22. jan. 2016

Anmeldelse: The Visit.

Årgang: 2015.
Tagline: "No one loves you like your grandparents".
Genre: Horror, ThrillerFound footage.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Runtime: 94 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på
IMDB.

Se også: "Homebodies" (1974), "Grandmother's House" (1988), "The Sixth Sense" (1999), "The Taking of Deborah Logan" (2014).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me. En efterhånden slidt frase, der med tiden er blevet synonym med mange filmelskeres forhold til M. Night Shyamalan. Anmelderne har især givet ham mange tæsk, og i horrormiljøet er han mange steder persona non grata. Personligt har mine oplevelser med hans film været en blandet pose bolsjer. Det var derfor også en skeptisk anmelder, der tændte op under ”The Visit” på en sneklædt lørdag aften.
Ferie hos bedsteforældrene - what could possibly go wrong?
”The Visit” er historien om to børn, der af deres hjerters godhed beslutter sig for at besøge deres bedsteforældre. De har dog op til flere agendaer med deres besøg. Den ene er at deres mor, som har været single alt for længe, trænger til en ferie med sin nye kæreste. Den anden – at moderen ikke har haft kontakt med benævnte forældre siden hun, som teenager, forlod hjemmet i vrede. Missionen for de to børn er derfor, ved hjælp af et par kameraer, at dokumentere moderens barndomshjem, hendes gamle forældre og på en eller anden måde få klinket skårene mellem de to ældre generationer. Det bliver hurtigt klart for de to børn, at noget er helt galt fat med de to ellers så søde bedsteforældre. Men hvad foregår der? Er de bare blevet gamle? Gemmer der sig en anden og mere uhyggelig hemmelighed i det gamle hus? De to børn bliver straks viklet ind i mystiske ting, som de flittigt bruger deres kameraer til at dokumentere. Filmen er derfor primært en slags found footage, der til trods for at det ikke længere er særlig originalt, nu stadig kan være ganske effektfuld.
Svaret er: En hel del.
Man skal ikke mange sekunder ind i ”The Visit”, før man oplever at dette i høj grad er en film bygget på tilskuerens evne til at lade sig opsluge af filmen. Derfor vil de værste skeptikere af Shyamalans værker, sikkert allerede opgive inden filmen er gået i gang. For dette er en stemningsfilm, som stille og roligt æder sig ind på sit publikum. Shyamalan prøver på intet tidspunkt at forcere stemningen, der bevæger sig som en dis over en græsmark, der går fra let og nærmest umiskendelig til tyk og ufarbar inden filmens slutning. Der er en imponerende selvsikkerhed i manuskriptet, der aldrig opgiver sit forehavende, men i stedet spreder stemning med millimeterpræcis omtanke. Med dette i baghovedet, kan det alligevel undre, at man forfalder til et par unødvendige chok-effekter, der rent æstetisk er unødvendige for at holde historie og plot i fremdrift. Shyamalan forstår stadig, at holde fat i sit publikum, som var vi tilbage i ”The Sixth Sense”. Han navigerer ved, at kun svagt antyde, at der er noget helt galt fat i huset med bedsteforældrene, der godt nok opfører sig bizart, men altid har en naturlig og forståelig forklaring på hvad der foregår i det gamle hus.
Lidt overvågning er måske en meget god idé.
Shyamalan bliver, af sine kritikere, oftest stigmatiseret for sine plots, hvor a-ha øjeblikket nærmest er blevet et varemærke for hans film. Efter ”The Sixth Sense” er det derfor også blevet en sport, at gennemskue plottvistet, for at derefter latterliggøre resten af filmen, fordi man nu engang havde gennemskuet plottet. Dette slipper man heller ikke for med The Visit, hvor plottvistet måske ikke er særlig svært at gennemskue. Jeg tvivler stærkt på, at man ikke har gennemskuet tingene i god tid, før den berømte WTF-scene, som efterhånden er synonymt med instruktørens værker. Ikke desto mindre har Shyamalan denne gang fat i så fed en historie, der er  så velskrevet og ubehagelig, at det intet betyder for filmens slutning, at man nu ved hvordan tingene hænger sammen.
Heeeere's granny!
Det tæller absolut som et kæmpe plus i bogen, at det er lykkedes at bevare creepy-faktoren på 100 helt til filmens sidste scene, for mange, og bedre, instruktører ville have faldet til patten og ladet historien sive ud som en fesen sodavand i sommervarmen, som Shyamalan har gjort en del gange i sine tidligere film. Det gør han ikke her, hvor han sådan set gemmer de mest groteske scener til EFTER WTF-scenen, hvilket sender ”The Visit” helt i mål på fornem vis. Man kan ikke, uden videre, konkludere at Shyamalan er tilbage på sporet med ”The Visit”, men hvis filmen er udtryk for den fremtidige kvalitet på hans film, så tør jeg godt glæde mig endnu mere til den næste film, for alt i alt er ”The Visit” en bund solid film, der sagtens kan skræmme, forbavse og overraske – men vigtigst af alt, holde en stemning i samfulde 94 minutter, der til trods for ”found footage” delen stadig er visuelt interessant.
Score:

15. jan. 2016

Anmeldelse: Without Warning.

Årgang: 1980
Tagline: "The alien terror is here on earth.”
Genre: Sci-fi, Horror.
Instruktør: Greydon Clark.
Runtime: 89 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på
IMDB.
Se trailer her.


“Without Warning” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

I den amerikanske vildmark kan ingen længere føle sig sikker. Flyvende kæmpe-flåter er begyndt at angribe de mennesker, der trods advarsler fortsat camperer i skovene. To unge slipper med nød og næppe med livet i behold, men opdager snart, at de blodsugende væsner i virkeligheden er organiske våben tilhørende noget større, æklere og langt farligere – et enormt rovdyr fra det ydre rum på jagt efter menneskelige trofæer...
“Without Warning” er ikke en god film. Ikke i ordets egentlige betydning. Det er en film om dræberflåter fra det ydre rum. Baseret på den beskrivelse er jeg sikker på, at de fleste ganske hurtigt vil kunne afgøre, om det er en film for dem eller ej. Filmen har et lavt budget, ringe effekter og skuespillet er i bedste fald mangelfuldt. Betyder det, at filmen ikke er værd at se? Nej da! Det er netop b-films kvaliteterne, man hungrer efter, hvis man hiver en film som "Without Warning" ned fra hylden. En film der fremstår, som var den skabt ud fra en devise om, at det der med at lave film da ikke kan være så svært. Der er ikke ironiseret eller på anden vis lagt lag ned i den her film, den ér ganske enkelt bare.
Enkelte fornuftigt udførte effekter bliver det til.
Når man lytter til instruktør Greydon Clark fortælle om sin tilgang til film, er der noget næsten barnligt (i ordets bedste betydning) over hans passion for mediet. Det er også, hvad der skinner igennem, når man ser “Without Warning”. Der er noget drenget over film som denne her. Dét i en sådan grad, at man næsten kan høre et barn fortælle en nedkogt version af filmens historie, når man ser de bizarre begivenheder udspille sig på skærmen. Det kommer også til udtryk i filmens dramatik, som lader til at have to indstillinger: Fuldt smæk og ingenting. Når filmen giver tid til at dens personer skal tale sammen, går den i stå, indtil den næste flåt-frisbee kommer flyvende gennem luften og igen sætter gang i de balstyriske løjer. 
Sådan ser flåter ud i rummet!
Blodsprøjt er der til gengæld nok af. Effektmagernes tricks er gennemskuelige. Alligevel ser det, når lyset rammer rigtigt, stadig bedre ud end det computergenererede splat, vi alt for ofte spises af med i de senere år - plus vi får fornøjelsen af at se et rumvæsen: Sådan et rigtigt rumvæsen med et overdimensioneret blåt hoved. Her er ikke noget med grundige biologiske overvejelser om, hvordan sådan et væsen ville være udformet men bare en god gammeldags mand i en dragt, der tilbringer det meste af sin tid på skærmen med blot at stå; han får dog også kastet med et par flåt-frisbees. Mange vil kende Martin Landau fra sin rolle som Bela Lugosi i “Ed Wood” (1994). I denne film udviser han ikke samme fine fingerspidsfornemmelser for skuespilfagets finere nuancer. Landau overspiller eftertrykkeligt og gloriøst. Det gør han over for Jack Palance, der har besluttet sig for at være cool i den her film, koste hvad det vil! Faktisk er han så cool, at han på mystisk vis er den eneste, der har fået den lyse idé at fjerne flåterne, når de vil til at suge hans blod.
 “No Chance... No Help... No Escape!”
Mit udgangspunkt er, at den her film skal dræbe en halvanden times tid. Til den opgave er den tilforladelig. Der sker tilpas mange særprægede og overgearede ting på både skuespils- og historiefronten til, at det ikke bliver kedsommeligt. I det mindste ikke for alvor. Det, der sker på skærmen, er ganske enkelt så dumt, at det er vidunderligt. Bær over med karakteren, for i bund og grund ved du allerede, om du vil kunne lide den her film.

Score:

26. dec. 2015

Anmeldelse: Inside.

Årgang: 2007.
Genre: Horror, Splatter.
Instruktør: Alexandre Bustillo & Julien Maury.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Broken" (2006), "The Strangers" (2008), "The Clinic" (2010).

“Inside” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Fire måneder efter sin mands død overfaldes den gravide Sarah (Alysson Paradis) pludseligt af en mystisk kvinde (Béatrice Dalle) i sit hjem. Kvinden vil have Sarahs ufødte barn - og hun accepterer ikke et nej! Snart har Sarah barrikaderet sig på badeværelset, mens kvinden slagter alle, der forsøger at komme hende til undsætning.
Bustillo og Maury giver os her en ekstrem blodig og på mange måder grufuld historie, som er visuelt velfortalt og således burde være en anbefalelsesværdig affære. Desværre er dette kun en del af sandheden. Alysson Paradis skal portrættere en kvinde, der har mistet sin mand og at vise sådan en sorgproces er en stor opgave, som Paradis og hendes figur ikke lever op til. Filmisk er der nogle scener, der viser sorgen ret fint: I en scene ser Sarah sin afdøde mand for sig holdende om hende blot for at blive afbrudt af et pludseligt og voldsomt flashback til det biluheld, der slog ham ihjel. Det er en fin måde at vise seeren lidt af Sarahs indre liv, men det er også det nærmeste, vi kommer det. Det bliver aldrig rigtig udfoldet, hvor meget eller hvor lidt, Sarah derudover savner sin mand. Hendes sorg kommer mest af alt til udtryk som muthed og apati, hvilket selvfølgelig kan være reele reaktioner på et traume, men når filmen dvæler så længe ved dem, bliver det uinteressant og svært at leve sig ind i hovedpersonen.
"Jeg beklager, men du har heller ikke bestået køreprøven denne gang."
Til gengæld har filmen en god evne til at skabe atmosfære i forhold til den utryghed, der opstår omkring Sarah. Noget af det allermest skræmmende i filmen er en simpel scene, hvor den kvinde, der er efter Sarah, blot står bag hende i mørket, mens Sarah taler i telefon. Hun bevæger sig lige i skyggerne og er til tider kun næsten synlig. Det er fremragende afviklet, og derudover er det en del af en glimrende opbygning til de blodsudgydelser, som seeren har i vente. Béatrice Dalle er dygtig i rollen som kvinden, der ikke vil lade Sarah være i fred. Dalle er både barsk og sært omsorgsfuld i visse øjeblikke. Alt sammen har det en forklaring, som faktisk giver en fin lille krølle på filmens historie. Den mystiske kvinde er også den eneste figur, der virker drevet af en motivation, der, i det mindste til slut, giver mening. Mange af de andre figurer lider slemt af nogle gyserfilms frygtelige evne til at lade sine personer træffe nogle usandsynligt dårlige valg igen og igen. Særligt en lille gruppe politimænd tager nogle helt tossede beslutninger undervejs.
Edward...wait for it...Saksehånd!...

Jeg har allerede nævnt, hvorledes filmens visuelle udtryk er veludført - her ser vi bort fra den animerede baby, filmen løbende præsenterer sin seer for. Filmens splat er dens største aktiv. Det er helt ufravigeligt dette aspekt af filmen, der har vundet den opmærksomhed fra genrefans. Effekterne er meget overbevisende og udfoldes med hastighed og heftig aggression. Der hentes inspiration fra alverdens store gyserfilmskabere, og det er helt tydeligt, at skaberne af “Inside” ved, hvad de vil skabe for et udtryk. Hvad end filmen ellers kunne have valgt at beskæftige sig med, drukner i de ikke uanseelige mængder af blod, der er filmens virkelige hovedrolleindehaver. “Inside” er helt forgabt i sin egen vold, og det er også, hvad seeren vil huske filmen for. Det havde bare været mere fascinerende med en film, der både kunne præstere tøjlesløs vold, såvel som en mere omfattende historie med flere niveauer og nuancer.
Er du gravid? Så skal du ikke trykke "Play" på remoten...
Bustillo og Maury har fuldstændig styr på deres virkemidler, når det kommer til gys, gru og blodsudgydelser. Hele den tekniske og visuelle del af denne film er imponerende at overvære. Desværre lykkedes det ikke de to filmskabere at fortælle en historie, der engagerer fra start til slut. Der er bestemt interessante bidder undervejs heriblandt slutningen, men det alene giver ikke en helstøbt filmoplevelse. “Inside” er værd at se for sine effekter og interessante billedlige indfald men indenunder den fængende overflade, er det svært at finde oprigtigt engagement i denne filmoplevelse.

Score:

1. dec. 2015

Anmeldelse: Blood Trails.

Årgang: 2006.
Tagline: "You can't outride death."
Genre: Horror.
Instruktør: Robert Krause
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Pan Vision.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
 
Se også: “The Blair Witch Project” (1999), “Antichrist” (2009)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Anne (Rebecca Palmer) og Michael (Tom Frederic) har nogle problemer i deres forhold. I et forsøg på at løse problemerne beslutter de at tage på cykelferie i bjergene. Hvad Michael ikke ved er, at Anne fornylig har været ham utro med en fyr ved navn Chris (Ben Price). Og hvad Anne ikke ved er, at Chris er en sindssyg seriemorder, som vil have hende for sig selv. Cykelferien bliver alt andet end afslappende...
“Blood Trails” er instruktør Robert Krauses anden spillefilm, og ikke før 2013 lykkedes det ham igen at levere en film. Med kvaliteten af nærværende produktion er det ikke svært at forstå det store spring. Krause vil gerne have publikum til at frygte en hel række ting. Heriblandt skal vi frygte den store mørke skov. Det bliver ret hurtigt svært at frygte en skov, der virker åben og på alle måder ikke truende. Endvidere føles det aldrig som om, at Anne reelt er fortabt i omgivelserne, uanset hvor meget det gamle trick med den manglende mobilforbindelse bankes ind i hovedet på tilskueren, er det stadig svært ikke at tænke, at hvis Anne bare strammede lidt op, og tænkte sig lidt om, var hun reddet inden længe. Det mest oplagte eksempel er, da det efter lang tids forsøg endelig lykkedes kvinden at få kontakt til en redningstjeneste fra toppen af en bakke. De rare redningsfolk forsikrer hende om, at de er på vej, men at hun endelig skal blive, hvor hun er. Det første Anne gør? Springer på sin cykel og kører hastigt bort fra stedet. Der er ingen trussel, der er tydelig, og som presser hende væk. Der er ingen musik, der hjælper publikum til at sætte sig ind i Annes tankegang. Altså efterlades vi i et forståelsesmæssigt mørke.
Mord ved cykeldæk får aflivningerne i “Silent Night, Deadly Night 2” til at ligne mesterværker udi kreativ vold på film.

Noget andet instruktøren gerne vil have vi skal frygte, er et mere almenmenneskeligt tema: Vi skal frygte at Anne mister Michael. Desværre vil de fleste nok have rigeligt med udfordringer med at frygte for Annes liv til at begynde med, til at overveje hendes kærlighedsliv; allermindst denne Michael, som vi aldrig rigtig ser Anne være glad sammen med. Vi bliver med andre ord ikke overbevist om, at de to er værd at heppe på. Når begge figurer oven i købet er så rystende uinteressante, at man længes efter de ellers relativt anstrengende figurer i “The Blair Witch Project”; i den film var det i det mindste altid tydeligt hvorfor karaktererne tog de valg de gjorde. Det var fjollede begrundelser, men i det mindste eksisterede de. 
Ikke just en ny Jason...
Mange af disse kritikpunkter ville man også kunne sende i retning af andre slasherfilm (hvilket essentielt hvad denne film forsøger at være). “Friday the 13th” (1980) tager også sig selv ret seriøst, og figurerne er heller ikke voldsomt nuancerede, men forskellen er, at de alligevel var engagerende på den ene eller anden måde. Samtidig valgte man her en morder, som var interessevækkende i sin mystik. I “Blood Trails” begås der et absolut fåtal af mord, og det mest prominente af disse, sker med cykeldæk. Det er det mest fjollede, jeg nogensinde har set blive taget så alvorligt på film. Forsøger filmen at være en slasher, fejler den som en sådan, og forsøger den at være psykologisk drama/gys går det som nævnt heller ikke særlig godt. Robert Krauses film er fortalt i en tung tone, som dens historie ingenlunde giver merit til, hvilket ender med en oplevelse, der gråt og kedsommeligt udfolder en fortælling, der skulle have handlet om karakterudvikling, men glemmer at det var det, der var dens formål.
Hvem var det nu liiige denne fyr var igen?

Rebecca Palmer prøver i denne film, det gør hun virkelig. Hun står i centrum af en dårligt skrevet, kluntet udført og alt for selvhøjtidelig historie og gør et oprigtigt forsøg på at finde noget oprigtighed frem til sin rolle. Det er prisværdigt, og måske hun under de rigtige omstændigheder kunne have været rigtig god. Det siger på sin vis meget om filmen som sådan. Langt nede i grundidéen om et par, der forsøger at genfinde hinanden i skoven, men i stedet finder ondskab af den ene eller anden art, er der sikkert en god film, se bare hvad Lars Von Trier gjorde med “Antichrist” (2009). Desværre har Robert Krause bare ikke formået at holde fokus på de mennesker, han ellers lader til at have haft til formål at fortælle om.

Score:

3. nov. 2015

Anmeldelse: Jurassic World.

Årgang: 2015.
Tagline: "The park is open.”
Genre: Action, Adventure, Monster-film.
Instruktør: Colin Trevorrow.
Runtime: 124 minutter.
Medie: 3D Blu-ray.
Udgiver: Universal Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “Jurassic Park” (1993), “The Lost World: Jurassic Park”  (1997), “Jurassic Park III” (2001).

“Jurassic World” er venligst stillet til rådighed af Universal Sony Pictures.

Anmeldt af Allan Sørensen.

For 22 år siden forestillede John Hammond sig en forlystelsespark, hvor gæsterne kunne opleve spændingen ved at se virkelige dinosaurer. I dag byder Jurassic World velkommen til tusindvis af besøgende, men noget dystert skjuler sig bag parkens attraktioner. En genetisk modificeret dinosaur med blod på tanden. Da kaos bryder ud på øen, er Owen og Claire i kapløb med tiden, for at skabe orden når en dag i parken forvandler sig til en kamp om liv og død.
Så er der serveret!
Det kan næsten ikke beskrives hvor stort det var da monster-mastodonten "Jurassic Park" ramte biograferne tilbage i 1993. Dinosaur-action af øverste skuffe, skudt af ingen ringere end Steven Spielberg, baseret på Michael Crichtons novelle, og bragt til levende live af magiske Industrial Light & Magic og special effect troldmanden Stan Winston. Filmen blev en kæmpe blockbuster-succes og begejstrede anmeldere og publikum verden over. Alle raske drenge og piger med hang til eventyr, heltemod og dinosaurernes rockstjerne Tyrannosaurus rex, måtte bare i biografen og se giraffen (eller øglen). "Jurassic Park" affødte to helt hæderlige efterfølgere fra 1997 og 2001. Og disse film trak også sit publikum, på trods af at ingen af dem nåede den originale films niveau. Så det har altid ulmet med rygter om endnu en film i dino-franchisen, men vi skulle altså vente helt til 2015 før der skete noget. Nu har man gravet det gamle fortidslevn frem, støvet det af, udstyret det med et endnu større sæt tænder, en glubende appetit og et menneskefjendsk verdenssyn, så hermed velkommen til "Jurassic World".
Dino style dance-off!
Spielberg har for længst sluppet tøjlerne, og man har i "Jurassic World" ladet den forholdsvis uprøvede Colin Trevorrow, om at smække røven i instruktørstolen. Et lidt besynderligt valg, for Colin Trevorrow har kun den afdæmpede indie-film "Safety Not Guaranteed" i bagagen. En film der er det stik modsatte af den bombastiske "Jurrasic World". For bombastisk, det er "Jurrasic World". I yderste potens. Og det tager heldigvis ikke lang tid før at tingene går helt af helvedes til i turistfælden Jurrasic World.
Lige til at spise.
Som om dræber-dino #1 T-Rex ikke var frygtindgydende nok, så har videnskabsmændene i Jurrasic World valgt at gensplejse den urgamle dræbermaskine med en lang række andre rovdyr, for at skabe noget vildere, større og mere spektakulært. Alt sammen kun for at trække flere besøgende igennem billetlugerne i dyreparken. Man har altså fucket med moder natur, og hende skal man vist ikke fucke med - slet ikke for at tjene penge. Det må være moralen i historien. Og meget mere er der altså ikke at komme efter af dybsindigheder i "Jurassic World". Udover den noget fortærskede historie og morale, så får vi også en helt unødvendig og fladpandet påhængs-historie om en glubsk militærmand, der har fået verdens nok dårligste idé; at omdanne de farligste dino'er i parken til militære våben...[dybt suk].
Lige tanden federe end Sommerland Sjælland...
Der bliver heller ikke brugt meget tid på at skabe et spændende og fængende persongalleri. Vores nye helte og skurke ligner mest af alt moderniserede udgaver af de gamle karakterer og personager fra de tidligere film. Og det overrasker nok ikke nogen, at jeg bedre kunne lide det gamle cast med Indiana Jones-klonen Sam Neill, labre Laura Dern, quirky Jeff Goldblum, majestætiske Richard Attenborough og altid højtråbende Samuel L. Jackson. I 2015 må vi klare os med Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og Vincent D'Onofrio. Førstnævnte gør det ok, Bryce ligeså, mens at Vincent D'Onofrio virker helt fejlcastet i hans rolle som den gale militærmand med de lyssky planer. Børn er der selvfølgelig også. De kommer i form af Ty Simpkins og Nick Robinson, men skal vi ikke bare lade være med at snakke for meget om dem. Deres roller virker også som genskrivelser af karakterer som vi allerede har set rigtig mange gange før. Det er dybt beklageligt, at manuskriptforfatterne ikke har prøvet at udfordre sig selv en smule og tænke nye karaktertyper og problemstillinger ind i universet - i stedet for bare at genbruge på det skammeligste.
...bogstaveligt talt.
Det lyder meget negativt det hele, men hvor "Jurassic World" fejler, der leverer den til gengæld 100% andre steder. For hold da knallert hvor er det spektakulært og underholdende at være vidne til, at den hyggelige familieudflugt i Jurassic World forvandler sig til en tur i dyreparken fra helvede, midt i fodringstid. Der er ikke sparet på noget som helst når Hollywood spiller med musklerne og lader de imponerende dinoer gå amok på folk og færd. Der er fuld tryk på både de visuelle og audiovisuelle effekter, og med det rette lydanlæg kan du være sikker på at lillemor kaster sig i flyverskjul bag sofaen, og at naboen ringer til Zoo for at høre om der er nogle af deres større husdyr der er stukket af hjemmefra. Der er med andre ord damp på action-kedlerne og alle dine orienterings sanser vil arbejde på højtryk for at fange alle de superskarpe detaljer i lyd og billeder. Parken er proppet med dino'er i alle mulige og umulige afskygninger, og de tramper løs, brøler, slås og bider som var der ingen dag i morgen! Så det er altså værd at indløse billet til "Jurassic World" på trods af dens mange fejl og dumheder. Det er stadig en film med dinosaurer der smadrer og æder alt på deres vej, og det er på sin helt egen og forunderlige vis altid svært fascinerende at se på.

Score:

22. okt. 2015

Nyhed: Her er programmet for Blodig Weekend 2015.



I år indtager Blodig Weekend Cinemateket i København fra den 28 oktober til den 1. november. Lørdagen vil igen i år byde på collectors marked, hvor du kan gøre spændende opdagelser og køb. Men nu handler det om filmene og du kan hente programmet som pdf ved at klikke her.


Torsdag den 29. oktober:

19:15 - CARL.
Martyrs (2015).
Da den franske Martyrs i sin tid blev opkøbt til det amerikanske marked med en genindspilning i tankerne, var der mange skrækfans verden over, der blev i et noget dårlig humør over, at det franske mesterværk nu kom til censurglade Hollywood. Handlingen er den samme som i den franske: to piger befinder sig i et stort, moderne hus efter at have slået husets familie ihjel. Herefter bliver det kun værre, mens de to piger falder dybere og dybere ned i et umenneskeligt helvede.
Den amerikanske udgave af Martyrs er dog ikke blevet udvandet til noget ligegyldigt, men har derimod beholdt meget af det, der gjorde den oprindelige film til en perle hos mange en horrorfan. Det er stadig en blodig sag med al, hvad der hertil hører af lemlæstelse og hud, der bliver flået af. Brutal, nådesløs og ond er de ord, der bedst kan beskrive den nye Martyrs og for at det ikke skal være nok, bliver man blandt de allerførste i verden til at se den på Blodig Weekend.
USA 2015. DCP. 90 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktører: Kevin Goetz, Michael Goetz.
Medv: Troian Bellisario, Kate Burton, Bailey Noble, Toby Huss.

21:30 - ASTA.
We Are Still Here.
Efter at deres teenagesøn dør i en bilulykke, flytter Paul og Anne til det rolige New England for at starte på en frisk. Men de er ikke alene i huset, og uvidende bliver det sørgende par mål for de hævntørstige væsner, der gemmer sig i mørket. Inden længe opdager de, at den rolige by de er flyttet til, gemmer på en mørk og uhyggelig hemmelighed.
I rollen som Anne ses en af de store ‘scream queens’ Barbara Crampton. Og We Are Still Here kender sit ophav. Det er er en spøgelseshistorie, der hylder genren, men samtidig går i sin egen retning for til sidst at ende i et eksplosivt klimaks.
USA 2015. DCP. 84 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: Ted Geoghegan.
Medv. Barbara Crampton, Larry Fessenden, Lisa Marie, Andrew Sensenig.

Fredag den 30. oktober:

16:30 - ASTA.
Scherzo Diabolico.
Aram er en livstræt revisor, der lever et ubærligt kedeligt liv. Han kone er på nakken af ham, og han tjener knap til dagen og vejen. Men under overfladen har Aram gennem længere tid lagt uhyggelige planer, der langt om længe skal skaffe ham som fortjent. En dag kidnapper han en skolepige og holder hende fanget i et forladt varehus. Men hvad der virker som den perfekte plan, tager snart en drejning til et sort mareridt, og ender som et blodigt korthus der langsomt ramler sammen.
Adrián García Boglianos sidste 2 film; Here comes the Devil og Late Phases har begge været vist på Blodig Weekend. Og vi er glade for nu at kunne vise instruktørens seneste film, der er en dejlig uforudsigelig sort komisk thriller, og en blodig leg mellem katten og musen.
USA, Mexico. 2015. DCP. Spansk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Medv. Francisco Barreiro, Daniela Soto Vell, Jorge Molina, Milena Pezzi.

19:15 - ASTA.
Villmark 2: Asylum. [Introduktion af instruktør Pål Øie].
I en isoleret skov i bjergene skal fem kontraktansatte efterse en stor bygning for farligt affald, inden den skal rives ned. I tre dage skal de afse samtlige 300 værelser og kilometervis af rørledninger, men efter et stykke tid opdager de uheldige ansatte, at der er mere end bare affald i bygningen. Den mørke kælder huser mange mørke hemmeligheder om en dunkel fortid, mens vinden river i træerne udenfor og der ingen hjælp er at hente.
Den første Villmark var et studie i mennesket, der står i kontrast til vild natur og dødsangst. Den norske vildmark er ikke blevet mildere med årene og de omsluttende træer, den fugtige malm og de nøgne sten er stadig med til at give en stemning af total klaustrofobi, der ikke bare er til at flygte fra. Pål Øie der også stod for den første Villmark er tilbage i instruktørstolen på denne selvstændige opfølger. Han vil også være til stede under visning til Blodig Weekend.
Norge 2015. DCP. 93 minutter. Norsk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Pål Øie. Medv: Anders Bassmo Christiansen, Baard Owe, Ellen Dorrit Petersen, Mads Sjøgård Petersen.

21:30 - CARL.
Knock Knock.
En sen aften banker to dejlige damer på døren hos familiemanden Evan, hvis kone og datter netop er taget af sted på en weekendtur. De er strandet og har brug for hjælp, siger de, men efter et stykke tid bliver Evan klar over, at de to smukke og sexede ungmøer måske er mindre interesseret i hjælp end at lege katten-efter-musen med den fredelige familiefar, hvis underliggende sexfantasi nu er blevet til et rendyrket mareridt.
Eli Roth er en af ny horrorfilms ubestridte mestre og mens vi venter på hans kannibalopus The Green Inferno, er det nemt at muntre sig med hans nyeste værk, der omhandler et klassisk skræktema: middelklassen, der får ubehageligt besøg af den mørke side, denne gang symboliseret af to smukke kvinder (hvoraf den ene bliver spillet af Roths kone og muse Lorenza Izzo). Det bliver bestemt ikke behageligt, når disse to underskønne kvinder staver sig til Grrrlpower med blod og ondskab.
USA 2015. DCP. 99 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: Eli Roth.
Medv: Keanu Reeves, Lorenza Izzo, Ana de Armas, Colleen Camp.

21:45 - ASTA.
Nekromantik. [Introduktion og Q&A med instruktør Jörg Büttgerreit].
Trekantsdramaer er noget værre noget. Det må Robert sande, da han opdager, at hans elskede Betty er mere tiltrukket af de lig, han bringer med sig hjem fra sit job som oprydder efter grusomme ulykker, end ham, stakkels lyslevende mand. Da stakkels Robert mister sit job og derefter Betty til fordel for det sidste nye lig, går det da også helt galt for den allerede lettere ustabile herre.
Vi giver dig en sjælden mulighed for at se denne undergrundsklassiker på 16mm, og med introduktion og Q&A med instruktør Jörg Büttgerreit, når han kommer til Blodig Weekend for at snakke lidt om den film, han lavede for at gøre oprør imod det tyske censursystem. Det blev til et oprør af rang, for Nekromantik er hverken smagsfuld eller en film at se hvis man netop har indtaget en stor middag. Men én ting er sikker. Det er ikke en film, der bliver glemt lige med det samme.
Tyskland 1987. 16mm. 75 minutter. Tysk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Jörg Buttgereit.
Medv: Bernd Daktari Lorenz, Beatrice Manowski, Harald Lundt, Colloseo Schulzendorf.

Lørdag den 31. oktober:

14:00 - ASTA.
Cherry Tree.
Den ensomme pige Faith har en far, der ligger dødssyg af kræft derhjemme. Lykken vender så småt i form af den indtagende Sissy, der gerne vil hjælpe med at kurere faderen, hvis bare Faith vil bære et barn for hende. Sissy er nemlig lederen af en heksekult, hvis magi primært ligger i et gammelt kirsebærtræ, der giver liv til de døde og døende. Hvad Faith ikke ved, er dog, at Sissy ikke nødvendigvis vil hverken Faith eller hendes far det bedste.
Folkesagnslignende eventyr er ofte henvist til de mere børnevenlige genrer, men i Cherry Tree bliver der taget en skrækindjagende hånd om dem. David Keating, der blev kendt i horrorkredse for sin Hammer-horror ’Wake Wood’ i 2010, puster nu nyt skrækliv i eventyrgenren og det er der kommet en næsten mytisk skrækfilm ud af.
Irland 2015. DCP. 85 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: David Keating.
Medv: Naomi Battrick, Patrick Gibson, Sam Hazeldine, Leah McNamara.

16:30 - ASTA.
The Corpse of Anna Fritz. [Introduktion af instruktør Hèctor Hernández Vicens].
Den unge smukke og succesfulde skuespillerinde Anna Fritz, anses som en af de mest begærede kvinder i verden. Da hun en aften pludseligt dør, transporteres hun hen til byens lighus, hvor den unge introverte portør Pau har vagten. Da han ser, hvem der er kommet ind, tager han et billede af hende og sender til sine to venner Ivan og Javi, der hurtigt dukker op. Den nøgne kvinde bliver hurtigt en for stor fristelse for Ivan, og fuld og på kokain lader han sine drifter styre og har sex med liget. Men skinnet bedrager!
Dette er en af de bedste og mest nervepirrende thrillers i de senere år, og vil med garanti holde dig på kanten af sædet hele vejen igennem. Det er en stærk og virkelig lovende debutfilm fra instruktøren Hèctor Hernández Vicens, som vi er glade for at byde velkommen til årets festival, hvor han vil introducere filmen.
Spanien 2015. DCP. 80 minutter. Spansk dialog med engelske undertekster.
Instruktør: Hèctor Hernández Vicens.
Medv. Albert Carbó, Alba Ribas, Bernat Saumell, Cristian Valencia.

19:00 - ASTA.
Society. [Efterfølgende Q&A med instruktør Brian Yuzna].
Det er svært at være teenager i det solrige Californien. Især ikke når man som Bill føler sig totalt fremmedgjort af sin rige familie, der ikke går op i særligt meget andet end et godt renommé og fine fester. Hans søster er blevet mere og mere mærkelig på det seneste, hans forældre er særlinge for at sige det mildt og desuden er der vist et videobånd, hans bedste ven gerne vil have ham til at se.
Society er bestemt ikke en film til dem med svage nerver – eller en svag mave. Slutningen på kultfilmen fra 1989 er i en klasse for sig, med uforglemmelige effekter af den berygtede special effects kunstner Screaming Mad George. Society er tilmed opbygget med så meget firserpizzazz og ungdomsdialog, at den er grænsende til det uimodståelige, indtil den ender med at blive absurd og vanvittig på den bedst tænkelige måde. Et brag af en instruktørdebut fra Brian Yuzna, der vil introducere filmen med efterfølgende Q&A.
USA 1989. 35mm. 99 minutter + efterfølgende Q&A.
Instruktør: Brian Yuzna.
Medv: Billy Warlock, Devin DeVasquez, Evan Richards, Heidi Kozak.

21:30 - CARL.
Deathgasm.
Det er ad helvedes til at være ung. Den metalelskende Brody er outsideren i en lille provinsby, indtil han møder det ligesindede metalhoved Zakk. De starter deres eget band, og får ad mystiske omveje fat i et sæt noder, der efter sigende tildeler ultimative kræfter til dem, der spiller dem. Problemet er bare, at det også vækker en oldgammel ondskab, der med sin dæmonhær vil flå verden og alle mennesker fra hinanden - bogstavelig talt! Og nu er det op til Brody og Zakk at stoppe invasionen med økser, motorsave og masser af heavy!
Siden Peter Jackson, har New Zealand ikke leveret et så overbevisende, vanvittigt og dybt underholdende splatterorgie. Deathgasm er en selvskrevet succes og en film, der vil blive dyrket i mange år fremover. Gå ikke glip af festivalens helt store festfilm, hvor ét satanhåndtegn ikke er nok.
New Zealand 2015. DCP. 90 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør: Jason Lei Howden.
Medv. Milo Cawthorne, Kimberley Crossman, James Blake, Sam Berkley.

21:45 - ASTA.
Rabid Dogs (2015).
Rabid Dogs er en genindspilning af Mario Bavas bestialske forgænger af samme navn. Tre bankrøvere kidnapper en familie bestående af mor, far og et lille barn efter et mislykket kup, men har ikke forudset de problemer, der kommer af denne fremgangsmåde. Især ikke når parrets lille dreng har brug for et besøg på hospitalet og der stadig venter en horde af problemer jo længere, de kommer ind i det ganske land og møder de lokale, der er ved at fejre en hel speciel festival.
Rabid Dogs er skrevet af Benjamin Rataud og Yannick Dahan, der også stod bag zombiefilmen The Horde, sammen med førstegangsinstruktøren Éric Hannezo, der blev fortalt historien om familien og de tre bankrøvere og derefter besluttede sig for ikke at se den oprindelige film. Resultatet er blevet Rabid Dogs, der har sin helt egen snert af galskab og fransktalende voldspsykopater i et land, hvis grundlæggende sundhed virker en saga blot, jo mere der trykkes på speederen.
Frankrig 2015. DCP. Fransk dialog m. engelske undertekster.
Instruktør: Éric Hannezo. Medv: Lambert Wilson, Guillaume Gouix, Virginie Ledoyen, François Arnaud.

Søndag den 1. november:

14:00 - ASTA.
German Angst. [Introduktion af instruktør Jörg Büttgerreit].
En tysk antologifortælling fra de mørke afkroge af Berlin. Her bor en ung pige i en beskidt lejlighed med sit marsvin og en mand, der er bundet og gagget i soveværelset. Et ungt døvt par overfaldes brutalt af en gruppe nynazister, men er i besiddelse af en mystisk talisman, der måske kan hjælpe dem. Og en mand forvilder sig ind i en hemmelig sexklub, hvor han loves den ultimative seksuelle oplevelse - hvis han bare holder øjnene lukkede. Hvis ikke…
De 3 vidt forskellige historier i German Angst er instrueret af henholdsvis Andreas Marshall, Michal Kosakowski og undergrundslegenden Jörg Butggereit, der med hans bidrag vender tilbage til filmmediet for første gang i mange år. Han vil også være stede og introducere filmen.
Tyskland 2015. DCP. 112 minutter. Engelsk, tysk, polsk dialog m. engelske undertekster.
Instruktører: Jörg Buttgerreit, Michal Kosakowski, Andreas Marschall.
Medv. Lola Gave, Matthan Harris, Milton Welsh, Désirée Giorgetti.

17:00 - ASTA.
Emelie.
Da deres sædvanlige babysitter melder afbud, tager hendes veninde Anna tjansen for familien Thompson, imens forældrene er ude og fejre bryllupsdag. For børnene er Anna drømmebabysitteren, da hun lader dem gøre alt det, der normalt ikke er tilladt. Men langsomt begynder Anna at opføre sig mere og mere bizart, og snart finder børnene ud af, at hendes intentioner er alt andet end venligtsindede og at hun slet ikke er Anna.
Instruktør Michael Thelin formår at tage babysittergenren og føre den overraskende og oprigtigt ubehagelige steder hen, samtidig med at den holdes i en realistisk og derfor endnu mere uhyggelig tone. En film der helt sikkert vil få mange forældre til kraftigt at genoverveje babysitteren næste gang, de vil have en romantisk aften alene. En af de mest ubehagelige filmoplevelser på dette års festival.
USA 2015. DCP. 80 minutter. Engelsk dialog u. undertekster.
Instruktør Michael Thelin. Medv. Sarah Bolger, Chris Beteem, Susan Pourfar, Joshua Rush.

19:00 - ASTA.
Re-Animator. [Eterfølgende Q&A].
Dan er en godmodig og flink fyr på medicinstudiet, der har et ekstra værelse i sin lejlighed. Der lejer Herbert West sig ind. Herbert er en sær indadvendt fyr med en lidt løjerlig fritidsinteresse: han kan lide at genoplive mennesker og har brug for sit nye habitat for at øve sig. Hans nye lejere er dog ikke glade for deres lidt mistænkelige bofælle og det bliver bestemt ikke bedre, da de opdager, hvad Herbert har for nede i sit mørke og dunkle kammer.
Re-Animator er en titel, der vil vække genkendelse i alle skrækhjerter, ofte akkompagneret af mærkbar glæde. Hovedrolleindehaveren Jeffrey Combs blev en ren kultfavorit af filmen, der fik mange efterfølgere og fans i massevis. På dette års festival viser vi originalen, der gav ny betydning til hvor langt ud skrækfilm kan gå, når bare de også oser af charme under alle maddikerne og råddenskaben i Herbert Wests skumle laboratorium. Brian Yuzna var instruktør på efterfølgerne og producer på denne, og han vil introducere filmen og lave Q&A efter visningen.
USA 1985. 35mm. 104 minutter + efterfølgende Q&A.
Instruktør: Stuart Gordon.
Medv: Jeffrey Combs, Bruce Abbott, Barbara Crampton, David Gale.

19:15 - CARL.
Spring. [Indledes med 1. afsnit af tv serien Ash vs Evil Dead].
Da Evans mor dør, er han helt alene. Snart befinder han på en heftig druktur, der ender voldeligt, og han ser kun én udvej - at skride fra det hele. Han tager en impulsiv beslutning og rejser til Italien, hvor han ender ved en lille kystby. Her får han arbejde hos en lokal bonde og en dag møder han den smukke Louise. De kaster sig ud i en lidenskabeligt forhold, der ser ud til at være vejen til frelse for Evan. Men Louise bærer på en hemmelighed, der er flere tusinder år gammel, som Evan snart får et horribelt indblik i.
Spring er blevet beskrevet som ‘H.P. Lovecraft møder Richard Linklater’. Og vi kunne ikke sige det meget bedre selv. Det er en enestående blanding af et romantisk drama og monsterfilm, der formår at holde en realistisk tone hele vejen igennem. Instruktørparret Aaron Moorhead og Justin Benson fik manges opmærksomhed med den twistede gyser Resolution. Og med Spring beviser de, at de er blandt de mest spændende instruktører på den amerikanske uafhængige horrorscene.
USA 2014. DCP. 109 minutter. Engelsk og italiensk dialog m engelske undertekster.
Instruktører: Justin Benson, Aaron Moorhead.
Medv. Lou Taylor Pucci, Nadia Hilker, Jeremy Gardner, Francesco Carnelutti.

Derudover:

Onsdag den 28. oktober:
Kl. 21.30: Sorgenfri (snigpremiere).

Torsdag den 29. oktober:
Kl. 17.30: Blodig Filmquiz - klik her for mere info.

Lørdag den 31. oktober:
Kl. 12.00: Collectors Marked i Cinemateket med Brian Yuzna og Jörg Buttgerreit.
Kl. 12.00: 42nd Street Memories: The Rise and Fall of Americas Most Notorious Street (gratis visning).