Anmeldelse: The Fly (1958).

Årgang: 1958.
Tagline: "The fly with the head of a man...! And the man with the head of a fly!”
Genre: Sci-fi, Horror, Drama.
Instruktør: Kurt Neumann.
Runtime: 94 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: 20th Century Fox.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.

Se også: “Frankenstein” (1931), “Invasion of the Body Snatchers” (1956), “The Fly” (1986).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Den ellers så lykkelige Delambre familie gemte noget i kælderen: En maskine så teknologisk revolutionerende at ingen andre vidste noget om den. Da et af forsøgene med maskinen slår fejl, får det grufulde konsekvenser.

David Cronenbergs filmatisering af “The Fly” (1986) baseret på historien af George Langelaan er vel nok den bedst kendte. Cronenberg gik i fodsporene på Kurt Neumann, der allerede i 1958 udgav sin version af historien om “Fluen”. Neumann er nok bedst kendt for at have arbejdet på en række af filmene om Tarzan, der op igennem ‘40erne blev portrætteret af Johnny Weissmuller. Hans film er markant anderledes end Cronenbergs, hvilket næsten siger sig selv i betragtning af de næsten 30 års aldersforskel. Mens Cronenberg og hans hold skabte revolutionerende visuelle effekter, der fortsat er blandt noget af det mest ubehagelige visuelle snask, genren har at byde på, skabte Neumann en anderledes nedtonet film. Filmen er i langt højere grad et drama, der udspiller sig mellem mand og kone. Den er fortalt i flashback, hvilket bringer mindelser om film som “Invasion of the Body Snatchers” (1956).

“Help me! Help meeee!“

Der er ingen tvivl om hvilken æra denne film er fra. Skuespillet bærer et teatralsk præg, og er på den måde over the top mange steder. Med det in mente er det et yderst velfungerende drama, der udspiller sig mellem Patricia Owens og David Hedison. Owens får et par enkelte scream queen øjeblikke, der næsten virker malplacerede, men ikke desto mindre er blevet ikoniske. Udover disse øjeblikke gør Owens sig ellers modsat bemærket ved at vise fru. Delambre som mindre hysterisk og usammenhængende, end den måde andre film fra perioden ellers kunne have en tendens til at fremvise kvinder. David Hedison er mere kedsommelig som en stereotyp 50er mand. Blandt gale videnskabsmænd er han muligvis den mindst karismatiske, jeg mindes at have stødt på: En smule excentricitet eller anden form for personlighed ville have klædt ham. Til gengæld er kemien mellem Hedison og Owens overbevisende, hvilket bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som de bliver desperate.

“It'd be funny if life wasn't so sacred.”

Filmen er som nævnt fortalt i flashback. I nutiden spiller Vincent Price en vigtig rolle og er som altid en fornøjelse at lade sig underholde af. Filmens effekter er ligesom skuespillet præget af tiden de er lavet i. Der er ingen tvivl om at det er en mand i et kostume, når vi får fluen at se. Netop derfor er valget om at holde blikket stift rettet mod dramaet både smart og styrkende for filmen. Der går lang tid, før “monstret” vises frem, og måden, det gøres på fungerer godt. Man har udnyttet tidens begrænsede teknologi og muligheder på en stærk facon, og det kommer filmen til gode. Her træder David Hedison iført fluedragt også mere i karakter, når han ordløst viser kampen mellem mennesket Delambre og dyret, der er ved at tage over.

“No, Helene and Andre believed in the sacredness of life. They wouldn't harm anything... not even a fly.“

Det er ikke så underligt, at David Cronenberg har kigget på denne version af historien og haft lyst til at bringe det menneskelige drama og transformationen fra menneske til flue tættere sammen for at styrke begge dele. På den måde komplementerer de to versioner hinanden ganske fint, selvom, der i mit sind, ikke er nogen tvivl om at Cronenberg hæver kvaliteterne fra denne film op på et andet niveau i sin overlegne genindspilning. Jeg har i løbet af anmeldelsen taget forbehold for originalens tid og teknologiske begrænsninger, men som historie og drama betragtet er filmen vellykket. Uden at være nervepirrende uhyggelig har filmen alligevel øjeblikke, der virker, når det kommer til at vække ubehag i sin seer. Der er ingen tvivl om, at “The Fly” anno 1958 er værd at se ganske på dens egne præmisser.

Score:

Anmeldelse: Daylight’s End.

Årgang: 2016.
Tagline: "The apocalypse was just the beginning”.
Genre: Apocalyptic, Action, Zombie.
Instruktør: William Kaufman.
Runtime: 101 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment
Link til filmen på IMDB. 
Se trailer her.
Se også: “Assault on Precinct 13” (2005), “I Am Legend” (2007), “Dead Rising” (2015)

“Daylight’s End” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Daylight’s End foregår år efter, at en mystisk sygdom har forvandlet størstedelen af menneskeheden til blodtørstige uhyrer. En af de få overlevende, Rourke, (Johnny Strong) redder en ung kvinde (Chelsea Edmundson), der er en del af en gruppe overlevende under ledelse af den tidligere politimand Frank Hill (Lance Henriksen). Gruppen har barrikaderet sig, men uhyrerne er ved at trænge gennem forsvarsværkerne, og Rourke må komme op med en dristig og farlig plan for at redde deres liv.

En ensom ulv, der blandes ind i en større sags intriger. En gruppe overlevende, der har svært ved at stole på hinanden. Allierede, der må aflives, inden de bliver en del af horden af zombielignende væsner. Der er ikke mange ting i historien her, der ikke er set før. Derfor kunne den godt være spændende. Karaktererne kunne være fængende, filmens action kunne være intens, og billederne kunne være stemningsfulde. Desværre er “Daylight’s End” et middelmådigt bekendtskab. Nogle film tager klicheer og bruger dem på nye og effektive måder, andre kommer med brugen af det velkendte til at minde seeren om andre og bedre filmoplevelser. “Daylight’s End” falder i den sidste kategori.

“Hush little baby don’t say a word...”

“Den ensomme ulv” Rourke giver mig lyst til at se Tom Hardy bryske bud på titelfiguren i “Mad Max: Fury Road” (2015). Intrigerne i blandt de overlevende giver mig lyst til at se “The Walking Dead” (2010), og sådan fortsætter listen. Det er egentlig en skam, for der er lagt arbejde i “Daylight’s End”. Skuespillerne er nedtonede og naturlige i deres præstationer. De fysiske special effects er vellykkede. Filmen mestrer sågar i øjeblikke at opbygge lidt stemning. Hvad den mangler er noget, der er dens eget. Universet og historien om, hvad der har ført til undergangen er med vilje efterladt til det uvisse. Væsnerne har intet særpræg og forbliver generiske zombier. Actionsekvenserne er hektiske men ikke intense eller dragende. De er til gengæld akkompagneret af et halvrocket soundtrack, der ikke tilføjer noget til stilen eller oplevelsen.  

Lance Henriksen dukker op i en mindre men væsentlig rolle. 

“Daylight’s End” er overbefolket. Den introducerer en stor mængde personer, som det aldrig rigtig lykkedes den at skabe interesse i eller sympati for. Det bliver rodet, og ethvert forsøg på at give persongalleriet karakter eller nuancer fortaber sig i kampen for at bringe plottet videre. Det, der kommer til at fylde mest, er fremdriften i historien, det plot som ikke er særlig interessant. Visuelt bliver filmen for dunkel og grå uden kontrasterne til at skabe stil eller et udtryk, der kan give historien liv. Skuespillerne gør som nævnt en indsats for at puste liv i filmen. Ikke mindst legendariske Lance Henriksen gør en indsats og har nærvær i sin præstation. Lige lidt nytter det desværre.

Leader of the pack.

“Daylight’s End” kan med god vilje ses som svarende til en halvsløj bane i “Left 4 Dead”. Vi får glimt af nogle personligheder uden at blive draget ind. Historien og det univers, som den udspiller sig i, er gråt og savner den variation og karisma, det lykkedes “The Walking Dead” at skabe - særligt i sin første sæson. Filmen byder på zombier, action og gore, men desværre har den ikke succes med nogen af delene.

Score