Anmeldelse: Ms.45.

Årgang: 1980. 
Tagline: "It will never happen again."
Instruktør: Abel Ferrara.
Runtime: 80 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 40” LED.
Udgiver: Aquarelle.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Thriller – a cruel picture' (1974), 'I spit on your Grave' (1978), 'Savage Streets' (1984).

Anmeldt af Claus Reinhold.

'Ms.45’s' protagonist er Thana (Zoë Tamerlis), en ung stum syerske der arbejder i Manhattans tøj centrum. En dag da hun er på vej hjem fra arbejde, bliver hun pludselig overfaldet, slæbt ind i en baggård og voldtaget af en maskeret mand. Efter denne forfærdelige oplevelse når hun endelig hjem i sin lejlighed, men her overraskes hun inden længe af en indbrudstyv. Han holder en pistol til hendes hoved alt imens han også voldtager hende. Det lykkes dog Thana at forsvare sig, blandt andet med et elektrisk strygejern, og til sidst slå gerningsmanden ihjel. Herefter parterer hun ham og gemmer kropsdelene i sit køleskab for derefter gradvist at skaffe sig af med dem. En dag da hun er ude for at skaffe sig af med en del af liget, bliver hun antastet af en ung rod, som hun hurtigt skyder med den døde tyvs 45mm pistol. Senere overtaler en påtrængende fotograf at få Thana til at posere for ham, med falske løfter om en karriere som model. Thana tager med ham op i hans fotoatelier, men knapt er de nået inden for døren, før hun skyder ham. Hun begynder at strejfe om i byens gader om natten, bevæbnet med sin 45mm pistol, og ingen mand kan føle sig sikker hvis han møder Thana på sit blodige feministiske korstog.

Amerikansk filmindustris bad boy og enfant terrible, Abel Ferrara, har altid formået at skabe grænseoverskridende og anderledes film, samtidig med han aldrig begår den samme type film to gange. Dette er i sig selv en kunst og det er tydeligt at se hans udvikling og spændevidde fra bloddryppende og punket low-budget horror i debuten 'The Driller Killer' (1979) over det overlegne gangsterdrama 'King of New York' (1990) til den selviscenesættende og udfordrende 'Snake Eyes' (1993) med blandt andre Madonna i en af hovedrollerne.

Thana voldtages første gang.

'Ms.45' er Ferraras anden spillefilm, lavet for blot $60.000 og med den unge, uprøvede Zoë Tamerlis i den altdominerende hovedrolle. Manuskriptet er skrevet af Ferraras gamle ven og faste manuskriptforfatter, Nicholas St. John, hvis virkelige navn er Nicodemo Olivierio, og som har skrevet i alt 12 film for Ferrara. Det er den klassiske dramatiske struktur man finder i 'Ms.45' men Abel Ferrara er ikke nær så eksperimenterende i billedsproget, som han var i sin debutfilm og den anarkistiske og punkede stil og tone, samt de store mængder blod, som var debutfilmens kendetegn, er stort set fraværende i 'Ms.45'. Filmen er lige ud af landevejen, men i en mere seriøs og voksen tone end 'The Driller Killer'. Men St. Johns og Ferraras udgangspunkt for 'Ms.45' er helt klart 'The Driller Killer'. Det er tydeligt at de stadig bevæger sig i samme univers idet de to films strukturelle og tematiske ligheder ikke er til at tage fejl af og begge film beskæftiger sig med hovedpersoner, der bliver drevet til sindssyge af uretfærdigheder og presset fra det hektiske moderne liv. Dette resulterer i at de begge dræber en række tilfældige fremmede i New Yorks mørke gader og baggårde. Men hvor Reno i 'The Driller Killer' dræber de uskyldige hjemløse udskud som han uvidende snart slutter sig til og bliver en del af, starter Thana derimod direkte ved kilden af sin undertrykkelse – manden. Her er det er som om filmen alvorligt overvejer tanken om, at alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere og kollektivt skyldige, og dermed skal straffes med døden. Den første voldtægtsmand, spillet af Abel Ferrara selv, dog under sit Jimmy Laine pseudonym som han også brugte i 'The Driller Killer', dukker blandt andet også op filmen igennem i mareridtsagtige glimt hos Thana. Han er som inkarnationen af det maskuline onde, personificeringen af mandens sande jeg, i hvert fald i Thanas øjne. Man kunne derfor frygte at Ferrara dermed har til hensigt at belære eller pådutte sit publikum en bestemt overbevisning, men dette er heldigvis ikke tilfældet som det kunne have været hvis filmen havde været i hænderne på visse andre instruktører. Her er ingen løftede pegefingre og filmen er på ingen måde didaktisk.

Fra genert og kuet pige til en forførende hævnens engel.

[Spoiler warning start]Som nævnt er Thana stum gennem hele filmen, dog på nær i den sidste sekvens hvor hun, med en kniv i ryggen, hvisker ordet "søster". Dette rejser så spørgsmålet om hun virkelig er stum, eller der er andre omstændigheder der gør at hun normalt er ude af stand til at tale? Derudover er det værd at bemærke hvordan Thanas kvindelige kollega som stikker hende i ryggen, holder på kniven i den afsluttende scene, det er meget fallisk, og en interessant vinkel idet Thana der allerede er blevet voldtaget to gange og med sin pistol prøver at udrydde y kromosomet, nu også ”voldtages” af en medsøster – en kvinde[Spoiler warning slut]. Samtidig er det også værd at betænke om manuskriptforfatter Nicholas St. John har valgt navnet Thana, fordi det er en forkortelse af det græske ord, Thanatos, som ifølge græsk mytologi er navnet på guden for den naturlige død, men som også er et udtryk for et døds ønske.

The final showdown! (Læg mærke til hvordan kniven i baggrunden holdes.)

Zoë Tamerlis som senere under navnet Zoë Lund, både skrev manuskriptet til, og spillede med i Ferraras 'Bad Lieutenant', viser et lysende talent i denne film. Hendes portræt af den unge, stumme syerske er fantastisk overbevisende og hendes præstation er en af hovedattraktionerne i denne film, og medvirker til at hæve den langt over standard. Uden at sige en enkelt stavelse, dominerer hun hver eneste scene og det dramatiske sortiment og følelsesmæssige udtryk hun disker op med er troværdige på en måde, man normalt ikke forventer fra en billig 80’er b-film. Og netop 80’er b-film er hvad dette værk fremstår som, hvis man skal tale form og visuelt indhold, men det er ment på den mest positive måde. Den indeholder nemlig alt det jeg personligt elsker ved amerikanske film fra 1980’erne; faldefærdige bygninger, slidte trappeopgange, slum, røg fra kloakdækslerne, og selvfølgelig datidens tøjmode med tilhørende soundtrack der både er super fedt, kikset og kitchet på samme tid. Filmens komplette fravær af nøgenhed, og den bemærkelsesværdige bløde vold, skiller 'Ms.45' ud fra dens samtids exploitation produktioner, der ellers lagde stor vægt på netop disse elementer, men det er prisværdigt at St. John og Ferrara her vælger at gå den stik modsatte vej. Alligevel må man som udgangspunkt kategorisere 'Ms.45' som en exploitation film men den er samtidig en alvorlig selvtægts film med stærke pro-feministiske undertoner og Zoe Tamerlis, Nicholas St. John og Abel Ferrara har sammen begået en kraftfuld, rå og foruroligende hævn film om en kvinde der bliver skubbet for langt ud. Den er ikke nær så blodig eller overdreven som f.eks. Meir Zarchis 'I Spit on your Grave', men den er i sidste ende en langt mere effektiv og helstøbt film, og samtidig blandt Abel Ferraras bedste værker.

Score: