Anmeldelse: Jurassic World.

Årgang: 2015.
Tagline: "The park is open.”
Genre: Action, Adventure, Monster-film.
Instruktør: Colin Trevorrow.
Runtime: 124 minutter.
Medie: 3D Blu-ray.
Udgiver: Universal Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Jurassic Park” (1993), “The Lost World: Jurassic Park”  (1997), “Jurassic Park III” (2001).

“Jurassic World” er venligst stillet til rådighed af Universal Sony Pictures.

Anmeldt af Allan Sørensen.

For 22 år siden forestillede John Hammond sig en forlystelsespark, hvor gæsterne kunne opleve spændingen ved at se virkelige dinosaurer. I dag byder Jurassic World velkommen til tusindvis af besøgende, men noget dystert skjuler sig bag parkens attraktioner. En genetisk modificeret dinosaur med blod på tanden. Da kaos bryder ud på øen, er Owen og Claire i kapløb med tiden, for at skabe orden når en dag i parken forvandler sig til en kamp om liv og død.

Så er der serveret!

Det kan næsten ikke beskrives hvor stort det var da monster-mastodonten "Jurassic Park" ramte biograferne tilbage i 1993. Dinosaur-action af øverste skuffe, skudt af ingen ringere end Steven Spielberg, baseret på Michael Crichtons novelle, og bragt til levende live af magiske Industrial Light & Magic og special effect troldmanden Stan Winston. Filmen blev en kæmpe blockbuster-succes og begejstrede anmeldere og publikum verden over. Alle raske drenge og piger med hang til eventyr, heltemod og dinosaurernes rockstjerne Tyrannosaurus rex, måtte bare i biografen og se giraffen (eller øglen). "Jurassic Park" affødte to helt hæderlige efterfølgere fra 1997 og 2001. Og disse film trak også sit publikum, på trods af at ingen af dem nåede den originale films niveau. Så det har altid ulmet med rygter om endnu en film i dino-franchisen, men vi skulle altså vente helt til 2015 før der skete noget. Nu har man gravet det gamle fortidslevn frem, støvet det af, udstyret det med et endnu større sæt tænder, en glubende appetit og et menneskefjendsk verdenssyn, så hermed velkommen til "Jurassic World".

Dino style dance-off!

Spielberg har for længst sluppet tøjlerne, og man har i "Jurassic World" ladet den forholdsvis uprøvede Colin Trevorrow, om at smække røven i instruktørstolen. Et lidt besynderligt valg, for Colin Trevorrow har kun den afdæmpede indie-film "Safety Not Guaranteed" i bagagen. En film der er det stik modsatte af den bombastiske "Jurrasic World". For bombastisk, det er "Jurrasic World". I yderste potens. Og det tager heldigvis ikke lang tid før at tingene går helt af helvedes til i turistfælden Jurrasic World.

Lige til at spise.

Som om dræber-dino #1 T-Rex ikke var frygtindgydende nok, så har videnskabsmændene i Jurrasic World valgt at gensplejse den urgamle dræbermaskine med en lang række andre rovdyr, for at skabe noget vildere, større og mere spektakulært. Alt sammen kun for at trække flere besøgende igennem billetlugerne i dyreparken. Man har altså fucket med moder natur, og hende skal man vist ikke fucke med - slet ikke for at tjene penge. Det må være moralen i historien. Og meget mere er der altså ikke at komme efter af dybsindigheder i "Jurassic World". Udover den noget fortærskede historie og morale, så får vi også en helt unødvendig og fladpandet påhængs-historie om en glubsk militærmand, der har fået verdens nok dårligste idé; at omdanne de farligste dino'er i parken til militære våben...[dybt suk].

Lige tanden federe end Sommerland Sjælland...

Der bliver heller ikke brugt meget tid på at skabe et spændende og fængende persongalleri. Vores nye helte og skurke ligner mest af alt moderniserede udgaver af de gamle karakterer og personager fra de tidligere film. Og det overrasker nok ikke nogen, at jeg bedre kunne lide det gamle cast med Indiana Jones-klonen Sam Neill, labre Laura Dern, quirky Jeff Goldblum, majestætiske Richard Attenborough og altid højtråbende Samuel L. Jackson. I 2015 må vi klare os med Chris Pratt, Bryce Dallas Howard og Vincent D'Onofrio. Førstnævnte gør det ok, Bryce ligeså, mens at Vincent D'Onofrio virker helt fejlcastet i hans rolle som den gale militærmand med de lyssky planer. Børn er der selvfølgelig også. De kommer i form af Ty Simpkins og Nick Robinson, men skal vi ikke bare lade være med at snakke for meget om dem. Deres roller virker også som genskrivelser af karakterer som vi allerede har set rigtig mange gange før. Det er dybt beklageligt, at manuskriptforfatterne ikke har prøvet at udfordre sig selv en smule og tænke nye karaktertyper og problemstillinger ind i universet - i stedet for bare at genbruge på det skammeligste.

...bogstaveligt talt.

Det lyder meget negativt det hele, men hvor "Jurassic World" fejler, der leverer den til gengæld 100% andre steder. For hold da knallert hvor er det spektakulært og underholdende at være vidne til, at den hyggelige familieudflugt i Jurassic World forvandler sig til en tur i dyreparken fra helvede, midt i fodringstid. Der er ikke sparet på noget som helst når Hollywood spiller med musklerne og lader de imponerende dinoer gå amok på folk og færd. Der er fuld tryk på både de visuelle og audiovisuelle effekter, og med det rette lydanlæg kan du være sikker på at lillemor kaster sig i flyverskjul bag sofaen, og at naboen ringer til Zoo for at høre om der er nogle af deres større husdyr der er stukket af hjemmefra. Der er med andre ord damp på action-kedlerne og alle dine orienterings sanser vil arbejde på højtryk for at fange alle de superskarpe detaljer i lyd og billeder. Parken er proppet med dino'er i alle mulige og umulige afskygninger, og de tramper løs, brøler, slås og bider som var der ingen dag i morgen! Så det er altså værd at indløse billet til "Jurassic World" på trods af dens mange fejl og dumheder. Det er stadig en film med dinosaurer der smadrer og æder alt på deres vej, og det er på sin helt egen og forunderlige vis altid svært fascinerende at se på.

Score:

Anmeldelse: Dannys Dommedag.

Årgang: 2014.
Tagline: ”Alene har du ikke en chance.”
Genre: Action, Monster-film.
Instruktør: Martin Barnewitz.
Runtime: 88 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: SF Film.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: ”Reptilicus” (1961), ”Kollegiet” (2007), ”Vikaren” (2007).

Billetterne er venligst stillet til rådighed af SF Film.

Anmeldt af Jesper Pedersen.

Der var engang, hvor Martin Schmidt var Danmarks gyserinstruktør numero uno. ”Mørkeleg” (1995) og ”Sidste time” (1996) har opnået en slags kultstatus, som det er ganske få danske film forundt, men desværre har Martin Schmidt de seneste år ernæret sig ved julekalendere og Zulu-serier. Heldigvis er Schmidt jo ikke den eneste Martin i den danske filmbranche, og netop nu kan man indløse biografbillet til det seneste bud på en dansk genrefilm; ”Dannys dommedag”, instrueret af Martin Barnewitz. Her møder man teenageren Danny og hans lidt yngre lillebror William. Danny er én stor undskyldning for sig selv, som på trods af at han har været forelsket i Fie gennem hele deres skoletid, aldrig har fået erklæret sin kærlighed til hende. Han tør heller ikke sige fra overfor bøffen Lukas, som konstant mobber lillebror, og William føler sig godt og grundigt svigtet af Danny. De to brødre er meget forskellige og har svært ved at blive enige om noget som helst, men da mystiske rovdyr pludselig strømmer op fra havet, tvinges brødrene til at samarbejde i kampen for overlevelse.

”Hvis bare vi når hen til min taxa, er vi i sikkerhed!”

Lad mig sige det med samme: jeg er begejstret! Martin Barnewitz er tilbage på hjemmebane efter en af de der svipture, danske instruktører i øjeblikket tager til Hollywood. Efter den internationale succes med ”Kollegiet” (2007) fik Barnewitz lov at instruere en prequel til Pang-brødrenes ”The Messengers” (2007). ”Kollegiet” var ekstremt vellidt i min omgangskreds, men for mig personligt var den en smule skuffende, da jeg så den for – indrømmet – en del år siden. ”The Messengers 2: The Scarecrow” (2009) forsøgte jeg engang at se, men jeg var simpelthen nødt til at slukke. Den sagde mig ingenting! Det er fem år siden, Barnewitz sidst har givet os en spillefilm, men nu er han altså klar med ungdomsgyseren ”Dannys dommedag”. Selvom filmen netop har fået premiere, har der været rig mulighed for at opleve den til alskens gratis forvisninger rundt omkring i landet. Der har været en efter danske forhold ret massiv viral kampagne, og busstoppestederne er i øjeblikket klistret til med filmens flotte plakat. Allerede her er ”Dannys dommedag” altså milevidt foran forårets nordic twilight-forsøg ”Når dyrene drømmer” (2014), som blev taget af programmet, før folk nåede at opfatte, den overhovedet var der. Det er rart at se, distributørerne tager ved lære, men nu er ”Dannys dommedag” muligvis også en bredere film end ”Når dyrene drømmer”.

En ny leg i dansk genrefilm er ”Hidden Hyde” - kan du finde den skjulte Allan Hyde?!

”Dannys dommedag” foregår i en nær fremtid, hvor menneskets udnyttelse af Jordens ressourcer har ført til markante klimaforandringer. Det er simpelthen blevet meget, meget varmere, og dette skildrer filmen ganske sublimt ved hjælp af solbrune skuespillere med svedperler på panden. Der fortælles om, hvordan klimaforandringerne vil skabe nye arter, og selvom det måske nok er usandsynligt, at disse nye arter pludselig kravler fuldt udviklede op af havet, uden at vi overhovedet har lagt mærke til dem, så køber jeg fuldstændigt filmens præmis. På rollelisten finder vi en flok mere eller mindre ukendte unge mennesker, men jeg er imponeret over deres præstationer. William Jønk Nielsen og især Thomas Garvey leverer begge varen som Danny henholdsvis William, men jeg er nødt til at fremhæve Marco Ilsø. Han rørte mig dybt i rollen som bøffen Lukas, der nok er et hoved højere end sine jævnaldrende, men som i sidste ende finder ud af, hvad der virkelig tæller. Derudover finder vi Lars Mikkelsen som farmand (ligesom i ”Når dyrene drømmer”) og ikke mindst Peter Gantzler i rollen som Adam, der kommer Danny og William til undsætning, da de er fanget i en kælder. Selvfølgelig titter Allan Hyde også forbi. Den unge mand er blevet en sand genredarling efter sin medvirken i ”True Blood”, og selvom han ikke har meget at lave, er det da meget sjovt, når cameo-mentaliteten også kan ramme dansk film.

”Først forvandler min datter sig til en varulv, og nu bliver mine sønner forfulgt af søuhyrer. Hvad bliver det næste?!”

Mange er sikkert spændte på at se, hvordan monstrene, eller dyrene som de bliver kaldt, er vakt til live. Det tager selvfølgelig en evighed, før vi får dyrene at se fuld figur, men inden da får vi gradvist præsenteret forskellige dele af deres kroppe. En hånd der langer ud efter drengene i døråbningen, et tilsløret hoved der kigger gennem bruseforhæng, en hale der forsvinder bag bilen og en rygfinne der stikker op over containeren. Langsomt begynder man at kunne danne et billede af dyret udfra stumperne, men det er først i en af filmens sidste scener, det træder tydeligt frem foran os. Effekterne er skabt ved hjælp af den klassiske kombination af realeffekter og cgi, og det fungerer fandeme! Der må være blevet smidt nogle knaster efter at få animeret et så realistisk dyr, men hver en krone er godt givet ud. Der er altså ikke noget at grine af her! I forhold til monstrene har jeg dog én dramaturgisk anke; nemlig den at drengene fra starten ser monstrene, uden vi som publikum får dem at se. Jeg vil mene, man med fordel kunne have lade filmens hovedkarakterer være uvidende om dyrets udseende sammen med os. Bortset fra det er jeg begejstret!

”Vi tager os fandeme af de skide monstre - så snart vi spillet et slag crocket!”

Anmelderne har ikke taget imod ”Dannys dommedag” med udelt begejstring, men tillad mig at være blandt de få, der gør. Ja, den låner med arme og ben fra alle mulige andre film såsom ”Jurassic Park” (1993), ”Jaws” (1975), ”The Mist” (2007) og ”Dawn of the Dead” (1978), men jeg vælger at betragte det som en pastiche; hyldester til de store klassikere. Ja, det er en familie-agtig-film, hvis stramme 11-års censur forekommer at være sat sådan for på en omvendt-psykologisk manér at gøre filmen mere interessant for et ældre publikum. ”Dannys dommedag” indeholder ikke en eneste dråbe blod, men man behøver på den anden side heller ikke frygte, at alle de mange forsvundne pludselig dukker op igen til slut fra en puppe under jorden eller lignende. De ér døde! Med sidste års ”Antboy” (2013), ”Når dyrene drømmer” og nu ”Dannys dommedag” mener jeg, der er håb for den danske genrefilm, og jeg håber inderligt, Martin Barnewitz sidder hjemme ved sit skrivebord og arbejder på sin næste danske film. Som sagt: jeg er begejstret!

Score: