Anmeldelse: A Horrible Way to Die.

Årgang: 2010.

Tagline: ?
Instruktør: Adam Wingard.
Medie: DVD.
Set på: 42" LCD.
Runtime: 82 minutter.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Maniac' (1980), 'Henry: Portrait of a Serial Killer' (1986), 'Natural Born Killers' (1994).

A Horrible Way to Die er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.





Sarah (Amy Seimetz) er flyttet, har besejret sin alkoholisme og genfundet kærligheden. Alt sammen har det været nødvendigt ovenpå bruddet med den tidligere kæreste Garrick (AJ Bowen), som var en kende hård ved Sarah. Med terapi og sit inderlige forsøg på at starte forfra, er det så småt lykkedes hende at skabe noget, der minder om et almindeligt liv for sig selv. Den trygge hverdag, hun har fået opbygget, tager dog en dramatisk vending, da ex-kæresten flygter fra fængslet. Kan Sarah overleve sin fortid?

Der er friske kræfter bag ‘A Horrible Way to Die’. Den unge instruktør Adam Wingard er endnu ikke noget stort genrenavn, men har siden hans debutfilm ‘Home Sick’ (2007) kæmpet for at få mulighed for at skabe horrorfilm. Det har betalt sig, siden han trinvist er nået bredere ud. Nogle har sammenlignet instruktørens stil med etablerede navne som David Lynch. Filmens primære roller er ligeledes ganske ukendte, selvom Amy Seimetz har været yderst aktiv og har en god stak film undervejs. AJ Bowen har medvirket i enkelte andre film, deriblandt ‘The House of the Devil’ (2009), som også er tilgængelig fra Another World Entertainment her i landet. ‘A Horrible Way to Die’ har i øvrigt haft æren af at vinde tre store priser (manuskript samt mandlige og kvindelige hovedrolle) på Fantastic Fest, som årligt afholdes i Austin, Texas. Derudover er der ikke meget baggrund at grave ned i omkring denne titel, fordi filmen er besat af et bemærkelsesværdigt uerfarent (dermed ikke sagt at de er ringe af den grund) hold. Til gengæld er der masser at sige om selve filmen.

Der er ingen tvivl om, at filmen kan være smuk i momenter. Det eksemplificeres fint i dette billede, hvor belysning og stemning går op i en højere enhed.

Når diskussionen falder på stil versus substans, vil de fleste nok foretrække substans. Andre vil påstå, at stil og substans kan være en og samme ting. Det er jeg helt og aldeles enig i. En veludført og stilsikker film kan styrke et stærkt grundlag eller sågar være sin egen force. I 'A Horrible Way to Die’ fylder stilen utrolig meget. Hvorvidt filmens ikke just omfangsrige budget har været en af årsagerne til, at man har valgt den håndholdte vej vides ikke. Ikke desto mindre tager førnævnte valg fuldstændig fokus her. Ligesom det var tilfældet i den overvurderede actionfilm ‘Unstoppable’ (2010) rystes der her ukontrolleret med kameraet og også langt mere, end det naturligt vil forekomme, når man vælger at optage uden et fast underlag. Man må udlede, at skaberne har taget en beslutning om, at lade filmen få dette udseende. Det er problematisk, fordi det bliver for fyldigt et element. Selv i film som ‘The Last Exorcism’ (2010), hvori det er found footage formen, der er årsag til at kameraarbejdet fremstår sløset, virkede det ikke så ekstremt som her. Det er heller ikke umuligt at se, hvad man har stilet efter fra skabernes side, og i enkelte øjeblikke giver stilen mening. Problemet er bare, som læseren nok efterhånden har udledt, at det oftere har en tendens til at genere end at styrke filmen. Det hjælper særligt heller ikke, når filmens i forvejen noget rodede fortælling tages med i overvejelsen, og selvom det hele ender med at give nogenlunde mening, sad undertegnede alligevel tilbage med oplevelsen af en dårlig fortalt film. Filmen leder muligvis efter en egen stil, som kan gøre den unik, men for mig er det svært at se andet end en kameramand, der bevidst står og vifter med kameraet for at forsøge at skabe en intensitet, som ikke rigtigt er til stede i fortællingen.

Denne vrisne ældre herre er et af filmens bedste indslag.

Det er ikke frygtelig meget der reelt sker i filmen. Historien er meget simpel, og bygger i høj grad op til det sidste kvarter, som indeholder filmens egentlige pointe (som dog også er noget mudret leveret). At man derudover vælger at splitte fortællingen op, så man både følger Sarah og Garrick, giver blot tilskueren endnu mindre mulighed for at blive knyttet til nogle af de to karakterer. Det til trods for, at mange af replikudvekslingerne i filmen er fint skrevet, og særligt AJ Brown gør et godt stykke arbejde som Garrick, der utvivlsomt er den mest interessante af de to karakterer. I momenter mindede hans fortælling mig om Joe Spinells karakter i William Lustigs ‘Maniac’ (1980), men det indtryk er desværre noget flygtigt, og karaktererne udvikler sig aldrig rigtig udover det umiddelbare indtryk, tilskueren får af dem. Tematisk må man i mellemtiden give folkene bag ‘A Horrible Way to Die’, at de har haft store ambitioner. Der hintes undervejs til temaet, der som sagt først færdigudvikles i filmens sidste minutter. Det står desværre ikke helt klart, hvad filmen vil sige omkring det fænomen, den kommenterer, og det er et alvorligt problem. Absurditeten, som er indeholdt i førnævnte klimaks, er ikke desto mindre rammende og indeholder glimt af noget, der kunne have været meget mere. Filmen har flere af disse punkter, hvor man fornemmer potentiale. Det er eksempelvis en scene, hvori Garrick på en tankstation møder en tilfældig mand, der mest af alt mindede denne anmelder om de mange variationer af skøre mænd, som ‘Friday the 13th” franchisen har budt på. Endvidere er hans provokerende udtalelser tilpas kantede til, at øjeblikket bliver foruroligende. Det er også et af de få øjeblikke, hvor det rystede udtryk giver mening og rent faktisk styrker filmen i stedet for at genere.

Mangler din film intensitet, kan du jo altid prøve at hænge din hovedrolleindehaver med hovedet ned af og se, om det hjælper.

Jeg blev ret hurtigt spændt på, hvad ‘A Horrible Way to Die’ havde at byde på, da jeg satte den i afspilleren. Det æstetiske udtryk, som jeg snart har nævnt mange gange, fremstod indledningsvist som en forfriskende anderledes og kunstnerisk tilgang til horrorgenren. Det er derfor med stor ærgrelse, at jeg må placere filmen så lavt på karakterskalaen. Både Adam Wingard og i særdeleshed manuskriptforfatter Simon Barrett har sandsynligvis gode film i sig, men dette er ikke en af dem. Filmen er for sløv til at underholde, for klodset til at være intelligent og alt i alt blot en gumpetung oplevelse, som kunne have været meget mere.

Score: