16. jun. 2016

Anmeldelse: Hush (2016).

Årgang: 2016.
Tagline: "Silence can be killer".
Genre: Home-invasion, Horror.
Instruktør: Mike Flanagan.
Runtime: 81 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "See No Evil" (1971), "When a Stranger Calls" (1979), "The Strangers" (2008).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den døvstumme forfatterinde Maddie (Kate Siegel) lever et afsondret liv, mens hun forsøger at afslutte sin anden roman. Da en morder dukker op ved hendes dør bliver hun en fange i sit eget hjem og må kæmpe for at genvinde sin frihed og ikke mindst for at beholde sit liv.

Skrækfilmen lever stadig, og “Hush” er på mange måder en helt klassisk film i genren: Den har en gimmick, den har spændingsopbygning og stemning, og så har den en karismatisk skurk. Mike Flanagans film tager alt det, som horror kan, når det er bedst, og presser det sammen i en kompakt 81 minutter lang, vidunderligt brutal filmoplevelse. Filmens gimmick består mere præcist i dens døvstumme hovedperson, hvis handicap naturligvis har en vis betydning for filmens udformning. Når Maddie forsøger at bevæge sig lydløst omkring, gør filmen med et effektivt lydbillede hele tiden opmærksom på alt det, hun ikke kan høre og fornemme. Det giver et ekstra lag af spænding. Morderen kan stå lige bag hende uden, at hun aner det. Nogle af filmens mest mindeværdige scener spiller netop på denne gimmick blandt andet, da der sker et mord lige op ad Maddies havedør, mens hun går rundt i køkkenet lige ved siden af men intet opdager. Havde det ikke været for den brutalitet selve mordet serveres med, kunne sådan en scene have været mere humoristisk end skræmmende, men sådan går det ikke.
“Someone’s at the door!”
Meget lig “It Follows” (2014) tager “Hush” sin inspiration fra klassiske gysere, der lagde vægt på atmosfære og suspense for at skabe gru i sin tilskuers sind. Ikke alene er filmen bragende velfotograferet, men der leges også med formen i forhold til lydbilledet. Der skiftes mellem et righoldigt, detaljeret lydbillede og pletvis stilhed, der minder os om Maddies handicap. Filmen formår mesterligt at spænde suspense-buen til bristepunktet samtidig med, at Maddie i filmens løb bliver ved med at forsøge at gøre ting for at slippe ud af sin situation. Hun sætter sig ikke bare på hænderne og venter på at morderen laver en fejl. Hun kæmper vitterligt for sit liv.
Kate Siegel spiller den døde finalgirl Maddie.
Maddie og den navnløse morder er alene i langt størstedelen af filmens spilletid. Det er spillet og spændingen mellem de to, der er afgørende for, at filmen fungerer. Måske er det netop derfor ,at morderen ikke beholder sin ellers så ubehageligt udseende maske på. Opgøret mellem de to skal være mere personligt til trods for, at de er totalt fremmede for hinanden. For morderen er der ikke andet motiv end at tage håbet og livsgnisten fra Maddie. Og for Maddie bliver kampen den modsatte. Ikke bare en kamp for overlevelse, men en kamp for at komme tilbage til livet. Som i de bedste horrorfilm kan opgøret mellem offer og morder ses som noget andet og mere end blot det: Maddie er isoleret længe inden morderen introduceres grundet sit handicap. Da han dukker op fjerner han hendes sidste mulighed for at få hul igennem ud til verden ved at tage hendes internetadgang og hendes mobiltelefon. Man kunne derfor tænke filmen som Maddies opgør med sit handicap og den ensomhed, det har bragt hende i.
“I can come in anytime I want. And I can get you, anytime I want. But I'm not going to. Not until it's time. When you wish you're dead... that's when I'll come inside.“
“Hush” er et vigtigt eksempel på, at horror stadig har noget at byde på andet end evindelige forsøg på at toppe, hvad der er kommet før og ligegyldige remakes. Hovedpersonen Maddie er værd at investere i, fordi hun kæmper med gejst. Skurken er karismatisk i sin hjerteløse kynisme. Filmen lægger vægt på opbygning af suspense, samtidig med at den leverer nogle hjertekrampe inducerende pay-offs undervejs. Tempoet og doseringen er mildest talt perfekt. “Hush” er en intens og effektivt sammensat home invasion gyser på lige under halvanden time, der leverer præcis det, du har behov for fra sådan en film og lidt mere til.

Score:

6. jun. 2016

Anmeldelse: The Boy.

Årgang: 2016.
Tagline: "Every Child Needs To Be Loved."
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: William Brent Bell.
Runtime: 97 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: ”Annabelle” (2014), ”Child’s Play” (1988),  ”Dead Silence” (2007).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Den unge amerikaner Greta tager job som barnepige i et kæmpe hus, der er placeret langt fra alfarvej. Her møder Greta det ældre ægtepar af huset, der præsenterer hende for deres lille søn Brahms, der langt fra er en normal lille dreng. Han er nemlig en dukke, der skal passes og plejes, kultiveres med musik og bøger – og naturligvis også puttes, som enhver lille dreng. Ægteparret efterlader Greta med Brahms og tager på ferie, men Greta tager ikke sit arbejde alvorligt. Hun lader Brahms og listen over gøremål stå i et hjørne, men det finder den unge herre sig ikke i. Slet ikke!
1...2...3...BØH!
Endnu en gyser med en dukke, tænker du? Kan markedet bære flere? For at nævne et par enkelte har der været ”Trilogy of Terror” over ”Child’s Play” til moderne gysere som ”Annabelle” og ”Dead Silence”. Så ja, der HAR været rigeligt af dem. Det er nu ikke så mærkeligt, for de rigtige dukker – dem, der virkelig skræmmer, er jo allermest uhyggelige når de bare sidder i en stol, på et bord eller i en seng. De behøver ikke at bevæge sig, for ligesom med øjne på malerier, følger deres øjne offeret rundt i hele rummet, hvilket må være den billigste filmeffekt nogensinde. De behøver heller ikke at sige noget overhovedet. Stilheden i sig selv skaber stemning, så et par close-ups af den rigtige dukke kan sagtens skabe nok uhygge uden megen andet.
Brahms får lige en godnathistorie af sine forældre.
Med ovenstående i baghovedet, har instruktør William Brent Bell skabt et særdeles stemningsfyldt film, hvor man med ganske få virkemidler skaber uhygge, der aldrig kammer over og bliver fjollet. Der er ganske vist genbrugt lidt klassiske virkemidler, men det spiller ikke den store rolle, for det egentlig uhyggelige består i det ordinære gennem de første 85 minutter af filmen. Hele tanken om, at denne dukke, der naturligvis har en historie, der lige så naturligt både er banal og ligegyldig, skal plejes, passes og aktiveres som et rigtigt barn er i bund og grund filmens store styrke. At man, uden at det bliver skrevet med versaler, konstant sidder med en tanke i baghovedet om, at den lidt naive amerikanske barnepige kommer til at fortryde sin lemfældige omgang med dukken, er der hvor stemningen rammer sit ypperste punkt, for den gode instruktør ved jo godt, at vi har set mange film som ”The Boy” – og derfor nok er klar over, at barnepigen skal betale prisen. Dette er et godt setup til en gennemsnitlig historie, der kun virker gennem et godt plot, der tager nogle gevaldige twist gennem en forståelse for, at vi som publikum har en vis erfaring med lemfældige barnepiger i gysere.
Alle raske børn elsker at lege på gulvet.
Hovedpersonen Greta bliver spillet af Lauren Cohan, som de fleste nok kender bedst fra sin rolle som Maggie i ”The Walking Dead”. Hun lider i denne rolle, præcis som TWD, af at være en elendig skuespillerinde. Samtlige af hendes replikker lyder oplæste, og jeg måtte flere gange abstrahere fra min irritation over, at man i en ellers vellykket gyser havde valgt en skuespillerinde, der så absolut ikke kan være troværdig i nogen rolle overhovedet. Hendes mangler bliver især udstillet i de scener, hvor byens købmand (og hendes eneste fysiske kontakt) Malcolm kommer med friske varer på sine ugentlige besøg til huset. Dialogen, der ellers er rigtig fin for genren, bliver overspillet eller oplæst i divergerende grad gennem de fleste af scenerne, hvor man bare håber på, at der snart må ske Greta noget ganske forfærdeligt.
To spejlblanke skuespillere i et og samme billede.
Når Lauren Cohan så er glemt – og det bør man, så er ”The Boy” en rigtig god film. Den bringer ganske lidt til bordet, når det kommer til originalitet, men på plotsiden er den stærk. Stemningen er ikke til at tage fejl af, og selv om den kun perifert er en gotisk gyser, så bevæger ”The Boy” sig alligevel gennem en  masse spændende scener, der er godt sat op med ganske få virkemidler. Det sidste kvarter bliver en smule triviel, for selvfølgelig afslører filmen sig selv en tand for tidligt, hvilket nødvendigvis udløser et antiklimaks, der bare gør slutningen til noget man må igennem – men inden da rammer ”The Boy” plet på mange parametre.

Score:

20. maj 2016

Anmeldelse: Deadpool.

Årgang: 2016.
Tagline: ”Bad ass. Smart ass. Great ass.”
Genre: Action, Adventure, Komedie.
Instruktør: Tim Miller.
Runtime: 108 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: Kick-Ass (2010), ”Guardians of The Galaxy” (2014), Ant-Man” (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang, hvor jeg brændende ønskede, at der ville komme en rigtig Marvel superheltefilm. I dag ønsker jeg mig brændende, at det snart stopper. Formaterne har været forkerte fra start af. Man har fortalt historier, der udelukkende havde til formål, at starte en franchise, hvilket har gjort de forskellige universer enormt forudsigeligt, kedelige og kønsløse. Man har manglet perspektiv, for det hele har handlet om merchandise og indtjening, og derfor står vi nu med en masse superheltefilm, der hverken kan fortælle en ordentlig historie, skabe et fornuftigt plot – eller endsige bringe et minimum af underholdning til skærmen. Vi har fået kastet kaskader af X-Men, Spider-Man, Iron Man og Fantastic Four film efter os i en sådan grad, at min kvalmetærskel for pumpede mænd i spandex har nået bristepunktet.
Deadpool vender tilbage til rødderne.
Når man nu begræder udvandingen af Marvel, så kan man til gengæld glæde sig over, at griskheden nu efterhånden har skabt nogle solide film på baggrund af enormt tynde karakterer fra det enorme Marvel univers. ”Guardians of The Galaxy” var i min optik bedre end hovedparten af de traditionelle superheltefilm, og med ”Ant-Man” ramte man plet med en film, hvor både voksne og børn kunne få en festlig og underholdende oplevelse. Med Deadpool fortsætter man denne lækre trend, om end at man nok bør putte børnene, hvis man ikke vil udsætte dem for perfide jokes, under-bæltestedet humor og platte oneliners om pik og patter.
”Deadpool” er historien om Wade Wilson, der er en lejemorder, som er ved at dø af cancer. Da han får muligheden for at redde sig selv fra den frygtelige sygdom, ryger han i hænderne på Ajax, der har et problem med Wades smarte facon. Wade bliver kureret, men får en lille hilsen fra Ajax i form af en komplet maltraktering af hans ansigt. Ude af stand til at kunne fungere med sit deforme ansigt, bliver Wade til Deadpool, hvis eneste ønske i livet er at få sin kærlighed tilbage – og at tage frygteligt hævn.
Et ganske umage trekløver af ”helte”.
Det er tydeligt fra start, at ”Deadpool” ikke handler om den gode historie, for den eksisterer ikke. I stedet har man fra første scene valgt, at erstatte alle traditionelle konventioner med humor, action og mere humor. Plottet er tyndt, kedeligt og skinner gudskelov sjældent igennem, for filmen virker bare allerbedst, når man fuldkommen dropper intentioner om at skabe en film, der bare nogenlunde hænger sammen. Derfor kan man, med rette, kalde selve håndværket for makværk, for det er det så bestemt – og det bliver ikke bedre gennem filmens samfulde 108 minutter. Når det så er sagt, så er ”Deadpool” så fantatisk underholdende, at det er svært ikke at elske filmen til trods for de mange mangler. Faktisk er det hele ironien bag filmen, at den netop virker, selv om den på ingen måde tager sig selv, sin hovedperson eller sit univers seriøst overhovedet. Tværtimod er det hamrende morsomt, når Deadpool stiller spørgsmålstegn ved de mange tåbeligheder, der naturligt følger med hele superheltekonceptet.
Det er så sødt, når de tror, at de har en chance...
Filmen er båret af tåbeligheder, hvilket gør Ryan Reynolds til den perfekte hovedrolleindehaver. Selv om han til har måtte kvitte sit hverdagsarbejde som grøn lanterne for den ”anden side”, er han en fornøjelse fra start til slut. Reynolds var også Deadpool i ”X-Men Origins: Wolverine”, hvor karakteren var noget mere nedtonet, hvilket jo er det skønne ved Marvels univers, hvor man til forskellige lejligheder justerer på sine figurer, for at de senere kan give mening i en anden sammenhæng. I samme åndedræt kan man, hvis man ikke kender tegneserierne, godt glæde sig til næste Deadpool film, hvor Cable bliver introduceret.
...men det har de ikke.
Der skal derfor lyde en bøn herfra til Marvel, om at fortsætte med at introducere de smalle figurer fra deres kæmpe univers. De er muligvis ikke så kendte, som ”Avengers”, ”X-Men” og ”Fantastic Four”, men det betyder ikke, at man ikke kan lave gode film ud af deres historier alligevel. Jeg har ikke glemt hverken ”Ghost Rider” eller ”The Punisher”, som absolut ikke har haft godt af, at blive udstillet på det store lærred, men derfor skal der alligevel lyde et bravo herfra – for med Deadpool har man scoret et hattrick for utraditionelle Marvel film. Dem vil vi gerne have mange flere af.

Score:

13. maj 2016

Anmeldelse: The VVitch: A New-England Folktale.

AKA: ”The VVitch”, ”The Witch”.
Årgang: 2015.
Tagline: "Evil takes many forms.”
Genre: Horror, Drama.
Instruktør: Robert Eggers.
Runtime: 92 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB.
Se også: “The Blood on Satans Claw” (1971), “The Crucible” (1996), “The Black Death” (2010).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Vi er i New England i 1600-tallet. På en isoleret gård på kanten af den vilde natur, bor en lille familie der er blevet udstødt af deres menighed; forældrene William og Katherine og deres fem børn, heriblandt datteren Thomasin. Da deres yngste nyfødte barn pludselig forsvinder, retter mistanken sig snart mod Thomasin. Og som om det ikke var nok, begynder familiens afgrøder også at gå til. Der er tilsyneladende skumle kræfter, der arbejder mod familien. Kan der være tale om heksekræfter?
Lille Thomasin, hvad har du dog rodet dig ud i?
Der er ingen tvivl om, at instruktør Robert Eggers har kigget dybt i de støvede historiebøger for at skabe en film, der tegner et så realistisk billede af "hekseriet" i 1600-tallet som overhovedet muligt. Og det lykkedes han vist ret godt med, for "The Witch" er grå, kold og til tider hjerteskærende brutal. De flotte og stemningsmættede billeder formidler helt ufortyndet råt, hvordan det må have været at være en udstødt familie i 1600-grønlangkål; overladt til sig selv, i ubarmhjertige omgivelser. Og i dette tilfælde har de stakkels bønder ikke kun elementerne at slås imod - det lader også til, at der er mørke kræfter der skal bokses med.
Corruption, thou art my father!
Skuespilpræstationerne følger heldigvis fin trop med filmens stærke visuelle udtryk, og især Ralph Ineson og Kate Dickie, der spiller forældrene på det hårdt prøvede landsted, spiller så gnisterne fyger om ørerne på en. De ikke bare ligner noget der er skåret direkte ud af middelalderen, de lyder også som det, når de leverer den ene religiøse svada efter den anden, med fanatisme i øjnene og fråde i mundvigen. Skuespillerne tror på det materiale de har fået stillet til rådighed i "The Witch", og det har du også bare at gøre - ellers vil du blive ramt af helvedesilden!
Du skal ikke fare vild i skoven i skumringstid - heller ikke selv om du har et gevær der er længere end dig selv.
Det religiøse aspekt af tilværelsen i 1600-tallet er i højsædet i "The Witch", så vi får altså (meget) mere religiøst mundlort, end vi får flyvende heksekoste og børn i den sorte gryde. Og desværre også så meget, at det bliver for meget. Når man lige har slugt den, så kommer mit største problem med filmen - og det er, at der går lige lovlig meget Shakespeare i dialogen. Der er med andre ord alt for meget "thou mig her og thou mig der" til min smag. Sidst, men ikke mindst, så sidder man og venter på at skidtet rigtig skal kicke off, men det tager for lang tid - og da det endelig begynder at ligne noget rigtig djævelskab - ja, så slutter filmen desværre?!
Bordbøn, det skal der til - desværre har Gud lukket for konsultationen.
Den realistiske tilgang til emnet, betyder altså mere historietime end det betyder Sværd & Trolddom, så det skal man lige være forberedt på. "The Witch" er blevet hypet en del efter at traileren ramte det store internet, og filmen vil uden tvivl skuffe mange. Men den vil samtidig begejstre andre, som vil finde stor tilfredsstillelse i filmens dedikation i at være en ægte slow burner med høj detaljegrad i billeder, lyd og dialogpræstationer. Personligt havner jeg lidt midt imellem de to stole.


Score:

16. apr. 2016

Anmeldelse: It Follows.

Årgang: 2014.
Tagline: "It doesn't think. It doesn't feel. It doesn't give up.”
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: David Robert Michell.
Runtime: 100 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Cmore Play.
Link til filmen på IMDB.
Se også: “The Thing” (1982), “Invasion of the Body Snatchers” (1978), “Night of the Living Dead” (1968).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Jay (Maika Monroe) kan få hvilken som helst dreng, hun vil have, men nu er hun rendt ind i den forkerte. Hun er blevet givet en forbandelse, som overføres via sex, og som kan tage en hvilken som helst form. Det kan være én, som du kender, eller en komplet fremmed. Det eneste, Jay kan gøre, er at give forbandelsen videre til en anden... 
Film skal ses i biografen.
Quentin Tarantino har med sin “The Hateful Eight” (2015) peget på John Carpenters “The Thing” (1982) som en helt central inspiration. Det i sådan et omfang at dele af soundtracket i Tarantinos western er taget fra soundtrack albummet til Carpenters film. Det lader til at være en tendens, at paranoiaen er på vej tilbage. I hvert fald har også “It Follows” massive referencer til “The Thing” og paranoiafyldte film, såsom George Romeros zombiefilm og “Invasion of the Body Snatchers” (1978). David Robert Mitchells film er på en og samme tid nostalgisk og fremsynet.  
“...all you can do is pass it on to someone else.”
“It Follows” har en stemningsmættet atmosfære, der emmer af kærlighed til genrefilm. Soundtracket er af kunstneren Disasterpeace og er del af en trend, som går i retning af mere 80er orienterede soundtracks... og det fungerer! Musikken fremstår ikke som en pastiche på noget, der var engang, men som sit eget bæst. Det samme kan siges om filmen selv, der nok har ladet sig inspirere af fortiden, men som også ønsker at gøre sig fri af dem. Derfor er “It Follows” også sin helt egen, både når det kommer til historien men også i sin udformning. Den er fortalt næsten som et mareridt. Figurerne flyder ind og ud af bevidsthed, fortaber sig i detaljer og frem for alt er de fyldt til randen med angst for de mennesker, der er omkring dem. I de bedste gyserfilm ved man aldrig, hvornår man kan føle sig sikker, og netop sådan udfolder “It Follows” sig. Sikkerheden er aldrig garanteret, og bliver du taget af det, der er efter dig, bliver døden langsom og pinefuld. 
Mike Gioulakis’ billeder er vidunderligt grufulde i deres skønhed. 
Mulighederne for at se forskellige lag i “It Follows” er mange. Ungdommens tungsind og store følelsesmæssige kampe er vævet ind i det stof, filmen er gjort af. Den seksualitet, som bliver gjort til en slags skurk, kan også danne grundlag for mange tolkninger. Men på et helt umiddelbart plan er filmen bare utroligt velfungerende. Den er fotograferet smukt og sanseligt. Det hjælper til at drage os ind i frygten, som på mange måder er meget grundlæggende her. Det ville have været utrolig nemt at skrue op for chokeffekterne i denne film. Opbygningen er der! I stedet viser filmen os horrible ting uden nogensinde for alvor at give mulighed for at seeren kan danne sig et entydigt billede af, hvad det er, filmens figurer er så bange for. Det omskiftelige monster er ekstremt effektivt. 
“It could look like someone you know or it could be a stranger in a crowd. Whatever helps it get close to you.”
“It Follows” ser både frem og tilbage. Den boltrer sig i genren og tager dele af dens klichéer til sig, mens den leger med andre. Mitchell insisterer på at tage sit publikum alvorligt. Han vælger gang på gang en subtil måde at skræmme: En måde som kradser sig vej ind i tilskuerens grundangst og bekræftende hvisker: “Alt er farligt - husk at kig dig over skulderen.” 

Score:

12. apr. 2016

Horror-Unrated Retrospekt #12: Vi har snakket med instruktøren bag Israel's første horrorfilm "Rabies"; Navot Papushado.

Efter 4 år har vi valgt at lukke og slukke for Horror Unrated. Med tiden fik vi hevet en hel del spændende og dybdegående interviews i hus, fra de store kendte horror stjerner til ukendte independent filmskabere. Af forskellige årsager valgte vi at lukke for Horror Unrated d. 12. november 2013, og da undertegnede tidligere har været skribent for denne fantastiske blog, Sørensen Exploitation Cinema Proudly presents, valgte jeg og bloggens ejer at flytte de mange interviews over på bloggen så de kunne få nyt liv, og forhåbentlig blive læst og nydt af nye læsere. Skrevet af Claus Reinhold.


HORROR UNRATED: Hi Navot and welcome to Horror Unrated. Rabies is your debut film, so let’s talk about how you and Aharon Keshales got together and decided to make a horror film – how did this whole project begin and how did you come up with the story?

It’s a great question. You know, I was a student at the film department of Tel Aviv University and actually Aharon was my teacher there. He was kind of the only teacher who encouraged me to do what I wanted to do. I didn’t want to do everyday dramas or dramas about dysfunctional families. Instead I wanted to do something more extreme and he was the only teacher who understood what I wanted to do and he encouraged me to do that. So eventually we became really good friends and he ended up producing my graduation film which actually premiered in New York, at the New York Film Festival, and while we were there we took a trip to Atlantic City, just to experience a bit more of America while we were there and we began talking about what will be the next project now that I had finished my graduation film. And Aharon, at the time, was also a film critic in Israel, a very well known film critic, so I asked him; “How about you stop writing about films and start making them?”, and from then on, we started working together.

We knew right away that we wanted to make a horror film because there were no horror films, or genre films in general, being produced in Israel, so Rabies is actually the first ever horror film from Israel. And we knew that we wanted to make a sort of a slasher film, because we grew up on films like Friday the 13th, The Texas Chainsaw Massacre and all those classic films, but at the same time we felt that during the last 10 years the horror genre has taken a turn into the torture porn genre and has become more and more gory and extreme at the expense of the films’ identity, I mean, it’s like the films sort of lost their identity. So we wanted to bring the identity back and make a slasher film that would be unique to Israel, you know, make it very Israeli.
 At the same time we set out to make a slasher film where the killer doesn’t kill anyone. So if he doesn’t kill anyone, we have to focus on the characters instead and have them create the tension and give them a greater motivation than just to survive. In just about every slasher film you have a group of teenagers running for their lives, and since we don’t have a killer who kills anyone, we would have to give them more motivation and more layers and where they all, throughout the film, are given a motivation to kill each other.

HORROR UNRATED: Seeing as Israel has no market for horror movies, Rabies is the very first of its kind in your country, what made you think you could pull off making a horror film?

Ha ha, yes, you’re right. I think it was 50% bravery and 50% naivety, or maybe we should say stupidity. The Israeli film industry isn’t known for making entertainment films. Most of the films here are about war, about the conflict, consequences of terror or heavy family dramas, so we have quite a depressing point of view when it comes to cinema. For instance there are no comedies being produced here. So when we said that we wanted to make a horror film, people said to us “Isn’t there enough violence and bloodshed as it is?” So we said “If that’s true, why make all these social realistic dramas about the war and the conflict? Why not make horror movies - escapist entertainment?”

HORROR UNRATED: So are you sort of rebelling against that with your film? Would you like to see the movie industry in Israel changed?

Yes, I guess one of our goals has been to change the perspective in Israeli cinema. We’re not saying there isn’t a room for heavy dramas or political films, but there should also be room for much more entertaining films like comedy and horror. In some way I think we succeeded with that because Rabies became quite successful in Israel, and the funny thing is, that we couldn’t get government funding because no one wanted to support a horror film, but when someone from the government film funding saw a rough cut of our film, they suddenly became very eager to throw a lot of money in the post-production, and subsequently, the government have created a new pool for genre films, so I think we can be quite satisfied.

HORROR UNRATED: Indeed you can – it’s quite an accomplishment. But I’m wondering if the film in any way is a commentary on the political situation in Israel?

Yes, but seeing as we first of all wanted to make an entertaining film, we didn’t want to push it, regarding the political subtext. But it starts with the title; Rabies. Of course there’s not an actual disease in the film, it’s a metaphorical title. I don’t know if you’re following what’s going on here but we have a sort of social rebellion these days about the state of Israel and we feel there’s a lot of violence in everyday life here in Israel and it’s like people are just ready to explode, you know – they can go off every minute.
 We live in a very short tempered environment and you can see it in the streets when driving around - maybe it’s the mediterranean climate that makes us so angry and hot tempered, I don’t know. Anyway, we didn’t want to blame the Palestinians or the security issues. We wanted to take a good look at ourselves and how we are treating each other and that’s why there’s no direct representation of the conflict in Rabies. There’s no representation of the Palestinian side or even the Arab side, there’s only the Israeli’s own struggle with themselves and each other, and how we treat each other in this country. It’s like I said before, there’s a button waiting to be pushed and when it is, all this anger and violence explode and there’s no turning back. So rabies is not an actual disease in the film, it’s meant in a metaphorical way, with anger, repression and violence sort of jumping from one person to another.

HORROR UNRATED: When I first heard about the film and saw the poster and the trailer, I thought it would be just another straight forward slasher movie. But I was very surprised because in fact it’s much more of a character piece – a character driven film with a lot more drama elements than your usual horror film and essentially the characters are far more important than the plot itself.
 There’s much more emphasis on the characters than in usual American type slasher films. Why did you chose this angle for the film and was it a deliberate choice from the beginning?

Thank you for noticing that. You know, most slasher movies have the characters killed and that’s it for them. But we wanted to deal with the consequences of each death instead, I mean, what happens after and how it affects others. All of the main characters are in a shade of grey, none are evil, none are good, they are all shaped by their environments, by their past or by the present.
 For example when the bad cop is stabbed in the chest, we didn’t just want him to die. So while he’s lying there on the ground in the forest, bleeding to death, we have the pay off with his farther calling him, and that scene sheds more light on what brought him, the bad cop, to be a bad as he is. So we wanted to bring back the human aspect to the horror genre and, like you said, put much more emphasis on the characters.

HORROR UNRATED: One of the things I liked very much was the fact that every character in the film is flawed – I mean they all have flaws and they all have problems, either with themselves or each other. Nobody seems to have a healthy relationship.

I totally agree. You know, we grew up on all those classic American horror films and even though they’re good and we liked them a lot, we always found them to be a bit artificial. It’s not that we did not enjoy them, I mean we also enjoyed watching Paris Hilton being stabbed by a spear in House of Wax, but it doesn’t really affect you, I mean, you laugh a bit but you don’t care and you saw it coming. So we didn’t want to do any of that, and it was something that Aharon was really strict about – that there should be a voice of reason among the main characters and that they should all have real life problems and arguments between each other.
 Take Pini for example. He’s the guy who doesn’t ant to go into the woods, who doesn’t want to help the stranger, who wants to call the police, who thinks the best thing to do is just run away, and he is the only one who survives the film. I mean, that’s kind of a twist also because usually in slasher films, he would be the first to be killed. So here, the coward is the smart one basically.
HORROR UNRATED: You managed to shoot the film in just 19 days. Was there any specific reason to this short production time? I can imagine it must have been quite stressful.

The reason is simple; 19 days was what our budget allowed. Most of the actors in Rabies are some of the biggest movie stars in Israel, so we could only afford to have them on set for a total of six days. But since we knew what our budget was before the script was completely finished, we kind of fit the script and some elements in the story, to match the short production time. Also we thought that if we have no lighting equipment we are more mobile, so the story takes place in one day and only in daylight, which means we only used available light and it saved us a lot of preparation time. So the budget limitations really made us more creative and at the same time it fit perfectly with what we wanted to achieve, because we wanted to make an Israeli horror movie, and what would be more Israeli than a horror film taking place in beautiful setting sunlight? And actually the film was shot in the winter, so that’s what winter looks like in Israel haha.
We shot for 19 days, only in available light with equipment we borrowed from the film department at the Tel Aviv University where Aharon was teaching and basically all the crewmembers were Aharon’s students. So the most experienced people on the set were the actors, haha. Actually the film was shot on the Sony PMW-EX3 camera…

HORROR UNRATED: Really? It doesn’t show. I mean, it looks really great and I actually thought it could have been Super 16mm…

That’s good to hear because we wanted that filmlook and we wanted it to look like it could have been Super 16mm, so that’s something we spent a great deal of time on in post-production. We’re very happy about the result because it looks just like we wanted it to look, and you know, if you have a good story to tell, it doesn’t really matter which camera you use.
 You can shoot it on Super 8mm, MiniDV or the new Arri Alexa – it’s not really that important. A lot of people wait around for the right camera or equipment to come along, but the camera is secondary. If you have a good story and a good script, you’ll manage.

HORROR UNRATED: Exactly – I feel the same way. It’s the story that counts first and foremost.  Rabies has been around the world on festivals, it’s out on DVD and the film has gotten some great reviews, people seem to like it a lot. How do you feel about all this and did you ever expect the film to get an audience outside Israel and to become so successful?

No we didn’t actually, because when we screened Rabies for our production company, some producers who work in the U.S. were invited and after they saw the film they said; “This was not going to work for foreign audiences. They will not get what you try to do here. You have changed the genre rules too much and the killer doesn’t kill anyone, it takes place in daylight and it’s too Israeli.”
So we thought that these guys knew what they were talking about, but then we had a screening of the film in Portugal and the reactions were amazing. People understood the jokes and were really into the film, and then the film entered Tribeca Film Festival where we got great reviews, so everything sort of began at Tribeca and the film was bought for release in the U.S. and Canada.
 So after Tribeca we sort of knew that we had succeeded, because no matter where we went after that, wether it was Canada, Korea, Germany or Spain, the audiences understood it, they laughed at the right moments and they jumped in their seats at the right moments, so that was really great and basically that’s the best gift a filmmaker can get.

HORROR UNRATED: Yes, I can imagine. Well, Navot I’m all out of questions so I’ll round things up by saying thank you so much for your time, it was great talking to you and we’re looking forward to seeing more from you guys in the future.

Thank you Claus, it’s been a great interview and it was good talking to you.