Anmeldelse: The Killer Nun.

Årgang: 1979.
Tagline: “From the secret files of the Vatican."
Instruktør: Giulio Berruti.
Runtime: 85 min.
Medie: DVD.
Set på: LCD 42”.
Udgiver: Shameless Screen Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Devils' (1971), 'Flavia, The Heretic' (1974), 'Satánico Pandemonium' (1975).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








Søster Gertrude (Anita Ekberg) er leder af et katolsk hospital, hvor hun spreder frygt blandt langtidspatienterne med sin uforholdsvis strenge ledelse. Hvad ingen ved er, at nonnen selv er på vej ud på et sidespor. Druknende i et morfinmisbrug synder den ellers så hellige kvinde oftere, end nogen kunne forvente, og da mord begynder at forekomme på hospitalet, er det svært ikke at tro Gertrude skyldig. En kaosfortælling om mord, synd og sjælelig perversion.

Anita Ekberg blev berømt for sit arbejde på Frederico Fellinis 'La Dolce Vita' (1960). For at undgå at blive låst fast i den samme type roller, blev det nøje overvejet, hvad filmen skulle følges op med fra skuespillerindens side. Hun besluttede sig derfor for at forsøge nogle forskellige ting, og i 1979 var det blevet tid for skuespillerinden til at prøve kræfter med denne nunsploitation film. Efter endt produktion havde Ekberg en god fornemmelse omkring projektet, som hun efterfølgende dog kun har set en enkelt gang. Det skyldes det faktum, at skuespillerinden var voldsomt fornærmet over at være blevet dubbet og dermed frataget en betragtelig del af sin præstation. Sådan fortæller Ekberg om sine oplevelser på Shameless Screen Entertainments udgivelse af 'The Killer Nun', som er endnu en af de film, der i sin tid landede på listen over Video Nasties. Udgivelsen bryster sig i øvrigt af at være den første uredigerede version af filmen, hvilket betyder, at enkelte scener fraviger den engelske dub og i stedet foregår på originalsproget italiensk med engelske undertekster tilføjet.

Søster Gertrude tager til byen...

Uanset Anita Ekbergs sårede følelser omkring filmen er hendes tilstedeværelse på skærmen yderst værdsat. Hele filmen bæres af hende og den både strenge samt konstant angrende karakter, hun portrætterer. Blandt filmens mest mindeværdige sekvenser er således et moment, hvor hun i vrede tramper en ældre dames gebis i småstykker og et tilfældigt møde med en fremmed mand, der fører til et hurtigt knald i en gadedør. Årsagen til, at netop disse sekvenser er mindeværdige, er, at de meget passende i forhold til subgenren hiver hovedkarakteren ud et sted, det normalt ikke ville forventes med en så stringent og autoritær person. Flere gange bliver det tydeligt, hvor lidt kontrol, kvinden reelt har over sig selv, hvilket på sin vis leder meget fint op til filmens slutning. Instruktør Giulio Berrutis film er i øvrigt ganske stemningsfuld. ‘The Killer Nun’ benytter særligt musik til at underbygge filmens særprægede blanding af det på overfladen rene med noget langt mørkere og djævelsk, hvilket i øvrigt også af flere omgange minder seeren om, præcis hvor sleazy dette miks af nonner kontra sex, lesbiske tendenser og stofmisbrug er. Med andre ord er filmen ikke alene mørk men har også den kant af provokation, som formentlig også har været, hvad der skubbede den ind på listen over Video Nasties. Med det sagt tager filmen samtidig sig selv alvorligt, og selvom der er kluntede klip her og der, hvilket velsagtens er en del af charmen ved disse film, er der også øjeblikke, der med fordel benytter lettere hektisk klipning til at øge fortællingens intensitet. Der er sågar også nogle billeder, som er godt komponerede, og overordnet er filmen ingenlunde inkompetent eksekveret.

En nonnes værste mareridt.

Hvad der fungerer bedst i filmen er en næsten mareridtsagtig fornemmelse, der opstår i enkelte scener. Når filmen er bedst, kommunikeres Gertrudes anger visuelt gennem eksempelvis en mørk sexscene, nonnen ender med at betragte, da hun i regn og torden ser en af hospitalets kørestolsbrugere blive tilfredsstillet af en vellysten ung kvinde. Ikke alene er den mørke sekvens godt komponeret; den giver også seeren en fornemmelse af, hvordan Gertrude oplever situationen (som viser sig at være et stykke af hendes fantasiverden fremfor realitet). Øjeblikket kommer ikke alene til at fremstå som et mindeværdigt afviklet stykke film men også som en konfrontation mellem vores hovedkarakter og hendes egne synder, som ultimativt ender med at dække over en sandhed, hun ikke vil erkende. På mange måder fletter filmen sine exploitationelementer sammen med sin historie og sine temaer. Det eneste moment, der udelukkende er inkluderet for at kunne skrive det på plakaten, er det lesbiske subplot, som egentlig ikke er noget plot men blot et par scener, der er skudt ind undervejs til at antyde endnu en tabt kamp i Gertrudes evige forsøg på at lade spiritualiteten vinde over lysten. Filmens mere blodige momenter er ikke omfattende men alligevel kreative, og instruktøren piner sit publikum med nogle ubehagelige nærbilleder af nåle, der anvendes på aldeles upraktiske steder på gruppen. Mestendels er det imidlertid ikke gore, der er i fokus, og i stedet synes tilgangen at være en lang opbygning til en hurtig afvikling, hvilket for nærværende films vedkommende i øvrigt fungerer rigtig godt.

En noget alternativ form for akupunktur, som i øvrigt ikke er synderligt velfungerende.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet om filmens slutning helt giver mening, men det er nu heller ikke med det, ‘The Killer Nun’ står eller falder. En overordnet velfungerende stemning og en ekstremt nærværende samt sadistisk Anita Ekberg er til gengæld en stor del af årsagen til, at jeg ender med at synes om filmen, der som nævnt også er både filmet og klippet med stor kreativitet og sans for den filmiske fortælling.

Score: