Dobbeltanmeldelse: House of 1000 Corpses / The Devil's Rejects.

Årgang: 2003 / 2005
Tagline: "God bless this house." / "This summer, go to Hell…"
Instruktør: Rob Zombie.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 85 minutter / 104 minutter.
Udgiver: Scanbox / Nordisk Film.
Link til filmene: IMDB / IMDB.
Se også: 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), 'Halloween' (2007), 'Death Proof' (2007), 'Planet Terror' (2007).

Anmeldt af Jesper Pedersen.







I et gammelt, faldefærdigt hus langt ude på det sydamerikanske bøhland, bor familien Firefly. Bedstefar, mor og fire voksne børn lever et afsondret liv med fasttømrede roller, fællesinteresser og et solidt greb om gamle familietraditioner -  som desværre i dette tilfælde går ud på at bortføre, ydmyge, torturere og dræbe tilfældige forbipasserende. En allehelgensaften går det ud over to halvnørdede vennepar, som netop er på vej hjem til den ene piges forældre for at fejre Halloween. Pigens far, som er pensioneret betjent i den nærliggende by, får hurtigt iværksat en eftersøgning, som dog ender brat ved Firefly-huset, da faderen og de to medfølgende betjente bliver myrdet. Kort tid efter forfølger sherif Wydell, hvis bror var en af de myrdede betjente, sporet til Firefly-huset, som han omringer med sin samlede politistyrke. To af børnene, Otis og Baby, slipper imidlertid væk, og de advarer deres medsammensvorne, Kaptajn Spaulding, så de tre sammen kan slippe væk med livet i behold.

 

Det er i korte, korte træk, hvad der sker i 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects'. Jeg synes, det gav mening at skrive filmenes handlingsforløb sammen - som det måske fremgår, skiller forløbene efter at "betjentene og faderen bliver myrdet" - eftersom dette jo er en dobbeltanmeldelse af Rob Zombies to første spillefilm, begge omhandlende den crazy familie Firefly. Men faktisk er disse to film meget forskellige. Trioen Otis B. Driftwood, Kaptajn Spaulding og Baby Firefly går igen i begge film, og det samme gør enkelte handlingsforløb, som eksempelvis den døde betjent, der hævnes af sin sherif-broder. Men fortællemåden, stilen, skuespillet og hele stemningen er så markant anderledes fra 'House of 1000 Corpses' til 'The Devil's Rejects', at fortsættelsen måske bedre betegnes som et spin-off end en sequel.

En hyggelig køretur med familien!

Forskelligheden skyldes nok langt hen ad vejen, at Rob Zombie simpelthen er blevet en bedre instruktør, og at han efter succesen med 'House of 1000 Corpses' har fået mulighed for at arbejde med nogle flere og mere professionelle folk. Det officielle udgivelsesår for 'House of 1000 Corpses' er 2003, men den var faktisk færdiggjort allerede tre år tidligere. Rob Zombie havde lavet den for Universal, som besluttede sig for ikke at bruge yderligere penge på at udgive filmen, eftersom man ikke regnede med, den ville komme i nærheden af at tjene sit budget ind med dens voldsomme NC 17-rating. Senere fik Rob Zombie overført filmrettighederne til Lions Gate, som endte med at få plus på kontoen allerede på premieredagen. De bad med det samme Rob Zombie om at gå i gang med en fortsættelse, men ventetiden hos Universal har altså givet ham et par år til at kunne øve sine instruktørkundskaber, blandt andet på musikvideoer for hans sideløbende heavy metal-karriere.

Læg mærke til baggrunden og Otis' seneste kunstværk; Fish Boy!

Siden er Rob Zombie kommet i godt selskab i det såkaldte "Splat Pack", bestående af Alexandre Aja, Neil Marshall, Eli Roth, Robert Rodriquez, Greg McLean, hovednavnene bag 'Saw'-franchisen; James Wan, Leigh Whannell og Darren Lynn Bousman samt altså Rob Zombie. Denne gruppe er blevet berømt og berygtet i det nye årtusinde for at gå imod de familievenlige blockbustertendenser, og i stedet vende tilbage til de lave budgetter og høje ratings, som var kendetegnende for de bedste af 70'ernes og 80'ernes genrefilm. Splat Pack er i den grad Hollywoods hårde børster, men samtidig også sande guldgruber for deres produktionsselskaber, og særligt Lions Gate og Dimension Films har nydt godt af disse instruktørers evne til at underholde et stort, betalende publikum på en meget billig måde. Rob Zombie blev desuden sammen med Eli Roth og en anden instruktør, som også har styr på sine genrer; Edgar Wright, valgt til at skabe de underholdende falske trailers til Quentin Tarantino og Robert Rodriquez Grindhouse-projekt fra 2007. 'Werewolf Women of the SS' viser atter, at Rob Zombie har udviklet sig som instruktør - jeg synes faktisk næsten, traileren er for flot til genren.

Rob Zombie har selv udtalt, at han bestræbte sig på at gøre karaktererne mindre tegneserieagtige i 'The Devil's Rejects' - det burde være en overskuelig opgave! Karaktererne i 'House of 1000 Corpses' er alle meget ekstreme, og i lang tid er det svært at hitte ud af, hvem der egentlig er hovedpersonen i det overskruede persongalleri. Jeg mener, man har den regel, når det gælder drama, at hovedpersonen er den, der udvikler sig mest i løbet af handlingen. Om dette kan overføres til horrorgenren ved jeg ikke, men ellers kan man vel grundlæggende sige, at hovedpersonen er den, der overlever længst. Dermed finder vi da også til sidst ud af, hvem af de fire venner der er hovedpersonen. I 'The Devil's Rejects' har galningefamilien en mere fremtrædende rolle, og derfor er mange af de overfladiske, opmærksomhedskrævende detaljer også fjernet; Otis' øjne er ikke helt så spilåbne og vilde; Babys irriterende, skingre latter (en reference til Linda fra 'Evil Dead 2') er helt fjernet; og Kaptajn Spaulding går rundt uden sin klovnemakeup det meste af tiden. Familien Firefly begynder ligeledes at vise en smule empati og tillid overfor hinanden, hvilket også er menneskelige egenskaber, man skal lede langt efter i etteren. Det gør karaktererne mere troværdige og ægte, og deres handlinger meget mere skræmmende. Man kunne argumentere for, at den egentlige hovedperson i 'The Devil's Rejects' er sherif Wydell, som udvikler sig fra at ville håndhæve loven i sit lille samfund, til at ville hævne sin døde bror og sågar hyrer mexikanske lejemordere til at hjælpe ham med at opspore Otis, Baby og Kaptajn Spaulding.

Når loven ikke rækker, må den lange arm have fat i syvtommersøm og hammer!

Det kan være lidt vanskeligt at finde rundt i familien Fireflys indbyrdes relationer. Vi ved, der er en Mother Firefly og en Grampa Hugo Firefly, men ingen Father Firefly til Otis, Baby og brødrene Rufus og Tiny - for slet ikke at tale om de mange deforme babyfostre, som står rundt omkring i huset i formaldehyd-fyldte syltetøjsglas. Indavl er uden tvivl en afgørende faktor, og jeg vil da ikke afvise, at ungerne er forældre til hinanden på kryds og tværs - men det er nok heller ikke uden betydning, at Mother Firefly er blevet arresteret for prostitution hele 17 gange (og det er vel at mærke kun de gange, hun er blevet arresteret for det), som sherif Wydell afslører det i 'The Devil's Rejects'. I samme film kalder Baby Kaptajn Spaulding for far, men eftersom han kalder Charlie Altamont, spillet af afroamerikaneren Ken Foree, for bror er dén oplysning heller ikke helt troværdig. Ganske vist har Kaptajn Spaulding og Charlie Altamont samme udstående øjne, men der hører de genetiske ligheder også op, eftersom den ene er kridhvid og den anden kulsort.

Det er egentlig utroligt, hvor meget et menneske fylder, når det ligger splattet ud på en vej!

Hvor 'The Devil's Rejects' er en enkel og stilsikker film, er 'House of 1000 Corpses' mere vild. Handlingen er plasket til med klassiske skræmmeelementer som blaffere, børnesange, klovne, fuldmåne, fugleskræmsler, skrald og så videre og så videre. Sammen med det bizarre persongalleri gør det 'House of 1000 Corpses' til en utroligt underholdende og uforudsigelig film, men også en smule uoverskuelig til tider. Den indeholder mange referencer til horrorgenren, som heldigvis for det meste er så implicitte, at man aldrig oplever, filmen bare nasser på tidligere succeser. Man fornemmer, at Rob Zombie er vel kendt i genren, og han finder inspiration fra alle mulige og umulige kanter. Største inspirationskilde er dog, naturligvis, Tobe Hoopers 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), og den udsættes også for én af de mest direkte hentydninger, lad os kalde det en hyldest, da Otis syer en maske af menneskehud. En fritidssyssel Otis i øvrigt genoptager i 'The Devil's Rejects'.

Uanset hvor primitive de er ude på bøhlandet, har de altid en Coca Cola ved hånden!

Jeg er vild med 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects', og jeg håber, Rob Zombie og Lions Gate lader det blive ved disse to. For når det kommer til denne grumsede exploitaton-genre, er der noget symbolværdi i at udgive film i par fremfor i trilogier, som er moderne i alle andre sammenhænge. 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' er selvfølgelig ikke en rigtig dobbeltfilm i stil med selve Grindhouse-projektet eller Tarantinos 'Kill Bill' (2003 & 2004), men de er stadig to alen ud af et stykke. Jeg har svært ved at vælge en sikker favorit blandt de to; den første er totalt underholdende og overrumplende, mens den anden er flot og stilsikker. Når billed- og lydsiden spiller bedst sammen, når 'The Devil's Rejects' Tarantinoske højder. Heldigvis er dette en dobbeltanmeldelse, og jeg kan derfor nøjes med at sige, at begge film er fantastiske hver især og alle fem Pinhead's værd!

Score: