Anmeldelse: Insidious (2010).

Insidious (2010).
Tagline: "It's not the House thats Haunted."
Set d.27/06-11
Biograf.
Runtime: 103 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Poltergeist' (1982), 'The Sentinel' (1977), 'Phantasm' (1979).

Anmeldt af Allan Sørensen.

Familien Lambert flytter til forstæderne, men det er som om, deres nye hus ikke byder dem velkommen. Inden længe begynder den hjemmegående mor Renai (Rose Byrne) at høre mærkelige lyde fra loftet og over babymonitoren. Hendes mand, Josh (Patrick Wilson), har svært ved tro på Renai's påstande om diverse uforklarlige begivenheder i huset. Piben får dog en anden lyd da deres søn går på opdagelse på loftet. Han falder ned af en stige, og henfalder dagen efter i en komalignende tilstand, som lægerne intet kan stille op overfor. Der efter begynder helvede for alvor at bryde løs hjemme hos familien . Det er umuligt at komme meget mere ind på handlingen, uden af spoile for mange af filmens herligheder.

'SAW' veteranerne James Wan og Leigh Whannell har slået pjalterne sammen med manuskripforfatteren og instruktøren bag 'Paranormal Activity', Oren Peli. Hvis du som undertegnede ikke ser disse bedrifter som afsindig ophidsende, skal du alligevel seriøst overveje at indløse billet til deres film, 'Insidious'. Tortur-baronerne har heldigvis lagt den forpinte SAW franchise fra sig og kastet sig ud i at skabe en opdateret version af den gode, gammeldags spøgelses/haunted house historie. Med plottet taget i betragtning lyder det ikke særlig spændende, og ord som originalt er ikke lige umiddelbart et man kan smække på 'Insidious', men Wan og Whannell tager heldigvis filmen et skridt videre og vi ender med en film der har mere at byde på end først antaget.

Gespensterne ved hvad de vil havde og de skyr ingen midler for at få det.

Vi står nemlig ikke kun overfor klicheer med bøger der på mystisk vis bliver ved med at falde på gulvet, knirkende døre eller møbler der flytter lidt rundt på sig selv. 'Insidious' disker også op med mareridtsagtige dæmoner, ondskabsfulde spøgelser og en slags ingenmandsland mellem himmel og helved der ligner en blanding af Freddy's drømmehelvede i 'A Nightmare on Elm Street' filmene, Tarsem Singh's virtuelle tur ind i psyken på en seriemorder i The Cell (2000) og Guillermo del Toro's fantasiverden i Pan's Labyrinth (2006). Insidious kan oversættes til snigende og det er lige netop hvad filmen er, inden den voldsomt skifter gear i andet akt. Enten vil man hade temposkiftet, når dæmonerne først tager rigtigt fat, og filmen går fra den lidt afdæmpede og velkendte hjemsøgt-hus-stil til en meget mere fanden i voldsk størrelse af en bombastisk horror-film. James Wan og Leigh Whannell har nemlig forstået, at vi er en del der er meget trætte af at se film om spøgelser der slet ikke er onde, men bare misforståede små størrelser der prøver at komme helt over på den anden side og har brug for vores hjælp. Gaaab! Gespensterne i 'Insidious' er ikke til at spøge med - de er nemlig lavet af et helt andet stof. De er gennemført onde og har kun i sinde at skade folk fysisk eller psykisk - hvis de kan slippe af sted med det, allerhelst begge dele.

Hyggestunderne med mor er snart slut for lille Dalton Lambert.

På trods af filmens meget, meget lille budget ($1,500,000), har effekt-folkene gjort et fremragende stykke arbejde. De strammer heldigvis PG-13 skruen til sit absolutte bristepunkt og har fået klemt mange rigtig gode ting ind i filmen. Det er nogle CGI effekter der falder igennem hen af vejen, men de vigtigste virker. Det hele er effektivt filmet og spillet. Filmens farvepalet er holdt i grå og mat, på nær dæmonen, der er hovedårsagen til familliens pinsler. Dens udstråling og udsendende står i skarp kontrast til resten af filmens farveløse look. Noget der bevirker at når den viser sig, sidder man virkelig med en fornemmelse af at vi har med noget at gøre, fra en anden dimension. Det stikkende og angstfremkaldende score der er helt mesterligt skruet sammen, skal også nævnes. Instruktøren James Wan beviser gang på gang at han har styr på at opbygge en gruopvækkende stemning, og så har han også en evne til at skræmme os ved at lade ting forgå i det perifere syn, så hold øjnene godt åbne.

Wan og Whannell elsker Cyber- og Steampunk, det viser sig også i deres nyeste film.

I nyligt et interview til Fangoria ligger Wan og Whannell ikke det mindste skjul på hvor store fanboys de er af horror-genren. 'Insidious' har selvfølgelig også en hel del referencer til tidligere værker. F.eks minder en ældre dame der hjemsøger et af familiemedlemmerne meget om en af karakterne fra Mario Bava's anbefalelsesværdige episode-film 'Black Sabbath' fra 1963. Vi støder også på Babera Hersery i rollen som familiefaderen Josh's moder. Babera Hersery spillede i 1982 rollen som Carla Moran der blev chikaneret og voldtaget af en ondskabsfuld og usynlig dæmon i filmen 'The Entity'. Der er også hilsner til film som 'The Innocents' (1961), 'The Shining' (1980), 'The Evil Dead' (1981). Filmens detaljegrad og referencer vil helt sikkert også gøre et gensyn eller to yderst interessant.

Mario Bava's 'Black Sabbath' fra 1963 har ikke levet forgæves.

Nogle vil helt sikkert finde 'Insidious' for langt ude, forceret og tåbelig. Jeg fandt den svært underholdende og til tider meget, meget skræmmende. Alle der har prøvet at opleve et tilbagevendende mareridt, enten som barn eller som voksen, vil helt sikkert sidde med klamme håndflader når 'Insidious' først ruller sig ud. Hvor Tobe Hooper og Steven Spielberg kun dansede rundt om "kaninhullet" i 'Poltergeist' (1982) griber James Wan og Leigh Whannell os ved struben og giver ikke slip før turen igennem helvedeshullet er helt slut.

Score: