Top 10: Bedste horror-film.

Nu da Valget endelige er overstået, så lad os hurtigt komme videre til noget langt mere spændende: Valget af de 10 bedste horror-film nogensinde! Alle film-sites med respekt for sig selv, har mindst én Top 10 liste! Dette faktum ændrer dog ikke på at de forbistrede lister kan være utrolig svære at skrue sammen, især når den skal indeholde de 10 bedste film, indenfor en genre hvor undertegnede har utallige favoritter?! Så bær over med mig, mens jeg prøver at gøre endnu en forudsigelig og klichépræget Top 10 liste bare nogenlunde interessant. En liste som denne er selvfølgelig altid meget individuel og personlig, og den skal på ingen måde tolkes som en facitliste. Smag og behag er jo som bekendt (og heldigvis) meget forskellig. De heldige 10 film er ganske enkelt plukket ud fra hvilke jeg syntes fortjener det rent filmisk! Ry, rygte, popularitet, filmhistorisk betydning o.s.v. har intet at skulle have sagt. I er selvfølgelig meget velkommende til at kommentere på mine valg, via funktionen nederst i indlægget. Nok snak, lets get this show on the road! Vi begynder fra #10 og arbejder os derefter ned til #1. Og undskyld på forhånd, at jeg ikke har lige netop DIN yndlingsfilm med på listen...



* Husk at du kan få en komplet oversigt over vores Top 10- og Top 5 lister ved at klikke her.

Skrevet af Allan Sørensen.

10: Cannibal Holocaust (Ruggero Deodato, 1980).

Da 'The Blair Witch Project' for første gang så dagens lys, blev den tiljublet af anmeldere og publikum på grund af dens originalitet og måde at fortælle sin historie på. Og i kølvandet på mega-hittet fra 1999 er der kommet flodbølge på flodbølge af film, skudt i det såkaldte found footage format. Moderen til denne stil er Ruggero Deodato's notoriske 'Cannibal Holocaust' fra 1980, og den overgår stadig alle der har prøvet at gøre den kunsten efter. Ikke nok med det, Deodato's film gav også liv til en helt ny sub-genre af horror-film - nemlig de eksotiske og makabre kannibalfilm. Den kontroversielle 'Cannibal Holocaust' er mesterværket indenfor genren og en ultra realistisk, beskidt og meget nederdrægtig film, det bliver næsten ikke grummere. Det var faktisk så grumt at Ruggero Deodato blev anholdt under filmens tilblivelse. Der gik rygter om at skuespillere rent faktisk blev slået ihjel foran rullende kameraer! Selvfølgelig var der ikke hold i tiltalerne og alle sigtelser faldt til jorden - men hvis man ser filmen, så kan man godt forstå at nogle måske er blevet en anelse forvirrede.

"I wonder who the real cannibals are."

9: A Nightmare on Elm Street (Wes Craven, 1984).

Den sprudlende opfindsomhed og den visuelle stil i Wes Craven's fandenivoldske mareridts-tour de force 'A Nightmare on Elm Street', gør at den dynamiske bøh-mand og punchline-extraordinaire, Freddy Krueger, slår sine nærmeste søskende, Jason Voorhees (Friday the 13th) og Michael Myers (Halloween), godt og grundigt tilbage i graven. Den tegneserieagtige stil, de ikoniske scener, tilsat Robert Englund's komplet over-the-top performance som den morderiske drømmedæmon, giver et måltid der er og bliver svært at overgå. Det beviste remaket fra 2010 noget så eftertrykkeligt, også selv om man havde den karismatiske skuespiller Jackie Earle Haley i hovedrollen som Freddy Krueger. 'A Nightmare on Elm Street' er horror i farverig popcorns-format og den slags bliver ikke bedre, end med den originale forbrændte Krueger i førersædet.

"I'm your boyfriend now, Nancy."

8: Night of the Living Dead (George A. Romero, 1968). 

I 1968 kom den første RIGTIGE zombie-film, nemlig George A. Romero's 'Night of the Living Dead'. Independent-filmen der ikke bare gav os en spændende og original tur i biografens mørke, den gav os også et nu legendarisk film-monster - nemlig zombierne! Og de levende døde er i disse dage mere populære end nogensinde før. Film, TV-serier, computerspil, tegneserier og bøger. De døde går igen, overalt og på alle platforme, og de har opnået en status der bringer dem på lige fod med de ikoniske genre-favoritter som vampyrer og varulve. Det er et film-monster som vi efterhånden har set i et utal af både gode og dårlige efterligninger og afskygninger - men en ting har de dog tilfælles, de stammer alle fra George A. Romero's originale oplæg i 'Night of the Living Dead'. Det var ikke kun den kontroversielle historie omkring de levede døde der gjorde filmen til en banebryder. Den sorte skuespiller Duane Jones spiller hovedrollen og filmens helt, Ben, i en film der ellers udelukkende består af hvide mennesker. Det var ikke noget man var vant til i 1968, og det var en modig beslutning af filmens bagmænd. Ingen tvivl om, at Romero's film er oppe i årene, men den står stadig for mig som værende en af de vigtigste horror-film der nogensinde er lavet. Og så er slutningen, og scenen med pigen og hendes mor i kælderen, stadig lige grum og rammende den dag i dag. Denne film er et episk pionerarbejde indenfor horror-genren.

"They're coming to get you, Barbara!"

7: Evil Dead II (Sam Raimi, 1987).
En film jeg prøver at få med på alle lister jeg laver her i livet - om hvad som helst, bare 'Evil Dead II' er med, så er alt godt. Strengt taget er der vel mere grin end gys med i Sam Raimi's barnlige og komplet vanvittige remake-fortsættelse-hybrid af den første film, 'The Evil Dead' fra 1981. Raimi lagde tydeligvis mere vægt på slapstick-humoren og de groteske indfald i denne udgave, og det er ikke småting vores helt Ash bliver udsat for. Ash (Bruce Campbell) isoleres i en lille skovhytte, hvor han angribes af dæmoniske kræfter fra alle leder og kanter, og i alle mulige og umulige afskygninger. Nogle gange går der måske lige nok Gøg & Gokke i herlighederne, men det kan ikke ændre på, at alt i denne film er forrygende underholdende. 'Evil Dead II' er som en tur i et spøgelsestog fra helvede, blodigt og voldsomt men hyldende morsomt, og filmlærredet sprudler af kreativitet og ufortyndet entusiasme når Ash tager kampen mod alt, alle, og ikke mindst sig selv! Man kan ikke andet end at elske Sam Raimi og Bruce Campbell for denne film. Hvis du har set den, så ved du hvad jeg snakker om, hvis ikke...så flæk den sparegris og af sted til din nærmeste film-pusher - og det er lige med det samme, kammerat!

"Then let's head on down into that cellar and carve ourselves a witch."

6: The Exorcist (William Friedkin, 1973).
Med risiko for at blive stemplet som kedelig og forudsigelig lader jeg William Friedkin's 'The Exorcist' dumpe ind på sjette pladsen. Det er fuldt fortjent at 'The Exorcist' stadig huserer på diverse Top-et-eller-andet lister verden over, for det er virkelig en mastodont af en horror-film. Det er vel nærmest genrens svar på 'The Godfather' vi her har med at gøre. Djævleuddrivelsen fra 1973 byder på bundsolidt skuespil, hårrejsende effekter, et ikonisk score og uforglemmelige scener i spandevis. Dette er en ægte klassiker og det er meget svært at komme uden om Friedkin's episke excorsisme-film på en top 10 liste som denne - men hvorfor skulle man dog også ønske det? For filmen er stadig en meget, meget uhyggelig og skelsættende oplevelse den dag i dag. Kampen imellem det gode og det onde slår for alvor gnister når 14årige Linda Blair, i rollen som den besatte Regan MacNeil, går op i mod den erfarne præst Father Merrin og han assistent Father Karras, spillet helt eminent af henholdsvis Max von Sydow og (debutanten) Jason Miller. Filmen blev nomineret til intet mindre end ti oscar-statuetter og endte med at vinde to (Best Sound og Best Adapted Screenplay). Den tabte desværre den vigtigste, Best Picture, helt ufortjent til 'The Sting'.

"I'm not Regan."

5: Zombi 2 (Lucio Fulci, 1979).

Trofaste læsere vil vide at dette er en film jeg allerede har ytret min nærmest barnlige begejstring for her på bloggen. Jeg vil derfor ikke give Lucio Fulci's bedste film så meget spalteplads her på Top 10 listen, men i stedet henvise til anmeldelsen, som du kan finde lige her. 'Zombi 2' et grumt, beskidt genre-mesterværk og en type film, vi aldrig nogensinde kommer til at opleve eller se igen. På trods af sine 32 år er makeup-effekterne stadig ikke set meget bedre, og de ikoniske scener står nærmest i kø for at overrumple dig. En helt unik zombie-film der oser af død, dommedag og helvede på jord.

"The boat can leave now. Tell the crew."

4: Martyrs (Pascal Laugier, 2008).

Jo, der blev skam plads til en film fra det nye årtusinde, nemlig Pascal Laugier's bizarre og grænseoverskridende mesterværk 'Martyrs' fra 2008. Filmen der kan give selv den mest hårdhudede horror-fan svedige håndflader og søsyge i maveregionen. Da den asiatiske J-horror bølge så småt begyndte at lulle af, greb franskmændene chancen, og de har nu været leveringsdygtige i andet end fine vine og suspekte oste de sidste 10 års tid. Der er nemlig udkommet en del bemærkelsesværdige, originale og spændende horror fra gastronomiens højborg! Film som f.eks 'Inside', 'Switch Blade Romance' og 'The Ordeal' har sat Frankrig på horror-landkortet og de fleste genre-fans lytter ekstra godt efter, hvis de får et tip om en ny fransk horror-film. Den bedste af dem alle er selvfølgelig 'Martyrs' fra 2008. Hvis du har mod at tage turen, så kan du godt forberede dig på ekstremt vellykket og velskrevet horror. Det er en film der byder på originalitet og overraskelser hele vejen igennem. Det lyder jo meget tilforladeligt, men 'Martyrs' byder også på spandevis af blod, afstraffelser, makabre optrin, og de mareridts fremkaldende scener står i kø for at teste din psyke (og evne til at holde på aftensmaden). Dette er en nyklassiker, men mærk dig mine ord, hvis du vælger at se 'Martyrs' er det en film du aldrig nogensinde vil glemme igen. Du kan nok regne ud, at det ikke er for sarte sjæle.

"Tu me manques."

3: Alien (Ridley Scott, 1979).

Når sci-fi og horror mødes i Ridley Scott's klaustrofobiske monster-film 'Alien', er der helt sikkert nogle der kan høre dig skrige. Den legendariske tagline fra filmen lød, "In space no one can hear you scream", og blev heldigvis valgt frem for "Jaws in space" (selvfølgelig møntet på Steven Spielbergs haj-hit 'Jaws' fra 1975) - for 'Alien' er meget mere end det, og det er også grunden til at jeg foretrækker 'Alien' frem for dens maritime halv-bror 'Jaws'. HR Geiger's legendariske og helt unikke monster-design, sammen med et film-håndværk af allerhøjeste klasse, gør denne film til en stjerne der stadig lyser ligeså kraftigt nu, som den gjorde for 30 år siden. At denne film er fra 1979, er helt ubegribeligt! Den spændende historie er umanérligt godt skruet sammen, og på trods af at det hele udspiller sig fjernt ude i rummet, på den fiktive space-crusier Nostromo, virker det hele overraskende realistisk og troværdigt. Pak derefter det hele ind i en kold og klam atmosfære og lad filmens krybende rædsel kravle ind under huden på dig. Dette her er et sandt mesterværk og Ridley Scott's sci-horror er ikke blevet overgået siden og gør det nok heller aldrig nogensinde.

"I admire it's purity. A survivor… unclouded by conscience, remorse, or delusions of morality."

2: The Shining (Stanley Kubrick, 1980).

En film jeg på en eller anden snedig måde fik listet mig til at se da jeg ikke var særlig gammel, og den skræmmer mig stadig fra vid og sans den dag i dag. Selv om jeg har set 'The Shining' (baseret på Stephen King's bog af samme navn) utallige gange, så er der stadig noget mørkt og farligt over Stanley Kubrick's deroute ned i total sindssyge. Og bag rattet på den psykiske nedsmeltning sidder en stjernetosset Jack Nicholson og hans intetanende familie. Denne psykologiske horror-film fra 1980 er nok den mest helstøbte filmoplevelse på denne liste - det er stor, stor kunst og håndværk af højeste karat. Stanley Kubrick var en instruktør mange filmfolk stemplede som værende en svær mand at arbejde sammen med, og der var også en del kontroverser under tilblivelsen af 'The Shining'. Jack Nicholson kom ikke godt ud af det med co-star Shelley Duvall, Stephen King var ikke tilfreds med filmen (måske det have noget at gøre med at Kubrick yndende at ringe til King kl.03:00 om natten og stille spørgsmål som "Do you believe in God?" under filmens produktion), utallige omskrivninger af manus o.s.v. Mon ikke alle disse spændinger og intriger, i sidste ende, var med til at løfte 'The Shining' det sidste stykke og give os en fuldstændig fortrinlig horror-film. Alt i denne film slår gnister! Ikke kun skuespillet og instruktionen, selve rammerne er også bombastiske. De farverige og fuldfede billeder fra det gamle snebeklædte og ensomme mareridts-hotel vælter ud i hovedet på publikum, og hvis du aldrig har set filmen på et stort lærred, eller måske ligefrem i biografen, så kan jeg kun anbefale det på det kraftigste. Dette er ikke bare en af de bedste horror-film jeg nogensinde har set, men også en af de bedste film jeg nogensinde har set.

“He-e-e-e-re's Johnnie!”

1: The Texas Chain Saw Massacre (Tobe Hooper, 1974).
Så er vi nået frem til filmen der gjorde mig til den fan af genren jeg er i dag. Denne low-budget independent film fra 1974 er den ypperste horror-film jeg har oplevet, og en af de bedste film jeg har set. Jeg så filmen, som jeg havde fundet til 25 kr.- i en eller anden uværdig DVD-tilbudsbunke, for 14-15 år siden og kan huske, at jeg nærmest var fysisk udmattet efter turen til det texanske, hånd i hånd med den vanvittige kannibal-familie, bestående af den slimede og over-hysteriske tomler, den mumificerede bedstefar og den tontunge og motorsavs-bevæbnede retarderede psykopat - Leahterface. Det er en hård og barsk film at se, og fornemmelse af udmattelse indfinder sig stadig når rulleteksterne toner frem. Filmen blev produceret for et budget på ca. $83.000, og havde en omsætning på $30.859.000 i USA alene. Dette gør den til en af de mest succesfulde, uafhængige film i biografhistorien. Mange (især folk der ikke har set filmen) afskriver 'The Texas Chainsaw Massacre' som værende hjernedød splattervold af værste kaliber og nægter at se den - det er efter min mening den største fejl man kan begå. Faktum er at 'TTCM' (på trods af navnet) stort set ikke indeholder blod og indvolde - slet ikke i forhold til de moderne produktioner vi ser i industrien nu til dags. Til gengæld har instruktør, Tobe Hooper, ramt en helt speciel og udefinerbar formel der gør, at de støvede billeder, filmens realistiske feel og atmosfære gør, at din egen hjerne nok selv skal sørge for at sætte billederne af blodige uhyrligheder ind i filmen for dig. Tobe Hooper har aldrig nogensinde været i nærheden af at overgå hans største filmiske bedrift, og det er ikke så underligt - for det er der faktisk ingen der har - og højst sandsynligt heller ikke kommer til. Plottet er blevet nådeløst kopieret i det uendelige de sidste 35 år, men ingen er kommet tilnærmelsesvis tæt på at overgå klassikeren over dem alle!

"My family's always been in meat."

10 Honorable mentions:

Hellraiser (Clive Barker, 1987).
The Beyond (Lucio Fulci, 1981).
The Thing (John Carpenter, 1982). 
Ringu (Hideo Nakata, 1998).
Maniac (William Lustig, 1980).
Re-Animator (Stuart Gordon, 1985).
Shutter (Banjong Pisanthanakun, 2004).
The Strangers (Bryan Bertino, 2008).
Suspiria (Dario Argento, 1977).
Halloween (John Carpenter, 1978).