28. maj 2011

Anmeldelse: Shadow (2009).

Shadow (2009).
Tagline: "Reality can be sicker than nightmares"
Set d.28/05-11
DVD.
HD-Projektor.
DTS 5.1 Surround.
Runtime: 74 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se også: Castle Freak (1995), Jacob's Ladder (1990), Frontière(s) (2007).

Anmeldt af Allan Sørensen.








Den italienske popstjerne Federico Zampaglione (forsangeren fra bandet Tiromancino) prøver at sparke noget liv i den italienske horror genre. Men hjælper det med kunstigt åndedræt til en patient der har ligget i koma de sidste 20-30 år? I 'Shadow' fra 2009 følger vi David (Jake Muxworthy), en ung soldat hjemvendt fra krigen i Irak, der er på mountainbike tur i og omkring bjerget og skovområdet "The Shadow" et ukendt sted i Europa. Der går ikke længe før han falder for den smukke Angeline (Karina Testa) og rager uklar med nogle brutale, britiske jægere. De to turtelduer bliver jaget vildt men meget snart er både bytte og jægere faret vild i en unaturlig tåget del af skoven - en del af skoven som ikke engang jægernes hund Kaiser, har mod på at bevæge sig ind i. For det er ikke bare lemlæstende fælder og livsfarlige klippeafsatser den tykke tåge skjuler på. Det finder David og hans to plageånder ud af da de vågner side om side, på kolde og beskidte operationsborde med en høj, sygeligt afpillet og skaldet skikkelse cirkulerende omkring dem, som en haj, der nøje udvælger sig et sagesløsest offer, inden det altødelæggende angreb.
'Shadow' er en fin lille indie-gyser som heldigvis ikke falder i torture-porn-fælden. Filmen flirter fint med temaet, men gør ikke mere ud af, og tak for det. Her er ikke meget kød på historien og stort set ingen opbygning af filmens få karakterer. Til gengæld er filmen effektivt skudt og holder et godt tempo hele vejen igennem, understøttet af et pirrende soundtrack. Skuespillerne er stort set ukendte (Jake Muxworthy har du måske set i 'Borderland' fra 2007) men de gør det ganske udmærket og især Nuot Arquint som den mystiske, radmagre og ondskabsfulde Mortis er helt i særklasse. Hans bevægelser (Nuot Arquint er tidligere danser) og mimik er helt specielle og giver filmens boogeyman et helt unikt look og en meget skræmmende fremtoning på skærmen.

Hvad har vores hovedperson David rodet sig ud i?



Filmen føles desværre for kort og det er alt for tidligt at vi må sige farvel til den uhyggelige Mortis og hans underjordiske helvedes-hule. 74 minutter er for lidt og 'Shadow' kunne sagtens have spillet 20 minutter ekstra. Kæresten var flygtet hvinende ud af stuen og filmen var først ved at få rigtig godt fat i løbet af de sidste 20-30 minutters spilletid - så er det meget ærgerligt at producenten enten er løbet tør for penge eller instruktøren for ideer, for pludselig slutter filmen, i et ikke så gennemført twist.

Mortis er filmens styrke.



Zampagliones kærlighed til genren og ikke mindst legenderne Bava og Argento skinner momentvis igennem filmen og mens hans visuelle flair er tæt på det perfekte så halter hans evner som historiefortæller desværre langt bagefter. 'Shadow' er ikke ligefrem genfødslen af italiensk horror, men den er heller ikke bare endnu et søm i kisten.

Score:


27. maj 2011

Anmeldelse: Piranha (1978).

Piranha (1978).
Tagline: "Then... you were shocked by the great white shark - Now... you are at the mercy of 1000 jaws!"
Set d.27/05-11
DVD.
42" Plasma.
Dolby Digital 2.0.

Runtime: 94 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se også: Alligator (1980), Grizzly (1976), Orca (1977).

Anmeldt af Allan Sørensen.








Med Alexandre Aja´s remake af 'Piranha' i farvandet, tager vi et kig på Joe Dante´s originale animal-attack-movie fra 1978. Det er desværre DVD udgivelsen og ikke den noget flottere blu-ray udgivelse af filmen vi skal se på. Da to unge backpackers vælger at springe i et bassin på en gammel militærbase, bliver de angrebet og ædt af genetisk manipulerede piratfisk. Privatdetektiven Maggie McKeown bliver hyret til at opspore de to teenagere. Snart løber hun ind i eventyren og drukkenbolden Paul Grogan, der assistere hende i hendes søgen og inden længe har de ved et uheld fået tømt reservoiret med de genmanipulerede fisk ud i den tilstødende flod. De skarptandede sataner tygger sig igennem alt og alle med retning mod den lokale lejerskole, hvor Grogans datter er på udflugt.


Da Steven Spielbergs kæmpe succes 'Jaws' udkom i 1975 slog den alle rekorder. Mega-hittet skabte stort set en helt ny genre indenfor filmverden, i form af dyr der går amok på mennesker. Et utal er mere eller mindre heldige forsøg på at gøre Spielberg kunsten efter blev spyttet ud på stribe, og den kendte B-films producent Roger Corman ville også havde en bid af kagen. Han gav opgaven til en helt ung og uprøvet Joe Dante - og det var ikke en dårlig ide.
'Piranha' er nu en over 30 år gammel sag, men den holder stadig. Filmen har den her udefinerbare b-films charme som ældre film indenfor horror-genren kan indeholde.

Surf's Up!


Man taber ikke ligefrem kæben på gulvet over plot, dialog og skuespil (læg dog mærke til at Barbara Steele dukker op) men det gør ikke noget, for Dante kombinerer mesterligt både humor og skræk i en utrolig underholdende film. Effekterne består mest af folk i panik, hurtige klip, rystende kameraføring, masser af blod og pap-piratfisk på pind, men det virker som det skal. Og det virker også langt bedre end mange af de computerbaserede CGI effekter vi ser nu om dage. Filmen er ikke en mastodont som 'Jaws', men alt i alt er 'Piranha' en af 1970érnes bedre low-budget horror-film.

Score:
 

25. maj 2011

Anmeldelse: Black Dynamite (2009).

Black Dynamite (2009).
Tagline: "He's super bad. He's outta sight. He's..."
Set d.25/05-11
DVD.
HD-Projektor.
5.1 Surround.

Runtime: 84 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se også: Savage! (1973), I'm Gonna Git You Sucka (1988), Shaft in Africa (1973).










'Black Dynamite' er en hyldest til 70'ernes Blaxploitation-film som 'Shaft' (1971), 'Coffy' (1973), 'Foxy Brow' (1974) og 'Super Fly' (1972).
Blaxploitation er en genrebetegnelse for film oftest handler om big, bad, black, super fly, jive talkin', mothafucka brothers med det vildeste mikrofonhår og et  endnu vildere pimpgear. En brother som tager kampen op imod kriminalitet iført stram Kung-fu og og den største og ondeste .45 Magnum - can you dig it?

Hovedpersonen Black Dynamite er en sådan brother i yderste potens! I sådan en grad at selv vores allesammens Chuck Norris ville tænke sig rigtig godt om inden han gik i in-fight med vores kung-fu hustling cool cat af en hovedperson. Som han selv udtrykker det; "Because whenever there's injustice, wrongs to be righted, innocents to be defended, Black Dynamite will be there, delivering ass-whuppings. and I will not hesitate to lay the hammer down on any clown that comes around."

Black Dynamite tager på udflugt med sine gunslinging cool cats.

















Da hans tidligere arbejdsplads CIA får brug for ham for at optrevle en narkoring, må han straks slå til. Det er selvom han for længst har forladt korpset, efter hans bror blev dræbt af "The Man". Og inden du kan nå at sige "super fly", befinder vi os i en af de sjoveste, mest veloplagte og vellykkede genre-spoofs i meget, meget lang tid. Glem alt om den sidste tids utallige og helt igennem forfærdelige spoof film for 'Black Dynamite' høre til blandt de bedste som f.eks 'Young Frankenstein' (1974), 'The Naked Gun' (1988), 'Spaceballs' (1987) og en anden Blaxploitation spoof 'I'm Gonna Git You Sucka' fra 1988.
Filmen er stilsikkert udført og ligner og ikke mindst lyder som the real deal. En af styrkerne ved de oprindelige Blaxploitation film var de super sprøde soundtracks - lyt bare til Pusherman af Curtis Mayfield fra 'Super Fly' (1972), Across 110th Street af Bobby Womack eller et af lettest genkendelige film-temaer nogensinde; Theme From Shaft med Isaac Hayes fra filmen 'Shaft' (1971). Soundtracket til 'Black Dynamite' følger heldigvis trop og er sindssygt funky og lækkert produceret. Soundtracket er lavet helt specifikt til filmen af Adrian Younge (som spiller alle instrumenter selv) og at det er lavet i 2009 og ikke i 1970 er næsten ikke til at tro.

Selvfølgelig bliver der også serveret højtbelagt Kung-fu!

'Black Dynamite' har fået tilført noget af det samme slidte udtryk vi så i Rodriguez og Tarantinos genrehyldest 'Planet Terror' (2007) og 'Death Proof' (2007). Skuespillernes udseende og stil er gennemført ned til mindste detalje og her er så mange filmreferencer at gå i flæsket på. Filmen floppede i de amerikanske biografer, men jeg håber den får et stærkt run på dvd og blu-ray markedet, det fortjener 'Black Dynamite' virkelig.

Score:

24. maj 2011

Anmeldelse: Trolljegeren (2010).

Trolljegeren aka Trollhunter (2010).
Tagline: "You'll believe it when you see it!"
Set d.24/05-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
DTS 5.1 Surround.
Runtime: 93 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se også: Cloverfield (2008), The Storyteller: The Heartless Giant (1988), The Blair Witch Project (1999).

Anmeldt af Allan Sørensen.








Vores kære norske naboer forsætter med at spytte den ene vellykkede horror-film ud efter den anden. Det begyndte med den vellykkede klassiske slasher 'Fritt vilt' fra 2006, forsættelse fra 2008 'Fritt vilt II' var endnu bedre og 3'eren er lige på trapperne. I 2008 fik vi også 'The Texas Chainsaw Massacre' homagen 'Rovdyr' og 2009 bød på den vanvittige og fantastisk underholdende nazi-zombie-basher 'Død Sne'. Slet ikke dårligt af et folkefærd som vi har noget så travlt med at stemple grå og kedelige. Og nu tager nordmændene en af deres egne mytologier under kærlig behandling, nemlig Trolde!



De færreste ved det, men i de norske fjelde og skove lever en anselig troldebestand i bedste velgående. Troldesikkerhedstjenesten holder imidlertid væsenernes eksistens hemmelig, og det er en gammel eks-flådesoldat opgave at dræbe de trolde, som forvilder sig uden for reviret. En gruppe universitetsstuderende der får til opgave at lave en dokumentarfilm om en personlighed fra lokalområdet og vælger at fokusere på en enspænder som kommer til byen med jævne mellemrum. Alt de ved er at han hedder Hans og at han mistænkes for at være en krybskytte som jager bjørne. Det viser sig dog være langt fra sandheden, da Hans har et langt mere farlig og uhyggeligt job. Det lyder dumt men prøv nu at hænge på lidt endnu…

Hvem siger at nordmænd ikke har humor?


'Trolljegeren' er en såkaldt mockumentary, en film i dokumentaristisk stil som vi kender fra f.eks 'The Blair Witch Project', 'Cloverfield' og 'Paranormal Activity'. Mens 'Trolljegeren' kæmper med et plot og et emne som meget nemt kunne drukne i platheder, pinligheder og urealisme (en form for realisme er vigtig i mockumentaries, hvis illusionen ikke skal briste) magter instruktør André Øvredal heldigvis at holde begivenhederne i stramme tøjler. Filmen skrider langsomt (men klædeligt) frem, mens vi bliver oversået med smukke og barske billeder af den norske natur i alt dens magt. Effekterne kan man ikke ønsker sig meget mere af - troldene er lige som de skal være! De er store, voldsomme og grimme - ikke for meget og ikke for lidt. De er nøjagtig som jeg forestillede mig trolde så ud da jeg var en lille dreng - det er fantastisk godt ramt og jeg elsker at man har designet troldende efter det klassiske nordiske trold-look (hvis der er noget der hedder det). Ikke noget med at gå komplet Hollywood i effekt-afdelingen og overdriver det ene og det andet, så vi til sidst ville stå med noget der lignede Godzillas og Donald Trumps bastard-søn i fåreklæder. Mit eneste lille minus er at jeg savende noget mere og nogle flere af slagsen på de 93 minutter filmen ruller. Skuespillet kan jeg heller ikke sætte en finger på. Især Otto Jespersen i rollen som den vejrbidte og seje troldejæger Hans er helt eminent. Og de unge studerende er lige tilpas nysgerrige og  panikslagne på deres rejse med Hans, der skal dog ikke herske tvivl om at det er de store trolde der er hovedpersonerne i 'Trolljegeren'.

Troldene er intet mindre end imponerende!




Her til sidst, må jeg lige klappe i mine hænder en ekstra gang! For hvor er det dog befriende, at se noget andet end de sædvanlige, gamle og mølædte cirkusheste som vampyrer, zombier, varulve og maskerede madmen blive trukket rundt i manegen for gud ved hvilken gang. At se noget så skandinavisk og legendarisk som trolde blive vækket til live på det store lærred er en sand fryd og dybt, dybt originalt. Det lader desværre ikke til at filmen kommer i de danske biografer (man har vel travlt med at sende 'Far Til Fire' og andre ligegyldigheder) og det er rigtig ærgerligt - for der er ingen tvivl om at troldende regere bedst på et STORT lærred og med fuld blæs på anlægget! HOV, Hvem er det, der tramper på min bro?!

Score:



22. maj 2011

Anmeldelse: The Living Dead at Manchester Morgue (1978).

The Living Dead at Manchester Morgue (1978) (aka "Let Sleeping Corpses Lie", "Don't Open the Window").
Takline: "They tampered with nature - now they must pay the price..."
Set d.22/05-11
Blu-ray.
42" Plasma.
Dolby Digital 5.1.
Runtime: 95 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Anmeldt af Allan Sørensen.






Jorge Graus forholdsvis oversete zombie-klassiker, den spansk/italienske 'No Profanar el Sueño de los Muertos' aka 'The Living Dead at Manchester Morgue' aka 'Alt for mange andre titler' er en stemningsmættet og vellykket horror-film med de levende døde som den helt store trussel. Grau var tydeligvis inspireret af Romeros mesterværk 'Night of the Living Dead' (1968), mens hans film senere hen har inspireret noget af Lucio Fulcis arbejde. 

 
Heldigvis har 'The Living Dead at Manchester Morgue' sin egen stil og det ligner ikke en dårlig kopivare. Filmen kæmper med et dræbende, langsommeligt tempo i de første 30 minutter, men hvis du stadig er blandt os er det her festen for alvor går i gang. Jorge Graus zombie-eskapader er sat i det landlige og meget smukke Storbritannien. Et valg der giver en masse flotte locations og instruktøren har udnyttet dette til fulde. Man kunne ikke ønske sig meget mere af filmen når det kommer til billede og lyd. Især på blu-ray står udgivelsen knivskarpt.

Mon ikke Danny Boyle også har set Graus gamle zombiefilm.


Politiet står overfor nogle grusomme drab og ordensmagten får snart indstillet sigtekornet på vores hovedpersoner, de to hippier George og Edna. Den målrettede Kriminalkommissær mener at de to hippier er ekstreme satanister der vælter gravstene og flår folk i stumper og stykker. Hvad han ikke ved er at gerningsmanden skal findes blandt de levende døde. - og den helt store skurk er økologisk landbrug! George og Edna spilles af henholdsvis Ray Lovelock og Cristina Galbó og de gør det heldigvis godt. Det samme gør Arthur Kennedy i rollen som den strenge Kriminalkommissær. Når 'The Living Dead at Manchester Morgue' er helt oppe og ringe er den genial, uhyggelig og stemningsmættet - i sine værste øjeblikke er filmen ufrivillig morsom, corny og dum. Men alt i alt er det vel også de ingredienser der skal til, for at lave en vaskeægte og vellykket zombie-film.

Score:

20. maj 2011

Anmeldelse: The Prowler aka Rosemary´s Killer (1984).

The Prowler aka Rosemary´s Killer (1984)
Tagline: "if you think you're safe... you're DEAD wrong!"
Set d.20/05-11
DVD.
42" Plasma.
Dolby Digital 2.0.
Runtime: 89 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'The Burning' (1981), 'My Bloody Valentine' (1981), 'Friday the 13th Part III' (1982).

Anmeldt af Allan Sørensen.








I 1980′erne begyndte slasherfilm for alvor at terrorisere et publikum der hungrede efter mere og mere død og lemlæstelse. Denne tørst var blevet tændt af Carpenters banebrydende 'Halloween' fra 1978. Filmen blev et kæmpehit, ikke mindst økonomisk. Dette startede en sand lavine af slasher-film skåret over den velkendte skabelon: En ustoppelig maskeret morder, unge (tit meget nøgne) damer, dumme drenge, en jomfruelig heltinde, tilsæt voldsomme mord og blodige afstraffelser. Udover genre-klassikerne 'Friday the 13th' (1980) og 'A Nightmare on Elm Street' (1984) fik vi også en håndfuld mindre kendte film, men det gør dem ikke mindre interessante. En af disse glemte slasher-film er Joseph Zitos 'The Prowler' eller 'Rosemary's Killer', som filmen blev navngivet i Europa.


'The Prowler' begynder med dokumentar materiale fra tiden lige efter 2. Verdenskrig. Her ser vi amerikanske soldater der fragtes hjem af luksuslineren Queen Mary efter sejren over Nazityskland. I nyhedsspeaken, der ligger henover billederne, refereres der kort til de såkaldte "Dear John-letters" – en betegnelse for breve, hvori en pige slår op med sin soldater-kæreste, og et ulykkeligt fænomen, som mange udstationerede lærte at kende under krigen. Ved dimensionsfesten i Avalon Bay, d. 28 juni 1945 bliver to forelskede unge mennesker brutalt dræbt med en grum høtyv. Det ene offer er pigen Rosemary og det andet er hendes nye kæreste, - hun har droppet sin oprindelige via "Dear John" metoden. 35 år senere begynder en maskeret morder (ja, sådan en er der skam med...), iført WW2 US Army uniform, at sætte den lille New Jersey by på den anden ende, ved at være opsat på at genoplive det 35 år gamle dobbeltdrab. Vores camouflage-glade psykopat har udset sig en gruppe unge college-elever til det årlige forårsbal. Men hvem er denne morder med en forkærlighed for gamle uniformer og hvorfor er han opsat på mere blodudgydelse?

Militærtøj og høtyv!


Joseph Zitos er manden bag 'The Prowler' og han gjorde det så godt at han 3 år senere blev hyret til at lave 'Friday the 13th: The Final Chapter' (1984). Det var fuldt fortjent for 'The Prowler' er en ond og dyster sag. Filmen har en intens, kvælende stemning og vores maskerede weirdo er en velfungerende en af slagsen. Skuespillerstaben gør det hæderligt og består (som så tit i denne slags film) af unge og ukendte ansigter. Men hvis man er vågen popper Fraley Granger ('Strangers on a Train' (1951) og 'Rope' fra 1948) pludselig op i en mindre rolle. 'The Prowler' største force er uden tvivl Tom Savinis arbejde med effekterne. Han har udtalt at hans bedste arbejde er at finde i 'The Prowler' og jeg er tæt på at være enig. Mordene er afsindig godt lavet og får en til at savne de gode gamle dage hvor der ikke var noget der hed computereffekter. Zito hjælper også godt til ved at lade kameraet blive på uhyrlighederne i stedet for hurtigt at klippe væk - dette giver gore-faktoren et betydeligt løft og der skal ikke være tvivl om at Savinis effekter er filmens helt store stjerne.

Special-effect legenden Tom Savini holder sig ikke tilbage.


Afvikling af handlingen er lidt stiv og der er helt sikkert nogle ting som kunne være eksekveret meget bedre. Det ændrer dog ikke på, at som genrefilm, fungere 'The Prowler' fortræffeligt. De sublime effekter, den mørke stemning og grusomheden i filmens kills gør at 'The Prowler' er en film til den sultne fan af gamle halvglemte slasher-film. Zitos film fortjener i allerhøjeste grad titlen "kult".

Score:



19. maj 2011

Anmeldelse: Hobo with a Shotgun (2011).

Hobo with a Shotgun (2011).
Tagline: "Delivering justice, one shell at a time..."
Set d.19/05-11
Biograf.
Runtime: 86 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se også:'Street Trash'(1987),'The Toxic Avenger' (1984),'The Warriors'(1979).

Anmeldt af Allan Sørensen.










80'er-filmikonet Rutger Hauer er tilbage på toppen af bunden, i den anarkistiske og vanvittige exploitation-film 'Hobo with a Shotgun'. Filmen er baseret på én af de faux-trailers, der blev lavet til Tarantinos og Rodriguez' "Grindhouse"-projekt i 2007. I USA blev 'Planet Terror' og 'Death Proof' fremvist i biograferne i et såkaldt "double-feature" format. Et koncept man arbejdede med i 60'-70'ernes rigtige Drive-in og Grindhouse-biografer. De to "Grindhouse"-film blev vist lige efter hinanden og som mellemmåltid brugte man faux-trailerne for at skabe det helt rigtige og sleazy udtryk filmene stræbte efter. Det var intet mindre end genialt! Sidste år kom den stjernebesatte 'Machete', den første film som er baseret på en af de falske trailers fra 2007. Hvor 'Machete' var nogenlunde vellykket Mexploitation manglede den stadig det sidste udefinerbare ka-pow for at kunne måle sig med filmene fra The Gruesome Twosome - Quentin Tarantino og Robert Rodriguez. Men nu melder en gammel, træt og hjemløs vagabond sin ankomst - og med sig bringer han sine stål-blå øjne, det ondeste jagtgevær fanget på film og et rent æreskodeks om hvad der er rigtigt og forkert.


Plottet er lige så simpelt som titlen er genial, nøjagtig som det sig hør og bør i denne type film. Vores vagabond springer af godstoget ved endestationen. Endestationen viser sig desværre at være den bundrådne og livsfarlig by, Hope Town. Graffiti-vandaler har meget passende omdøbt byskiltet til Scum Town. Byens miserable indbyggere styres med brutal hånd af den psykotiske forbryder Drake, hans håndlagere og et korrupt politi. Inden længe får vores Hobo nok af volden og ydmygelserne der regner ned over ham og hans medmennesker - det er tid til at rydde op i Scum Town. Bevæbnet med en pumpgun, assisteret af en glædespige og udstyret med et godt hjerte går en scruffy Rutger Hauer i krig mod tyranniet i helvedes forgård.

Forbryderkongen Drake finder sig ikke i dårlige undskyldninger.


Jason Eiseners (der også stod bag den sindssyge jule-kortfilm 'Treevenge' i 2008 - som stadig kan findes på youtube) debut som spillefilmsinstruktør er fuldført over-the-top exploitation i ægte 80'er-stil. Den står på heftige one-liners, kulsort humor, nøgne damer, vanvittigt overspil og gore, gore og gore! For slet ikke at snakke om et dejligt overstyret 80'er-forfærdeligt synthesizer-soundtrack. En stil vi allerede kender fra det legendariske independent selskab Troma Entertainments filmkanon og film som f.eks 'Street Trash' fra 1987. 'Hobo with a Shotgun' holder gaspedalen skruet helt igennem karosseriet i samtlige 86 minutter. Der bliver ikke taget gidsler når forbryderkongen Drake og hans to sønner dele dummebøder ud og filmen bader i praktiske old school gore-effekter. Blodet stråler til alle sider og det flyver med afrevne legemer både til højre og til venstre. De praktiske effekter er lige i øjet og vi ser næsten intet til de påklistrede og grimme CGI-effekter som især 'Machete' led under.

Hobo holder sig ikke tilbage når der skal uddeles bly.



Rutger Hauer er i særklasse i 'Hobo with a Shotgun'. Den blonde kæmpe der blev kendt som dysfunktionel cyborg i Blade Runner fra 1982 og tomlende seriemorder i The Hitcher (1986) er efterhånden blevet 67 år. Heldigvis udstråler han intensitet og styrke som aldrig før. Og man kan kun hoppe op og ned af glæde over at han sagde ja til rollen som vagabonden. Hans præstation er fejlfri og rollen er som skrevet til ham. Ligesom Robert Rodriguez og Christopher Nolan, gav Hauer roller i 'Sin City' (2005) og 'Batman Begins' (2005) måtte Jason Eisener bare have sit idol med i sin nye film. Eisener blev noget overrasket over, at det lykkedes at få den gamle stjerne med på ideen om at skabe en syret og grænseoverskridende vigilante film i bedste 80ér stil. Hvorfor Rutger Hauer gik med på ideen forklare han selv meget godt her:

»Filmkunsten har spildt alt for meget tid på kommercielt tyggegummi-bullshit om, hvad publikum vil have. Som filmskaber kunne man ikke være mere ligeglad med, hvad de vil have, man har behov for at give folk, det jeg føler. Det kan man gøre nu. Redskaberne er ikke længere utilgængelige, så nu handler det om kreativitet og indhold.«

Effektive problemknusere.


Dette er ægte "Grindhouse" og "exploitation" i 2011, 'Hobo with a Shotgun' er alt hvad en man kunne turde håbe på. Filmen lykkedes faktisk også bedre med at fange hele ånden omkring genren end dens forældre gjorde det i 2007. Når det er sagt skal der dog ikke herske den mindste tvivl om at 'Hobo with a Shotgun' virkelig er en kompromisløs og ultravoldelig filmoplevelser. Og det betyder at det er ikke en film for alle og enhver. 'Hobo with a Shotgun' er et meget tiltrængt frontalangreb på hvad folk generelt finder som "god smag". Dette er en af filmens helt store styrker. Jason Eisener er fan af genre og filmen er lavet til fans af genren. Instruktøren har (heldigvis) INTET gjort for at please mainstream publikummet - og tak for det. Hvis alle dog bare lavede film på den måde. Og lige her til sidst, giv os så de andre faux-trailers i spillefilmslængde - 'Werewolf Women of the SS', 'Don't' og 'Thanksgiving'.

Score:

18. maj 2011

Anmeldelse: Dead and Buried (1981).

Dead and Buried (1981).
Tagline: "It will take your breath away... all of it"
Set d.18/05-11
DVD.
42" Plasma.
Dolby Digital 5.1 Surround.

Runtime: 94 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'After.Life' (2009), 'I Walked with a Zombie' (1943), 'Angel Heart' (1987).
 
Anmeldt af Allan Sørensen.








Ronald Shusett og Dan O'Bannon som begge stod bag den oprindelige historie til mesterværket 'Alien' (1979) havde igen spidset pennen og Gary Sherman, som kun havde en film i bagagen som instruktør, nemlig 'Death Line' (1972), blev sat på opgaven. Dan O’Bannon sans for atmosfære, stemning og uhygge frem for overdrevet effektjageri skinner igennem gang på gang. Når det er sagt er 'Dead and Buried' nu ikke ligefrem blottet for død og lemlæstelse.


Den lokale sherif Dan Gillis (James Farentino) får travlt da turister og gennemrejsende dør som fluer i den lille og stille kystby Potters Bluff. Som om dette ikke er nok, begynder der at gå rygter om at de nu afdøde ofre optræder som normale, venlige borgere rundt omkring i byen. Det går snart op for vores hovedperson at der er noget helt, helt galt med den på overfladen postkort idylliske, lille by. Befolkningen er levende døde som er i en andens magt og denne dukkefører giver sig ikke uden kamp. Dan Gillis prøver nu sammen med den lokale bedemand William G. Dobbs (fantastisk spillet af Jack Albertson, i sin sidste filmrolle) afsløre byens hemmelighed. Læg også mærke til Robert Englund i en af hans pre-Freddy Krueger roller.
Folk falder som fluer i den lille by.


Filmen fungere rigtig godt, især på grund af den dybt paranoide stemning der hurtigt opbygger sig da vores hovedperson indser at der ikke er mange han kan stole på. Da alle ligner sig selv er han oppe imod en usynlig fjende. Det er en barsk og til tider direkte brutal horror-film der har mere tilfælles med 'Invasion of the Body Snatchers' (1956) og 'The Thing' (1982) end den har med de klassiske zombie-film. Det er ikke mange steder filmen halter, 'Dead and Buried' underholder fra start til slut og er forfriskende med sit utraditionelle bud på en film om de levende døde.

Score:


16. maj 2011

Anmeldelse: Season of the Witch (2011).

Season of the Witch (2011).
Tagline: "Not all souls can be saved"
Set d.16/05-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
DTS 5.1 Surround.
Runtime: 95 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se også: Solomon Kane (2009), Black Death (2010), Brotherhood of the Wolf (2001).

Anmeldt af Allan Sørensen.








Inden du giver dig i kast med 'Season of the Witch' skal du tjekke følgende: Er det søndag? Er det omkring eller lidt over middag? Er du lige vågnet? Har du tømmermænd? Arbejder din hjerne kun på halv kraft (eller mindre)? Hvis du kan svare "JA!" til alle disse betingelser kan du godt gå hen og finde dig underholdt af 'Season of the Witch' - ellers skal du nok holde dig på behørig afstand. Instruktør Dominic Sena har kastet sig over 1400-tallets pestbefængte omgivelser og de omfattende heksejagter der huserede i perioden. Dominic Sena har tidligere stået bag den meget vellykkede og anbefalelsesværdige 'Kalifornia' fra 1993, men han har fået de sidste 20 år til at gå med middelmådige film som remaket af 'Gone in Sixty Seconds' (også med Nicolas Cage), 'Swordfish' og den intet mindre end rædselsfulde 'Whiteout' fra 2007. Desværre giver han ikke ligefrem sig selv et meget tiltrængt karriere-boost med hans nyeste film.


I hovedrollerne finder vi de to love'em or hate'em-skuespillere Nicolas Cage og Ron Perlman som de frafaldne korstogsriddere Behmen og Felson. De vender tilbage til deres hjemland efter årtiers udmattende og blodige slag mod muslimerne i Guds navn. Desværre finder de deres hjemland udslettet af Den Sorte Død, Pesten. Oldermænd og Lærte kan ikke finde en naturlig forklaring på den forfærdelige sygdoms hærgen og der går ikke lang tid før Kirkens højt placerede gejstlige bliver overbevist om, at en lokal kvinde i virkeligheden er en heks og ansvarlig for Den Sorte Døds forbandelse. Vores to helte bliver hyret til at eskortere den mistænkte kvinde til et fjernt kloster, hvor munkene vil udføre et rensende ritual, der vil bringe den forbandede sygdom til ophør. Behmen og Felson får samlet en lille gruppe mænd (med b.la danske Ulrich Thomsen i truppen) og begynder deres farefuld rejse mod (og måske med) det ukendte.

"Where the hell are we going, boy?"
Nogle af de vigtigste elementer i 'Season of the Witch' halter som en skamskudt spedalsk, men fotograferingen og lyden er der ikke noget at sætte en finger på helt. Det mudrede Europa ser lige så mørkt, ondt og stemningsfuldt ud som man kunne forestille sig og skuespillerne ligner også den ægte vare (hvis man lige ser bort fra Nicolas Cage noget besynderlige hår). Nicolas Cage gør det rigtig fint og det samme kan stort set siges om resten af filmens skuespillere, der alle levere en hæderlig indsats. Hammer-legenden Christopher Lee har også sneget sig ind i en lille rolle, som en pestdøende kardinal og på trods at flere kilos ansigts-makeup sætter han dem alle på plads.
Den dystre stemning virker fortrinligt når 'Season of the Witch' er bedst.


'Season of the Witch' sygdom er et meget, meget tyndt manuskript og i dette tilfælde er det en dødelig sygdom. Det er usammenhængende, forudsigeligt og er ikke meget bedre skrevet end noget undertegnede kunne havde skriblet ned for 15-20 år siden, til et spil Dungeon & Dragons med vennerne. I de sidste 30 minutter falder filmen fuldstændig fra hinanden i en komplet overstyret, fjollet og alt for lang finale. Det er uhjælpeligt og afsindigt ringe udført i grimme CGI-effekter og dumheder. Det er altså ikke godt nok og det er ærgerligt for ellers kunne 'Season of the Witch' være endt som en ganske hæderlig middelaldergyser. Hvis du alligevel vil kaste dig over 'Season of the Witch' så skru ned for forventningerne og hvis du vitterlig har onde tømmermænd når du ser den, så sørg for at have en spand ved hånden...

Score:

11. maj 2011

Anmeldelse: The Rite (2011).

The Rite (2011).
Tagline: "You can only defeat it when you believe"
Set d.05/05-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
DTS 5.1 Surround.
Runtime: 114 minutter.
Link til filmen på IMDB.

Se også: The Exorcism Of Emily Rose (2005), The Omen (1976), The Exorcist III (1990).


Anmeldt af Allan Sørensen.








Den svenske instruktør Mikael Håfström kaster sig igen over horror efter hans sidste bud fra 2007 - den helt igennem underholdende og forholdsvis vellykkede Stephen King joint '1408'. Sidste gang stod den på et hjemsøgt hotelværelse og en skepsis forfatter. Håfström tager igen tvivlerne under kærlig behandling, men denne gang står den på omvendte kors og god gammeldags djævleuddrivelse i den nye og højpolerede Hollywood produktion 'The Rite' fra i år. Det onde er tydeligvis det nye sort og ikke kun i den fiktive filmverden. 'The Rite' er nemlig inspireret af, at Vatikanet i 2007 forsøgte at hverve præster over hele verden til at lære djævleuddrivelse på grund af en forøget efterspørgelse på eksorcister.



Den tvivlende præste-studerende Michael Kovak (Colin O’Donoghue) bliver modvilligt sendt på eksorcist-skole i Vatikanet. Han bærer sin skepsis som skjold og beder sine overordnede om at undersøge psykiatrien frem for dæmonerne hos de besatte. Inden længe bliver han sendt hen for at være lærling hos den uortodokse jesuiterpræst, fader Lucas (Anthony Hopkins) – en legende der har udført tusindvis af eksorcismer. Og fader Lucas har en meget vanskelig sag, som han har brug for hjælp til. Og langsomt begynder Michaels skjold af tvivl at smuldre. Han bliver involveret i den dramatiske sag, der synes at overskride selv fader Lucas’ evner, og Michael begynder at ane tilstedeværelsen af det fænomen, videnskaben ikke kan forklare eller kontrollere - en voldsom og frygtindgydende ondskab, der tvinger ham til at stille spørgsmål ved alt, han tror på.

En intens Anthony Hopkins er i sit es.


Horror-genren bugner af mere eller mindre vellykkede excorsisme-film. Den religiøse kamp mellem det gode og det onde er et oplagt emne, og det kan ses på antallet af film med dette velkendte tema som omdrejningspunkt. Spørgsmålet er så om det nyeste skud på stammen 'The Rite' drukner i mængden eller om den har noget at byde på...det har den ikke. Men drukner, det gør den så langt fra. Redningsvesten er en djævelsk god Anthony Hopkins, der virkelig ser ud til at nyde sin rolle i en ellers temmelig tynd film. Bevares, 'The Rite' har en velskrevet dialog men det hele bliver lidt forudsigeligt og humpende. Historien er simpelthen set for mange gange før og vi er ikke et øjeblik i tvivl om hvad det hele ender med. Jeg går ikke ud fra at satan som sådan er 'lige-ud-af-landevejen' typen men det mener Hollywood til gengæld.
Ikke nok med redningsvesten Hopkins, 'The Rite' får også kunstigt åndedræt af en fuldfed lydkulisse, for slet ikke at snakke om billederne. Det er en smuk og dyster film at se på - holdt i stemningsfuldt mørke og regn. Mikael Håfström beviste også i '1408' at han har fuldstændig styr på den visuelle del af mediet og 'The Rite' er solidt håndværk. Synd at manuskriptet ikke holder vand.

Filmens cinematografiske udtryk fejler intet.


Hans nyeste film sparker ikke ligefrem nyt liv i genren. Filmen besidder ingen selvstændighed, men prøver heller aldrig på det. Se filmen hvis du (som undertegnede) har en svaghed for Anthony Hopkins skuespil og nyd de mareridts-mættede billeder og den flotte lyd.

Score: