Anmeldelse: The House of the Devil (2009).

The House of the Devil (2009).
Tagline: "Talk on the phone. Finish your homework. Watch TV. DIE!"
Set d.13/06-11
Blu-ray.
HD-Projektor.
Runtime: 95 minutter.
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Rosemary's Baby' (1968), 'Suspiria' (1977), 'When a Stranger Calls' (1979).

The House of the Devil er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Allan Sørensen.

Universitetsstuderende Samantha Hughes (Jocelin Donahue) tager et job som babysitter i et stort mørkt hus beliggende ved siden af en kirkegård. Hun modtages af den mystiske Mr. Ulman (Tom Noonan), der hurtigt indrømmer overfor den unge pige, at jobbet faktisk går ud på at passe hans mor et par timer. Samantha har brug for pengene og siger ja. Men snart går det op for hende, at huset gemmer på en hårrejsende hemmelighed.

Filmen er instrueret af den forholdsvis ukendte Ti West. Fra en mand der står bag tvivlsomme titler som 'The Roost' (2005) og 'Trigger Man' (2007) kommer nu denne tribute til horror-film fra slut-70'erne-start-80'erne. Indtil videre er hans mest velkendte bedrift den fornærmende ringe 'Cabin Fever 2: Spring Fever', fra samme år som 'The House of the Devil'. Og lad det være sagt med det samme; der er lysår imellem de to film når det kommer til...alt. Med filmens tema i tankerne frygter jeg lidt (eller håber måske) at Ti West har indgået en aftale med djævlen og et køb/salg forhold vedrørende den 30 årige instruktørs sjæl, i bytte for talent. For det er udenfor min fatteevne hvordan han kan være gået fra rædselsfuldt bras som 'Cabin Fever 2' til den her lille satan-tilbededene kultperle.

1979 eller 2009?

Den næsten 2 meter høje og ranglede karakterskuespiller Tom Noonan er efterhånden blevet 60 år. Hans største rolle var i Michael Mann's mesterlige 'Manhunter' fra 1986, i rollen som seriemorderen Francis Dollarhyde (The Tooth Fairy). En film som også bød på en' Hannibal Lecktor (inden Anthony Hopkins kom til). Du har måske også set Noonan som Frankenstein i 'The Monster Squad' (1987) eller som psykopatisk narkobaron/dræberrobot i 'RoboCop 2' (1990). Som set så ofte før leverer han et intet mindre end fremragende stykke arbejde i en mindre rolle. Hans Mr. Ulman 'The House of the Devil' er en sand fryd. Hans blide stemme, underspillede fremtoning og velovervejede ordvalg er besynderligt foruroligende og man har på fornemmelsen at ren ondskab lurer lige under overfladen. Desværre opfanger vores Samantha ikke de små faresignaler, da han tydeligt irriteret overtaler hende til at tage jobbet i det gamle hus. Hans kone, Mrs. Ulman, spilles koldt og kontant af independent og kult-films skuespillerinden Mary Woronov (kendt fra blandt andet 'Death Race 2000', 'Eating Raoul', 'Chopping Mall' og i 2005 dukkede hun også op i Rob Zombie's 'The Devil's Rejects'). Hovedrollen Samantha Hughes bliver spillet fint og skrøbeligt af Jocelin Donahue. Hun er også at finde i J.T. Pett's horror-western 'The Burrowers' fra 2008. Hold også øje med Dee Wallace som har været med i en del kendte genre-film som f.eks 'The Hills Have Eyes' (1977), 'Cujo' (1983) og 'Critters' (1986).

karakterskuespilleren Tom Noonan stjæler stadig scener.

Efter Charles Manson og hans dybt forstyrrede hippielignende kult i 1969 brutalt dræbte og torturerede 7 tilfældige mennesker (deriblandt den gravide filmskuespiller Sharon Tate, som var gift med Roman Polanski) var 70’erne og start- 80’erne plaget af en frygt og nervøsitet overfor omfanget af disse satan-tilbedere og sekt-medlemmers udbredelse i USA. Horror-producerne opfangede selvfølgelig hurtigt hvad der var tidens trend (eller frygt) og det gav os film som 'Race with the Devil' (1975), 'The Devil's Rain' (1975) og Hammer filmen 'To the Devil a Daughter' (1976). Mesterværket indefor sub-genren - Roman Polanski’s 'Rosemary's Baby' - udkom året inden Manson-kultens forfærdelige indhug i instruktørens liv.

En pensioneret Mary Woronov vente tilbage for at medvirke i 'The House of the Devil'.

I 1999 vendte Polanski tilbage til det okkulte tema med hans noget oversete 'The Ninth Gate' med Johnny Depp og Frank Langella. 1999 er lang tid siden og det er på tide at sub-genren får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Og her svigter Ti West heldigvis ikke. 'The House of the Devil' er meget stilsikker i sit udtryk og rammer looket og tidsånden helt perfekt. Der er dømt walkman, de tidstypiske højtaljede jeans og hele introen (der er vædet i synthesizer og store gule bogstaver) leder på smukkeste vis tankerne hen på film fra æraen. Måden hele herligheden er skudt på (80'er 16mm film) og spillet med skygger, lys og mørke leder mine tanker hen på Dario Argento’s 'Suspiria' fra1977 og det er kun til filmens fordel. Hvis man vil have den helt ufortyndede retro-oplevelse af filmen er den udover DVD og Blu-ray også udkommet i et begrænset oplag på VHS (den sidste film der udkom på VHS var 'A History of Violence' i 2005). Se det er gennemført markedsføring!

Filmen blev skudt på kun 18 dage - det kan bestemt ikke ses.

Hvor filmens vintage look og fornemmelse for tidens trends intet fejler, kæmper den til gengæld med et par noget sløve perioder hist og her. Nogle vil finde dette skæmmende for filmens drev og spændingskurve, for mig er det heldigvis ikke noget der når at udvikle sig til et kæmpe problem, for filmens rammer  driver af stemningsmættet suspense og en sjælden detaljerigdom i udførelse. Filmens finale kunne man måske have ønsket sig lidt mere af. Det er dog ikke nok til at ændre på at 'The House of the Devil' er en slow-burn oplevelse fra øverste hylde. Gå ikke ind til den med forventninger om højspændt splatter-action og rasende tempo. Dette er nemlig en film der tager sig tid til at anvende krybende gru og rædsel som sin primære drivkraft.

Score: