Anmeldelse: The Visit.

Årgang: 2015.
Tagline: "No one loves you like your grandparents".
Genre: Horror, Thriller, Found footage.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Runtime: 94 minutter.
Medie: VOD.
Set på: 64” Plasma.
Udgiver: iTunes USA.
Link til filmen på IMDB.

Se trailer her.

Se også: "Homebodies" (1974), "Grandmother's House" (1988), "The Sixth Sense" (1999), "The Taking of Deborah Logan" (2014).

Anmeldt af Michael Sørensen.

Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me. En efterhånden slidt frase, der med tiden er blevet synonym med mange filmelskeres forhold til M. Night Shyamalan. Anmelderne har især givet ham mange tæsk, og i horrormiljøet er han mange steder persona non grata. Personligt har mine oplevelser med hans film været en blandet pose bolsjer. Det var derfor også en skeptisk anmelder, der tændte op under ”The Visit” på en sneklædt lørdag aften.

Ferie hos bedsteforældrene - what could possibly go wrong?

”The Visit” er historien om to børn, der af deres hjerters godhed beslutter sig for at besøge deres bedsteforældre. De har dog op til flere agendaer med deres besøg. Den ene er at deres mor, som har været single alt for længe, trænger til en ferie med sin nye kæreste. Den anden – at moderen ikke har haft kontakt med benævnte forældre siden hun, som teenager, forlod hjemmet i vrede. Missionen for de to børn er derfor, ved hjælp af et par kameraer, at dokumentere moderens barndomshjem, hendes gamle forældre og på en eller anden måde få klinket skårene mellem de to ældre generationer. Det bliver hurtigt klart for de to børn, at noget er helt galt fat med de to ellers så søde bedsteforældre. Men hvad foregår der? Er de bare blevet gamle? Gemmer der sig en anden og mere uhyggelig hemmelighed i det gamle hus? De to børn bliver straks viklet ind i mystiske ting, som de flittigt bruger deres kameraer til at dokumentere. Filmen er derfor primært en slags found footage, der til trods for at det ikke længere er særlig originalt, nu stadig kan være ganske effektfuld.

Svaret er: En hel del.

Man skal ikke mange sekunder ind i ”The Visit”, før man oplever at dette i høj grad er en film bygget på tilskuerens evne til at lade sig opsluge af filmen. Derfor vil de værste skeptikere af Shyamalans værker, sikkert allerede opgive inden filmen er gået i gang. For dette er en stemningsfilm, som stille og roligt æder sig ind på sit publikum. Shyamalan prøver på intet tidspunkt at forcere stemningen, der bevæger sig som en dis over en græsmark, der går fra let og nærmest umiskendelig til tyk og ufarbar inden filmens slutning. Der er en imponerende selvsikkerhed i manuskriptet, der aldrig opgiver sit forehavende, men i stedet spreder stemning med millimeterpræcis omtanke. Med dette i baghovedet, kan det alligevel undre, at man forfalder til et par unødvendige chok-effekter, der rent æstetisk er unødvendige for at holde historie og plot i fremdrift. Shyamalan forstår stadig, at holde fat i sit publikum, som var vi tilbage i ”The Sixth Sense”. Han navigerer ved, at kun svagt antyde, at der er noget helt galt fat i huset med bedsteforældrene, der godt nok opfører sig bizart, men altid har en naturlig og forståelig forklaring på hvad der foregår i det gamle hus.

Lidt overvågning er måske en meget god idé.

Shyamalan bliver, af sine kritikere, oftest stigmatiseret for sine plots, hvor a-ha øjeblikket nærmest er blevet et varemærke for hans film. Efter ”The Sixth Sense” er det derfor også blevet en sport, at gennemskue plottvistet, for at derefter latterliggøre resten af filmen, fordi man nu engang havde gennemskuet plottet. Dette slipper man heller ikke for med The Visit, hvor plottvistet måske ikke er særlig svært at gennemskue. Jeg tvivler stærkt på, at man ikke har gennemskuet tingene i god tid, før den berømte WTF-scene, som efterhånden er synonymt med instruktørens værker. Ikke desto mindre har Shyamalan denne gang fat i så fed en historie, der er  så velskrevet og ubehagelig, at det intet betyder for filmens slutning, at man nu ved hvordan tingene hænger sammen.

Heeeere's granny!

Det tæller absolut som et kæmpe plus i bogen, at det er lykkedes at bevare creepy-faktoren på 100 helt til filmens sidste scene, for mange, og bedre, instruktører ville have faldet til patten og ladet historien sive ud som en fesen sodavand i sommervarmen, som Shyamalan har gjort en del gange i sine tidligere film. Det gør han ikke her, hvor han sådan set gemmer de mest groteske scener til EFTER WTF-scenen, hvilket sender ”The Visit” helt i mål på fornem vis. Man kan ikke, uden videre, konkludere at Shyamalan er tilbage på sporet med ”The Visit”, men hvis filmen er udtryk for den fremtidige kvalitet på hans film, så tør jeg godt glæde mig endnu mere til den næste film, for alt i alt er ”The Visit” en bund solid film, der sagtens kan skræmme, forbavse og overraske – men vigtigst af alt, holde en stemning i samfulde 94 minutter, der til trods for ”found footage” delen stadig er visuelt interessant.

Score: