12. jun. 2012

Anmeldelse: The Blair Witch Project.

Årgang: 1999.
Tagline: “In October of 1994 three student filmmakers disappeared in the woods near Burkittsville, Maryland, while shooting a documentary...A year later their footage was found."
Instruktør: Daniel Myrick & Eduardo Sanchéz.
Runtime: 78 min.
Medie: DVD.
Set på: LCD 42”.
Udgiver: Egmont Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Book of Shadows: Blair Witch 2' (2000), 'Paranormal Activity' (2007), 'Troldjægeren' (2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.





I oktober 1994 drog de tre filmstuderende, Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael Williams af sted på en to dages tur ind i Black Hill-skoven i staten Maryland. De ville lave en film om den lokale legende, Blair-heksen. Ifølge beretninger forsvandt mange børn sporløst i området tilbage i 1940! Et år senere blev de tre studerendes optagelser fundet. Ud fra disse optagelser er denne film skabt. Spørgsmålet er: Hvorfor vendte de tre aldrig tilbage?


Fra tid til anden sker det særligt i genrefilm, at det lykkedes en gæv sjæl at skabe en massiv filmsucces for et minimalt budget. Det var præcis, hvad skaberne af 'The Blair Witch Project' gjorde. Med en optage-periode, der strakte sig over blot 8 dage, er filmen mestendels optaget af skuespillerne selv, der i øvrigt også improviserede samtlige af filmens replikker. Den smule, der var skrevet ned, som eksempelvis Heathers monologer, er skrevet af skuespillerinden selv. Det eneste skuespillerne således havde at arbejde med var en omfattende baggrundshistorie, de havde fået fra den legende, de er af sted for at efterforske. Den lidt atypiske produktion resulterede også i, at det tog næsten 8 måneder at trimme filmen ned til en overskuelig længde. Ved sin udgivelse fik filmen imidlertid enorm succes. Så massivt ramte filmen, at den landede sig en plads i Guinness Rekordbog for at være den bedst sælgende mainstreamfilm på baggrund af et minimalt budget; Filmen indtjente omkring 64.000 danske kroner for hver enkelt dollar, det havde kostet at lave den. Enkelte af filmens fans var endog blevet så grebet af filmen, at de troede den legendariske heks, som filmen omhandler, var virkelig. Netop fans var også, hvad det efterfølgende års fortsættelse 'Book of Shadows: Blair Witch 2', omhandlede. Den modtog imidlertid ikke samme opmærksomhed som etteren og er efterfølgende blevet kaldt alt fra misforstået til elendig. Anmelderne, som ellers havde elsket originalen, var dog ikke i tvivl og kunne for langt størstedelens vedkommende snildt enes om at kalde filmen for et frygteligt stykke makværk, som man havde haft for travlt med at få ud i biograferne.
Det kan være en knivspids anstrengende konstant at blive filmet.
Der er ingen tvivl om, at det er interessant at dykke ned i alt det, der foregik eller ikke foregik bag kameraet på denne film. Måden filmen blev skabt på var anderledes og på sin vis interessant. Man må også have en vis respekt for det faktum, at der er kommet så relativ god sammenhæng i filmen til trods for et nærmest udelukkende improviseret manuskript. Med det sagt er der nogle ting, denne film mangler. Til trods for at prøve meget eftertrykkeligt at skabe spænding og utryghed er det yderst sjældent, at filmen er uhyggelig eller stemningsfuld. Der er således kun to sekvenser, hvoraf den ene er slutningen i filmen, der står frem som mindeværdige. Derudover går filmen hovedsageligt med karakterernes indbyrdes slagsmål, som tager til i styrke hen ad vejen men ikke rigtig fører nogen steder hen. Oftest efterlades man som seer som et gigantisk spørgsmålstegn, når en karakter eksempelvis bevidst vælger at smide et kort væk, mens han selv og den øvrige gruppe er faret vild. Det er muligt, at filmen forsøger at forklare det med både rationelle og overnaturlige tilgange, men for mig virkede det mest af alt stupidt ud over alle grænser. Det leder til endnu en alvorlig mangel, filmen har: Spændingsopbygning. Der er som sagt enkelte scener, der som enkeltstående øjeblikke formår at skabe en smule spænding, men overordnet er filmens mangel på retning, som allerede en gang er blevet nævnt i denne anmeldelse, med til at gøre oplevelsen abnormt langsommelig. Man kan selvfølgelig mene, at det er karaktererne, der er beregnet på at holde filmen gående, men selvom ingen af præstationerne er utroværdige, er bevæggrundene og selve personlighederne, vi præsenteres for, atter engang intetsigende og svære at forholde sig til.
16mm billederne har en smule af den stemning, som filmen i øvrigt savner.
'The Blair Project' opfandt ikke just idéen med en "found footage" film. Velkendte genreværker som 'Cannibal Holocaust' (1980) benyttede sig af idéen om at have generhvervet en samling optagelser på den ene eller anden måde, som derefter kommer til at udgøre enten hele eller dele af filmens spilletid. Man kan dog påstå, at filmen genopfandt formen en smule og formentlig direkte har inspireret senere og bedre film som 'Paranormal Activity' (2007) og 'Troldjægeren' (2010). For nærværende films vedkommende får vi blot en kort tekstlig introduktion, der fortæller om optagelsernes oprindelse, hvorefter vi smides direkte ind i 78 minutters håndholdt kameraarbejde, der mikser de private optagelser af en gruppe, der kæmper sig vej gennem en skov for at skabe en dokumentar med egentlige optagelser beregnet til at være del af dokumentaren, som selvsagt aldrig blev færdig. De private optagelser har et stærkt mudret look, som eftersigende blev intensiveret i post-produktionen for at øge filmens autenticitet. De sort/hvide 16mm billeder, der optræder med jævne mellemrum, er noget nær filmens største force. Med disse momenter får vi små pauser fra den evige snak, der synes at være i den øvrige film, og derudover er der reelt nogle flotte billeder fra skovområdet, som store dele af filmen foregår i.
En af filmens mest velkendte og parodierede momenter.
Det er muligt, at biografpublikummet anno 1999 følte sig både medrevet og skræmt af 'The Blair Witch Project'. Om det er årene eller blot en hype, der har fortaget sig er svært at sige, men personligt må jeg erkende, at det er meget svært for mig at synes om filmen. Selvom jeg ingenlunde anser den senere 'Paranormal Activity' for noget mesterværk, havde den en væsentlig bedre evne til at opbygge suspense og få meget ud af lidt. 'The Blair Witch Project' har hverken karaktererne, historien eller stemningen til at vride den mindste smule engagement ud af denne seer, som i stedet endte med at glæde sig til at se rulleteksterne tone frem på skærmen.

Score:

2 kommentarer:

  1. Her må jeg så sige, at jeg er lodret uenig med min kære anmelder-kollega. Jeg var i biffen i 1999 og se filmen, og var meget fascineret af hele kampagnen omkring den, og jeg blev skræmt fra vid og sans i biografmørket - det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har dyb respekt for at man har kunne improvisere en film der har tjent omkring $250.000.000 worldwide og jeg syntes man skal huske på alle de gode ting at 'The Blair Witch Project' har gjort for genren. Der er ingen tvivl om at filmen kickstartede den døende patient, med sin mega succes i 1999. Jeg så den igen fornylig og var stadig godt underholdt - især slutningen kan stadig give mig lidt kuldegysninger og små-bekymringer ved at løbe en tur i skoven. En velfungerende og meget vigtig film, som med alderen er blevet lidt rusten, men stadig værd at se pågrund af sin (for tiden) originale ide og sin evne og vilje til at lege med vores fantasi. 4/6 Pinhead's fra A. Sørensen.

    SvarSlet
  2. Rammy, jeg havde samme oplevelse som dig i 1999, men jeg er tilbøjelig til at give Svensson ret. Jeg var også MEGET begejstret for Blair Witch Project dengang i sluthalvfemserne hvor den skræmte mig fra vid og sans første gang jeg så den... Denne oplevelse ville jeg gerne dele med min kæreste for et par år tid siden, da hun aldrig havde set den, så jeg genkøbte filmen på DVD og håbede på et godt gys... Men det udeblev desværre totalt, og jeg blev faktisk lidt til grin over at havde udråbt den til en af de mest uhyggelige film jeg havde set.

    Jeg tror én af forklaringerne var det overlegne lydsystem i biografen. Det er svært at lave et ligeså effektivt setup hjemme i stuen (eller i dette tilfælde, soveværelset). Det var i hvert fald den undskyldning jeg brugte, men jeg tror simpelthen filmens chok-effekt har fortaget sig efterhånden som man har set tonsvis af horror.

    SvarSlet