11. maj 2012

Anmeldelse: I Saw the Devil.

Tagline: "Evil lives inside."
Instruktør: Jee-woon Kim.
Årgang: 2010.
Runtime: 141 minutter.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Udgiver: Atlantic Film.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Oldboy' (2003), 'A Bittersweet Life' (2005), 'The Chaser' (2008).

I Saw the Devil er venligst stillet til rådighed af Soul Media.

Anmeldt af Allan Sørensen.




Kyung-chul er en seriemorder og han dræber udelukkende for fornøjelsens skyld. Han er ondskaben selv og har begået en stribe af rædselsvækkende og gruesome mord, på utallige, forsvarsløse ofre. Lovens lang arm har stadig ikke haft held med at få ham ned med nakken, og på en iskold og frostklar nat, tager Kyung-chul livet af endnu et sagesløst offer. Hvad han ikke ved er, at han lige har banket livet ud af datteren af en pensioneret politichef, og at hun var forlovet med Special Agent, Kim Soo-hyeon. Soo Hyeon sværger at han vil hævne kærestens død og Kyung-chul skal komme til at lide for hans ugerning, om og om igen, og igen og igen...


Her er altså lagt i ovnen til det helt store hævn-drama når nogle af Sydkorea's helt store stjerner slår pjalterne sammen i 'I Saw the Devil'. Og lad os bare få præsenteret trekløveret med det samme (gør klar til en masse name-dropping). Instruktør Jee-woon Kim har siden sin debut i 1998 ('The Quiet Family') begået nogle film af allerhøjeste kvalitet. I 2003 hoppede han på J-Horror toget og kom med den uhyggelige og skelsættende 'A Tale of Two Sisters', der ikke bare er en grum gyser, men også osede langt væk af grundighed og genialitet. To år efter fulgte han op med den ligeså stilsikre og ultra-brutale gangsterfilm, 'A Bittersweet Life'. En film der ligesom 'I Saw the Devil' omhandler hævnen og de moralske kvaler der følger med. 2008 bød på den skrupskøre, men også drøn underholdende western 'The Good, the Bad, the Weird'. Og det bringer os til den meget brutale sag, 'I Saw the Devil. Nu er spørgsmålet så bare om hans nyeste skud på stammen kan leve op til de høje forventninger som instruktørens tidligere bedrifter har skabt.
Vakuumpakket takeaway.
Den iskolde og magtsyge seriemorder, Kyung-chul, bliver mesterligt spillet af en af vor tids bedre skuespillere, Min-sik Choi. Navnet får det måske ikke lige umiddelbart til at ringe en klokke, men oplev ham blandt andet i Chan-wook Park's 'Oldboy' fra 2003 - en af de bedste film jeg nogensinde har set. Min-sik Choi's portrættering af seriemorderen hvis tilværelse der pludselig bliver vendt op og ned på, er ikke til at sætte en finger på. Han formidler alle følelser (og ikke mindst mangel på samme) ud til seeren på fornemste vis, og det spænder lige fra den meget selvsikre og arrogante Kyung-chul til den rystede, panikslagne og desperate Kyung-chul. Det er utroligt og yderst besynderligt at Hollywood ikke har sat klørerne i ham endnu - medmindre det er fordi hans sprogkundskaber er meget ringe. Rollen som Special Agent, Kim Soo-hyeon, tager en anden af Sydkorea's sværvægtere sig af. Byung-hun Lee er navnet, og han er faktisk så småt begyndt at få foden indenfor døren i Hollywood-blockbusterne. Han spillede f.eks den onde Storm, Shadow, i actionbraget 'G.I. Joe: The Rise of Cobra' fra 2009. Derudover er han en af instruktør Jee-woon Kim's helt store favoritter. Han har medvirket og imponeret i hele tre af Jee-woon Kim's film - han tog sig blandt andet af hovedrollen som gangster i den føromtalte, 'A Bittersweet Life'. Ikke nok med at han er en fascinerende og meget intens skuespiller, er han også ekspert ud i alskens kampsport - noget lystmorderen Kyung-chul i den grad kommer til at lægge ryg til i 'I Saw the Devil's 141 minutters lange spilletid!
Min-sik Choi svinger igen hammeren i 'I Saw the Devil' - nøjagtig som han gjorde det i 'Oldboy'.
Instruktør Jee-woon Kim formår på forunderligste vis at holde den menneskelige put-&-take leg underholdende hele vejen. Den ellers ret simple præmis kunne meget hurtigt gå hen og blive triviel og kedelig i hænderne på en mindre talentfuld instruktør, men det er langt fra tilfældet her. Filmen byder også på en lind strøm af brutale og veludførte action-sekvenser. F.eks vil scenen der udspiller sig i en taxa, der samler den gennemtævede og desperate serie-morder op, få dig til at tabe kæben på gulvet, på samme måde som hammer-scenen gjorde det i 'Oldboy'. Jee-woon Kim har fuldstændig styr på alle sine filmiske virkemidler og filmen er en audiovisuel oplevelse af de helt store. Lyd og billede smelter sammen på smukkeste vis, og man glemmer hurtigt alt om tid og sted. Medmindre man altså finder den for barsk og sidder og tæller minutter, for I Saw the Devil kræver stærke nerver og is i maven. Det er en ekstrem film - det skal der ikke herske den mindste tvivl om!
Kim Soo-hyeon i løvens hule.
I Saw the Devil er uafrystelig, bider sig fast som en gal hund og rusker indtil du ikke kan tage mere. Der er ingen medlidenhed overfor Kyung-chul, og det er der heller ikke overfor filmens publikum. Der er allerede snak om et remake til det amerikanske marked (surprise), men se nu for guds skyld originalen! Jeg så ikke bare djævlen, jeg så også en af de bedste film de sidste 20 år har budt på, og jeg ryster ikke det mindste på hånden når jeg giver filmen en fuldt fortjent score på 6/6 Pinhead's.

Score:

9 kommentarer:

  1. Det er virkelig en go' film! Jeg så først 'Oldboy' og så 'I saw the Devil' lige bagefter, til vores onsdags-double feature i Bio42. Det var voldsomt og måske også lige i overkanten, for det er sgu to vanvittige film, begge.

    SvarSlet
  2. Godt nok et par heftige film af smide i måsen på hinanden! Tag også at få fat på A Bittersweet Life og Revenge: A Love Story (som også er anmeldt her på bloggen).

    SvarSlet
  3. Så har jeg genset 'I Saw the Devil'... med stor glæde! Helt fantastisk grum film med lækkert skuespil og en gennemsyrende feeling af far-away-from-Hollywood. Og ja, taxa-scenen er godt nok fænomenal. Hvordan indspiller man sådan noget?

    SvarSlet
  4. Så blev filmen endelig set.... har haft den liggende på hylden alt for længe, men må indrømme, at den er ikke mindre end fantastisk!
    Den får mine bedste anbefalinger :)

    SvarSlet
  5. Dejligt at den faldt i din smag - det er en nyklassiker! Jeg tror efterhånden at jeg har set den 3-4 gange. Først så jeg den selv, så skulle kæresten se den, så skulle mine forældre se den og så lige vennerne til sidst. Det fede er at ALLE syntes at den var helt fantastisk - den kræver dog det is i maven ;)

    SvarSlet
  6. Ja det var en dejlig overraskelse.... Næste projekt var at finde Oldboy og søreme, om der så ikke i lokalavisen var en annonce fra Byens Bio i Jelling (af alle steder) som mandag d. 22 oktober viser Oldboy i deres ArtCinema.

    Så mon ikke lige, at jeg skal en tur til Jelling den dag :)

    SvarSlet
  7. Mon ikke! 'Oldboy' er simpelthen et mesterværk og er nok i min top 5 over de bedste film nogensinde. Jeg er helt vild med den og Min-sik Choi (som også spiller seriemorderen i 'I Saw the Devil') spiller røveren ud af bukserne. Når jeg skriver "nok" er de fordi at det er en del år siden jeg så den sidst, så det må snart være tid til et gensyn :)

    SvarSlet
  8. Jeg skal nok give en tilbagemelding efter d. 22 :)

    SvarSlet
  9. Så kom aftenen, hvor Oldboy blev set i biffen... Blev mine forventninger så opfyldt??
    Både ja og nej, for efter at have set I saw the devil, var der ikke grænser for, hvor elektrisk jeg var.
    Da filmen så flimrede over lærredet, knækkede filmen lidt for mit vedkommende!
    Bevares, Min-Sik Choi i rollen som den stakkels Oh Dae-Su som uden videre forklaring bliver spærret inde i 15 år, er ikke mindre end eminent.
    Og de sidste 15-20 minutter, hvor hele historien flettes sammen, viser det ondeste plot i mange år, hvilket etisk og moralsk nok vil støde mange, er helt igennem ondt udtænkt af Jee-woon Kim.

    Mit problem ligger nok i, at jeg så I saw the devil først, så Oldboy desværre kom til at fremstå som lidt gammel og til tider tam.
    "Hammer scenen" som af mange bliver betegenet som fantastisk, blegner pludselig ved siden af "taxa scenen" fra I saw the devil...
    Den direkte og blodige tilgang i I saw the devil, er heller ikke til stede, hvilket skuffede mig lidt.

    Vil jeg så anbefale Oldboy..... Ja da... for selvom jeg nok skulle ha` set filmene i modsat rækkefølge, har den alligevel efterladt mig den hængende i baghovedet, og jeg må da indrømme, at plottet ikke er set ondere før.

    Jeg håber ikke at min semi-anmeldelse er malplaceret her under en anden filmanmeldelse, men muligheden syntes jeg bare passede ind i bloggen... eller må ADMIN bare slette mit indlæg igen ;)

    PS: A Bittersweet Life og Revenge: A Love Story skal selvfølgelig findes og gnaskes igennem

    - Jan

    SvarSlet