Anmeldelse: House on the Edge of the Park.

Årgang: 1980.
Tagline: "Delivers Shocks To The Maximum... Pushes The Limits Of Acceptability."
Instruktør: Ruggero Deodato.
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 91 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'A Clockwork Orange' (1971), 'The Last House on the Left' (1972),  'Funny Games' (1997).

House on the Edge of the Park er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.




Filmen indledes med, at Alex (David Hess) sammen med Ricky (Giovanni Lombardo Radice), hjælper det rige par Tom og Lisa med at reparere deres bil, da den bryder sammen på vej mod en fest hos deres venner. Alex inviterer sig selv og Ricky med til festen, og da de ankommer, varer det ikke længe, før et sadistisk spil bryder ud, hvor de forskræmte gæster pludseligt står ansigt til ansigt med, hvad der viser sig at være to perverterede psykopater... Men måske er alting ikke, som det først ser ud?

Instruktør Ruggero Deodato havde i 1980 endnu ikke fået nok af at chokere. Det til trods for, at instruktørens vel nok mest kontroversielle film 'Cannibal Holocaust' også blev udgivet samme år og sendte instruktøren en tur i retten efter der blev sået tvivl om, hvorvidt mordene i filmen var virkelige - hvilket naturligvis ikke var tilfældet. Filmen blev indspillet over 4 uger i 1979 og levede derefter et omtumlet liv; Særligt i det britiske, hvor filmen havde store problemer med at blive godkendt til en biografudgivelse og senere landede på listen over de såkaldte "video nasties". På AWEs udgivelse af 'House on the Edge of the Park' medfølger en folder, der giver en smule indblik i omstændighederne omkring filmen. Blandt andet fortælles der her, at Deodato ikke var særlig dedikeret omkring skabelsen af filmen og snarere var hyret for sin evne og vilje til at chokere end sine instruktørmæssige færdigheder. Hovedrollen som Alex gik til David Hess, som hovedsageligt gentog sin rolle fra Wes Cravens 'The Last House on the Left' (1972). En film som i høj grad også havde været inspirationskilde til 'House on the Edge of the Park' og mange andre film, der benyttede sig af ordet "house" i titlen. David Hess siges i øvrigt at have omskrevet megen af sin karakters dialog, hvilket bestemt ikke virker usandsynligt, når hans overbevisende præstation i filmen tages i betragtning. Så meget desto mere trist var det, da skuespilleren sidste år afgik ved døden 75 år gammel.

David Hess træner sin Sweeney Todd parodi.

Den nemmeste måde at beskrive 'House on the Edge of the Park' på er, at filmens fulde spilletid på sin vis føles som at se den første halvdel af Stanley Kubricks 'A Clockwork Orange' (1971) med mere voldtægt og tortur samt mindre dystopisk fremtid og indre monolog. Der er ikke voldsomt meget indholdsmæssigt at komme efter i filmen. Når man indleder sin film med at lade karakteren voldtage og dræbe en uskyldig pige indenfor det første minuts tid, er baren ligesom sat for, hvilken type film vi her har med at gøre. Det er beskidt exploitation sleaze, der giver seeren den forventede mængde nøgenhed og ubehageligheder. Hovedkarakteren tager det ikke mange øjeblikke at afkode som en særdeles usympatisk karakter, og der gås aldrig i dybden med, hvorfor han gør, som han gør. Med det etableret er det imidlertid ikke det store problem at lade sig underholde i filmens 91 minutter. Instruktør Ruggero Deodato kan utvivlsomt noget, når det kommer til at skabe suspense, og det bliver helt tydeligt i filmen. Det er også i den forbindelse, at David Hess kommer til at stråle i hovedrollen. Tilskueren har måske nok grejet, at han er en utiltalende fyr, men hans handlingsmønster er langt fra gennemskueligt, og det bliver aldrig nemt at forudse, hvad man kan forvente sig af karakteren. Det leder til en del effektive scener, der som oftest formår at holde sin seer fangen og sært afventende. Filmen er som nævnt skabt med henblik på at chokere, og selvom den måske nok har mistet en del af sin chokværdi over årene, må man give filmen, at de retninger, den drejer sig i, ofte er ret bizarre. Kun enkelte gange står fortællingen i stampe, og det til trods for, at det meste af handlingen tager sig ud det samme sted.

Aftenen endte på en og samme tid tæt på og langt fra, hvad Lisa havde forestillet sig.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor stemningsfuld filmen formår at være til trods for et budget, der formentlig har været ret begrænset. Nogen æstetisk perle er den ikke, men der er flere gange billeder, som emmer af stemning særligt på grund af belysningen. Medvirkende til filmens atmosfære er en anden genganger fra 'Cannibal Holocaust' i form af komponisten Riz Ortolani, som gentager succesen fra førnævnte kannibalfilm og skaber endnu et sært miks mellem det legesyge og forstyrrende med sit musikalske islæt. Selvom soundtracket i nogen grad nedspilles i 'House on the Edge of the Park' ligger det ofte i sin skævhed og ulmer under sekvenserne. Atter engang er Ortolani med til at hæve filmen og skabe en kontrast til de stedvist ubehagelige billeder. Med nutidens briller er det imidlertid svært at se, hvorledes filmen kan være landet på listen over "video nasties", da den viste vold er relativt begrænset i omfang. Hvad der for alvor må have afskræmt briterne er nøgenheden. Der holdes på ingen måde igen med at vise de kvindelige medvirkende uden påklædning, og som vi ved fra det amerikanske, har nøgenhed en tendens til i censursammenhæng at være mere afskrækkende end vold.

"Cindy, Cindy don't let me down."

Det er ikke just historien, der gør 'House on the Edge of the Park' underholdende. Leder man efter en form for pointe, er det nok ikke denne film, man skal gå i krig med. Kan man indlade sig på halvanden times vold og nøgenhed i forskellige kombinationer, skal man nok blive underholdt her. David Hess' præstation er mindeværdig, og nogle af de skæve replikker karakteren får smidt ind undervejs ligeså. Endvidere er det den stedvist vellykkede suspense og de sære retninger, filmen udvikler sig i det, der gør den seværdig. Kender man til genren, er man velsagtens også klar over, hvad man begiver sig ud i, og med den rette indgangsvinkel skal man nok blive underholdt.

Score: