Anmeldelse: Sorgenfri

Årgang: 2015
Tagline: "Stay home. Lock up. Don’t breathe.” 
Genre: Zombie, Horror
Instruktør: Bo Mikkelsen
Runtime: 85 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Viaplay.
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: "28 Days Later" (2002), "Dawn of the Dead" (2004),  "The Crazies" (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson

En mærkelig virus rammer den lille by Sorgenfri. Indbyggerne bliver bliver tvunget til at holde sig indendøre af militær og politi, der patruljerer området og dækker de små villavejes huse over med sort plast. Det varer dog ikke længe, før noget går galt og indbyggerne overlades til sig selv og må kæmpe for at overleve.

De danske horrorfans er stolte og stærke. Vi vil gerne, at der bliver lavet skrækfilm - også i Danmark. Så jeg ville ønske, at jeg kunne give en glødende anbefaling af “Sorgenfri” i det følgende. Desværre bliver det ikke tilfældet. Det er der flere årsager til. Selvom filmen har fat i noget med sin æstetik, sin musik og sine effekter, har den også nogle ret markante problemer. Filmen har primært fokus på en lille kernefamilie: Far, mor og 2 børn. Mere ordinært og dansk bliver det ikke. Det fede ved den vinkel er, at det føles meget nært, når zombierne begynder at vandre i gader, butikker og skolegårde, der i foruroligende grad ligner det, som mange danskere ser, når de kigger ud ad vinduet. Det mere problematiske er, at det også bliver en smule gråt. Når forældrene slås med deres teenagesønnen Gustav om, at hans trøje skal hænges op i gangen, også selvom “han skal bruge den igen om lidt”. Når far har mere travlt med at tale med naboerne end med sin kone. Når mor læser godnathistorie for sin datter. Når alle disse ting sker, lugter det utrolig meget af noget, vi har set før i en uendelig række af andre danske socialrealistiske dramaer. Meningen er naturligvis, at det hele skal gives et twist i form af zombier, der kan rive hul i trygheden og idyllen. Problemet opstår, når de karakterer, vi gerne skal investere os i, fremstår usympatiske, som både far og teenagesøn i denne historie. Da den første zombie smadrede sin hånd gennem ruden, håbede en lille del af mig på, at Gustav ville være den første til at miste livet.

Ideen om at lukke de små familier inde i deres nu ikke længere så trygge villaer er ikke dårlig. Der er grobund for en masse spændende drama, og filmen lykkedes også med at skabe optrin, der vækker mindelser om nogle af de bedste zombiefilm, men det er øjeblikke i en helhed, som er præget af nogle figurer, der ikke rammer noget, hverken ved at være vellykkede stereotyper eller reelt interessante multifacetterede mennesker. Et eksempel: Gustav forelsker sig i pigen, der bor overfor. Han belurer hende med en kikkert, og hun opdager det. Dagen efter opsøger han hende og taler lidt med hende. Hun spørger ham lidt underforstået til episoden, men da han glider af, accepterer hun det og virker lettere charmeret af ham. Samme aften stirrer Gustav igen på hende gennem kikkerten, men denne gang virker hun ikke fornærmet, da hun får øje på ham. Kærlighedshistorien mellem de to er bærende for hele filmen, men kommer aldrig ordentligt fra start. Den virker i stedet forceret og uden mening i forhold til historien. Samtidig får hele forløbet Gustav til at virke usympatisk, og når man indregner visse andre ting, som han i løbet af filmen er med til at udløse, er det svært at føle med ham.

“Sorgenfri” er afhængig af dens persongalleri og har erfarne dygtige skuespillere i flere roller men savner nogle stærkere replikker, når selv den ellers så dygtige Troels Lyby bliver udfordret på at levere overbevisende. Lybys rolle er ligeledes et godt eksempel på en mangel på sammenhæng, der er i figurernes handlemåder. Han tager nogle drastiske sving i forskellige retning, som slet ikke virker til at lægge i tråd med den karakter, han spiller. For at skabe plads til scener, der kan ligne noget fra andre zombiefilm, er der nogle gange gået på kompromis med karakterernes integritet, og hvem de er. Filmen åbner på Mille Dinesens forpinte ansigt, der tigger sin mand om ikke at komme ind. Hun er utvivlsomt filmens stærkeste kort og en fremragende skuespiller, der absolut får sit øjeblik til at brillere i netop denne scene, som er et flashforward til langt senere i filmen. Da vi endelig får den fulde scene, er det en af filmens eneste oprigtigt stærke øjeblikke. Her er gru at finde, men det kommer for sent. Derudover er det en af flere scener i filmen, som virker taget ud af en sammenhæng. Øjeblikke, der får det til at føles som om hele scener mangler, fordi karakterer mellem scener rykker sig fra et sted til et andet på måder og i situationer, hvor det ikke giver mening.

Det giver god mening at lave gys på dansk jord. Nogle af de mest legendariske horrorfilm drog fordel af små samfund, der fremstår trygge, men som på den ene eller anden måde vender sig imod hovedpersonen. Enten fordi noget hele tiden har været råddent, eller fordi noget udefrakommende korrumperer, hvad der før var uskyldsrent. “Sorgenfri” føles som om, at den vil det hele på en gang. Den venter så længe med at eskalere sin konflikt, at det er svært ikke at blive sat af længe før man når så langt, fordi filmens personer er usympatiske, jævne eller ragende ulogiske i deres handlinger. Det er en skam, fordi filmens afsluttende del leverer gode øjeblikke. Når “Sorgenfri” er bedst, føles den som en “best of” af tidligere tiders succesfulde zombiefilm, tilføjet et dansk islæt. Det er bare en skam, at den ikke sætter de gode øjeblikke ind i en sammenhæng, hvor det for publikum føles som om, der er noget værdifuldt vi risikerer at tabe.

Score: