31/10/2014

Anmeldelse: Hellraiser VII: Deader.

Årgang: 2005.
Tagline: "The Latest. Most Terrifying Evil."

Genre: Horror, Hellraiser.
Instruktør: Rick Bota.
Medie: Netflix USA.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 88 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også:
Hellraiser (1987), Hellraiser 2: Hellbound” (1988), ”Hellraiser V: Inferno” (2000)

Anmeldt af Michael Sørensen.


Den ambitiøse journalist Amy kaster sig hovedkulds ud i en undersøgelse af en video, hvor en kvinde skyder sig selv i hovedet, for at derefter blive genoplivet. Manden bag miraklet er den karismatiske Winter, der er leder af en kult, som kalder sig selv The Deaders. Snart følger den klassiske treenighed af helvede, lament configuration æske og Pinhead – hvor Amy ufrivilligt ender med at være en central figur.
Dette er den syvende film i Hellraiser universet, der velsagtens ikke har meget andet end treenigheden og titlen til fælles med sin fjerne fætter Hellraiser fra 1987. Det er småt med originalitet, hvilket man heller ikke bør forvente, men alligevel har instruktør Rick Bota formået, at ændre lidt på formerne ved at lade filmen udspille sig i Østeuropa. Dette giver, udover en masse penge sparet på indspilningerne, en lidt anderledes mørk og dyster baggrund, som mange nok også vil huske fra Eli Roths Hostel fra samme år.
Hvad er det for en sjov æske.
Til gengæld introducerer Bota og manuskriptforfatter Tim Day os for kultlederen Winter, der har fundet en måde at fratage smerten fra døden, hvilket bringer ham i konflikt med Pinhead, der pludselig står over for en direkte modstandet og ærkefjende. Det er måske ikke nytænkning, men det fungerer overraskende godt, for tendensen med at Pinhead afslutter filmen med at gøre, hvad han nu gør bedst, er pludselig sat en smule på spidsen.
Med Deader vender serien tilbage til gyset, uhyggen og klamme scener. De er milevidt fra de første par film, men her er stadig nogle veldrejede horrorscener, der absolut er mindeværdige. En enkelt scene med Amy og en psykopat med kniv er skruet særdeles godt sammen i en blanding af spænding og klaustrofobi, der til trods for filmens forudsigelighed alligevel formåede at få mig helt ud på kanten af sædet. Det er generelt set også i udviklingen af enkelte scener, at Deader skal bedømmes. Der er nemlig en kæmpe kvalitetsforskel mellem hver enkelt scene, hvor enkelte virker som påtagede transportscener – og andre lige modsat, som velgennemtænkte øjeblikke, der sætter sine spor i historie og plot, men så sandelig også i filmens publikum.
Det er IKKE nogen sjov æske.
Kari Wuhrer er genialt castet til rollen som journalisten Amy, der er en tand for dygtig for hendes eget helbred. Hun er en glimrende skuespillerinde, der efterhånden er blevet til et ikon for genren, så det tæller til instruktør Botas fordel, at han endte med at have en så dygtig skuespillerinde til sin disposition.
Forbindelsen til de forrige film er til gengæld både søgt og ringe. Winter bliver afsløret som søn af skaberen af lament configuration æsken, hvilket af uvisse årsager skulle have givet ham kræfter, der kan genopleve de døde? Det giver ingen mening, hvilket man heller ikke dvæler meget ved i selve filmen, hvor man kun perifert forholder sig til historien bag æsken. Samtidig mangler der en klarhed om kultens oprindelse, som heller ikke bliver forklaret, men som tages for givet gennem samfulde 88 minutter.
Simon Cowells nye band: One Erection.
Slutningen bærer desværre også præg af, at plothullerne udvikler sig som varm lava ned af en brændende vulkan. Tingene bliver rodet sammen og i de sidste scener forsvinder al sund fornuft, hvilket efterlader publikum med flere udråbstegn og spørgsmålstegn end aha øjeblikke. Den sidste kamp mellem Winter og Pinhead er et forfærdeligt antiklimaks, der slet ikke udlever det potentiale, der ellers bliver bygget fortræffeligt op med Winters eksistens og det faktum, at han har fundet et hul i det eller ugennemtrængelige system med lament configuration æsken.
Remember me?
Hellraiser VII: Deader er på ingen måde en dårlig film. Den har absolut en plads i universet, båret af en spændende ny person og Kari Wuhrers glimrende stykke arbejde med hovedpersonen. Det er til tider en spændende og uhyggelig film, der bruger andre virkemidler end sine forgængere, hvilket giver lidt mere usikkerhed om udfaldet af filmens slutning. Desværre er filmen også rodet med mange unødvendige og ugennemtænkte scener, der sagtens kunne have været undværet. Kombineret med en forvirrende og dårligt skrevet slutning, ender jeg derfor med en mellemblød landing for Hellraiser VII: Deader.

Score:

29/10/2014

Anmeldelse: No One Lives.

Årgang: 2012.
Tagline: Everyone Runs, Everyone Hides.
Genre: Horror, Thriller.
Instruktør: Ryuhei Kitamura.
Runtime: 86 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Versus” (2000), ”Midnight Meat Train” (2008), ”The Collection" (2012).


”No One Lives” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Michael Sørensen.


Under bølgen af koreanske gysere fra starten af dette årtusinde,  rullede der diverse drivgods med i efterdønningerne. Asiatiske film med turbo-smadder og übervoldelige scener blev pludselig en del af paletten for folk med kulturelt forfinede smagsløg. I den sammenhæng forelskede jeg mig pladask i Ryuhei Kitamuras fantastiske ”Versus”, der var en slags samurai sci-fi thriller. Der var fuld smæk for skillingen, der dækkede over en banal historie, der grænsede til det tåbelige. Lige lidt hjalp det, for det var bare hamrende underholdende. Min kærlighed for Kitamura blev ikke mindre, da han, efter et par asiatiske film mere, tordnede gennem den vestlige lydmur med ”Midnight Meat Train”, der var en festlig forestilling med blandt andet Bradley Cooper, fra før han tog til Las Vegas og fik tømmermænd. Min forventning til ”No One Lives”, var derfor helt i top, da den landede på mit skrivebord.
Et intetanende par – inden helvede bryder løs.
Kender man lidt til Kitamura, har man en klar idé om, hvad det er man får. Der vil være masser af blod, tonsvis af unødvendig (og dejlig) splat, samt en historie der kun lige er bundet sammen af indvolde og en eller anden form for sadisme. No One Lives er ingen undtagelse. Filmen starter med en lidt tarvelig historie om en mand og en kvinde, der øjensynligt er på flugt. De taler med hinanden om ting, der lige så godt kunne være i kode (filmens eneste egentlige plotpunkt), der først bliver tydelig senere inde i filmen, hvor alting giver mening. De bliver overfaldet af en bande kriminelle, der har brug for hurtige penge, hvilket bliver startskud for blodige løjer i spandevis.
"For sidste gang: Der må IKKE samtales med chaufføren under kørslen".
Jeg ville kunne forklare resten af filmen i to-tre sætninger, men det afholder jeg mig naturligvis fra. Til gengæld underholder jeg gerne med hvor sindssyg stemningsfyldt denne lille perle er. Her er nemlig væg-til-væg atmosfære af død og ødelæggelse i halvfjerds af filmens knap halvanden time. Udover det omtalte ene plotpunkt, er der såmænd ganske lidt overraskende, men det gør ingenting, for niveauet af intensitet og spænding er helt i top, og opfindsomheden i de sadistiske mord er underholdende og overvældende. Her er ingen good guys eller bad guys, men derimod en pærevælling af sindssyge, gennemtænkte mordvåben og blod i spandevis.
Skuespillet er til at overse. Kitamura gør ikke det store ud af instruere sine skuespillere i meget andet end at skrige og løbe, men det fungerer også fint til lejligheden. Luke Evans magter kun at spille én rolle, men den spiller han så også præcis, som man måtte forvente. Resten af castet er glemt før rulleteksterne render over skærmen. Effekterne er voldsomme, overdrevne og super lækre. Her er intet gemt, subtilt eller underspillet. Det er svesken på disken, hvilket fungerer, da filmen holder sig under de magiske halvfems minutter.
Her foregår der noget med… who am I kidding? Der er patter!
For feinschmeckere er det endda en lille overraskelse. Manden bag kameraet, de spøjse vinkler og de intense close-ups er ingen ringere end Daniel Pearl, der stod for ditto i både originaludgaven, såvel som remaken af Motorsavsmassakren. Det er dog begrænset, hvor meget Pearl har haft at arbejde med, da Kitamura har sin helt egen visuelle stil, som fotografen naturligvis har været begrænset af.
”No One Lives” er ikke en film for alle. Elsker man en hurtig thriller med en bunke blod og splat, så rammer man med sikkerhed plet. Er man mere til film, der har mere at byde og stikker en tand dybere, så skal man holde sig helt væk. Elsker man derimod ”Versus”, ”Midnight Meat Train” og Ryuhei Kitamura, så er det bare med at få filmen købt. ”No One Lives” er nemlig en lille perle, der med sikkerhed sagtens kan tåle et gensyn eller to.

Score:


28/10/2014

Nyhed: Få mere ud af Sørensen Exploitation Cinema.

Sørensen Exploitation Cinema er stærkt repræsenteret på de sociale medier, så vil du ha' mere "bang for the buck" så kig med her. De sociale medier er efterhånden blevet en vigtig del af ethvert seriøst site, så der er vi selvfølgelig også med. Udover bloggen her, så har vi tre andre tilbud til dig som vi syntes at du skal følge, like og dele alt det du kan!
For det er ikke en hemmelighed at jo flere læsere vi kan komme ud til, jo bedre er det for Sørensen Exploitation Cinema og jo sjovere er det at bruge sin fritid på. På forhånd tak for at du læser med, din støtte og hjælp og din awesomeness!

Læser du med på Sørensen Exploitation Cinema? Hvorfor så ikke give os et skulderklap inde på vores Facebook-side med et "Synes godt om"! Her bliver du holdt opdateret med film-nyheder, trailers og andet godt. Du bliver også gjort opmærksom på når der kommer nye indlæg her på bloggen. Du finder Facebook-siden ved at tykke her.
Sørensen Exploitation Cinema på facebook.
Er du til gengæld ikke så meget for Facebook, så kan du følge os på på Twitter. Her bliver du holdt opdateret med nye indlæg inde på bloggen, samtidig med at du kan hjælpe os med at komme ud til endnu flere læsere. Du finder vores Twitter-konto her.
Sørensen Exploitation Cinema på Twitter.
Sidst men ikke mindst så har vi også vores helt eget film-forum. Her kan du poste alt det du har lyst til! Lad det være gys, horror, exploitation, slasher, action, science fiction, komedie eller b-film. Billeder af plakater, dine indkøb, trailers, nyheder, skuespillere - alt du kan komme på. Vi har på nuværende tidspunkt 188 medlemmer og der er godt gang i snakken. Vores forum er også på Facebook-platformen og du skal bede om at blive medlem af gruppen for at kunne kigge med og deltage i snakken. Du finder vores forum med at trykke her.
Sørensen Exploitation Cinema på film-forum.

26/10/2014

Anmeldelse: Torment.

Årgang: 2013.
Tagline: "Welcome to the family.”

Genre: Horror, Slasher.
Instruktør: Jordan Barker.
Runtime: 77 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Straw Dogs” (1971), “House of 1000 Corpses” (2003), “The Purge” (2013).

”Torment” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Det nygifte par Cory (Robin Dunne) og Sarah (Katharine Isabelle) tager Cory’s 7-årige søn Liam (Peter DaCunha) med op til familiens hytte på landet. Liam har svært ved at komme sig over tabet af sin mor og endnu sværere ved at vænne sig til sin fars nye kone. Kort efter ankomsten opdager familien, at der har været ubudne gæster i hytten, og da Liam pludseligt forsvinder, breder rædslen sig... Snart står Sarah og Cory ansigt til ansigt med en sadistisk og blodtørstig familie, der ikke har tænkt sig at aflevere Liam tilbage uden kamp.

“Torment” varer kun lige over en time og bruger kun spilletid på det mest nødvendige for sin historie. Før den lille familie (som vi gerne skal fatte sympati for) introduceres, smider filmen lige et par mord i ansigtet på os. Med det af vejen (og med skurkene nu også introduceret) præsenteres vi for et umådelig traditionelt set-up af en lille familie, hvor mor er død, og far har fundet en ny kone. Sønnen vil ikke have sin mor erstattet og er derfor ikke videre tilfreds med, at han ikke længere er alene med far. Familien skal med andre ord ud i en konflikt, inden skurkene introduceres for dem. Forholdet mellem far og søn bygges fint op mellem Robin Dunne og den unge Peter DaCunha, som omgås hinanden med en familiaritet, der gør deres forhold troværdigt. Den lidt trivielle problemstilling understøttes endvidere af Katharine Isabelle, der i rollen som Sarah, skal træde den hårfine linje mellem sårbar og stærk, som så mange andre horror-heltinder før hende.
Filmen starter brutalt.
Der går ikke længe før vederstyggelighederne tager til og her begynder filmens skarpe eksekvering at tale til dens fordel. Ligesom med filmens lille prolog, springer vi ganske hurtigt ind i mørket og synker derefter med sikkert tempo dybere og dybere ned. Den psykotiske familie, der klædt i foruroligende masker, plager Cory, Sarah og Liam er vitterligt skræmmende. Instruktør Jordan Barker er meget bevidst om at sætte sit primære fokus på suspense, og ved at lade chokeffekterne udeblive en stor del af tiden, fastholdes seeren i uforløst spænding. Filmen låner fra adskillige undergenre, deriblandt slashere, og læner sig mod de tidligste film i den kategori ved at have antagonister, der tager sig god tid i deres arbejde. På den måde bliver “Torment” en titel, der holder, hvad den lover, når de onde i sådan et omfang nyder at pine deres ofre. Samtidig er den morderiske familie ubarmhjertigt bidske i deres vold, når den først rammer, og det er en ret effektiv kombination af måder at tyrannisere vores stakkels helte på.
Kvinden, der kan anes er egentlig død, men det forhindrer naturligvis ikke vores kære morder i fortsat at molestrere hende med en sten.
I modsætning til de krimier som mainstream markedet i øjeblikket ligger i ekstase over, behøves der ikke at være et klart motiv i film som “Torment”. Michael Myers (Halloween-franchisen) er skræmmende, fordi han ikke behøver et motiv for at aflive folk, han er drevet af ondskab: Ren, ufortyndet ondskab. Alligevel kan det være fascinerende, når vi introduceres for skurke med en fordrejet logik omkring deres egne morderiske tendenser. Leatherface og hans familie kunne være et eksempel fra horror-verdenen, hvor der gives et glimt ind i en tankegang om at passe på sig og sine, også selvom det er på bekostning af alle andre. “Torment” rammer et uklart punkt mellem disse to poler. Skurkene er ikke ordløse, og hvad de siger synes at signalere en betydning, men samtidig er det så forviklet i tvetydighed, at det fremstår søgt. Det berøver filmen for noget af dens virkningsfuldhed. I stedet for at glæde sig over filmens kvaliteter, efterlades jeg i stedet med spørgsmål om mening og sammenhæng? En betydning som det slet ikke er sikkert var meningen, skulle antydes eksisterede i historien.
“Jeg sidder bare lige her i hjørnet på min gyngehest og er creepy lidt...”
Der findes film om meningsløs vold. Om ondskab der er så dybtliggende at vi som seere blot accepterer den som et vilkår for historien. “Ham med masken er ond, fordi han er forskruet og er blevet udsat for en masse lort” - fair nok. “Torment” kan ikke helt finde ud af, om dens fortælling er om nogle begivenheder, der er blevet begået af onde mennesker, fordi de var onde, eller om der var en større plan i spil. Måske var hvervningen af lille Liam et mål? Under alle omstændigheder fremstår den ellers så teknisk solidt eksekverede film i tilbageblik en smule rodet. Jordan Barker har styr på sine virkemidler, og med en lidt mere klar historie, tilsat samme effektivitet og balanceren af suspense og brutalitet, kunne han frembringe noget virkelig mindeværdigt. Indtil da byder “Torment” på godt gys, der vandrer lidt i cirkler om diverse genreklichéer, men som er enormt dygtig til det!

Score:

23/10/2014

Anmeldelse: Saw III.

Årgang: 2006.
Tagline: “Every piece has a puzzle”.

Genre: Horror.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Runtime: 103 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Saw' (2004), 'Saw II' (2006), 'The Collector' (2009).

Anmeldt af Mark S. Svensson.


Ubehagelighederne blev taget til nye højder i 'Saw III' og i takt med, at de blodige segmenter blev flere blev nogle seere trukket til og andre skræmt væk. Men har tredje kapitel fuldstændig glemt, hvad de første to kunne, eller er der en pointe med de mange sadistiske torturmaskiner? Jigsaw (Tobin Bell) ligger for døden men har i et sidste desperat forsøg på at overleve sat et endegyldigt og omfattende puslespil i gang. Indblandet er Lynn (Bahar Soomekh), som er læge og skal holde Jigsaw i live, alt imens en anden “brik”, Jeff (Angus Macfadyen), finder sig til rette i spillet.

Der er to centrale spor i 'Saw III'. Størst af de to er det grundlæggende drama, der tager sted på Jigsaws sygestue. Dynamikken mellem Jigsaw, Amanda og Lynn er, er en bizar kamp for førstnævntes liv, anført ikke af ham selv, men af Amanda. Dette bygger fint op til den type afslutning, som de, der kender seriens foregående kapitler, efterhånden er begyndt at forvente. Endvidere bliver der i denne del af historien også samlet op på de to foregående film, og særligt 1erens handling ses der tilbage på fra en ny vinkel, hvilket er ret interessant. Tobin Bell er endnu engang enormt underholdende at betragte, og hans præstation formår sågar at være rørende her. Den kærlighed, han får kommunikeret for de ødelagte skæbner, han i sit forskruede verdenssyn mener, han prøver at redde, er uforventet. Shawnee Smiths arbejde med Amanda er også prisværdigt, idet hendes karakter her i filmen går en interessant udvikling igennem og når fra det intimiderende til det sårbare. Den svage sjæl, hun repræsenterer, og den forvirring, der helt åbenlyst hersker i karakteren, er, hvad der gør hende til en relativt multifacetteret karakter, som har noget at byde på. I denne del af filmen er Bahar Soomekhs præstation den svageste, men hovedsageligt fordi hun er hensat til et mindre følelsesladet sted end både Bell og Smith.
Hov. Jeg er vidst kommet til at sætte ‘Hellraiser’ i afspilleren...

Det andet spor er selvsagt tæt bundet til Jigsaws fortælling. Angus Macfadyens faderkarakter er endnu et eksempel på hvordan det er misforstået at opleve ‘Saw’ franchise for splat uden yderligere indhold. Selvom symbolikken omkring faderens sorgproces ikke er subtil på nogen måde, fungerer den fordi det er, hvad Jigsaws fælder (og franchisen) kan når de er bedst: Nemlig at trække en bestemt persontypes problemstillinger frem og smide dem ud i et ekstremt univers. Macfadyens skuespil er også en bonus i undertegnedes øjne, og hans karakter er i mine øjne den mest velskrevne af de centrale ofre, serien har haft at byde på. Jeff er en karakter fuld af bitterhed og fortrydelse, som kun vokser undervejs. Glimtvis ser vi, hvad der har ledt op til, der hvor han nu er endt, og de mange fejl han har gjort. Vel er han karikeret, men det betyder ikke nødvendigvis så meget i dette univers, fordi det er sådan, pointerne leveres her, og det fungerer. At det samtidig gør sig for en engagerende gyseroplevelse er naturligvis ikke at kimse af.
“Death is a surprise party.”
Måden filmen åbnes på er ikke så heldig og beviser også, hvorfor så mange har et lettere skævt billede af serien. Torturen fylder enormt meget i åbningen, og selvom der kommer en forklaring på den forhøjede sadisme senere i filmen, føles det lidt abrupt. Der svælges også meget i blodsudgydelserne enkelte gange senere, og det giver en skiftende mængde af mening. Gore er i mellemtiden en del af seriens grundidé, og selvom man kan synes, at det tager overhånd (særligt når effekterne ikke kan følge med), er det i sidste ende ikke noget, der tager fra mit overordnet positive indtryk af filmen - og hvorfor nødvendigvis betragte gore som en negativ ting? Man kan selvfølgelig sige, at det ligesom chokeffekter kan være et billigt trick for at fænge publikum, men jeg skriver gerne under på, at en film ikke nødvendigvis er uhyggelig, fordi den er ubehagelig. Denne film er begge dele. Med andre ord hænger ubehagelighederne sammen med filmens tone. Den aggressive brug af klipning er også tonet en smule ned i denne omgang, og selvom der stadig er masser af potentielt epilepsi fremkaldende øjeblikke, klæder det serien, at dialogen får en smule mere plads, og at lidt drama får lov at udspille sig.
Endnu mere end det var tilfældet i de to foregående film, ejer Tobin Bell ‘Saw III’ og dens tilskuer med sin præstation.
Det er frygtelig nemt at have fordomme omkring 'Saw' franchisen, og hvad den har udviklet sig til. Ikke desto mindre finder jeg, at den oprindelig trilogi er både underholdende og provokerer til en smule overvejelse. Der er enorm god sammenhæng filmene imellem, og de deler mange af de samme styrker og svagheder (overforklarende slutninger værende den mest prominente af sidstnævnte). Hvad tredje kapitel viser, er en Leigh Whannell, der er vokset som manuskriptforfatter og skriver nogle karakterer, som overordnet er endnu mere interessante end dem, første film havde at byde på. 'Saw III' formår at runde smukt af på de første 3 film, som fungerer som en helhed. Det er først fra og med fjerde runde Jigsaws labyrintiske verden, at metaltrætheden begynder at indfinde sig.

Score:

19/10/2014

Anmeldelse: Pigs.

Anmeldelse: Pigs.
Årgang: 1972.
Tagline: ”They'll eat anything... so she had the perfect method to dispose of her victims!”

Genre: Horror, Troma.
Instruktør: Marc Lawrence.
Runtime: 80 minutter.
Medie: YouTube.
Set på: 40” LCD.
Udgiver: Troma Videos.
Link til filmen på IMDB.
Se filmen her.
Se også:
Eaten Alive (1977), ”Razorback” (1984), ”Hannibal” (2001), ”Pig Hunt” (2008).

Anmeldt af Jesper Pedersen.


Grise er livsfarlige! Danskerne dør én efter én af listeria og MRSA-stafylokokker, og de af os der overlever, dør garanteret kort tid senere af kvælning, for det nyeste nye er, at Danmark forurenerer lige så meget som de store oliestater, og lur mig om det ikke også er de dumme svins skyld. Det værste er næsten, at vi alle er tvunget til at æde det inficerede flæsk, hvis ikke landet skal gå bankerot, for der er ikke andre der gider aftage vores forpinte, køresyge søer. Puha! Vi skal vist bare være glade for, det er os, der spiser grisene og ikke omvendt. Grise spiser nemlig hvad som helst, hvis man skal tro filmen ”Pigs”!

Zambrini er en ældre herre, som driver en café i et lille landsbysamfund. Ved siden af gesjæften har han en bestand på omkring et dusin svin, men grisebasserne volder ham en del problemer. Engang kom de til at æde en fordrukken vagabond, som var dejset om i folden, og siden da har de været nogle kræsne kræ. For at mætte sine husdyr, må Zambrini grave lig op på den lokale kirkegård, men en dag kommer den søde, unge Lynn Hart forbi. Hun søger et arbejde som servitrice, og Zambrini tager hende til sig lidet anende, at hun er stukket af fra et sindssygehospital. Lynn har dræbt sin incestuøse far, og det er som om, hun har en særlig tiltrækningkraft på landsbyens mænd. Da én af dem kommer for tæt på, må han lide samme kranke skæbne som Lynns far, men det er jo heldigvis ikke det store problem at komme af med et lig, når man har sultne grise i gården.
Det kan undre én, at Toni Lawrence aldrig fik et gennembrud som seriøs karakterskuespillerinde!
Prækær film har mange titler, og så vidt jeg ved, er ”Pigs” ikke engang denne films originale titel. Oprindelig hed filmen vistnok ”Daddy's Deadly Darling”, men den er også blevet promoveret under så forskellige navne som ”Roadside Torture Chamber”, ”The Strange Love Exorcist” og altså ”Pigs”. Ud fra titlerne at dømme er der altså noget at hente i denne film, uanset om man er til slasher, exorcisme eller animal attack-film. Jeg kan godt forstå, man har haft svært ved at promovere "Pigs" som tilhørende en bestemt genre. Den har slasherelementer, som eksempelvis Lynns dobbelte personlighed og det klassiske kompleks, som kendes fra både Norman Bates og og Jason Voorhees, men som naturligvis i denne sammenhæng er et faderkompleks fremfor et moderkompleks. Der er da også et par blodige scener, men ligefrem at kalde filmen "Roadside Torture Chamber" er vist at strække den. Så er titlen "Pigs" mere passende, for selvom det er minimalt, hvad klovdyrene egentlig går amok, kan titlen i det mindste tolkes til også at omfatte de brunstige mandspersoner, som den velformede Lynn har så stor tiltrækningskraft på.
Jeg ville så gerne have vist et vanvittigt billede af glubske grise, der mæsker sig i menneskelemmer... men dem har filmen ingen af.
Exorcisme-vinklen derimod må have krævet en del fantasi, for det eneste, der peger i den retning, er, når Zambrinis nabokoner sladrer om, at hver gang en person forsvinder i byen, får Zambrini et nyt svin i folden. Denne reference til "Odysseen", hvor troldkvinden Kirke netop forvandler Odysseus' mandskab til svin, er underholdende og giver filmens handling noget intertekstuel dybde, men ligefrem på den baggrund at sælge filmen som en exorcisme-film må betegnes som et sidespor. Jeg har læst, at der efter succesen med "The Exorcist" (1973) sågar blev optaget ekstra scener til "Pigs" med helt andre skuespillere for netop at understøtte exorcisme-temaet. Det skulle ikke undre mig, om det passer, for den version, som er tilgængelig fra Troma, indeholder en flere minutter lang intro, som tydeligvis er optaget mange år senere og ligeledes med andre skuespillere. Det interessante er, at det netop er i denne intro, vi får fortalt Lynn Harts brutale forhistorie med voldtægt, fadermord og indlæggelse – i den originale film må denne del af historien altså have været et plottwist?! ”Pigs” er i øvrigt også udkommet på video i Danmark under titlen ”Mordersvin”. Sådan!
Det er praktisk at portrættere Lynn Hart i profil og med et forvrænget ansigt - så ser ingen, det er en anden skuespiller, der har overtaget rollen!
Filmens pædofile tema er klassisk exploitation, men det særligt interessante i denne sammenhæng er, at instruktøren og manuskriptforfatteren, Marc Lawrence, har givet rollen som Lynn Hart til sin egen datter, Toni Lawrence. Selv spiller Marc Lawrence filmens anden store rolle som Zambrini, der gudskelov virker som den eneste mand i filmen, hvis forhold til Lynn ikke er drevet af lumre lyster. Marc Lawrence havde en lang karriere bag sig som tv- og b-filmsskuespiller, men han nåede også at spille overfor John Wayne, Humphrey Bogart, Dustin Hofman og ikke mindst Sean Connery og Roger Moore i James Bond-filmene "Diamonds Are Forever" (1971) og "The Man With the Golden Gun" (1974). Datteren Toni var derimod et ubeskrevet blad, da farmand instruerede hende i "Pigs", og der er da også blevet spekuleret i, om filmen simpelthen var en fars forsøg på at opfylde sin forkælede datters glamour-drømme. En tidlig pendant til Billy Ray Cyrus og Will Smith. Desværre for Toni Lawrence blev det aldrig et varigt foretagende at stå foran kameraet, og udover få og små tv-roller er højdepunktet i hendes skuespillerkarriere nok det korte ægteskab fra 1986-1988 med den på det tidspunkt totalt ukendte Billy Bob Thornton.
"Far, jeg har den her drøm om at blive skuespillerinde!"
”Pigs” er distribueret af Troma Entertainment, men den er altså ikke produceret af selskabet, og derfor skal man heller ikke forvente samme vanvid, som gennemstrømmer eksempelvis film som ”The Toxic Avenger” (1984) og ”Class of Nuke 'Em High” (1986). Sammen med flere hundrede andre af Tromas titler kan man kvit og frit se "Pigs" på YouTube under kanalen Tromamovies, men videoen er i meget dårlig kvalitet. Eneste trøst er, at Tromas egne dvd-udgaver af filmen vist er lige så elendige. I det hele taget virker "Pigs" som en film, der har været meget lidt respekt omkring; den er som sagt blevet tilført ekstra scener ad flere omgange, og Tromas udgave har en masse hak, som gør, at flere af scenerne hoster sig i gang. Men sådan er det jo med exploitation! Alt til trods er "Pigs" nu et ganske underholdende lille makværk, hvis halve underholdningsværdi nok ligger udenfor filmen selv; i den exploitation-typiske baggrundshistorie.

Score: