2. jan. 2017

Anmeldelse: Scherzo Diabolico.

Årgang: 2015.
Tagline: "The joke is on you.”
Genre: Komedie, Horror, Thriller.
Instruktør: Adrián García Bogliano.
Runtime: 87 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her. 

“Scherzo Diabolico” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Revisoren Aram arbejder for meget til en al for lav løn – noget, der medfører store frustrationer på hjemmefronten. Da han endnu engang overses i forbindelse med firmaets lønforhandlinger, vokser der en plan frem fra hans mørkeste indre – en plan, der involverer kidnapning, hævn og drømmen om et bedre liv… I begyndelsen går alt godt, men snart begynder fortiden at indhente Aram, der må se sig selv spille hovedrollen i et blodigt mareridt.

“Hjælp min kone er skide sur” hed et program på DR for et par år tilbage. Det handlede om et tema, der fortsat er fremherskende. Er manden i ligestillingens navn blevet overflødiggjort, for svag eller er han stadig væsentlig? Måske er det netop den moderne mands udfordringer med at balancere det bløde med det stærke, der har udløst den stigende mængde fiktion om mænd, der tager til genmæle. Størst af disse er velsagtens “Breaking Bad”, der så Walter White forsøge at genfinde styrken både som menneske i det hele taget men også som mand. I “Scherzo Diabolico” møder vi også en mand, der er trådt under fode og ikke længere vil finde sig i det. Ligesom Walter White, går han også en smule langt i sin bestræbelser på at genvinde fodfæstet i sit liv. For Aram bliver løsningen at kidnappe en ung kvinde og holde hende i halsbånd som et dyr. Aram opdager, at selvom det er ubehageligt for ham, giver det ham i andre dele af sit liv kontrol, at han har ladet sin sadistiske side fri.
Adrián García Bogliano er en stærkt produktivt instruktør og manusforfatter. Han har bl.a. været forfatter og instruktør på en af segmenterne i “ABCs of Death” (2012), men har også lavet flere spillefilm. “Scherzo Diabolico” er low-budget horror med humor og en yderst sadistisk en af slagsen. Der bydes både på sex og sorg. Tilføjelsen af humor som krydderi, gør blot mørket i filmen endnu dybere. Bogliano bruger musikken som en aktiv medspiller hele vejen gennem sin film, og tit er det netop musikken, der føjer humor til. I filmens mere blodige højdepunkter bliver det lave budget af og til tydeligt. Det er langt fra alle effekterne, der er overbevisende, men det forhindrer ikke mange af ideerne i at være gode. Der er ikke voldsomt mange personer i historien. De mest centrale er Aram og den unge kvinde, han kidnapper. Aram er spillet en kende karikeret, og det hænger vældig godt sammen med den humoristiske del af historien. Den unge kvinde er til gengæld en dygtigt spillet og viser evner for både det dramatiske og det karikerede.
“Scherzo Diabolico” bliver særligt i sine sidste 30 minutter særdeles underholdende. Den tager til og alle de bizarre ting, som Aram slipper af sted med i begyndelsen af filmen, begynder at indhente ham. Kombinationen af humor og drama når nye højde i takt med, at alt falder fra hinanden for Aram. Filmen begynder her også at lade historien dominere mere, mens legen med form og musik falder mere i baggrunden. Det klæder den rigtig godt både at kunne indeholde legen med form og mere traditionel historiefortælling. Til gengæld går det hen og bliver trættende, at nogle karakterer navnligt Arams kone bliver decideret skingre og trættende at høre på. Selvom det til dels er meningen, er det stadig et sted, hvor balancegangen ikke lykkedes.
“Scherzo Diabolico” vil ikke få dig til at føle dig fanget, iført halsbånd og tvunget til at bede for dit liv i frygt for dens intensitet. Til det tager den sig selv med alt for stort et glimt i øjet. Men det er en god ting. På mange måder er denne film dybt usmagelig i sin exploitative facon, men det er en del af hele pointen, og på sin vis er den således meget vellykket. Det er low-budget b-film, der søger grænser, og det er der altid brug for med alle de uperfektheder, det kan indebære.

Score

29. dec. 2016

Anmeldelse: The Fly (1958).

Årgang: 1958.
Tagline: "The fly with the head of a man...! And the man with the head of a fly!”
Genre: Sci-fi, Horror, Drama.
Instruktør: Kurt Neumann.
Runtime: 94 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “Frankenstein” (1931), “Invasion of the Body Snatchers” (1956), “The Fly” (1986).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den ellers så lykkelige Delambre familie gemte noget i kælderen: En maskine så teknologisk revolutionerende at ingen andre vidste noget om den. Da et af forsøgene med maskinen slår fejl, får det grufulde konsekvenser.

David Cronenbergs filmatisering af “The Fly” (1986) baseret på historien af George Langelaan er vel nok den bedst kendte. Cronenberg gik i fodsporene på Kurt Neumann, der allerede i 1958 udgav sin version af historien om “Fluen”. Neumann er nok bedst kendt for at have arbejdet på en række af filmene om Tarzan, der op igennem ‘40erne blev portrætteret af Johnny Weissmuller. Hans film er markant anderledes end Cronenbergs, hvilket næsten siger sig selv i betragtning af de næsten 30 års aldersforskel. Mens Cronenberg og hans hold skabte revolutionerende visuelle effekter, der fortsat er blandt noget af det mest ubehagelige visuelle snask, genren har at byde på, skabte Neumann en anderledes nedtonet film. Filmen er i langt højere grad et drama, der udspiller sig mellem mand og kone. Den er fortalt i flashback, hvilket bringer mindelser om film som “Invasion of the Body Snatchers” (1956).
“Help me! Help meeee!“
Der er ingen tvivl om hvilken æra denne film er fra. Skuespillet bærer et teatralsk præg, og er på den måde over the top mange steder. Med det in mente er det et yderst velfungerende drama, der udspiller sig mellem Patricia Owens og David Hedison. Owens får et par enkelte scream queen øjeblikke, der næsten virker malplacerede, men ikke desto mindre er blevet ikoniske. Udover disse øjeblikke gør Owens sig ellers modsat bemærket ved at vise fru. Delambre som mindre hysterisk og usammenhængende, end den måde andre film fra perioden ellers kunne have en tendens til at fremvise kvinder. David Hedison er mere kedsommelig som en stereotyp 50er mand. Blandt gale videnskabsmænd er han muligvis den mindst karismatiske, jeg mindes at have stødt på: En smule excentricitet eller anden form for personlighed ville have klædt ham. Til gengæld er kemien mellem Hedison og Owens overbevisende, hvilket bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som de bliver desperate.
“It'd be funny if life wasn't so sacred.”
Filmen er som nævnt fortalt i flashback. I nutiden spiller Vincent Price en vigtig rolle og er som altid en fornøjelse at lade sig underholde af. Filmens effekter er ligesom skuespillet præget af tiden de er lavet i. Der er ingen tvivl om at det er en mand i et kostume, når vi får fluen at se. Netop derfor er valget om at holde blikket stift rettet mod dramaet både smart og styrkende for filmen. Der går lang tid, før “monstret” vises frem, og måden, det gøres på fungerer godt. Man har udnyttet tidens begrænsede teknologi og muligheder på en stærk facon, og det kommer filmen til gode. Her træder David Hedison iført fluedragt også mere i karakter, når han ordløst viser kampen mellem mennesket Delambre og dyret, der er ved at tage over.
“No, Helene and Andre believed in the sacredness of life. They wouldn't harm anything... not even a fly.“
Det er ikke så underligt, at David Cronenberg har kigget på denne version af historien og haft lyst til at bringe det menneskelige drama og transformationen fra menneske til flue tættere sammen for at styrke begge dele. På den måde komplementerer de to versioner hinanden ganske fint, selvom, der i mit sind, ikke er nogen tvivl om at Cronenberg hæver kvaliteterne fra denne film op på et andet niveau i sin overlegne genindspilning. Jeg har i løbet af anmeldelsen taget forbehold for originalens tid og teknologiske begrænsninger, men som historie og drama betragtet er filmen vellykket. Uden at være nervepirrende uhyggelig har filmen alligevel øjeblikke, der virker, når det kommer til at vække ubehag i sin seer. Der er ingen tvivl om, at “The Fly” anno 1958 er værd at se ganske på dens egne præmisser.

Score:

20. dec. 2016

Anmeldelse: Daylight’s End.

Årgang: 2016.
Tagline: "The apocalypse was just the beginning”.
Genre: Apocalyptic, Action, Zombie.
Instruktør: William Kaufman.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: Assault on Precinct 13 (2005), I Am Legend (2007), “Dead Rising” (2015)

“Daylight’s End” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Daylight’s End foregår år efter, at en mystisk sygdom har forvandlet størstedelen af menneskeheden til blodtørstige uhyrer. En af de få overlevende, Rourke, (Johnny Strong) redder en ung kvinde (Chelsea Edmundson), der er en del af en gruppe overlevende under ledelse af den tidligere politimand Frank Hill (Lance Henriksen). Gruppen har barrikaderet sig, men uhyrerne er ved at trænge gennem forsvarsværkerne, og Rourke må komme op med en dristig og farlig plan for at redde deres liv.

En ensom ulv, der blandes ind i en større sags intriger. En gruppe overlevende, der har svært ved at stole på hinanden. Allierede, der må aflives, inden de bliver en del af horden af zombielignende væsner. Der er ikke mange ting i historien her, der ikke er set før. Derfor kunne den godt være spændende. Karaktererne kunne være fængende, filmens action kunne være intens, og billederne kunne være stemningsfulde. Desværre er “Daylight’s End” et middelmådigt bekendtskab. Nogle film tager klicheer og bruger dem på nye og effektive måder, andre kommer med brugen af det velkendte til at minde seeren om andre og bedre filmoplevelser. “Daylight’s End” falder i den sidste kategori.
“Hush little baby don’t say a word...”
“Den ensomme ulv” Rourke giver mig lyst til at se Tom Hardy bryske bud på titelfiguren i “Mad Max: Fury Road” (2015). Intrigerne i blandt de overlevende giver mig lyst til at se “The Walking Dead” (2010), og sådan fortsætter listen. Det er egentlig en skam, for der er lagt arbejde i “Daylight’s End”. Skuespillerne er nedtonede og naturlige i deres præstationer. De fysiske special effects er vellykkede. Filmen mestrer sågar i øjeblikke at opbygge lidt stemning. Hvad den mangler er noget, der er dens eget. Universet og historien om, hvad der har ført til undergangen er med vilje efterladt til det uvisse. Væsnerne har intet særpræg og forbliver generiske zombier. Actionsekvenserne er hektiske men ikke intense eller dragende. De er til gengæld akkompagneret af et halvrocket soundtrack, der ikke tilføjer noget til stilen eller oplevelsen.  
Lance Henriksen dukker op i en mindre men væsentlig rolle. 
“Daylight’s End” er overbefolket. Den introducerer en stor mængde personer, som det aldrig rigtig lykkedes den at skabe interesse i eller sympati for. Det bliver rodet, og ethvert forsøg på at give persongalleriet karakter eller nuancer fortaber sig i kampen for at bringe plottet videre. Det, der kommer til at fylde mest, er fremdriften i historien, det plot som ikke er særlig interessant. Visuelt bliver filmen for dunkel og grå uden kontrasterne til at skabe stil eller et udtryk, der kan give historien liv. Skuespillerne gør som nævnt en indsats for at puste liv i filmen. Ikke mindst legendariske Lance Henriksen gør en indsats og har nærvær i sin præstation. Lige lidt nytter det desværre.
Leader of the pack.
“Daylight’s End” kan med god vilje ses som svarende til en halvsløj bane i “Left 4 Dead”. Vi får glimt af nogle personligheder uden at blive draget ind. Historien og det univers, som den udspiller sig i, er gråt og savner den variation og karisma, det lykkedes “The Walking Dead” at skabe - særligt i sin første sæson. Filmen byder på zombier, action og gore, men desværre har den ikke succes med nogen af delene.

Score

11. nov. 2016

Anmeldelse: The Capsule.

Årgang: 2015
Tagline: "One man. One mission. One choice”
Genre: Sci-fi, Thriller, Drama.
Instruktør: Andrew Martin
Runtime: 91 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Sandrew Metronome.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “2001: A Space Odyssey” (1968), “Gravity” (2013), “The Martian” (2015).

“Capsule” er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 1959. Den kolde krig raser. Et sted udenfor jordens atmosfære er rumfartøjet Hermes i kredsløb. Den eneste passager er den britiske astronaut Guy Taylor (Edmund Kingsley). Taylor vil gerne hjem, men der er noget galt med hans fartøj. Fanget hjælpeløs i rummet blandes Taylor gennem radiokontakt ind i den kolde krigs politiske spændinger, alt imens han er ved at løbe tør for både luft og brændstof.

“Capsule” er oplagt at sammenligne med “Gravity”. Ligesom Sandra Bullock blev efterladt alene i rummet, bliver Edmund Kingsley det også her. Hvor Bullock sprang fra fartøj til fartøj og omgivet af gloriøs CGI bragte publikum helt ud på kanten af sædet, er “Capsule” mere fokuseret på at intensivere sit drama og klaustrofobien. Med få undtagelser viger vi ikke fra den lille kabine, hvor Taylor sidder og forsøger at tage sine beslutninger. I takt med at hans luft rinder ud, bliver han også mere og mere fraværende og får sværere ved at forsøge at løse den tiltagende mængde af problemer, han befinder sig i.
Dette lille rumfartøj bliver et fængsel for astronauten i cockpittet. 
“Capsule” har en stor styrke, i at den tør holde sin historie i så begrænsede omgivelser. Vi bringes med ind i Taylors klaustrofobiske omgivelser ved kun sjældent at se noget, der ikke er enten Taylor eller hans kontrolpanel. Det er selvfølgelig også en begrænsning, der udfordrer rent filmisk. Film som “127 Hours” (2010) viste på beundringsværdig vis, hvordan der kan skabes en visuelt sprudlende film på trods af en meget fastlåst hovedperson. Det kan man savne i “Capsule”. Instruktør Andrew Martin forsøger dog at skabe noget afveksling med brug af lys. I enkelte tilfælde lykkedes det at skabe antydningen af noget næsten psykedelisk, når Taylor nærmer sig kanten af bevidsthed, og grænsen mellem virkelighed og fantasi forplumres. Det er øjeblikke som disse, der er filmens bedste. Edmund Kingsley er altoverskyggende i hovedrollen. Hans ansigt er i billedet i 90% af filmen (måske mere). Kingsley skal præsentere Taylor som en både sympatisk men også karismatisk personlighed, der skal holde seerens interesse fangen i 90 minutter. Dette lykkedes til dels.
Efterhånden som ilten forsvinder, begynder virkeligheden at forplumres. 
Taylor har humor og et stort savn efter sin kæreste Charlotte, som han ser for sig. Kingsley har stor succes med at gøre smerten nærværende. Men lidt for hurtigt kommer han til at virke lidt for hjælpeløs. Det er meget muligt, at han ikke kan gøre noget af rent tekniske årsager, men filmen giver ikke et klart indtryk af, at han har nogen klar fornemmelse af, hvad han laver før sent i historien. Da det endelig sker, er han så langt væk grundet den manglende luft, at han alligevel ikke kan præstere optimalt. Filmen inddrager den kolde krig i sin fortælling og forsøger at bruge dette historiske bagtæppe, som en spændingsfaktor. Den del lykkedes aldrig rigtig. Filmen er interessant og dragende, når fokus er på Taylor selv og hans indre kamp for ikke at miste håbet. I den forbindelse bliver den historiske kontekst mindre fængende. Taylor kommer i kontakt med flere forskellige mennesker på landjorden i forsøget på at genvinde kontakten til sit hjemland. Den ene er mere mistænksom end den anden, og det bliver meget hurtigt ensartet, og filmen taber pusten.
Udover denne film har Edmund Kingsley haft mindre roller i “Hugo” (2011) og tv-serien “Jekyll & Hyde”.
Det havde klædt “Capsule” at turde holde fast i den smerte, frygt og ensomhed, som hovedpersonen gennemgår. Filmen går langt i den sammenhæng, men har en bagvedliggende politisk historie, som overtager og gør den mere enfoldig. “Capsule” er ikke en ny “Gravity” men en mere dvælende oplevelse, der, når den er bedst, giver os et fascinerende blik på et menneske, der er mere alene, end de fleste har prøvet at være det. Edmund Kingsley giver et stedvist smerteligt portræt af en mand, der er ved at gå til af både de fysiske og psykiske omstændigheder. En mand der langsomt fortæres af desperation og længsel efter sit hjem.

Score:

24. okt. 2016

Nyhed: Revenge of Planet X.

Jakob Stegelmann og Christian Volfing har længe ventet på muligheden for at bringe de klassiske B-film fra Planet X tilbage. Nu sker det i levende live på filmfestivalen CPH PIX.
'Revenge of Planet X' er et overflødighedshorn af klip, trailere, tegnefilm, propaganda og sammendrag af oversete genistreger fra filmkunstens yderste kroge, serveret af Stegelmann og Volfing selv med lige dele begejstring, beundring og bad taste. For det leveres med den klare advarsel, at live-programmet kan give alvorlige skader på publikums tillærte "gode" smag. Enkelte har aldrig kunnet se normale film igen! Så tag hornbrillerne på, medbring nysgerrigheden og gør dig klar til at opleve de rystende og epokegørende filmstrimler live on stage.

Praktisk information:
Revenge of Planet X
Edison, Edisonsvej 10, Frederiksberg
7. november kl. 20.00
Billet: 100 kr.
Link til begivenheden

18. okt. 2016

Anmeldelse: Blair Witch.

Årgang: 2016.
Tagline: "There's something evil hiding in the woods.”
Genre: Horror, Found footage.
Instruktør: Adam Wingard.
Runtime: 89 minutter.
Medie: Biograf .
Udgiver: Lionsgate.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: “The Blair Witch Project” (1999), Lake Mungo (2008) “The Last Exorcism” (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

James (James Allen McCune) mistede sin søster Heather, da hun drog ud for at undersøge legenden om Blair heksen. Da optagelser fra Heathers kamera dukker op på YouTube, beslutter James at tage ud at lede efter hende. Sammen med en gruppe af sine venner, får han kontakt med folkene, der har uploadet videoen. Bevæbnet med mængdevis af kameraer og anden moderne teknologi, begiver gruppen sig af sted for at finde James’ søster fuldstændig overbevist om, at der ikke gemmer sig nogen sandhed i myten om heksen i skoven.
Vi har lejrbål her!
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er stor fan af den første film i denne franchise. Filmen fra ‘99 brillerede med sin markedsføring, men selv ved gentagne kig, formår filmen ikke for alvor at blive skræmmende. Derfor finder jeg mig i den sære situation, at jeg foretrækker dette nye indslag i franchisen. Ikke fordi “Blair Witch” er nogen mesterlig film, men fordi den i højere grad end originalen byder på nogle personligheder, som jeg i et eller andet omfang bliver investerede i, og fordi den eskalerer sin uhygge trinvist. Min helt store anke i forhold til originalen er, at den giver nogle enkelte øjeblikke, hvor uhyggen bliver bygget op, men at det først er i de sidste få minutter, der for alvor sker en eskalering. Krydret med endeløse sekvenser med diskussioner om kort, der er blevet væk, og hvem der nu er mest urimelig, bliver filmen en langsommelig og decideret tung affære at komme igennem.
Øst? Nord? Er det ikke den vej?....Eller?
“Blair Witch” har et væsentligt større persongalleri end originalen, og det består af nogle mere dragende dynamikker. Filmen har humoristiske øjeblikke fra start, og det gør den langt mere fængende i sit udgangspunkt. Der er desuden spændende ting på spil mellem gruppen, vi følger og de to lokale, som skal hjælpe gruppen med at finde ud til skoven. Det skaber spændinger, som tager fokus væk fra at den egentlige skurk, som selvfølgelig er det overnaturlige væsen, der gemmer sig i skoven. Hende ser vi i øvrigt også mere til her både i fysisk form og gennem de kræfter, hun besidder. Det overnaturlige er prominent, og en af filmens styrker er fornemmelsen af, at heksens ondskab arbejder på flere niveauer på samme tid. Karaktererne er fængende, men på typisk gyserfilms maner også dumme i nogle af deres beslutninger, og som filmen skrider frem, foretager de trinvist ringere valg, der ikke giver mening i forhold til, hvad vi har lært om dem.
En forfærdelig omgang træ-origami.
Instruktør Adam Wingard har bygget sig et navn i branchen og er ikke uden talent. Den håndholdte stil er ham ikke ukendt. Hans tidligere film “A Horrible Way to Die” (2010) er også filmet håndholdt og shaky. Wingard formår at få nogle interessante og filmiske billeder ind, den grove stil til trods. Det gør sig også gældende i “Blair Witch”, som har et upoleret udtryk uden at være grim på samme måde, som man havde gjort sig umage for at gøre den første det. Fans af den første film vil måske savne den rå autentiske fornemmelse, der fulgte med de grovkornede billeder, men selv sætter jeg pris på det mere filmiske og indbydende look. Samtidig er det realistiske præg ikke forsvundet. “Blair Witch” får med sine pludselig skift af vinkler og abrupt afbrudte sekvenser et nærmest dokumentarisk look. DV-kameraerne, som første film blev lavet med, gives en lille hyldest, da øjeblikke igennem filmen, er optaget med netop den type kameraer.
Den lokale Vej- og Parkafdelingen kunne godt gøre lidt mere ud af skiltningen.
Hvor “The Blair Witch Project” leverede for lidt på sine gys, leverer “Blair Witch” lidt for meget eller forkert i form af for mange random chokeffekter. Filmen er proppet med de trættende øjeblikke, hvor personerne chokerer hinanden på kryds og tværs uden, at det har været deres mål. De billigst købte chokeffekter er dem, der ikke er bygget op eller giver mening. Dem får vi for mange af i “Blair Witch”, og de kommer på bekostning af stemningsopbygning og gys, der rammer på det dybere, ubehagelige plan, hvor det for alvor gør ondt. Først ved filmens afsluttende del, rammes dette niveau. Følelserne bliver mere intense for menneskene på skærmen, og de situationer, de bringes i, bliver ubehagelige at overvære. Ikke fordi de er chokerende, men fordi de er ubehagelige og angstfyldte. Det er her, at filmen for alvor trumfer, og den spreder det over længere tid, end det var tilfældet i originalen.
Reach out and touch faith!
“Blair Witch” er ikke det fænomen “The Blair Witch Project” blev. Den ligner andre found footage film, og den lægger sig i forlængelse af mængdevis af moderne gysere, som frygter at miste publikums opmærksomhed, hvis ikke der er nok chokeffekter. Effektive øjeblikke, vellykkede ubehageligheder og solidt håndværk er filmen ikke desto mindre i besiddelse af. Et af heksens tricks er at henlægge skoven i evigt nattemørke. Hun roder med tid og rum, indtil ingen ved, om der er gået timer eller dage... og hvis du giver hende chancen for at vise dig sine tricks, slipper du aldrig ud igen.

Score: