Anmeldelse: I Spit On Your Grave (1978).

Årgang: 1978.
Tagline: “The ultimate day of terror." 
Instruktør: Meir Zarchi.
Runtime: 101 min.
Medie: Blu-ray.
Set på: LCD 42”
Udgiver: 101 Films.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'House on the Edge of the Park' (1980), 'I Spit On Your Grave' (2011), 'The Texas Chain Saw Massacre' (1974).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den unge forfatterinde Jennifer Hills (Camille Keaton) drager afsides for at skrive på en roman. Inden længe begynder befolkningen i den lille by at bemærke hende. Hvad der starter som mildt generende chikane af forskellig art udvikler sig snart til noget langt værre. Fire af byens lokale mænd voldtager af flere omgange Jennifer, der kæmper imod, men hurtigt må se sig overmandet. Mændene begår imidlertid en fatal fejl - de efterlader deres offer i live - og inden længe påbegynder kvinden et hævntogt, der er ligeså nådeløst som den oprindelige forbrydelse.

Gene Siskel og Roger Ebert er to yderst velkendte navne. De to anmelderkollegaer havde fra midtfirserne og frem til slutningen af halvfemserne et tv-program. Her blev der af flere omgange ført krig mod horrorfilm af forskellig art. Mest omfattende var det velsagtens, da anmelderparret i deres anmeldelse af 'Silent Night, Deadly Night' (1984) valgte at læse størstedelen af filmens bagmænd op og følge op med et irettesættende "shame on you!". Meir Zarchis 'I Spit On Your Grave' kan meget vel have grundlagt en del af særligt Eberts had til de mere sadistiske hororfilm. Hvor Gene Siskel valgte at forlade 'Maniac' (1980) et godt stykke fra slutteksterne, sad han Ebert Zarchis film igennem og leverede derefter en omfattende og ganske fortørnet 0-stjernet anmeldelse af filmen. Her valgte anmelderen at understrege sin pointe ud fra et mere end almindeligt forstyrret medlem af publikum, der tilsyneladende valgte at heppe på voldtægtsmændene. Oprindeligt udgivet under titlen 'Day of the Woman' (som det senere lykkedes Meir Zarchi at få tilbage på diverse udgivelser), var filmen oprindeligt et enormt flop. Ironisk nok var det først efter et titelskift samt den føromtalte ret hårde anmeldelse af Roger Ebert, at filmen fik fanget publikums interesse. I det britiske blev filmen i øvrigt tilføjet til listen over video nasties og blev beskåret med over 7 minutter, før en udgivelse blev tilladt. Senere er filmen blevet tilgængelig i sin fulde ubeskårede længde. I modsætning til film som 'Cannibal Holocaust' (1980), hvor instruktøren senere har beklaget enkelte af filmens scener (specifikt de, der indeholder drab af dyr) har ikke alene Meir Zarchi men også hovedrolleindehaver Camille Keaton stået bag filmen, der oprindeligt var inspireret af en virkelig voldtægt, hvis efterspil instruktøren var vidne til, da han hjalp en ung kvinde til at kontakte politiet.

Korrumperet skønhed.

Men hvad er det egentlig, der gør 'I Spit on Your Grave' til en så provokerende oplevelse for nogen? Først og fremmest er det formentlig den forbrydelse, filmen portrætterer. De gentagne voldtægter sluger en god del af filmens spilletid og er fremvist på en koldt betragtende vis, der yderst effektivt får sat en streg under en sådan forbrydelses alvor og ubehagelighed. Så meget desto større grund er der til at undre sig over, hvorledes nogen vil være i stand til at heppe på nogen andre end ofret. Af de fire voldtægtsmænd, er der to, der for alvor står frem: Johnny (Eron Tabor) og Matthew (Richard Pace). Førstnævnte er som leder af gruppen personliggørelsen af ondskab, selvom netop hans forhold til Matthew også viser en smule af en blødere side, hvilket bliver understreget senere, da publikum erfarer, at han har både kone og børn. Disse elementer er ikke tilføjet karakteren for at gøre ham sympatisk men snarere for at tilføje til en overvejelse, det som seer kan være svært ikke at sidde med: Hvorfor gør gruppen, hvad de gør? Matthew er en interessant karakter, fordi han er som et barn. Han er ligeledes den eneste karakter, hvis straf kan være oplæg til diskussion, for fortjener han egentlig, hvad han får? Det gør han sandsynligvis, men på samme tid er der ingen tvivl om, at han grundet sit svage intellekt er meget nem at presse ud i snarsagt hvad som helst. Således skaber han mindelser om den forvirrede sekundære skurk Ricky fra 'House on the Edge of the Park' (1980) der ligesom Matthew i højere grad fremstår som havende været uheldig med sin omgangskreds end egentlig ondskabsfuld.

Det blodrøde tæppe står frem som en påmindelse om, at ubehagelighederne langt fra er ovre for Jennifer Hills.

Historien er således meget nem at tage og føle på i 'I Spit On Your Grave'. De førnævnte antagonister samt den stærke protagonist er, hvad der hæver filmen for alvor. Camille Keaton leverer en af de stærkeste kvindelige karakterer set såvel i horrorfilm som i film som sådan. Selv når hun er mest magtesløs, kæmper hun stadig. Det styrkes blot i måderne, hvorpå hun udsøger sin hævn, som fremstår intelligente, fordi hun (særligt i forbindelse med karakteren Johnny) bruger sin femininitet og mændenes liderlighed, som var, hvad bragte dem i problemer til at starte med, imod dem. I sammenhæng med disse elementer, spiller den særegne og intelligente instruktion af filmen en stor rolle. Som nævnt forbliver Meir Zarchis kamera betragtende fra, hvad der ofte føles som en afstand. Brugen af slowmotion og nogle i øvrigt ret simple men effektive vinkler gør, at filmen bæres frem af en stemning, der er ulig nogen anden, jeg kan komme på. Det spiller enormt godt sammen med det bevidste fravalg af musik. Instruktøren ønskede oprindeligt at gøre musik til en del af oplevelsen men kunne ikke finde frem til den rigtige lyd. Det var således hans klipper, der måtte gøre ham opmærksom på, at filmens lydeffekter i sig selv skaber rigeligt med stemning. Det bedste eksempel herpå er lyden af en motorbåd, der gennem filmen bliver et motiv på frygt. Når den brummende motorlyd dukker op i afstanden, bliver seeren såvel som hovedkarakteren bevidst om, at noget er skævt og blot venter på at ske.

"That's so sweet, it's painful."

På overfladen er 'I Spit On Your Grave' blot en hævnfilm, men den stærke instruktion fører en stemning med sig, som gør oplevelsen til sin helt egen og en meget skæbnesvangert klingende en af slagsen. Selvom man fra Roger Eberts vinkel kan overveje, hvorvidt det er moralsk anstødeligt at gøre voldtægt til en del af en film, mener jeg ikke, at Meir Zarchi her gør den del af filmen til simpel underholdning. I stedet er filmen bevidst ubehagelig at sidde igennem, og på samme måde, som det er tilfældet med Tobe Hoopers horrormesterværk 'The Texas Chain Saw Massacre' (1974), efterlader nærværende også sin tilskuer følende sig så beskidt, at man ønsker sig at tage et bad. Et brusebad.

Score: