Anmeldelse: Dog Soldiers.

Årgang: 2002.
Tagline: "Six soldiers. Full moon. No Chance."
Instruktør: Neil Marshall.
Medie: DVD.
Set på: 40" LCD.
Runtime: 101 minutter.
Udgiver: Scanbox.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Howling' (1981), The Company of Wolves (1984), 'Predator' (1987).

Anmeldt af Jesper Pedersen.








En lille gruppe soldater på øvelse i det nordlige Skotlands barske og ubeboede skovområder kommer pludselig på en noget hårdere prøve, end de først havde forventet. På vej mod et hul i modstanderens forsvar ser de et nødblus stige til vejrs over træernes kroner, og ved ulykkesstedet finder de resterne af et hold specialstyrker med kommandør Richard Ryan som eneste overlevende. Modsat soldaternes løse krudt er specialstyrkerne bevæbnet med ikke blot skarpe skud, men også bedøvelsespile og sprængstoffer. Inden soldaterne får set sig om er solen gået ned, og fuldmånen står rund og flot på nattehimlen. Det begynder pludselig at knase i skovbundens kviste og blade…

Det virkede naturligt for mig at afslutte resumeet med en cliffhanger, men jeg føler mig lidt dum, når jeg nu efterfølgende afslører, hvad det rent faktisk er, som lurer i mørket. For jeg spoiler vist ikke for meget ved at sige, at 'Dog Soldiers' er en varulvefilm. En pokkers effektiv én af slagsen, faktisk. Jeg har ganske vist ikke den store referenceramme, men der eksisterer vel heller ikke det samme udbud, som der eksempelvis gør med vampyrer og zombier. Fordi man ikke kan nøjes med en tandprotese og et par liter teaterblod, er varulven ikke et oplagt B-filmsmonster. Det kræver masser af tid og talent i sminken, og enhver vareulvefilm med respekt for sig selv har en forvandlingsscene, hvor menneskekroppen langsomt muterer, indstilling for indstilling, mens værten vrider sig i smerte. Faktisk sker denne del off-screen i 'Dog Soldiers', og derfor kan man ikke påstå, at filmen har en decideret forvandlingsscene. Budgettet har givetvis ikke været til det, og så vil jeg også hellere lade det foregå i fantasien, fremfor at blive irriteret over middelmådige effekter - i hvert fald når resten af filmen fungerer så godt. Varulvedragterne er ellers ganske fine, omend noget statiske. Maskernes eneste bevægelige element er underkæben, som skubbes op og ned ved hyl eller knurren. Det fungerer dog udemærket, da varulvene stort set altid skjules i silhuet eller bevæger sig i actionscener med hurtig klipning.

Filmens nervepirrende forvandlingsscene… udspiller sig lige under dette spisebord!

Manden bag 'Dog Soldiers' er Neil Marshall, som de fleste måske kender fra horrorfilmene 'The Descent' (2005) og 'Doomsday' (2008) eller forrige års sværd-og-sandalfilm 'Centurion' (2010). 'Dog Soldiers' var Neil Marshalls spillefilmsdebut, og selvom budgetterne er steget siden, har han kunne bevare så meget uafhængighed, at han stadig er både instruktør og ene-manuskriptforfatter på alle sine film. Så kan han blandt andet bestemme ting som, at alle filmene skal foregå i Skotland. Siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Michael Smileys cykelbud Tyres fra tv-serien 'Spaced' (1999) har jeg været en sucker for de fede irske og skotske accenter - dem er der masser af i denne film, og de giver noget ekstra punch til de i forvejen grove og grotesk sorte replikker. Eftersom stort set alle karaktererne i 'Dog Soldiers' er militærmænd, bærer dialogen naturligvis præg af at de pisser territorie af og tager pis på hinanden. Det kunne blive trættende i længden, hvis ikke hver enkelt replik var så velformuleret og gennemtænkt som her. "Run for your lives, before they tear your legs off!" er blot ét pragteksempel ud af mange. Midt i al herrehørmen er der oven i købet plads til lidt ægte britisk hygge, da den midlertidige befalingsmand, menig Cooper, beordrer soldaterne at koge vand på alle blus som et ekstra forsvar, hvis ammunitionen slipper op… og samtidig beder dem sætte over til en kop te.

Varulvene har ikke den mest veludviklede ansigtsmimik, men de kan udføre det basale: åbne gabet!

Filmen kommer egentlig lidt skidt fra start med en prolog, som er besynderligt B-filmsagtig i forhold til resten - dog hives scenen akkurat i land med en underholdende detalje omkring en lynlås! Vi præsenteres for et forelsket par på telttur, som BUM! bliver spist af en varulv. Inden når hun lige at give ham en gave; en brevkniv i ægte sølv, som naturligvis viser sig at være et alt for tydeligt setup på et meget senere payoff. Herudover har filmen gang i hele to mysterier, twists om man vil, hvoraf det ene er for oplagt, og det andet er for uoplagt. Et twist fungerer netop som payoff på en række setups i løbet af den foregående handling. Små detaljer, som umiddelbart virker tilfældige, men som det i payoff'et går op for seeren havde en vigtig betydning. Det første twist er ganske vist let at gætte, men som sådan fungerer det meget bedre end det næste, som kommer ud af den blå luft. Og så er der altså ikke meget arbejde i at lave et godt twist!

"@#☠$%*ϟ&!?!"

'Dog Soldiers' indeholder et utal af referencer til tidligere horrorfilm, mest nævneværdigt; 'Wolfman' (1941), 'The Howling' (1981) og 'The Company of Wolves' (1984). Men det er også sjovt at se, hvordan Neil Marshall igennem hele filmen refererer til gamle folkeeventyr. De tre små grise, Rødhætte, bedstemor, en fåreflok, Guldlok og bjørnene samt Hans og Grethe og deres brødkrummer nævnes alle direkte eller indirekte i manuskriptet. Hen mod slutningen har to af filmens centrale karakterer, sergent Wells og menig Cooper, sågar skjult sig i et skab, lidt i stil med det velkendte syvende gedekid, som gemmer sig i uret, da ulven kommer på besøg. Og Sergent Wells render faktisk rundt med indvoldende slæbende efter sig det meste af filmen, indtil Cooper sætter hans mave sammen med superlim - det minder også om både 'Rødhætte' og 'Ulven og de syv gedekid', hvor rovdyret får skåret sin mave op til slut. Horrorfilmen er vel også den nuværende fortællemåde, der ligger tættest opad eventyret - bortset fra, at horrorfilmen er forbudt for børn naturligvis. Men samtidig med at filmen eksisterer som en hyldest til tidligere tiders gys og gru, fungerer 'Dog Soldiers' på sin helt egen måde, og den er et studie i hvor velfungerende en splatterfilm kan være uden alt for mange effekter, men med et godt greb om de rigtige virkemidler.

Score: