30. mar. 2017

Anmeldelse: Henry: Portrait of a Serial Killer.

Årgang: 1986
Tagline: "He's not Freddy. He's not Jason. He's real.”
Genre: Drama, Horror
Instruktør: John McNaughton
Runtime: 83 minutter.
Medie: Blu-ray
Udgiver: Studio Canal
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Maniac” (1980), Man Bites Dog (1992), “The Last Horror Movie” (2003), Maniac (2012).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Becky (Tracy Arnold) flytter ind hos sin bror Otis (Tom Towles), som er en slesk og socialt akavet mand. Henry (Michael Rooker) deler lejlighed med Otis og bruger de fleste af sine aftener på at slå tilfældige mennesker ihjel. Nogle gange vrider han halsen om på dem, andre gange drukner han dem eller stikker dem ned. Bare det ikke ser ens ud. Han er en morder uden motiv eller metode og derfor umulig at fange.

Der er to meget sigende historier om “Henry: Portrait of a Serial Killer”. Den første er om hovedrolleindehaver Michael Rooker. Eftersigende levede han sig så meget ind i rollen som Henry, at hans kone ikke turde fortælle ham, at hun var gravid, før optagelserne var overstået. Når man ser den færdige film, opleves den ekstremt ubehagelig, fordi den virker autentisk. Det er ikke mindst Rooker, der er med til at skabe den fornemmelse af, at det, der foregår på skærmen, er virkeligt. Den anden historie handler om en af de allerførste visninger af filmen. Ikke bare gik halvdelen af publikum i løbet af filmen, instruktøren blev også konfronteret med en særligt fornærmet mand, som havde set filmen til ende. Han var vred og insisterede på, at instruktør McNaughton ikke kunne lave en film af en så moralsk fornedret karakter. McNaughton gav manden det meget kortfattede svar: “We just did.”
"It's always the same and it's always different."
Der er film, der bliver ved at være chokerende, uanset hvor lang tid, der går. “Cannibal Holocaust” (1980) er ét eksempel. “Henry: Portrait of a Serial Killer” er et andet. McNaughton har lavet en film, der er barsk, fordi den omhandler ødelagte mennesker, der dealer med deres elendighed ved at slå andre mennesker ihjel. Tilfældigheden i myrderierne pirker til dødsangsten, fordi der ikke er en grund til, at ofrene skal dø. Det bliver ikke mindre kompliceret af, at hovedpersonen kun siger meget lidt om sine motiver eller følelser om mordene. Otis er meget mere verbal omkring sine depraverede lyster, og det irriterer Henry, som bliver en slags antihelt i flere scener, når han sætter Otis på plads. Det er et kompliceret menneskeligt drama, hvor man risikerer at tage sig selv i at have sænket sin moralske bar i forsøget på at forstå Henry. Meget mere kan en gyserfilm vel ikke forlanges at skulle gøre: Røre ved vores grundangst, mens den stiller vigtige moralske spørgsmål.
Tom Towles i rollen som Otis.
Dybden af den menneskelige psykes mørke sider udforskes grundigt. Det lykkedes filmen at skabe sympati for Henry, fordi han er så ødelagt, at han ikke kan give sig selv lov til at have noget godt i sit liv. Og det er ikke kun Henry. Otis og Becky er også ødelagte på hver deres måde og dømt til at leve besværlige og moralsk afvigende liv. Becky er ung og håbefuld nok til, at det gør særligt ondt, når hun bliver behandlet uretfærdigt af mændene i sit liv. Instruktøren havde oprindeligt overvejet at optage meget håndholdt for på den måde at give et råt og autentisk udtryk. Sådan endte det dog ikke. Tværtimod er filmen filmet meget præcist og meget statisk. Det, der foregår på billederne, er grimt, men indramningen er smuk, som hvis Carl Th. Dreyers kunstfærdige tableauer mødte “The Chainsaw Massacre” (1974).
Filmen viser ofte Henrys ofre, efter de er dræbt, i stedet for at vise handlingen. Som mareridt genklinger ofrenes skrig, mens vi ser ofrenes smadrede kroppe.
“Henry: Portrait of a Serial Killer” lever op til sin titel ved først og fremmest at handle om mennesket Henry. Den er ikke drevet af det store plot, men giver os lov til at kigge på, mens Henry, Otis og Becky synker dybere og dybere ned i sølet. Det er ikke en af de mest splatterfyldte og blodige film, du nogensinde kommer til at se, men det er muligvis en af de mest hjerteskærende. Historien om Henry er drænet for håb fra start, og når slutningen toner frem på skærmen, synker dit hjerte og din tro på menneskeracen til nye dybder.

Score:

2 kommentarer:

  1. En enestående film, der bryder alle grænser ... og det på sin helt egen måde. Var så heldig at se den på det store lærred til en Natfilm-festival for mange år siden.

    SvarSlet
  2. Helt vidunderligt forskruet og dybt ubehagelig på et meget grundlæggende menneskeligt plan!

    SvarSlet