Anmeldelse: The Shallows.

Årgang: 2016.
Tagline: "What was once in the deep is now in the shallows”
Genre: Thriller, Horror, Sharksploitation.
Instruktør: Jaume Collet-Serra.
Runtime: 86 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: Sony Pictures.
Link til filmen på IMDB.  
Se trailer her.
Se også: “Jaws” (1975), “Open Water” (2003), “The Reef”(2010).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Efter tabet af sin mor, rejser Nancy (Blake Lively) omkring og er nu kommet til Mexico, hvor hun finder den hemmelige strand, hendes mor plejede at surfe ud fra. Nancy er selv surfer, men da hun vil fange en bølge, er der i stedet noget, der fanger hende. Snart ligger hun alene 200 meter fra land på liget af en hval, mens en enorm haj langsomt cirkler omkring hende.

Vandet er alt, alt for koldt!

Gyserfilm med hajer kan meget hurtigt blive fjollede. Det er bevist igen og igen. I de seneste to opfølgere til monsterhittet “Jaws” (1975), i den klodsede “Deep Blue Sea” og ikke mindst i den latterlige “Sharknado” (2013) franchise. Hajer bliver pludselig til brølende, dårligt animerede og alt for intelligente væsner, der ikke bare tørster efter blod, men også har personlige beefs med enker af tidligere ofre. Det er ganske enkelt stærkt problematisk at lave en gyserfilm med disse væsner og samtidig tage sig selv alvorligt. Med en meget nedtonet og nærmest dokumentarisk stil, lykkedes det i 2003 Chris Kentis at lave en dramatisk og vellykket underspillet film med “Open Water” og i 2016 lykkedes det nu Jaume Collet-Serra på sin vis at gøre Kentis kunsten efter omend på en måde, der i langt højere grad ligner traditionelt gys.

Hvad ville du tage med på en øde ø? En måge, åbenbart.

Steven Spielberg måtte af praktiske årsager holde igen med at vise hajen i “Jaws”. Det store mekaniske bæst virkede ganske enkelt ikke altid, når det skulle. Det viste sig dog at være Spielbergs store held, da det netop er fraværet af monstrummet, der gør, at hans film fortsat er en skræmmende filmoplevelse. Det, et utroligt karaktergalleri og et par andre tricks, men det er en helt anden snak. I 2016 er de tekniske begrænsninger mindre. Det er ikke nødvendigt at slæbe en fysisk fremstillet hajdukke med ud på optagelserne. Det hele kan i stedet ordnes på en computer. I 2016 har en film som denne friere hænder, og derfor kunne den have gået alt for langt med vilde stunts, monsteret kunne blive sat til at udføre. I stedet har man helt tydeligt trukket på Spielbergs succes og bortset fra nogle enkelte tilfælde, holdes der igen. Ofte er monstret en lurende fare i afstanden eller skræmmer netop ved, at seeren desperat afsøger skærmen efter en skygge eller en finne uden at finde noget. “The Shallows” lykkedes på den måde med at opbygge sit monster. Den lykkedes sågar også med et par mere eksplicitte billeder, hvor hajen er både frygtindgydende og virkelighedstro. Så er der selvfølgelig også et par øjeblikke, hvor det tager overhånd, men de er heldigvis få.

Som Brody ville sige; "Smile, you son of a BITCH!"

Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke det var for Blake Livelys overbevisende præstation i den bærende hovedrolle. Lively præsterer at være stærk samtidig med, at hun er følelsesfuld filmen igennem. Hun har en personlighed og er ikke bare en klassisk kvinde i fare. I betragtning af, at hendes medspillere i størstedelen af filmen er en måge og en animeret haj, er det hendes drive, der skal bringe filmen videre på en måde, der ikke er for klichefyldt eller hjælpeløst ulogisk. Anthony Jaswinski, som står filmens manuskript, lykkedes med at skabe fremdrift uden, at det virker forceret for spændingens skyld eller modsat bliver kedsommeligt og langmodigt. Filmen går ikke i stå og kunne sågar have båret at turde dvæle en smule mere ved den lurende haj, der dukker op i baggrunden eller uden for hovedpersonens synsfelt. I stedet har man fokuseret på dyrets fart, hvilket også tilføjer stor effektivitet til visse scener, men som ikke behøvede at udelukke flere øjeblikke til gruen ved, når dyret ikke angriber. Et par ekstra scener af lidt mere snigende art kunne snildt have kommet på bekostningen af de surf-sekvenser, som filmen ved sin begyndelse hænger lidt for længe ved - tilsyneladende fordi man ønsker at understrege den oplagte sandhed, at Blake Lively er en smuk kvinde.

Godbid i farvandet.

“The Shallows” lander ret perfekt på en spilletid lige omkring halvanden time, hvilket er med til at gøre den til et veldrejet stykke gys. Blake Lively løfter rollen som tough men ikke uskadelig heltinde med mere end bare livet på spil. Gyset i “The Shallows” glider vellykket mellem det stille truende og det brutalt offensive. Filmen selv bliver som et dyr, lurende i vandet. Vi ved ikke, hvor det er men blot, at vi snart vil blive grebet om fødderne af dets stærke tænder og revet med ned på bunden. Og skønt vi gentagne gange når overfladen for at få luft, er håbløsheden åbenbar. Vi ved, at den snart atter vil gribe os og endegyldigt trække os med ned i mørket. Et koncentreret skud horror og spænding, der går lige i årene på dig, der aldrig helt er kommet dig over frygten, for den lurende djævel med de mange tænder og stærke kæber.

Score

* Fik du at læst anmeldelserne i vores Shark Week - ellers gør det her.