19. jul. 2015

Anmeldelse: Invasion of the Body Snatchers (1956).

Årgang: 1956.
Tagline: “... there was nothing to hold onto - except each other.”
Genre: Sci-fi, Thriller
Instruktør: Don Siegel.
Runtime: 80 minutter.
Medie: VOD.
Udgiver: Netflix US.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “Invasion of the Body Snatchers” (1978), “The Thing” (1980), “The Invasion” (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

En tilsyneladende sindssyg mand fortæller en urovækkende historie om rumvæsner, der er i færd med at overtage jorden, et menneske ad gangen! I små pubber skabes eksakte kopier af mennesker, men noget mangler. Et menneskeligt glimt i øjet er forsvundet, så børn ikke længere genkender deres mødre, og mænd ikke kan kende deres koner igen. Er den frygtelige historie blot fiktion eller er der sandhed i uhyrlighederne?

Don Siegel er ikke nogen let overset filminstruktør. Ikke alene er han manden bag den klassiske film, der her tages under behandling: Han instruerede også “Dirty Harry” (1971) og “Escape from Alcatraz” (1979). Derudover har han også instrueret to episoder af “The Twilight Zone”, hvilket giver rigtig god mening i sammenhæng med denne film, der på mange måder minder om et afsnit af netop dén serie. Filmen er forsøgt genindspillet flere gange - mere eller mindre vellykket, og det er ikke så underligt, for det er en ret fascinerende præmis, som den baserer sig på. Paranoia er et stærkt virkemiddel, og idéen om, at rumvæsner langsomt men sikkert erstatter os uden vores vidende, er en stærk en af slagsen. “Straw Dogs” (1971) instruktøren Sam Peckinpah stod til sin død fast på, at han havde mere at gøre med manuskriptet til denne film, end han modtog kreditering for, og selvom det ikke er til at vide, om det vitterligt er tilfældet, ville det ingenlunde være svært at drage paralleller mellem denne film og førnævnte Dustin Hoffman film.
“If you fail to understand, then the same incredible terror that's menacing me WILL STRIKE AT YOU!”
Her er ingen laserpistoler og kampscener som i “War of the Worlds” (1953). Der er bare en langsomt voksende del af befolkningen, der langsomt mister deres menneskelighed. Filmen antyder kraftigt, at dette tab af empati er en reel risiko i den virkelige verden, rumvæsner eller ej, men uanset om man er forfalden til sådanne tolkninger eller ej, er det et fascinerende univers, som Siegels film tager os med ind i. Selvom filmens alder naturligvis ses i præstationerne, der på mange måder er karikerede, gøres der op for dette med en yderst fængende brug af sære vinkler, bizar musik og en stor oprigtighed. Sidstnævnte bliver tydeligt i forholdet mellem Kevin McCarthy og Dana Wynters figurer, der presses længere og længere mod afgrunden. Interessant er det, at afgrunden i dette tilfælde er ophøret af følelser og dermed også deres kærlighed til hinanden. Det bliver udfoldet en kende melodramatisk, men samtidig er det rørende som idé og tanke, hvilket for mig vejer tungere.
“In my practice, I've seen how people have allowed their humanity to drain away. Only it happened slowly instead of all at once. They didn't seem to mind...”
Filmen er uforlignelig i sin opbygning af ubehag. Der præsenteres en række figurer, som vi hurtigt begynder at mistænke. Er der overhovedet nogen mennesker tilbage? Instruktør Don Siegel var ikke interesseret i at give de store illusioner om håb i fortællingen. Det er mørket, der hersker, og filmen er kompromisløs på en måde, der sender tilbage den tidligere omtalte tv-serie “The Twilight Zone”. Alligevel virker det usædvanligt for en film fra denne periode, at der er et så eftertrykkeligt mørke, og studiet satte også begrænsninger på og insisterede på at pille ved historiens begyndelse og slutning. Med perioden in mente er filmen hele vejen igennem stadig flertydig på en fin måde, og selvom jeg tidligere har nævnt præstationerne som lettere karikerede, skal det ikke dermed være sagt, at de ikke har kvaliteter. Der er mængdevis af stærke øjeblikke. Derudover resulterer udeblivelsen af den stivhed, som kan plage nogle film fra perioden i, at klaustrofobien effektivt viderebringes til seeren.
Effekterne lever måske ikke helt op til dem i “The Thing” omend Carpenter dyrkede en lignende paranoia i sit mesterværk.
“The Invasion of the Body Snatchers” kan umiddelbart lyde lidt som titlen på en b-film. Selvfølgelig er filmen fra en periode, hvor sci-fi blev betragtet som underlødig, men det betyder ikke, at den lever op til et sådant mærkat. Historien er intelligent i sin brug af symbolik, og manuskriptet byder på nogle yderst skarpe ordvekslinger, der antyder i en uendelighed, mens filmen leverer uhygge og paranoia med et nærvær, som alverdens chokeffekter og found footage gimmicks ikke kan gøre efter.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar