Anmeldelse: Mother's Day.

Årgang: 2010.
Tagline: "Don't misbehave."
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Medie: Blu-ray.
Set på: HD-Projektor.
Runtime: 112 minutter.
Udgiver: StudioCanal.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'Secuestrados' (2010), 'The Strangers' (2008), 'Funny Games' (1997).

Anmeldt af Allan Sørensen.








Tre brødre søger tilflugt i deres gamle barndomshjem efter et katastrofalt bankrøveri. Hvad de ikke ved er, at deres mor (De Mornay) for nylig har mistet huset efter en tvangsauktion. I stedet for at snuble over deres mor, snubler de nu over huset nye ejere, et ungt par og deres gæster, som er midt i en ​​fødselsdagsfest. Omtumlede og pressede, ser brødrene ingen anden udvej end at tage de nye beboere til fange og kontakte den eneste de kan stole på, mor. Villig til at gøre alt for at beskytte sine børn, ankommer moderen med hendes eneste datter, og tager straks kontrol over situationen og begynder at brygge på en plan der kan få hendes afkom sikkert over grænsen til Canada, og dermed ud af politiets søgelys. En sådan plan koster mange midler, og mor afskyr ingen midler for at redde sin psykotiske og dybt kriminelle familie.

Hvis man kender lidt til independent-selskabet, Troma, er man måske løbet ind i deres vanvittige 'Mother's Day' engang i løbet af 80'erne. Dette er remaket af selv samme film, men de to film har faktisk ikke mange ting tilfælles, og her er ikke mange af Troma's velkendte vederstyggeligheder tilstede. Her er tilgengæld skruet gevaldigt op for budgettet, talentet og kvaliteten. Så det er altså ingen fordel eller et krav at have et nostalgisk forhold til de notoriske Troma-film, for at få et kick ud af den nye 'Mothers Day'. Instruktøren Darren Lynn Bousman er manden bag opdateringen og han er mest kendt for sine instruktør (u)gerninger i den populærere Saw-franchise. Den foreløbig sidste Saw-film kom sidste år, og Darren Lynn Bousman's sidste film i tortur-serien kom helt tilbage i 2007 ('Saw IV'). Efter den store succes med at være en del af en af de største kommercielle horror-hits nogensinde ville Bousman prøve noget andet, noget HELT andet! Hans næste film indeholdte nemlig meget mere sang og dans (se DET er ægte tortur) end tortur og lemlæstelse! Den stod på horror-komedie-musical i 'Repo! The Genetic Opera' fra 2008 og 2 år senere kom så 'Mothers Day'.

Gatecrasher af den slemme og tungt bevæbnede slags.

Men instruktørens forkærlighed for middelalderlige afstraffelse-metoder in mente, kunne man frygte at hans home-invasion film fra sidste år hurtigt ville gå samme vej, men heldigvis undlader Bousman at gå den vej. Vi kommer selvfølgelig ikke uden om et par rigtig ubehagelige episoder der koster brækkede knogler og udpenslet ultravold, men da mor først melder sin ankomst er det endnu mere den psykologiske del af gidslernes velbefindende der står på spil, end den fysiske. Rebecca De Mornay ('The Hand That Rocks the Cradle') er det mest velkendte ansigt i 'Mothers Day' og hun er perfekt i rollen som den koldblodige mor der styrer sit psykopatiske afkom med en stålsat jernhånd. Den aldrene dame fremstår i starten venlig og høflig, men viser sig hurtig at være en kynisk, udspekuleret og ja, komplet vanvittig - der er en god grund til at der bliver holdt igen med "your momma" vittighederne i 'Mothers Day'...

Er du morsyg eller er mor bare syg (i hovedet)?

Resten af castet er forholdsvis ukendt og de fleste skuespillere er da også hentet fra TV-seriernes verden. De leverer heldigvis alle sammen hvad der skal til, i deres roller som ofre-lam, for den dysfunktionelle familie. Især Jaime King ('The Spirit') er rigtig stærk i rollen som Beth Sohapi, den ene del af parret der har købt familiens tidligere hjem. Det samme kan siges om Warren Kole der ses i rollen som en af brødrerne, Addley Koffin. Kole spiller rollen som ustyrlig og fuldstændig utilregnelig loose cannon, med tilstrækkelig galskab i øjnene til at det er troværdigt. Læg lige mærke til de to fiktive efternavne Sohapi (so happy) og Koffin (coffin) - jeg ved ikke om det er sjovt eller om det bare er plat, faktisk lidt som de rigtige Troma film. Og nu vi er tilbage ved Troma, så er der et par steder i den nye 'Mothers Day' hvor der bliver sendt et par venlige hilsner til originalen - men der skal holdes godt øje!

Hvad fatter gør er altid det rigtige - hvad mor gør er til gengæld helt fucked up.

Lige så brutal som filmen er, lige så brutalt kom overraskelsen over at 'Mothers Day' rent faktisk er en ganske vellykket horror-film. Jeg gik ikke ind til filmen med store forventninger eller håb om, at her var meget at komme efter men jeg tog heldigvis fejl. Det er ærgerligt at filmen har lidt en temmelig overset skæbne og allerede virker glemt på horror-scenen. Man kunne forestille sig at mange simpelthen ikke har gidet at give den chancen, med udsigt til at skulle se endnu et tamt og udvasket remake. Det kan også tænkes at den oprindelige film er så ukendt for det gængse publikum, at ingen har bidt mærke i at det er en gammel Troma film her er snak om. Jeg er fristet til at tro at det er en kombination af de to. Med sine næsten to timers spilletid er 'Mothers Day' noget af en mastodont inden for denne genre, men instruktøren formår alligevel at holde spændingen på et højt niveau næsten hele vejen igennem. Hele filmen udspiller sig ikke udelukkende i huset, og det hjælper meget på underholdningsværdien, at vi også kommer udenfor. Her er nogle plotpoints og sidespring i historien, som man måske kunne havde været foruden, men alt i alt er 'Mothers Day' et oplagt valg hvis man er på udkig efter en solid amerikansk horror-film tilsat lidt Troma'nsk kant og galskab. Vi lander på fire store Pinhead's til 'Mothers Day' og filmen kan med god samvittighed melde sig ind i en lille og meget eksklusiv klub kaldet; Horror-remakes der er bedre end originalen.

Score: