Anmeldelse: Maniac.

Årgang: 1980.
Tagline: "I warned you not to go out tonight"
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 87 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB.
Se også: 'Don't Go in the House' (1979), 'Pieces' (1982), 'Henry: Portrait of a Serial Killer' (1986).

Maniac er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.






Den mentalt forstyrrede Frank Zito (Joe Spinell) er panisk angst for at miste. I et mislykket forsøg på at holde sig nær til de kvinder, han tiltrækkes af, har manden en tendens til at slå dem ihjel for derefter at skalpere dem. De blodige trofæer sætter han på nogle mannequindukker, som til tider også påklædes ofrenes tøj. En dag møder Frank den smukke modefotograf Anna D'Antoni (Caroline Munro); Et møde der fuldstændig eskalerer hans vanvid, indtil hans sind krakelerer.

Når Another World Entertainment lader den danske instruktør Nicolas Winding Refn introducere 'Maniac' på denne udgivelse, er det ingenlunde tilfældigt. Den ultravold og sært hypnotiserende stemning film, som 'Valhalla Rising' (2009) og mange andre af Refns film indeholder kan meget vel stamme fra nærværende film. Oprindeligt skabt ud fra en idé om at lave 'Jaws' (1975) på land og med monstret skjult inde i et menneske, udviklede ideen sig hurtigt til noget langt mere omfattende. En stor del af denne udvikling kommer interessant nok fra Joe Spinell, som havde adskillige roller i forbindelse med skabelsen af 'Maniac'. For ikke alene spiller han filmens bærende hovedrolle. Han fungerede også som en af filmens to manuskriptforfattere. Sammen med instruktør William Lustig skabte Spinell, og en række andre entusiastiske folk, filmen på et meget smalt budget -  som sågar ikke var blevet fuldt etableret, da produktionen blev påbegyndt. Således er 'Maniac' på mange måder resultatet af en samling dedikerede filmskaberes umiskendelige lyst til at skræmme og fascinere et horror-publikum, som i 1980 formentlig ikke alle var klar til en film så uforbeholdent forstyrrende som 'Maniac' endte med at blive. Forholdene for skabelsen kan på mange måder sammenlignes med George A. Romeros to år ældre 'Dawn of the Dead' (1978), som også blev lavet under budgetmæssigt pres, men vendte det til sin fordel. Den legendariske effektmager Tom Savini er også en fællesnævner for de to produktioner og har på begge film skabt nogle af de effekter, der senere skulle gøre ham ganske efterspurgt i branchen. Filmen fik aldrig en fortsættelse, selvom Joe Spinell kæmpede voldsomt for det og just havde påbegyndt produktionen af en sådan, da han under uafklarede omstændigheder døde i sin lejlighed i New York i januar 1989. Der findes dog et 8 minutter langt klip, der blev skabt med henblik på at skabe opmærksomhed omkring fortsættelsen og indbringe penge til skabelsen. Det lille klip skulle have titlen 'Maniac 2: Mr. Robbie', hvilket også skulle have været forsættelsens titel. Plottet siges at skulle have taget udgangspunkt i en TV-klovn med et faderkompleks. Du kan se promoen til 2'eren her.

"I know how it is with their hairs and their looks and they... they drive a man crazy!"

Der er mange af de store slasher-ikoner, hvis morderiske tendenser er opstået som reaktion på et eller andet form for traume. Oftest er det dog noget, der kun overfladisk efterforskes, og tit forbliver dette aspekt af karaktererne i baggrunden. Med 'Maniac' er dette ikke tilfældet; snarere tværtimod. Spinell og Lustig tager i stedet fat på karakteren fra netop den vinkel og placerer alle karakterens traumer samt hans ustabile mentale stade i filmens absolutte front. Således beskrives hovedkarakteren gennem filmens bizarre og foruroligende billedunivers som en ensom gut, der er ved at gå til i kampen mod sine egne dæmoner. Hvor den senere 'Silent Night, Deadly Night' også beskæftiger sig med en lignende karakter, må den film i langt højere grad tages for grum underholdning og på sin vis også med en vis distance. Ingen af disse forbehold er for alvor nødvendige i forbindelse med 'Maniac'. For selvom filmen er kornet og har sine uperfektheder på den tekniske side, mener jeg ikke, at karakterportrættet er blegnet det mindste siden filmens udgivelse. Det faktum, at man overhovedet kan tale om et karakterportræt i forbindelse med en slasher-film, taler til filmens fordel. Instruktør William Lustig har sagt, at meget af hovedkarakteren er tilføjet Joe Spinell selv. Hvorvidt det har haft nogen indvirkning på den præstation, Spinell leverer, er tvivlsomt, men hvad der modsat er meget sikkert er, at skuespilleren har et utroligt fast greb om seeren. Han strækker sin præstation fra det ynkelige til det oprigtigt skræmmende, og selvom der er tvivlsomme præstationer på birollesiden, er der for denne anmelder ikke en finger at sætte på Spinells indlevelse. Alene det liv (og til tider bevidste mangel på samme), der er i skuespillerens øjne er nok til, at man i løbet af filmens 87 minutter aldrig bliver træt af at være til stede i fortællingen med denne omskiftelige karakter, som sågar også når at få fremvist sin gemytlige side.

Atter en kvinde udsættes for Tom Savinis forkærlighed for blod.

Filmens visuelle stil er ufravigeligt præget af det årti, den er skabt i. Optaget på et 10 mm kamera, hvilket instruktøren i lang tid kæmpede desperat for at skjule, da han frygtede, at filmen ikke ville blive taget seriøst, har filmen en tone, som kun '80er film er leveringsdygtige i. Bidragene til selvsamme tone er også det ofte særprægede men effektive valg af vinkler. Der er masser af tætte billeder, særligt af hovedkarakteren, og publikum manipuleres gennem både billeder og klipning ind i Franks sind. Hvad der yderligere tilføjer til den ubehagelige stemning, som filmen emmer af, er det karakteristisk '80er soundtrack som er skabt af Jay Chattaway, som også skabte soundtracket til senere Lustig film som 'Maniac Cop' (1988). Alle disse stilistiske elementer er med til at understrege, at filmen i høj grad tager sin historie alvorligt. William Lustigs selverklærede mål om at trække scenerne udover det punkt, hvor de fleste andre film ville have klippet fornemmes tydeligt og kan dermed siges at være opnået. Selvsamme målsætning resulterer i, at sekvenser, man indledningsvist mener at have gennemskuet, formår at overraske, hvilket blandt andet leder til den stemningsmættede åbningssekvens og en decideret mesterlig opbygning af suspense i en scene, der foregår på noget for genren, så klassisk som et toilet på en undergrundsstation.

Mængden af selvhadske projektioner, man må stå model til som mannequin i Frank Zitos hjem, er nærmest ubærligt.

Der er ingen årsag til at lægge skjul på, at 'Maniac' tog undertegnede med storm. Således fristes jeg til at betegne filmen som den bedste, jeg har set indenfor slasher-genren og en ny personlig favorit. Fortællingen om et menneskesind på kanten af afgrunden er så indtagende, at det selv nu mange år efter filmens oprindelige udgivelse er djævelsk svært ikke at engagere sig i 'Maniac', som særligt med det svimlende usikre udgangspunkt, den er skabt ud fra, er helt ekstremt vellykket. Ikke overraskende er den brede opfattelse af filmen ganske negativ, og der er af mange blevet lagt vægt på, hvor ubehagelig og grum filmen er, men med et emne så unægteligt mørkt er det svært at se, hvor man mener, Lustig er gået fejl. Selvfølgelig er filmen sleazy og udfordrer den brede idé om, hvad der er “god smag”, men er det ikke, hvad horror og exploitation kan og skal? Særligt når det kombineres med filmens ambitiøse karakterdrevne fortælling, som er den hidtil mest dybdeborende, denne anmelder har set indenfor genren. Dertil kommer at effekterne i sidste ende blot er med til at understrege filmens historie samt den bevidst ubehagelige stemning, filmen sigter efter. Hvis 'Maniac' er dårlig smag, så melder jeg mig gerne under dennes fane, når jeg her giver filmen topkarakter.

Score: