Årgang: 1981. Tagline: "Six of the most bizarre murders you will ever see." Instruktør: J. Lee Thompson. Runtime: 110 minutter. Medie: Stream. Set på: 21,5" iMac. Udgiver: YouTube. Link til filmen:IMDB. Se også: 'Cape Fear' (1962), 'My Bloody Valentine' (1981), 'Bloody Birthday' (1981).
Virginia Wainwright er sammen med sin far flyttet tilbage til fødebyen Crawford, som de ellers forlod nogle år tidligere, da moderen døde. Ginny, som Virginia kaldes, går på high school og er blevet en del af det populære rich kid-slæng, som går under navnet "Top Ten". Hver aften mødes slænget på det lokale værtshus, hvor de laver sjov med hinanden og de øvrige gæster. Men pludselig begynder medlemmerne én efter én at blive væk fra værtshuset… ja, faktisk bliver de helt væk. Forsvinder! Hvad er der blevet af de unge mennesker? Hvordan døde Ginnys mor egentlig? Hvorfor har Ginny fået foretaget et banebrydende kirurgisk indgreb i sin hjerne, som forårsager hukommelsestab? Hvad ønsker hun sig i fødselsdagsgave? Og hvad pokker har det hele egentlig med hinanden at gøre?!? Hvis noget overhovedet…
Ligesom Sean Cunningham i 1980 på en måde udnyttede 'Halloween'-filmens popularitet ved også at opkalde sin 'Friday the 13th' efter en dag i kalenderen, kom der efterfølgende en lang række af disse "højtidelige" horrorfilm. Eftersom de uhyggelige datoer var taget, måtte man dreje skræmmende handlinger op omkring så fornøjelige festdage som juleaften, valentinsdag, nytårsaften, mors dag, translokation og så videre. Samme år som 'Happy Birthday to Me' kom oven i købet også 'Bloody Birthday' (1981) - der var virkelig rift om de gode dage! Rollen som fødselsdagsbarnet, Virginia "Ginny" Wainwright, spilles af Melissa Sue Anderson, som (min kæreste kunne fortælle mig) er bedst kendt som storesøster Mary Ingalls fra 'Little House on the Prairie' (1974-1981). Hun har givetvis haft akut behov for at udskifte det sukkersøde sæbeimage, og det er griske filmproducenter ikke sene til at misbruge - særligt når det gælder en jomfruelig scream queen-rolle i en slasherfilm.
Denne scene giver en helt ny betydning til ordet "vægttab"!
Instruktøren af 'Happy Birthday to Me', J. Lee Thompson, var en produktiv herre, som i sine fyrre års virke nåede at lave cirka lige så mange film. Efter at have instrueret flere krimier og komedier hjemme i 50'ernes England, fik han et større gennembrud internationalt med krigsfilmen 'The Guns of Navarone' (1962), hvilket blev hans billet til Hollywood, hvor han instruerede 'Cape Fear' (1962) - hvilket han som bekendt gjorde fænomenalt! Siden gik det ned ad bakke for J. Lee Thompson, rent professionelt, og han vaklede rundt mellem alle mulige forskellige genrer. I starten af 70'erne instruerede han de sidste to, ret uinteressante, kapitler i den originale 'Planet of the Apes'-serie, inden han fandt sig til rette som Charles Bronsons husinstruktør. Denne rolle udfyldte han de sidste 15 år af sit arbejdende liv, kun afbrudt af en enkelt Chuck Norris-film og så denne fødselsdagsslasher.
♪Og se nu her, hvordan vi alle bløde vil!♫
Det er svært at tro, det er den samme instruktør, som står bag 'Cape Fear' og 'Happy Birthday to Me'. Det er selvfølgelig to meget forskellige film, med tyve år imellem sig, men i 'Cape Fear' viste J. Lee Thompson originalitet og fænomenalt håndværk modsat 'Happy Birthday to Me', som er en rodet fortælling forklædt som enhver anden af periodens slasherfilm. Når man oven i købet ser, at John C. W. Saxton står bag manuskriptet, undrer man sig endnu mere! Året efter var han med til at skrive 'Class of 1984' (1982); en flot, flot film om ungdommens voldsomme rodløshed, som tålmodigt fortæller sin vigtige historie, indtil den til sidst flipper ud i hævngerrig splat. Med 'Happy Birthday to Me' er det lige omvendt. Den viser, som taglinen lover, det ene bizarre mord efter det andet og bruger så de sidste fem minutter (max!) på ikke blot at samle trådene, der er blevet lagt ud i løbet af filmen, men også smide nye tråde… og nye tråde, indtil det hele filtres sammen i noget, der ikke har skyggen af et mønster over sig. Slutningen er simpelthen spækket med så mange åndssvage twists - sikkert for at overgå 'Friday the 13th' og 'My Bloody Valentine' (1981) - at man skal se det for rigtigt at fatte det. Jeg kan forstå, der i visse dele af horrormiljøet er gået sport i at kunne lide denne film i al dens ufrivillige morskab. Jeg bryder mig imidlertid ikke om den, selvom jeg indrømmer, jeg måtte trykke på pause-knappen for at grine færdigt, da historien i allersidste sekund, igen-igen, viser sig at tage en ny drejning.
Efter at have benyttet stort set alle kendte twistendings, trumfer filmen ved oven i købet at lade sin morder være maskeret!
Selvom jeg ikke er vildt imponeret over 'Happy Birthday to Me' skal den have lidt ros med på vejen. For det første, finder man på lydsiden et lækkert, lille whodunit-tema gentaget, som i rulleteksterne viser sig at være del af en hel sang: 'Happy Birthday to Me'. Et skønt nummer, som vækker minder om de bedste Bond-sange. For det andet benytter morderens første offer, Bernadette, sig af et ganske åbenlyst flugttrick, som jeg altid har tænkt, jeg ville bruge, skulle jeg ende i et dødeligt kvælertag. Hun spiller simpelthen død, således at morderen løsner grebet og hun kan vriste sig fri. Jeg har aldrig set det gjort på film før nu. Sidst men ikke mindst indeholder denne film en herlig scene med oppustede, højtsyngende gamle mænd iført jakkesæt og fez. Sidstnævnte er desværre ikke nok til at jeg kan give en ekstra stjerne!
Tak for anmeldelsen.
SvarSletNu må jeg hellere snart få krydset den af listen, selvom det ene Pinhead ikke ligefrem giver mig blod på tanden :D