20. maj 2016

Anmeldelse: Deadpool.

Årgang: 2016.
Tagline: ”Bad ass. Smart ass. Great ass.”
Genre: Action, Adventure, Komedie.
Instruktør: Tim Miller.
Runtime: 108 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 65” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB
Se trailer her.
Se også: Kick-Ass (2010), ”Guardians of The Galaxy” (2014), Ant-Man” (2015).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Der var engang, hvor jeg brændende ønskede, at der ville komme en rigtig Marvel superheltefilm. I dag ønsker jeg mig brændende, at det snart stopper. Formaterne har været forkerte fra start af. Man har fortalt historier, der udelukkende havde til formål, at starte en franchise, hvilket har gjort de forskellige universer enormt forudsigeligt, kedelige og kønsløse. Man har manglet perspektiv, for det hele har handlet om merchandise og indtjening, og derfor står vi nu med en masse superheltefilm, der hverken kan fortælle en ordentlig historie, skabe et fornuftigt plot – eller endsige bringe et minimum af underholdning til skærmen. Vi har fået kastet kaskader af X-Men, Spider-Man, Iron Man og Fantastic Four film efter os i en sådan grad, at min kvalmetærskel for pumpede mænd i spandex har nået bristepunktet.
Deadpool vender tilbage til rødderne.
Når man nu begræder udvandingen af Marvel, så kan man til gengæld glæde sig over, at griskheden nu efterhånden har skabt nogle solide film på baggrund af enormt tynde karakterer fra det enorme Marvel univers. ”Guardians of The Galaxy” var i min optik bedre end hovedparten af de traditionelle superheltefilm, og med ”Ant-Man” ramte man plet med en film, hvor både voksne og børn kunne få en festlig og underholdende oplevelse. Med Deadpool fortsætter man denne lækre trend, om end at man nok bør putte børnene, hvis man ikke vil udsætte dem for perfide jokes, under-bæltestedet humor og platte oneliners om pik og patter.
”Deadpool” er historien om Wade Wilson, der er en lejemorder, som er ved at dø af cancer. Da han får muligheden for at redde sig selv fra den frygtelige sygdom, ryger han i hænderne på Ajax, der har et problem med Wades smarte facon. Wade bliver kureret, men får en lille hilsen fra Ajax i form af en komplet maltraktering af hans ansigt. Ude af stand til at kunne fungere med sit deforme ansigt, bliver Wade til Deadpool, hvis eneste ønske i livet er at få sin kærlighed tilbage – og at tage frygteligt hævn.
Et ganske umage trekløver af ”helte”.
Det er tydeligt fra start, at ”Deadpool” ikke handler om den gode historie, for den eksisterer ikke. I stedet har man fra første scene valgt, at erstatte alle traditionelle konventioner med humor, action og mere humor. Plottet er tyndt, kedeligt og skinner gudskelov sjældent igennem, for filmen virker bare allerbedst, når man fuldkommen dropper intentioner om at skabe en film, der bare nogenlunde hænger sammen. Derfor kan man, med rette, kalde selve håndværket for makværk, for det er det så bestemt – og det bliver ikke bedre gennem filmens samfulde 108 minutter. Når det så er sagt, så er ”Deadpool” så fantatisk underholdende, at det er svært ikke at elske filmen til trods for de mange mangler. Faktisk er det hele ironien bag filmen, at den netop virker, selv om den på ingen måde tager sig selv, sin hovedperson eller sit univers seriøst overhovedet. Tværtimod er det hamrende morsomt, når Deadpool stiller spørgsmålstegn ved de mange tåbeligheder, der naturligt følger med hele superheltekonceptet.
Det er så sødt, når de tror, at de har en chance...
Filmen er båret af tåbeligheder, hvilket gør Ryan Reynolds til den perfekte hovedrolleindehaver. Selv om han til har måtte kvitte sit hverdagsarbejde som grøn lanterne for den ”anden side”, er han en fornøjelse fra start til slut. Reynolds var også Deadpool i ”X-Men Origins: Wolverine”, hvor karakteren var noget mere nedtonet, hvilket jo er det skønne ved Marvels univers, hvor man til forskellige lejligheder justerer på sine figurer, for at de senere kan give mening i en anden sammenhæng. I samme åndedræt kan man, hvis man ikke kender tegneserierne, godt glæde sig til næste Deadpool film, hvor Cable bliver introduceret.
...men det har de ikke.
Der skal derfor lyde en bøn herfra til Marvel, om at fortsætte med at introducere de smalle figurer fra deres kæmpe univers. De er muligvis ikke så kendte, som ”Avengers”, ”X-Men” og ”Fantastic Four”, men det betyder ikke, at man ikke kan lave gode film ud af deres historier alligevel. Jeg har ikke glemt hverken ”Ghost Rider” eller ”The Punisher”, som absolut ikke har haft godt af, at blive udstillet på det store lærred, men derfor skal der alligevel lyde et bravo herfra – for med Deadpool har man scoret et hattrick for utraditionelle Marvel film. Dem vil vi gerne have mange flere af.

Score:

13. maj 2016

Anmeldelse: The VVitch: A New-England Folktale.

AKA: ”The VVitch”, ”The Witch”.
Årgang: 2015.
Tagline: "Evil takes many forms.”
Genre: Horror, Drama.
Instruktør: Robert Eggers.
Runtime: 92 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB.
Se også: “The Blood on Satans Claw” (1971), “The Crucible” (1996), “The Black Death” (2010).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Vi er i New England i 1600-tallet. På en isoleret gård på kanten af den vilde natur, bor en lille familie der er blevet udstødt af deres menighed; forældrene William og Katherine og deres fem børn, heriblandt datteren Thomasin. Da deres yngste nyfødte barn pludselig forsvinder, retter mistanken sig snart mod Thomasin. Og som om det ikke var nok, begynder familiens afgrøder også at gå til. Der er tilsyneladende skumle kræfter, der arbejder mod familien. Kan der være tale om heksekræfter?
Lille Thomasin, hvad har du dog rodet dig ud i?
Der er ingen tvivl om, at instruktør Robert Eggers har kigget dybt i de støvede historiebøger for at skabe en film, der tegner et så realistisk billede af "hekseriet" i 1600-tallet som overhovedet muligt. Og det lykkedes han vist ret godt med, for "The Witch" er grå, kold og til tider hjerteskærende brutal. De flotte og stemningsmættede billeder formidler helt ufortyndet råt, hvordan det må have været at være en udstødt familie i 1600-grønlangkål; overladt til sig selv, i ubarmhjertige omgivelser. Og i dette tilfælde har de stakkels bønder ikke kun elementerne at slås imod - det lader også til, at der er mørke kræfter der skal bokses med.
Corruption, thou art my father!
Skuespilpræstationerne følger heldigvis fin trop med filmens stærke visuelle udtryk, og især Ralph Ineson og Kate Dickie, der spiller forældrene på det hårdt prøvede landsted, spiller så gnisterne fyger om ørerne på en. De ikke bare ligner noget der er skåret direkte ud af middelalderen, de lyder også som det, når de leverer den ene religiøse svada efter den anden, med fanatisme i øjnene og fråde i mundvigen. Skuespillerne tror på det materiale de har fået stillet til rådighed i "The Witch", og det har du også bare at gøre - ellers vil du blive ramt af helvedesilden!
Du skal ikke fare vild i skoven i skumringstid - heller ikke selv om du har et gevær der er længere end dig selv.
Det religiøse aspekt af tilværelsen i 1600-tallet er i højsædet i "The Witch", så vi får altså (meget) mere religiøst mundlort, end vi får flyvende heksekoste og børn i den sorte gryde. Og desværre også så meget, at det bliver for meget. Når man lige har slugt den, så kommer mit største problem med filmen - og det er, at der går lige lovlig meget Shakespeare i dialogen. Der er med andre ord alt for meget "thou mig her og thou mig der" til min smag. Sidst, men ikke mindst, så sidder man og venter på at skidtet rigtig skal kicke off, men det tager for lang tid - og da det endelig begynder at ligne noget rigtig djævelskab - ja, så slutter filmen desværre?!
Bordbøn, det skal der til - desværre har Gud lukket for konsultationen.
Den realistiske tilgang til emnet, betyder altså mere historietime end det betyder Sværd & Trolddom, så det skal man lige være forberedt på. "The Witch" er blevet hypet en del efter at traileren ramte det store internet, og filmen vil uden tvivl skuffe mange. Men den vil samtidig begejstre andre, som vil finde stor tilfredsstillelse i filmens dedikation i at være en ægte slow burner med høj detaljegrad i billeder, lyd og dialogpræstationer. Personligt havner jeg lidt midt imellem de to stole.


Score: