Anmeldelse: From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money.

Årgang: 1999.
Tagline: Ingen. 
Instruktør: Scott Spiegel.
Runtime: 88 minutter. 
Medie: DVD. 
Set på: 42" LCD. 
Udgiver: Nordisk Film. 
Link til filmen: IMDB. 
Se også: 'From Dusk Till Dawn' (1996), 'From Dusk Till Dawn 3: The Hangman’s Daughter' (1999).

Anmeldt af Mark S. Svensson.








På Titty Twister Bar mødes fem hardcore forbrydere med Seth og Richie Gecko (de to gangstere vi følger i den første film) for at få tegningerne over en mexicansk bank. Men gæsterne i baren er der ikke bare for at drikke øl - de er der for at drikke blod. Med nød og næppe undslipper banden de gale vampyrer og gør klar til at røve banken. Her venter FBI-agent Chase på dem. Men hvad er det, der er galt med bankrøverne? Alle undtagen Buck (Robert Patrick), bandens leder, har pludselig fået så store hjørnetænder.

Den oprindelige 'From Dusk Till Dawn' (1996) er en favorit for mange genrefans, inklusiv mig selv. Robert Rodriguez og Quentin Tarantinos kollaboration på filmen medførte i et noget nært perfekt miks af spænding, splat og vaskeægte americana stemning, som kun få kan levere det. Hvad der blandt andet var mesterligt var, at den originale film tog sig enorm god tid med sin fortælling, men aldrig blev kedelig eller gennemskuelig. I denne direkte til video fortsættelse har Scott Spiegel overtaget instruktørtjansen og har ligeledes påtaget sig at formulere både historie og manuskript i samarbejde med Boaz Yakin og Duane Whitaker, hvoraf sidstnævnte også spiller Luther i filmen og for mange i øvrigt vil være kendt fra Tarantinos 'Pulp Fiction' (1994), hvori hans karakter Duane ytrede den velkendte replik "Gimp's sleeping" til en ganske utilfreds Zed (Peter Greene). For instruktør Scott Spiegels vedkommende er det ikke just klassikere, der vægter på instruktørens CV. Manden er, som tidligere omtalt her på bloggen, mere kendt for at have lagt sofa til, da en ung Quentin Tarantino forsøgte at skabe sit gennembrud som instruktør end for egne evner. Spiegel er i øvrigt gode venner med instruktør Sam Raimi, hvilket har indtjent ham et par statistroller i flere af instruktørens film.

Er der noget flagermus kan, så er det (tilsyneladende) at bide elevatorkabler i stykker.

Går man på jagt efter information om 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' online, er det ikke meget, der dukker op. Udover at filmen refereres til i en hel række nylige anmeldelser af 'Hostel III' (som Spiegel også har instrueret), er der ikke meget at komme efter. Det har formentlig meget at gøre med filmens kvalitet. Tidligere nævntes det, at den oprindelige 'From Dusk Till Dawn' udmærkede sig ved en lang og stemningsfuld indledning, som gav publikum mulighed for at lære karaktererne at kende; Karakterer som i øvrigt var spillet af folk som George Clooney, Juliette Lewis og Harvey Keitel. Med andre ord var der en del mere vægt og troværdighed bag den første films karakterer, og det til trods fik de en grundig introduktion. Det er ikke tilfældet i Scott Spiegels fortsættelse. I stedet smides vi fluks ind i vampyr-action og forsøges i åbningssekvensen allerede skræmt væk fra at se resten af filmen med nogle af de af de ringeste specialeffekter, selv for 1999. Der lægges således op til en film der er klodset udført, men i det mindste tempofyldt. Det bliver der ganske hurtigt vendt op og ned på, da filmen går fra højeste og mest skabede gear til det laveste. I et forsøg på at genskabe den første films americana stemning, ændrer filmens rytme sig drastisk og bliver hurtigt decideret søvndyssende. Plottet er allerede indenfor de første få minutter ovenpå den troværdighedsfrarøvende åbningssekvensen blevet fuldstændigt intetsigende. Det varer ikke længe, før filmen nærmest gør totalt ophold ved en meget langvarig sekvens, der involverer hovedpersonerne, der på et motelværelse benytter en uforholdsvis stor del af filmens spilletid på at se porno. Alle de momenter som i en bedre film ville være benyttet til at opbygge karaktererne benyttes blot her til ligegyldigheder og spildes med andre ord. Alt sammen er det med til at gøre filmens 88 minutter utrolig lange at komme igennem.

Underholdningsværdien i at betragte filmens karakterer sidde og glo på et tv er mildest talt til at overse.

Scott Spiegel har utvivlsomt fået sat sit fingeraftryk på filmen. Som man også vil bemærke i instruktørens seneste film 'Hostel III' og måske endnu mere i hans instruktørdebut 'Intruder' (1989), har han en kærlighed for vinkler, der er mere bizarre, end de er interessante. Eksempelvis er her i filmen en del af en sekvens, der ses fra bag en af vampyrernes tænder. Interesserer man sig for, hvad forskellen på god og dårlig instruktion er, kan man med fordel sammenligne denne film og dens forgænger, da der næsten ikke kan blive større forskel på to film, som ellers har så meget til fælles i udgangspunktet. Selve plottet er som tidligere nævnt ret ligegyldigt, og selvom første film ikke just var nogen omfattende historie, havde den mange interessante elementer både i form af en unik stil og nogle sympatiske omend skæve karakterer. Her er stilen mere generende, end den er givende, og det resulterer i, at selv de actionprægede sekvenser bliver generende at sidde igennem. Den eneste skuespiller, der går igen fra den første film, er Danny Trejo, hvilket ikke er overraskende, da skuespilleren har en tendens til at sige ja til de fleste ting, han bliver tilbudt at medvirke i. At det på mange måder gør mærkelige ting ved kontinuiteten i forhold til den første film er skaberne formentlig ganske ligeglade med, og som tilskuer er undertegnede ikke engageret nok til for alvor at irritere sig over det.

At filmen ikke er synderligt god, skal ikke afholde Danny Trejo fra at være en bad ass.

Man skal ikke være synsk for at gætte, hvilken retning denne anmeldelse bærer i. Det er vitterligt ganske få film, jeg ikke kan finde noget positivt at sige om, men 'From Dusk Till Dawn 2: Texas Blood Money' er en af dem. Filmen er gumpetung at sidde igennem. De tempomæssigt nedspillede sekvenser er uinteressante grundet de intetsigende karakter. Det samme kan siges om actionelementerne, som er uengagerende, fordi instruktør Spiegels stil bliver forstyrrende. Endvidere har enten talent eller budget ikke kunne række til at gøre splat-segmenterne så gloriøst opblæste og underholdende, som de er i den oprindelige film. Alt sammen toppes det af med en historie, der er en blanding af genbrug fra originalen og nye elementer, som dog ikke formår at tilføje noget nyt til universet.

Score: