Anmeldelse: The Capsule.

Årgang: 2015
Tagline: "One man. One mission. One choice”
Genre: Sci-fi, Thriller, Drama.
Instruktør: Andrew Martin
Runtime: 91 minutter.
Medie: Streaming. 
Udgiver: Sandrew Metronome.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “2001: A Space Odyssey” (1968), “Gravity” (2013), “The Martian” (2015).

“Capsule” er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 1959. Den kolde krig raser. Et sted udenfor jordens atmosfære er rumfartøjet Hermes i kredsløb. Den eneste passager er den britiske astronaut Guy Taylor (Edmund Kingsley). Taylor vil gerne hjem, men der er noget galt med hans fartøj. Fanget hjælpeløs i rummet blandes Taylor gennem radiokontakt ind i den kolde krigs politiske spændinger, alt imens han er ved at løbe tør for både luft og brændstof.

“Capsule” er oplagt at sammenligne med “Gravity”. Ligesom Sandra Bullock blev efterladt alene i rummet, bliver Edmund Kingsley det også her. Hvor Bullock sprang fra fartøj til fartøj og omgivet af gloriøs CGI bragte publikum helt ud på kanten af sædet, er “Capsule” mere fokuseret på at intensivere sit drama og klaustrofobien. Med få undtagelser viger vi ikke fra den lille kabine, hvor Taylor sidder og forsøger at tage sine beslutninger. I takt med at hans luft rinder ud, bliver han også mere og mere fraværende og får sværere ved at forsøge at løse den tiltagende mængde af problemer, han befinder sig i.

Dette lille rumfartøj bliver et fængsel for astronauten i cockpittet. 

“Capsule” har en stor styrke, i at den tør holde sin historie i så begrænsede omgivelser. Vi bringes med ind i Taylors klaustrofobiske omgivelser ved kun sjældent at se noget, der ikke er enten Taylor eller hans kontrolpanel. Det er selvfølgelig også en begrænsning, der udfordrer rent filmisk. Film som “127 Hours” (2010) viste på beundringsværdig vis, hvordan der kan skabes en visuelt sprudlende film på trods af en meget fastlåst hovedperson. Det kan man savne i “Capsule”. Instruktør Andrew Martin forsøger dog at skabe noget afveksling med brug af lys. I enkelte tilfælde lykkedes det at skabe antydningen af noget næsten psykedelisk, når Taylor nærmer sig kanten af bevidsthed, og grænsen mellem virkelighed og fantasi forplumres. Det er øjeblikke som disse, der er filmens bedste. Edmund Kingsley er altoverskyggende i hovedrollen. Hans ansigt er i billedet i 90% af filmen (måske mere). Kingsley skal præsentere Taylor som en både sympatisk men også karismatisk personlighed, der skal holde seerens interesse fangen i 90 minutter. Dette lykkedes til dels.

Efterhånden som ilten forsvinder, begynder virkeligheden at forplumres. 

Taylor har humor og et stort savn efter sin kæreste Charlotte, som han ser for sig. Kingsley har stor succes med at gøre smerten nærværende. Men lidt for hurtigt kommer han til at virke lidt for hjælpeløs. Det er meget muligt, at han ikke kan gøre noget af rent tekniske årsager, men filmen giver ikke et klart indtryk af, at han har nogen klar fornemmelse af, hvad han laver før sent i historien. Da det endelig sker, er han så langt væk grundet den manglende luft, at han alligevel ikke kan præstere optimalt. Filmen inddrager den kolde krig i sin fortælling og forsøger at bruge dette historiske bagtæppe, som en spændingsfaktor. Den del lykkedes aldrig rigtig. Filmen er interessant og dragende, når fokus er på Taylor selv og hans indre kamp for ikke at miste håbet. I den forbindelse bliver den historiske kontekst mindre fængende. Taylor kommer i kontakt med flere forskellige mennesker på landjorden i forsøget på at genvinde kontakten til sit hjemland. Den ene er mere mistænksom end den anden, og det bliver meget hurtigt ensartet, og filmen taber pusten.

Udover denne film har Edmund Kingsley haft mindre roller i “Hugo” (2011) og tv-serien “Jekyll & Hyde”.

Det havde klædt “Capsule” at turde holde fast i den smerte, frygt og ensomhed, som hovedpersonen gennemgår. Filmen går langt i den sammenhæng, men har en bagvedliggende politisk historie, som overtager og gør den mere enfoldig. “Capsule” er ikke en ny “Gravity” men en mere dvælende oplevelse, der, når den er bedst, giver os et fascinerende blik på et menneske, der er mere alene, end de fleste har prøvet at være det. Edmund Kingsley giver et stedvist smerteligt portræt af en mand, der er ved at gå til af både de fysiske og psykiske omstændigheder. En mand der langsomt fortæres af desperation og længsel efter sit hjem.

Score: