29. aug. 2016

Anmeldelse: Pride and Prejudice and Zombies.

Årgang: 2016.
Tagline: For future. For love. For family. Everyone must fight.
Genre: Action, Horror, RomanceZombie.
Instruktør: Burr Steers.
Runtime: 108 minutter.
Medie: 4K UHD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: Sony.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her
Se også: ”Pride and Prejudice” (1995)  ”Doomsday” (2008),  Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Når man, som repræsentant for det mandlige køn, render ind i hunkønsvæsner af enhver art, er der tre nødvendige onder, som man oftest må påregne at skulle overkomme, for at kunne overleve i et parforhold. Der er svigermødre, der er shopping i timevis uden mad og drikke – og så er der, og det er den værste, at man må forvente at skulle sidde igennem en uanet mængde af historiske dramaer. Disse kostume-inficeret stykker spild af ens liv, som gerne varer på den forkerte side af tre timer (hvis man er heldig), hvor eneste sande opmuntring er uudtømmelige mængder af brystpartier, der bevæger sig i en rytme som en lidt for træt hoppepude i et legerum i IKEA.
Jane Austen må være så stolt!
Jeg har, af ovenstående årsager, også set min andel af disse forfærdelige film og serier. Jeg har endda overlevet de fleste af dem, uden at stikke mig selv i ansigtet med gafler – selv om lysten ellers har været der. Derfor morede det mig kosteligt, da forfatteren Seth Grahame-Smith udgav omskrivningen af Jane Austens klassiker Pride & Prejudice. Morskaben forsvandt dog en smule, da jeg fik set traileren til denne film, som jo lignede alt det jeg hader ved de historiske dramaer. Det var derfor en lunken anmelder, der satte 4K skiven i afspilleren.
Jeg går aldrig til bal uden…hud i ansigtet.
England i starten af 1800-tallet er mildest talt i ruiner. Man har bygget en kæmpe mur og en voldgrav omkring London, for at sikre hovedstaden mod flere zombieangreb. Et angreb, der har stået på i en rum tid, hvor zombien har udviklet sig fra hjernedøde massemordere til velstående mennesker, der først taber sutten, når de har gumlet på lidt hjernemasse fra et stakkels offer. Familien Bennet er imidlertid mindre bekymret om zombier, hjernemasse og ofrer, men bekymrer sig mere for deres smukke døtre, der hver især endnu ikke har fået en mand, der kan føre slægten videre – og redde pigerne fra økonomisk ruin, der åbenbart vil opstå, skulle de være ugifte senere i livet. Den unge og meget humørforladte oberst Darcy er bestemt ikke blandt bejlerne, da hans intense jagt på zombier, kombineret med en ganske usympatisk personlighed, ikke ligefrem er i høj kurs – trods manglen på potentielle bejlere til de smukke døtre. Ikke desto mindre rykker zombiefrygten tættere på, da det går op for den slagne britiske hær, at der åbenbart er folk, der støtter zombierne i deres kamp for at vælte London og overtage magten over byen. En forestående kamp er uundgåelig. En kamp om London, England og de smukke døtre af Familien Bennet.
Lad mig sige det med det samme. ”Pride and Prejudice and Zombies” er en tosset og alligevel underholdende film. Ja, der er rigeligt med kostumer, forfinet snak og romantisk pladder, men de smukke kvinder kan slås, afhugge hoveder og smadre zombier i et væk. Der er endda stadig sammenklemte bryster i spandevis, der kombineret med en masse blod og zombieoverfald overdøver alt det snavs, der måtte være tilbage fra Jane Austens originale historie.
Date night er ved at udvikle sig til fright night.
Skuespillet er ikke noget af falde i svime over. Måske fordi at præmissen, som udgangspunkt, er helt igennem åndssvag – eller måske fordi, at man rent faktisk har lavet en film, der er ganske hæderlig med effekter og et dystert billede, der meget godt gengiver, hvordan et zombieinficeret England måtte have set ud for tohundrede år siden. Lena Headey har en alt for lille rolle som zombiedræberen Lady Catherine, der både bærer sværd og klap for øjet, hvilket må være enhver mands vildeste drøm.
Find selv på noget med Game of Thrones. 
Nu hvor zombier forhåbentlig snart går lidt af mode igen, har vi været igennem mange zombiefilm og serier de senere år. Enkelte har været gode, men hovedparten har været copy+paste af gamle historier, der kun har været let krydrede med tåbelige plots. Denne film er ingen undtagelse, når det kommer til plot og historie. Det hele er lettere tåbeligt, og man skal absolut ikke se filmen, hvis man regner med noget og spændende. Men er man alligevel, ligesom jeg selv, fanget i et parforhold hvor den ultimative straf for alting i forholdet har været timevis af historiske dramaer, så er der alligevel noget at komme efter. En slags hævn om man vil, for hvem kan i ramme alvor sætte sig ned og se den originale ”Pride and Prejudice” uden at ikke lige savne en zombie eller to.

Score:

16. aug. 2016

Anmeldelse: The House at the End of Time.

Årgang: 2013.
Tagline: "There’s no turning back.” 
Genre: Horror.
Instruktør: Alejandro Hidalgo.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Rosemary’s Baby” (1968).

“The House at the End of Time” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

For 30 år siden omkom Dulces mand og søn under mystiske omstændigheder, og selvom hun var uskyldig, blev Dulce (Ruddy Rodriguez) idømt 30 års fængsel for de brutale mord. Nu er hun på fri fod og vender tilbage til åstedet i form af familiens gamle hus for konfrontere sine minder og indre dæmoner. Men det er ikke det eneste, hun tvinges til at konfrontere… For noget har taget bolig i skyggerne i den gamle bygning. Noget, der har myrdet før, og som er mere end villig til at gøre det igen...

“The Last House on the Left” (1972), “House on the Edge of the Park” (1980) og “House at the End of the Street” (2012): Filmene har været af svingende kvalitet, men husene har altid været der. Forskellige steder i skrækfilmens landskab har de været placeret. Måske for at vække barndomsminder om Hans og Grethes pandekagehus, der indeholdt noget langt mere dystert end sød dej eller måske for at minde seeren om den omfattende mængde spøgelseshuse, som har været en del af skræmmende fortællinger, længe før filmmediet dukkede op. I 2013 dukkede endnu et hus op, denne gang ikke placeret geografisk, men simpelthen i tiden, hvilket jo lyder lovende.
 Dulce er en klodsmajor og falder på trappen.
Huset er også centralt i “The House at the End of Time”. Filmen føles til tider som en endeløs række af klip med døre, der smækkes i, bankes på og håndtag, der ruskes i. Alt dette med den hensigt at besjæle huset og give oplevelsen af, hvorledes væggene klaustrofobisk trækker sig sammen om Dulce. Filmen viser os sideløbende, hvad der ledte op til Dulces fængsling, og hvad der sker, da hun bliver løsladt og bor alene i det store hus. På tværs af tid stiller filmen det samme spørgsmål, som Polanski gjorde i “Rosemary’s Baby” (1968): Er de overnaturlige ting, vi sammen med hovedpersonen oplever virkelige eller forestillinger i en sindssyg kvindes hoved? Filmen vil gerne være overnaturligt gys, mysterie og et familiedrama. Måske det netop er de mange ønsker om retning, der får den til at fremstå retningsløs. Derfor bliver det lidt svært at forblive fanget af historien.
Dulce er ikke helt tryg ved situationen.
Filmens sidste tredjedel gør meget for at samle trådene i et twist, som ikke nødvendigvis vil efterlade alle seere tilfredse. Her tilføres historierne langt om længe den sammenhæng, som så længe er fraværende. Samtidig skifter hele universet karakter, og hvad der lod til at være gys - den evindelige rusken i dørhåndtag - viser sig at lægge op til noget andet og mere. Måden svarene her gives på er spændende, og gør filmen bedre. Desværre kommer det hele også til at virke kalkuleret, og det går særligt ud over en af filmens personer, som meget pludseligt skifter karakter, uden nogen tydelig årsag. Begivenhederne og filmens personer skal presses ned i plottets form i stedet for, at plottet arter sig efter dem, og det bliver et minus, når det, der ellers har fungeret bedst, er menneskene og det drama, der udspiller blandt dem. Havde slutningen formået at gøre, hvad den gør på en måde, der fremstod organisk og indarbejdede karaktererne på en meningsfuld måde, havde “The House at the End of Time” været en bedre film.
Ikke mindre end to skumle spåkoner bliver det søreme til, selvom filmen ikke just er den gyser, som den sælges som. 
“The House at the End of Time” er præget af gode præstationer fra sine skuespillere ikke mindst de yngste af dem. Den har af og til styrke i det drama, der foregår i den lille familie, som er central for historien. Dette smider den desværre væk til fordel for en markant og spændende men også forceret slutning, hvor alle de løse ender skal bindes sammen i en lidt for perfekt slutning. “The House at the End of Time” er ikke uhyggelig eller skræmmende. Ikke rigtig. Og det er måske heller ikke i så høj grad dens formål, fordi den egentlig er et drama forklædt som genrefilm. Det er der absolut intet galt i som udgangspunkt, men i sit mangeartede udtryk, bliver det, der skulle have været centralt utydeligt, og filmen ender som en lettere forglemmelig en af slagsen.

Score:

5. aug. 2016

Anmeldelse: 10 Cloverfield Lane.

Årgang: 2016.
Tagline: "Monsters come in many forms."
Genre: Drama, Horror, Thriller.
Instruktør: Dan Trachtenberg.
Runtime: 104 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: ”Panic Room” (2002), ”Cloverfield” (2008), ”The Divide” (2011).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der er gået otte år, siden instruktør Matt Reeves med ”Cloverfield” rev stolen væk under de af os, der ikke havde tabt interessen for found footage helt og holdent. Siden da er genren gået full retard med found footage, og der skal efterhånden noget exceptionelt til at gøre found footage en smule interessant. Derfor havde jeg nul forventninger til, at vi nu skulle tilbage til ”Cloverfield”, da bomben blev smidt om en fortsættelse kort tid før filmens premiere. Ængstelsen blev dog hurtigt gjort til skamme, da jeg blev gjort bekendt med, at vi denne gang havde med en psykologisk thriller at gøre – og at found footage var blevet sparket til hjørne. Nu hvor jeg har set ”10 Cloverfield Lane” skal kassen gøres op – og der mangler alligevel lidt småpenge for at få regnskabet til at stemme.
Der sidder noget i loftet! Sid helt stille!
10 Cloverfield Lane er historien om den unge kvinde Michelle, der efter et brud med kæresten, kører galt på en mørk og øde landevej. Hun vågner op i bedste ”Saw” stil – bundet til sin seng i et rum uden vinduer. Snart opdager hun, at hun ikke på nogen måde er blevet bortført, men i stedet reddet af den tidligere CIA mand Howard, der sammen med en bizar type ved navn Emmett har bygget en beskyttelseskælder. En kælder der er selvforsynende, fuldt udstyret og klar til dommedag, der åbenbart har banket på døren, da Michelle lå bevidstløs efter sit uheld. Snart skal det vise sig, at Howard mangler mere end et par klør i det mentale kortspil, og at Emmett og Michelle måske i virkeligheden er fanget i en syg mands illusion af virkeligheden. Eller er de?
Bare rolig! Det er en level 1 Pikachu!
Der er skruet helt op for intensiteten på ”10 Cloverfield Lane”. Den bærer sit publikum på skuldre, der ind imellem bliver så smalle, at man næsten ønsker hovedpersonerne døde og borte, men ikke desto mindre er intensitet nøgleordet for instrutør Dan Trachtenbergs debutfilm på det store lærred. Man skal ikke særlig langt ind i løjerne, før man bliver en smule træt af, at eneste plotpunkt som sådan er, hvorvidt Howard er fuld af løgn – eller om den verden vi kender virkelig har været udsat for et kemisk angreb, som den gode Howard ellers påstår. Det bliver derfor også en smule anstrengende, at de psykologiske spil mellem de tre hovedpersoner trækker ud i et væk, når al overtøjet nu hænger på den samme knage, og ingen skal udenfor alligevel.
Det hele er dog ikke forfærdeligt. På ingen måde. Det er ind imellem rigtig godt, men der er for langt mellem snapsene, som hurtigt smager ens, fordi vi igen og igen bliver præsenterer for samme dilemma. Det er derfor kun rigtig godt, når de tre arbejder sammen i kælderen under gården, der er kilometer væk fra nogen egentlig by.
“This is not ‘Nam. This is bowling. There are rules.” - nå nej, anden film.
Dette medvirker til en dejlig klaustrofobisk fornemmelse de gange, hvor Michelle overhovedet får mulighed for at kigge ud af et vindue, hvilket absolut fungerer for filmen. Det gør skuespillet gudskelov også, hvor især John Goodman er helt genial i rollen som Howard, der ind imellem lever i en verden, hvor ingenting hænger sammen. Hele hans tankevirksomhed om konspirationer er også genial, hvis det altså ikke var hele filmens egentlige plot. Mary Elizabeth Winstead spiller Michelle i en rolle, som måske ikke er helt så stor og spændende, til trods for at det er en hovedrolle, som karakteren Michelle bare ikke bærer særlig godt.
Synes du også plottet er lidt trist?
”10 Cloverfield Lane” er til tider en ganske effektfuld film. Her bliver givet og taget godt fra værktøjskassen for erfarne gyserentusiaster, men her bliver ikke opfundet noget nyt. Der er et par gode chok, lidt spil på klaustrofobi og en del mere blod og gore end man lige skulle tro. Det bliver dog lidt for trivielt i længden, og man mangler ligesom lidt mere end spillet på Howards forstand.

I sidste ende er filmen en god idé, der aldrig kommer helt i mål. Hertil er plottet for tyndt og historien for uinteressant.  Det var rart, at vi slap for mere found footage, men alligevel underligt, at man ender med at lave en film, der næsten begrænser sig endnu mere end found footage formatet. Jeg ender på en middel karakter, hvor John Goodman står for den ene pinhead helt alene.

Score:

29. jul. 2016

Anmeldelse: Green Room.

Årgang: 2015.
Tagline: "Now. Whatever you saw or did. Is no longer my concern. But let's be clear. It won't end well."
Genre: Crime, Horror.
Instruktør: Jeremy Saulnier.
Runtime: 95 minutter
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: "American History X" (1998), "Red State" (2011) "Blue Ruin" (2013).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Punkrock, nynazister OG Kaptajn Picard? Hvordan kan man undgå, ikke at elske denne film, inden man overhovedet har rørt sin fjernbetjening? Et punkband ved navn Ain’t Rights er på tur langs den amerikanske vestkyst. De er mildest talt på røven, og har svært ved at holde økonomien flydende. Efter endnu et gig, der gik langt under forventning, bliver bandet tilbudt et job, som er nemt tjente penge. Til trods for et hårdt publikum af nynazister, tager Ain’t Rights jobbet, som snart skal vise sig, at være en fatal fejl, da bandet falder over et lig, som de ikke skulle have set.
Lad det være sagt med det samme. Denne her film bliver kun bedre, hvis du venter med at læse denne anmeldelse. Ikke fordi, at jeg kunne finde på at spoile din oplevelse, men af den simple årsag, at ”Green Room” bare er en bedre film, hvis man ved så lidt som muligt om den. Vi har nemlig at gøre med en film, hvis rammer er ganske begrænsede, og derfor skal der ikke meget til, før oplevelsen er minimeret en hel del. Så nu er du advaret!
Captain Jean-Luc Picard at your service.
”Green Room” er en stilsikker sag, hvor instruktør Jeremy Saulnier bygger videre på den type film, plot og handling, som han skabte med den glimrende ”Blue Ruin”, der ellers var en afstikker fra den ligeså glimrende debutfilm ”Murder Party”. Ikke desto mindre er vi stadig velsignet med en masse fede scener, der koger over i løbet af inden tid, hvilket man vil genkende fra netop ”Murder Party”. Saulnier er ikke bange for at holde stilen fra start til mål, hvilket giver en vidunderlig afdæmpet atmosfære midt i en knap så afdæmpet handling, der bestemt hverken mangler blod, splat eller vold. Det er en fin balancegang, som består sin test fra filmens begyndelse til den allersidste scene. Stilsikkerheden bærer også over i en ganske lækker visuel stil, hvor de mørke og grå toner bliver angivende for filmens generelle udseende. Det er efterhånden blevet normen for små gysere, men ikke desto mindre fungerer det fremragende, når man har en god historie, et fornuftigt plot og en del glimrende skuespillere, der formår at holde den afdæmpede linje. Man skal derfor ikke forvente skrigende teenagers ad nauseam, hvilket bestemt ikke bekymrer anmelderen overhovedet.
We're pretty, A pretty vacant!
Patrick Stewart spiller hovedrollen som den nynazistiske leder Darcy (Jax Teller roterer i sin grav), men er, uanset hans blændende skuespil, slet ikke en del af filmens hovedhistorie. Derimod er, den for nyligt afdøde, Anton Yelchin filmens helt store oplevelse på skuespillerfronten. Han brillerer filmen igennem med en klaustrofobisk skildring af en utilpasset punker, der først kommer virkelig til live en tredjedel inde i filmen. Det er en udsøgt fornøjelse, når folk formår at spille deres roller i denne type film, uden at nødvendigvis kamme helt over i en parodi på sig selv. Yelchin bliver dog flankeret fint af Imogen Poots, der igen formår at spille antihelt på glimrende vis.
Imogen Poots rocker pumpgun og punkhår.
Når man så allerede kan erklære, at man har været forkælet på filmens stil, visuelle formåen og skuespillet, kan man så brokke sig overhovedet? Desværre er svaret ja, for ”Green Room” går lidt i selvsving i filmens sidste fjerdedel. Her bliver der famlet lidt for voldsomt i plottet, og pludselig bliver filmen en absurd forudsigelig oplevelse. Jeg har ikke kunne læse mig til, hvorvidt der har været grove omskrivninger af manus, men Saulnier falder i gryden med klichéerne og filmens slutning er underlig kedelig til trods for, at man på intet tidspunkt bliver bragt ud af filmens ellers så fede stil. Især slutscenen er forfærdelig, da den nærmest dovent bringer filmen til sin slutning, uden nogen form for begejstring for sin publikum. Man kan sikkert tilskrive den afdæmpede stil lidt af det manglende klimaks, men det bliver alligevel en flad fornemmelse mad sidder med, når rulleteksterne kører over skærmen.
"Make it so..."
Jeg vil dog alligevel anbefale ”Green Room”, da den bestemt har sine øjeblikke, er stilsikker og har et rigtig godt og solidt cast af skuespillere. Den udstiller desværre også sine mangler i filmens slutning, hvilket trækker alvorligt ned, da man i vores gebet gerne vil have fuld klimaks, hvis man er blevet kildet gennem femoghalvfems minutter. Så nynazisterne, punkrock og ham Picard behøver ikke at være noget, som man bare elsker uden omsvøb. Det var i sidste ende en fin lille date, der desværre sluttede med et kys fra ens søster, Øv!

Score:

25. jul. 2016

Artikel: Nu går den vilde DVD-jagt.

Comic Express, Aalborg.
Nicolaj Jakobsen er en ivrig debattør inde på vores film-forum, og da han lavede et opslag omkring at han ville tage ud i den danske land for at jage (nej, ikke Pokemons...) film på fysiske medier, var vi mange der klappede i vores små hænder i vild begejstring. Film på fysiske medier er efterhånden en umulighed at opdrive på gadeplan - især da mediets sidste bastion, Fona2000 på strøget, kollapsede i kampen mod diverse streamingtjenester og oldschool pirateri. Nicolajs jagt i det jyske er der kommet denne rejse-reportage ud af.

Skrevet af Nicolaj Jakobsen.

Tænkte at jeg ville bruge et par dage, her i løbet af sommeren, på at besøge nogle af de få butikker, som stadig gør sig i salg-køb-byt af brugte film. Efter lidt research og planlægning faldt tingene på plads og i morgen starter mit første roadtrip rundt til de få butikker, i Danmark, som stadig gør sig i køb, salg og bytte af film. Jeg starter ud med en tur til det altid skønne Jylland, hvor mit første stop bliver Bogcentralen i Horsens. Derefter går turen til Herning, i endnu en Bogcentralen, og videre til Læsehesten i Silkeborg. Jeg slutter dagen af i Randers, hvor jeg overnatter hos en kammerat. På fredag snupper jeg de to Læsehesten i henholdsvis Randers og Aalborg og på vejen hjem på lørdag, bliver det også til to stop, et hos læsehesten i Grenaa og et hos Bogshoppen i Aarhus.Undervejs vil jeg tage lidt billeder og nedfælde et par ord om de enkelte butikker, som jeg vil dele med jer.
Bogcentralen, Horsens.
Så er man hjemvendt efter to dage i det Jyske. Turen ændrede sig lidt, da min kammerat i Randers valgt at tage toget til Horsens, for at deltage i hele ekspeditionen. Vi startede ud i Bogcentralen i Horsens, som var en lille tætpakket butik, men med et rigtigt godt udvalg, en hel reol tildelt gysere, fine priser og flink betjening. Efter at have brugt lidt for mange penge det først stop, fortsatte vi mod Bogcentralen Herning, som jeg på forhånd var blevet advaret mod - uha uha var det så så slemt? Læs den store afsløring efter punktummet. Ja, et meget kedeligt udvalg - *GAB* - så efter at have smidt et par mønter efter den trætte mand, bag disken, fortsatte vi videre. I Silkeborg hed butikken Læsehesten og udover at være den eneste af de besøgte butikker, som lå inde med eksemplarer af Blinkende Lygter, var der heller ikke her meget interessant at komme efter.
Bogshoppen, Aarhus C.
Vi sluttede dagen af i Aarhus, hvor vi besøgte Bogshoppen og pludselig var humøret højt igen, for de havde nemlig sommerudsalg - 20% rabat - og ikke nok med det, de havde en masse lækre steelbooks. Når der ikke er udsalg er Bogshoppen et lidt dyrere valg, men til gengæld har de et stort og interessant udvalg og en rigtig god service. Nå ja, vi fik da også lige 29% rabat på vores næste køb, hvis det var inden for en måned. Hvis man skal sige noget negativt, så manglede de en reol fokuseret på gys, for der var rigtig mange film. Jeg nåede nok 2/3, så overmandede trætheden og sulten mig og vi forlod den imponerende butik.
Læsehesten, Randers.
På anden dagen startede vi i Læsehesten i Randers, der er en fin lille butik, med et godt blandet udvalg og med nogle interessante titler imellem, så hvis man alligevel er i nærheden, vil jeg anbefale et besøg. Andet stop den dag blev endnu en Læsehest, denne gang i Grenaa. Denne viste sig at være en af den slags butikker, hvor en DVD er en DVD og hvor de ikke prissætter efter hvilke film det er - her kan man lave en god handel. Hyggelig lille butik, med gode priser og i en skøn by. Hvis det ikke var for vores pressede tidsplan, kunne jeg godt have brugt en hel dag ude på Danmarks næse, men vi skulle videre, så tilbage i den varme bil og videre mod sidste stop på ruten - Aalborg.
Læsehesten, Grenaa.
Det primære mål med turen var at få set de sidste få rigtige filmbutikker og selvfølgelig få lidt film med hjem, men jeg havde da også håbet at finde bare et par enkelte amerikanske tegneserier, men det havde der ikke været meget af, så min kammerat ville da lige vise mig Aalborgs tegneserieparadis Comic Express. Her tog det overhånd og efter en halv time gik jeg fattig, men lykkelig ud af butikken.
Læsehesten, Aalborg.
Med et allerede overskredet budget fortsatte vi mod Læsehesten (Aalborg). Her afleverede jeg 25 film og fik stukket en seddel i hånden med et beløb - 100 kr. Efter et kvarter i butikken, hvor det eneste interessante var ejerens eder overfor hans unge ansatte (det viste sig heldigvis at han var med på den), var jeg ved at opgive at finde noget, men pludselig væltede den ene interessante film efter den anden ind i mit synsfelt og jeg endte alligevel med at skulle have dankortet frem, endnu engang. Da jeg så havde betalt, pegede ejeren på nogle kasser og vi fik lov til at vælge tre gratis film (endte med at få fire, da min kammerat ikke kunne bestemme sig).
Læsehesten, Silkeborg.
Som afslutning på turen var vi (sammen med min kammerats kæreste) inde på det stemningsfyldte pizzeria Sticchi's og få Danmarks måske bedste pizza. Så alt i alt havde vi en rigtig dejlig tur rundt i nogle af Danmarks sidste oaser. Bogcentralen i Horsens, Bogshoppen i Aarhus og Comic Express i Aalborg kommer jeg helt sikkert til at besøge igen.

Her kan du se hvad der røg i indkøbsnettet på turen:








Her er vores liste over hvilke butikker der har køb, salg og bytte af film på fysiske medier i Danmark:

Jylland.

Læsehesten: Danmarksgade 25, 9900 Frederikshavn
Læsehesten: Reberbansgade 7, 9000 Aalborg
Læsehesten: Adelgade 7, 8900 Randers
Bogcentralen: Tobaksgården 2, 8700 Horsens
Læsehesten: Borgergade 151, 8600 Silkeborg
Læsehesten: Storegade 7, 8500 Grenaa
Bogshoppen: Nørregade 45, 8000 Aarhus C
Læsehesten: Nørregade 36, 7800 Skive
Bogcentralen: Vestergade 11, 7400 Herning
Bogormen: Kongensgade 3, 6700 Esbjerg
Byttecentralen: Låsbygade 1, 6000 Kolding

Fyn.

Moby Dics: Skt. Knuds Kirkestræde 2A, 5000 Odense C

Sjælland.

Accord: Jernbanepladsen 35, 2800 Kgs. Lyngby
Accord: Nørrebrogade 88-90, 2200 København N
Accord: Skindergade 14, 1159 København
Sound Station: Gammel Kongevej 94, 1850 Frederiksberg
Mint Records: Gammel Kongevej 140A, 1850 Frederiksberg
Accord: Vesterbrogade 63, 1620 København V
Powerplay: Amagerbrogade 197, 2300 KBH S

12. jul. 2016

Anmeldelse: Deathgasm.

Årgang: 2015.
Tagline: "The road to hell is paved in metal.”
Genre: Splatter, Komedie, Horror.
Instruktør: Jason Lei Howden.
Runtime: 83 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shaun of the Dead” (2004), “Trick or Treat” (1986), “Braindead” (1992).

“Deathgasm” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

De to metal-hoveder Zakk (James Blake) og Brody (Milo Cawthorne) bryder ind hos deres store idol Rikki Daggers. Her finder de noderne til et stykke musik, som, da de spiller det, gør en stor del af deres lille bys befolkning til dæmoner. Uden at vide det, har de banet vej for satans komme, som de nu må forsøge at bremse, før det er for sent.
Got a splitting headache?
Vi tager sådan ca. plottet i “Tenacious D in The Pick of Destiny” (2006), kobler det med splatten fra film som “Evil Dead” (1981) og humoren i “Shaun of the Dead” (2004). Så tilføjes godt med heavy metal og voila! “Deathgasm” er født. Instruktør Jason Lei Howden var egentlig ret overbevist om, at hans smag i film var for outreret til at blive overvejet til at modtage støtte, men han endte alligevel med at sende et par ideer ind til en konkurrence, der gav mulighed for at få lavet en god ide om til film. En af ideerne var “Deathgasm”, som endte med at vinde. Howden bygger videre på en stolt tradition i New Zealandsk splatterfilmshistorie, som bl.a. tæller Peter Jacksons tidligste film, der stadig er blandt de blodigste og humoristisk mest fandenivoldske, genren har at byde på.
Kvinder kan tilsyneladende også have heavy metal fantasier... 
Hvad der er påfaldende ved “Deathgasm” er, at dens hovedpersoner er nørder på forskellig vis. De kender deres filmhistorie og har set både gys og action nok til at vide alt om one-liners, dramatiske entreer og humoristisk ordkløveri. Det bærer filmen præg af. Figurerne taler om dæmoner og nyligt oplevede traumer med en nonchalant attitude, som sender tankerne hen til den tidligere nævnte “Shaun of the Dead”, men dog tilsat en yngre og mere dødsfornægtende tone. De her figurer er unge, frustrerede og dumdristige. Det gør dem hurtige, ikke bare i replikken, men også hurtige til handling. De spilder ikke for meget tid på at overveje, hvad deres næste træk skal være, og det gør, at historien udvikler sig hurtigt.
“You've got red on you”
Filmen er proppet med virkemidler. Den klipper til tegninger som, tro mod metaltraditionen, er fyldt med dødningehoveder og nær ulæselig tekst. I det hele taget flyder metalattituden sammen med filmen stilmæssigt, hvilket er fængende på en vidunderligt kaotisk måde. Filmen får lidt svært ved at fastholde de stilmæssige spidsfindigheder undervejs, men her tager blodbadet og nogle stærkt kreative effekter over. Det går langt over gevind med sære kameravinkler og snask, men det holder aldrig op med at være underholdende. Humoren bliver måske lige vel pubertær, men det kommer selvfølgelig fra karaktererne, som bare har hovedet fyldt af halvstiverter og kvindelige attributter. Det største enkeltstående problem er slutningen. Der skal lige en sidste stinger med, som det så tit er tilfældet i denne genre, og det er så kejtet og uforståeligt, at selvironien, der har kendetegnet resten af filmen, pludselig savnes voldsomt.
Smider spontant tøjet og håber på at blive penetreret af Satan
Djævletimen er klokken 3, men tager Satan højde for sommer- og vintertid? Sådanne spørgsmål tilføjer selvironi til denne vidunderlige omgang splat. Samtidig hyldes den growlede, hurtige og tunge metal, fordi den rent faktisk fylder et hul i hjerterne på dem, der kan føle sig som udskud. Det er netop disse udskud, der vil kunne forstå driften imod at kunne gøre noget brugbart med al sin vrede som for eksempel at aflive rækkevis af dæmoninficerede religiøse fanatister med deres eget hengemte sexlegetøj. “Deathgasm” kan være plat og for meget, men den har spandevis af kærlighed til dem, der før eller siden har formet et sæt djævlehorn og kastet dem i vejret til den helt perfekte guitarsolo, der ordløst udtrykte noget, de længe har ønsket sig at kunne sige.

Score: