01/10/2014

Nyhed: Afstemningen er slut!

Vi er meget tæt på at ramme anmeldelse #200 her på Sørensen Exploitation Cinema, og som du måske ved, så har vi afholdt en afstemning om hvilken film der skulle vinde æren af at blive #200 på skafottet. Slaget stod imellem "The Champions of Justice", "Wes Craven's New Nightmare", "Godzilla 2000", "Lone Wolf McQuade" og "Mad Foxes". 45 læsere var så venlige at deltage i afstemningen og sejren gik meget overbevisende til gutten nedenfor. Så du kan altså se frem til at vi tager "Wes Craven's New Nightmare" under lup i den nærmeste fremtid. Indtil da kan du jo gå på opdagelse i vores mange andre anmeldelser ved at klikke her.

The winner takes it all...and kills it.
Det endelige resultat.

Nyhed: SEC går i krig med The October Horror Movie Challenge, 2014.

Sørensen Exploitation Cinema melder sig hermed ind i The October Horror Movie Challenge 2014. Du kan følge med inde på vores film-forum, hvor andre læsere prøver det samme.

Regler:
1. Der skal være 31 film.
2. 5 forskellige årtier skal være repræsenteret.
3. Der skal være enten 5 film fra 1 instruktør eller 3 film fra 2 instruktører.
4. Der skal være film fra mindst 4 forskellige lande.

Lande: USA, UK, Holland, Italien, Tyskland, Spanien, Canada.

Årtier:
1970-
1988-
1990-
2000-
2010-

Film/instruktører:
3 film fra Frank Henenlotter (Basket Case 1, Basket Case 2, Basket Case 3).
3 film fra Wes Craven (A Nightmare on Elm Street, New Nightmare, The Serpent and the Rainbow).

Filmene (listen er også på IMDB):

1: New Nightmare (1994)
2: The Battery (2012)
3: Amsterdamned (1988)
4: The New York Ripper (1982)
5: The Black Cat (1981)
6: The Slumber Party Massacre (1982)
7: The Deadly Spawn (1983)
8: Mark of the Devil (1970)
9: Anthropophagus (1980)

10: Hospital Massacre aka X-Ray (1982)
11: Schizoid (1980)
12: Bad Dreams (1988)
13: Visiting Hours (1982)
14: TerrorVision (1986)
15: The Video Dead (1987)
16: The Night of the Werewolf (1981)
17: Basket Case (1982)
18: Basket Case 2 (1990)
19: Basket Case 3 (1991)

20: The Stepfather (1987)
21: The Serpent and the Rainbow (1988)
22: Voices From Beyond (1991)
23: Slaughter High (1986)
24: Jeepers Creepers (2001)
25: Jeepers Creepers II (2003)
26: The Return of the Living Dead (1985)
27: Faust: Love of the Damned (2000)
28: Pin (1988)
29: Inferno (1980)

30: The Exorcism of Emily Rose (2005)
31: A Nightmare on Elm Street (1984)


28/09/2014

Nyhed: En hilsen fra Lloyd Kaufman!

Lloyd Kaufman (og Toxie) på dettes års Blodig Weekend.

26/09/2014

Anmeldelse: Deep Blue Sea (1999).

Årgang: 1999.
Tagline: Welcome to the endangered species list.
Instruktør: Renny Harlin.
Medie: Netflix DK.
Set på: 64” Plasma.
Runtime: 105 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: 'Jaws' (1975),
'Jaws 2' (1978), 'The Last Shark' (1981).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Jeg kender en mand. Det gør du sikkert også, men lad os starte med min mand først. Hans navn er Steve Alten. Han er forfatter, og han elsker hajer. Han elsker dem faktisk så højt, at han har begået flere bøger om fortidshajen Megalodon, der er en slags jurassic shark.  Den første bog, Meg, udkom i 1997 og blev straks udråbt til den næste Dødens Gab, som mange sikkert har glemt som en fantastisk roman. Her ophører sammenligningen også, for Meg er en haj på 30-35 meter, med en bideradius på lidt over fire meter. Bogen blev hurtigt hvirvlet ind i Hollywood, hvor den har skiftet hænder flere gange end Charlie Sheens nuværende kæreste. Filmen kom tættest på en realitet i 2005, da Jan De Bont (Twister) forsøgte at samle penge sammen til en filmatisering. Han opgav desværre sit forehavende og Meg er i dag blevet en strandvasker i Hollywood, som ingen vil røre ved. Men hvad er der så tilbage ude under havoverfladen? Hajer med to hoveder? Hajer, som en del af et vejrfænomen? En klassiker, hvor man stort set ikke ser hajen? Eller er der en perle, der snart bliver femten år – og som mod alle odds vandt vore savtakkede tænders hjerter? Velkommen til Deep Blue Sea – 15 år senere.
Megalodon er bare bedre end Movia.
Lad os få det overstået. Hajer kan IKKE svømme baglæns. Det kan de i Deep Blue Sea. Hajer bryder sig ikke om at svømme rundt indendørs. Det gør de i Deep Blue Sea. Sorte mænd bevæger sig ikke ud på åbent hav i uvejr. Det gør de i Deep Blue Sea. Så er den på plads en gang for alle.
Videnskaben har haft et gennembrud. En nært forestående kur mod Alzheimers er på nippet til at blive opdaget. Man skal simpelthen bare tage nogle genetisk manipulerede hajer, indsætte noget bio-sludder med en masse maskiner – og derefter har man den perfekte medicin til staklerne, der ikke kan huske næse fra mund. Genialt? Ja, for pokker. Er det klogt at fiksfakse med hajernes genetiske kode? Not so much! En rigmand har sat alle sine klejner i projektet og smutter straks ud til det afsidesliggende laboratorium under vandet, der udover en slags hajcowboy og nogle videnskabsfolk har en kok og en papegøje som besætning. Snart bryder helvede løs, døren går op – og hvem kommer ind?
Saffron Burrows viser sine talenter til hajerne.
Renny Harlin har ikke et godt navn i Hollywood. Han blev udnævnt til skurken i filmselskabet Carolcos konkurs, da han ikke kunne levere varen med Cutthroat Island, der blev selskabets sidste film. Efter fiaskoen lavede han Long Kiss Goodnight – inden han igen gik sammen med Samuel L. Jackson med Deep Blue Sea, der helt sikkert er Harlins sidste bedrift, som jeg vil røre ved med en anden mands ildtang. Harlin forstod sit publikum med denne film. Han vidste godt, at der havde været en anden film om hajer, der havde gjort det pænt godt. Derfor var det vigtigt, at etablere to vigtige præmisser for Deep Blue Sea. Den ene var, at acceptere Spielbergs magnum opus – og at erkende det på skærmen, hvilket han gjorde i flere scener, hvor der er velmente og respektfulde nik til Jaws. Den anden præmis var langt vigtigere. Der skulle være billeder af hajer og masser af dem. Jaws havde haft sine problemer med papmache monstret, som kun virkede 5% af tiden – og Harlin ville ikke bruge samme virkemidler, som Spielberg havde brugt af nød. I stedet får vi hajer af alle typer i Deep Blue Sea. Der er rigtige optagelser af hajer, der er animatroniske hajer – og så er der de computeranimerede af slagsen. Effekterne er fine uden at imponere, men hovedparten af actionscenerne har nerve, intensitet og spænding på et niveau, hvor Harlin sagtens kan sætte sig til venstre for Spielberg som prinsen af hajfilm. Deep Blue Sea er nemlig en film med fuld smæk på. Den har bunkevis af fejl, plottet er decideret dumt og historien giver ingen mening, men den er eksempel på, at god underholdning kombineret med 25 års venten på endnu en god hajfilm er en glimrende opskrift på en fed film. (om end den ikke kan kurere Alzheimers).
Selfie anno 1999.
Så skulle du sidde og stirre på udvalget af film på Netflix og tænke ”hvad skal jeg dog se?” – så kig en tur forbi fødselaren, der til trods for femten år på bagen, stadig er en glimrende actionfilm. Orker du ikke mere Deep Blue Sea, så er der stadig ham der du ved nok. Ham jeg kender. Steve Alten. Hans bøger om Meg kan findes til billige penge på Amazon.

Score:

25/09/2014

Anmeldelse: Bait.

Årgang: 2012.
Tagline: The ultimate predator is coming to a store near you!
Instruktør: Kimble Rendall.
Runtime: 93 minutter.
Medie: Bluray.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: Nordisk Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Har du nogensinde trukket sjoveren frem i din lokale pornobutik, så ekspedienten ligesom havde en idé om, hvilken størrelse legetøj din kæreste eller kone skulle bruge? Det formoder jeg, at en del af vore læsere har oplevet, så derfor ved I også, hvordan det føles at anmelde en film om hajer, når man nu engang har set ”Jaws”. For så står man dér, med familiens stolthed i et solidt greb, og tænker at det hele jo er lige meget, for intet kan måle sig med de mange nuancer, detaljer og helhedsindtryk som netop kun originalen har været garant for. Derfor er det svært at lyne op, klappe ekspedienten på skulderen og tage en tilfældig størrelse ned fra hylden, for man ved jo godt, inderst inde, at intet nogensinde vil måle sig. Derfor går man også, nedtrykt og deprimeret, hjem til kæresten og siger noget i retning af: Her er ”Bait”. Det er ikke ”Jaws”, men prøv den nu lige alligevel. Måske den alligevel kilder alle de rigtige steder?
En mand med en indkøbskurv på hovedet? Så har man set det med.
En livredder bliver dræbt af en haj på den australske østkyst. Livredderens partner og søster glider fra hinanden og den overlevende Baywatch wannabe ender med at arbejde i et supermarked. Et års tid senere vågner han til en mærkelig dag, der bare ikke er ligesom alle andre. Kæresten og hendes nye flamme dukker op i supermarkedet, der snart bliver røvet af en ufrivillig butiksrøver og en bagmand, som han skylder penge. En politimand og dennes datter er gudhjælpemig også at finde blandt varerne, der snart skal blive enormt våde. En tsunami skyller over de intetanende stakler, der må redde sig op på hylderne, da udgangen er blokeret. Snart går det fra ondt til værre, da en kæmpe hvid haj har sneget sig ind i afdelingen for fisk og skaldyr.
Nu tænker du sikkert, at hele denne historie lyder enormt søgt og særdeles overkonstrueret – og det har du da så evigt ret i. Det hele er enormt dumt bygget op, men med en campy twist, der hurtig gør ”Bait” til en teenslasher mere end en monsterfilm, hvilket klæder stemningen langt bedre. For det er netop oplevelsen af hvem der bliver hajens næste offer, der præger denne bizarre forestilling af dårlige replikker, utroværdigt skuespil og usammenhængende scener.
Lidt for meget Mr. Wet T-shirt og lidt for lidt Miss Wet T-shirt.
Der er, sjovt nok, overraskende mange gode scener med en stor hvid haj, der ikke virker så voldsomt animeret, som man ellers kender fra mange af de moderne hajgysere.  Ikke at man helt slipper for ”Sharknado” tilstande, men de er få og hurtigt glemt, da de bedre actionscener overskygger hovedparten af de dårlige. Selv hajens opførsel og reaktionsmønster er lidt mere i tråd med en virkelig haj, hvilket giver en form for realitet, der naturligvis er begrænset, hvis man tager omgivelserne i betragtning.
Det er australieren Kimble Rendall, der har instrueret og kæmpet med sine skuespillere, hvilket han har haft begrænset succes med. Manuskriptet er for dårligt, hvilket giver en masse dialog, der er alt for stiv og irriterende firkantet. Der er enkelte forsøg på humor, der mest går på at overspille situationer hvor hajen angriber, hvilket kun lægger til følelsen af slasherfilm, hvor man meget hurtigt får sympati med hajen. Desuden har man, af ukendte årsager, besluttet sig for at dæmpe de australske accenter. Det betyder at man beder i forvejen talentløse skuespillere om at påtage sig amerikanske accenter, der naturligvis falder igennem ved cirka ved tredje stykke dialog, hvilket var uudholdeligt indtil hajen virkelig gik amok.
Attention Shoppers: We have a sale on dead bodies at aisle eight.
I sidste ende bliver jeg flov over, at jeg overhovedet hev sjoveren frem. Det blev pinligt for både mig og ekspedienten, for i sidste ende vidste han jo også godt, at han solgte mig et produkt, som slet ikke kunne tåle sammenligning med Bruce, som jeg ynder at kalde ham. Spørgsmålet er ikke længere om der nogensinde kommer en hajfilm, der kan måle sig med ”Jaws”. Det handler nok i højere grad om, hvornår vi alle sammen bliver gamle nok til at glemme Spielbergs mesterværk, for indtil da, må vi alle acceptere, at der aldrig kommer noget, der når Bruce til sokkeholderne.

Score:

24/09/2014

Anmeldelse: Jaws III.

Årgang: 1983.
Tagline: Soft young girls behind hard prison bars.
Instruktør: Joe Alves.
Runtime: 99 minutter.
Medie: US iTunes.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: US iTunes.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Jaws” (1975), ”Friday the 13th Part 3 – 3D” (1983).

Anmeldt af Michael Sørensen.


Der var engang hvor jeg gik i biografen. Det var dengang, hvor en tur i biffen var ensbetydende med, at den første tyvekroneseddel blev brugt på arcademaskiner, der stod og blinkede i foyeren. Det var dengang, hvor man var lykkelig uvidende om hvad der var på vej af nye film, så forfilmene var en betydelig del af oplevelsen i mørket. Før en sådan forfilm i hedengangne Tivoli Bio, fik vi udleveret et par 3D briller, der som bekendt var et stykke billig pap med et rødt og et grønt filter. Der var to forfilm i 3D. Den ene var ”Friday The 13th Part 3 3D” og den anden var ”Jaws 3-D”. Stor var min begejstring efter denne forfilm, for kunne det virkelig passe? Ville min absolutte yndlingsfilm komme i en tredje epos? Og så i avanceret 3-D? Mine bønner var så sandelig blevet hørt.
Filmens flotteste 3D effekt.
Brody drengene er blevet voksne. Den ældste bror, Mike, er blevet teknisk ansvarlig for vedligehold af en ny vandpark, der tilbyder gæsterne en unik undervandsoplevelse krydret med alskens underholdning  med vandski og andet gøgl. Parken er dog ikke uden overraskelser, da en kæmpe hvid haj med appetit for turister ved en fejltagelse er blevet fanget i den kæmpe forlystelsespark.
Man skal ikke tage fejl. 1983 var muligvis året, hvor jeg ikke længere kunne indløse børnebillet til HTs busser, men naiviteten eksisterede skam i fuld flor. Vi befandt os i begyndelsen af VHS tidens guldalder – og her var man ikke varsom med fortsættelser, der fuldkommen trak tæppet væk under al kvalitet fra originalfilmen. Der havde jo i mellemtiden været en ”Jaws 2”, der til trods for sine fejl og mangler, havde været en værdig efterfølger. Den havde bevist, at man sagtens kunne lave fortsættelser, der var nogenlunde tro mod originalen uden at decideret kopiere plot og historie fra selvsamme. Den slags optimisme skal man imidlertid være varsom med. For man skal ikke mange minutter ind i ”Jaws 3”, før de første advarselslamper begynder at blinke.
Dåsemad for store hajer.
Dennis Quaid var i 1983 en skuespiller, der var godt på vej. Han havde stadig sit gennembrud til gode, hvilket ”Jaws 3” ikke nødvendigvis bragte ham tættere på. Men med den information til trods, er han alligevel en af årsagerne til, at man ikke skal give helt op på denne tandløse hajfilm, der selv med en håndfuld forholdsvis talentfulde skuespillere, alligevel formår at skabe præcedens for, hvor ringe og ligegyldige en fortsættelse kan ende med at være. Her er nemlig intet at råbe hurra for. Dialogen er forfærdelig, plottet er decideret tåbeligt og effekterne er helt og aldeles horrible. Hajen ligner en papmache figur, der er ved at opløse sig selv under vand. 3D effekterne er pr definition lort, hvilket man nu også måtte forvente, for det er begrænset hvad man kan opnå med et stykke papbrille, der mest af alt giver publikum fornemmelsen af et farverigt syretrip. Værst bliver det dog, da man i et anfald af galskab vil fange hajen, for at gøre den til en del af vandparken. Her hopper kæden helt af, og gudskelov spiser papmache hajen da også manden bag idéen, der desværre ikke er manden bag manus – Richard Matheson, men en stakkels skuespiller, der skulle lægge karriere til denne omgang sludder fra ende til anden. Matheson er i øvrigt manden bag bogen I am Legend, hvilket han åbenbart skrev med begge hænder, for dette manuskript stinker langt væk af venstrehåndsarbejde.
Bare rolig!! Det er ikke en ægte haj til trods for de vilde effekter i 3D!!
Som om at tingene ikke kunne blive værre (men det kunne de sagtens i ”Jaws: The Revenge”), så skifter hajen gud hjælpe mig også størrelse gennem filmen. Den er til tider ikke så stor, men i de sidste scener er den blevet enorm. Jeg skal ikke sige om den skabte idéen til Kirstie Alleys yo-yo slankekur, men det er en højest besynderlig oplevelse, at se en haj der udvider sig til dobbelt størrelse efter for godt befindende.
Så når regningen skal betales, er der ikke meget kød på menuen. ”Jaws 3” er et lige så godt eksempel på hvor galt det kan gå, som ”Jaws 2” var et eksempel på, hvor godt det en sjælden gang går, når man vælger at producere en fortsættelse af en klassiker. Jeg husker nu stadig øjeblikket i Tivoli Bio som noget særligt, om end at den efterfølgende film burde have en plads i glemmebogen. Det er heldigvis en saga blot, for i dag kunne man heldigvis ikke finde på at lave dårlige fortsættelser af succesfulde klassikere. Det ville mindst være lige så åndssvagt, som hvis man igen lavede film i 3D, men det er der gudskelov ingen der kunne finde på.

Score: