4. jul. 2017

Anmeldelse: Halloween II (2009).

Årgang: 2009.
Tagline: "Family is forever."
Genre: Slasher, Horror.
Instruktør: Rob Zombie.
Runtime: 118 minutter (director’s cut).
Medie: Blu-ray.
Udgiver: Midget Entertainment.
Link til filmen på IMDB.
Se trailer her.
Se også: "Halloween" (2007).

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Laurie Strode (Scout Taylor-Compton) køres i al hast på hospitalet, hvor hun behandles for de alvorlige skader, som hendes mentalt forstyrrede bror, Michael, har påført hende. Michael opsøger Laurie på hospitalet og myrder alle omkring søsteren, men med nød og næppe undslipper hun med livet i behold. Årevis senere plages Laurie stadig af mordforsøget, og Michael vil ikke lade hende glemme ham.

Jeg kan godt lide Rob Zombies “Halloween” remake fra 2007. Den er noget grundlæggende totalt anderledes, end den mesterlige original, som mestrede suspense og mørke på et højt plan. Alt sammen i øvrigt tilføjet et af de mest simple og samtidig mest mindeværdige soundtracks nogensinde. Zombies remake kan noget helt andet, fordi den ønsker at gøre noget helt andet. Den er brutal og dyrker et mere virkelighedsnært udtryk til trods for, at der er noget overnaturligt ved Michael Myers selv: Hans styrke og generelle fremtoning er overmenneskelig som i de gamle film. Zombie lykkedes i 2007 med at lave en “Halloween” film, der sparkede sin seer i maven med sin hensynsløshed samtidig med, at den holdt figuren Michael Myers’ ikoniske status i hævd. Nogle problematiserede, at Myers blev afmystificeret, men selvom man lærer mere om figurens baggrund i filmen, forblev han stadig mystisk og på mange måder uafdækket.
Hvis du er i tvivl om, hvordan Michael ser ud under masken, kan du bare google Rob Zombie - de ligner til forveksling hinanden. 
Zombie var egentlig ikke indstillet på at vende tilbage til franchisen, men ville i sidste ende hellere selv gøre det, end at lade en anden instruktør overtage. Han ræsonnerede sig frem til, at hvis franchisen alligevel skulle fortsætte, kunne det lige så godt være med ham bag roret. Og således forsøger filmskaberen at gøre det samme igen. Han reetablerer hurtigt sin version af Myers, og så starter myrderierne ellers. Mordene er en af filmens største svagheder. Brutaliteten virker ikke bare tilfældig men decideret ufokuseret. Det bliver alt for sent etableret, hvad Myers’ mål er, og selvom man kunne mene, at det altid har været begrænset, hvor meget formål den koldblodige morder har haft, virker dette alligevel som en forværring. Det er en slasherfilm for ADHD-generationen, hvor der ikke må gå for længe mellem hvert mord. Uanset hvor brutale Zombie gør aflivningerne, medvirker de kun til at udtrætte seeren snarere end til at skabe ubehag. For selvfølgelig er det ubehageligt, men det virker også så tilfældigt, at det næsten bliver ufrivilligt morsomt undervejs.
“Man was meant to eat meat. We, all of us, have a little bit caveman in us.”
Hvad der på ingen måde er morsomt, er Scout Taylor-Comptons præstation i hovedrollen. Hun giver en præstation, der bærer præg af et reelt skadet sind. Taylor-Compton viser sig som en dygtig skuespillerinde ikke mindst, fordi hun tør være grim og opføre sig usympatisk, uden at hun mister fodfæstet. Når vi ser på hende, ved vi stadig, at hun går noget svært igennem. Brad Dourif medvirker også til at give historien nærvær med en af de mest følelsesladede præstationer, jeg mindes at have set ham levere i en rum tid. Den lille familie, som han er overhoved for, lykkedes det filmen at skabe sympati for, og det er for mig filmens største trækplaster. Helt modsat er det for Malcolm McDowell, der morer sig med at overspille en arrogant udgave af Dr. Samuel Loomis, der ikke bare er fjollet og virker fejlplaceret i film, men som i sidste ende er decideret idiotisk i sine handlinger. Det hænger på ingen måde sammen med den mand, vi mødte i foregående film eller de ting, han har været igennem. Det hænger også dårligt sammen med det ellers så gode arbejde, som Scout Taylor-Compton gør for at vise, at tingene, der sker, har konsekvenser for menneskene i dette univers.
“We're done waiting. Only a river of blood can bring us back together. It's up to you. It's always been up to you, Michael.”
“Halloween II” fortsætter traditionen for dårlige toere i “Halloween”-franchisen. Mens Scout Taylor-Compton og Brad Dourif gør deres til at skabe et menneskeligt holdepunkt i historien, flyder Myers helt ud på et overdrev. Opbygningen af historien fejler, og derfor kommer Myers’ myrderier til at være ubehagelige i deres brutalitet, men fuldstændigt ligegyldige for historien og indlevelsen. I drømme vender Myers’ mor tilbage til ham i nogle visuelt forunderligt særprægede scener i “Halloween II”. Hun beder ham om, at komme over på den anden side til hende, at dø når tiden er rigtig for, at de kan være sammen. Man kan diskutere, om tiden ikke var rigtig for “Halloween”-franchisens død for snart mange år tilbage, så lad os bakke op om mors gode initiativ i en opfordring til mr. Myers: Gå mod lyset Michael, gå imod lyset.

Score