommentar længere nede.

Så støt op om en alt for lille niche i dansk filmindustri, og kast lidt gulddukater efter "UDBRUD".

Læs vores interview med instruktør og effekt-guru Henrik Andersen her.



27/03/2015

Anmeldelse: The ABCs of Death 2.

Årgang: 2014.
Tagline: "Some people never learn.”
Genre: Horror, Splatter, Antologi.
Instruktør: E. L. Katz, Bill Plympton, Bruno Samper m.fl.
Runtime: 125 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “ABCs of Death” (2012), “Creepshow” (1982), “Tales from the Darkside: The Movie” (1990),
V/H/S (2012).

“ABCs of Death 2” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


30 instruktører beskæftiger sig i 26 film (en for hvert bogstav i alfabetet) med døden som tema. Antologien er ikke forsøgt sammenkædet af en overordnet historie men hopper direkte mellem sine vidt forskellige fortællinger.

Ud af de 26 film, der præsenteres i denne omgang dødemands alfabet, er der 7, der er særligt bemærkelsesværdige. Blandt de små mesterligheder er den barndomsdestruerende “Wish”, der handler om et barn, der får opfyldt sit ønske om at komme ind i sin helt Zorgs verden.. Desværre er heltemodighederne, som han har leget med sin actionfigur, mere komplekse end som så, og det er ikke så nemt at skelne ven fra fjende. Filmen er lavet med effekter, der kaster et nostalgisk blik i retningen af fordums cheesy sci-fi. Samtidig tages der også pis på nostalgien, fordi den voksne i tilbageblikket, glemmer nuancerne, hvilket bliver til stor skade for hovedpersonen i denne film. To mere simple eksempler på stærke segmenter er “Utopia” og “Roulette”, der dyrker hver deres stemning. “Utopia” er objektivt filmet men rummer en stor ironi, idet filmen præsenteres for en verden, der snarere er en dystopi. “Roulette” er sort/hvid og emmer af stemning, blandt andet fordi de farveløse billeder er udnyttet effektivt.
Fra segmentet “Invincible” af instruktør Erik Matti.
Der opbygges en stor intensitet, mens vi følger et spil russisk roulette; en utrolig velspillet tysk lille film. Kristina Buozyte har lavet en af de to topscorere i antologien: “Knell”. Denne film er den eneste i bunken, der reelt formår at opbygge en atmosfære, der er skræmmende. Den er visuelt overlegen og bygger skånselsløst stemning op men ikke nok med det: Det lykkedes også filmen at forløse denne opbygning på en måde, der er tilfredsstillende, på en fornemt afdæmpet måde. Jeg er øjeblikkeligt blevet nysgerrig på at se instruktørens “Aurora” (2012), som potentielt kunne være rigtig interessant. Den anden film, der lander helt i toppen af barometret, er “Jesus” instrueret af Dennison Ramalho. Filmen er ligefrem vigtig i sin pointe. Den handler om en homoseksuel mand, der forsøges udfriet fra sine “dæmoner”. Tingene tager imidlertid en stærkt symbolsk drejning, og Ramalho kan i sidste ende nærmest betragtes som en slags hævnfantasi for undertrykte homoseksuelle over hele verden. Jeg var udover de nævnte film glad for “Head Games” og “Capital Punishment”.
Fra segmentet “Capital Punishment” af instruktør Julian Gilbey.
Jeg var ærgerlig over at finde E. L. Katz film “Amateur”, som indleder antologien, så jævn. Katz er manden bag “Cheap Thrills” (2013), som tidligere er anmeldt her på bloggen til topkarakter. I det hele taget er der rigtig meget, der bare ligger på det jævne i “ABCs of Death 2”. Film som “Badger”, “Masticate” og “Nexus” er alle solidt produceret, men de er også enormt tomme. Så er det sjovere at blive efterladt en smule splittet, som det eksempelvis var tilfældet med den chokerende klamme “Zygote”, hvor det var svært at vurdere om instruktøren blot skød efter chok value, eller der reelt var en symbolik, han ønskede at videregive. Én ting må man dog give den - det er nogle vilde effekter - og så vidt jeg kunne spotte, er de allesammen udført praktisk. “Youth” af Sôichi Umezawa var også splittende for mig, fordi den er så over the top i sine billeder, at jeg langt hen ad vejen stod fuldstændig af og fandt billederne for groteske til, at de gav mening ind i nogen form for historie. Filmens slutning ændrede til gengæld fuldstændig på den opfattelse, og i sidste ende oplevede jeg i retrospekt filmen som en skarp fortælling om ungdommens frustration, forvirring og vrede. Derudover skal “Xylophone” og “Vacation” fremhæves. Førstnævnte er dybt ubehagelig, med en sarkastisk poesi, som mindede mig om “Creepshow” (1982). “Vacation” er modsat brutalt realistisk og er set gennem en mobiltelefon, hvor en særdeles emotionel kæreste bliver vidne til nogle brutale begivenheder.
Fra segmentet “Youth” af instruktør Sôichi Umezawa.
Den gode nyhed i forhold til “ABCs of Death 2” overordnet er, at der er flere film, som rammer helt i toppen af skalaen, end der ligger i bunden. Der er blot 6 film, som decideret mislykkedes. “Deloused” er en stop-motion animationsfilm, der er utrolig fint lavet, men hvis syrede univers, virker ulækkert for at være det. Jeg har intet problem med splat, men foretrækker, at der er mening med galskaben, eller at galskaben i det mindste er engagerende på et eller andet plan. Filmen her er så ensidigt ubehagelig at betragte, at det bliver ligegyldigt. “Grandad” forsøger sig med en mere humoristisk indgangsvinkel, men falder også helt igennem undervejs og bliver plat. I det hele taget er problemet med de film, der ikke fungerer her, at de enten dyrker gross out gys på en måde, så det bliver ligegyldigt for mig.
Fra segmentet “Grandad” af instruktør Jim Hosking.
Lad os ikke fortabe os i det negative. “ABCs of Death 2” har nogle kortfilm, der rammer helt forbi og en del, der placerer sig lidt halvkedeligt i midten, men den har, ligesom sin forgænger, også nogle film, der som enkeltstående små oplevelser er noget nær perfekte. “Knell” er det perfekte eksempel på en instruktør, som bare skal have lov at dyrke sit talent i fuld længde, og som mestrer alle niveauer af mediet. Hvis de 7 virkelig gode film, der er iblandt her, kan vise vejen for genren, er der håb endnu. Afslutningsvis en lille note i forhold til den overordnede karakter: Jeg har udregnet gennemsnittet af, hvad jeg giver de individuelle film og givet det tal til den overordnede filmoplevelse. Jeg kan godt lide idéen med en antologi, og jeg synes ikke det er problematisk, at der ikke er et bindeled mellem de forskellige film, men at vi blot får 26 unikke indgangsvinkler til, hvad en genrefilm er eller bør være.

Score:

10/03/2015

Anmeldelse: The Night of the Hunter.

Årgang: 1955.
Tagline: "The wedding night, the anticipation, the kiss, the knife, BUT ABOVE ALL... THE SUSPENSE!”
Genre: Film-Noir, Thriller.
Instruktør: Charles Laughton.
Runtime: 92 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.
Se også: “M” (1931), “Les Diaboliques” (1955), “To Kill a Mockingbird” (1962).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


En mand, der er træt af at se sine og andres børn sulte, begår bankrøveri. Han bliver hurtigt fanget, men når inden da at skjule pengene fra røveriet i sin datters dukke. Han får både hende og sønnen John (Billy Chapin) til at sværge på, at de vil holde hans hemmelighed. I fængslet får en mand ved navn Harry Powell (Robert Mitchum) færden af pengenes eksistens. Mens bankrøveren hænges, slippes Powell løs og drager straks af sted for at finde hans cellekammerats penge, koste hvad det vil!
L O V E * H A T E
Charles Laughton var primært skuespiller. Derudover instruerede han en del på teatret, men dette er ulykkeligvis hans eneste spillefilm. Instruktøren siges at have været så oprørt over den dårlige modtagelse filmen fik ved sin udgivelse, at han svor aldrig at lave flere film, hvilket han desværre holdt. Skuespiller Robert Mitchum har ikke andet end ros tilovers for manden og kalder ham for den bedste instruktør, han har arbejdet med. Det er heller ikke så mærkeligt, eftersom “The Night of the Hunter”, og rollen som Harry Powell, sandsynligvis er det bedste, som Mitchum har præsteret i sit liv. Skabelsen af filmen er en fortælling i sig selv og er afdækket i omfattende grad i dokumentaren “Charles Laughton directs”, som er at finde på Arrow Videos udgivelse af filmen. I dokumentaren er en lang række outtakes inkluderet, hvor det helt konkret bliver muligt at høre, hvordan Laughton arbejdede med skuespillerne. Rygterne om, at instruktøren skulle have været hård ved særligt de unge skuespillere, virker ikke særlig sandsynlige. De optagelser, der er inkluderet her, giver indtryk af en specifik og grundig filmskaber, der gerne tog de takes, der var behov for, men som behandlede sine skuespillere med respekt.
“Leaning... leaning... safe and secure from all alarms. Leaning... leaning... leaning on the everlasting arms.“
Respektfuld eller ej. Charles Laughton har skabt en ekstremt effektiv og stemningsfuld lille gyser med “The Night of the Hunter”. Filmen lægger vægt på en stemning, som oser af ubehag og frygt i børnehøjde. Børnene, der er centrum for handlingen, udsættes for utrolig meget, og med effektive virkemidler illustreres det, hvor lidt hjælp der er at hente. Filmen holder meget fint børnenes perspektiv i tankerne, og får hele verden til at fremstå både stor og kold. Årsagen til, at børnenes far har begået indbrud til at begynde med, er fattigdom. Således spejler børnenes stigende desperation og magtesløshed ganske godt den følelse, som den gængse amerikaner må have været efterladt med i 30ernes depressionsramte Amerika. Robert Mitchum leverer en pragtfuld (måske karrierens bedste) præstation, som den hensynsløse Harry Powell. Filmen afslører meget hurtigt, at Powell er en skurk. Selv uden den meget tydelige understregning af det faktum, ville det have været en snild sag at spotte falskheden i Powells på overfladen så gemytlige væsen. Figuren er et billede på den forvrængede måde, hvorpå religion kan misbruges til at vildlede mennesker i svære livssituationer. Mitchums skift mellem det behagelige og det monstrøse er præcis, hvad der gør præstationen så fængende. Han er i sandhed en ulv i fåreklæder, og han benytter en falsk godhed og kærlighed som våben. Gennem ham leger filmen med sit publikum og skaber den tonstunge atmosfære, som er dens helt store kvalitet.
Filmen svælger i smukke kompositioner som denne.
Mitchum er ikke alene om at skabe uhyggen. Filmens lyssætning er muligvis dens allerstørste stjerne. Brugen af skygger til at skabe den paranoia, som de skræk-elskende dele af publikum holder så meget af, er helt eminent. Mitchums fremtoning i filmen og hans foruroligende sang om at overlade sin skæbne til de højere magter, bliver ikoniske grundet den kontekst, som lyset skaber. Skurkens skygge hviler ubønhørligt over børnene, og publikum bliver overbevist om børnenes magtesløshed over for den ondskab, som figuren repræsenterer. Filmens fotograf Stanley Cortez sagde om Charles Laughton, at han var en af ganske få instruktører, der forstod lysets betydning for en films effektivitet. Det er slet ikke nogen snild sag at lave en sort/hvid billedside, der har et dystert udtryk, uden at den bliver flad. Særligt ikke når det sombre skal kombineres med så stor skønhed, som det bliver gjort her. Beskæringerne er kunstfærdigt produceret og indeholder så megen information, at filmen aldrig bliver kedelig at kigge på.
“Salvation is a last-minute business, boy.”
Min forkærlighed for Charles Laughtons film skinner forhåbentlig igennem. Filmen er en klassiker, som desværre blev underkendt til ekstrem grad ved sin udgivelse, hvilket resulterede i at Charles Laughton aldrig instruerede flere brilliant fotograferede og mesterligt stemningsfulde værker. Hvis tabet skal vurderes ud fra det vi fik, er det utrolig meget, vi har mistet til konservative filmanmeldere anno 1955. Hermed sendes der seks glødende pinheads afsted til Laughton i det hinsides, vi håber du hører os, gamle dreng.

Score: