Anmeldelse: Logan.

Årgang: 2017
Tagline: "His time has come.”
Genre: Action, Drama.
Instruktør: James Mangold
Runtime: 141 minutter.
Medie: Biograf
Udgiver: 20th Century Fox
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Shane” (1953), “Unforgiven” (1992), “Kick-ass” (2010)

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Året er 2029, og mutanternes storhedstid er forbi. De fleste er døde eller i skjul. Wolverine (Hugh Jackman) er efter sine mange leveår begyndt at mærke sin alder. Hans evner er ikke, hvad de var, og hans fremtidsudsigter er begrænsede. Imod hans vilje kastes han alligevel ud i endnu en heltegerning: Han skal beskytte en lille pige med et stort potentiale.

Det er ikke så tit, at jeg bliver grebet af lysten til at se en film igen lige efter, at jeg har set den. Da jeg var yngre skete det hele tiden. Jeg forelskede mig i en film og så den igen og igen for at svælge i dens stemninger, billeder eller musik. Da “Logan” var slut, havde jeg lyst til at se den igen for at få lov til at være i dens univers lidt længere. James Mangold har med “Logan” lavet en superheltefilm, der er brutal og grum i sin action, og derfor glædede jeg mig til at gense alle de velinstruerede og bloddryppende øjeblikke, hvor vores helte kæmper i denne film. For selvom en R-rating ikke i sig selv resulterer i en god film, har de færre begrænsninger her givet Mangold mulighed for at lave actionscener, der føles autentiske, selvom kampene udkæmpes af personer med overnaturlige kræfter. Dermed ikke sagt at “Logan” skal koges ned til sin action. Filmen gemmer på både stort drama og humor.

“Two days on the road, only one meal, and hardly any sleep. She's 11, I'm fucking 90...”

En roadmovie med Wolverine og Charles Xavier, begge gamle, samt mere sammenbidte og smågnotne end nogensinde før lyder i sig selv som en film, der er værd at se. Føj dertil en lille pige, og det kan næsten lyde, som om det har potentiale til at blive fjollet. Scenerne med de tre på vej tværs over lande er både sjove og dybt elskelige. Dafne Keen debuterer her i sin første spillefilm som den fåmælte Laura, der både er en lille pige og et farligt våben, lidt ligesom Charles Xavier både er en gammel dement mand og et masseødelæggelsesvåben. Keen spiller fremragende. Hun er både sympatisk og bidsk. Det er særligt fascinerende at overveje, hvor en så ung pige finder det absolut hysteriske raseri, som Keen præsterer, når hendes klør dukker frem, og hun med dyrisk vrede spreder destruktion omkring sig.

“Nature made me a freak. Man made me a weapon. And God made it last too long.”

Filmen er (måske mere end noget andet) et drama om en modløs mand. Jackman får gjort brug af sit talent, og selvom han på tværs af 8 tidligere film har vist en Wolverine med både det dyriske og det menneskelige, er det alligevel noget nyt, der viser sig her. I en scene, hvor han trues med et våben, ser man et øjeblik i den store mands øjne, at han måske nok kunne leve med at dø. Det er et subtilt glimt i Jackmans blik, og det er utrolig stærkt. Samtidig formår *Logan” alligevel at give os mere end den energiforladte, gamle mand, der næsten ikke kan mere. Der er også øjeblikke, hvor Wolverine genvinder fordums styrke, og vi får lov at se ham folde sig ud, hvilket er gloriøst. Fordi vi får lov at vente på disse øjeblikke, hvor han samler styrke, bliver de absolutte energiudladninger og publikum - eller i hvert fald jeg - efterlades ekstatiske over at se den gamle mand genvinde pusten og næsten blive sit gamle jeg. “Logan” er en smertelig film. Det gør ondt at se en af de helte, som vi har lært altid vinder til sidst, være så svækket; næsten som et barn, der opdager, at far ikke er den stærkeste i verden.  

“She's like you... she's very much like you.“

Hugh Jackman havde store forhåbninger for “Logan” og ville gerne forlade rollen som Wolverine på en mindeværdig måde. Det er lykkedes. Der er ingen tvivl om, at “Logan” skriver sig ind blandt de allerbedste i sin genre. Den gør noget anderledes og bryder med en formel, som mange er kørt sur i. Ligesom “Deadpool” (2016) ryster den posen, dog på en anden og mere alvorsfuld måde. Og godt for det. For udover at holde af Logan og Xavier, kommer vi også til at holde af Laura. Selv en lille landmand og hans familie, som gruppen møder på deres vej, kommer vi til at holde af. En mere hjertelig superheltefilm er sjældent set.

Score:

Anmeldelse: Emelie.

Årgang: 2015.
Tagline: "A parent’s worst nightmare.”
Genre: Thriller, Horror.
Instruktør: Michael Thelin.
Runtime: 79 minutter.
Medie: DVD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: “Inside” (2007).

“Emelie” er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Ægteparret Thompson får et afbud fra deres sædvanlige babysitter, netop som de står og skal ud at fejre deres bryllupsdag. I sidste øjeblik får de fat på Anna til at passe deres tre børn. Hun har et sødt smil og virker helt perfekt, men så snart forældrene er taget af sted, begynder den ældste søn Jakob at undre sig: Der er et eller andet ubehageligt og fordækt ved Anna. Det føles som om, hun har skjulte hensigter med at være i huset. Snart indser den 11-årige Jacob, at den nye babysitter er meget, meget farlig...

Michael Thelin er en erfaren instruktør, men debuterer her med sin første spillefilm. Han har dog en hel række musikvideoer, tv-film og andet bag sig. Måske er det også derfor man med “Emelie” meget hurtigt føler sig i trygge hænder. “Emelie” er nemlig utrolig velproduceret. Hvad man kunne ønske sig af thrills, får man her. Spændingen er dygtigt opbygget, og selvom plottet aldrig helt bliver logisk sammenhængende på nogle områder, falder det heller aldrig fra hinanden - der er bare visse ting, der efterlades til det uvisse, og det behøver ikke være en dårlig ting. Specielt ikke i en genre, der netop har det med at lide når mystikken og mørket må vige for semi-rationelle forklaringer.

“Emelie” er klassisk thriller gys. Ideen om den onde babysitter er ikke ny, men her eksekveres den på en måde, der både er overlegen i forhold til det tekniske, men også i forhold til historie og persongalleri. Der er en smule mere bund i antagonistens motivation, end hvad kunne have været tilfældet, og selvom det ikke er, fordi filmen er nogen fontæne af meningsladede eller symbolske billeder og ideer, leverer den på det helt grundlæggende plan god spænding og en medrivende filmoplevelse. Thelin leger med andre ord med nogle genrekonventioner, som han nærmer sig, men ikke lader sig begrænse af. En film om en ond babysitter kunne snildt have været en plat gimmick, der på bedste exploitation vis handlede om at få nogle b-films elskere trukket ind. Men “Emelie” tager sig selv ganske alvorligt. Den fortæller en mørk historie og bevæger sig ind på territorium, hvor det for mange vil blive virkelig ubehageligt, fordi det handler om børn.

Tre af de sødeste små unger verden har set på film udsættes for en sand perlerække af ubehageligheder. Højdepunktet er velsagtens, da den mindste af børnene får fingrene i en pistol, som han piller lidt for længe ved, til at det på nogen måde er behageligt. Alle de tre børneskuespillere har en lys fremtid, hvis deres talent er nogen indikator. De gør det simpelthen rigtig godt. Mest fremtrædende er Joshua Rush, der spiller Jacob og som slipper uden om den stive og skingre ageren, som kan kendetegne så unge skuespillere. Lidt ældre er Sarah Bolger, som spiller Emelie, og er helt gennemført ubehagelig i rollen. Ikke mindst fordi hun til en start formår ikke at være det. De tiltagende mere grænseoverskridende og uforståelige handlinger, hun udfører, bliver bare mere grumme af, at hun til en start magter at skjule, i hvert fald de værste af sine psykotiske tendenser. Ikke at man nogensinde er i tvivl om, at den er helt gal med hende... men det lykkedes hende da at narre forældreparret til at lade hende passe deres børn.

“Emelie” er en glimrende film. Den dyrker spænding og ubehag, og den gør det på bare 80 effektive minutter. Her er ikke nogen svælgen i en overdrevent lang spilletid. Emelie selv er ikke den reflekterende type. Hun handler mest. Når hun ser en trussel, eliminerer hun den, og selvom hun til en start virker legende, er der aldrig nogen tvivl om, at hun vil gøre frygtelige ting for at opnå det hun ønsker. “Emelie” sætter fingeren i et åbent sår hos alle dem, der er bekymrede forældre og repræsenterer sikkert ganske fint mange af deres allermørkeste, mest groteske og angstfyldte mareridt.

Score: