Anmeldelse: Get Out.

Årgang: 2017
Tagline: "Just because you’re invited, doesn’t mean you’re welcome.”
Genre: Horror, Komedie, Thriller
Instruktør: Jordan Peele
Runtime: 104 minutter.
Medie: Biograf.
Udgiver: United International Pictures.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "The Thing" (1982), "Kill List" (2011), "The Purge" (2013).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Chris (Daniel Kaluuya) er inviteret til at møde sin kærestes familie. Hun forsikrer ham, at selvom hun ikke har fortalt dem, at han er sort, vil det ikke blive noget problem: “Min far ville have stemt på Obama en tredje gang, hvis han kunne”, siger hun skråsikkert. Familien tager da også godt imod Chris, som alligevel får en fornemmelse af, at noget er galt, og da han tilbydes en hypnose, begynder det at gå helt galt...

Jordan Peele debuterer med sin første spillefilm, som han tilmed både har skrevet og instrueret. Filmen er et særpræget miks af gys og satirisk humor. Den beskæftiger sig med racisme og har en præmis så sælsom, at du absolut må og skal holde dig fra alle trailers og i stedet skal skaffe dig adgang til at se filmen hurtigst muligt. Skulle man sætte sig ned for at se traileren, kunne man nemt få anledning til at tro, at her er tale om en tidstypisk gyserfilm proppet til randen med chok og andre billige kneb. Det er misvisende. I “Get Out” dyrkes nogle dybt fascinerende præstationer fra castet og en olm stemning, som er noget helt andet end den gennemsnitlige moderne gyserfilm. Derudover lider traileren også af den samme sygdom, som så mange andre af dens slags: Den fortæller alt for meget og træder enten på eller over grænsen for, hvad der må vises i en trailer uden, at der er tale om spoilers.  

“Pas på! Jeg har en tekop, og jeg er ikke bange for at bruge den!”

Hvad der kommer til at være afgørende for, om du kan lide denne film eller ej, kan meget vel være, hvorvidt du finder den succesfuld i dens balanceren af humor og gys. Satiren vil for nogle måske opleves som destruerende for stemningsopbygningen. Men selvom humoren bryder med den suspense, der bygges op, er Peele ekstremt dygtig til at reetablere intensitet i løbet af sekunder. Da den mystiske stuepige Georgina storsmiler samtidig med, at hun græder og fremstår dybt ulykkelig, sitrer filmen mellem alvor og absurditet. Sådan er det ofte i “Get Out”. Man kan næsten ikke tro, hvad der sker på skærmen og lige så gruopvækkende, det er, lige så sjovt er det også. Som genrefan er det svært ikke at få et smil på læben, når filmen lykkedes med denne balance, og når den i sin sammenblanding af det sjove og det skræmmende redder sig ud af nogle klichéer, der ville have sløvet dens fortælling.

Hele holdet af skuespillere er glimrende. Værd at fremhæve er naturligvis hovedrolleindehaver Daniel Kaluuya, der ligesom filmen selv, skal være både morsom og ekstremt intens. Han er enormt troværdig, fordi han er likeable, men også helt tydeligt har sine egne fejl. Ligesom publikum kan sidde og betragte de hvide mennesker i filmen være akavede og dumme sig i deres forsøg på at være overdrevent politisk korrekte, er der også fordomme og racisme skjult i Chris, som forventer det værste af langt de fleste hvide mennesker. Kaluuya viser et menneske med dybe traumer, som han får lov at udforske på en måde, som er sjældent fascinerende og dragende. LilRel Howery fungerer som filmens comic relief, og det gør han også godt. Selvom hans humor på sin vis er meget plat, fungerer leveringen så godt, at det er svært ikke at blive revet med. Han er sjov, og hans figur er godt skrevet.

“Man, I told you not to go in that house.”

Tænk, at man skal finde et nuanceret billede af både mennesker og deres racistiske tendenser i en gyserfilm? Var det ikke bare meningen at skræmme mig fra vid og sans i halvanden time og så ellers sende mig videre ud i livet? Tilsyneladende ikke for Jordan Peele. “Get Out” er grundlæggende underholdende som gys og satire, men den er i tilgift også en vigtig kommentar ind i en til stadighed betændt debat. Den kan det, du håber på - og så lige lidt mere. Og det er lige præcis, hvad den her type film kan, når de er allerbedst: Tage noget smerteligt i tiden, sætte det på spidsen og få det til at gøre lidt mere ondt.

Score