Årgang: 1973.
Tagline: "She had a body men would die for - and a lot of them did!”
Genre: Blaxploitation, Action.
Instruktør: Jack Hill.
Runtime: 91 minutter.
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Arrow Video.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Foxy Brown” (1974), “Sheba, Baby” (1975), “Ms .45” (1981).
Anmeldt af Mark S. Svensson.
Efter hendes søster er blevet offer for stoffer, tager Coffy (Pam Grier) på hævntogt gennem byens undergrund. Med sig har hun sin krop til at forføre, barberblade i afroen og en shotgun til at blæse knoppen af den næste idiot, der forsøger at tigge hende om tilgivelse.
Året er 1973. Kvinders rettigheder har det ikke for godt, og afroamerikaneres har det endnu værre. En lille film kaldet “Coffy” udgives efter at være blevet skudt på bare 18 dage. Den gør to ting: Vækker opstandelse og tjener en ordentlig røvfuld penge. Opstandelsen giver Pam Grier, filmens hovedrolleindehaver, ikke meget for. Hun mener, at filmen viser en selvsikker og stærk kvinde, der gør, hvad mænd har gjort i masser af film før hende. Nøgenheden, volden og selvsikkerheden er alle tegn på frigørelse. Imens skammer instruktør Jack Hill sig lidt over scenen i starten af filmen, hvor Coffy skyder hovedet af en mand, hvilket vises med en splattereffekt. Men han ville gerne vise, at han kunne lave en film som denne, for som han siger, bliver instruktører typecastet værre end skuespillere, og han ville prøve det hele. Klippet er da også blevet et af de mest kendte fra filmen og Jack Hills karriere som sådan. Quentin Tarantino elsker at citere film som denne i sine egne værker, og har også erklæret sin kærlighed for både blaxploitation generelt og Pam Grier specifikt i sin film “Jackie Brown” (1997).
 |
| “This is the end of your rotten life, you motherfuckin' dope pusher!” |
Dette var mit første rigtige blik ind i blaxploitation. Jeg forventede en film med fart på og ikke særlig meget på hjerte. Halvdelen af den forventning blev opfyldt. Der er fart på “Coffy”, men den har bestemt også noget på hjerte. Filmen er rå i sit udtryk men på ingen måde ligegyldig omkring sine virkemidler. Den er medrivende, både fordi den er usandsynlig cool og sexet, men også fordi den tør være politisk og ligefrem eftertænksom. Det er flettet ind i historien, men der er ingen tvivl om de politiske overtoner, når en hvid mand vil have Coffy til at kravle hen til sig og tigge om hans krop. Det er heller ikke ligefrem subtilt, når Coffy kort efter stiller sig op og skyder manden med ordene: “You want to spit on me and make me crawl? I'm gonna piss on your grave tomorrow.” Det er på ingen måde underspillet, men det er stærkt, og der er så meget power i Pam Griers præstation, at det er helt vidunderligt. Som en sort, kvindelig udgave af Rambo er Coffy decideret træt af pis og har ikke tænkt sig at finde sig i det mere.
 |
| “Oh Meg, you don't have any salad.” |
Nu har jeg rost filmen for dens virkemidler og for at have en holdning, men filmen sælger først og fremmest sig selv på sin action, den anseelige mængde af one-liners og de attraktive kvinder. I tilgift får man en på mange måder overflødigt lang catfight og Sid Haig i en tidlig rolle, som en super arrogant håndlanger. Nogle af de ting, filmen svælger i, er af politiske årsager, andre er af de mere exploitative og en stor gruppe kvinder, der hælder salat ud over hinanden og hiver hverandres bluser i stykker, hører til i den sidste kategori. Det er fuldstændig skamløst, og det er sjovt. På den måde bliver det også frigørende. For filmen kommer aldrig i nærheden af at tage sig selv så alvorligt, at den mister grebet i seeren, som trods alt også er med filmen, på grund af dens mere uforpligtende elementer.
 |
| “You gonna fly through them pearly gates with the biggest fucking smile St. Peter ever seen!” |
Det er på en eller anden måde meget lige til at sammenligne “Coffy” med “First Blood” (1982). Der er klart flere one-liners og flere bryster her, men ligesom Rambo er Coffy også i kamp for noget andet og mere end bare sig selv. “Coffy” er underholdende for, hvad den er, og har en politisk pointe uden nogensinde at blive prætentiøs. Den er det modsatte: Fyldt med humor, power og sexappeal er filmen båret af sin hovedperson, som bliver ikonisk, næsten i samme øjeblik, som hun dukker op på skærmen.
Score
