Anmeldelse: Dream House.

Årgang: 2011.
Tagline: "Once upon a time, there were two little girls who lived in a house."
Instruktør: Jim Sheridan.
Runtime: 92 min.
Medie: Blu-ray.
Set på: LCD 42”
Udgiver: Nordisk Film
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Sixth Sense' (1999), 'Shutter Island' (2010), 'The Woman in Black' (2012).

Dream House er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt af Mark S. Svensson.




Da den succesfulde forlægger, Will Atenton (Daniel Craig), flytter sin familie til en idyllisk forstad, har de ingen anelse om, at deres nye hjem har været gerningssted for en frygtelig forbrydelse. De ved heller ikke, at morderen er på fri fod - og at han følger deres mindste bevægelse på nærmeste hold. Hvad vil der ske, når Will Atenton langsomt får brikkerne i mordgåden til at falde på plads?

Med så forskellige film som ‘In the Name of the Father’ (1993) og ‘Get Rich or Die Tryin’ (2005) på cv’et, kan det være svært at forudse, hvad man har i vente fra instruktør Jim Sheridans ‘Dream House’. Med store navne som Daniel Craig og Naomi Watts tilknyttet er det dog svært at se det gå helt galt for Sheridans thriller, der på coveret fremviser to spøgelseslignende børneskikkelser; noget der i sig selv velsagtens er gået hen og blevet en kliché i genren. Daniel Craig har i øvrigt selv nævnt filmen i ikke synderligt rosende vendinger og kon,stateret at mødet med Rachel Weisz var det mest væsentlige, han tog med sig fra oplevelsen. Om filmens kvalitet havde noget at gøre med det faktum, at filmen ikke blev forevist kritikerne ved sin oprindelige udgivelse, men røg direkte afsted til publikum, vides ikke, men man kan have svært ved ikke at mistænke dette for at være tilfældet, hvilket naturligvis ikke just øger forhåbningerne til filmen, før den ryger i afspilleren.

Og nu havde vi det ellers lige så hyggeligt...

Daniel Craig var ikke helt galt på den, da han konstaterede, at filmen ikke var helt så god, som man kunne have håbet. Det forhindrer ikke ham selv i at give en både karismatisk og til tider bevægende præstation i filmen. Af flere omgange er han overbevisende, og det selv når han sættes til at levere generiske replikker, hvilket sker en del gange. Skuespilleren gør med andre ord, hvad han kan med materialet. Selvom det ville være en væsentlig overdrivelse at kalde ‘Dream House’ for en plotmæssigt overraskende film, må jeg indrømme, at den ikke var lige en nøjagtig den kliché, jeg troede, den ville udmynte sig til at være. Uden at spolere filmen, kan det afsløres, at der er en vis handlingsmæssig drejning undervejs. For en tid efter dette drejningspunkt får filmen fornyet energi og bliver noget ganske andet, end en historie om et hjemsøgt hus. Her lykkedes det næsten filmen at blive unik og bevæge sig udover klichéernes verden. Det er også særligt her, at Craig får lov at lyse, fordi en skramme i overfladen på hans ellers højglanspolerede karakter viser sig. For et øjeblik gives vi et glimt under overfladen, men det varer desværre ikke ved. I stedet holder filmen fast i dens ekstremt middelmådige udgangspunkt og klistrer en klodset afslutning på, der fuldstændig fratager filmen ethvert bid, den måtte have haft

Kliché #352: Hænder på duggede ruder.

Filmen føles mestendels som et vellavet stykke makværk. Idéerne er udbrugte og bevæger sig som sagt kun sjældent ind på nye territorier, men udførslen er ganske habil. Ikke bare Craig men også de øvrige skuespillere gør det godt, billederne er flotte og sågar soundtracket gør sig positivt bemærket. Ikke desto mindre udebliver uhyggen lige såvel som spændingen gør det, hvilket lader seeren tilbage med flere overvejelser om, hvad ‘Dream House’ kunne have været, end hvad den reelt er. Nok kan godt håndværk føles kærkomment efter at have siddet gennem knudrede film som ‘A Horrible Way to Die’ (2010), men selvom den film ramte ved siden af på langt de fleste punkter, forsøgte den i det mindste at angribe såvel genren som mediet i det hele taget fra en ny vinkel. Det er ikke tilfældet her. Det bliver ikke mere gennemsnitligt og uinteressant end ‘Dream House’, som ikke har tilstedeværelse nok til at være god, men heller ikke er mislykket som sådan. Spørgsmålet er, om ikke hellere man vil betragte en film, der forsøger at gøre noget relevant og fejler, end en film, der i så høj grad følger de faste og sikre rammer. Værst af alt er det næsten, at det på bizar vislykkedes filmen at blive sentimental. Det i sådan en grad, at man begynder at overveje, om instruktøren har været sig bevidst, hvad det var for en film, han ønskede at lave?

Små piger der overraskende nok ikke er beregnet på at være uhyggelige i denne film.

‘Dream House’ er en af de film, som man næsten har glemt i det øjeblik, man når rulleteksterne. Den forsøger med vold og magt at hage sig fast i seerens hukommelse via dramatiske drejninger af den ene og anden art, men lige lidt hjælper, det når man taber sin fortælling i forløbet. Hvad der kunne have været en indsigtsfuld og mørk filmfortælling som ‘Maniac’ (1980) før den ender som en tandløs og ufokuseret fortælling.

Score: